Virgil van Dijk skiftede tilbage i januar 2018 til Liverpool fra Southampton, og har sidenhen udviklet sig til at blive en af de bedste forsvarsspillere i verden.
Den 33-årige hollænder står i alt noteret for 270 kampe i Liverpool-trøjen, og har blandt andet været med til at vinde otte titler med den engelske storklub. Heriblandt Champions League, Premier League samt FA Cup-turneringen.
På grund af sin position som forsvarsspiller, kunne man forvente, at Virgil van Dijks første fodboldidol havde været en stor defensiv stjerne, men det er dog ikke tilfældet.
Den hollandske stjernespiller afslører nemlig i et interview med Star India, at hans første fodboldidol var den brasilianske troldmand Ronaldinho:
– Ronaldinho var mit første fodboldidol. Jeg spillede meget fodbold på gaderne, da jeg var yngre, og så spiller du selvfølgelig mod flere modstandere, og du spiller over hele banen.
– Da jeg var yngre, kunne jeg virkelig godt lide at lave hans tricks, så ja, han var mit idol, fortæller Virgil van Dijk til Star India ifølge Liverpools hjemmeside.
Virgil van Dijk og resten af Liverpool-mandskabet skal forsøge at få en god sæsonstart under klubbens nye cheftræner, Arne Slot, når den engelske storklub på lørdag møder oprykkerne fra Ipswich Town på udebane i første spillerunde af Premier League-sæsonen.