Atletico Madrids franske profil snakker med Los Angeles FC om et skifte, som måske allerede sker denne sommer.
33-årige Antoine Griezmann har af to omgange været en stor stjerne for den spanske hovedstadsklub Atletico Madrid, hvor han bl.a. har vundet Europa League. Atletico Madrids franske stjerne har tidligere været sat i forbindelse med et skifte til den amerikanske MLS, og nu melder journalist Tom Bogert, at der er kontakt mellem franskmanden og Los Angeles FC. Bogert skriver på X, at der er aktivitet og kommunikation mellem de to parter, og at der er flere muligheder på bordet. Et skifte kan komme på tale allerede denne sommer, men der er også snak om et muligt fremtidigt skifte for den franske kreatør. På trods af, at Griezmann er fransk, har han udelukkende spillet sin klubkarriere i den spanske La Liga, hvor han har repræsenteret Real Sociedad, Atletico Madrid og FC Barcelona.