Fodbold nyheder

Marcelo - En æra er snart forbi?

Af Obaida El-Itr

Er en æra snart forbi? Marcelo Vieira da Silva Júnior har i sin 11 år i Real Madrid vundet alt, hvad der kan vindes. En brasilianer, der på grund af sin underholdende spillestil, er elsket af de fleste – også modstanderens fans. Det bliver et trist syn for kongeklubbens tilhængere den dag, hvor Marcelo ikke længere bærer den hvide trøje, og alt peger på, at den tid snart er nær.

De fleste brasilianske stjerner er opvokset i favelaerne. Brasilianske slumkvarterer, hvor der skulle kæmpes for at bringe mad på bordet. Marcelos opvækst var anderledes. Han kom fra et fint kvarter i Rio de Janeiro og gik i en god skole. Det var bedsteforældrene der opdragede den lille brasilianers talent, og bedstefaren var hele tiden i hælene på Marcelo. Han skulle gøre det godt i skolen og på fodboldbanen.

- Når jeg gjorde det dårligt i skolen, tog min bedstemor alle mine bolde og skar hul i dem med en kniv. Min bedstefar Pedro købte altid en ny bold til mig, uden at fortælle det til hende.

Marcelo spillede futsal i sin barndom, og hans bedstefar Pedro kunne se, at Marcelo var talentfuld. Pedro var så heldig at vinde i lotto, og straks valgte han at købe en bil. Den skulle bruges til at køre Marcelo til og fra træning i klubben Fluminense lidt uden for byen. 13-årige Marcelo var et åbenlyst talent, og de offensive kvaliteter var ikke til at tage fejl af. Brasilianeren spillede på kanten, men blev også brugt som venstreback. Fem år senere fik den splejse teenager seniordebut for klubben som 18-årig. Venstrebacken imponerede alt og alle i sit første år på førsteholdet hos den brasilianske klub, og kort efter bankede en af Europas største på døren. Real Madrid var interesseret i talentet, og de lykkedes med at hente ham til Madrid som kun 19-årig. Det var svært for Marcelo at forlade sin bedsteforældre, men intet skulle stå i vejen for den talentfulde back. Hans drøm om at være en Real Madrid-stjerne skulle realiseres.

Bedre end Roberto Carlos
Brasilianeren blev lige så stille spillet ind på holdet, og det var ikke mange startpladser, han fik i de to første sæsoner i den hvide trøje. Venstrebacken kæmpede sig dog til en startplads i sin tredje sæson, men løb derefter ind i en periode med dårlige præstationer, hvilket fik den daværende manager, Juande Ramos, til at smide ham på bænken i mange kampe. Ramos brugte Gabriel Heinze og det skyldtes, at han ikke var tilfreds med Marcelos defensive indsats.

Hvis man skulle vælge den mest offensive back i nyere tids historie, vil valget, for de fleste fodboldfans, falde på Marcelo. Brasilianeren har i sin tid i klubben været en vigtig brik i det offensive spil, og de trænere som har været i Real Madrid har altid kunne løse problemet med at dække det område Marcelo efterlod. Den defensive del af spillet har aldrig været Marcelos spidskompetence. I sæsonen 2009-2010 blev Pellegrini træner i Real Madrid, og straks var Marcelo at finde i startopstillingen. Han spillede på kanten under den argentinske træner, og brasilianeren toppede assist-listen i sin første sæson som kantspiller.

Det rigtige gennembrud kom i sæsonen 2010-2011, da Mourinho stod i spidsen for Madrid-mandskabet. Marcelo blev rykket ned på sin vante position, og her brillerede han. Resten er historie. Siden da har Marcelo været fast mand, og han betragtes som en legende af Real Madrid-tilhængerne. Han har vundet Champions League fire gange, La Liga fire gange og VM for klubhold fire gange. Efter Champions League-finalen i Cardiff mod Atlético Madrid, hvor Marcelo scorede og spillede en sublim kamp, sagde Roberto Carlos:

- Han er mere talentfuld, end jeg var.

Plads til nye kræfter
Efter otte år som fast mand på venstre side, ligner det, at Marcelos tid som urørlig er over. Den nu 30-årige tekniske Real Madrid-veteran har ikke haft en god sæson under den nye træner Solari, og han er også blevet henvist til bænken det seneste stykke tid. Unge Sergio Regulion har overtaget pladsen på venstreback, og selvom Solari har forsøgt at bruge Marcelo på kanten, har det ikke været en succes. Brasilianeren har ikke længere den samme fart og hurtighed som tidligere, og derfor er det ikke optimalt for ham at spille længere fremme på banen, når hurtige folk som Vinicius, Bale og Lucas Vazquez er til stede. Dog er Marcelo stadig en af de rutinerede kræfter, og måske er vi bare vidner til en formnedgang for brasilianeren.

De seneste rygter forbinder Marcelo med et skifte til de italienske giganter Juventus, hvor hans gamle holdkammerat og gode ven, Cristiano Ronaldo, spiller. Selvom Marcelo er 30 år, er der stadig nogen år tilbage i brasilianeren, og vil han acceptere en bænkplads i Real Madrid efter så mange år som fast mand? Det må tiden vise. Det bliver under alle omstændigheder spændende at se, hvem Solari vælger af de to til dagens vigtige kamp mod rivalerne fra Catalonien.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik