Fodbold nyheder

Transfer-kabalen: Higuaín til Chelsea?

Af Stefan Lindahl

Medie beretter, at Gonzalo Higuains agent lige nu er i London for at mødes med Chelsea og diskutere mulighederne for en byttehandel. Indkast belyser samtidig mulighederne i en sådan handel.

The Evening Standard mener at vide, at den Juventus-ejede Milan-angriber Gonzalo Higuains bror og agent Nicolas lige nu er i London for at mødes med Chelsea og snakke mulighederne for en byttehandel, der sender Chelsea-angriberen Álvaro Morata til AC Milan. Morata har været ønsket i Milano-klubben de seneste to somre. I går skrev engelske The Sun samme rygte.

Ifølge mediet vil en sådan handel løse to problemer. Chelsea-manager Maurizio Sarri får den angriber, han har ønsket sig. Samtidig kender han Higuaín fra sin tid i Napoli, hvor argentineren under Sarri satte Serie A-rekord med 36 mål i 34 kampe i en sæson. Den anden vej vil Milan også være tilfredse. Milaneserne får Morata, som klubben flere gange har ønsket.

Morata har vist, at han kan lave mål i Serie A under sin tid i Juventus. Spanieren selv ønsker angiveligt også et skifte væk fra Premier League, hvor hans tilværelse i store dele af tiden har været et mareridt. For Morata er det kun blevet til 24 mål i 72 kampe. I denne sæson har Morata nettet ca. hver anden kamp i snit.

Den 31-årige argentiner har kæmpet for at finde fodfæste i Milano. Før nytår fik Higuaín dog brudt sin negative stime på ni kampe uden mål for Milan, da han blev match-vinder hjemme på San Siro mod SPAL. Senest har også Milan-direktøren Leonardo langet ud efter Higuaín offentligt, og derfor virker en handel essentiel for alle parter.

Mulighederne i handlen

Lige nu har Milan lejet Higuaín i Juventus i hele sæsonen. En handel mellem de to vil overdrage Higuaín til Chelsea nu, hvis Chelsea sender Morata den anden vej. Samtidig vil Milan betale Juventus deres 268 mio. kroner for Higuaín efter denne sæson.

En anden mulighed er, at Milan sender Higuaín tilbage til Juventus nu. Så kan Torino-klubben sende ham til Chelsea for angiveligt 373 mio. kroner. Den mulige handel vil dog betyde, at Milan står tilbage uden noget. Eller gør de?

Hvis en sådan aftale stables på benene vil Milan dog forlange Juventus-talentet Moise Kean gratis. Grunden til Milan vil kunne slippe afsted med en sådan aftale skyldes, at klubben har betalt Juve 134 mio. kroner for lånet af Higuaín. Milaneserne mener derfor, at Kean dækker rest-beløbet tilstrækkeligt af, så klubberne begge får noget ud af en handel.

Den tredje mulighed er, at milaneserne sender Higuaín til Chelsea resten af sæsonen, og London-klubben så fjerner en del af det beløb, som Milans købsoption på Chelsea-lejesvenden Tiemoué Bakayoko lyder på. Lige nu lyder købsoptionen på 261 mio. kroner. Derfor kan Milan forsøge at fjerne 67 mio. kroner af det beløb, så klubben får franskmanden billigere, som virker uønsket i Chelsea.

Samtidig vil Chelsea så skulle slippe Morata til Milan, og så betaler Milan efter sæsonen rest-beløbet for Higuain-handlen til Juventus. I en sådan handel vil alle tre klubber, få det de ønsker. Milan får rabat på Bakayoko samt en angriber i Álvaro Morata, Chelsea får den angriber, som manager Sarri har skreget efter hele efteråret, og Juventus slipper af med Higuaín, og har stadig fået 403 mio. kroner for den 31-årige argentiner.

Den sidste mulighed er, at Higuaín tager til Chelsea, og London-klubben overtager Milans aftale med Juventus, Torino-klubben sender Kean til Milan, Chelsea sender Morata til spanske Sevilla, hvor den Milan-ejede angriber André Silva løber rundt, og laver mål, og Sevilla så sender Silva tilbage til Milan, og derfor ikke aktiverer købsoptionen, de har på portugiseren.

Hvis en sådan handel skal gå igennem, skal spanske Sevilla og Chelsea dog blive enige om en overgangssum for Morata. Det kunne muligvis være samme beløb, som Sevilla skulle betale Milan efter denne sæson for Silva.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik