Fodbold nyheder

Cristiano Ronaldo - Større end Juventus

Af Torsten Brix

Knægten fra Funchal er blevet et af verdens mest kendte ansigter, men det har også en pris. Læs mere om Ronaldos vanvittige liv i overhalingsbanen, hvor basale ting ikke er gældende mere – ligesom målet i Torino, hvor den daværende Real Madrid-spiller næsten ophævede tyngdeloven… Nu skal han blive gammel hos ”den gamle dame”.

Selvom mange sikkert vil huske tilbage på dommer Michael Olivers kontroversielle straffesparkskendelse, når de tænker tilbage på de meget underholdende Champions League kvartfinaler imellem Juventus og Real Madrid, så må man altså ikke glemme, at Cristiano Ronaldo i det første opgør scorede et historisk flot mål på saksespark. Udregninger har vist, at superstjernen ramte bolden hele 2,3 meter oppe i luften og hans meget veltrænede krop var 1,4 meter vandret over jorden – da han ramte bolden helt perfekt. Efterfølgende har Jyllands-Postens sportsredaktør kaldt målet for ”Ronaldos adelsmærke i Torino”, da det i fremtiden vil blive vist meget, når den 33-årige Ronaldo skal vurderes, og derfor blev sommerens gigantiske klubskifte fra Real Madrid til netop Juventus endnu større – om muligt.

Flere medier har kaldt klubskiftet for det største i dette årti, men det er ikke Juventus, der er årsagen til dette – det er simpelthen superstjernen Ronaldo. Her følger nogle tal til, hvorfor Ronaldo er så gigantisk en spiller, og hvorfor klubskiftet derfor bliver det:

Followers på Instagram
Cristiano Ronaldo: 135 millioner
Juventus: 11 millioner

Champions League-titler
Cristiano Ronaldo: 5
Juventus: 2

Champions League siden 2007
Cristiano Ronaldo: 119
Juventus: 102

Så man kan sige, at Juventus ikke købte Ronaldo, men at Ronaldo valgte at skifte til Juventus. Det er heller ikke kun i Jyllands-Posten, hvor Ronaldos mål har fået ros. Han fik det faktisk også i kampen, for på Allianz stadium klappede de italienske fans også af udeholdets nr. 7, og Rubén Jiménez skrev i sportsavisen fra Barcelona - Marca:

- Nu kan Cristiano Ronaldo pensionere sig. Ligesom Maradona, Messi og brasilianerne Ronaldo og Ronaldinho oplevede Real Madrids nummer syv, at modstanderholdets tilhængere klappede af ham i en kamp. Den slags huskes, og derfor vil dette mål til eftertiden være et af de mest definerende for Cristiano Ronaldos karriere. På samme måde som ikoniske mål har været det for andre.


33 billeder og tre slurker the
Kort tid inden klubskiftet til Juventus og det unikke mål fik mange mennesker et grotesk indblik i Ronaldos liv. For en fotograf fulgte superstjernen på et - for mange mennesker - ganske almindeligt cafe-besøg... bare ikke for superstjernen Ronaldo.

Selvom Ronaldo gjorde alt for at komme så beskedent og anonymt ind på cafeen som muligt, nåede han blot lige at bestille en kop the, inden billede-helvede brød løs. Indenfor ganske få minutter var Ronaldo blevet fotograferet 33 gange med forskellige cafegæster og -ansatte. Derudover forsøgte alle at få en lille snak med ham – eller rettere – en lille ”bid” af ham. Dette må være grotesk opslidende, men Ronaldo havde tid og overskud til alle, selvom han faktisk ikke nåede at drikke andet end tre slurker af den efterhånden kolde the.

Den video har kørt meget på de sociale medier og kom efter sidste sommers historie fra Ronaldos yacht. De spanske aviser var meget overraskede over, at Lionel Messi og Cristiano Ronaldo holdt sommerferie tæt på hinanden, da de begge havde placeret deres lejede luksusyacht et stykke fra Ibizas pulserende strande. Men end ikke midt ude på middelhavet kunne de to superstjerner få lov at holde lidt ferie, for da historien kom frem begyndte fans at tage svømmeturen på et par kilometer ud til skibene.

Netop de to har igennem de senere år udviklet en rivalisering for at blive verdens bedste fodboldspiller, og i den forbindelse er de også blevet to af verdens mest kendte ansigter, som ikke kan drikke en kop the på en cafe eller være flere kilometer ude på havet – i fred.


Fra Funchal til forfølgelse ved Ibiza
Ronaldos liv startede også på en ø. For han blev født i byen Funchal, som er de portugisiske Madeira-øers største by. Fodbold-stjernes fodboldkarriere startede i amatør-klubben Andorinha, og få år efter rejste Ronaldo videre til CD Nacional, som er et af de største hold på Madeira. Som 16-årig tegnede Sporting Lissabon kontrakt med unge Ronaldo og herfra gik turen videre til Manchester United, hvor han seks år senere brød transferrekorden med sit skifte til Real Madrid.

Cristiano Ronaldo har udviklet sig fra at være et kæmpe talent til en spiller af absolut verdensklasse – for klubhold, men i den grad også for Portugal. Til VM2014 sikrede han nærmest egenhændigt Portugals kvalifikation, da han med et hattrick mod Sverige, skaffede Portugal en plads ved VM på bekostning af vores gulblusede naboer. Kampene mod Sverige illustrerede meget godt, hvorfor Portugal ikke aldrig skal afskrives, til trods for at deres generelle spillermateriale ikke er af samme kvalitet som slutrundens favoritter. I Cristiano Ronaldo har Portugal nemlig et våben, som i den grad er i stand til at afgøre en kamp på egen hånd. Han er på ingen måde typen, der tager kontrol over kampene, men han afgør dem gang på gang.

Ronaldo har længe været en profil på det portugisiske landshold, som han nåede EM-finalen med i 2004. Portugal, der også var værtsnation, tabte dog knebent til Grækenland, og en ung Cristiano Ronaldo blev med tårerne trillende ned af kinderne et symbol på nationens skuffelse.

Skuffelsen var dog glemt til EM2016, hvor Portugal endte som vinder med talismanden - Ronaldo. I kvalifikationen lavede han fem mål og var helt kampafgørende flere gange. Blandt andet i semifinalen mod Wales, hvor han blev den første spiller nogensinde til at komme i den tredje EM-semifinale. Her blev han både målscorer og oplægger, men finalen blev ødelagt efter et sammenstød med Dimitri Payet. Portugal vandt som bekendt EM2016 efter et mål i den forlængede spilletid af Eder, og dermed kunne anfører Ronaldo løfte pokalen. Ronaldo var på Europas top, men det kunne have set helt anderledes ud. Ronaldo har tidligere fortalt denne pudsige historie:

- Jeg vil gerne takke min ven Albert Fantrau for min succes. Vi spillede sammen i en ungdomsklub, og da repræsentanterne fra Sporting Lissabon ankom, sagde de, at den, der scorede flest mål ville få en plads på deres akademi. Vi vandt kampen 3-0. Jeg scorede det første mål og Albert scorede det andet. Det tredje mål efterlod alle måbende. Albert var alene med målmanden, og jeg løb ved siden af ham. Han rundede målmanden og skulle bare sparke bolden ind i det tomme bur. Men han afleverede bolden til mig, og jeg scorede. Jeg kom ind på akademiet, og efter kampen spurgte jeg ham, hvorfor han havde afleveret bolden, hvortil han svarede: Du er bedre end mig…

Albert har senere bekræftet over for journalister, at historien er sand, og fortalte også, at hans fodboldkarriere aldrig var blevet til noget, og at han nu var arbejdsløs. Journalisterne spurgte manden, hvor det store hus og hans flotte bil kom fra, hvortil Albert smilede og svarede:

- Det er fra Cristiano…

Cristiano – ham de klapper af i Torino, og som de også kommer til at klappe af i fremtiden, men den femdobbelte Ballor d'Or-vinder skiftede for omkring 700 millioner kroner, selvom han blevet 33 år. Juventus har dog stolte traditioner med spillere i karrierens efterår.

Så da Ronaldo satte fødderne på den italienske jord i Caselle-lufthavnen – stort set samtidig med at VM-finalen startede - fik det Tuttosport til at kalde det en ”Ekstra Terrestrial”, om den overjordiske person, der havde betrådt italiensk jord – efter han havde vundet Champions League fire gange med Real Madrid – men hvorfor dette klubskifte?

- Jeg ønsker at skabe historie med Juventus. Normalt tager spillere på min alder til Qatar og Kina… med al respekt for det, så minder dette ikke meget om det, så jeg er meget taknemlig over, at Juventus har givet mig denne mulighed.

Men det er ikke hvem som helst, der kommer til Juventus. Hele 450 mål har han scoret siden 2009/10, hvilket blot er fire mindre end alle de nuværende Juventus-angribere tilsammen. Disse angribere kommer i fremtiden til at stå i skyggen af Ronaldo, selvom der er tale om spillere som Gonzalo Higuaín, Mario Mandžukić, Paulo Dybala og Douglas Costa.

Indenfor de første 24 timer efter klubskiftet havde Juventus solgt 520.000 spilletrøjer med Ronaldo – på ryggen! Disse koster ca. 100 Euro pr. styk, så det første døgn blev der solgt Ronaldo-trøjer for over 400.000.000 kroner, og allerede indenfor den første uge havde Juventus omsat på trøjesalg, hvad der svarede til Ronaldos købssum. På samme tid havde ”Den Gamle Dame” fået over en million flere Twitter-followers.

Så Juventus har hentet en af verdens største ”Showman”, men også en af de dyreste. Ugelønnen til Ronaldo lyder på 4.500.000 kroner de næste fire år, men er han det værd taget alderen i betragtning?

I forbindelse med skiftet fik Ronaldo lavet en kropsanalyse, der viste, at han fysisk ikke er 33 år - men 22 år. Desuden satte han til VM2018 rekorden for højste hastighed i sprint. Derudover er han en ualmindelig erfaren spiller, som kommer til Juventus og napper ”7-tallet” fra Juan Cuadrado.

Ronaldo var faktisk tæt på tidligere i karrieren at få en Juventus-trøje over hovedet. I 2002 forsøgte Torino-klubben at lave en byttehandel med Sporting Lissabon. Ronaldo skulle til Juventus, men handlen gik i vasken, da Marcelo Salas ikke ønskede at tage turen til Portugal.

16 år senere kom klubskiftet for den 33-årige Ronaldo, der var formstærk op til skiftet. Fra slutningen af januar og indtil midten af maj lavede han 28 mål – blandt andet mål imod Atlético Madrid og Barcelona i Spanien, men også et hattrick imod Spanien til VM, et imod PSG og et imod netop Juventus. Derudover lavede han et unikt saksesparksmål imod Gianluigi Buffon, hvilket gav stående ovationer i Torino – sikkert ikke de sidste…

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik