Der ventes et aktivt sommertransfervindue hos pokalvinderne fra FCM, hvor flere rygter om både transfers ind og ud af klubben allerede svirrer!
Her på Indkast.dk vil vi også gerne gætte med, og vi kommer således her med 5 konkrete navne, som kunne være relevante for FCM at hente i sommerens transfervindue:
1: Anders Dreyer – San Diego FC
Det ventes, at FCM skal udfylde et stort hul på deres højrekant, da klubben regner med at sælge deres lynhurtige chilenske kreatør Dario Osorio. Og hvis det som forventet sker, skal FCM have kvalitet ind af samme hylde, hvis de vil være danske mestre i 2027.
Og for os at se kunne deres gamle kending, 28-årige Anders Dreyer være et friskt bud på en erstatning. Dreyer har godt nok kæmpe tur i den i USA, men han har kontraktudløb næste sommer, er 28 år, og måske han ligesom Philip Billing godt kan se sig i FCM-projektet igen.
Dreyer er inden for de seneste år også blevet far, og måske et familieliv og en ny rolle som en erfaren kvalitetsspiller fremfor et talent i toppen af dansk fodbold er tillokkende for højrekanten med den fænomenale sparketeknik.
Dreyer ligger desuden som Billing også i periferien af det danske landshold. Skiftet er måske ikke det mest realistiske lige nu, da han nok også nyder en fed kontrakt og tilværelsen i USA, men FCM bør i vores optik virkelig overveje, om de kan lokke Dreyer til Heden igen nu.
2: Mads Juel Andersen – Luton
FCM har fire stoppere af høj kvalitet lige nu i Mads Bech Sørensen, Martin Erlic, Han-Beom Lee og Ousmane Diao. Men eftersom de benytter et tre mands-forsvar, vurderer vi, at de får brug for bredde, hvis de igen skal præstere i både Superligaen, Pokalen og Europa.
Og her kunne en type som 28-årige Mads Juel Andersen være et rigtig fornuftigt bud. Han har i denne sæson været en fast starter for Luton, som sluttede på 7. pladsen i League One, og akkurat ikke kom i spil til playoff-pladserne omkring oprykning til Championship.
En fast starter for et sub-top hold i den tredjebedste engelske række kunne være en ideel breddespiller i defensiven for FCM. Og der er også perspektiver i det for ham, da både Lee og Diao er unge salgsemner, hvorfor en startplads kunne være inden for rækkevidde.
Mads Juel Andersen har efterhånden 7 års erfaring i engelsk fodbold, men han har ikke været et stort navn i dansk fodbold, hvor det efter ungdomstiden i Brøndby kun er blevet til ophold i upåagtede HB Køge og AC Horsens. Måske han er klar til dansk topfodbold nu?
3: Philip Zinckernagel – Chicago Fire
Mike Tullberg har i sin FCM-tid demonstreret masser af kreativitet og uforudsigelighed i sine startopstillinger, som han har justeret meget på fra kamp til kamp. Han virker til at værdsætte alsidighed hos sine spillere, og er der en, som leverer det, er det Philip Zinckernagel.
Den 31-årige offensivspiller har haft en alternativ fodboldkarriere, som både har budt på succesfulde ophold på solide adresser i bl.a. Bodø Glimt, Nottingham Forest, Club Brügge og Standard Liege.
Det er dog aldrig blevet til en dansk landsholdsdebut for Zinckernagel, som dog flere gange er blevet udtaget. Og for at vende tilbage til alsidigheden så har Zinckernagel både spillet 10’er, på begge kanter og som angriber i sin karriere.
Og de kvaliteter kunne være relevante for Tullberg og FCM, som altså kan risikere at miste både Aral Simsir, Franculino og Dario Osorio til sommer, og her ville Zinckernagel således kunne lukke huller flere steder og generelt øge den offensive kvalitet og bredde.
Aktuelt nyder Zinckernagel tilværelsen i USA ligesom Dreyer, hvor han spiller fast, og laver masser af mål og assists i Chicago Fire. Så Zinckernagel er nok godt tilfreds med sin situation, men han har aldrig rigtig været et navn i den danske Superliga. Måske han ønsker at slutte karrieren her?
4: Rasmus Nissen Kristensen – Frankfurt
Flirteriet har allerede været i gang, og rygterne om en retur for den store FCM-darling ”NK” blomstrer igen. Og med afgangen af Kevin Mbabu kan timingen næsten heller ikke se mere ideel ud. Højrebacken har desuden været en af de svageste positioner for FCM i sidste sæson.
Så hvis FCM vil øge kvaliteten her, ligner den snart 29-årige højre back en no-brainer for FCM. Spørgsmålet er nok mest af alt, om NK allerede er klar til FCM-skiftet nu, eller om der stadigvæk vil være for interessante tilbud for ham fra andre klubber.
For selvom hans spilletid i Frankfurt har været lidt mindre i denne sæson, så spiller han stadig ret fast for den tyske storklub, og har kontrakt med dem helt indtil 2029. Så hvis ”NK” skal tage til FCM nu, skal det være et valg med hjertet, og fordi timingen ser så rigtig ud med en åben plads lige nu.
”NK” ville være endnu en transfer i Billing-kategorien, og FCM higer efter erfaring, men med en aktuel transferværdi på omkring 90 millioner kroner, så skal FCM også frem med den helt store jyske forhandlingsstrategi og pengepung, hvis de vil hente landsholdsbacken hjem til Heden igen.
5: Mads Enggård – Vejle Boldklub
FCM savner bredde på 6’er-positionen, hvor Pedro Bravo lige nu er den eneste deciderede 6’er, og det kan blive sårbart for dem på bredden, hvis man ikke finder garderinger for ham. Og her kunne 22-årige Mads Enggård fra Vejle Boldklub være et godt bud på en breddespiller.
Enggård har været en af lyspunkterne for VB, og hans potentiale er alt for stort til, at han bør tage en tur i 1. division med dem. Han har en transferværdi omkring 15-20 millioner kroner, og har tidligere været sat i forbindelse med større adresser såsom både AGF og Brøndby.
Men FCM står altså og mangler en spiller, som man kan køre i stilling, og Enggård har allerede god Superliga-erfaring fra Randers FC, hvor han var en fast bestanddel i 2023/24-sæsonen. Enggård er klar til en ny hylde, og det vil være en god udfordring for ham at tage kampen op i FCM.
Bravo er også en af de salgsobjekter, som man kunne forestille sig blive skudt afsted næste sommer, hvis han fortsætter sin udviklingskurve, så en sæson for Enggård som breddespiller i fx pokalturneringen og i mindre vigtige Superliga-kampe ville give rigtig god mening.
Ønsker du flere perspektiver på vores forventninger til FCM i det kommende sommertransfervindue? Så kan du læse følgende artikel, hvor vi gennemgår FCM-truppen i sømmene kæde for kæde:
https://indkast.dk/fc-midtjyllands-sommertransferplan-hvem-skal-de-saelge-og-hente/






























