Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

EM
Niklas Gerster

EM 2024: GEORGIEN – Hvor langt kan "Kvaradona" løfte debutanterne?

"Kvaradona" skal lede EM-debutanterne imod endnu flere sensationer denne sommer. Men de upåagtede østeuropæere har dog også andre interessante talenter på holdkortet. Her får du Georgiens EM-optakt.

Den største underdog til EM i 2024 er utvivlsomt Georigen. Den østeuropæiske miniputnation på blot 3,7 millioner mennesker har været den helt store overraskelse i EM-kvalifikationen, hvor de via en dramatisk kampagne formåede at kvalificere sig til deres første slutrunde nogensinde.

Den sensationelle kvalifikation skabte en gigantisk fest i hovedstaden Tbilisi, hvor landets premierminister desuden kaldte holdet for helte, og besluttede, at de skulle nomineres til en æresorden. Om Georgiens fodboldhelte så kan bygge videre på de sensationelle bedrifter, og gøre en god figur til EM skal vise sig. 

På papiret er de med afstand det dårligste rangerede landshold i turneringen, men de har dog én markant stjernespiller i form af Khvicha Kvaratskhelia fra Napoli, som virkelig skal blomstre, hvis Georgien skal gøre sig forhåbninger om bare at gå videre fra gruppespillet.

 

Profilerne:
Kvaratskhelia er Georgiens absolutte stjerne, og den kreative kantspiller går under tilnavnet ”Kvaradona.” Et tilnavn som trækker sammenligninger tilbage til Napolis fodboldgud Diego Maradona, og som således fortæller en hel del om, hvor stor en profil han er i Napoli.

Kvaratskhelia som har lavet hele 11 mål og seks assists for Napoli i denne sæson skal således virkelig ramme formen, hvis Georgien skal lave nye sensationer til EM. 

Men det kan dog måske også vise sig at blive i den anden ende af banen, at Georgien skal sætte deres lid, da man her har Valencias 23-årige talentfulde målmand Giorgi Mamardashvili stående. 

Den unge keeper er spået en fremtid hos endnu større europæiske klubber, og brænder han banen af i Tyskland, kunne han blive et varmt målmandsemne i sommerens transfervindue. 

Ligeledes vil Georgien få brug for en målmand, som disker op med nogle kampafgørende redninger, hvis de skal skrabe point sammen til EM.

 

Største EM-resultater:
Da det er Georgiens første slutrunde nogensinde, er de som den eneste nation til EM ikke et hold, som der kan skrives nogen form for EM-historie omkring. 

De har dog også kun haft muligheden for at kvalificere sig til EM fra år 1991 og frem, da de før dette tilhørte det daværende Sovjetunionen. 

Og i løbet af de 33 år har georgierne aldrig opnået kvalifikation til hverken VM eller EM, men måske sommerens EM-slutrunde peger ind i en ny og mere positiv fodboldfremtid for Georgien.

 

Vejen til EM: 
Georgiens EM-kvalifikation blev indledt hjemme imod Norge, hvor man formåede at lave et imponerende 1-1-resultat imod flere profiler fra de største europæiske ligaer.

Og georgierne byggede videre på den flotte start ved at tage en vigtig udesejr på 2-1 imod Cypern. Men den gode start på kvalifikationen led dernæst et knæk, da man tabte 2-0 i Skotland.

Herefter ventede en kæmpe kamp for georgierne i hjemlandet, da fodboldstormagten Spanien kom på besøg. Og her fik man da også en fodboldlektion, og tabte med hele 7-1.

Herefter ventede et vigtigt returopgør imod nordmændene, og dette blev en tæt affære, hvor georgierne dog måtte se sig slåede med knebne 2-1.

Med tre nederlag på stribe skulle Georgien jagte genoprejsning imod Cypern, og dette fik de i høj grad, da de lavede deres flotteste præstation i gruppespillet og vandt hele 4-0.

Her fik man også for alvor gang i Kvaratskhelia, som både scorede og assisterede. Efter storsejren imod Cypern var Skotland så den næste modstander, og igen lavede man et godt resultat.

Kvartatskhelia var nok engang afgørende, og lavede to scoringer for hjemmeholdet. Skotterne bed dog også fra, men georgierne hev et flot 2-2-resultat hjem.

Dernæst stod Georgien overfor gruppens sidste og nok også sværeste kamp, da man skulle en tur til Spanien. Men her slap man mere billigt, da spanierne allerede havde booket EM-billetten, og det blev til et smalt nederlag på 3-1.

Med alle EM-kvalifikationskampene gennemført stod Georgien tilbage med otte point og en fjerdeplads ud af de fem hold i puljen. 

Man kunne derfor tænke, at EM-håbet var slukket. Både Spanien og Skotland havde kvalificeret sig, men der var dog også en gylden mulighed for, at nogle nationer kunne få en ny chance via playoff som følge af succes i Nations League.

Og da Norge ikke havde formået at blive iblandt de fire bedste i Nations Leagues lag B, gik denne Nations League-chance til Georgien, som var iblandt de fire bedste landshold i lag C.

Således skulle Georgien ud i to drabelige playoff-opgør, hvis EM skulle i hus. I første omgang skulle de forbi upåagtede Luxembourg, og dette klarede georgierne med en 2-0-sejr.

Men i det afgørende opgør ventede en noget større mundfuld, da europamestrene fra 2004 Grækenland kom på besøg i Tbilisi. 

Og det blev en uhyre hektisk og ikke særlig køn spillemæssig affære, hvor der blev uddelt syv gule kort og et rødt, inden det hele skulle afgøres i straffesparkskonkurrence.

Her trak georgierne det længste strå, og vandt det dramatisk opgør 4-2 fra ellevemeterpletten, hvilket udløste euforiske scener, da tilskuerne stormede ind på banen for at fejre deres historiske bedrift.

 

EM-gruppen:
Georgiens vej videre fra gruppen til EM ser meget svær ud, og trods deres flotte resultater i EM-kvalifikationen, spås de ikke mange chancer for point, da Portugal, Tyrkiet og Tjekkiet er modstanderne.

Både tyrkerne og tjekkerne er solide europæiske fodboldnationer, og selvom de ikke er iblandt de førende europæiske nationer, vil Georgien være store underdogs imod dem.

Man indleder imod Tyrkiet, som bliver anført af Inters Hakan Calhanoglu samt flere profilere fra de største tyrkiske hovedstadsklubber. 

Herefter venter tjekkerne, som også er et stabilt mandskab med bl.a. Premier League-repræsentation i form af Vladimir Soufal og Tomas Soucek fra West Ham.

Man slutter så imod nogle af bejlerne til EM-trofæet i form af Portugal, som er spækket med europæiske fodboldstjerner, og her vil portugiserne naturligvis være massive favoritter.

Den eneste lille fordel i gruppen, som måske kan give Georgien lidt håb omkring videre avancement, er at Portugal måske allerede er gået videre på førstepladsen inden de møder dem.

 

Hvor langt kommer Georgien til EM?
Georgien er nok den eneste nation til slutrunden, som er tilfredse med bare at være med til EM. Og måske det manglende pres fra både spillerne og nationen kan give dem muligheden for at spille frit.

Georgien skal dog selvfølgelig jagte drømmen om at avancere fra puljen, og deres største mulighed for det vil nok være at gå efter at blive iblandt de bedste tredjepladser.

Og derfor vil det nok give mening, at Georgien forsøger at få en sejr imod enten Tyrkiet eller Tjekkiet. For hvis man blot kan få en enkelt sejr i sin EM-pulje, så kan det vise sig at være nok.

Så selvom den defensive soliditet utvivlsomt vil være Georgiens største fokuspunkt, så giver det altså også mening, at de opsøger de få muligheder, som der vil opstå.

En enkelt kvalitetsaktion fra Kvaratskhelia kan således måske være tilstrækkeligt for Georgien. Og kan de få en sensationel sejr imod enten Tyrkiet eller Tjekkiet, kan de i endnu højere grad fokusere på den defensive stabilitet i de sidste runder.

Så drømmen og frigjortheden kan blive opskriften på, at Georgien igen kan tage fusen på alt og alle. Men med de realistiske briller på, må det dog trods alt formodes, at gruppespillet bliver endestationen for dem., og det vil være en succes i sig selv, hvis de bare ender med at få point.

 

Træneren:
Den 47-årige franskmand Willy Sagnol er træneren bag Georgiens historiske svendestykke. Sagniol har en flot spillerkarriere på CV’et, hvor han foruden 58 kampe på det franske landshold også har spillet i både Bayern München, Monaco og Saint-Etienne.

Således har han meget værdifuld erfaring fra sin tid som spiller, men i hans trænervirke har han da også prøvet lidt af hvert. Han har bl.a. været fransk U21-landsholdstræner samt trænet Bordeaux fra 2014-2016. 

Derudover har han også både været assistenttræner samt kortvarigt midlertidig træner for Bayern München tilbage i 2017. 

Den tidligere franske højreback har således været på mange pæne adresser, inden han overtog landstrænerroret for Georgien i 2021, og her har han altså været med til at skrive historie for dem. 

 

Hvem får gennembrud?
Georgien regnes af de fleste nok som en meget upåagtet fodboldnation. Men udover den altoverskyggende og åbenlyse profil Kvaratskhelia, så har georgierne faktisk også mange unge og spændende kræfter, som er inde i en god udvikling.

Og derfor er EM også et unikt udstillingsvindue for disse unge spillere, så selvom Georgien som nation er spået en undervældende rolle til EM, så er det en afgørende tid for de unge fremadstormende spillere.

Der kan eksempelvis nævnes den blot 18-årige Gabriel Sigua, som sidste sommer sikrede sig et flot skifte til den schweiziske storklub FC Basel fra sin hjemklub Dinamo Tbilisi.

Og selvom Basel har haft en svær sæson, hvor de kun blev nummer otte, er det en markant adresse at stå på, som en blot 18-årig georgisk fodboldspiller.

Sigua har desuden bidraget med tre scoringer i 17 kampe i denne flotte første sæson i Schweiz. Han har dog blot to landskampe for Georgien på CV’et, men han ligner et af nationens mest lysende talenter, og er værd at holde øje med.

En anden spændende spiller er den 23-årige angriber Georges Mikautadze, som på trods af Metz’ store fare for nedrykning fra Ligue 1 har været fremragende. Hele 13 mål og fire assists er faldet fra hans fødder i denne sæson.

 

Forventet startopstilling

3-4-3-formation:

Giorgi Mamardashvili (Valencia)

Solomon Kvirkvelia (Al Akhdoud)
Guram Kashia (Slovan Bratislava) 
Lasha Dvali (APOEL)

Levan Shengelia (Panetolikos)
Otar Kiteishvili (Sturm Graz)
Giorgi Kochorashvili (Levante)
Otar Kakabadze (Cracovia)

Giorgi Chakvetadze (Watford)
Budu Zivzivadze (Karlsruhe)
Khvicha Kvaratskhelia (Napoli)

 

Reserver: 
Giorgi Loria (Dinamo Tbilisi)
Luka Gugeshashvili (Qarabag)
Jemal Tabidze (Panetolikos)
Giorgi Gocholeishvili (Shakhtar)
Giorgi Gvelesiani (Persepolis)
Luka Lochoshvili (Cremonese)
Gabriel Sigua (Basel)
Saba Lobzhanidze (Atlanta United)
Giorgi Tsitaishvili (Dinamo Batumi)
Anzor Mekvabishvili (Universitatea Craiova)
Nika Kvekveskiri (Lech)
Sandro Altunashvili (Wolfsberger AC)
Georges Mikautadze (Metz)
Georgiy Tsitaishvili (Dinamo Batumi)
Zuriko Davitashvili (Bordeaux)
 

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER