Fodbold nyheder

United-stjerne vil til Italien

Af Silas Stage

Belgiske Romelu Lukaku drømmer om et skifte til italienske Serie A.

Fodboldsæsonen er ved at synge på sidste vers. Ligeledes kan Romelu Lukakus eventyr hos Manchester United meget vel være i gang med de afsluttende ord i sidste kapitel. I hvert fald hvis man tror belgieren selv.

- At spille i Serie A er en drøm, det ville virkelig være en drøm, siger belgieren til Sky Italia's fodboldprogram Lords of Football ifølge Skysports.

Det har også været en udfordrende sæson for den kraftfulde belgier, der ikke har vist samme målform som i tidligere sæsoner. Lukaku står noteret for 15 scoringer og fire assists i 44 kampe spredt ud over alle turneringer, og formen lader ikke til at ændre sig i de afsluttende kampe. Det er nemlig hele syv kampe siden, at den store belgier sidst var på måltavlen, da de vandt 3-1 i Paris, og det tyder på, at hans målnæse drager ham mod det italienske.

- Jeg håber på at kunne spille dér (Italien) før eller siden, selvom jeg er fokuseret på United i øjeblikket.

Lukaku har dog stadig tre år tilbage af sin kontrakt, så det er op til United-manager Ole Gunnar Solskjær at tøjle belgierens ønsker. Lukaku får atter muligheden for at finde netmaskerne på søndag, når United tager imod Chelsea.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik