Fodbold nyheder

Joel Veltman vil hjælpe Dolberg

Af Kasper Kristensen

Ifølge Joel Veltman er Kasper Dolberg i en meget svær periode for tiden.

For et par år siden var Kasper Dolberg et af de mest eftertragtede talenter i verden. Den unge dansker er nu 21 år, og han er blot andetvalget bag Klaas-Jan Huntelaar i Ajax.

Dolberg fik 90 minutter tirsdag aften, da CL-semifinalisterne slog Vitesse 4-2, men danskeren spillede ikke en afgørende rolle i kampen. Efter kampen valgte Joel Veltman at fortælle om danskerens nuværende formkrise:

- Han har en meget svær tid, det kan man også se. Noget af det handler også om, at han mangler rytme. Den chance, han misbrugte, scorer han normalt på som det mest naturlige. Det er sådan en god angriber, så det er ikke normalt. Det skal nok komme, men det fungerede ikke for ham. Det gjorde det bare ikke. Men det var godt for ham at spille 95 minutter, sagde Veltman til Voetbal International og tilføjer:

- Man kan se, at han er skuffet, og at intet lykkes. Efter kampen sagde jeg til ham i omklædningsrummet, at det nok skal blive godt igen. Jeg har også været igennem en svær tid, så jeg ved, hvordan det er. Det er svært. Men Kasper er jo ikke den store sludrechatol, så han sagde bare "tak", fortalte Veltman.

Kasper Dolbergs sæson har dog ikke været helt så skidt endda, og danskeren står trods alt noteret for 11 mål og 5 assist i 24 ligaoptrædener.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik