Fodbold nyheder

Nye tider på Old Trafford

Af Torsten Brix

Solskjærs honeymoon is over… Indkast.dk forventer voldsomme ændringer i Manchester United, og når sæsonen 2019/20 starter, kan det meget vel være med en forvandlet United-trup. Nu skal 20LEgend vise sit værd som manager…

Den 16. marts 2019 vil blive en del af Manchester Uniteds nyere historie, for her besejrede Ole Gunnar Solskjærs tropper det kraftigt oprustende storhold fra PSG i Champions League. Der var voldsomt hype omkring Manchester United og den midlertidige samt forholdsvis uprøvede manager Solskjær!

Bedriften i den franske hovedstad skabte grobund for en permanent kontrakt til Solskjær, men i de efterfølgende kampe gik det voldsomt ned af bakke. Syv kampe gav fem nederlag, og Solskjær-effekten blev meget brat afblæst. Det startede ellers unikt med otte sejre i træk, og United-fansene havde fået en tiltrængt julegave i 2018, men med til den statistik skal nævnes, at modstanderne var Cardiff, Huddersfield, Bournemouth, Newcastle, Reading, Tottenham, Brighton og Arsenal. Så modstanden var ikke så hård i Solskjærs opstart, men han overtog altså et hold fra Jose Mourinho – et hold der var i skidt forfatning. ”The Special One” var blevet til ”The Special None” på grund af:

- United var 11 point fra en Champions League-plads.

- Mourinho var uvenner med næsten alt og alle…

- Spillernes niveau var dalende ligesom resultaterne.

- 17 Premier League-kampe inde i Premier League-sæsonen var United 19 point efter førerholdet Liverpool.

- Ikke siden 1990 havde Manchester United haft en dårligere sæsonstart.

- Kigger man yderligere på den daværende stilling, kunne man se, at Manchester Uniteds målforskel var NUL.


Mourinhos defensive tilgang og masser af ballade havde efterladt United i en skidt forfatning… den fik Solskjær ændret, inden han blev permanent manager, hvor det hele vendte sig igen. Se blot disse tal:


Vundne kampe
Solskjær som midlertidig manager: 73 %
Solskjær som permanent manager: 40 %

Mål scoret pr. kamp
Solskjær som midlertidig manager: 2,1
Solskjær som permanent manager: 1,0

Mål lukket ind
Solskjær som midlertidig manager: 0,9
Solskjær som permanent manager: 1,4


Som permanent manager har Solskjær været oppe imod stærke modstandere, og derudover har truppen været meget skadesplaget. Således var det fra den 6. marts og indtil midten af april kun Paul Pogba og Chris Smaling, der spillede alle 630 minutter, og det virkede lidt til, at den franske verdensmester var træt og mere havde øjne og øre rettet mod Madrid, hvor landsmanden og vennen Zinedine Zidane var blevet træner for Real Madrid og offentligt forsøgte at prikke til Pogbas rejselyst.

Pogba kan meget vel være en af spillerne, som fremtiden på Old Trafford skal bygges op omkring, når Solskjær skal starte en stor renovering af truppen. For Manchester United trænger til en foryngelse af truppen samt en mere præcis retningslinje for spillerindkøb. Flere af de aldrende spillere som Ashley Young, Antonio Valencia, Marcos Rojo, Matteo Darmian, Chris Smalling, Phil Jones, Nemanja Matić, Ander Herrera, Juan Mata og Alexis Sánchez bør forlade klubben for at skabe en nyere og meget yngre trup på Old Trafford – men hvem skal i fremtiden spille i Manchester United.

Kan det lykkes at holde kontraktudløbende David De Gea, Paul Pogba og Marcus Rashford i Manchester, kan den trio sammen med Anthony Martial være ”stammen”, der i drømmeland kunne forstærkes med flere af disse spillere:

- Jadon Sancho
- Aaron Wan-Bissaka
- Callum Hudson-Odoi
- Matthijs De Ligt
- Kalidou Koulibaly
- Saul Niguez
- Thomas Partey
- Ivan Rakitic
- Harry Maguire
- Idrissa Gueye
- Declan Rice
- Joao Felix

Dette kunne godt være ønskesedlen for Solskjær, men problemet er blot, at mange af disse spillere er på ønskesedlen hos nogle af Europas andre storklubber, som Bayern München og Real Madrid, der også begge står overfor store ændringer i trupperne pga. meget dårlige sæsoner.

Solskjær blev efter Champions League-exiten til Barcelona lovet 2.300 millioner kroner til nye spillere i sommerens transfervindue plus indtjeningen for de spillere, som han måtte lykkedes med at sælge.

Problemet for nordmanden er blot, at på trods af de vanvittige mange penge er det ikke nok til mere end tre eller måske fire af de ovennævnte spillere, og som nævnt vil der måske komme en budrunde for at sikre sig disse spillere. Men sælges Pogba eller De Gea, vil det skabe store købemuligheder for United.

Siden Sir Alex Ferguson for seks år siden forlod Manchester United, har klubben brugt næsten 6.000 millioner kroner på spillere, men mange af disse har været deciderede skuffelser. Nu skal Solskjær og bossen Ed Woodward vise deres værd på transfermarkedet for at skabe et nyt United på Old Trafford.

Tidligere har Woodward hentet Alexis Sánchez til klubben på en kontrakt med en ugeløn lige under fem millioner kroner og et sign on fee på over 60 millioner kroner. Siden er det blevet til 29 Premier League-kampe og tre mål fra turneringens suverænt højst lønnede spiller. Udover, at angriberen fylder meget i lønbudgettet, har det givet det problem, at Pogba, Rashford og De Gea gerne vil have kontrakter, som minder om den Sánchez fik.

Sådanne høje lønninger kan give problemer til United i fremtiden i forhold til Financial Fair Play, men historien og Football Leaks har nogle skræmmende eksempler for løntunge spillere i United. Værst er naturligvis Sanchez, men glem nu ikke, at Radamel Falcao i de 37 uger, som han var i Manchester United, kostede klubben over 40 millioner kroner pr. mål eller Bastian Schweinsteiger, der endte op med at koste 50.000 kroner for hvert minut, han spillede for United….

Solskjær og Woodward kommer til sommer til at træffe mange store og vigtige valg. Indkast.dk forventer, at der kommer ligeså store ændringer i United-truppen, som da Louis van Gaal i 2015 hentede seks spillere og tog afsked med otte… så det bliver en spændende sommer, fordi, Solskjær's honeymoon is over…


Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik