Fodbold nyheder

Avis: Milans tre ønske-spillere

Af Stefan Lindahl

Ifølge italiensk avis har AC Milan tre offensiv-spillere i kikkerten.

Den italienske avis Tuttosport skriver, at Champions League-aspiranterne AC Milan har kig på tre offensiv-spillere, som klubben gerne vil have til klubben til sommer. Den første af de tre er den unge talentfulde Gremio-brasilianer Everton, som klubbens direktør Leonardo allerede skulle have været i kontakt med den brasilianske klub omkring. De seneste forlydender er, at Gremio vil have en massiv pose penge for kantspilleren. Efter sigende skulle prisen være 600 mio. kroner.

Nummer to på listen skulle være Marseille-profilen Florian Thauvin. Angiveligt er Thauvin utilfreds med situationen i den sydfranske klub. Franskmanden har nettet 75 gange i 231 kampe for Marseille og leveret 51 assist. I sidste sæson nettede han 22 gange i Ligue 1, hvilket gav ham en andenplads på topscorelisten sidste sæson. 300 mio. kroner skulle Thauvin koste milaneserne.

Det sidste navn på listen er FC Barcelonas brasilianer Malcom. Brasilianeren droppede sidste sommer et skifte til Serie A-klubben Roma nærmest, da han var ankommet til Rom, fordi Barça meldte sig på banen. Angiveligt har spillerens agent inden for den seneste tid flere gange besøgt Casa Milan i Milano. Malcom skulle angiveligt have et prisskilt på 375 mio. kroner. Angiveligt vil Milan forsøge at lande en aftale med et lån plus en købsoption.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik