Fodbold nyheder

Piqué: Jeg har flere penge end Espanyol

Af Daniel Fisker

FC Barcelona-forsvareren Gerard Piqué mener, at han personligt har flere penge end Espanyol.

Lørdag er det igen blevet tid til et lokalderby mellem FC Barcelona og Espanyol. Gerard Piqué har i den forbindelse understreget, at han personligt har flere penge end hele lokalrivalernes budget.

- Jeg har flere penge end Espanyols budget i år. Nej, ikke kun 425 millioner kroner. Det er meget mere end det, udtaler Gerard Piqué ifølge ESPN.

Espanyol har dog svaret lokalrivalen igen. Forstadsklubben mener således, at klubbens værdier – heriblandt respekten for klubbens rivaler og en særlig tradition – ikke kun skal gøres op i kroner og øre.

- Vores fans. Holdet, som gør sit bedste hver eneste dag. 119 års historie. Det 21. minut. Akademiet. Respekten for vores rivaler. Et blåt og hvidt hjerte. Det er vores aktiver og værdier. Det kan ikke gøres op i euro, skriver Espanyol på Twitter.

Det er en fast tradition, at Espanyol i hver eneste kamp, når der er spillet 21 minutter, hylder den tidligere anfører Dani Jarque, som døde af et hjerteslag i 2001. Han blev kun 26 år gammel.

Lokalderbyet sparkes i gang lørdag klokken 16:15 på Camp Nou. FC Barcelona indtager førstepladsen med ti point ned til Atlético Madrid på andenpladsen, mens Espanyol foreløbig må tage til takke med 13. pladsen.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik