Fodbold nyheder

Champions League: Power Ranking

Af Jakob Hansen

Lodtrækningen til Champions League-kvartfinalerne står for døren, og derfor har vi lavet en "Power Ranking" over de otte resterende klubber.

Senere i dag trækkes der lod til kvartfinalerne i den prestigefyldte turnering, og vi har lavet en Power Ranking, som rangerer holdenes mulighed for at vinde pokalen med de store ører.

8. Porto

Selvom Porto historisk set klarer sig godt i Europa, er de alligevel nummer otte på listen. I gruppespillet var man endt i den måske svageste pulje med Schalke, Galatasaray og Lokomotiv Moskva, mens man 1/8-finalen stod overfor Roma. Derfor mangler portugiserne fortsat at slå et af de helt store hold for at bevise, at de er et hold, som man skal regne med i årets turnering.

7. Ajax

Ajax imponerende sejr på Bernabéu er måske årets største overraskelse i europæisk fodbold. Samtidig gik man ubesejret gennem gruppespillet, hvor man også formåede at spille uafgjort med Bayern München over to omgange. Ajax er altså ikke et hold man skal spøge med, men alligevel er det svært at se dem gå hele vejen. Det hollandske storhold kan dog kun overraske, og derfor bliver de en ubehagelig modstander i kvartfinalen.

6. Tottenham

Tottenham har ikke været gode i Premier League på det seneste, og en top fire-placering er på ingen måder en selvfølge. Holdet var også "heldige" med at gå videre fra gruppespillet, hvorimod 1/8-finalen mod Dortmund blev en anderledes oplevelse. Her vandt London-mandskabet 4-0 samlet, og kan på deres gode dage slå de fleste hold. Tottenhams status som Premier League-tophold er det eneste, som holder dem foran Ajax på listen.

5. Manchester United

Manchester United under Ole Gunnar Solskjær er ikke til at spøge med. Det har de både bevist i Premier League og i Champions League, hvor holdet stort set har vundet alt under deres nye manager. Derfor er det et hold med kæmpe stor selvtillid som går ind til Champions League-kvartfinalerne, og må betegnes som en outsider til at tage titlen.

4. Manchester City

Liverpool og Manchester City ligger side om side på Power Ranking-listen. Holdene har stort set klaret sig lige godt i Premier League, hvor City er et enkelt point foran Liverpool. Dog har Manchester City haft en relativ "nem" vej til kvartfinalen, da man i gruppespillet mødte Lyon, Shaktar og Hoffenheim, mens man i 1/8-finalen fik fornøjelsen af Schalke, som i øjeblikket er placeret på en 14. plads i Bundesligaen. City har aldrig klaret sig godt i Champions League, hvilket er årsagen til at de "kun" ligger placeret på en fjerdeplads.

3. Liverpool

Liverpool og Jürgen Klopp bliver ved at imponere denne sæson. I gruppespillet klarede man sig videre fra en pulje med både Paris Saint-Germain og Napoli, og i 1/8-finalen slog man mægtige Bayern München ud af turneringen. Liverpools hurtige spil og deres fremragende defensiv gør dem til en skrækmodstander for alle de resterende hold. Spørgsmålet er så, om det er i år, at Liverpool endelig skal vinde en større titel?

2. Barcelona

Barcelona har stort set alt hvad der skal til for at vinde Champions League. Erfaring, en skræmmende offensiv, en af verdens bedste målmænd og Lionel Messi. Selvom Barcelonas defensiv ikke er hvad den har været, er det alligevel svært at se bort fra de spanske mestre. De har stået i situationen mange gange gør, og er helt sikkert et hold man kan regne med. Både Liverpool og Manchester City var tæt på at overhale spanierne på listen, men Barcelonas historik og erfaring i den store turnering gjorde udfaldet.

1. Juventus

På førstepladsen finder vi Juventus. Holdet har været i finalen to gange over de seneste fire år, og i år har man forstærket truppen med Cristiano Ronaldo. I 1/8-finalen så man betydningen af denne forstærkning, da Ronaldo med et hattrick var med til at sende Atlético Madrid ud af turneringen. Juventus har om nogen rutinen til at gå hele vejen, og derfor er de placeret på førstepladsen, og dermed den største favorit til at løfte pokalen i år.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik