Fodbold nyheder

Engelsk målmandslegende afgået ved døden

Af Stefan Lindahl

BBC Sport skriver i dag, at den engelske målmandslegende Gordon Banks er afgået ved døden i en alder af 81 år.

En af verdens bedste målmænd nogensinde er faret til himmels. 81 år blev den tidligere engelske landsholdskeeper Gordon Banks. Seks gange blev ikonet kåret som årets målmand af FIFA. BBC Sport skriver, at keeperen blandt andet huskes for sin vanvittige redning på en hovedstødsafslutning fra Pelé under VM i 1970.

Banks blev født i Sheffield i 1937. Keeperen spillede en stor del af sin karriere i Leicester City og Stoke City. I Leicester tabte han to gange FA Cup-finalen, og vandt en enkelt engelsk Liga Cup-titel. I Stoke vandt han ligeledes en Liga Cup-titel. På det engelske landshold blev det til 73 kampe. Banks var en del af det engelske landshold, der vandt VM i 1966. Gordon Banks er den fjerde spiller fra det legendariske VM-hold fra 1966, der er afgået ved døden. Tidligere har Bobby Moore, Ray Wilson og Alan Ball også sagt farvel.

Sir Bobby Charlton, der sammen med Banks vandt VM i '66, har til BBC Sport fortalt:

- Gordon var en fantastisk keeper, uden tvivl en af de bedste nogensinde i England. Jeg var stolt af at være hans holdkammerat. Vi delte den store dag i 1966, men det var mere end det.

En anden spiller for '66-landsholdet, Sir Geoff Hurst, skrev på sin Twitter:

- En af de aller største. Mine tanker går specielt til Ursula, Julia, Wendy og Robert (Banks' kone og børn, red.). Det er en sorgens dag for fodbold, Stoke City og engelske fodboldfans.

Flere nuværende aktive spillere som Harry Maguire fra Leicester, Raheem Sterling fra Manchester City og Ben Foster fra Watford, sammen med tidligere engelske ikoner som angriberne Gary Lineker og Ian Wright samt målmandsikonet Peter Shilton delte også deres sorger på mediet.

Shilton, der selv blev et keeper-ikon i engelsk fodbold, overtog efter Banks i både Leicester og Stoke. Han skrev:

- Jeg er ødelagt – i dag har jeg mistet min helt.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik