Fodbold nyheder

Avis: Barca-profil har bedt om skifte

Af Stefan Lindahl

Ifølge avis har Ivan Rakitić bedt om at få lov til at forlade FC Barcelona til sommer. Det skulle efter sigende have fået en Serie A-klub ud af busken.

Ifølge den italienske avis Gazzetta dello Sport har den kroatiske midtbanespiller Ivan Rakitić bedt om at få lov til at forlade FC Barcelona til sommer. Det har ifølge avisen lokket Inter ud af busken, som ønsker at tilknytte den erfarne midtbane-general. Efter sigende skulle Inter allerede have kontaktet Barça angående kroaten. Prisen på Rakitić skulle være omkring 225 mio. kroner.

Rakitic' beslutning sker, ifølge avisen, i forbindelse med ”Blaugranas” køb af Frenkie de Jong og den mulige ankomst af Paris Saint-Germain-midtbanespilleren Adrien Rabiot. Hvis Rakitić lander i Inter, kan han tilslutte sig landsmændene Marcelo Brozovic, Sime Vrsaljko og Ivan Perišić, som sammen med Rakitić vandt VM-sølv i sommer.

30-årige Rakitić kom til Barça fra Sevilla i sommeren 2014. I Catalonien har kroaten vundet tre La Liga-titler og en Champions League-titel. I klubben har kroaten spillet 247 kampe, hvor det er blevet til 33 mål og samme antal assist. På det kroatiske A-landshold har midtbane-profilen spillet 102 kampe siden 2007, hvilket gør ham til den kroatiske landsholdsspiller med syvende flest kampe.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik