Fodbold nyheder

Parma tog point fra Juventus

Af Stefan Thomsen

Parma overraskede alt og alle da de lørdag aften tog point fra Juventus på Allianz Stadium.

Juventus mod Parma var et i 1990'erne et opgør mellem to klubber der kæmpede om titler, men i de seneste år har de to hold oplevet vidt forskellige skæbner. Juventus har vundet stribevis af titler, mens konkurs og en tur i Serie D har været den hårde virkelighed for Parma. I aften gæstede oprykkerne Juventus, men de to hold var inden kampen måske ikke så langt fra hinanden, som tabellen og de seneste år ellers kunne tyde på.

Juventus' spil har nemlig haltet på det seneste, og det kulminerede med et ydmygende nederlag p 0-3 til Atalanta i pokalturneringen i onsdags. Derudover har skaderne væltet ned over truppen, som i aftenens opgør var en speciel en af slagsen. Det var nemlig første gang siden 2012, at hverken Giorgio Chiellini, Leonardo Bonucci eller Andrea Barzagli var i truppen. Den berømte forsvarstrio har i mange år været synonym med Juventus, men skader tvang træner Massimiliano Allegri til at stille op med unge Daniele Rugani og nyerhvervede Martin Caceres i midterforsvaret. Caceres har dog netop påbegyndt sin tredje periode i klubben, så han optrådte ikke i helt uvante rammer.

Selvom Parmas form er svingende, så kan de indtil videre være fint tilfredse med sæsonen, som inden kampen bød på en 12.-plads i Serie A, bedst af de tre oprykkere. I den første halve time af aftenens kamp lykkedes det da også gæsterne at frustrere de forsvarende mestre. 10 minutter før pausen fik Juventus kampens første store chance, og med hjælp fra en afretning og tvivlsomt målmandsspil lykkedes det Cristiano Ronaldo at blive aftenens første til at få sit navn på måltavlen.

Efter en times spil lykkedes det Juventus at fordoble føringen. Et indlæg fra Mario Mandžukić fandt Ronaldo, men hans hovedstød røg væk fra mål. Bag ham stod Rugani heldigvis, og med venstrefoden flugtede han bolden i mål.

Parma kom for en stund tilbage i opgøret. Et perfekt tidligt indlæg fra Juraj Kucka fandt Antonino Barilla, som flot headede bolden ned i det fjerneste hjørne blot minutter efter Ruganis scoring.

Parmas følelsesmæssige rutsjetur fortsatte, da Ronaldo to minutter efter reduceringen steg til vejrs og headede Mandzukics indlæg i nettet, og Juventus var derfor igen foran med to mål.

Der gik hele otte minutter før kampens næste scoring, og denne gang stod Parma for ændringen af cifrene på måltavlen. Gervinho havde sneget sig fri i feltet, hvor han kækt mødte et lavt indlæg og bragte spænding tilbage i kampen.

Det lignede trods alt stadig en sejr til Juventus, men Parma ville det anderledes. Gervinho blev Parmas helt, da han i tillægstiden igen befandt sig i en fri position i feltet, og omsatte Roberto Ingleses aflevering til mål.

Kampen endte 3-3, og Juventus tabte dermed point for tredje gang i denne sæsons udgave af Serie A, mens Parma fortsatte deres fine sæson med et historisk point på Allianz Stadium.

Juventus – Parma: 3-3 (1-0)
1-0: Ronaldo (36)
2-0: Rugani (62)
2-1: Barilla (64)
3-1: Ronaldo (66)
3-2: Gervinho (74)
3-3: Gervinho (90+3)

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik