Fodbold nyheder

Frenkie de Jong - Vil ikke sammenlignes

Af Torsten Brix

Positionen på banen kan være svært at se en klar linje i, men den nye Barcelona-spiller er blevet sat op imod flere af de allerstørste fodboldnavne.

Nogle gange har Frenkie de Jong en position som nr. 6 på banen, andre gange som nr. 8 og til tider får han også en mere offensiv rolle som nr. 10. Disse alsidige færdigheder har gjort, at den nye Barcelona-spiller Frenkie de Jong er blevet kaldt den nye Johan Cruyff eller Franz Beckenbauer, og her stopper sammenligningerne ikke.

Den gigantiske boldkontrol har også skabt sammenligninger med landsmændene Ruud Gullit og Frank Rijkaard, men hovedpersonen de Jong er ikke meget for at blive sat op imod de tidligere storspillere – han har faktisk frabedt sig dette. Med skiftet til Barcelona blev De Jong også sammenlignet med en anden tidligere Barcelona-spiller med et hollandsk pas og blondt hår – nemlig Ronald Koeman. Den hollandske landstræner Koeman nyder for tiden godt af De Jongs færdigheder på landsholdet, som hungrer efter ro omkring truppen samt gode resultater. Det har der været på det seneste, hvor Holland blandt andet fornyelig sluttede foran Tyskland og VM-vinderne fra Frankrig i Nations League. Dette kommer efter den stolte fodboldnation ikke har kvalificeret sig til de sidste to store slutrunder.

Så landholdsdebuten i 2018 for De Jong kom på det helt rette tidspunkt efter en VM-deltagelse uden Holland. Debutkampen var imod Frankrig, og efter opgøret bad den franske komet – Kylian Mbappé – De Jong om at bytte trøje.

Det er dog ikke kun på landsholdet, at de Jong har succes. For i foråret 2019 vil Ajax for første gang i 13 år være blandt de sidste 16 hold i Champions League, når Real Madrid venter. Forinden hentede Ajax 12 point i gruppe E, selvom gruppen talte så stærke modstandere som Bayern München og Benfica. Den flotte bedrift var med De Jong i en hovedrolle, som han selv forklarede således:

- Normalt har midtbanespillere en tendens til kun at ville aflevere bolden og ikke drible. Sådan er jeg ikke. Mange mener, at jeg spiller meget risikabelt. Det er jeg ikke enig i, da jeg aldrig mister bolden.

I sidste sæson havde De Jong den højeste procent for succesfulde afleveringer (91,5%) og driblinger (90,3%) i Eredivisie, hvilket banede vejen for et skifte til Barcelona i starten af 2019. Dermed forlod nok en profil talentfabrikken Ajax, som ikke har vundet det hollandske mesterskab siden 2014. Salget af De Jong kom kort tid efter, at Amsterdam-klubben havde solgt spillere som Justin Kluivert, Davinson Sánchez og Davy Klassen. Derudover rygtes et andet stort talent – Matthijs de Ligt – væk fra klubben.


Flere klubber ville betale 500.000.000 kroner
Da De Jong i begyndelsen af 2019 underskrev en femårig aftale med Barcelona, måtte catalonierne sende omkring 500 millioner kroner til Amsterdam for at sikre sig midtbanespilleren, og samtidig var der nok engang en spiller, der forlod Ajax. Faktisk var De Jong den tyvende hollandske spiller i Barcelona, og langt de fleste har fået deres fodboldopdragelse hos Ajax.

Klubskiftet kom dog ikke uden kamp. PSG troede, at de havde lavet en aftale med De Jong, men Pep Guardiola mødtes med det hollandske talent flere gange for at få ham overtalt til et skifte til Manchester City. Derudover var Bayern München og Juventus også klar til at sende en halv milliard kroner til Ajax for at få De Jongs underskrift. I sidste ende valgte De Jong at tage til Barcelona, hvilket gjorde fodboldbossen i Paris Nasser Al-Khelaifi tosset, og han hævdede direkte, at De Jongs skifte til Barcelona fremfor PSG skulle ”hævnes”.

Dette er de sikkert fuldstændig ligeglade med i Barcelona, for de har på sigt sikret sig en mulig afløser for Sergio Busquets. Dette gjorde den catalonske storklub dog på en lidt underlig måde, for præsidenten Josep Maria Bartomeu var nødt til at tage en tur med discount-flyselskabet Vueling til Amsterdam for at sikre sig underskriften af De Jong. Kort tid forinden havde Barcelona sendt deres eget jetfly med direktøren Oscar Grau samt de sportslige ansvarlige Pep Segura og Roman Gomez Ponti for at mødes med De Jongs agent og færdiggøre den store kontrakt… meget hurtigt.

Barcelona insisterede på at få en gigantisk frikøbsklausul – som de fornyelig også har sikret sig på Dembélé, Coutinho, Busquets, Umtiti, Alba og Ter Stegen – men det var den unge De Jong ikke indstillet på. Parterne blev dog enige, og kort tid herefter blev klubskiftet annonceret på Catalunya Radio, inden klubben havde meldt noget officielt ud og stort set, imens Barcelona-ledelsen stadigvæk var i Schiphol-lufthavnen, hvor kontrakten blev underskrevet.

Til underskrivelsen havde Ajax sendt den tidligere Barcelona-spiller Marc Overmars og målmandslegenden Edwin van der Sar. Efter et møde og en middag var kontrakten underskrevet. De Jong var omringet af store fodboldnavne, og nu skal han i fremtiden spille fodbold i Barcelona – og de mange sammenligninger kan begynde…


Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik