Fodbold nyheder

West Ham overvejer Batshuayi

Af Bertram Christensen

Der er gang i en større angrebsrokade i Premier League-klubben.

Med lidt over et døgn til afslutningen på vinterens transfervindue, begynder nogle klubber måske at få lidt travlt, med at få truppen på plads til den vigtige sæsonafslutning. En af de klubber som ifølge rygterne arbejder til det sidste, er West Ham.

Hvis man skal stole på de engelske medier, kan Manuel Pellegrinis udvalg på toppen se noget anderledes ud, når transfervinduet lukker i morgen aften. Både Lucas Pérez og Javier Hernández rygtes til spanske klubber, men intet er endnu officielt.

Hernandez skulle være et varmt navn i Valencia, som ikke lader til at tro på Chelsea-lejesvenden Michy Batshuayi, som ikke har spillet en kamp siden 8. januar. Derfor skulle belgieren være tæt på at vende tilbage til Chelsea – dog kun hvis London-klubben kan afskibe ham igen i dette transfervindue.

Her kommer West Ham så igen ind i billedet. Sky Sports skriver nemlig, at klubben lige nu overvejer at hente belgieren hos London-rivalerne. Ifølge mediet skal West Ham dog ikke overveje alt for længe, da også Everton skulle være ude efter Batshuayi.

Den handel afhænger dog af, at Everton kan få solgt tyrkeren Cenk Tosun, som kun har lavet syv mål i 33 kampe for Liverpool-klubben. Her skulle Crystal Palace dog stå klar til at overtage angriberen, hvis prisen kommer langt nok ned.

Uanset hvad der sker, tegner det til at blive en hektisk afslutning på transfervinduet, som lukker midnat torsdag.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik