Fodbold nyheder

Helsingør takker nej til investorgruppe

Af Andreas Christensen

FC Helsingør har været i dialog med en amerikansk investorgruppe om en mulig overtagelse af klubben, men NordicBet Liga-klubben har i første omgang sagt nej tak.

Superliga-nedrykkerne fra FC Helsingør er i økonomiske vanskeligheder og skal finde cirka to millioner kroner inden sommerferien. Derfor har ledelsen været i kontakt med en amerikansk investorgruppe, som har vist interesse i at overtage den sjællandske klub. Parterne har forhandlet i de seneste uger, men FC Helsingør kommer i på amerikanske hænder i denne omgang.

- Først og fremmest er vi stolte af, at der sidder en flok på den anden side af jorden og overvejer at gå ind i vores klub. Det tyder på, at vi gør noget rigtigt, som der bliver lagt mærke til. Her til aften (onsdag aften, red.) har vi i FC Helsingørs bestyrelse drøftet amerikanernes bud, men vi har valgt ikke at sige ja her og nu, siger bestyrelsesformand for FC Helsingør Finn Moseholm til Helsingør Dagblad.

Ifølge formanden er kontakten til amerikanerne ikke helt lukket, men han fastslår, at der findes andre muligheder. Helsingør Dagblad skriver, at FC Helsingør arbejder på at finde en gruppe af lokale investorer, som kan smide penge i klubben.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik