Fodbold nyheder

Avis: Alexis Sánchez har fået nok

Af Daniel Fisker

The Times skriver, at Alexis Sánchez har fået nok i Manchester United. Et januar-skifte til Paris Saint-Germain virker derfor mere og mere sandsynligt.

Alexis Sánchez har ikke levet op til forventningerne, siden han skiftede Arsenal ud med Manchester United i januar. Han står således kun noteret for et enkelt mål for ”The Red Devils”, hvor han ydermere har tabt sin plads i startopstillingen til Anthony Martial.

The Times rapporterer, at Alexis Sanchez' agent Fernando Felicevich er begyndt at arbejde på et januar-skifte til Paris Saint-Germain.

Alexis Sánchez føler sig efter sigende ensom og ignoreret, mens han også keder sig i Manchester United. For det første har den chilenske kantspiller tilsyneladende få venner i truppen, mens han heller ikke kan lide Jose Mourinhos taktiske dispositioner.

The Times mener at vide, at Sánchez kun snakker med David de Gea, Juan Mata og Romelu Lukaku, hvilket resten af truppen finder mærkeligt. Sánchez er tilsyneladende også utilfreds med at bo i det nordvestlige England, hvor han bor i en stille landsby. Han er ivrig efter at vende tilbage til storbyen, som han boede i, da han spillede i Barcelona og Arsenal.

PSG kan vise sig at være den perfekte mulighed. Agenten Fernando Felicevich har efter sigende allerede holdt de første møder med den franske hovedstadsklub, som kan være parate til at afgive et bud I januar-transfervinduet.

PSG forsøgte efter sigende at hente chileneren for mere end et år siden. Nu er det sandsynligt, at den franske hovedstadsklub vil forsøge at fiske i rørte vande. Jose Mourinho er tilsyneladende ikke i tvivl om Sanchez' talent og evner. Den portugisiske manager er dog bekymret af hans form og manglende evne til at blive en integreret del af truppen.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik