Fodbold nyheder

Inter-legende overtager krise-klub

Af Stefan Lindahl

Den tidligere italienske Inter- og landsholds-legende Walter Zenga overtager roret i Serie B-klubben Venezia.

I sommer mistede Serie B-klubben Venezia Filippo Inzaghi som træner, da han drog til Serie A-klubben Bologna. Inzaghi var træner for det Venezia-hold, der spillede med om oprykning til Serie A i foråret. Oprykningen lykkedes dog ikke. Efter Inzaghis afgang ansatte klubben Stefano Vecchi, hvilket ikke har givet pote. Derfor giver klubben nu Inter-legenden Walter Zenga ansvaret for at rette op på en rædderlig sæsonstart.

Venedig-klubben er placeret på Serie B's 16. plads, der i den noget afkortede Serie B i år giver adgang til nedryknings-play-off. Holdet har kun vundet en enkel kamp ud af seks mulige, og med en total på fire point indtil videre er oprykningsdrømmene langt væk.

58-årige Zenga har senest været træner for Crotone, som han ikke formåede at holde oppe i Serie A i sidste sæson. Efter nedrykningen forlod italieneren sædet i Calabrien-klubben. Som spiller havde Zenga 369 ligakampe for Inter, hvor han er den spiller med syvende flest kampe nogensinde, og 58 italienske landskampe. Han var det italienske førstevalg ved VM i 1990 på hjemmebane i Italien, hvor ”Gli Azzurri” vandt bronze.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik