Fodbold nyheder

United-spiller jagtet af rivaler

Af Andreas Christensen

Tottenham og Arsenal planlægger begge at lokke Manchester Uniteds Eric Bailly væk fra Old Trafford i januar.

Arsenal har længe været rygtet interesseret i Eric Bailly, og nu skriver Daily Star, at London-rivalerne fra Tottenham også planlægger at byde på forsvarsspilleren fra Elfenbenskysten i januar. Mauricio Pochettino siges at være stor fan af Bailly, men det vides endnu ikke om Manchester United er villig til at sælge ham til en af deres største rivaler.

Eric Bailly startede ud som fast mand i Jose Mourinhos første sæson på Old Trafford, men i slutningen af sidste sæson begyndte det at gå skævt for ivorianeren. Mourinho bænkede Bailly i flere kampe, og den tendens er fortsat i denne sæson, hvor forsvarsspilleren kun har spillet fem kampe. Tingene kulminerede i weekendens comeback-sejr over Newcastle, hvor Bailly blev skiftet ud efter bare 19 minutter. Det skulle ifølge Daily Star have fået den tidligere Villarreal-profil til at overveje sin fremtid på Old Trafford.

Situationen følges som sagt nøje af Tottenham, men også af rivalerne fra Arsenal. Manager Unai Emery har et indgående kendskab til Bailly fra deres fælles tid i La Liga, hvor Emery var træner for Sevilla, mens Bailly spillede for Villarreal.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik