Fodbold nyheder

Sviatchenko roser ny cheftræner

Af Ryan Svale

Erik Sviatchenko roser FC Midtjyllands valg af Kenneth Andersen som ny cheftræner for klubben.

Jess Thorup er fortid i FC Midtjylland og er i stedet draget Gent, hvor han skal stå i spidsen for det belgiske mandskab. Afløseren for Jess Thorup er Kenneth Andersen, der er blevet forfremmet fra U19-træner til cheftræner for førsteholdet:

Klubbens forsvarsspiller, Erik Sviatchenko, roser valget af Kenneth Andersen:

- Jeg synes, at det er et flot valg af klubben, at man tager én af sine egne. Det ligger fint i tråd med de værdier, som klubben står for, og Kenneth har jo i den grad bevist, at han kan skaffe resultater, siger Sviatchenko til aoh.dk og tilføjer:

- Brian og Bak er her jo stadig, så jeg tror, det bliver en stille overgang. Selvfølgelig kommer Kenneth med nogle ideer og input, som er hans egne. Som hold præsterer vi jo også fint lige nu, så der er jo ikke brug for at lave en helt masse om.

Erik Sviatchenko kender da også Kenneth Andersen rigtig godt. Han har haft Andersen og hans familie som værtsfamilie og spillet under den nye chef som U19-spiller.

- Jeg glæder mig bare til, at han bliver vores nye cheftræner. Jeg kender ham fra akademiet, og han har fyldt en stor del af min ungdomstid i FC Midtjylland. Ikke nok med at han var min ungdomstræner, jeg har også haft Kenneths familie som min værtsfamilie, da jeg var 14 år.

- Så jeg kender ham rigtig godt, og jeg er overbevist om, at hans menneskelige kvaliteter gør sig godt på superliganiveau. Han har en stor fodbolderfaring, og der er ikke grund til at være skeptisk over, at det er på ungdomsniveau, udtaler Sviatchenko til B.T.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik