Fodbold nyheder

Milan jagter Zlatan

Af Magnus Ankersen

Ifølge italienske Corriere della Sera er AC Milan interesseret i at få Zlatan Ibrahimović tilbage til klubben.

Zlatan Ibrahimović har indgående kendskab til den italienske Serie A, hvor han både har repræsenteret Juventus, Inter og Milan. Sidstnævnte skulle nu være interesseret i at få svenskeren tilbage til ligaen, fordi de mangler muligheder i angrebet.

Det italienske medie Corriere della Sera forklarer, at Milan-træner Gennaro Gattuso har bedt klubben om at købe en ekstra angriber, der kan hjælpe holdet med en placering der sikrer Champions League i næste sæson.

Den karismatiske angriber skulle være en oplagt kandidat for milaneserne, fordi han kender klubben og kan bidrage fra dag ét uden en lang tilvænningsperiode. Med et køb af den svenske verdensstjerne får klubben et alternativ til Gonzalo Higuaín, der sammen med unge Patrick Cutrone er eneste deciderede angribere i truppen.

Zlatan har kontrakt med amerikanske LA Galaxy frem til slutningen af 2019, men det er ikke umuligt, at kontrakten kan blive ophævet inden, hvis svenskeren ønsker det. Milan skulle efter sigende være interesseret i en seks måneders kontrakt fra januar til juli.

Skiftet vil være en mulighed for svenskerens agent Mino Raiola at reparere forholdet til AC Milan, som har været dårligt efter uenigheder om målmand Gianluigi Donnarummas fremtid i klubben.

For Zlatan er skiftet heller ikke utænkeligt, da han aldrig har lagt skjul på, at han og familien så Milano som deres andet hjem. Muligheden for at hjælpe klubben tilbage i Europas fornemste selskab kan derfor være lokkende for svenskeren, der i to sæsoner i Milan nåede at score over 50 mål og vinde et enkelt mesterskab.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik