Fodbold nyheder

Scholes langer ud efter Mourinho

Af Magnus Ankersen

Paul Scholes var klar i mælet tirsdag, hvor han offentligt langede ud efter United-manager Jose Mourinho.

Med gårsdagens resultat er Manchester United oppe på fire hjemmekampe i streg uden sejr - det er første gang i karrieren, at den ellers succesfulde manager Jose Mourinho oplever det.

Præstationerne har været svingende i United i denne sæson, og dét samt en lang række af kontroversielle udtalelser fra portugiseren, har fået United-legenden Paul Scholes til offentligt at kritisere manageren.

- Jeg sidder her og er faktisk overrasket over, at han har overlevet efter lørdagens kamp (1-3-nederlag mod West Ham, red), som var så ringe, udtaler Scholes til BT Sport.

Udtalelserne fra den tidligere midtbanespiller, der nåede over 700 kampe for United, kom inden gårsdagens opgør mod Valencia, hvor Scholes ikke lagde fingrene imellem i sin kritik.

- Han kommer til pressekonferencer, hvor han konstant langer ud efter spillerne, og han langer ud efter dem over ham, fordi han ikke får det, han vil have. Hans mund virker ude af kontrol, og jeg synes han er pinlig for klubben, lyder det fra Paul Scholes.

Trods Scholes' status i United, så virkede udtalelserne ikke til at gå den 55-årige manager på.

- Jeg behøver ikke at vide, hvad han har sagt. Han kan sige, hvad han vil. Jeg er helt ærligt ikke interesseret. Der er ytringsfrihed, det er et frit land, og du kan sige lige, hvad du vil, udtaler Mourinho ifølge Telegraph.

Manchester United skal igen i aktion på Old Trafford lørdag, hvor Newcastle gæster "De Røde Djævle" i Premier League.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik