Fodbold nyheder

Genoas nye bomber fortsætter stimen

Af Magnus Ankersen

12 mål i syv kampe i første sæson lyder som lidt af et drømmescenarie, men det er, hvad der sker i italienske Genoa, hvor klubben har gjort sig lidt af et sommerscoop.

Krzysztof Piatek skiftede i sommer Cracovia Kraków ud med italienske Genoa, og angriberen har ikke holdt sig tilbage i sin første sæson i Italien.

I første officielle kamp for klubben var den 23-årige polak med fra start, da Genoa tog imod Lecce i tredje runde af den italienske pokalturnering. Her kvitterede han med fire kasser, som sikrede Genoa en 4-0-sejr og Piatek lidt af en drømmedebut.

Forventningerne var derfor også høje, da Serie A blev skudt i gang den efterfølgende weekend, og de flotte takter fra debuten er fortsat. Otte mål i Genoas første seks kampe og en plads alene på toppen af topscorerlisten, er det blevet til.

Piatek var senest afgørende for Genoa søndag, hvor han med to mål var med til at sikre den norditalienske klub en 2-1-sejr over oprykkerne Frosinone. Træner Davide Ballardini er imponeret over klubbens nye profil, som han mener styrer kampene.

- Piatek er altid vigtig for os, også selvom han ikke scorer mål. Han kæmper hårdt for alle bolde, og han er den første tilbage for at hjælpe forsvaret. Han styrer kampen, sagde Davide Ballardini ifølge Football Italia på et pressemøde efter kampen.

Om Genoa får glæde af Krzysztof Piatek i hele sæsonen er uvist. Efter sigende har Juventus allerede forhørt sig i håbet om at komme forrest i køen til polakkens underskrift.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik