Fodbold nyheder

Medie: Man. United har kontaktet Zidane

Af Daniel Frimor

Flere medier har i aften noteret sig en historie fra BeIN SPORTS, der melder at Manchester United har afholdt samtaler med Zinedine Zidane.

Krisen kradser for alvor i Manchester United, hvor José Mourinhos tropper tidligere i dag tabte 1-3 til West Ham.

Indsatsen fra 'De Røde Djævle' var decideret uinspirerende, og kommer i kølvandet på flere dårlige historier fra den røde del af Manchester, hvoraf den største naturligvis omhandler konflikten mellem holdets store stjerne, Paul Pogba, og manager José Mourinho.

Sidstnævnte kan dog snart være fortid på Old Trafford, hvis man skal tro et rygte som flere medier har samlet op på her til aften.

Således lyder det fra flere kilder hos mediet BeIN SPORTS, at Manchester United allerede har kontaktet Zinedine Zidane og afholdt de indledende samtaler med henblik på, at den tidligere Real Madrid-træner skal overtage tøjlerne på Old Trafford. Det skriver bl.a. The Mirror, SPORTbible, og Sports Mole.

Skulle rygtet vise sig at blive en realitet, så vil det være den fjerde træner, der skal forsøge at genetablere Manchester United i toppen af engelsk og europæisk fodbold efter Sir Alex Ferguson stoppede i 2013.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik