Fodbold nyheder

MAROKKO - Betondefensiven

Af Stefan Thomsen

20 års VM-tørke ender i år for Marokko, når de skal dyste om avancement i en hård gruppe, hvor de ikke er spået store chancer.

Kommentar:
Det er et længe ventet gensyn med VM, som venter Marokko til sommer i Rusland. Marokkanerne har hungret efter VM-deltagelse i lang tid, da deres seneste optræden ved en VM-slutrunde ligger helt tilbage i 1998. Kl. 18 dansk tid d. 15. juni ruller VM-bolden igen for Marokko, når de skal spille imod Iran.

Vejen til VM så ellers meget hård ud for marokkanerne. Placeret i det tredje af fire seedningslag fik de en svær gruppe bestående af Gabon, Mali og Elfenbenskysten. Før gruppespillet havde de slået Ækvatorialguinea ud med en samlet sejr på 2-1. Trods de hårde odds formåede Marokko at toppe gruppen uden at indkassere mål i de seks kampe, hvoraf de vandt tre, og tilbagevenden til VM efter 20 år i kulden blev en realitet.

Da de i 1998 senest var med til VM, nåede de ikke længere end gruppespillet, idet en meget sen sejr til Norge over Brasilien resulterede i, at Marokko måtte forlade Frankrig med fire point og en tredjeplads i gruppen.

Den nordafrikanske nations bedste resultat i VM-sammenhæng fandt sted i 1986, hvor de toppede en gruppe bestående af Polen, Skotland og England. I ottendedelsfinalen måtte de se sig slået af Vesttyskland, som scorede kampens eneste mål i kampens slutning. De havde dog allerede skrevet historie, da de både blev den første afrikanske nation til at gå videre fra gruppespillet, og de var også de første afrikanere til at vinde deres gruppe. Denne VM-slutrunde var nationens anden, mens VM 2018 markerer deres femte VM. Debuten fandt sted i 1970, hvor de bl.a. slog rivalerne Tunesien ud ved møntkast.

Ved sommerens slutrunde skal den marokkanske trup igen overpræstere, hvis de skal gentage succesen fra 1986. De er havnet i en gruppe med to stærke forhåndsfavoritter i Spanien og Portugal, mens Iran udgør den sidste modstander. En sejr over Iran i den første kamp er minimumskravet, hvis Hervé Renards tropper skal gøre sig håb om avancement til knockoutfasen. I de sidste to kampe venter Spanien og Portugal, og selvom Marokkos defensiv måske er kontinentets bedste, så kan de to nationer fra den iberiske halvø gå hen og forårsage problemer for den normalt solide defensiv.

Marokkos er et af de afrikanske lande med mest succes i VM-sammenhæng, og de vil forsøge at leve op til historiens præstationer, og selvom de får det svært, så er chancen bestemt tilstedeværende. Hvis alt flasker sig for Renard og hans sammentømrede hold, så kan de måske endda være at finde i ottendedelsfinalen. Spændende bliver det, om Benatia og hans defensiv kan afholde Ronaldo samt Spaniens pasningskonger fra at score.

Træneren:
Manden bag Marokkos længe ventede kvalifikation til VM er franskmanden Hervé Renard. En beskeden spillerkarriere førte videre til en trænerkarriere, der også startede ydmygt ud. Hans navn fik dog betydelig mere omtale, da han førte Zambia til guld i African Cup of Nations i 2012, en præstation som ingen havde forudset.

Samme turnering vandt han i 2015, da han førte Elfenbenskysten til titlen, som de første gang vandt i 1992. Hans anden sejr i turneringen gjorde ham samtidig til den første og hidtil eneste træner, som har løftet trofæet som træner for to forskellige landshold.

Triumferne på det afrikanske kontinent gjorde ham til en eftertragtet herre, og efter et mislykket ophold i franske Lille blev det marokkanske landshold hans næste projekt. Der har han ikke spildt tiden, da han har gjort marokkanerne til en meget konkurrencedygtig enhed. Helt unikt var det, at de ikke lukkede ét eneste mål ind i hele gruppespilsfasen af kvalifikationen til VM. Den statistik opsummerer Renards idé med holdet. De skal være solide bagtil, og derfra kan skal de forsøge at gøre ondt på modstanderen fremadrettet.

Profilen:
Marokkos VM-trup indeholder flere velkendte navne fra de europæiske ligaer, men det største navn blandt de udvalgte er Mehdi Benatia. Midterforsvaren har en fortid i bl.a. Udinese, Roma og Bayern München, og nu udgør han et stærkt partnerskab med Giorgio Chiellini i Juventus' midterforsvar. Udover at være det mest profilerede navn i truppen, så er Benatia også landsholdets anfører, og han toppede Marokkos kvalifikation af ved at score til 2-0 i den sidste og afgørende gruppekamp mod Elfenbenskysten.

Fra sin plads i midterforsvaret skal han lede sine holdkammerater og forsøge at fortsætte den defensive stabilitet, som sikrede Marokkos deres første VM-slutrunde i 20 år. Udover sin gode fysik og stærke defensive egenskaber, så besidder Benatia også fine evner på bolden, hvilket kan blive vigtigt for Marokko når modstanderens pres ligger højt.

Defensiven er Marokkos store styrke, og Benatia er uden tvivl nøglen til, at det kommer til at fungerer optimalt. Præsterer han, så er der gode chancer for, at hans holdkammerater gør ligeså.

Idealopstilling:

Trup:
Målmænd
Mounir El Kajoui (Numancia)
Yassine Bounou (Girona)
Ahmad Reda Tagnaouti (Ittihad Tanger)

Forsvar
Mehdi Benatia (Juventus)
Romain Saiss (Wolverhampton)
Badr Benoun (Raja Casablanca)
Manuel Da Costa (Basaksehir)
Nabil Dirar (Fenerbahce)
Achraf Hakimi (Real Madrid)
Hamza Mendyl (Lille)

Midtbane
M'bark Boussoufa (Al Jazira)
Karim El Ahmadi (Feyenoord)
Youssef Ait Bennasser (Caen)
Sofyan Amrabat (Feyenoord)
Younes Belhanda (Galatasaray)
Faycal Fajr (Getafe)
Amine Harit (Schalke)

Angreb
Khalid Boutaib (Malatayaspor)
Aziz Bouhaddouz (St. Pauli)
Ayoub El Kaabbi (Renaissance Berkane)
Nordin Amrabat (Leganes)
Mehdi Carcela (Standard Liege)
Hakim Ziyech (Ajax)

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik