Fodbold nyheder

RUSLAND - Værter med blod på tanden

Af Daniel Fisker

De debuterende VM-værter fra Rusland er underlagt et enormt forventningspres, som de skal forsøge at leve op til. Det er op til den nye landstræner Stanislav Tjertjesjov og de erfarne spillere på det russiske landshold såsom målvogteren og anføreren Igor Akinfeev og midtbanegeneralen Alan Dzagoev at få det til at ske. Den første umiddelbare målsætning må være at gå videre fra gruppespillet, hvilket ikke er umuligt.

Kommentar
VM-slutrunden skal for første gang nogensinde afholdes i Rusland, som dermed automatisk var kvalificerede til gruppespillet. Det russiske landshold har dog langtfra haft den mest optimale optakt til VM-slutrunden på hjemmebane. Russerne prøvede forgæves at komme i en af kvalifikationspuljerne, som det franske landshold gjorde, da de var værter ved EM-slutrunden i 2016. Denne plan lykkedes dog ikke, hvorfor det russiske landshold har været nødt til at nøjes med træningskampe mod Ghana, Costa Rica, Rumænien og Elfenbenskysten.

Det russiske landshold fik dog hår på brystet under Confederations Cup på hjemmebane i 2017. Derudover har russerne overvundet New Zealand og tabt til Portugal og Mexico i træningskampe, som uden tvivl var mere gunstige for værtsnationen end de første opvarmningskampe. Det taler desuden til russernes fordel, at landsholdet mest af alt består af spillere, som på klubbasis også slår foldene i russisk fodbold. Det indgyder sandsynligvis respekt og øget opbakning fra de russiske fans, at landsholdsspillerne også spiller i Rusland til dagligt.

Rusland er havnet i en gruppe, som umiddelbart er overkommelig for værtsnationen. De skal op imod Saudi-Arabien, Egypten og Uruguay i gruppespillet. Det virker usandsynligt, at russerne kan stille noget op imod Uruguay, som stiller med Luis Suárez, der er blandt favoritterne til at blive VM-topscorer. Der er dog en mulighed for, at russerne kan tilkæmpe sig en andenplads i Gruppe A på bekostning af Egypten, som kan prale af den mildest talt brandvarme Mohamed Salah. Saudi-Arabien virker til gengæld som en overkommelig opgave for værterne.

Ruslands store svaghed er defensiven, der til tider har været hullet som en si. Derfor kan det vise sig at være skæbnesvangert, at de russiske forsvarsspillere både skal stå overfor Luis Suárez og Mohamed Salah. Rusland må dog – som debuterende VM-værter – have blod på tanden for at levere et resultat, der overgår deres placering på FIFA's verdensrangliste. Her indtager værterne en skuffende 63. plads.

Rusland sparker sommerens VM-slutrunde i gang, når de tørner sammen med Saudi-Arabien den 14. juni. VM-præmieren skal afgøres på Luzhniki Stadium i Moskva, hvor samtlige 81.000 pladser efter al sandsynlighed bliver besat. Åbningskampen bliver efter al sandsynlighed altafgørende for, hvorvidt russerne formår at gå videre fra gruppespillet.

Træneren:
Rusland har vist siden december 2010, at de automatisk ville være kvalificerede til gruppespillet ved VM-slutrunden i 2018. Derfor kan det undre, at den forhenværende landstræner Leonid Slutskij ikke har eksperimenteret mere med landsholdstruppen end tilfældet har været. Han holdt i stedet fast i landsholdets veteraner. Flere af veteranerne har dog indstillet landsholdskarrieren under den nye og nuværende landstræner Stanislav Tjertjesjov, der skal stå i spidsen for værtsnationen under sommerens VM-slutrunde.

Stanislav Tjertjesjov er et ubeskrevet blad som landstræner. Han overtog tøjlerne på det russiske landshold i august 2016, hvor han underskrev en toårig kontrakt med det russiske fodboldforbund. Indtil da havde den 54-årige russer udelukkende været klubtræner – senest i polske Legia Warszawa.

Stanislav Tjertjesjov har repræsenteret det russiske landshold i 18 kampe, hvilket har resulteret i fem sejre, fem uafgjorte og otte nederlag. Målscoreren på 25-28 vider desuden om, at defensiven ikke har fungeret optimalt, selvom Tjertjesjov oftest benytter sig af en formation med fem forsvarsspillere.

Profilerne:
Et oplagt bud på en russisk landsholdsprofil er anføreren og målmanden Igor Akinfeev, som også er anfører i CSKA Moskva. Han har været i den russiske hovedstadsklub siden 1991, hvor han som femårig debuterede som ungdomsspiller. Han har siden 2003 spillet knap og nap 400 kampe for Moskva-klubben. Den nu 32-årige målmand fik sin debut på det russiske landshold i foråret 2004 og står nu noteret for 104 landskampe. Akinfeev er – bortset fra veteranen Sergei Ignashevich – den spiller i den russiske VM-trup, der har spillet flest landskampe. Akinfeev stod mellem stængerne i Ruslands VM-kvalifikation i henholdsvis 2006 og 2010, hvilket dog ikke endte med kvalifikation til en VM-slutrunde. Hans første VM-slutrunde for Rusland var derfor i 2014, hvilket dog ikke var nogen ubetinget succes. Den russiske målvogter formåede ikke at holde buret rent for det russiske mandskab, som ikke vandt en eneste kamp i gruppespillet. Russerne har således revanche til gode på hjemmebane.

Et andet bud på en profil kunne være midtbanegeneralen og kreatøren Alan Dzagoev, som både er holdkammerat med Igor Akinfeev på det russiske landshold og i CSKA Moskva. Den 27-årige alsidige midtbanespiller har spillet 230 kampe for CSKA Moskva, hvilket har resulteret i mere end 50 mål. På landsholdet har målhøsten været mere begrænset. Det er således blevet til ni mål i de hidtidige 55 landskampe, hvor Dzagoev har fungeret som en dirigent på den centrale midtbane. Hans rolle på landsholdet er således mere defensiv end det er tilfældet i CSKA Moskva. Dzagoev fik sin debut på det russiske landshold i 2008.

Bud på idealopstilling:


Truppen til VM
Igor Akinfeev
Vladimir Gabulov
Andrei Lunev
Ilya Kutepov
Mario Fernandes
Vladimir Granat
Fyodor Kudryashov
Andrei Semenov
Akhmat Igor Smolnikov
Sergei Ignashevich
Aleksandr Samedov
Roman Zobnin
Alan Dzagoev
Aleksandr Golovin
Anton Miranchuk
Yury Gazinskiy
Aleksandr Yerokhin
Daler Kuzyayev
Yuri Zhirkov
Denis Cheryshev
Artem Dzyuba
Tula Fedor Smolov
Aleksei Miranchuk

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik