Fodbold nyheder

Liverpool-comeback gav kun uafgjort

Af Daniel Fisker

Liverpool fik den værst tænkelige start på aftenens kamp, hvor Sevilla besøgte Anfield. "The Reds" fik dog vendt skuden inden halvleg, men måtte i sidste ende nøjes med uafgjort.

Liverpool fik den værst mulige begyndelse på kampen. Stadionuret havde således ikke passeret fem minutter, før Sevillas spydspids, Wissam Ben Yedder, fandt vej til netmaskerne. Et tålmodigt stykke arbejde af Sevilla-offensiven endte ude på kanten, hvorfra Sergio Escudero sendte et indlæg ind i feltet. Det lave indlæg sejlede lige forbi Dejan Lovren og Emre Can, inden det endte for fødderne af Ben Yedder, som køligt sparkede bolden i mål.

Det tidlige mål betød også, at Liverpool ikke har formået at holde buret rent i 11 af de seneste 12 Champions League-kampe.

Efter et kvarters spil var Sevilla fortsat i front, men det var meget tydeligt på spillet, at kampen stadigvæk var totalt åben. Liverpool havde således flere gode muligheder for at udligne. Først endte et Liverpool-indlæg i hovedet på Emre Can, som dog ikke formåede at heade indenfor målrammen. Herefter slog Alberto Moreno et frisparksindlæg ind i feltet, hvor muligheden dog løb helt ud i sandet. Udligningen kom dog efter 21 minutters spil, da Roberto Firmino fik sidste fod på et imponerende Liverpool-opspil.

Roberto Firmino blev den sjette spiller til at score i Champions League-debuten for Liverpool. Michael Owen, Jari Litmanen, Djibril Cissé, Fernando Morientes og Mario Balotelli har tidligere scoret i deres Champions League-debut for Liverpool.

Liverpool fortsatte de positive takter efter udligningen. Liverpool havde således mulighed for at bringe sig i front to minutter efter udligningen, hvor ”The Reds” kom frem til en god kontramulighed. Emre Can formåede dog ikke at fuldbyrde angrebet. Jürgen Klopp begyndte for alvor at råbe på sidelinjen efter udligningen. Det var tydeligt at se, at manageren kunne lide, hvad han så.

Liverpools gode takter kulminerede igen efter 37, hvor den særdeles velspillende nyerhvervelse, Mohamad Salah, ad omveje fandt vej til netmaskerne. Den egyptiske kantspiller erobrede bolden fra Steven N'Zonzi, før han trykkede af. Bolden blev dog på mærkværdig vis rettet af, da Simon Kjær stillede sig i vejen for skuddet. Bolden strøg dermed over Sevilla-målmanden Sergio Rico, som allerede havde kastet sig.

Det velspillende Liverpool-mandskab have alle tiders mulighed for at sikre sig en halvlegsføring efter 41 minutters spil, da dommeren pegede på straffesparkspletten. Sevilla-forsvareren Nicolás Pareja leverede et klodset stykke forsvarsarbejde, da han nedlagde Sadio Mané og dermed tildelte Liverpool et straffespark, som Roberto Firmino skulle eksekvere. Den brasilianske angriber sendte målmanden i den forkerte retning, men skød ved siden af målrammen, hvilket endte med at betyde, at halvlegsstillingen var 2-1.

Det var ganske tydeligt fra anden halvlegs begyndelse, at det haltende Sevilla-mandskabet var frustrerede. Gæsterne endte således med at smide talrige bolde væk efter pausen. Det var dog også gæsterne, som havde anden halvlegs første store mulighed for at komme på måltavlen. Ben Yedder havde chancen for at blive dobbelt målscorer, men den franske angriber fik langtfra det optimale ud af chancen. Liverpools første chance opstod, fordi Mané var ved at bryde fri. Simon Kjær satte dog en stopper for angrebet.

Efter godt en times spil havde Sevilla-træneren Eduardo Berizzo opbrugt sine chancer hos kampens dommer, som henviste den argentinske træner til tribunen for bevidst at kaste bolden væk.

Kampen begyndte at spidse og blive spændende i midten af anden halvleg, fordi Liverpool ikke formåede at score deres tredje mål. Sevilla skulle dog vise sig at straffe Liverpools mangel på målnæse, da de scorede et nemt mål efter et hurtigt indkast. Liverpool-forsvaret sov således i timen for anden gang i kampen, da Joaquín Correa bankede bolden i netmaskerne.

Efter 76 minutters spil kom det øjeblik, mange havde ventet på. Emre Can, som havde vist særdeles positive takter i løbet af kampen, blev udskiftet på bekostning af Philippe Coutinho, som dermed fik sæson-debut. Den brasilianske stjerne fik en varm modtagelse på Anfield på trods af sommerens transfer-polemik. Det ellers velspillende Liverpool-mandskab formåede ikke at svare igen på Sevilla-udligningen, hvorfor de måtte nøjes med en uafgjort efter et ellers formidabelt comeback.

Til sidst var det også værd at bemærke, at Alex Oxlade-Chamberlain kom i aktion for Liverpool. Den 24-årige nyerhvervelse erstattede Mohamed Salah og fik fem minutter på banen. Joe Gomez nåede ydermere at gøre sig uheldigt bemærket i kampens døende minutter, da han indkasserede en udvisning efter sit andet gule kort.

Liverpool – Sevilla 2-2 (2-1)

0-1: Ben Yedder (5')
1-1: Firmino (21')
2-1: Salah (37')
2-2: Correa (72')

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik