Fodbold nyheder

Løverne fik tiltrængt sejr

Af Nikolaj Harding

FC København fik sig en tiltrængt sejr i en underholdende og hæsblæsende kamp. Debutanten Carlos Zeca scorede for FCK.

Det var et sultent FCK-hold, som gik på banen med to debutanter fra start. Kampen var kun otte minutter gammel, da Pieros Sotiriou flot sparkede FC København foran.

FC Midtjylland havde ikke særlig godt fat i kampen, og det straffede FCK. Tilbagevendte Rasmus Falk drev gæk med Midtjylland-forsvaret, og han kunne spille Benjamin Verbič fri, som fordoblede FCKs føring allerede efter 15 minutter.

FCKs nyindkøb Carlos Zeca gjorde det glimrende på FCKs midtbane, og var med i flere gode ting for københavnerne. Det var dog gæsterne fra Midtjylland, som fik svaret igen, da Filip Novak fik sparket en bold i nettet efter et indlæg fra højresiden og dermed fik reduceret for midtjyderne efter 26 minutters spil.

Midtjyllands reduceringsmål skabte panik hos hjemmeholdet og blot to minutter efter Novaks reducering kunne Rasmus Nissen udligne for Midtjylland efter et stort målmandsdrop af Robin Olsen. FCK-målmanden havde egentlig bolden i hænderne, men han havde smurt handskerne med sæbe og tabte bolden for fødderne af Nissen, som kunne udligne for gæsterne.

Første halvleg var en yderst underholdende opvisning, men Nissens mål blev det sidste, og de to hold kunne derfor gå til pause med 2-2.

Anden halvleg blev en tvekamp, hvor begge mandskaber forsøgte at dominere og som følge af kampen om dominans bølgede kampen frem og tilbage.

Alexander Sørloth var tæt på at bringe gæsterne i front, men det var hjemmeholdet, som kunne notere sig for anden halvlegs første scoring. FC København fik et frispark i en god position, og her kunne en storspillende Benjamin Verbič flot sparke bolden ind bag Jesper Hansen og notere sig for sit andet mål i kampen.

Blot to minutter efter Verbics scoring blev ondt værre for gæsterne, da nyindkøbet Carlos Zeca satte to tykke streger under, at han kommer til at blive en gevinst for Løverne. Efter et hjørnespark, hvor bolden blev headet på tværs stod Zeca på det rigtige sted, og kunne heade FCKs fjerde mål i kassen.

Midtjylland pressede på for at få reduceret, og to minutter før tid fik de reduceret til 3-4, da Nicolai Thomsen uheldigt scorede selvmål.

Der blev lagt fire minutter til i kølvandet på scoringen, hvor Midtjylland jagtede en udligning, men de kom ikke tæt på, og FCK fik dermed en yderst tiltrængt sejr på 4-3 over FC Midtjylland.

FC København - FC Midtjylland: 4-3 (2-2)
1-0: Pieros Sotiriou (8)

2-0: Benjamin Verbič (15)

2-1: Filip Novak (27)

2-2: Rasmus Nissen (29) 

3-2: Benjamin Verbič (60)

4-2: Carlos Zeca (63)

4-3: Nicolai Thomsen, selvmål (88)

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik