Fodbold nyheder

Hørsholt valgt ind i magtfuld bestyrelse

Af Jonas Knudsen

FCK's administrerende direktør Anders Hørsholt er blevet valgt ind i bestyrelsen i den magtfulde sammenslutning af europæiske klubber.

FCK's Anders Hørsholt blev tidligere i dag valgt ind i et yderst indflydelsesrigt selskab. FCK's administrerende direktør er således blevet valgt ind i bestyrelsen i ECA, European Clubs Association.

ECA overtog i 2008 den tidligere klubsammenslutning G14's position som de europæiske klubber samlede forening, hvis formål det er at spille op imod de internationale fodboldforbund UEFA og FIFA, samt blandt andet EU når det kommer til juridiske, økonomiske og konkurrencemæssige aspekter af fodbolden.

I modsætning til G14, som kun bestod af en lille kerne af de allermest magtfulde europæiske storklubber, er ECA anerkendt af UEFA, hvorfor de blandt andet har to faste pladser i UEFA's eksekutivkomité.

Derudover øver ECA indflydelse på turneringsformatet i de fælles europæiske turneringer Europa League og Champions League, mens de sammen med UEFA administrerer marketingsdelen af netop de to turneringer.

Med pladsen i bestyrelsen sikrer Hørsholt dermed sig selv, FCK og i sidste ende dansk fodbold en vigtig indflydelseskanal, når det f.eks. kommer til fordelingen af landepladser i de europæiske turneringer.

Samtidig med at den nye bestyrelse blev offentliggjort, annoncerede Karl-Heinz Rummenigge i øvrigt, at han ikke vil genopstille til posten som formand - en post, han har siddet på siden organisationens stiftelse i 2008. En ny formand vælges derfor senere i dag.

ECA's bestyrelse for valgperioden 2017-2019
Andrea Agnelli, bestyrelsesformand for Juventus
Josep Maria Bartomeu, præsident for FC Barcelona
Nasser Al-Khelaifi, ejer af PSG
Ed Woodward, vicebestyrelsesformand for Manchester United
Peter Lawwell, administrerende direktør for Celtic
Pedro López Jiménez, vicepræsident for Real Madrid
Michael Gerlinger, juridisk chef for Bayern München
Ivan Gazidis, administrerende direktør for Arsenal
Jean-Michel Aulas, præsident for Lyon
Domingos Oliveira, administrerende direktør for Benfica
Edwin van der Sar, administrerende direktør for Ajax
Michael Verschueren, administrerende direktør for Anderlecht
Dariusz Mioduski, bestyrelsesformand for Legia Warzsawa
Anders Hørsholt, administrerende direktør for FCK
Aki Riihilahti, administrerende direktør for HJK Helsinki

ECA-medlemskab
ECA har i alt 220 medlemsklubber. 106 af disse pladser er sikret til såkaldte ordinære medlemsklubber. De tildeles pladser efter rangeringen på UEFA's officielle koefficientlister. De resterende 114 pladser er forbeholdt associerede medlemmer. De er medlemmer blandt andet på baggrund af historiske meritter, tidligere medlemskab af G14 og nylige præstationer i de europæiske klubturneringer. Hvert medlemsland har mindst ét medlem i hver kategori.

Det er imidlertid kun de ordinære medlemmer, der har stemmeret i forbindelse med valg til bestyrelsen og formandsposten. For Danmarks vedkommende er FCK og FCM i øjeblikket ordinære medlemmer, mens AaB, OB, Brøndby og FCN er associerede medlemmer.

Se den fulde liste over ECA-medlemmer her (link åbner i nyt vindue).

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik