Fodbold nyheder

Fritz Walter - Eventyret fra 1954

Af Kasper Duelund Jensen

Walter var anfører på Vesttysklands berømte landshold, der mirakuløst løb med VM-titlen i 1954. Indkast.dk tager dig med tæt på VM-legenden fra Vesttyskland.

I dag er tysk fodbold på sit højeste og kan med rette betegnes for at være blandt verdens absolutte elite. Skruer man dog tiden 64 år tilbage i historien, var det langt fra samme billede, der udspillede sig. Blot ni år efter slutningen på 2. verdenskrig var tysk fodbold stadig i sin tidlige genopbygnings-fase, hvilket også gjaldt det vesttyske landshold. Godt nok havde man kvalificeret sig til VM-slutrunden i Schweiz, men med konkurrenter som Brasilien, Uruguay, Jugoslavien og ikke mindst de daværende fodboldkonger fra Ungarn, så var forventningerne til det vesttyske landshold ikke eksisterende. Alt håb var klynget op på holdets anfører Fritz Walter, der med sine 33 år havde en afgørende erfaring at biddrage med.

På trods af et ydmygende 8-3 nederlag i indledende runde til netop Ungarn, så lykkedes det med en sejr over Tyrkiet at spille sig i kvartfinalen. Det blev til en imponerende 7-2-sejr over tyrkerne, og selvom Max Morlock stjal avisoverskrifterne med et hattrick, så var Walter en inspiration for sine holdkammerater hele kampen igennem. Han kæmpede på banen med et glødende hjerte og fik da også udbytte af sine anstrengelser med et enkelt mål selv.

I kvartfinalen stod Vesttyskland overfor et meget talentfuld jugoslavisk landshold, men til stor overraskelse imponerede vesttyskerne ved hente en 2-0-sejr. I semifinalen ventede naboerne fra Østrig. Mange var dog overbeviste om, at der var brug for endnu en stor indsats fra Walter, hvis man skulle gøre sig nogen som helst forhåbninger om en plads i finalen. En stor indsats var dog lige, hvad anføreren leverede. Walter scorede to mål fra straffesparkspletten i en sand magtdemonstration, som endte 6-1 til Vesttyskland.

Til en hel verdens forundring havde Vesttyskland stik imod alle odds spillet sig i VM-finalen, men kunne landet virkelig fuldføre sensationen ved at besejre Ungarn? - det samme hold man havde tabt 8-3 til i turneringens begyndelse. 1954 skulle dog vise sig at blive miraklets år, da Vesttyskland vandt finalen med 3-2. Walter blev den første tyske anfører til at løfte VM-trofæet og vil dermed for evigt stå nedskrevet som en legende i tysk landsholdsfodbold.

I en alder af 37 år nåede Walter også at repræsentere Vesttyskland under VM fire år senere i Sverige. På trods af sin høje alder forblev Walter inspirationskilden på landsholdet, der nåede helt frem til semifinalerne. Her blev værterne dog for stor en mundfuld, mens Walter til stor ærgelse måtte forlade kampen før tid med en alvorlig skade.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik