Fodbold nyheder

Gerd Müller - "Der Bomber"

Af Kasper Duelund Jensen

Gerd Müller havde i 32 år rekorden for flest mål i VM-regi. Indkast.dk tager dig med tæt på VM-legenden fra Vesttyskland.

Gerd Müller, der også er kendt som "Der Bomber" betegnes i dag som en af verdens absolut mest profilerede målscorere gennem tiderne. Den tyske angriber var født til at score mål, hvilket han allerede i begyndelsen af sin karriere gav et udførligt bevis på. I sin eneste sæson hos 1861 Nördlingen blev det til intet mindre end 51 mål i blot 31 kampe. Müllers målnæse fangede straks interessen hos giganterne fra Bayern München, hvor angriberen skulle komme til at tilbringe de næste 15 år af sit liv. I Bayern blev Müller forgudet på lige fod med sine holdkammerater.

Det var dog ikke kun det sydlige Vesttyskland, der gav kærlighed til Müller. Hele landet forelskede sig i den lille spydspids, der på kun to VM-slutrunder formåede at finde vej til netmaskerne imponerende 14 gange. Selvom ti af disse mål blev scoret i 1970, så er det stadig slutrunden fra fire år senere, som står stærkest i VM-erindringen om Müller. Her scorede han sit livs vigtigste mål, da han i finalen mod Holland sendte hjemmepublikummet i ekstase ved at bringe Vesttyskland foran med 2-1. Målet blev kampens sidste, hvilket gjorde Müller til matchvinder og nationalt klenodie i Vesttyskland.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik