Hvad skete på Hillsborough?

Af Torsten Brix

2012-09-13
Hvad skete på Hillsborough?

Indkast.dk genposter fire tidligere artikler - i en lang artikel. Det giver et sjældent og rystende indblik i, hvad der skete i 1989. I går sagde den engelske Premierminister David Cameron undskyld, men for hvad?

Den 15. april 1989 døde 95 fans i forbindelse med en fodboldkamp. Til FA Cup semifinalen mellem Liverpool og Nottingham Forest på Sheffield Wednesdays Hillsborough var en aldeles uansvarlig politiindsats, og ikke hooliganisme, den direkte årsag til, at næsten 100 fans vendte hjem fra hvad der skulle have været en festdag i kister. Mange af dem var børn.

Grundet alt for få billetluger på et stadion, som Liverpool-tilhængerne ikke havde særlig stort kendskab til, dannede der sig før kick off en større folkemængde ude foran yderportene på Leppings Lane. Det gik simpelt hen for langsomt med at komme ind. Til sidst blev presset så stort, at de menige politifolk, som var på vagt ude foran, anmodede South Yorkshire politis øverste ledelse, David Duckenfield og Bernard Murray i kontrolboksen, om at åbne yderporten. Efter kort betænkningstid gav Duckenfield ordre om at åbne porten.

Umiddelbart indenfor på stadion blev de mange tilskuere, som nu strømmede ind, mødt af et skilt over en indgang, med et stort B. Samme B gik igen på alle billetterne, og Liverpool fansene styrede derfor direkte mod indgangen, som førte ind i tunnel som gik nedad bakke og ind på de to centrale afsnit af Leppings Lane ståtribunen. For Liverpool fansene var det den eneste synlige vej mod ståpladserne via tunnellen.

Der var ingen, hverken stewards eller politifolk indenfor til at guide fansene udenom og ind mod de to afsnit i hver ende af tribunen. Tusindvis af fans strømmede altså ind igennem en tunnel som førte til et område, der allerede var fyldt op til randen af fans. I minutterne umiddelbart inden kick off blev pladsen i de midterste afsnit hurtigt meget trang. Nogle fans besvimede, og andre forsøgte at klatre over hegnet ind til banen. Politiets respons var først at forsøge at forhindre folk i at komme ud af den dødsfælde, som Hillsborough pludselig var forvandlet til. En stålbarriere knækkede under det massive pres og menneskemængden blev med stor kraft kastet fremad.

Folk skreg på hjælp, men på trods af at politiledelsens kommandocenter var placeret i hjørnet umiddelbart ovenover Leppings Lane tribunen, bemærkede man ifølge vidneudsagn ikke, at der var noget galt, og i stedet troede man, at der var tale om hooliganisme.

Da kampen blev fløjtet af efter seks minutters spil, havde presset varet længe nok til at have forårsaget i alt 95 dødsfald. Nogle døde med det samme, andre var i live længere hen på eftermiddagen. En enkelt døde meget senere, og fik dødstallet op på 96. Samtlige 96 fik taget blodprøver, i et forsøg fra politiets side på at påvise, at dødsfaldene skyldtes overdrevent alkoholindtag i timerne op til kampen. Skulle alle børnene have været fulde?

Umiddelbart efter kampen trådte politichef David Duckenfield frem på tv og udtalte, at ulykken skyldtes at fans havde tvunget yderporten op, på trods af at han selv højst en times tid forinden, havde givet ordren om at åbne den. Den løgn skulle vise sig, at få store konsekvenser for begivenhederne efter tragedien, og i stedet blev det alment kendt, at det var fansenes egen skyld. De ankom, ifølge politiet, meget berusede og for sent. Dette blev senere afvist i Taylor rapporten. I stedet placerede han skylden hos South Yorkshire politi. Alligevel blev ingen siden stillet til ansvar for tragedien. Faktisk endte de involverede politifolk med at trække sig tilbage på lukrative pensionsordninger, mens de efterladte familier måtte kæmpe for at få råd til advokatbistand i den langvarige og fortsatte kamp for at få renset de afdøde familiemedlemmers navne, og for at opnå retfærdighed.

Fire dage efter tragedien, 19. april 1989, bragte tabloid-avisen The Sun på forsiden under overskriften ”The Truth” historien om, hvordan Liverpools fans skulle have urineret på politifolk og røvet fra de døde. Beskyldninger som ingen vidner siden kunne bekræfte overfor Lord Taylors undersøgelseskommission.

Det er snart 23 år siden, og Liverpools beboere – røde som blå – har aldrig tilgivet avisen. Fra den ene dag til den anden faldt salget af The Sun på Merseyside fra omkring 200.000 daglige kopier til omkring 20.000. Den dag i dag er tallet stadig langt under niveauet fra dengang. Man vil ikke glemme den behandling man som befolkningsgruppe fik og de beskyldninger man blev udsat for.

Siden har avisen af ren desperation forsøgt sig med halvhjertede undskyldninger med flere betingelser og slet skjulte angreb mod sine konkurrenter fra Trinity Mirror Group. Senest da man fik overtalt en af byens berømteste sønner, den daværende Everton-spiller Wayne Rooney, til at sælge sin livshistorie i en række interviews. Reaktionen fra begge sider af Stanley Park var ikke til at tage fejl af. Rooney forrådte sin by og det den stod for.

Politifolkene mødtes kl. 10.00 til briefing under ledelse af David Duckenfield, den nyligt udnævnte leder af politiets indsats i forbindelse med kampen. Ikke alle vidste hvem han var, og flere af officererne havde ventet, at det ville være Brian Mole, den tidligere chef, som var blevet overflyttet til anden tjeneste under kontroversielle omstændigheder. Først satte Duckenfield dagsordenen, og herefter gennemgik Bernard Murray, Duckenfields højre hånd, dagens opgave, og hvad der forventedes. To andre officerer forklarede lidt om efterretningerne og om nogle praktiske ting i forbindelse med pauser. Briefingen sluttede 10.18.

Billetlugerne åbnede lidt i 12, og en lind strøm af Liverpool fans begyndte at ankomme. Ifølge politifolkenes egne forklaringer efterfølgende, var de “i godt humør og opførte sig pænt”. Politifolk indenfor stadion fortalte, at de havde fået til opgave at kropsvisitere fans, også selvom de kunne se, at de netop var blevet visiteret umiddelbart udenfor stadion. Nogle fans blev visiteret tre gange, men på trods af dette tog supporterne det fint og uden problemer. Dette var i hvert fald, hvad politiofficererne fortalte bagefter. Efterhånden som klokken nærmede sig 14.00 begyndte tilstrømningen mod stadion at øges, eftersom tog og busser nu ankom i større tal. Atmosfæren var stadig opløftet, og der blev sunget. Samtidig med at menneskemængden foran billetlugerne var vokset, blev det klart for betjentene udenfor stadion, at mange fans først var ved at ankomme. Stadig var der ingen problemer med tilhængerne.

I alt var der i Leppings Lane 23 billetluger for tilskuere, som havde billet til Leppings Lane tribunen, West Stand og North Stand. Det drejede sig om 24.256 tilskuere. De øvrige 29.800 tilskuere til kampen havde adgang til stadion via næsten tre gange så mange billetluger, nemlig 60. Vi snakker altså om et gennemsnit på 1.054 mennesker pr. luge, et helt uhørt højt tal. Der var i alt seks yderporte, delt op således at de 10.100 med billet til Leppings Lane skulle igennem de tre sydligste porte ind til syv billetluger, som gav adgang til endetribunen. De tilskuere, som havde billet til West Stand eller North Stand, skulle igennem de tre nordligste porte, inden billetten skulle fremvises i én af de 16 billetluger. Området, som var på størrelse med en mindre skolegård, udenfor og indenfor yderportene, skulle altså passeres af næsten 25.000 fans, noget som det slet ikke var stort nok til. Det var allerede blevet påpeget af politiet selv i forbindelse med tidligere kampe. Liverpools fans ankom både nordfra og sydfra til en større flaskehals-situation.

På selve Leppings Lane var der ingen filtrering af tilskuerne. Dette kunne ellers have sørget for, at ikke alle tilhængerne ankom til området omkring billetlugerne på samme tid. Prioriteten burde være givet hertil, især set i lyset af det lille antal billetluger og den store ophobning af fans, som dette ville betyde.

Når Leppings Lane-fansene var kommet indenfor blev de mødt af et stort skilt, hvorpå der stod “standing” sammen med et stort “B”. På samtlige billetter var trykt et tilsvarende “B”, hvilket naturligvis fik tilhængerne til fejlagtigt at tro, at dette var den eneste indgang til selve tribunen. Førnævnte skilt var nemlig placeret over en indgang til en tunnel med en nedadgående hældningsprocent på ca. 17% – altså en yderst stejl bakke. Denne tunnel førte rigtigt nok fansene ind til selve tribunen, men kun til de centrale “pens” nummer 3 og 4. (“A3" og “A4") Dette ville Liverpool-tilhængerne naturligvis have vidst, såfremt de besøgte Hillsborough på ugentlig basis ligesom Anfield, men da mange aldrig havde været på Hillsborough før, efterlod systemet dem ingen chance. Politiet og Sheffield Wednesdays stewards skulle senere vise sig, ikke at tage højde for dette, og flertallet søgte derfor derhen, hvor deres billet gav adgang – tunnelen med det store “B”.

Efterhånden som kick off nærmede sig, blev menneskemængden stadigt større. Hele vejen rundt om var der mure og hegn, og den eneste mulighed for at komme væk var bag fansene, altså der hvor der stadig ankom flere og flere mennesker. Flugt var altså med andre ord umulig. Politifolkenes rapporter om, hvad der herefter skete, er forskellige fra, hvad Liverpool-fansene fortalte. Pludselig fokuserede politiet på, hvor meget tilskuerne angiveligt skulle have drukket. En betjent fortalte: “hovedparten af supporterne syntes at være grebet af tanken om, hurtigst muligt at skaffe sig adgang til stadion, og det nu. Hvis nogen skulle komme til skade, hvad så?... De virkede fanatiske for at komme ind… selv om jeg ikke syntes det i øjeblikket, så tror jeg nu, at fansene forsøgte at storme billetlugerne”.

Det var tydeligt, at situationen udenfor stadion, men indenfor yderportene nu var ude af politiets kontrol. Indenfor blev det noteret, at de fans, som kom igennem lugerne, så “forpinte” ud. De syntes at forsøge igen at få vejret. Nogle råbte hysterisk til politifolkene indenfor, at mennesker ville komme til skade, hvis der ikke blev taget hånd om situationen udenfor. Radioproblemer gjorde det vanskeligt for politifolkene indenfor at finde ud af, hvor alvorlig situationen udenfor rent faktisk var. Nogle fans klatrede simpelt hen over muren og ned på den anden side af billetlugerne. De blev hjulpet af betjente, som fandt ud af, at presset udenfor var umådelig stort. Børn blev sendt henover folkemængden på skuldrene af folk, så de kunne undslippe det massive pres. Dette blev også bemærket af politifolk på heste udenfor. Der var nu panik i luften, og politiet forsøgte forgæves at anmode folk om at træde tilbage. Dette var umuligt. Folk havde tydeligvis problemer med at trække vejret.

Fans fortalte en anden historie end politiets. Flere bemærkede en åbenlys mangel på politi-tilstedeværelse udenfor stadion. Én hørte politifolk bebrejde fans, at de kom for sent, og mange fortalte de tilstedeværende politifolk, at situationen var alvorlig og på vej ud af hænderne på politiet. Der var ingen, som sørgede for at filtrere menneskemængden. En fan fortalte siden hen, at han hørte en betjent sige, at der var masser af plads indenfor. De gik derfor igennem tunnelen og ned til afsnit 4.

Øjenvidneberetningerne er mange, og alle fortæller de samme historie. Der var overhovedet ikke styr på situationen. De fleste ankom til området mellem kl. 14 og kl. 14.45, sådan som man kunne forvente. Flertallet ankom ifølge disse beretninger ikke senere end normalt, sådan som politi og medier siden ville hævde. Alle var klar over, at adgang til stadion ville være alles redning, og da man så en ung tilhænger blive afleveret henover hovederne på mængden, gik det op for folk, at mennesker oppe foran ville dø, hvis ikke noget blev gjort ved situationen.

En politiinspektør råbte, at man måtte åbne udgangsportene ved siden af billetlugerne for at mindske presset. Politikommissær Marshall var skeptisk overfor at efterkomme denne anmodning, da han følte at det at give folkemængden adgang til stadion ville ophæve arbejdet for at forhindre hooliganisme indenfor. Kommunikationen mellem betjentene udenfor og i kontrolboksen var svær, da en fejl opstod i radiosystemet, netop da man havde mest brug for at det virkede. Marshall besluttede, på baggrund af den “ekstreme uro” i ansigtsudtrykket på sin inspektør, at den eneste praktiske måde at forhindre dødsfald udenfor stadion ville være at åbne udgangsportene.

- Jeg kontaktede kontrolrummet via radioen og bad om tilladelse til, at portene i Leppings Lane enden blev åbnet. Der var intet svar, fortalte kommissær Marshall senere. Da der ikke kom noget svar, regnede Marshall med at det skyldtes, at hans radio var defekt, og han fik derfor straks fat i en kollegas radio, hvorefter han gentog sin anmodning overfor den øverste ledelse, Duckenfield og Murray, i kontrolboksen. “Der var intet svar”, fortalte Marshall igen.

Kontrolboksen på Hillsborough var placeret i en hævet position over Leppings Lane tribunen i den sydvestlige ende. Den gav et fint udsyn over ståtribunen, og der var med hjælp fra overvågningskameraer mulighed for at følge udviklingen udenfor stadion. David Duckenfield kunne omkring kl. 14.30 se, at mængden blev større, og han spurgte derfor Bernard Murray til råds. Denne svarede, at med en halv time til kick off, så skulle de nok få dem alle sammen ind til tiden. En eventuel udsættelse af kampen blev også diskuteret mellem de to mænd, og man var tidligere blevet enige om, at en sådan udsættelse krævede et “identificerbart problem” såsom en alvorlig hændelse, en ulykke eller tåge på the Pennines (bjergkæde mellem Liverpool og Sheffield). Man ville ikke udsætte kampen af hensyn til mennesker, “som var ankommet til området i rimelig tid, men som havde valgt ikke at søge ind på stadion umiddelbart efter ankomsten.” En udsættelse afhang altså med andre ord utroligt nok af, om de to politichefer mente, at et pres udenfor var selvforskyldt eller ej!

Kommissær Marshalls første anmodning om at åbne portene blev modtaget i kontrolboksen kl. 14.47. Duckenfield var ikke meget for at åbne porten, idet også han tænkte, at man hermed ville opgive at udelukke fulde og billetløse fans fra stadion. Duckenfield kiggede på skærmen, som viste port C og så tilsyneladende porten blive tvunget åben. Han tænkte, “hvis portene alligevel blev tvunget åbne, hvorfor bliver jeg så spurgt?” Sandheden var, at det faktisk var politiet selv, som havde åbnet porten for at smide en fan ud! Andre fans havde dermed fået adgang til stadion, men porten blev lukket igen umiddelbart efter. Duckenfield troede på dette tidspunkt fejlagtigt, at fans havde tvunget porten åben.
Da kommissær Marshalls anden anmodning kom ind over radioen, kunne der dog ikke være nogen tvivl om, at dette ikke var tilfældet. Der var nu nærmest tale om et krav fra Marshall: “Åbn portene eller folk vil blive alvorligt skadede eller dø!” Duckenfield var tavs, men tænkte: “En mand som jeg har kendt i mange år, en mand som jeg respekterer og beundrer, krævede noget af mig, som jeg normalt ikke ville give… jeg tog det synspunkt, at Marshall fortalte mig, at medmindre jeg åbnede portene, ville det medføre alvorlig skade og mulige dødsfald…"

Kommissær Murray, Duckenfields højre hånd i kontolboksen, brød den lange tavshed og spurgte: “Mr. Duckenfield, vil du åbne porten?”

Duckenfield mumlede: “Hvis det er sandsynligt, at der vil være alvorlige skader eller dødsfald udenfor, så har jeg intet andet valg end at åbne porten.” Han så på Murray og sagde “Åbn portene”.

- Det første jeg bemærkede var, hvor stort et hul den [Leppings Lane tribunen] var. Jeg kom ind omkring 13.15 og gik rundt oppe bag tribunen – der var intet. Toiletterne var forfærdelige. Vi gik ned gennem tunnellen, og det første jeg tænkte på, var burene. Det var overhovedet ikke ligesom the Kop på Anfield.

Citatet er naturligvis fra én af de overlevende på Hillsborough, men der var mange som sagde stort set det samme om det første møde med Leppings Lane-tribunen. Den centrale del af tribunen – på Hillsborough de to bure 3 og 4 – blev naturligvis fyldt op først, ligesom på stort set alle andre stadions til alle andre fodboldkampe, idet mange fans foretrækker at have et centralt udsyn over banen. Det var bestemt ikke noget, som politiet ikke kunne have forudset, ligesom det ikke kunne have kommet som en overraskelse, at de fleste tilskuere ville dukke op ved indgangene i den sidste time inden kick-off.

Flere fans bemærkede senere, at det havde virket underligt, at de yderste bure var halvtomme, samtidig med at de centrale blev så hurtigt fyldt. Flere fans fortalte bagefter, at de med stort besvær havde kæmpet sig vej op igennem tunnelen ved omkring 14-tiden, fordi de fandt overbefolkningen decideret “ukomfortabel”, men det var ikke muligt blot at bevæge sig “sidelæns”, altså ud mod hjørnerne, på grund af inddelingen af tribunen i bure.

Tribunen var nomineret til 10.100 mennesker, og hvert af de to centrale bure skulle kunne holde 2.100 mennesker. Det eneste, der blev kontrolleret, var dog, hvor mange som kom igennem tælleapparaterne, og overbefolkning var derfor absolut muligt. Allerede omkring kl. 12 havde politiassistent Creasor spurgt Bernard Murray, politi-kommissæren, om ikke man skulle fylde ét bur ad gangen. Murray havde svaret, at alle burene skulle holdes åbent fra starten, og man skulle så lade fansene “finde deres eget niveau”. Et eksempel på den selvtilfredshed, som var blevet fremherskende i forbindelse med sikkerheden omkring afviklingen af fodboldkampe på det tidspunkt. Den øverste chef - David Duckenfield - troede fejlagtigt, at styringen af folkemængden og kontrol var Sheffield Wednesdays og dermed klubbens kontrollørers ansvarsområde. Han antog, at klubben sørgede for at styre tilskuerne, når først de var kommet indenfor, men han havde ikke haft kontakt med klubben omkring ansvarsområderne. Billeder som blev taget omkring en halv time før kick-off viser tydeligt, at bur 3 og 4 var fyldte, mens 1,2 og 5 var halvtomme. Det kunne også tydeligt ses fra kontrolboksen.

Da Duckenfield (som omtalt i forrige afsnit) gav ordre til at åbne port C, på grund af det store pres udefra (som igen skyldtes et alt for lille antal billetluger) øgede det naturligvis presset inde på stadion. Fans, som kom ind igennem porten, fortalte senere om, hvor lettede de havde været over at være sluppet for det enorme pres, og de kunne også berette om politiets tilstedeværelse umiddelbart indenfor stadion, men intet blev gjort for at filtrere menneskemængden. På samtlige Leppings Lane-billetter stod der et stort “B” – det samme som var placeret ved den port, som umiddelbart indenfor på stadion førte til de to centrale bure.

Tilhængerne, som efterhånden havde travlt, hvis de skulle nå ind til kampens start, havde ingen jordisk chance for på forhånd at vide, at der var en anden vej ind til yderburene 1,2 og 5, for der var ingen – hverken Sheffield Wednesdays kontrollører eller politifolk til at lukke adgangen til 3 og 4 af og føre dem mod de øvrige bure – som man ellers havde gjort det til semifinalen året før. Én af de allermest afgørende faktorer var, at ingen fortalte dem, at billetten også gav adgang til de stadig halvtomme bure i hjørnerne. Det var her, David Duckenfield og politiet begik en alvorlig og dyr fejl, som kom til at koste 96 mennesker hjemturen og resten af livet. Over 2.000 mennesker fik i de ganske få øjeblikke adgang til stadion, og de fleste kom igennem tunnelen nedad mod bur 3 og 4, som altså pludselig indeholdt det dobbelte af kapaciteten.

Da holdene kom på banen var publikum i de øvrige dele af stadion højlydte og sang og tiljublede spillerne, efterhånden som navnene blev læst op. I bur 3 og 4 skreg folk, mens andre mistede bevidstheden. De følgende er udsagn fra fans i de to bure:

- Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg har oplevet pres tidligere, hvor man kan lette det en smule ved at dreje sig eller finde lidt plads. Dette var anderledes. Det var et virkelig hårdt pres. Så slog det mig, at jeg ikke kunne få vejret.

- Jeg kunne ikke tro, hvad der skete. Ingen kunne flytte sig, ikke en centimeter. Folk omkring mig var forvredne i hvad end position, de var blevet mast sammen. Hoveder var låst mellem arme og skuldre, ansigterne gispede i panik.

- Jeg havde været i pressede folkemængder tidligere, men jeg vidste, at dette var anderledes. Vi havde alle haft det ubekvemt i næsten en halv time, men vi troede, at det ville løse sig selv, så snart alle var inde og kampen gik i gang. Det skete ikke. Da holdene kom på banen, syntes det at stramme yderligere. Jeg var bøjet forover ved livet med hele min vægt pressende ind på folk foran. Først var smerten i ryggen skarp, men så var det i brystet. Pludselig slog det mig, at jeg var ved at dø.

I bur 3 var det – som folk beskriver – rent kaos. Presset var så stort, at de fans som stod forrest, fik mast ansigterne ind i hegnet, som adskilte tribunen fra banen. De fleste af disse mennesker var stille, enten allerede besvimede eller ude af stand til at få vejret.

- Jeg opdagede pludseligt, at fyren ved siden af mig var død, hans øjne bulede ud og tungen stak ud af munden. Det var grufuldt. Folk havde mistet kontrollen over deres kroppe og lugen var forfærdelig.

- Jeg så en ung dreng falde ned og vidste, at det var slut for ham. Han gik ned under folks fødder, men ingen kunne gøre noget ved det. Presset var for stort. Jeg husker masser af mennesker råbe til politiet foran dem, at de skulle åbne portene, men de syntes bare lamslåede. De gjorde ingenting.

- Vi sloges for vore liv. På et tidspunkt kiggede jeg over på ham… [vidnets søn] …han så lidt bleg ud, men jeg troede, han var ok, og at jeg var på vej til at dø. Mit armbåndsur blev revet af, og en eller anden tog en bid af min skulder fordi de må have været i stor smerte…Folk råbte til ham [politibetjenten], at han skulle åbne porten eller gøre noget, og han ignorerede bare disse råb. (Denne mands søn døde).

- Jeg kom til et punkt, hvor jeg ikke kunne få mig selv op, da en eller andens hånd kom ud af det blå og trak mig op ved håret. Personens hånd mistede taget, kom så igen og trak mig op endnu en gang. Denne gang kunne han med lidt hjælp fra mig selv få mig i en hovedlås. (Efter selv at have reddet et liv, mistede redningsmanden og dennes bror begge livet).

Kampen inde på banen var nu i gang, da en stålbarriere i bur 3 – nærmest et stålrør som forhindrer kraftig bevægelse fremad ved eksempelvis scoringer – på ét af de nederste trin knækkede under vægten af de mange fans helt oppe bag fra tribunen. Folk bag den faldt ned oveni de allerede bevidstløse foran, og det hele var én stor bunke af mennesker – døde, levende og bevidstløse.

Bagerst på tribunen forsøgte folk ved hjælp oppefra at kravle op i selve West Stand, som var placeret over Leppings Lane ståtribunen. Det mest vanvittige var dog, at fans oppe foran, som forsøgte at klatre over hegnet ind mod banen for at undslippe døden, blev skubbet tilbage af politibetjentene. Under fødderne var nu døende kroppe. Eddie Spearritt var med sin 14-årige søn Adam, og begge var placeret i bur 4. Eddie fortalte:

- På dette tidspunkt var Adam besvimet, og jeg sagde ordret “min dejlige søn er ved at dø”, og jeg tiggede ham [betjenten] om at hjælpe, og han gjorde ingenting. Han stod bare der og kiggede på mig, så jeg tog fat i Adam. Han havde en træningsdragt på, og jeg tog fat i hans opslag og prøvede at løfte ham over hegnet, og hegnet er omkring tre meter højt med pigge som peger indad. Jeg kunne ikke løfte ham.

Så begyndte jeg at slå på hegnet, i håb om at kunne slå det ned… jeg havde ikke succes med det, og det eneste jeg fik ud af det, var at mine hænder blev dobbelt størrelse og fuld af huller hvor jeg havde slået på hegnet. Ingen åbnede den port. Lige i begyndelsen, da jeg tiggede betjenten om at åbne porten, hvis han havde åbnet den, så ved jeg at jeg kunne have fået Adam ud. Jeg ved det, fordi jeg var der, og jeg ved hvordan situationen var. Eddie, nu panikslagen og desperat, fulgte sin søn ind i bevidstløsheden.

Folk begyndte på dette tidspunkt at dø, fordi der på politiets ordre var blevet lukket for mange mennesker ind af yderportene på én gang, og fordi der ikke var andre synlige indgange til selve tribunen end den tunnel som førte direkte ned til bur 3 og 4. Der var intet personale eller politi til at lukke området af og lede folk til de stadig halvtomme bure i hjørnerne.

Til gengæld var der masser af politifolk nede foran tribunen, hvor det høje hegn sikrede at fansene ikke umiddelbart kunne få adgang til banen. Luften var fyldt med skrig og desperation, hvordan kunne man fra politiets side overhovedet tro at det var hooliganisme?

En politibetjent kunne se at folk blev mast op ad hegnet nede ved banen, og der blev råbt fra fansene indenfor at de skulle åbne portene. Han prøvede at få kontakt med kontrolrummet via sin radio, og spurgte om porten kunne åbnes. Han modtog intet svar. Han fortalte senere: ”Lyden var forfærdelig og folk skreg, en anderledes slags skrig og jeg åbnede porten helt. Jeg så mennesker som blev presset ind mod hegnet som var ved at blive blå i hovederne. Jeg sendte en ny radiobesked. ”Dette er alvorligt. Folk er ved at dø hernede.” Jeg forsøgte at trække folk ud igennem porten men de var fuldstændig låst fast. Kvinden [omtalt tidligere]…var ved at få en mørk farve i hovedet og jeg gestikulerede for at få folk tilbage men blev spyttet på og nogen råbte ”Fuck off, copper”.

Efter at politichefen David Duckenfield havde beordret yderporten åbnet - som tidligere omtalt - havde han ifølge eget udsagn holdt øje med bevægelser og besværligheder i menneskemængden, og fra hvor han stod ”så han ikke at der var en tæthed”. Han fortsatte: ”Jeg havde holdt øje med Leppings Lane og jeg havde ikke set nogen indikation på noget som fik mig til at tænke at der var noget unormalt i gang…tribunen syntes i orden.” En chokerende bemærkning fra en mand som stod placeret nærmest lige oven over de omtalte tribuneafsnit.

Duckenfield regnede med at der var personale indenfor til at guide fans til de tomme tribuneafsnit. Endnu et tegn på at han slet ikke var klar til så stor en begivenhed som en FA Cup semifinale, og han kunne tilsyneladende heller ikke se at de centrale afsnit var fyldt til mere end bristepunktet. Heller ikke til trods for at han selv bagefter fortalte Lord Taylor at han havde observeret folk klatre over hegnet ind til de omkringliggende afsnit. Da han kiggede ned, så han en port blive åbnet nede ved selve banen, og et par personer komme ud på arealet mellem banen og tribunen. Han troede nu at det var folk der bare udnyttede en mulighed for at komme tættere på banen. Han troede det var starten på en decideret invasion af banen, en 'pitch invasion'. Det var dette budskab som nåede frem til de øvrige politibetjente omkring Leppings Lane. De fik besked på at de skulle komme ned til banen, men de var slet ikke klar på at håndtere en katastrofe. De troede de skulle holde øje med ballade. De troede der var tale om hooliganisme.

Det var et frygteligt syn der mødte dem. I afsnit 3 var en bunke af mennesker 10-12 meter tilbage fra det forreste hegn. En af politifolkene sagde bagefter at han troede at de var faldet efter at presset var blevet lettet og at de derfor nu ville rejse sig op. Det gjorde de ikke. En anden vurderede at der var tale om godt 50 mennesker ”flettet sammen” i bunken. ”De var livløse, deres øjne uklare…andre klagede sig, andre som var fanget af legemsdele skreg efter hjælp.” Bunken syntes at være ”6 eller 7 [mennesker] høj.

Det var umuligt at komme til at få folk ud, uden at træde på de mange mennesker, og det var umuligt at se, hvem der var døde og hvem der stadig var i live og hvem der ville overleve. Det var simpelt hen et spørgsmål om held. Duckenfield var på dette tidspunkt ude af i stand til at give en præcis forklaring på, hvad der skete, udover at en mulig invasion af banen havde resulteret i at kampen var blevet stoppet (af politiet). Dette på trods af at han altså var placeret umiddelbart ovenover Leppings Lane tribunen i hjørnet. Han havde uforstyrret udsyn over hele situationen.

Ikke længe efter kl. 15.15 ankom Graham Kelly og Glen Kirton fra det engelske fodboldforbund i kontrolboksen. Også Graham Mackrell fra Sheffield Wednesdays bestyrelse var til stede. Duckenfield fortalte dem at Liverpool fans havde stormet yderport, og skabt et pres ind på stadion, ned igennem tunnelen og oveni de folk som allerede befandt sig i de centrale afsnit. De første frø til hvad der senere blev en kamp for retfærdighed blev her lagt af en løgnagtig og yderst inkompetent politichef. Hvis han på dette tidspunkt havde haft den anstændighed at fortælle sandheden om, hvad der netop var foregået, ja så kan det sagtens være at jeg ikke sad og skrev dette i dag.

Graham Kelly talte umiddelbart efter til den samlede presse og i god tro gengav han Duckenfields løgn. Indenfor få minutter blev det bragt verden over. Der havde fundet en stor katastrofe sted – og det var Liverpool fansenes skyld!

Denne version af begivenhederne skulle senere vise sig uhyre vanskelig at fjerne fra folks bevidsthed. Det er faktisk ganske nemt at argumentere for at det endnu ikke er lykkedes, især når man i forbindelse med sidste sæsons kvartfinaler mod Juventus i flere af de skrevne medier herhjemme kunne læse en opremsning af de største episoder med hooliganisme i 70'erne og 80'erne og se Hillsborough nævnt. Duckenfield fik større indflydelse på mange menneskers liv end han nok havde forestillet sig, da han takkede ja til at efterfølge Brian Mole som leder af begivenheden Liverpool-Nottingham F 15. april 1989.

Pludselig var banen forvandlet til en scene fra en krigsfilm. En slagmark med massevis af mennesker rendende frem og tilbage med døde og livløse kroppe. Mange blev placeret på banen, nogle båret på reklamebannere. David Hughes fortæller om scenerne:

- Jeg bemærkede en St. John's Ambulance-hjælper, en dreng måske omkring 12 år gammel, som stod ved siden af banen foran os, og han skreg hysterisk. Han var til kampen for at give førstehjælp til fans hvis nødvendigt, men intet i hans træning kunne forberede ham på dette. En anden af St. John's-hjælperen, en pige på omkring 17 skreg til ham ‘gør noget for at hjælpe dem'. Det er en scene, jeg aldrig vil glemme.”

Politichefen Bernard Murray, der var sendt ned på banen for at undersøge, hvad der var galt, bad straks om at få tilkaldt massevis af ambulancer. Senere blev der også anmodet om hydraulisk klippeudstyr til at klippe hegnet op, men udenfor vidste politiet ikke, hvad der foregik indenfor, og man fortalte derfor personalet med dette udstyr, at det var der ikke behov for.

En sportshal ved siden af stadion blev i hast oprettet som midlertidigt lighus, men alt var stadig kaos. Forsøg på genoplivninger foregik alle steder. En læge bekræftede siden, at han erklærede 20 dødsfald i hallen omkring klokken kvart i fire. Der blev givet ordre til, at ligene skulle blive i sportshallen indtil de var blevet fotograferet og identificeret.

Indenfor den første time ankom 88 personer til Northern General hospitalet. 11 blev erklæret døde ved ankomsten, 56 blev indlagt og 21 behandlet og udskrevet. På Hallamshire ankom 71. Én var død ved ankomsten, 25 blev indlagt, og 45 behandlet og udskrevet. Prioritering var vigtig; det handlede om at redde liv. Ligene blev returneret til sportshallen ved stadion.
En ungdomsklub tæt på Hammerton Road politistationen blev åbnet til at huse pårørende og overlevende, som stadig ventede på at høre nyt om venner og familiemedlemmer. Da embedsmanden for ligsyn ved kontroversielle dødsfald, Stefan Popper, som havde givet ordren til at benytte hallen som midlertidigt lighus ankom, autoriserede han straks, at der blev taget blodprøver af samtlige døde for at fastslå alkoholpromillen. På trods af at mange af ofrene var meget unge, fik samtlige taget prøven.

Men hvorfor? Det var aldrig sket ved tidligere katastrofesituationer i Storbritannien. Der var intet, som retfærdiggjorde denne påtrængende handling, men den antog at ofrene havde været fulde og derfor kunne have bidraget til egen og andres død. Den garanterede, at beskyldninger om fuldskab ville forblive i fokus, hvilket sårede pårørende, da de følte at offentliggørelsen af ofrenes navne udelukkende ville medvirke til at bringe skam over deres liv.

Pårørende, som ankom til hallen for at få svar på, om deres pårørende var blandt ofrene, blev interviewet – eller snarere forhørt – af politi omkring deres handlinger i løbet af dagen. Samtalerne handlede om alkohol, off-license butikker (der sælger øl) og supermarkeder, og folk blev spurgt, om de havde drukket inden kampen og om de havde set andre drikke meget eller opføre sig dårligt. Det var typisk disse områder, politiet var interesseret i, for at “opbygge et billede af hele dagen”.

Undersøgelser blandt ofrenes familier viste bagefter, at de alle følte, at den behandling, de fik i hallen, var rystende dårlig. Kun én familie ad gangen blev lukket ind i hallen, men først efter at have kigget samlingen af fotografier af uidentificerede lig igennem.

Én kvinde fortalte, at de blev ført ind i hallen, hvor hendes søn, James Delaney, lå på en vogn i en pose med nummeret 33 udenpå. De bøjede sig ned for at kysse James og snakke til ham, og da de rejste sig op, forsøgte en politibetjent at føre dem ud, helt ud af hallen. Moderen sagde, at holdningen var, at nu havde vi identificeret nummer 33, så nu kunne vi bare gå. James' forældre tryglede om at få lov til at blive hos deres søn, men det blev afslået.

Margaret Aspinall, hvis søn James var blandt ofrene, ankom sammen med sin mand næste dag til Medico-Legal Centeret, men fik kun lov at se James igennem glas. “Jeg sagde, jeg ville have ham med hjem, men de sagde, at han ikke tilhørte mig. Han tilhørte embedslægen, det var den mest forfærdelige ting at tvinge en mor igennem.”

En chef fra Sheffields ambulance-service udtalte siden kritik af proceduren omkring identifikationen af ofre. “Vi var tvunget til at stå og lytte til identifikationen af over 60 mennesker. Skrigene og gråden kunne høres overalt. Det var forfærdeligt og noget jeg aldrig vil glemme,” sagde han.

Politikommissær Addis som stod for proceduren sagde bagefter, at den efter omstændighederne var korrekt, og at den fungerede godt. Han sagde: “Klokken halv fem om morgenen var 74 af de [på det tidspunkt] 94 lig blevet identificeret. Dette var førsteklasses. ”De resterende blev flyttet til Medico-Legal Centre, hvor de kunne blive identificeret senere. En time senere var alle ligene blevet overført.

Det var en procedure, som tilgodeså politiets behov for pragmatisk og professionel håndtering. Phil Scraton skriver i sin bog Hillsborough The Truth videre, at proceduren behandlede pårørende som objekter på et samlebånd. Ved hvert stadie af processen blev de nægtet basale rettigheder og behov.

Ambulance-chefen udtalte: “Det var fuldstændig unødvendigt, at folk skulle gennemgå den lidelse, præsentationen af et lig til identifikation er et tidspunkt for de nærmeste at komme overens med et chok, det er en meget vigtig del af sørgeprocessen, ligene skulle præsenteres rene, vaskede, håret i orden, med værdighed på en menneskelig facon, ikke i en ligpose.”

Historierne er næsten lige så mange som ofrene, men alle beskriver de en horribel dag og nat for de efterladte familier, men helvede var på ingen måde overstået for familierne. I dagene derefter berettede officielle kilder om, hvordan tusindvis af Liverpool fans var ankommet fem minutter inden kick-off. Jacques Georges, UEFA's præsident, kom med stødende kommentarer, som sammenlignede Liverpools fans med vilde dyr. Adskillige aviser rapporterede, hvordan Liverpools fans havde tvunget sig adgang til stadion.

Den 18. april – tre dage efter – skrev Sheffield Star at bøller havde angrebet ambulancefolk og urineret på politifolk, som forsøgte genoplivning. Irvine Patrick, et lokalt medlem af parlamentet udtalte på ITV, at han havde talt med politifolk, som fortalte, at de var blevet angrebet, sparket og slået.

Dagen efter gik morgenaviserne i krig. The Suns forside lød “THE TRUTH: Nogle fans stjal fra lommerne af ofrene; nogle fans urinerede på modige politifolk; nogle fans tævede politibetjent under genoplivningsforsøg”. Det kom senere frem, at Kelvin Mac-Kenzie, avisens redaktør, oprindeligt ville have brugt overskriften “YOU SCUM”. Flere andre aviser havde lignende historier, men ikke så brutale som dem nævnt her. Taylor rapporten, som senere blev sat i værk for at undersøge katastrofen, tilbageviste samtlige disse beskyldninger. Ikke et eneste vidne (ud af flere tusinde) havde bekræftet beskyldningerne, og Taylor kritiserede samtidig de, som kom med dem, og de som viderebragte dem. Lord Taylor sagde, at de havde været bedre tjent med at tie stille.

Men på det tidspunkt var aviserne ligeglade. Beskyldningerne blev i det store hele stående, og det blev et kendt “faktum”, at Liverpool fans slog deres egne ihjel. En mor til et af ofrene udtalte om situationen: “Vi opdagede hurtigt, at vi ikke kun var i en kamp for retfærdighed for de, som døde, men også for at rense dem og de fans, som overlevede.”

Indkast.dk takker Liverpools danske fanklub for deres medvirker til denne artikel.



Magasin-artikler
Dem skal du holde øje med til U21-EM
Indkast.dk kommer her med sit bud på hvilke spillere der er værd at holde et ekstra øje med til det kommende U21-EM i Polen.
Nu på fredag starter U21-EM, hvor der er 12 lande med heriblandt Danmark. Slutrunden bliver spillet i Polen fra den 16-30. juni.

Vi har her på Indkast.dk valgt at fremhæve en spiller fra hvert land, som kan gå hen og blive en afgørende faktor, hvis man gerne vil nå langt i turneringen. Her er vores 12 udvalgte spillere.


Enis Bardhi (21), Makedonien:
Offensiv midtbane

Det lille land på Balkan-halvøen flyder ikke over med store stjerner på sit U21-landshold, men Enis Bardhi er den spiller, man skal holde øje med, når makedonerne løber på banen. Den offensive midtbanespiller fylder trods sine beskedne højde på 1,72 godt på banen. Han har haft en rigtig god sæson for sit ungarske klubhold Ujpest, hvor han blev holdets topscorer med 12 mål, mens han assisterede syv, selvom holdet endte på en skuffende syvendeplads. Bardhi har spillet seks A-landskampe, mens han på U21-landsholdet har elleve optrædener. Makedoneren spillede desuden i Brøndby som U19-spiller, men slog aldrig igennem.


Andrija Zivkovic (20), Serbien:
Højre kant

Den unge kantspiller debuterede på A-landsholdet før U21-landsholdet, og der er ingen tvivl om, at Benfica-talentet besidder kvalitet. Det blev ikke til så mange mål i hans første sæson hos portugiserne, men elleve oplæg i de 24 kampe han fik henover sæsonen viser, at Zivkovic sætter sine medspillere op, og har del i mange mål. Inden han satte sin underskrift på kontrakten med Benfica var han da også eftertragtet hos flere store klubber, og det er ganske forståeligt.


Alexander Fransson (23), Sverige:
Defensiv midtbane

Basel hentede Alexander Fransson i januar sidste år fra Norrköping, som midtbanespilleren var med til at gøre til mestre i 2015. Han har gennem U21-kvalifikationen bidt sig fast inde på midtbanen, mens han også har spillet en håndfuld kampe for A-landsholdet. Han bliver en vigtig brik for svenskerne i kampen for at forsvare EM-guldet.


Stanislav Lobotka (22), Slovakiet:
Central midtbane

FC Nordsjælland-spilleren er muligvis ikke en man lægger så frygtelig meget mærke til i kampens hede, men man skal ikke tage fejl af Lobotkas vigtighed. Midtbane-profilen har spillet fuld tid i alle kamp bortset fra én i den netop forgangne Superliga-sæson, og på U21-landsholdet er han da også den spiller med mest landsholdserfaring. Hele 27 kampe er det blevet til, mens hans debuterede på A-landsholdet tilbage i november.


Vaclav Cerny (19), Tjekkiet:
Højre kant

Den blot 19-årige tjekke spiller ganske vidst kun på Ajax Amsterdams reservehold, men her er han til gengæld en stor profil. I denne sæson spillede han 28 kampe med 15 mål til følge samt otte assists. Han fik samtidig fem kampe for førsteholdet, men det kan kun være et spørgsmål om tid – eller et salg af én af Ajax' offensive profiler – før Cerny er at finde på kanten ved siden af Kasper Dolberg. Cerny har optrådt for alle Tjekkiets ungdomslandshold, og på U21-holdet har han bidraget med syv mål i sine elleve kampe.


Karol Linetty (22), Polen:
Central midtbane

Linetty er stenhammerende sikker, når Sampdoria-træner Marco Giampolo skal sætte sit hold. 35 kampe i maskinrummet i en fin sæson for Serie A-klubben, der endte med en 10. plads, blev det til, og det vidner om en god første sæson for polakken. Linetty har spillet tre gange så mange A-landsholdskampe som U21-kampe, og det er derfor en erfaren mand, som polakkerne har med til at styre begivenhederne på midtbanen.


James Ward-Prowse (22), England:
Central midtbane

Det er en meget erfaren spiller, da han er fast mand i Premier League for Southampton, der sluttede på en ottendeplads, hvor det blev til fire mål og fire assists i sidste sæson. På dette U21-landshold er han dødboldsspecialist, og han er manden der skal binde holdet sammen, da meget af spillet går gennem ham.


Renato Sánchez (19), Portugal:
Højre kant

En erfaren ung mand, der allerede har etableret sig på højeste niveau. Det portugisiske stortalent spiller til daglig i Bayern München, hvor han har spillet halvdelen af kampene i den tyske Bundesliga. Han ved, hvad der skal til for at nå langt i en slutrunde, da han sidste sommer vandt EM med det portugisiske landshold i Frankrig. Skal med sin speed, teknik og målfarlighed bidrage til, at holdet når langt ved dette U21-EM.


Saul Niguez (22), Spanien:
Central midt / højre kant

Han er etableret La Liga-spiller hos Atlético Madrid, hvor han har lært meget af at spille sammen med den rutinerede Gabi. Saul ved hvad det kræver at nå langt i en turnering, da han blandt andet to gange har nået finalen i Champions League. Han spillede 87% af kampene i La Liga i sidste sæson, hvor det også blev til fire mål og tre assists. I sidste uge var han også med det spanske A-landshold til deres venskabs- og VM-kvalifikationskamp, hvor han blev skiftet ind til allersidst. Så det er en ung spanier, der er godt på vej til at etablere sig som fremtidens mand.


Lucas Andersen (22), Danmark:
Offensiv midtbane / kantspiller

Den tidligere Ajax-spiller blev ikke udtaget til det sidste U21-EM, men han har stadig spillet mange kampe for det danske U21-landshold, og er denne gang retfærdigvis udtaget til slutrunden i Polen. Han skal med sine offensive kvaliteter, gode overblik og målnæse være en medvirkende faktor til, at Danmark får et godt resultat med hjem. Den unge dansker spiller til daglig i Grasshoppers i Schweiz, hvor han i den netop afsluttede sæson scorede seks mål.


Max Meyer (21), Tyskland:
Offensiv midtbane / kantspiller

Den unge tysker spiller fast for Schalke 04 i den tyske Bundesliga, hvor han dog sad ude med en skade i de sidste fire kampe. Det blev alligevel til, at han spillede 79% af kampene. Han er en kreativ og driblestærk spiller, så meget spil går igennem ham. Han var med til at vinde OL-sølv ved OL i Brasilien. Og spiller han op til sit vanlig niveau, så kan Tyskland få en rigtig flot slutrunde.


Federico Bernardeschi (23), Italien:
Angriber / højre kant

Han har spillet en rigtig flot sæson for Fiorentina i Serie A med 11 scoringer til følge. Hans flotte præstationer har gjort, at han har fået debut på det italienske A-landshold. Han kan spille positionen helt fremme som angriber, eller bruges som kantspiller. Med sin gode teknik, gode afleveringer og målfarlighed skal han sørge for Italien når langt til EM-slutrunden. Han var også med det italienske A-landshold i VM-kvalifikationskampen mod Liechtenstein, hvor han endda også scorede sit første mål.

Læs hele artiklen
The Young Lions – hvem er de?
Søndag vandt England deres største trofæ siden 1966, men hvem er disse unge spillere? Indkast.dk har kigget nærmere på holdet.
I 1966 løftede Bobby Moore den legendariske pokal ”Jules Rimet” på hjemmebanen - Wembley, men siden er det knebet meget med succeserne for den fodboldtossede nation. Måske er der noget nyt på ”trapperne”…

For med finalesejren til VM for U/20-landshold over Venezuela er der kommet yderligere optimisme i engelsk fodbold, hvilket ikke mindst skyldes store talenter som Liverpools nytilkomne Dominic Solanke og Everton-spilleren Ademola Lookman.

Disse spillere har U/20-landstræner Paul Simpson sat godt op, og måske ikke så underligt, da træneren selv som aktiv var en skrap offensiv midtbanespiller med over 800 kampe for blandt andet Manchester City. Simpson spillede i flere nordengelske klubber, og han virker også til at være glad for spillere i den region. Hele syv spillere er fra Merseyside-klubberne Everton og Liverpool. Disse spillere har faktisk haft ganske meget modgang igennem turneringen, som da Italien bragte sig foran efter blot et par minutters spil i semifinalen, men England vandt – med disse spillere i startopstillingen i finalen:


Freddie Woodman
Den engelske landstræner Gareth Southgate er gudfader til den 20-årige målmand, som spiller for Premier League-oprykkerne fra Newcastle – eller rettere… han har faktisk ikke spillet seniorkampe for klubben – endnu.


Jonjoe Kenny
Meget spændende højreback fra Everton, som har tilkæmpet sig spilletid på Ronald Koemans mandskab. En af de største stjerner under hele turneringen.


Fikayo Tomori
Central forsvarsspiller som har fået størstedelen af sin fodboldopdragelse i Chelsea, men som i sidste sæson var udlånt til Brighton.


Jake Clarke-Salter
Har været en solid anfører på det Chelsea-ungdomshold, som har haft meget succes. Han har været udlejet det meste af seniorkarrieren. Disse ophold har givet forhåbninger om en spændende fremtid.


Kyle Walker-Peters
Har samme efternavn som en Tottenham-spiller, men der er ingen sammenfald – udover gode offensive kvaliteter fra venstrebacken.


Dominic Solanke
Den engelske ”10'er” er lige skiftet fra Chelsea til Liverpool og bliver udråbt til et gigantisk talent. Ifølge engelske medier skulle Liverpool have skabt kontakt til Solanke, før det var tilladt. London-klubben skulle være rasende over dette, og kigger man på den netop afsluttede turnering, er det ikke så underligt. Solanke lavede blandt andet fire mål i turneringen.


Josh Onomah
Midtbanespiller fra Tottenham. Han havde karantæne i semifinalen, men spillede stærkt i hele finalen.


Lewis Cook
Bournemouth købte midtbanespilleren i Leeds for et år siden for 60 millioner kroner, og han har været alle pengene værd.


Dominic Calvert-Lewin
Everton købte ham i sidste sæson i Sheffield United, og han er nok en spiller, som manager Ronald Koeman har givet masser af tillid og spilletid.


Ademola Lookman
Turneringens største stjerne… og nok en Everton-spiller. Blev hentet i Charlton for 70 millioner kroner i januar og kan vise sig at blive et af de bedste indkøb af i Premier League i nyere tid.


Kieran Dowell
Nok en midtbanespiller fra Everton, som også har fået spilletid og tillid af Ronald Koeman.


I finalen blev Liverpool-spilleren Sheyi Ojo indskiftet – ligesom Arsenals egenproducerede Ainsley Maitland-Niles.

Samlet set et meget stærkt hold og glem nu ikke, at et andet engelsk landshold vandt en ungdomsturnering i Toulon i weekenden efter en finalesejr over Elfenbenskysten – så det går godt for ”The Young Lions”.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Bernardo Silva – Bubble Gum
Den nye Manchester City-spiller er ikke som mange andre – måske har den indre ro skabt grobunden for at tage den næsten umulige kamp om en plads på Pep Guardiolas offensive midtbane.
Forestil dig en professionel fodboldspiller, der spiller på et af de mest ombejlede hold i Europa. Tænk at spille på det hold på et sted, hvor man næsten ikke skal betale skat samt i tillæg får livsstilen i Monaco med vanvittig luksus omkring store både og kasinoer. Tænk nu på Bernardo Silva.. så kan du godt fjerne alt fra det føromtalte sofistikerede liv…

Den portugisiske playmaker har ønsket at leve et liv langt væk fra alt dette. I Monaco boede han i en etværelses lejlighed med et mindre køkken uden en opvaskemaskine, og han tørrede sit vasketøj på den lille balkon. Værd at bemærke… så var hans ugeløn omkring 300.000 kroner. Silva kunne altså sagtens have boet under helt andre forhold, men det ønskede han bare ikke.

Ikke noget ekstravagant, store tatoveringer, røde Ferrari'er eller privatfly. Den 22-årige Silva er helt anderledes, og det har han også været på banen, når han har været styrmanden i Monaco, der har imponeret voldsomt i 2016/17-sæsonen.

Hele otte point var mestrene bedre end selveste PSG, og derudover sluttede de Champions League-gruppespillet på fornem vis i Gruppe E, hvor formstærke Tottenham end ikke fik en af de øverste to pladser. Derudover endte Monaco i CL-semifinalen, hvor Juventus blev stopklodsen.

De store præstationer havde Silva stor andele i, og det bemærkede Pep Guardiola i Manchester også. Derfor blev Silva sommerens første City-indkøb, selvom klubben i forvejen råder over offensive midtbanespillere som blandt andet David Silva, Jesus Navas, Kevin De Bruyne, Leroy Sane og Raheem Sterling. Derudover kan sidste års indkøb Nolito og formstærke Gabriel Jesus også bruges på denne position. Så City råder over mange offensive kort, men måske ikke nogen som ”den nye Silva”. Den tidligere holdkammerat Benjamin Mendy roser i hvert fald den elegante midtbanespiller.

- Jeg kalder Bernardo Silva for ”Bubble Gum”, fordi han er umulig at få bolden fra. Jeg nyder selv at se ham spille, så hvad gør fansene ikke? spørger Mendy og får opbakning af en anden holdkammerat:

- Til træning og til kampene viser Silva, at han er en kunstner. Nogle gange har vi kaldt ham for ”Alf'en”, efter de underlige ting han kan med bolden og hans lidt underlige ører, skulle Jemerson have tilføjet.



Ikke god nok til Benfica – tre år senere kostede han 400 millioner kroner
Den meget afbalancerede Bernardo Silva er ikke kun disciplineret og stilsikker udenfor banen. Han er en sand gentleman på banen og mister aldrig besindigheden. Silva har heller ikke nogen grund til at spille med musklerne, for den kamp vil han ofte tabe. Han bruger hjernen i stedet for – og det har han gjort godt.

Silva er blot 173 cm og vejer blot 62 kg, og hans store løbepensum gør, at han har udviklet sig til en ”box-to-box-spiller”, og han har udviklet sig enormt i fyrstedømmet. Han ankom til Monaco for tre år siden for lidt mere end 100 millioner kroner, men bliver solgt for næsten det firedobbelt til City.

Inden skiftet til Monaco var Silva i Benfica, hvor han end ikke trænede fast med førsteholdet, men efter tre år med Jorge Mendes har udviklingen været gigantisk – for den meget anderledes person med tyggegummiet… på støvlerne.
Læs hele artiklen
N'Golo Kante – den dobbelte mester
Midtbaneslideren er gået fra den niende bedste fodboldrække for seks år siden – til toppen af poppen. Klasse fornægter sig ikke, men talentspejderne lagde ellers ikke mærke til slideren.
Da Chelsea blev engelske mestre i 2016/17, blev N'Golo Kante den første spiller i Premier League - siden landsmanden Eric Cantona - til at vinde det engelske mesterskab med to forskellige klubber.

Ligesom ved Cantonas bedrift var der tale om en franskmand, der efter store præstationer havde påvirket to forskellige mesterhold – dog på vidt forskellig måde. Fælles er dog, at de begge har høstet stor ros, som da legenden Frank Lampard fornyelig kaldte Kante for verdens bedste midtbanespiller.

PFA og de engelske journalister var heller ikke i tvivl, da de skulle udnævne årets bedste spiller i Premier League anno 2016/17. Prisen har ellers ikke for vane at blive uddelt til midtbanespillere. Blot fem gange er det sket historien, men sjældent har det været mere fortjent.

Tidligere har Steven Gerrard, Roy Keane, Peter Reid, John Wark og Terry McDermott modtaget prisen i dens 43-årige historie, men hvordan er Kante havnet med denne flotte hæder ?


Ikke god nok til Clairefontaine
Spillere som Thierry Henry, Nicolas Anelka, Louis Saha, William Gallas, Blaise Matuidi, Oliver Giroud og Mehdi Benatia har fået deres fodboldopdragelse på den franske talentfabrik Clairefontaine, men det har Kante ikke… for midtbanespilleren blev afvist – ligesom han også blev af Paris Saint-Germain, Rennes og Loirent.

For blot seks år siden og da Kante var 19 år, spillede han således i den niende bedste fodboldrække i Frankrig. Forinden havde Kante gået på Jeunesse Sportive de Suresnes, hvor rektoren Pierre Villa indrømmer:

- Ingen troede, at Kante kunne udvikle sig, som han har gjort.


Har fattigdom skabt talentet?
Kante er opvokset i forstanderne til Paris, efter hans forældre var kommet til landet fra Mali i begyndelsen af 1980'erne, og Chelsea-spilleren har ikke glemt sine rødder samt de fattige kår fra opvæksten – med otte søskende i den lille lejlighed.

Nutidens fighteregenskaber er måske plantet i barndommen, hvor Kante – ifølge Ville – skulle kæmpe for alt. Allerede som 11-årig mistede midtbaneslideren sin far, så på sidelinjen i ungdomsårene kom der sjældent kommentarer fra Kantes forældre, og faktisk var det hans ældste søster, der tog sig af ham. På trods af den manglende opbakning trænede den lille Kante med de spillere, der var et år ældre. Her spillede han med en meget stor disciplin og udviste venlighed samt vidste sig som en meget høflig og harmonisk ung mand.

Dette var dog ikke noget, som talentspejderne lagde mærke til. De jagtede de elegante og målrige offensive spillere – så ikke mange lagde mærke til den lille hårdtarbejdende midtbanespiller. Arbejdsradiussen fejlede dog ikke noget, og til en tre km løbekonkurrence med over 100 børn i mange forskellige aldre var Kante en klar vinder.


Fundet af Steve Walsh
Efter korte ophold som seniorspiller i Boulouge og Caen endte Kante i Leicester, efter talentspejderen Steve Walsh – nu i Everton – havde fundet ham. I Leicester blev han en vigtig brik i den historiske mesterskabssæson, efter han havde afløst den meget populære Esteban Cambiasso. Den argentinske legende var sæsonen før blevet kåret til årets spiller i klubben, men han ønskede ikke at forlænge kontrakten, da hans uven - Claudio Ranieri - blev manager. De nåede vist ikke at savne Cambiasso for afløseren var endnu bedre.

Successen i Leicester – og senere i Chelsea – har dog ikke ændret Kante. Han kører ikke rundt i en Ferrari, har ingen vanvittige frisurer eller diamantøreringe – det skulle slet ikke interessere den afbalancerede franskmand.

I Boulouge tog Kante sin scooter til træning, mens han for tiden kører rundt i en brugt Mini Cooper. Når Kante får mindre regninger på denne, skulle det irritere den Mali-fødte slider. Dette er helt modsat for de fleste af de andre Premier League-spillere.

Sådan en tilgang ville sikkert passe meget godt til Arsène Wenger i Arsenal, men Chelsea overbød London-rivalerne, og Leicester mistede deres ”anonyme” profil. Det havde Chelseas tekniske direktør – Michael Emenalo – ikke glemt, da Kante skulle tildeles prisen som årets spiller. Emenalo jokede med, at Chelsea skulle sende en buket blomster til Leicester – for den afballancerede mester.

I Chelseas mesterskabssæson har kun Southampton-spilleren Oriol Romelu haft en højere succesrate for afleveringer for en midtbanespiller, men Kante er den spiller, der har vundet flest tacklinger og bolderobringer.

For et år siden sagde Sir Alex Ferguson, at Kante var Premier Leagues bedste spiller. Et år senere er det endnu svære at være uenig i den fodbold-pensionerede skottes udmelding, og glem nu ikke hvem der i tidernes morgen hentede føromtalte Cantona til Manchester United – en anden dobbelt mester.
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Sorte skyer omkring San Siro
Det kræver gigantiske summer at få AC Milan tilbage på sporet, selvom mange forventer, at den kinesiske overtagelse løser alt.
På forsiden af gårsdagens La Gazzetta della Sport kunne man se ønskeholdet for AC Milan til den kommende sæson. Et hold med store nye profiler – se blot her:

Målmand:
Donnarumma

Forsvar:
Conti
Musacchio
Romagnoli
Rodriquez

Midtbane:
Kessie
Biglia
Tolisso

Angreb:
Suso
Morata/Aubameyang
Bonaventura

På papiret ser det jo ganske godt ud, og mange tror også, at der blæser nye vinde over San Siro, men gør der nu også det?

For kort tid efter det seneste lokalopgør imellem Inter og AC Milan begyndte den italienske presse at placere skår i glæden i forhold til den nye kinesiske ejer Li Youghong. Blot et par dage før ”derby della Madonnina” havde Youghong smidt godt en milliard kroner for at overtage den første del af klubben, som har haft kontroversielle Silvio Berlusconi som klubejer i mere end tre årtier.


Hvem skal eje AC Milan ?
Midt i overdragelsen sagde AC Milan-eksperten Alberto Costa direkte på italiensk tv, at han havde stor tvivl omkring den forestående klubovertagelse, og han mente simpelthen ikke, at den kinesiske rigmand havde nok ressourcer til at rette Milano-holdet op igen.

Senere kom det frem, at det ikke var Youghong, der skulle overtage klubben, men derimod investeringsselskabet Sino-Europe Sports Investment fra Hong Kong. De skal betale for overtagelsen, men herefter fulgte en masse kaos, som vist passer meget godt på Berlusconi.

For pludselig skulle den kinesiske regering også være en del af den noget sammensatte investorkreds, og midt i dette meldte Li Youghong ud, at for at overtage AC Milan ville det koste omkring de syv milliarder kroner – blandt andet for at betale klubbens store gæld. Kort tid inden overtagelsen måtte han låne godt tre milliarder kroner hos det amerikanske firma – Elliott Management.

Dette lån skulle ifølge kilder til Reuters have en gastronomisk rente på 11,5 %, og pengene skulle være tilbagebetalt inden oktober 2018. Risikoen ved dette skal man nok ikke undervurdere, og der findes mange skrækeksempler på kinesere, der ejer fodboldklubber i Europa. Hos Aston Villa gik det ikke som forventet med Tony Xia fra Recon Group, og klubben står i ”l…” til halsen, mens det også er tvivlsomt, hvordan det ender med Zhang Jindong, der ejer næsten 70 % af AC Milans rivaler fra Inter. For i hjemlandet Kina har regeringen iværksat en opstamning for disse gigantiske summer, som bliver placeret langt fra Beijing, og det skulle være grunden til, at Li Yonghong pludselig blev nødt til at optage flere højrisiko lån forskellige steder i verden.


Ligner ikke en bestyrelse - for en fodboldklub
For at en investering som denne skulle blive rentabel, forventer flere eksperter, at investorerne i AC Milan også vil investere i andre ting i den italienske modeby - som ejendomme og en masse nye butikker. Udvælgelsen til bestyrelsen indikerer også dette. Kun et medlem har en fortid fra fodboldens verden - nemlig Marco Fassone. Forretningsmanden Bo Lu kommer fra en kapitalfond og Xu Renshuo er tidligere entreprenør, mens der – udover Fassone - er kommet tre italiener med. Marco Patuano kommer fra et italiensk teleselskab, Roberto Cappelli er advokat og Paolo Scaroni har været hos et oliefirma.

Samlet set er det forretningsfolk, som har gigantisk mange penge, men dem kan der også blive brug for, hvis AC Milan skal tilbage til den europæisk top, men vil bestyrelsesmedlemmerne også investere i klubben?

Milan spiller en massiv rolle i italiensk fodbold og er også en del af den nationale stolthed, men denne kan godt lide et knæk. For opfattelsen og historien om Milans nye ejer har en skyggeside. Som Donald Trump tidligere har sagt, så findes der ”alternative facts”, og det kan også blive tilfældet ved denne overtagelse – for hvem kommer egentlig til at eje klubben og hvad er deres intention? I forbindelse med klubovertagelsen sagde Berlusconi:

- Denne overdragelse sker både med smerte og store følelser, men samtidigt også med den anerkendelse, at en familie ikke længere kan drive en fodboldklub, da der skal langt større kræfter til.

Det er nu seks år siden, at Milano-holdet sidst har vundet det italienske mesterskab, men skulle det føromtalte hold blive holdet til den kommende sæson, kunne de godt komme til at true usårlige Juventus. Først skal de dog have styr på økonomien. I sidste regnskabsår skulle AC Milan have haft et underskud på 800 millioner kroner, så der venter en stor opgave – både på og udenfor San Siro - og meget er fortsat italiensk kaos.

Læs hele lederen
Campeónes – Campeónes - Campeónes
Indkast.dk var til stede, da Real Madrid blev mestre på det stemningsfyldte La Roseleda, hvor personalet dog viste sig fra en knap så smuk en side.
Da der var spillet 66 minutter af sidste La Liga-spillerunde på La Roseleda, rejste samtlige tilskuere sig og klappede for at ære den 178 centimeter høje midtbanespiller, som indtil da havde været kampens bedste. På Real Madrids stjernemandskab havde den elegante Isco overskygget store fodboldnavne som Sergio Ramos, Cristiano Ronaldo og Karim Benzema. Ikke blot udeholdets fans fra ”Kongeklubben”, men også Málagas hjemmepublikum ønskede at sende en flot hilsen til deres tidligere profil, som skulle udskiftes med hovedstadsholdets modsætning – nemlig skuffelsen James Rodríguez.

Forinden og efter blot et par minutters spil havde Isco ellers gjort det onde ved Málaga, da han fornemt satte Ronaldo op, så han kunne score kampens første mål. Dette var stærkt medvirkende til, at Real Madrid kom meget tættere på det mesterskab, som de har hungret efter i den sidste håndfuld år. Målet gav Real Madrid den mest ønskelige start, selvom Málaga flere gange i løbet af kampen truede Real Madrids usympatiske keeper - Keylor Navas.

Fem år tidligere havde den populære Isco scoret i samme opgør, men for Málaga, hvilket er den eneste hjemmesejr til sydkystholdet over Real Madrid i dette årtusinde eller i de sidste 14 forsøg.

Så Isco og Ronaldo skabte den drømmestart, som Real Madrid havde håbet på, men Málaga svarede godt igen. Sidstnævnte var dermed med til at fjerne meget af den mistillid, der havde været op til kampen til Málaga-træneren Michel - med 404 førsteholdskampe for Real Madrid. Málaga svarede, som tidligere nævnt, flot igen, og derudover kunne Barcelona ikke ønske sig mere af Real Madrids modstander. La Roseleda er slet ikke det letteste sted at spille som udehold. Ti hjemmesejre er det blevet til for Málaga i denne sæson – men blot to på udebane. Tilskuerne er fire år i træk blevet kåret til de bedste hjemmefans i La Liga, og det kunne også mærkes på denne flotte sommeraften.

Om man havde sympati for Real Madrid eller Malaga – eller Barcelona – ændrede ikke ved, at der var noget magisk ved denne aften. Blandt tilskuerne med deres mange lommeradioer kunne man mærke, når der kom gode og især dårlige meldinger fra Camp Nou, og dem var der flere af – som Eibars to føringsmål eller Lionel Messis misbrugte straffespark.

Stemningen op til kampen var dog alt andet end idyllisk og rolig omkring den store ”gate 27”. Den blev nemlig lukket, hvilket frembragte stort pres på indgangen ved siden af. Her gik systemet for sæsonkortsholderne ned, og det skabte kaos samt tumultlignende tilstande med stort pres og mange lange køer på især gate 29. Derudover havde masser af tilskuere tilsyneladende billetter til de samme pladser, så alt op til kampen var rent spansk kaos, og som den ansvarlige for vores transport til kampen sagde: ”La Roseleda har plads til 29.000 tilskuere, men i aften lukker de sikkert mere end 30.000 ind”.

Man skulle tro, at det var løgn, men det var det ikke… Til højre fra os sad tilskuerne på trappen, og bag os stod en masse tilskuere – uden det lignede, at de havde billet. Gad vide, hvordan de var kommet ind til kampen – altså til en kamp, hvor der ifølge rygterne var billetter til over 5000 kroner på det sorte marked.

Vores billetter havde den tidligere danske landsholds- og Málaga-spiller Kris Stadsgaard været behjælpelig med at skaffe, og forinden var han også ganske informativ om sin periode i klubben. Han fortalte om den høje løn, som lige pludselig udeblev, men også om den store trænerprofil Manuel Pellegrini samt målet, som forsvarsspilleren lavede imod netop Real Madrid. Alt dette gjorde han på Casa Danesa, som er La Peña de Dinamarcas - Malagas danske fanklub - opholdsted.

Inden kampen nåede vi også lige at smage lidt spansk tapas på Meson Los Robles de Leon. Baren ligger lige overfor La Roseleda og derimellem findes et hav af gadesælgere, som leverer mange af de lokale nødder, som mange spiser inde på stadion. For mad og fodbold hører sammen i Spanien.

Tidligere har jeg overværet et ”El Clasico” fra en af de bagerste rækker på Santiago Bernabéu. Her fandt min ukendte sidemakker midt under kampen både en stor køkkenkniv, pølse og ost frem. Herefter blev der ellers – til min store overraskelse – delt gavmildt ud til de nærmeste. Meget anderledes forhold i forhold til for eksempel de engelske stadions, hvor man næsten ikke må have en ekstra jakke med…

På La Roseleda var der denne aften ikke brug for en ekstra jakke, men til gengæld kunne man godt uddele en masse sympati imod den jakkesætsklædte Zinedine Zidane, som har udviklet sig til lidt af en succestræner for Real Madrid.

Zidane overtog trænersædet i Real Madrid i januar 2016 efter skuffelsen Rafael Benítez, og siden har franskmanden forbedret det eftermæle, som sluttede hans aktive karriere med skandalen i VM-finalen.

Real Madrids mesterskab er kommet i hus, efter Zidane har frigivet spillerne og givet dem masser af tillid samt slækket på de taktiske forpligtigelser. Disse tiltag virker til at have udløst en masse energi i truppen, og den ellers så sky Zidane har også selv virket langt mere åben som person, efter han har fået rollen som træner.

Flere af de ældre spillere har fået pauser, imens nye spillere som Casemiro og Isco har vokset sig ind på holdet. Da kampen imod Málaga var slut, og den spanske mester var fundet, hang navnet ”Isco” over den efterhånden lyserøde spanske himmel.

40 dage forinden havde Barcelona tabt på samme græstæppe, og det endte med at blive mesterskabsafgørende. Derfor kunne Real Madrid-fansene gjalde udover det proppede stadion: Campeónes – Campeónes - Campeónes!!
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Er det årets afbrænder af Gabriel Jesus? Kane skifter til Werder - på en måde Artikel ikon Inch by Inch Artikel ikon Hjulsagers fremragende scoring Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Har spillet med brækket ben i ugevis! RB Leipzig og RB Salzburg i CL Artikel ikon Beskidte kneb kan koste spiller jobbet Artikel ikon - Han burde gå på pension Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 7: Real Madrid-trænere Her er historiens ti bedste målmænd Artikel ikon 20 klubløse trænere Artikel ikon Top 110: De mest værdifulde spillere Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Hvem vinder finalen? Spil: United vinder med et enkelt mål Artikel ikon Spil: Dortmund vinder Artikel ikon Spil: Real Madrid får solid pokalhævn Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon - Hva' så, Henrik! Ti stjerner, der slog igennem ved U21-EM Artikel ikon Tilbageblik: Ajax-holdet, der gik itu Artikel ikon Fem skarpe om Agüeros mesterskabsscoring Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Tottenham overvejer bud på Milan-spiller Bayern øjner dyr Atletico-profil Artikel ikon Medie: Spurs med bud på BVB-forsvarer Artikel ikon Chelseas offensive plan B Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Peter Crouch Artikel ikon Vidste du om ... Jamie Vardy Artikel ikon Vidste du om ... Lucas Moura Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Flest La Liga-straffespark? Broken Hart Artikel ikon Kommer Chelsea til at savne Costa? Artikel ikon Top 25: Big spenders Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Tyskland U21 - Danmark U21 Optakt: Kazakhstan - Danmark Artikel ikon Optakt: Vendsyssel FF - AC Horsens Artikel ikon Optakt: Viborg FF - FC Helsingor Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Slovakiet - Sverige Startopstillinger U21: England - Polen Artikel ikon Startopstillinger: Tyskland - Chile Artikel ikon Startopstillinger: Tyskland - Danmark Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Fire kasser ikke nok for Portugal Sverige ude - England videre ved U21-EM Artikel ikon Energiske Chile delte med Tyskland Artikel ikon Uforløst mellem Cameroun og Australien Artikel ikon Se flere