Hvad skete på Hillsborough?

Af Torsten Brix

2012-09-13
Hvad skete på Hillsborough?

Indkast.dk genposter fire tidligere artikler - i en lang artikel. Det giver et sjældent og rystende indblik i, hvad der skete i 1989. I går sagde den engelske Premierminister David Cameron undskyld, men for hvad?

Den 15. april 1989 døde 95 fans i forbindelse med en fodboldkamp. Til FA Cup semifinalen mellem Liverpool og Nottingham Forest på Sheffield Wednesdays Hillsborough var en aldeles uansvarlig politiindsats, og ikke hooliganisme, den direkte årsag til, at næsten 100 fans vendte hjem fra hvad der skulle have været en festdag i kister. Mange af dem var børn.

Grundet alt for få billetluger på et stadion, som Liverpool-tilhængerne ikke havde særlig stort kendskab til, dannede der sig før kick off en større folkemængde ude foran yderportene på Leppings Lane. Det gik simpelt hen for langsomt med at komme ind. Til sidst blev presset så stort, at de menige politifolk, som var på vagt ude foran, anmodede South Yorkshire politis øverste ledelse, David Duckenfield og Bernard Murray i kontrolboksen, om at åbne yderporten. Efter kort betænkningstid gav Duckenfield ordre om at åbne porten.

Umiddelbart indenfor på stadion blev de mange tilskuere, som nu strømmede ind, mødt af et skilt over en indgang, med et stort B. Samme B gik igen på alle billetterne, og Liverpool fansene styrede derfor direkte mod indgangen, som førte ind i tunnel som gik nedad bakke og ind på de to centrale afsnit af Leppings Lane ståtribunen. For Liverpool fansene var det den eneste synlige vej mod ståpladserne via tunnellen.

Der var ingen, hverken stewards eller politifolk indenfor til at guide fansene udenom og ind mod de to afsnit i hver ende af tribunen. Tusindvis af fans strømmede altså ind igennem en tunnel som førte til et område, der allerede var fyldt op til randen af fans. I minutterne umiddelbart inden kick off blev pladsen i de midterste afsnit hurtigt meget trang. Nogle fans besvimede, og andre forsøgte at klatre over hegnet ind til banen. Politiets respons var først at forsøge at forhindre folk i at komme ud af den dødsfælde, som Hillsborough pludselig var forvandlet til. En stålbarriere knækkede under det massive pres og menneskemængden blev med stor kraft kastet fremad.

Folk skreg på hjælp, men på trods af at politiledelsens kommandocenter var placeret i hjørnet umiddelbart ovenover Leppings Lane tribunen, bemærkede man ifølge vidneudsagn ikke, at der var noget galt, og i stedet troede man, at der var tale om hooliganisme.

Da kampen blev fløjtet af efter seks minutters spil, havde presset varet længe nok til at have forårsaget i alt 95 dødsfald. Nogle døde med det samme, andre var i live længere hen på eftermiddagen. En enkelt døde meget senere, og fik dødstallet op på 96. Samtlige 96 fik taget blodprøver, i et forsøg fra politiets side på at påvise, at dødsfaldene skyldtes overdrevent alkoholindtag i timerne op til kampen. Skulle alle børnene have været fulde?

Umiddelbart efter kampen trådte politichef David Duckenfield frem på tv og udtalte, at ulykken skyldtes at fans havde tvunget yderporten op, på trods af at han selv højst en times tid forinden, havde givet ordren om at åbne den. Den løgn skulle vise sig, at få store konsekvenser for begivenhederne efter tragedien, og i stedet blev det alment kendt, at det var fansenes egen skyld. De ankom, ifølge politiet, meget berusede og for sent. Dette blev senere afvist i Taylor rapporten. I stedet placerede han skylden hos South Yorkshire politi. Alligevel blev ingen siden stillet til ansvar for tragedien. Faktisk endte de involverede politifolk med at trække sig tilbage på lukrative pensionsordninger, mens de efterladte familier måtte kæmpe for at få råd til advokatbistand i den langvarige og fortsatte kamp for at få renset de afdøde familiemedlemmers navne, og for at opnå retfærdighed.

Fire dage efter tragedien, 19. april 1989, bragte tabloid-avisen The Sun på forsiden under overskriften ”The Truth” historien om, hvordan Liverpools fans skulle have urineret på politifolk og røvet fra de døde. Beskyldninger som ingen vidner siden kunne bekræfte overfor Lord Taylors undersøgelseskommission.

Det er snart 23 år siden, og Liverpools beboere – røde som blå – har aldrig tilgivet avisen. Fra den ene dag til den anden faldt salget af The Sun på Merseyside fra omkring 200.000 daglige kopier til omkring 20.000. Den dag i dag er tallet stadig langt under niveauet fra dengang. Man vil ikke glemme den behandling man som befolkningsgruppe fik og de beskyldninger man blev udsat for.

Siden har avisen af ren desperation forsøgt sig med halvhjertede undskyldninger med flere betingelser og slet skjulte angreb mod sine konkurrenter fra Trinity Mirror Group. Senest da man fik overtalt en af byens berømteste sønner, den daværende Everton-spiller Wayne Rooney, til at sælge sin livshistorie i en række interviews. Reaktionen fra begge sider af Stanley Park var ikke til at tage fejl af. Rooney forrådte sin by og det den stod for.

Politifolkene mødtes kl. 10.00 til briefing under ledelse af David Duckenfield, den nyligt udnævnte leder af politiets indsats i forbindelse med kampen. Ikke alle vidste hvem han var, og flere af officererne havde ventet, at det ville være Brian Mole, den tidligere chef, som var blevet overflyttet til anden tjeneste under kontroversielle omstændigheder. Først satte Duckenfield dagsordenen, og herefter gennemgik Bernard Murray, Duckenfields højre hånd, dagens opgave, og hvad der forventedes. To andre officerer forklarede lidt om efterretningerne og om nogle praktiske ting i forbindelse med pauser. Briefingen sluttede 10.18.

Billetlugerne åbnede lidt i 12, og en lind strøm af Liverpool fans begyndte at ankomme. Ifølge politifolkenes egne forklaringer efterfølgende, var de “i godt humør og opførte sig pænt”. Politifolk indenfor stadion fortalte, at de havde fået til opgave at kropsvisitere fans, også selvom de kunne se, at de netop var blevet visiteret umiddelbart udenfor stadion. Nogle fans blev visiteret tre gange, men på trods af dette tog supporterne det fint og uden problemer. Dette var i hvert fald, hvad politiofficererne fortalte bagefter. Efterhånden som klokken nærmede sig 14.00 begyndte tilstrømningen mod stadion at øges, eftersom tog og busser nu ankom i større tal. Atmosfæren var stadig opløftet, og der blev sunget. Samtidig med at menneskemængden foran billetlugerne var vokset, blev det klart for betjentene udenfor stadion, at mange fans først var ved at ankomme. Stadig var der ingen problemer med tilhængerne.

I alt var der i Leppings Lane 23 billetluger for tilskuere, som havde billet til Leppings Lane tribunen, West Stand og North Stand. Det drejede sig om 24.256 tilskuere. De øvrige 29.800 tilskuere til kampen havde adgang til stadion via næsten tre gange så mange billetluger, nemlig 60. Vi snakker altså om et gennemsnit på 1.054 mennesker pr. luge, et helt uhørt højt tal. Der var i alt seks yderporte, delt op således at de 10.100 med billet til Leppings Lane skulle igennem de tre sydligste porte ind til syv billetluger, som gav adgang til endetribunen. De tilskuere, som havde billet til West Stand eller North Stand, skulle igennem de tre nordligste porte, inden billetten skulle fremvises i én af de 16 billetluger. Området, som var på størrelse med en mindre skolegård, udenfor og indenfor yderportene, skulle altså passeres af næsten 25.000 fans, noget som det slet ikke var stort nok til. Det var allerede blevet påpeget af politiet selv i forbindelse med tidligere kampe. Liverpools fans ankom både nordfra og sydfra til en større flaskehals-situation.

På selve Leppings Lane var der ingen filtrering af tilskuerne. Dette kunne ellers have sørget for, at ikke alle tilhængerne ankom til området omkring billetlugerne på samme tid. Prioriteten burde være givet hertil, især set i lyset af det lille antal billetluger og den store ophobning af fans, som dette ville betyde.

Når Leppings Lane-fansene var kommet indenfor blev de mødt af et stort skilt, hvorpå der stod “standing” sammen med et stort “B”. På samtlige billetter var trykt et tilsvarende “B”, hvilket naturligvis fik tilhængerne til fejlagtigt at tro, at dette var den eneste indgang til selve tribunen. Førnævnte skilt var nemlig placeret over en indgang til en tunnel med en nedadgående hældningsprocent på ca. 17% – altså en yderst stejl bakke. Denne tunnel førte rigtigt nok fansene ind til selve tribunen, men kun til de centrale “pens” nummer 3 og 4. (“A3" og “A4") Dette ville Liverpool-tilhængerne naturligvis have vidst, såfremt de besøgte Hillsborough på ugentlig basis ligesom Anfield, men da mange aldrig havde været på Hillsborough før, efterlod systemet dem ingen chance. Politiet og Sheffield Wednesdays stewards skulle senere vise sig, ikke at tage højde for dette, og flertallet søgte derfor derhen, hvor deres billet gav adgang – tunnelen med det store “B”.

Efterhånden som kick off nærmede sig, blev menneskemængden stadigt større. Hele vejen rundt om var der mure og hegn, og den eneste mulighed for at komme væk var bag fansene, altså der hvor der stadig ankom flere og flere mennesker. Flugt var altså med andre ord umulig. Politifolkenes rapporter om, hvad der herefter skete, er forskellige fra, hvad Liverpool-fansene fortalte. Pludselig fokuserede politiet på, hvor meget tilskuerne angiveligt skulle have drukket. En betjent fortalte: “hovedparten af supporterne syntes at være grebet af tanken om, hurtigst muligt at skaffe sig adgang til stadion, og det nu. Hvis nogen skulle komme til skade, hvad så?... De virkede fanatiske for at komme ind… selv om jeg ikke syntes det i øjeblikket, så tror jeg nu, at fansene forsøgte at storme billetlugerne”.

Det var tydeligt, at situationen udenfor stadion, men indenfor yderportene nu var ude af politiets kontrol. Indenfor blev det noteret, at de fans, som kom igennem lugerne, så “forpinte” ud. De syntes at forsøge igen at få vejret. Nogle råbte hysterisk til politifolkene indenfor, at mennesker ville komme til skade, hvis der ikke blev taget hånd om situationen udenfor. Radioproblemer gjorde det vanskeligt for politifolkene indenfor at finde ud af, hvor alvorlig situationen udenfor rent faktisk var. Nogle fans klatrede simpelt hen over muren og ned på den anden side af billetlugerne. De blev hjulpet af betjente, som fandt ud af, at presset udenfor var umådelig stort. Børn blev sendt henover folkemængden på skuldrene af folk, så de kunne undslippe det massive pres. Dette blev også bemærket af politifolk på heste udenfor. Der var nu panik i luften, og politiet forsøgte forgæves at anmode folk om at træde tilbage. Dette var umuligt. Folk havde tydeligvis problemer med at trække vejret.

Fans fortalte en anden historie end politiets. Flere bemærkede en åbenlys mangel på politi-tilstedeværelse udenfor stadion. Én hørte politifolk bebrejde fans, at de kom for sent, og mange fortalte de tilstedeværende politifolk, at situationen var alvorlig og på vej ud af hænderne på politiet. Der var ingen, som sørgede for at filtrere menneskemængden. En fan fortalte siden hen, at han hørte en betjent sige, at der var masser af plads indenfor. De gik derfor igennem tunnelen og ned til afsnit 4.

Øjenvidneberetningerne er mange, og alle fortæller de samme historie. Der var overhovedet ikke styr på situationen. De fleste ankom til området mellem kl. 14 og kl. 14.45, sådan som man kunne forvente. Flertallet ankom ifølge disse beretninger ikke senere end normalt, sådan som politi og medier siden ville hævde. Alle var klar over, at adgang til stadion ville være alles redning, og da man så en ung tilhænger blive afleveret henover hovederne på mængden, gik det op for folk, at mennesker oppe foran ville dø, hvis ikke noget blev gjort ved situationen.

En politiinspektør råbte, at man måtte åbne udgangsportene ved siden af billetlugerne for at mindske presset. Politikommissær Marshall var skeptisk overfor at efterkomme denne anmodning, da han følte at det at give folkemængden adgang til stadion ville ophæve arbejdet for at forhindre hooliganisme indenfor. Kommunikationen mellem betjentene udenfor og i kontrolboksen var svær, da en fejl opstod i radiosystemet, netop da man havde mest brug for at det virkede. Marshall besluttede, på baggrund af den “ekstreme uro” i ansigtsudtrykket på sin inspektør, at den eneste praktiske måde at forhindre dødsfald udenfor stadion ville være at åbne udgangsportene.

- Jeg kontaktede kontrolrummet via radioen og bad om tilladelse til, at portene i Leppings Lane enden blev åbnet. Der var intet svar, fortalte kommissær Marshall senere. Da der ikke kom noget svar, regnede Marshall med at det skyldtes, at hans radio var defekt, og han fik derfor straks fat i en kollegas radio, hvorefter han gentog sin anmodning overfor den øverste ledelse, Duckenfield og Murray, i kontrolboksen. “Der var intet svar”, fortalte Marshall igen.

Kontrolboksen på Hillsborough var placeret i en hævet position over Leppings Lane tribunen i den sydvestlige ende. Den gav et fint udsyn over ståtribunen, og der var med hjælp fra overvågningskameraer mulighed for at følge udviklingen udenfor stadion. David Duckenfield kunne omkring kl. 14.30 se, at mængden blev større, og han spurgte derfor Bernard Murray til råds. Denne svarede, at med en halv time til kick off, så skulle de nok få dem alle sammen ind til tiden. En eventuel udsættelse af kampen blev også diskuteret mellem de to mænd, og man var tidligere blevet enige om, at en sådan udsættelse krævede et “identificerbart problem” såsom en alvorlig hændelse, en ulykke eller tåge på the Pennines (bjergkæde mellem Liverpool og Sheffield). Man ville ikke udsætte kampen af hensyn til mennesker, “som var ankommet til området i rimelig tid, men som havde valgt ikke at søge ind på stadion umiddelbart efter ankomsten.” En udsættelse afhang altså med andre ord utroligt nok af, om de to politichefer mente, at et pres udenfor var selvforskyldt eller ej!

Kommissær Marshalls første anmodning om at åbne portene blev modtaget i kontrolboksen kl. 14.47. Duckenfield var ikke meget for at åbne porten, idet også han tænkte, at man hermed ville opgive at udelukke fulde og billetløse fans fra stadion. Duckenfield kiggede på skærmen, som viste port C og så tilsyneladende porten blive tvunget åben. Han tænkte, “hvis portene alligevel blev tvunget åbne, hvorfor bliver jeg så spurgt?” Sandheden var, at det faktisk var politiet selv, som havde åbnet porten for at smide en fan ud! Andre fans havde dermed fået adgang til stadion, men porten blev lukket igen umiddelbart efter. Duckenfield troede på dette tidspunkt fejlagtigt, at fans havde tvunget porten åben.
Da kommissær Marshalls anden anmodning kom ind over radioen, kunne der dog ikke være nogen tvivl om, at dette ikke var tilfældet. Der var nu nærmest tale om et krav fra Marshall: “Åbn portene eller folk vil blive alvorligt skadede eller dø!” Duckenfield var tavs, men tænkte: “En mand som jeg har kendt i mange år, en mand som jeg respekterer og beundrer, krævede noget af mig, som jeg normalt ikke ville give… jeg tog det synspunkt, at Marshall fortalte mig, at medmindre jeg åbnede portene, ville det medføre alvorlig skade og mulige dødsfald…"

Kommissær Murray, Duckenfields højre hånd i kontolboksen, brød den lange tavshed og spurgte: “Mr. Duckenfield, vil du åbne porten?”

Duckenfield mumlede: “Hvis det er sandsynligt, at der vil være alvorlige skader eller dødsfald udenfor, så har jeg intet andet valg end at åbne porten.” Han så på Murray og sagde “Åbn portene”.

- Det første jeg bemærkede var, hvor stort et hul den [Leppings Lane tribunen] var. Jeg kom ind omkring 13.15 og gik rundt oppe bag tribunen – der var intet. Toiletterne var forfærdelige. Vi gik ned gennem tunnellen, og det første jeg tænkte på, var burene. Det var overhovedet ikke ligesom the Kop på Anfield.

Citatet er naturligvis fra én af de overlevende på Hillsborough, men der var mange som sagde stort set det samme om det første møde med Leppings Lane-tribunen. Den centrale del af tribunen – på Hillsborough de to bure 3 og 4 – blev naturligvis fyldt op først, ligesom på stort set alle andre stadions til alle andre fodboldkampe, idet mange fans foretrækker at have et centralt udsyn over banen. Det var bestemt ikke noget, som politiet ikke kunne have forudset, ligesom det ikke kunne have kommet som en overraskelse, at de fleste tilskuere ville dukke op ved indgangene i den sidste time inden kick-off.

Flere fans bemærkede senere, at det havde virket underligt, at de yderste bure var halvtomme, samtidig med at de centrale blev så hurtigt fyldt. Flere fans fortalte bagefter, at de med stort besvær havde kæmpet sig vej op igennem tunnelen ved omkring 14-tiden, fordi de fandt overbefolkningen decideret “ukomfortabel”, men det var ikke muligt blot at bevæge sig “sidelæns”, altså ud mod hjørnerne, på grund af inddelingen af tribunen i bure.

Tribunen var nomineret til 10.100 mennesker, og hvert af de to centrale bure skulle kunne holde 2.100 mennesker. Det eneste, der blev kontrolleret, var dog, hvor mange som kom igennem tælleapparaterne, og overbefolkning var derfor absolut muligt. Allerede omkring kl. 12 havde politiassistent Creasor spurgt Bernard Murray, politi-kommissæren, om ikke man skulle fylde ét bur ad gangen. Murray havde svaret, at alle burene skulle holdes åbent fra starten, og man skulle så lade fansene “finde deres eget niveau”. Et eksempel på den selvtilfredshed, som var blevet fremherskende i forbindelse med sikkerheden omkring afviklingen af fodboldkampe på det tidspunkt. Den øverste chef - David Duckenfield - troede fejlagtigt, at styringen af folkemængden og kontrol var Sheffield Wednesdays og dermed klubbens kontrollørers ansvarsområde. Han antog, at klubben sørgede for at styre tilskuerne, når først de var kommet indenfor, men han havde ikke haft kontakt med klubben omkring ansvarsområderne. Billeder som blev taget omkring en halv time før kick-off viser tydeligt, at bur 3 og 4 var fyldte, mens 1,2 og 5 var halvtomme. Det kunne også tydeligt ses fra kontrolboksen.

Da Duckenfield (som omtalt i forrige afsnit) gav ordre til at åbne port C, på grund af det store pres udefra (som igen skyldtes et alt for lille antal billetluger) øgede det naturligvis presset inde på stadion. Fans, som kom ind igennem porten, fortalte senere om, hvor lettede de havde været over at være sluppet for det enorme pres, og de kunne også berette om politiets tilstedeværelse umiddelbart indenfor stadion, men intet blev gjort for at filtrere menneskemængden. På samtlige Leppings Lane-billetter stod der et stort “B” – det samme som var placeret ved den port, som umiddelbart indenfor på stadion førte til de to centrale bure.

Tilhængerne, som efterhånden havde travlt, hvis de skulle nå ind til kampens start, havde ingen jordisk chance for på forhånd at vide, at der var en anden vej ind til yderburene 1,2 og 5, for der var ingen – hverken Sheffield Wednesdays kontrollører eller politifolk til at lukke adgangen til 3 og 4 af og føre dem mod de øvrige bure – som man ellers havde gjort det til semifinalen året før. Én af de allermest afgørende faktorer var, at ingen fortalte dem, at billetten også gav adgang til de stadig halvtomme bure i hjørnerne. Det var her, David Duckenfield og politiet begik en alvorlig og dyr fejl, som kom til at koste 96 mennesker hjemturen og resten af livet. Over 2.000 mennesker fik i de ganske få øjeblikke adgang til stadion, og de fleste kom igennem tunnelen nedad mod bur 3 og 4, som altså pludselig indeholdt det dobbelte af kapaciteten.

Da holdene kom på banen var publikum i de øvrige dele af stadion højlydte og sang og tiljublede spillerne, efterhånden som navnene blev læst op. I bur 3 og 4 skreg folk, mens andre mistede bevidstheden. De følgende er udsagn fra fans i de to bure:

- Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg har oplevet pres tidligere, hvor man kan lette det en smule ved at dreje sig eller finde lidt plads. Dette var anderledes. Det var et virkelig hårdt pres. Så slog det mig, at jeg ikke kunne få vejret.

- Jeg kunne ikke tro, hvad der skete. Ingen kunne flytte sig, ikke en centimeter. Folk omkring mig var forvredne i hvad end position, de var blevet mast sammen. Hoveder var låst mellem arme og skuldre, ansigterne gispede i panik.

- Jeg havde været i pressede folkemængder tidligere, men jeg vidste, at dette var anderledes. Vi havde alle haft det ubekvemt i næsten en halv time, men vi troede, at det ville løse sig selv, så snart alle var inde og kampen gik i gang. Det skete ikke. Da holdene kom på banen, syntes det at stramme yderligere. Jeg var bøjet forover ved livet med hele min vægt pressende ind på folk foran. Først var smerten i ryggen skarp, men så var det i brystet. Pludselig slog det mig, at jeg var ved at dø.

I bur 3 var det – som folk beskriver – rent kaos. Presset var så stort, at de fans som stod forrest, fik mast ansigterne ind i hegnet, som adskilte tribunen fra banen. De fleste af disse mennesker var stille, enten allerede besvimede eller ude af stand til at få vejret.

- Jeg opdagede pludseligt, at fyren ved siden af mig var død, hans øjne bulede ud og tungen stak ud af munden. Det var grufuldt. Folk havde mistet kontrollen over deres kroppe og lugen var forfærdelig.

- Jeg så en ung dreng falde ned og vidste, at det var slut for ham. Han gik ned under folks fødder, men ingen kunne gøre noget ved det. Presset var for stort. Jeg husker masser af mennesker råbe til politiet foran dem, at de skulle åbne portene, men de syntes bare lamslåede. De gjorde ingenting.

- Vi sloges for vore liv. På et tidspunkt kiggede jeg over på ham… [vidnets søn] …han så lidt bleg ud, men jeg troede, han var ok, og at jeg var på vej til at dø. Mit armbåndsur blev revet af, og en eller anden tog en bid af min skulder fordi de må have været i stor smerte…Folk råbte til ham [politibetjenten], at han skulle åbne porten eller gøre noget, og han ignorerede bare disse råb. (Denne mands søn døde).

- Jeg kom til et punkt, hvor jeg ikke kunne få mig selv op, da en eller andens hånd kom ud af det blå og trak mig op ved håret. Personens hånd mistede taget, kom så igen og trak mig op endnu en gang. Denne gang kunne han med lidt hjælp fra mig selv få mig i en hovedlås. (Efter selv at have reddet et liv, mistede redningsmanden og dennes bror begge livet).

Kampen inde på banen var nu i gang, da en stålbarriere i bur 3 – nærmest et stålrør som forhindrer kraftig bevægelse fremad ved eksempelvis scoringer – på ét af de nederste trin knækkede under vægten af de mange fans helt oppe bag fra tribunen. Folk bag den faldt ned oveni de allerede bevidstløse foran, og det hele var én stor bunke af mennesker – døde, levende og bevidstløse.

Bagerst på tribunen forsøgte folk ved hjælp oppefra at kravle op i selve West Stand, som var placeret over Leppings Lane ståtribunen. Det mest vanvittige var dog, at fans oppe foran, som forsøgte at klatre over hegnet ind mod banen for at undslippe døden, blev skubbet tilbage af politibetjentene. Under fødderne var nu døende kroppe. Eddie Spearritt var med sin 14-årige søn Adam, og begge var placeret i bur 4. Eddie fortalte:

- På dette tidspunkt var Adam besvimet, og jeg sagde ordret “min dejlige søn er ved at dø”, og jeg tiggede ham [betjenten] om at hjælpe, og han gjorde ingenting. Han stod bare der og kiggede på mig, så jeg tog fat i Adam. Han havde en træningsdragt på, og jeg tog fat i hans opslag og prøvede at løfte ham over hegnet, og hegnet er omkring tre meter højt med pigge som peger indad. Jeg kunne ikke løfte ham.

Så begyndte jeg at slå på hegnet, i håb om at kunne slå det ned… jeg havde ikke succes med det, og det eneste jeg fik ud af det, var at mine hænder blev dobbelt størrelse og fuld af huller hvor jeg havde slået på hegnet. Ingen åbnede den port. Lige i begyndelsen, da jeg tiggede betjenten om at åbne porten, hvis han havde åbnet den, så ved jeg at jeg kunne have fået Adam ud. Jeg ved det, fordi jeg var der, og jeg ved hvordan situationen var. Eddie, nu panikslagen og desperat, fulgte sin søn ind i bevidstløsheden.

Folk begyndte på dette tidspunkt at dø, fordi der på politiets ordre var blevet lukket for mange mennesker ind af yderportene på én gang, og fordi der ikke var andre synlige indgange til selve tribunen end den tunnel som førte direkte ned til bur 3 og 4. Der var intet personale eller politi til at lukke området af og lede folk til de stadig halvtomme bure i hjørnerne.

Til gengæld var der masser af politifolk nede foran tribunen, hvor det høje hegn sikrede at fansene ikke umiddelbart kunne få adgang til banen. Luften var fyldt med skrig og desperation, hvordan kunne man fra politiets side overhovedet tro at det var hooliganisme?

En politibetjent kunne se at folk blev mast op ad hegnet nede ved banen, og der blev råbt fra fansene indenfor at de skulle åbne portene. Han prøvede at få kontakt med kontrolrummet via sin radio, og spurgte om porten kunne åbnes. Han modtog intet svar. Han fortalte senere: ”Lyden var forfærdelig og folk skreg, en anderledes slags skrig og jeg åbnede porten helt. Jeg så mennesker som blev presset ind mod hegnet som var ved at blive blå i hovederne. Jeg sendte en ny radiobesked. ”Dette er alvorligt. Folk er ved at dø hernede.” Jeg forsøgte at trække folk ud igennem porten men de var fuldstændig låst fast. Kvinden [omtalt tidligere]…var ved at få en mørk farve i hovedet og jeg gestikulerede for at få folk tilbage men blev spyttet på og nogen råbte ”Fuck off, copper”.

Efter at politichefen David Duckenfield havde beordret yderporten åbnet - som tidligere omtalt - havde han ifølge eget udsagn holdt øje med bevægelser og besværligheder i menneskemængden, og fra hvor han stod ”så han ikke at der var en tæthed”. Han fortsatte: ”Jeg havde holdt øje med Leppings Lane og jeg havde ikke set nogen indikation på noget som fik mig til at tænke at der var noget unormalt i gang…tribunen syntes i orden.” En chokerende bemærkning fra en mand som stod placeret nærmest lige oven over de omtalte tribuneafsnit.

Duckenfield regnede med at der var personale indenfor til at guide fans til de tomme tribuneafsnit. Endnu et tegn på at han slet ikke var klar til så stor en begivenhed som en FA Cup semifinale, og han kunne tilsyneladende heller ikke se at de centrale afsnit var fyldt til mere end bristepunktet. Heller ikke til trods for at han selv bagefter fortalte Lord Taylor at han havde observeret folk klatre over hegnet ind til de omkringliggende afsnit. Da han kiggede ned, så han en port blive åbnet nede ved selve banen, og et par personer komme ud på arealet mellem banen og tribunen. Han troede nu at det var folk der bare udnyttede en mulighed for at komme tættere på banen. Han troede det var starten på en decideret invasion af banen, en 'pitch invasion'. Det var dette budskab som nåede frem til de øvrige politibetjente omkring Leppings Lane. De fik besked på at de skulle komme ned til banen, men de var slet ikke klar på at håndtere en katastrofe. De troede de skulle holde øje med ballade. De troede der var tale om hooliganisme.

Det var et frygteligt syn der mødte dem. I afsnit 3 var en bunke af mennesker 10-12 meter tilbage fra det forreste hegn. En af politifolkene sagde bagefter at han troede at de var faldet efter at presset var blevet lettet og at de derfor nu ville rejse sig op. Det gjorde de ikke. En anden vurderede at der var tale om godt 50 mennesker ”flettet sammen” i bunken. ”De var livløse, deres øjne uklare…andre klagede sig, andre som var fanget af legemsdele skreg efter hjælp.” Bunken syntes at være ”6 eller 7 [mennesker] høj.

Det var umuligt at komme til at få folk ud, uden at træde på de mange mennesker, og det var umuligt at se, hvem der var døde og hvem der stadig var i live og hvem der ville overleve. Det var simpelt hen et spørgsmål om held. Duckenfield var på dette tidspunkt ude af i stand til at give en præcis forklaring på, hvad der skete, udover at en mulig invasion af banen havde resulteret i at kampen var blevet stoppet (af politiet). Dette på trods af at han altså var placeret umiddelbart ovenover Leppings Lane tribunen i hjørnet. Han havde uforstyrret udsyn over hele situationen.

Ikke længe efter kl. 15.15 ankom Graham Kelly og Glen Kirton fra det engelske fodboldforbund i kontrolboksen. Også Graham Mackrell fra Sheffield Wednesdays bestyrelse var til stede. Duckenfield fortalte dem at Liverpool fans havde stormet yderport, og skabt et pres ind på stadion, ned igennem tunnelen og oveni de folk som allerede befandt sig i de centrale afsnit. De første frø til hvad der senere blev en kamp for retfærdighed blev her lagt af en løgnagtig og yderst inkompetent politichef. Hvis han på dette tidspunkt havde haft den anstændighed at fortælle sandheden om, hvad der netop var foregået, ja så kan det sagtens være at jeg ikke sad og skrev dette i dag.

Graham Kelly talte umiddelbart efter til den samlede presse og i god tro gengav han Duckenfields løgn. Indenfor få minutter blev det bragt verden over. Der havde fundet en stor katastrofe sted – og det var Liverpool fansenes skyld!

Denne version af begivenhederne skulle senere vise sig uhyre vanskelig at fjerne fra folks bevidsthed. Det er faktisk ganske nemt at argumentere for at det endnu ikke er lykkedes, især når man i forbindelse med sidste sæsons kvartfinaler mod Juventus i flere af de skrevne medier herhjemme kunne læse en opremsning af de største episoder med hooliganisme i 70'erne og 80'erne og se Hillsborough nævnt. Duckenfield fik større indflydelse på mange menneskers liv end han nok havde forestillet sig, da han takkede ja til at efterfølge Brian Mole som leder af begivenheden Liverpool-Nottingham F 15. april 1989.

Pludselig var banen forvandlet til en scene fra en krigsfilm. En slagmark med massevis af mennesker rendende frem og tilbage med døde og livløse kroppe. Mange blev placeret på banen, nogle båret på reklamebannere. David Hughes fortæller om scenerne:

- Jeg bemærkede en St. John's Ambulance-hjælper, en dreng måske omkring 12 år gammel, som stod ved siden af banen foran os, og han skreg hysterisk. Han var til kampen for at give førstehjælp til fans hvis nødvendigt, men intet i hans træning kunne forberede ham på dette. En anden af St. John's-hjælperen, en pige på omkring 17 skreg til ham ‘gør noget for at hjælpe dem'. Det er en scene, jeg aldrig vil glemme.”

Politichefen Bernard Murray, der var sendt ned på banen for at undersøge, hvad der var galt, bad straks om at få tilkaldt massevis af ambulancer. Senere blev der også anmodet om hydraulisk klippeudstyr til at klippe hegnet op, men udenfor vidste politiet ikke, hvad der foregik indenfor, og man fortalte derfor personalet med dette udstyr, at det var der ikke behov for.

En sportshal ved siden af stadion blev i hast oprettet som midlertidigt lighus, men alt var stadig kaos. Forsøg på genoplivninger foregik alle steder. En læge bekræftede siden, at han erklærede 20 dødsfald i hallen omkring klokken kvart i fire. Der blev givet ordre til, at ligene skulle blive i sportshallen indtil de var blevet fotograferet og identificeret.

Indenfor den første time ankom 88 personer til Northern General hospitalet. 11 blev erklæret døde ved ankomsten, 56 blev indlagt og 21 behandlet og udskrevet. På Hallamshire ankom 71. Én var død ved ankomsten, 25 blev indlagt, og 45 behandlet og udskrevet. Prioritering var vigtig; det handlede om at redde liv. Ligene blev returneret til sportshallen ved stadion.
En ungdomsklub tæt på Hammerton Road politistationen blev åbnet til at huse pårørende og overlevende, som stadig ventede på at høre nyt om venner og familiemedlemmer. Da embedsmanden for ligsyn ved kontroversielle dødsfald, Stefan Popper, som havde givet ordren til at benytte hallen som midlertidigt lighus ankom, autoriserede han straks, at der blev taget blodprøver af samtlige døde for at fastslå alkoholpromillen. På trods af at mange af ofrene var meget unge, fik samtlige taget prøven.

Men hvorfor? Det var aldrig sket ved tidligere katastrofesituationer i Storbritannien. Der var intet, som retfærdiggjorde denne påtrængende handling, men den antog at ofrene havde været fulde og derfor kunne have bidraget til egen og andres død. Den garanterede, at beskyldninger om fuldskab ville forblive i fokus, hvilket sårede pårørende, da de følte at offentliggørelsen af ofrenes navne udelukkende ville medvirke til at bringe skam over deres liv.

Pårørende, som ankom til hallen for at få svar på, om deres pårørende var blandt ofrene, blev interviewet – eller snarere forhørt – af politi omkring deres handlinger i løbet af dagen. Samtalerne handlede om alkohol, off-license butikker (der sælger øl) og supermarkeder, og folk blev spurgt, om de havde drukket inden kampen og om de havde set andre drikke meget eller opføre sig dårligt. Det var typisk disse områder, politiet var interesseret i, for at “opbygge et billede af hele dagen”.

Undersøgelser blandt ofrenes familier viste bagefter, at de alle følte, at den behandling, de fik i hallen, var rystende dårlig. Kun én familie ad gangen blev lukket ind i hallen, men først efter at have kigget samlingen af fotografier af uidentificerede lig igennem.

Én kvinde fortalte, at de blev ført ind i hallen, hvor hendes søn, James Delaney, lå på en vogn i en pose med nummeret 33 udenpå. De bøjede sig ned for at kysse James og snakke til ham, og da de rejste sig op, forsøgte en politibetjent at føre dem ud, helt ud af hallen. Moderen sagde, at holdningen var, at nu havde vi identificeret nummer 33, så nu kunne vi bare gå. James' forældre tryglede om at få lov til at blive hos deres søn, men det blev afslået.

Margaret Aspinall, hvis søn James var blandt ofrene, ankom sammen med sin mand næste dag til Medico-Legal Centeret, men fik kun lov at se James igennem glas. “Jeg sagde, jeg ville have ham med hjem, men de sagde, at han ikke tilhørte mig. Han tilhørte embedslægen, det var den mest forfærdelige ting at tvinge en mor igennem.”

En chef fra Sheffields ambulance-service udtalte siden kritik af proceduren omkring identifikationen af ofre. “Vi var tvunget til at stå og lytte til identifikationen af over 60 mennesker. Skrigene og gråden kunne høres overalt. Det var forfærdeligt og noget jeg aldrig vil glemme,” sagde han.

Politikommissær Addis som stod for proceduren sagde bagefter, at den efter omstændighederne var korrekt, og at den fungerede godt. Han sagde: “Klokken halv fem om morgenen var 74 af de [på det tidspunkt] 94 lig blevet identificeret. Dette var førsteklasses. ”De resterende blev flyttet til Medico-Legal Centre, hvor de kunne blive identificeret senere. En time senere var alle ligene blevet overført.

Det var en procedure, som tilgodeså politiets behov for pragmatisk og professionel håndtering. Phil Scraton skriver i sin bog Hillsborough The Truth videre, at proceduren behandlede pårørende som objekter på et samlebånd. Ved hvert stadie af processen blev de nægtet basale rettigheder og behov.

Ambulance-chefen udtalte: “Det var fuldstændig unødvendigt, at folk skulle gennemgå den lidelse, præsentationen af et lig til identifikation er et tidspunkt for de nærmeste at komme overens med et chok, det er en meget vigtig del af sørgeprocessen, ligene skulle præsenteres rene, vaskede, håret i orden, med værdighed på en menneskelig facon, ikke i en ligpose.”

Historierne er næsten lige så mange som ofrene, men alle beskriver de en horribel dag og nat for de efterladte familier, men helvede var på ingen måde overstået for familierne. I dagene derefter berettede officielle kilder om, hvordan tusindvis af Liverpool fans var ankommet fem minutter inden kick-off. Jacques Georges, UEFA's præsident, kom med stødende kommentarer, som sammenlignede Liverpools fans med vilde dyr. Adskillige aviser rapporterede, hvordan Liverpools fans havde tvunget sig adgang til stadion.

Den 18. april – tre dage efter – skrev Sheffield Star at bøller havde angrebet ambulancefolk og urineret på politifolk, som forsøgte genoplivning. Irvine Patrick, et lokalt medlem af parlamentet udtalte på ITV, at han havde talt med politifolk, som fortalte, at de var blevet angrebet, sparket og slået.

Dagen efter gik morgenaviserne i krig. The Suns forside lød “THE TRUTH: Nogle fans stjal fra lommerne af ofrene; nogle fans urinerede på modige politifolk; nogle fans tævede politibetjent under genoplivningsforsøg”. Det kom senere frem, at Kelvin Mac-Kenzie, avisens redaktør, oprindeligt ville have brugt overskriften “YOU SCUM”. Flere andre aviser havde lignende historier, men ikke så brutale som dem nævnt her. Taylor rapporten, som senere blev sat i værk for at undersøge katastrofen, tilbageviste samtlige disse beskyldninger. Ikke et eneste vidne (ud af flere tusinde) havde bekræftet beskyldningerne, og Taylor kritiserede samtidig de, som kom med dem, og de som viderebragte dem. Lord Taylor sagde, at de havde været bedre tjent med at tie stille.

Men på det tidspunkt var aviserne ligeglade. Beskyldningerne blev i det store hele stående, og det blev et kendt “faktum”, at Liverpool fans slog deres egne ihjel. En mor til et af ofrene udtalte om situationen: “Vi opdagede hurtigt, at vi ikke kun var i en kamp for retfærdighed for de, som døde, men også for at rense dem og de fans, som overlevede.”

Indkast.dk takker Liverpools danske fanklub for deres medvirker til denne artikel.



Optakter
Torsdag d. 22/2, kl. 19:00
Atlético Madrid - FC København
Tilskuere i Superligaen

Fanmagneten Hammarby IF

Klubberne har taget tilskuerne for givet

SIF-boss: Faciliteter kan være løsningen

SL-status: Tilskuerne bliver stadig væk

Magasin-artikler
Wigan – City: 1-0 … igen
To forskellige fodboldklubber og verdner mødtes på DW Stadium, og resultatet blev det samme som i 2013. Væk var de ildelugtende toiletter, komiske presseforhold og klubkontoret i campingvognen, da Pep Guardiolas tropper gæstede Wigan.
Sergio Agüero, Ilkay Gundogan, Leroy Sane, Fernandinho, John Stones, Kyle Walker, Kevin De Bruyne, David og Bernardo Silva samt rekordindkøbet Aymeric Laporte var blot nogle af de Manchester City-spillere, der mandag aften ikke kunne besejre Wigan fra den tredjebedste engelske fodboldrække. City tabte med 0-1, hvilket ikke var første gang.

FA Cup-finalen i 2013 gav samme resultat i Wigans favør imod et voldsomt City-mandskab. Det samme kan man vel sige om opgøret i februar 2018, hvor en af de største fodboldoverraskelser i nyere tid fandt sted. For City har i denne sæson fjernet alt modstand – men Wigan fra den tredje bedste række vandt alligevel over dem.

Kigger man tilbage i historiebøgerne, så går en af historierne fra finalen i 2013 på, at den daværende stenrige klubejer Dave Whelan stod i en herretøjsbutik i London og afviste at betale omkring 3.000 kroner for en ny strikketrøje, som han skulle have på til kampen. Han valgte at tage sin gamle på – og det frembragte held – måske havde Whelan også trøjen på til kampen i 2018?

I Whelans hjem skulle der være 81 store fotografier rundt omkring i huset fra finalesejren, som kom i hus på en speciel måde. Ifølge assistent-træneren Graeme Jones så valgte manager Martínez at ændre taktik dagen før kampen, og han bad spillerne om at træne ti minutter dagen før. Her skulle spillerne øve ti angrebsåbninger - og ifølge Jones var det nøglen til den overraskende sejr.

I 2018-udgaven blev backen Fabian Delph udvist, mens det var Pablo Zabaleta i 2013. Den meget stærke Zabaleta fik to advarsler for frispark på den purunge Callum McManaman, der på det tidspunkt boede hjemme hos sin mor. Inden knægten gik i seng, hang han FA Cup-medaljen op på væggen i barndomsværelset, hvor han som knægt havde ligget og drømt om at vinde FA Cuppen. Medaljen skulle stadigvæk hænge på værelset, men det er langt fra den eneste komiske historie om den specielle fodboldklub – Wigan Athletic.


Lugt af pis og masser af fuglelort
I starten af 1990'erne spillede Wigan Athletic i de laveste engelske divisioner, og havde et stadion – Springfield Park – der var berygtet af alle de forkerte grunde. Omkring fodboldbanen var der grundet dårlige og uløselige sanitære forhold en konstant stank af urin, hvilket der blev gjort meget grin med – ligesom deres næsten komiske presseforhold.

Journalisterne blev nemlig placeret i et anlagt drivhus, som det hævdes ikke ”at have været gjort rent i 50 år”, og derfor var der kun få steder, at man faktisk kunne se ud igennem ruderne, der bl.a. var meget ramt af fuglelort. Derudover var der kun plads til en lille håndfuld journalister, og forholdene var ikke meget bedre på klubbens kontor, der var i en nærliggende campingvogn.

Historien om Wigans kontor i campingvognen for under 30 år siden giver jo næsten grotesk billede, når de nærliggende og senere Premier League-konkurrenter er klubber som de to Liverpool-klubber samt Manchester City og United. Dette ”Wigan-billede” bliver endnu flottere, når det viser sig, at ”The Latics” har voldsom opbakning i lokalområdet. For fem år siden viste en undersøgelse nemlig, at det er ikke er Everton, Liverpool, Manchester City eller United, der har den største opbakning – i gennemsnit af tilskuerne - under 16 år. Det har Wigan Athletic!

De flotte tal giver jo lyse udsigter over DW Stadion, der tidligere hed JJB Stadion, men forholdene er også ændret fra det føromtalte Springfield Park. I 1999 stod 80 % af tilskuerne op på en græsvold omkring stadion, men alt dette fik en klublegende ændret. Navnet er Dave Whelan!


Fra røven af 3. Divison
I sæsonen 1993/94 tabte Wigan 12 kampe i træk og lå i ”røven af 3. Division”, hvilket kostede manager Kenny Swain jobbet. I stedet blev den tidligere spiller Graham Barrow ansat, og tyve år efter var han - stadigvæk - tilknyttet førsteholdets træner-team. På det førnævnte tidspunkt havde klubben ifølge datidens bulletiner kun to spillere på det niveau, som holdet spillede på, men føromtalte Whelan ændrede alt. Som spiller blev Whelan kendt for at brække begge ben i FA Cup-finalen i 1960, men sidenhen er han blevet berømt for opbygningen af et storhold, der endte i Premier League. Han ændrede klubbens stadion, spilletrup og med et smittede humør samt hårdt arbejde startede genopbygningen af klubben.

På en kold februar aften i 1995 mødtes Whelan med 350 af klubbens loyale fans, og på det tidspunkt lovede klubejeren, at holdet ville være i Premier League inden ti år. Det frembragte jubel hos fansene men også komiske kommentarer fra konkurrenterne, men disse blæste Whelan på. Præcis ti år senere var holdet i Premier League, og Whelan holdt dermed sit løfte, hvilket blev gjort med hårdt arbejde og det rigtige hjerte – samt meget humor og manager Paul Jewell, der også kunne levere alt dette.

Aston Villa var et tophold på dette tidspunkt og havde flere engelske landsholdsspillere i truppen. Deres daværende manager David O'Leary sagde efter oprykningen til Wigan-kollegaen Paul Jewell:

- Tillykke med oprykningen. Jeg håber, at I bliver i rækken!

Svaret fra Jewell kom prompte med et smil på læben:

- Tak… det håber jeg også, at I gør!

Manager Jewell var Whelans påfund, og igennem seks år stod klubbens tidligere lille angriber for det hårde slid frem mod Premier League. Det startede ellers rigtigt dårligt for Jewell efter ansættelsen i 2001. I september var holdet placeret i bunden efter et 1-5-nederlag til Wrexham, men Whelan gav Jewell ind til den efterfølgende jul til få dem i top 6. Det lykkedes… de var faktisk placeret på førstepladsen med ti points forspring den efterfølgende jul, og eventyret op mod Premier League kunne begynde. Forinden havde Whelan haft Jewells til jobsamtale, hvor den daværende 74-årige bestyrelsesformand skulle have sagt:

- Der er blevet sagt en masse pis om mig, men alt, hvad jeg forlanger af mine managers, er, at de arbejder røven ud af bukserne.

Det gjorde Jewell, og i 2005 rykkede holdet op i Premier League med spillere som Jimmy Bullard, Arjan de Zeeuw, Jason Robers og Nathan Ellington. I Jewell havde Wigan et unikt øje for at spotte talenter i lavere rækker. Pascal Chimbonda blev hentet i den næstbedste franske fodboldrække og senere kåret til den bedste højreback i Premier League. Antonio Valencia kom til Nordengland fra Recreativo og blev senere solgt meget dyrt til mægtige Manchester United. Før disse var de ”Three Amigos” kommet til klubben. De tre spanske spillere var den senere manager Roberto Mantinez, Isidro Diaz og Jesus Seba, hvilket fik den humoristiske klub til tørt at konstatere: Jesus is a Wiganer!

Inden Mantinez fik manager-jobbet havde Steve Bruce været manager i klubben, og han ”fandt” også nogle billige spillere til at supplere truppen med. Wilson Palacios og Maynor Figueroa kom fra Honduras, mens ukendte James McCarthy kom fra Hamilton.

Mange af disse spillere var ukendte ved ankomsten til Wigan, og sådan er historikken i klubben, hvilket gør det svært at vurdere deres trup inden en sæsonstart. Igennem flere sæsoner har de ikke været levnet mange chancer, men alligevel er de endt med at imponere – blandt andet deres sæsoner i Premier League. John Cross fra The Daily Mirror har tidligere sagt om Wigans chancer i Premier League:

- Wigan minder om Coventry fra tiden i slutningen af 80'erne og starten af 90'erne. Et hold, der i flere år kæmper mod nedrykningen. År efter år trodser de tyngdekraften. De kan ikke blive ved med at tabe spillere og i stedet hente nye, uprøvede spillere, som de har gjort og er sluppet afsted med.

Efter klubben havde overlevet en af deres dramatiske nedrykningskampe sagde klublegenden Whelan til BBC:

- Det er ikke pengene, vi glæder os over nu. Det er at blive i Premier League.

Wigan-ejeren havde brugt over 100 millioner kroner på klubben, som han købte for 8 millioner kroner. I 2007 solgte den aldrende Whelan aktier i JJB Sports for 2,5 milliard kroner, og han skal ikke have masser af penge, når han dør – har Whelan tidligere slået fast:

- For mange mennesker tager penge med graven, og det har jeg ikke nogen plan om. I forhold til Wigan og min investering har det været det hele værd, når man har set klubben vokse fra de nederste divisionsrækker til Premier League. Skulle vi rykke ned i den kommende sæson, kan vi stadigvæk sige, at ”Vi gjorde det!”


Magien kom tilbage
Den 7. maj 2012 vandt Wigan 1-0 over Blackburn og reddede sig dermed i sidste spillerunde en sæson mere i Premier League, men året efter sluttede festen. Tre dage efter de havde vundet FA Cup-finalen, rykkede de ud af Premier League.

Men ingen kunne tage deres triumf fra dem. Den næsten 100 år gamle klub havde vundet deres første store trofæ – nogensinde – og så ved at vinde 1-0 over naboerne, de stenrige samt kraftigt oprustende fra Manchester City.

I den efterfølgende sæson blev succes-manageren Martínez sendt til Everton. Samtidig gav Whelan bestyrelsesposten til barnebarnet David Sharpe, hvorved de to mænd bag Wigan-magien var væk. På seks år har der været seks managere i Wigan – uden den store succes.

Den fik Paul Cook mandag aften, da Wigan formåede at vinde over Manchester City i FA Cuppen – igen. Pep Guardiolas tropper havde forinden vundet 23 ud af deres 27 Premier League-kampe, og de sparede ikke på deres kræfter. Der var masser af kvalitet i det hold, som Guardiola sendte på banen på DW Stadium. Et sted hvor der tidligere har lugtet voldsomt af urin, hvor presserummet var et drivhus overbeskidt med fuglelort og hvor klubkontoret var en gammel campingvogn. Alt mellem de to klubber var forskelligt – bortset fra resultatet. Wigan vandt igen med 1-0…

Læs hele artiklen
Preston North End - Absolute rubbish
Indkast.dk rejste til det nordlige England og fandt det ægte engelske fodbold i den triste by – Preston.
- Rough day today…

Sådan lyder det fra manden, der kommer ud fra det overbrækkede toilet på baren ”The Sumners”. Vi er tæt på Deepdale stadium, hvor Preston North End(PNE) om et par timer skal møde Hull i Englands næstbedste fodboldrække, men vi er også et sted, hvor fodbolden har en speciel betydning.

Arbejdsløsheden er rekordhøj i denne del af England, og hele området er ligeså deprimerende og trist - som vejret. Preston ligger 50 km nord for Liverpool og Manchester i et område, der tidligere har haft meget mere industri og masser af handler samt vækst. Nu er gaderne fyldt med triste og faldefærdige bygninger, og på hvert et hjørne er der enten et værtshus eller en bookmaker. Vi kommer til byen fra den legendariske M6-motorvej og passerer både Anfield Road og Goodison Park, som ligger overraskende tæt på hinanden, men vi kommer også forbi meget elendighed. Det er her, at den engelske fodbold findes i den reneste form. Her støtter man det lokale hold og ikke andre, hvilket David Nielsen forleden udtrykte på en speciel måde i Jyllands-Posten:

- Der er en grund til, at den engelske kultur er så stærk. Hvis du kommer fra Shrewsbury, så holder du med Shrewsbury. Så holder du ikke med Arsenal. Så snart Liverpool vinder en kamp, vælter det ind med danskere, der jubler "Yes, mand, vi vandt i dag". Så føler de sig som en del af noget, der ligger langt, langt væk. Vi er ikke en fodboldnation.

England er en fodboldnation og især i de fattige samt udsatte områder langt væk fra London som i Preston. Her er kærligheden til fodbolden stor, og man støtter de lokale drenge, selvom de er ”absolute rubbish”, som den helfulde mand bag os råber efter spillerne, efter vi har sat os på de meget kolde sæder på Deepdale.

Det går ellers godt for Preston North End for tiden. De er placeret tæt på de meget attraktive Playoff-kampe, og de vinder også opgøret over Hull, selvom det tidligere Premier League-hold havde flere erfarne spillere, herunder den svenske landsholdsspiller Sebastian Larsson, Fraiser Campbell og den tidligere Tottenham-spiller Michael Dawson. Sidstnævnte deltog ikke i kampen pga. en skade, slog manager Alex Neil fast efter opgøret, selvom flere af de engelske aviser mente, at Dawson var skuffet over, at han ikke fik lov at skifte til Nottingham Forest i det netop overståede transfervindue.

Modsat Hull har PNE ikke så mange aldrende stjerner på holdet, og end ikke salget af Jordan Hugill til West Ham for tæt på 100 millioner kroner virker til at have påvirket holdet. I stedet havde Greg Cunningham fået pladsen, og han scorede kampens første mål – naturligvis med hovedet efter et hjørnespark. For kampen foregik på ”anden sal”, og min rejsefælde var ikke bleg for tørt at konstatere efter en af kampens mange høje bolde, at ”det er spillet”. Sådan spiller man store dele af Championship-kampene, og de er ikke blege for at tage del i nogle af de mange hårde luftdueller.

Vi sidder på Sir Tom Finney Stand, som er opkaldt efter klublegenden, der imellem 1946 og 1960 spillede 433 kampe for klubben og scorede 187 mål. Kort tid efter den lokalfødte knægt Finney stoppede, rykkede PNE ud af den bedste engelske fodboldrække, hvor de ikke har været siden – men nu nærmer de sig.


Fra Invincibles til jokes
Udover Finney er der også mange andre kendte fodboldnavne, der har været i klubben som Bill Shankly, David Moyes, Sam Allardyce, Sir Bobby Charlton, David Healy og Nugent. Flere af disse navne finder vi indgraveret i fliserne tæt på det legendariske springvand – The Tom Finney Splash – foran stadion.

Omkring stadion er det som tidligere nævnt trist, lidt fantasiløst men også meget engelsk. Det var spillet på banen også, og holdkortet viste med al tydelighed, at truppen er besat af spillere fra Wales, Irland, Skotland og naturligvis England. De engelske dyder bliver passet og plejet – imens man opfører sig ordentligt, når ”The Lilywhites” spiller. Her bliver man ikke kropsvisiteret, inden man kommer ind på stadion, fordi der er en stærk tiltro til, at man ikke kaster med flasker eller andet. Ved det obligatoriske toiletbesøg i pausen ser jeg, at flere har medbragte termokander til kampen, hvilket ikke ville være tilladt mange steder i Europa, da det jo også kan fungere som kasteskødts. Sådan noget sker ikke i Preston North End. For her er klubben ens familie, og hvem ønsker at skade den?

PNE er en af verdens ældste fodboldklubber, og for over 100 år siden blev de ”Invincibles”, da de gik igennem en sæson uden nederlag, men siden dengang er der sket meget, og der er rigtig mange vittigheder, som tidligere har gjort klubben lidt til grin. En af disse handler om en PNE-fan, der går forbi en galeanstalt med et PNE-halstørklæde på, og han falder i snak med en indsat på den modsatte side af væggen. Fanen spørger efter lidt småsnak medfangen, om han også holder med PNE, hvortil han svarer: ”Ser det ikke ud til, at jeg har nok problemer?”.

Kampen mellem PNE og Hull var et møde imellem to klubber fra Lancashire og Yorkshire, hvilket er to egne, der historisk set hader hinanden, men trods dette forløb alt omkring kampen stille og roligt – bortset fra på pubben ”The Sumners”, hvor de sikkert stadigvæk er ved at gøre rent… jah… ellers er de ikke!

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Pierre-Emerick Aubameyang – råddent æble
Hurtigere end Usain Bolt, ballademager med store disciplinære problemer, nyrig afrikaner med ekstremt forbrug… dette er blot nogle af betegnelserne, som er blevet påhæftet den 28-årige angriber fra Gabon.
141 mål i 212 kampe… det var hvad Pierre-Emerick Aubameyang opnåede i Dortmund, fra ankomsten i 2013 til han i de sidste timer af januars transfervindue i 2018 blev rekordindkøbt af Arsenal, men hvem er denne afrikanske angriber?

Aubameyangs fodboldeventyr startede i 1995, da han første gang betrådte grønsværen i den lille franske klub ASL L'Huisserie Football, hvor han tog hul på fodboldkarrieren. Herefter gik turen til OGC Nice, Stade Lavallois, FC Rouen og SC Bastia, inden hans karriere som juniorspiller for alvor tog fart.

Aubameyang sluttede sig til AC Milans ungdomsrækker i januar 2007. I august 2007 var han en del af det hold, som tilkæmpede sig en flot fjerdeplads i den såkaldte Champions Youth Cup, som blev afholdt i Malaysia. Her leverede Aubameyang så solide præstationer, at han tiltrak sig international opmærksomhed. Han scorede således mod hver eneste modstander, som AC Milan mødte på grønsværen, og det blev til syv mål i seks kampe.

Afrikanerens første sæson som professionel fodboldspiller var sæsonen 2008/09, hvor han var udlejet til Dijon FCO. Meningen var, at Aubameyang skulle få førsteholdserfaring, hvilket han så sandelig fik. Han spillede således 34 ligakampe, hvori det blev til otte mål og to assists. Den dengang 18-årige Aubameyang blev ydermere nævnt i magasinet World Soccers talentsektion.

Sæsonen i Dijon som lejesvend blev altså en succes for Aubameyang. Herefter blev han udlejet til Lille OSC og AS Monaco, hvor han dog ikke oplevede samme succes. Efter seks måneder i Monaco blev Aubameyang udlejet til Saint-Etienne, hvor han på ny oplevede stor succes. Succesen i Saint-Etienne var endda så stor, at Ligue 1-klubben i december 2011 hentede Aubameyang på en permanent aftale. Han scorede sit første hattrick for klubben to måneder senere og endte faktisk som Ligue 1-topscorer i den sæson.

Sæsonen 2012/13 bliver betegnet som Aubameyangs gennembrudssæson. Han tilkæmpede sig ganske vist ”kun” en andenplads på topscorerlisten i Ligue 1, men til gengæld blev han kåret til African Player of the Year.
Aubameyang blev præsenteret i Borussia Dortmund den 4. juli 2013. Her kom han dog til at stå i skyggen af Robert Lewandowski i Dortmund-angrebet, hvilket kom til udtryk på Bundesligaens topscorerliste for 2013/14-sæsonen, hvor Aubameyang sluttede under både Lewandowski og Marco Reus.

Lewandowski sluttede sig til Bayern München, inden sæsonen 2014/15 blev sparket i gang. Aubameyangs anden sæson i Dortmund-trøjen bød på 16 mål, hvilket gav ham rollen som Dortmund-topscorer. De 16 træffere var dog ikke nok til at sikre ham topscorertitlen i Bundesligaen, men fjerdepladsen på topscorerlisten betød, at han nærmede sig. Sæsonen 2015/16 bød på 25 mål i sæsonens 34 kampe, men det var kun nok til andenpladsen på topscorerlisten, da Lewandowski scorede 30 mål i Bayern München-trøjen.

Man kan argumentere for, at 2016/17-sæsonen var den bedste sæson nogensinde for Aubameyang. Han vandt topscorertitlen for næsen af Lewandowski, som for anden sæson i træk præsterede hele 30 træffere i 34 kampe.

Aubameyang havde scoret 29 mål i sæsonen, inden den allersidste spillerunde gik i gang. Her var Werder Bremen på besøg i Dortmund, hvilket endte med en 4-3-sejr til værterne. Dortmunds superhelt fandt vej til netmaskerne to gange i den allersidste kamp, mens Lewandowski ikke formåede at finde vej til netmaskerne i Bayern Münchens 4-1-sejr over Augsburg, og inden skiftet til Arsenal havde angriberen lavet 13 mål for Dortmund, mens det har knebet lidt mere på landsholdet.

Aubameyang blev inviteret til at spille for Italiens U19-landshold, da han havde overstået den succesfulde sæson som lejesvend i Dijon, men den franskfødte angriber med rødder i Gabon valgte dog det franske U21-landshold, som han debuterede for i februar 2009.

I marts 2009 blev Aubameyang imidlertid udtaget til det gabonesiske landshold, som han siden har repræsenteret. Gabon var vært for African Cup of Nations i 2017, hvilket dog hverken medførte en sejr eller en finaleplads. Til gengæld er Aubameyang alle tiders topscorer på det gabonesiske landshold. Nok tal - nu mere om ”The bad boy” .


Superhelten Aubameyang
Halloween var lige om hjørnet i oktober 2012, da Aubameyang tilsyneladende tog forskud på glæderne. Han havde netop scoret det første mål i kampen mellem Saint-Etienne og Stade Rennais, da han løb om bag målet og fandt en taske. Frem fra tasken tog han en Spiderman-maske, som han iførte sig for at fejre sin scoring. Dog var Aubameyang ikke den første spiller i verden, som fejrede en scoring på den måde. Den tidligere Newcastle-midtbanespiller Jonas Gutierrez havde således en Spiderman-maske gemt i shortsene, som kom frem, da han scorede mod Barnsley i 2010. Det blev til gengæld langtfra den sidste gang, at Aubameyang iførte sig en maske på grønsværen.

Aubameyang stjal endnu en gang rampelyset med en maske, da han var havnet i Dortmund og de stod overfor Bayern München i DFL-Supercuppen i 2014. Den nye holdkammerat - Henrikh Mkhitaryan - bragte Dortmund foran efter 23 minutters spil, inden Aubameyang også kom på måltavlen efter godt en times spil. Herefter fandt han en Spider Man-maske i den ene sok, som han tog på hovedet foran de knap 80.000 tilskuere på Signal Iduna Park.

Spiderman blev erstattet af Batman i det såkaldte Ruhr-derby mellem Dortmund og Schalke i februar 2015. Aubameyang bragte BVB foran efter 78 minutters spil, hvorefter han tog en Batman-maske på hovedet, mens hans holdkammerat Marco Reus fulgte trop og også tog en maske på – en Robin-maske. Maske-episoden fra Ruhr-derbyet, hvor Aubameyang og Reus tydeligvis havde forberedt en fælles jubel, kunne have set vanvittig dumt ud, hvis Dortmund havde smidt føringen på gulvet, men derbyet endte 3-0 til Dortmund.

Aubameyang iførte sig for fjerde gang i karrieren en maske på grønsværen, da Schalke tog imod Dortmund til endnu et Ruhr-derby. Aubameyang bragte Dortmund foran i anden halvleg, hvilket altså fik ham til at tage endnu en maske på, men der var ugler i mosen denne gang. Der var således tale om en speciel maske, som var en tilslutning til den såkaldte Nike-kampagne ”The Masked Finisher”. Aubameyang er personligt sponsoreret af Nike, mens Dortmund får deres spilledragter fra Puma, som oven i købet også er aktionærer i Bundesliga-klubben. Denne kontrovers fik Dortmund-direktøren Hans-Joachim Watzke til at tale med store ord:

- Denne opførsel er uværdig for sådan en stor virksomhed. Det kan ikke passe, at vi skal kæmpe for Nike og deres økonomiske interesser på denne måde. Vores partner er Puma, udtalte Hans-Joachim Watzke til det tyske medie Bild.

Den daværende Dortmund-træner Thomas Tuchel var også overrasket over sin angribers opførsel. Han var dog ikke overrasket over, at hans angriber endnu en gang tog en maske på, da han skulle fejre sin scoring, men derimod over den kontroversielle maske, som var et endegyldigt bevis på, at Aubameyang havde tilsluttet sig en Nike-kampagne iført en Puma-spillertrøje.

- Vi havde forventet en efterfølger til Batman/Spiderman-jubelscenen, men det var ikke tilfældet, hvilket gør det hele en anelse vanskeligere, lød det fra Thomas Tuchel.


”No Auba – No Party”
Den seneste maske-eskapade resulterede i, at Aubameyang blev idømt en bøde på omkring 375.000 kroner, men det er langt fra eneste gang, der har været ballade med Aubameyang. Angriberen er blevet påhæftet ”No Auba – No Party”, da han er lidt af en festabe med hurtige biler, specielle hårpragter, manglende disciplin samt ekstremt dyrt designertøj, som han selv producerer. Han har blandt andet lavet tøjserien ”PEA17” samt baseballcap-mærket ”New Era”, som kom i Dortmund-farverne sort og gult – måske skal det i fremtiden være hvidt og rødt?

Tøjet har været et af problemerne for Aubameyang i Dortmund, da arbejderklubbens fans slet ikke kun genkende levemåden fra Gabon-angriberen. Ugelønnen på omkring 1,5 million kroner i Dortmund er blevet brugt på mange vanvittige ting, som da han mødte op til kamp med et par grønne Nike-sko med 4.000 små Swarkoski krystaller på til en samlet pris på over 25.000 kroner.

Dette kom samtidigt med, at han sagde til journalister, at han ønskede at skifte til Real Madrid eller PSG, hvilket de meget loyale Dortmund-fans har haft svært ved at acceptere. Desuden er han gentagende gange udeblevet fra træningen – blandt andet for at deltage i en reklamefilm for Red Bull, og i sidste sæson blev han ikke udtaget til en Champions League-kamp imod Sporting Lissabon, da han 48 timer før var blevet filmet til et pool-party i det nordlige Italien. Han blev også udelukket fra truppen til sidste sæsons kamp imod Stuttgart, da han kort tid forinden var taget til Barcelona for at besøge den gamle holdkammerat – Ousmane Dembélé. Dortmund kaldte det ”disciplinære problemer”, og dem har der været mange af.

Dette har - ifølge bulletinerne - gjort, at holdkammeraterne har taget afstand til Aubameyang, og til sidst fik sportsdirektør Michael Zorc samt træner Peter Stoger simpelthen nok af deres ellers så målfarlige angriber – og måske blev andre klubber også bange for at hente ”problembarnet”.

Flere gange har Real Madrid vist deres interesse, men trods deres sportslige krise så slog ”Los Blancos” ikke til. Tidligere har den spanske avis AS skrevet, at Real Madrid var villige til at betale i omegnen af 520 millioner kroner samt sende deres daværende angriber Álvaro Morata til Dortmund, hvis Aubameyang til gengæld blev sendt den modsatte vej, men det blev afvist af Dortmund, selvom Aubameyangs mor, Margarita Crespo, tidligere har udtalt:

- Han (Pierre-Emerick Aubameyang, red) lovede sin bedstefar, at han ville komme til at spille for Real Madrid, og lige siden han var et lille barn, snakkede han altid om Real Madrid - ikke Barcelona.

Pierre-Emerick Aubameyang endte ikke i Real Madrid og måske findes forklaringen på, at angriberen ikke blev købt af Real Madrid i ordvalget fra Dortmund-legenden Matthias Sammer. Han har sagt, at Arsenal har købt ”Et råddent æble”, og at angriberens egoistiske og respektløse opførsel næppe vil ændre sig.

Det må fremtiden vise, men mål det kan den hurtige Aubameyang lave.


Læs hele artiklen
Nicklas Bendtner – 30 år
”Lord Bendtner” er to gange blevet anholdt for at lave hærværk, og han har fået en bøde på 842.000 kroner for at køre spirituskørsel – men nu er det hele vendt, og den 30-årige ”Bendtner is back”.
Den 16. januar 1988 blev en af Danmarks vel nok mest selvtillidsfulde mænd født. Hvis man som læser er i tvivl om, hvem denne herre er, er der tale om Nicklas Bendtner. En spiller, som mange både i Danmark og i verden elsker at hade – og det er ikke så mærkeligt.

I Jantelovens hjemland er angriberen nemlig ikke bange for at iscenesætte sig selv og har desuden aldrig været det.
Allerede i ungdomsårene viste han flere tegn på, at han er en ener og formentlig altid vil være det. Han har nemlig aldrig haft nogle fodboldspillere som idoler. Næ, i stedet var hans idol tegneseriefiguren Batman – en figur der, trods svære odds altid klarede sig, og vigtigst af alt - klarede sig selv. Batman-sammenligningen er ikke helt af vejen, for selv om fodbold er en kollektiv sport, betyder det ikke, at ”Lord”, som han så yndefuldt bliver kaldt, ikke kan formå at flytte fokus over på sig selv. At det nu engang er sådan, kunne allerede ses tidligt i Bendtners karriere. Angriberens træner i KB, Jonnie Larsen, var nemlig på besøg i Arsenal og har tidligere overfor Tipsbladet beskrevet, hvad han så.

- Han var 18 og spillede en U/19-kamp mod Southampton, som ikke havde tabt en kamp i et helt år. Arsenal var bagud 1-0, og fem minutter før tid udlignede Nicklas. Arsenals spillere var helt vilde, og de løb over i hjørnet, hvor Nicklas fejrede det. I overtiden scorede Arsenal så til 2-1, og alle løb over i hjørnet igen – på nær Nicklas, som bare løb op mod midten. Det er typisk Nicklas, når det ikke er ham selv, der er i centrum. Der svinede jeg ham til og sagde, at han skulle være lidt mere en holdspiller. Jeg ved det godt Jonnie, sagde han, men han var lidt skuffet over, at han ikke blev matchvinder. Han er ikke en ond fyr, men det er nok det billede, folk har af ham. At han er lidt egoistisk…

Og påstanden er ikke helt skæv, hvis man blot lytter til nogle af de talrige andre anekdoter fra ungdomsårene. Som eksempel herpå beskrives det i bogen 'Big Bendtner' af Kurt Lassen, at han allerede som ung vidste, at han var for god til Danmark og Superligaen.

- Mens jeg var i KB, vidste jeg hele vejen, at jeg ikke skulle skrive kontrakt med FCK, men at jeg skulle videre.

Denne selvtillid har fulgt skarpretteren sidenhen, men som i så mange andre tilfælde er der en logisk grund til de høje tanker om sig selv.


Det startede på Amager – med mange mål
Bendtner startede som kun fireårig i Amager-klubben Tårnby Boldklub. Her spillede han i seks år, inden talentet rakte til den større og mere ambitiøse klub KB. Her blev historien gentaget. Bendtner tørnede nemlig også ud for københavnerne i seks år og med stor succes. Han var flere af sine konkurrenter overlegne, dels på grund af sin højde og dels på grund af sit åbenlyse talent. Det betød, at Arsenal hentede den dengang kun 16-årige dansker til London. Herfra tog karrieren for alvor fart. Faktisk imponerede skarpretteren manager Arsène Wenger så meget, at han kun et år efter sin ankomst til klubben debuterede for førsteholdet. Det skete i en Ligacup-kamp mod Sunderland i en alder af blot 17 år.

Året efter blev Bendtner udtaget som absolut yngste mand til Danmarks U-21-landshold forud for slutrunden i Portugal. I selvsamme turnering scorede Bendtner to mål mod Spanien - i sin debut vel at mærke. Senere samme år debuterede han for Danmarks bedste mandskab. Debuten faldt i en kamp mod Polen, og som for U-21-landsholdet tegnede han sig for en scoring. Ti måneder senere tilspillede han sig, efter et ophold i Birmingham, en kontraktforlængelse i Arsenal, og som om året ikke skulle være godt nok allerede, scorede han minsandten også sit første mål i Champions League i 7-0-slagtningen af Slavia Prag.

Herefter begyndte det dog at vakle mere for Bendtner. Holdkammeraterne begyndte at blive irriterede over hans store selvtilfredshed, og selv om han scorede regelmæssigt, formåede han at tiltrække negativ omtale i medierne. Det skete blandt andet efter en uheldig bytur, hvor han blev fotograferet med bukserne nede, et biluheld og røster fra landsholdslejren om, at han havde svært ved at indordne sig landsholdets regler og dermed hierarki. Det blandede mediebillede har fulgt angriberen lige siden. Efter nogle år med både strålende og forfærdeligt spil i Arsenal - og en guldrandet kontraktforlængelse til 2014 - valgte ”B52” at skifte til en lejeaftale hos midterholdet Sunderland.

Tiden i den langt mere stille nordengelske by, Sunderland, blev som tiden i Arsenal, en blandet pose bolsjer. Han startede godt, havde en mindre god periode og sluttede så godt igen. Sæsonen blev dog overskygget af flere uheldige episoder – blandt andet en sag om en fartbøde samt en sag danskeren senere blev frikendt i, hvor han sammen med anfører Lee Cattermole skulle have udøvet hærværk på adskillelige biler.


Masser af fest, damer og problemer
Udover alt balladen har Bendtner også været jagtet af mange journalister fra de mere kulørte blade, hvilket ikke mindst skyldtes ægteskabet – og barnet – som han fik med den tidligere baronesse Caroline Fleming. Dette forhold sluttede i 2011, og siden har Bendtner blandt andet været kæreste et par år med den voldsomt eksponerede skuespiller Julie Zangenberg. I denne periode var Bendtners karriere på det laveste. Dårlige ophold hos Juventus, Wolfsburg og Nottingham Forest gjorde, at han på klubholdene over en periode på fem år blot lavede fem mål – og nok engang var i overskrifterne af alle de forkerte grunde.

Da han kørte imod ensretningen på Gl. Strand i København med en promille på 1,75, mistede han også store dele af den sympati, der havde været for ham i den danske befolkning, og der var heller ikke meget forståelse hos Wolfsburg, da Bendtner – efter han blot havde lavet tre mål på to år – lagde et billede op på Instagram med sig selv i sin Mercedes på vej til træning i Wolfsburg, der er VW's hjemby. Bilfirmaet og storsponsoren i klubben betragtede dette som en provokation. Derfor endte han i Nottingham uden den store succes, og derefter endnu et skridt ned af karrierestigen med skiftet til Rosenborg, hvorved karriereforløbet kom til at hedde: Juventus, Wolfsburg, Nottingham Forest og Rosenborg. I Norge er Bendtner faldet til ro, og han skulle ifølge sig selv elske landets natur på sine lange gå- og fisketure.

- Jeg tror, at folk har et meget fejlagtigt syn på mig generelt. De tror, at de hele handler om byture og natteliv. Men når jeg har været hjemme (i Danmark, red.), har jeg altid taget ud i mit sommerhus. Jeg har altid elsket naturen, så for mig er der ikke noget nyt i det. Nu er der bare mere naturliv end så meget andet. Jeg nyder kontrasten. Det er dejligt. Vi er en del fra holdet, som fisker sammen.

Sådan sagde Bendtner til VG, men det var ikke et billede, som klubkammeraten i Rosenborg - Mike Jensen – kunne genkende efter formfremgangen.

- Nicklas er blevet stærkere fysisk, og selvtilliden er vokset siden landskampene i september… men han har altså ikke fanget en eneste fisk endnu, sagde Mike Jensen i efteråret.

Om det var naturen eller de høje priser på alkohol skal være usagt, men Rosenborg og Bendtner blev et godt match. Danskeren blev topscorer, kåret til ”Årets profil” af spillerforeningen og var stærkt medvirkende til, at Rosenborg vandt mesterskabet. Bendtner var nok en gang klar i spyttet på de sociale medier, hvor han efter den norske triumf skrev:

- Jeg sidder her og tænker på, hvordan jeg skal beskrive min sæson. Det er vel første gang i min karriere, hvor alting er gået, som jeg havde håbet og planlagt. Ja, det er faktisk første gang, hvor jeg ikke skal tænke på andet end at nyde øjeblikket og forberede mig på de næste udfordringer. At jeg er kommet så langt, siden jeg tegnede kontrakt med Rosenborg i marts, skylder jeg en stor tak til klubben for - til mit hold, til mine trænere, til fansene og alle andre bag kulisserne.

En langt mere ydmyg Bendtner takkede omkring sig og var langt fra den egoistiske version, som Arsenal-psykologen, Jacques Crevoisier, beskrev tidligere i hans karriere til det svenske fodboldmagasin Offside. Crevoisier havde lavet en 'Selvoplevet kompetence-test' – altså hvor god Bendtner opfattede sig selv til at være. Bendtners test sprængte skalaen. På en skala, der gik op til 9, formåede Nicklas Bendtner at få 10.

Nu fylder ”Fest-aben” 30 år, hvilket ikke er meget, når man tænker på, hvad han allerede har oplevet og hvilken udvikling han har gennemlevet. Måske er han ved at blive voksen?
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Havde Mourinho fortjent en ny kontrakt?
Forleden valgte Manchester United at forlænge kontrakten med Jose Mourinho, men har han virkelig gjort sig berettiget til dette?
Jose Mourinho har godt nok vundet to trofæer i Manchester United, men det var Liga cuppen og Europa League. Derudover har han sikret klubben plads blandt de sidste 16 i Champions League, men sidstnævnte var altså i en gruppe med Basel, CSKA Moskva og Benfica. Desuden har Mourinho fuldstændig tabt kampen om det engelske mesterskab til rivalerne fra City, der er 16 point foran, og på transfermarkedet har Mourinho lavet store fejl. De dyrtindkøbte sommerindkøb - Romelu Lukaku og Victor Lindelöf - må efterhånden betegnes som deciderede skuffelser, og de har haft store problemer med at finde sig til rette på United-holdet. Så er det samlet set så godt med Mourinho i United?

Netop United-holdet eller idealopstillingen har været svær at spotte med Mourinho, hvilket måske også skyldes, at det har været svært at finde spillestillen, og til tider har Manchester-holdet spillet mere defensivt og med langt mindre boldbesiddelse, end United-fansene har ønsket sig. Især imod de andre Top 6-hold har Mourinho spillet meget defensivt, og det har virket til, at han slet ikke har ønsket at angribe modstanderen. Dette har gjort, at sæsonens ni topkampe, indtil nu blot har givet én sejr. Derudover har Mourinhos meget udskældte plan B med at sparke lange bolde imod den ofte indskiftede Fellaini mødt stor kritik. Publikum har simpelthen ønsket sig mere af ”The special One”.

Midt i dette står det faktum, at dyrtindkøbte Henrikh Mkhitaryan slet ikke har kunne falde til under Mourinho, og han blev som bekendt byttet til Alexis Sánchez i Arsenal. Et godt bytte for United, men også dyrt, da det kun var United, der ønskede at opfylde sydamerikanerens høje lønkrav.


Skidt mandskabsbehandling?
Udover Mkhitaryan er Mourinho mislykkedes med de dyrtindkøbte Luke Shaw og Paul Pogba – og dermed kan de komme på listen over spillere, der ikke kunne præstere i United-trøjen, der kan være så svær at udfylde. Spørg bare Schweinsteiger, Depay, Schneiderlin, Valdes, Falcao og Di Maria blot for at nævne nogen indenfor de sidste tre sæsoner.

Pogba spiller ikke meget for tiden, og det virker til, at Mourinho ikke kan finde ud af, hvilken rolle franskmanden skal have på Uniteds midtbane? Pogba kostede 750 millioner kroner og er stadigvæk det største indkøb i Uniteds historie, men indtil nu har han ikke levet op til den store købspris, for skal han være 6'er, 8'er eller 10'er for United? Prisen og forventningerne til Pogba gjorde, at mange United-fans sikkert gerne ville have set franskmanden længere fremme på banen, men sådan er det ikke gået.


Bedre end van Gaal – men hvor meget?
Omkring juletid 2015 var overskrifterne i de engelske aviser ”Boring, Boring Manchester United”, da Louis van Gaals mandskab igennem et par måneder blot havde tilspillet sig syv afslutninger indenfor modstanderen målrammen og United-holdet havde spillet med flest baglæns afleveringer i Premier League samt flest afleveringer for at skabe deres chancer. Det var triste tal, som er blevet bedre under Mourinho, men ikke helt nok – mener jeres skrivekarl.

Mange United-fans vil sikkert rase, når de læser disse linjer, men undertegnet har blot store – faktisk megastore - forventninger til United og Mourinho. Disse bliver ikke indfriet for tiden. Mange spillere på holdet har ikke niveau til at spille for United, og klubben skal være glade for, at ”fax'en” drillede, da David De Gea var meget tæt på at skifte til Real Madrid. Den spanske målmand er en af verdens – hvis ikke verdens – bedste målmænd, og han har været kampafgørende masser af gange i Mourinho-tiden. De Gea har et internationalt snit fra den øverste hylde, og hvor mange andre har det i den nuværende Manchester United-trup? Spørgsmålet kunne også være… har Mourinho et internationalt snit udover det sædvanlige, som må være kravet for at være manager i en af verdens største fodboldklubber?

I 2016 slog Mourinho fast, at hans liv var forfærdeligt på et hotelværelse i Manchester, men her 15 måneder senere bor han stadigvæk på Lowry Hotel – hvorfor har han ikke købt et hus at bo i? - er han overhovedet faldet til i Manchester?

På det seneste har Manchester United spillet flere kampe med meget lav boldbesiddelse, og fornyelig tilspillede Arsenal over 30 afslutninger imod Manchester United - som godt nok vandt kampen. Derudover har United siden nederlaget til City spillet ti Premier League-kampe, hvor de har tabt til Newcastle og spillet uafgjort med Southampton og Burnley. Det er ikke resultater, der rimer på Manchester United – og slet ikke hvis man kigger tilbage på tiden med Sir Alex Ferguson.

Nu står de overfor store opgaver med Champions League og Premier League-kampe, hvor en udekamp imod Crystal Palace venter samt to kampe imod Chelsea og Liverpool indenfor de næste tre kampe. Gad vide, om de to hjemmekampe imod rivalerne fra toppen også bliver med en ”parkeret bus” på Old Trafford?

Mourinho-historikken taler for sig selv, og jeg har været begejstret for ham og underholdningsværdien. Den anerledes tankegang, siden han – på Old Trafford – lavede sin legendariske jubelscene som Porto-træner, har ofte begejstret mig, men er han ved at miste lidt af magien og vil der opstå mere kritik af ham, hvis han går igennem denne sæson som Manchester United-manager uden at vinde et trofæ?

Det nuværende United-hold ligner ikke en Champions League-vinder, så Mourinho skal måske sætte sin lid til FA Cuppen, for det engelske mesterskab er meget langt væk, og kigger man på det nuværende City-hold, er de andre Premier League-hold ikke i nærheden. Så nok engang er Mourinho langt bagefter rivalen Pep Guardiola… men trods dette, de dårlige indkøb, den manglende mandskabsbehandling og den til tider kedelige spillestil, så fik den kontroversielle manager en kontraktforlængelse! Fremtiden vil vise om han havde fortjent denne…
Læs hele lederen
Hvad sker der - og skal sker i Real?
Indkast.dk har kigget nærmere på den formsvage kongeklub… blandt andet på stillingen, træner Zidane, de manglende mål, problemet Ronaldo, nederlaget til Leganes samt lidt om fremtiden.
Stillingen i La Liga
1. Barcelona – 57 point
2. Atletico Madrid - 46 point
3. Valencia – 40 point
4. Real Madrid – 38 point

Smertefuld læsning som jo pt. er det altoverskyggende problem. Hullet på 19 point til rivalerne fra Barcelona er gigantisk og er vel ikke bare et hul – men næsten en kløft. Prøv at overveje hvad der var sket, hvis der var Barcelona, der var bagefter med 19 point med tanke på salget af Neymar. Et andet tankeeksperiment er også meget rammende. Real Madrid er lige nu præcis ligeså tæt på nedrykningsstregen, som de er på Barcelona. I den forbindelse var det naturligvis skidt, at de kort før jul tabte 0-3 til Barcelona på hjemmebane.

Tænk sig hvis Real Madrid ikke skulle kvalificere sig til Champions League… de skulle jo helst ikke ende som Arsenal – altså uden for Top4.


Otte er ikke nok
Ikke en eneste Real Madrid-spiller har scoret mere end otte La Liga-mål i denne sæson – altså efter deres 21 kampe. På den spanske topscorerliste har Real Madrid ikke en eneste spiller blandt de øverste ti, og den centrale angriber Karim Benzema har lavet to mål.

Topscoreren er ikke overraskende Cristiano Ronaldo med de otte mål. Han har lavet et mål for hvert 188 minutter. Til sammenligning har Barcelonas centrale midtbanespiller Paulinho blot brugt 149 minutter og den evige rival – Lionel Messi – 98 minutter pr. mål, og glem nu ikke, at Ronaldo er Real Madrids topscorer, så otte mål er ikke nok.


Zero from Zizou
Hvis ikke Ronaldo har hovedrollen i Real Madrids krise, så har træner Zinedine Zidane. Den tidligere så anerkendte træner og klublegende virker fuldstændig ideforladt, en smule opgivende og handlingslammet. Hvorfor, at ”Kongeklubben” ikke handlede voldsomt i det netop overståede transfervindue, er en stor gåde, og måske havde Zidane slet ikke gjort sig overvejelser om dette. Længe har Pierre-Emerick Ambeyang været rygtet til Real Madrid, men alligevel endte han i Arsenal, som ikke betalte ret meget for angriberen sammenlignet med, hvad den spanske hovedstadsklub plejer at købe spillere for.

Men ikke kun på transfermarkedet har Zidane været passiv. Han fortsætter med at vælge de samme underpræsterende spillere og skifter sjældent ud, før der er spillet 70 minutter af kampene. Det er ikke godt, og den dobbelte Champions League-vinder lever i den grad på disse meritter.


Leganes
For fire år siden var Leganes placeret i den tredjebedste spanske fodboldrække, men alligevel sendte de Real Madrid ud af den spanske pokalturnering, selvom Zidane blandt andet brugte spillere med fodboldklingende efternavne som Asensio, Varane, Kovavic, Modrić, Isco, Ramos og Benzema.

Leganes har plads til 12.000 tilskuere, og mange af disse vil næppe glemme det historiske resultat med det første.


Problemet Ronaldo
Som tidligere nævnt er Ronaldo i gang med den værste sæson i tolv år, og hans mål pr. kamp er støt faldet siden 2014/15-sæsonen. Fortsætter Ronaldo dette, vil hans eftermæle blive forringet meget i Real Madrid, men tør de sælge ham i Madrid?

Et af problemerne med Ronaldo er en efterhånden belastende dåbsattest, men også hans magt i Real Madrid. Ifølge spanske medier har Ronaldo været med til at bestemme, hvem der skal købes og hentes til klubben. Så kan man vist ikke have mere magt?

Netop indkøbene har ikke været for gode på det seneste. Sommerens indkøb – Theo Hernández og Dani Ceballos – har næsten ikke spillet i denne sæson.


Fremtiden
Redningen eller vendepunktet for Real Madrid på den korte bane kan blive i Champions League, men problemet i den forbindelse er blot, at modstanderen er formstærke PSG. Stiller man de to hold op imod hinanden, så ligner det absolut ikke en samlet sejr til Real Madrid.

På den lidt længere bane virker det for tiden ikke til, at Zidane har den store fremtid i klubben, men hvem skal så afløse ham? Tottenhams argentinske manager Mauricio Pochettino eller træneren fra Serie A-overraskende tophold Napoli – Maurizio Sarri - kunne være muligheder, men et trænerskifte gør det ikke alene. Der skal købes ind… meget stort ind og gerne fra England.

Kunne man hente et par stykker fra trioen - Harry Kane, Eden Hazard og David De Gea – ville det være solide forstærkninger, men om disse spillere overhovedet er til salg, er jo en anden snak. Helt sikkert er det dog, at det ikke bliver let at rejse Real Madrid igen.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon 20 vanvittige mål Teaser: Afgørende dag i Manchester Artikel ikon Giroud de specielle måls mester? Artikel ikon 100 Arsenal-mål for Giroud – Se dem her Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold i Bundesligaen - runde 23 7.200.000 vs. 3.170.000.000: 1-0 Artikel ikon Leipzig bygger rygerum til Sarri Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 25 Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Ugens hold i Bundesligaen - runde 23 Top 10: Verdensstjerner uden et CL-trofæ Artikel ikon Top 10: Mest lovende U20-spillere Artikel ikon Top 10: Mest scorende hold Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Crystal Palace - Arsenal Spil: Manchester City - Tottenham Artikel ikon Spil: Randers - FC Midtjylland Artikel ikon Spil: Manchester-derby Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Messi mod Ronaldo Carlo Ancelotti - mit spil Artikel ikon Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Top 10: Verdensstjerner uden et CL-trofæ Transfer-overblik: Premier League Artikel ikon Transfer-overblik: Bundesligaen Artikel ikon Storforbrugeren Pep Guardiola Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Torsdagens engelske rygter Bliver Serie A forstærket? Artikel ikon Onsdagens engelske rygter Artikel ikon Tirsdagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Alexandre Lacazette
Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Vidste du om ... Vinicus Junior Artikel ikon Vidste du om ... Kasper Dolberg Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Statistik: Ronaldo vs. Messi Pogba in numbers Artikel ikon Liverpools trio løfter holdet Artikel ikon Champions League-statistik Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Atlético Madrid - FC København Optakt: Bayern München - Besiktas Artikel ikon Optakt: Sevilla - Man. United Artikel ikon Optakt: Chelsea - Barcelona Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Shakhtar - Roma Startopstillinger: Sevilla - Man. Utd Artikel ikon Startopstillinger: Bayern - Besiktas Artikel ikon Startopstillinger: Chelsea - Barcelona Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Shakhtar - Roma: CL når det er bedst Sevilla og United delte i porten Artikel ikon Bayern tromlede over Besiktas' ti mand Artikel ikon Messi sikrede uafgjort efter fejl af AC Artikel ikon Se flere