Hvad skete på Hillsborough?

Af Torsten Brix

2012-09-13
Hvad skete på Hillsborough?

Indkast.dk genposter fire tidligere artikler - i en lang artikel. Det giver et sjældent og rystende indblik i, hvad der skete i 1989. I går sagde den engelske Premierminister David Cameron undskyld, men for hvad?

Den 15. april 1989 døde 95 fans i forbindelse med en fodboldkamp. Til FA Cup semifinalen mellem Liverpool og Nottingham Forest på Sheffield Wednesdays Hillsborough var en aldeles uansvarlig politiindsats, og ikke hooliganisme, den direkte årsag til, at næsten 100 fans vendte hjem fra hvad der skulle have været en festdag i kister. Mange af dem var børn.

Grundet alt for få billetluger på et stadion, som Liverpool-tilhængerne ikke havde særlig stort kendskab til, dannede der sig før kick off en større folkemængde ude foran yderportene på Leppings Lane. Det gik simpelt hen for langsomt med at komme ind. Til sidst blev presset så stort, at de menige politifolk, som var på vagt ude foran, anmodede South Yorkshire politis øverste ledelse, David Duckenfield og Bernard Murray i kontrolboksen, om at åbne yderporten. Efter kort betænkningstid gav Duckenfield ordre om at åbne porten.

Umiddelbart indenfor på stadion blev de mange tilskuere, som nu strømmede ind, mødt af et skilt over en indgang, med et stort B. Samme B gik igen på alle billetterne, og Liverpool fansene styrede derfor direkte mod indgangen, som førte ind i tunnel som gik nedad bakke og ind på de to centrale afsnit af Leppings Lane ståtribunen. For Liverpool fansene var det den eneste synlige vej mod ståpladserne via tunnellen.

Der var ingen, hverken stewards eller politifolk indenfor til at guide fansene udenom og ind mod de to afsnit i hver ende af tribunen. Tusindvis af fans strømmede altså ind igennem en tunnel som førte til et område, der allerede var fyldt op til randen af fans. I minutterne umiddelbart inden kick off blev pladsen i de midterste afsnit hurtigt meget trang. Nogle fans besvimede, og andre forsøgte at klatre over hegnet ind til banen. Politiets respons var først at forsøge at forhindre folk i at komme ud af den dødsfælde, som Hillsborough pludselig var forvandlet til. En stålbarriere knækkede under det massive pres og menneskemængden blev med stor kraft kastet fremad.

Folk skreg på hjælp, men på trods af at politiledelsens kommandocenter var placeret i hjørnet umiddelbart ovenover Leppings Lane tribunen, bemærkede man ifølge vidneudsagn ikke, at der var noget galt, og i stedet troede man, at der var tale om hooliganisme.

Da kampen blev fløjtet af efter seks minutters spil, havde presset varet længe nok til at have forårsaget i alt 95 dødsfald. Nogle døde med det samme, andre var i live længere hen på eftermiddagen. En enkelt døde meget senere, og fik dødstallet op på 96. Samtlige 96 fik taget blodprøver, i et forsøg fra politiets side på at påvise, at dødsfaldene skyldtes overdrevent alkoholindtag i timerne op til kampen. Skulle alle børnene have været fulde?

Umiddelbart efter kampen trådte politichef David Duckenfield frem på tv og udtalte, at ulykken skyldtes at fans havde tvunget yderporten op, på trods af at han selv højst en times tid forinden, havde givet ordren om at åbne den. Den løgn skulle vise sig, at få store konsekvenser for begivenhederne efter tragedien, og i stedet blev det alment kendt, at det var fansenes egen skyld. De ankom, ifølge politiet, meget berusede og for sent. Dette blev senere afvist i Taylor rapporten. I stedet placerede han skylden hos South Yorkshire politi. Alligevel blev ingen siden stillet til ansvar for tragedien. Faktisk endte de involverede politifolk med at trække sig tilbage på lukrative pensionsordninger, mens de efterladte familier måtte kæmpe for at få råd til advokatbistand i den langvarige og fortsatte kamp for at få renset de afdøde familiemedlemmers navne, og for at opnå retfærdighed.

Fire dage efter tragedien, 19. april 1989, bragte tabloid-avisen The Sun på forsiden under overskriften ”The Truth” historien om, hvordan Liverpools fans skulle have urineret på politifolk og røvet fra de døde. Beskyldninger som ingen vidner siden kunne bekræfte overfor Lord Taylors undersøgelseskommission.

Det er snart 23 år siden, og Liverpools beboere – røde som blå – har aldrig tilgivet avisen. Fra den ene dag til den anden faldt salget af The Sun på Merseyside fra omkring 200.000 daglige kopier til omkring 20.000. Den dag i dag er tallet stadig langt under niveauet fra dengang. Man vil ikke glemme den behandling man som befolkningsgruppe fik og de beskyldninger man blev udsat for.

Siden har avisen af ren desperation forsøgt sig med halvhjertede undskyldninger med flere betingelser og slet skjulte angreb mod sine konkurrenter fra Trinity Mirror Group. Senest da man fik overtalt en af byens berømteste sønner, den daværende Everton-spiller Wayne Rooney, til at sælge sin livshistorie i en række interviews. Reaktionen fra begge sider af Stanley Park var ikke til at tage fejl af. Rooney forrådte sin by og det den stod for.

Politifolkene mødtes kl. 10.00 til briefing under ledelse af David Duckenfield, den nyligt udnævnte leder af politiets indsats i forbindelse med kampen. Ikke alle vidste hvem han var, og flere af officererne havde ventet, at det ville være Brian Mole, den tidligere chef, som var blevet overflyttet til anden tjeneste under kontroversielle omstændigheder. Først satte Duckenfield dagsordenen, og herefter gennemgik Bernard Murray, Duckenfields højre hånd, dagens opgave, og hvad der forventedes. To andre officerer forklarede lidt om efterretningerne og om nogle praktiske ting i forbindelse med pauser. Briefingen sluttede 10.18.

Billetlugerne åbnede lidt i 12, og en lind strøm af Liverpool fans begyndte at ankomme. Ifølge politifolkenes egne forklaringer efterfølgende, var de “i godt humør og opførte sig pænt”. Politifolk indenfor stadion fortalte, at de havde fået til opgave at kropsvisitere fans, også selvom de kunne se, at de netop var blevet visiteret umiddelbart udenfor stadion. Nogle fans blev visiteret tre gange, men på trods af dette tog supporterne det fint og uden problemer. Dette var i hvert fald, hvad politiofficererne fortalte bagefter. Efterhånden som klokken nærmede sig 14.00 begyndte tilstrømningen mod stadion at øges, eftersom tog og busser nu ankom i større tal. Atmosfæren var stadig opløftet, og der blev sunget. Samtidig med at menneskemængden foran billetlugerne var vokset, blev det klart for betjentene udenfor stadion, at mange fans først var ved at ankomme. Stadig var der ingen problemer med tilhængerne.

I alt var der i Leppings Lane 23 billetluger for tilskuere, som havde billet til Leppings Lane tribunen, West Stand og North Stand. Det drejede sig om 24.256 tilskuere. De øvrige 29.800 tilskuere til kampen havde adgang til stadion via næsten tre gange så mange billetluger, nemlig 60. Vi snakker altså om et gennemsnit på 1.054 mennesker pr. luge, et helt uhørt højt tal. Der var i alt seks yderporte, delt op således at de 10.100 med billet til Leppings Lane skulle igennem de tre sydligste porte ind til syv billetluger, som gav adgang til endetribunen. De tilskuere, som havde billet til West Stand eller North Stand, skulle igennem de tre nordligste porte, inden billetten skulle fremvises i én af de 16 billetluger. Området, som var på størrelse med en mindre skolegård, udenfor og indenfor yderportene, skulle altså passeres af næsten 25.000 fans, noget som det slet ikke var stort nok til. Det var allerede blevet påpeget af politiet selv i forbindelse med tidligere kampe. Liverpools fans ankom både nordfra og sydfra til en større flaskehals-situation.

På selve Leppings Lane var der ingen filtrering af tilskuerne. Dette kunne ellers have sørget for, at ikke alle tilhængerne ankom til området omkring billetlugerne på samme tid. Prioriteten burde være givet hertil, især set i lyset af det lille antal billetluger og den store ophobning af fans, som dette ville betyde.

Når Leppings Lane-fansene var kommet indenfor blev de mødt af et stort skilt, hvorpå der stod “standing” sammen med et stort “B”. På samtlige billetter var trykt et tilsvarende “B”, hvilket naturligvis fik tilhængerne til fejlagtigt at tro, at dette var den eneste indgang til selve tribunen. Førnævnte skilt var nemlig placeret over en indgang til en tunnel med en nedadgående hældningsprocent på ca. 17% – altså en yderst stejl bakke. Denne tunnel førte rigtigt nok fansene ind til selve tribunen, men kun til de centrale “pens” nummer 3 og 4. (“A3" og “A4") Dette ville Liverpool-tilhængerne naturligvis have vidst, såfremt de besøgte Hillsborough på ugentlig basis ligesom Anfield, men da mange aldrig havde været på Hillsborough før, efterlod systemet dem ingen chance. Politiet og Sheffield Wednesdays stewards skulle senere vise sig, ikke at tage højde for dette, og flertallet søgte derfor derhen, hvor deres billet gav adgang – tunnelen med det store “B”.

Efterhånden som kick off nærmede sig, blev menneskemængden stadigt større. Hele vejen rundt om var der mure og hegn, og den eneste mulighed for at komme væk var bag fansene, altså der hvor der stadig ankom flere og flere mennesker. Flugt var altså med andre ord umulig. Politifolkenes rapporter om, hvad der herefter skete, er forskellige fra, hvad Liverpool-fansene fortalte. Pludselig fokuserede politiet på, hvor meget tilskuerne angiveligt skulle have drukket. En betjent fortalte: “hovedparten af supporterne syntes at være grebet af tanken om, hurtigst muligt at skaffe sig adgang til stadion, og det nu. Hvis nogen skulle komme til skade, hvad så?... De virkede fanatiske for at komme ind… selv om jeg ikke syntes det i øjeblikket, så tror jeg nu, at fansene forsøgte at storme billetlugerne”.

Det var tydeligt, at situationen udenfor stadion, men indenfor yderportene nu var ude af politiets kontrol. Indenfor blev det noteret, at de fans, som kom igennem lugerne, så “forpinte” ud. De syntes at forsøge igen at få vejret. Nogle råbte hysterisk til politifolkene indenfor, at mennesker ville komme til skade, hvis der ikke blev taget hånd om situationen udenfor. Radioproblemer gjorde det vanskeligt for politifolkene indenfor at finde ud af, hvor alvorlig situationen udenfor rent faktisk var. Nogle fans klatrede simpelt hen over muren og ned på den anden side af billetlugerne. De blev hjulpet af betjente, som fandt ud af, at presset udenfor var umådelig stort. Børn blev sendt henover folkemængden på skuldrene af folk, så de kunne undslippe det massive pres. Dette blev også bemærket af politifolk på heste udenfor. Der var nu panik i luften, og politiet forsøgte forgæves at anmode folk om at træde tilbage. Dette var umuligt. Folk havde tydeligvis problemer med at trække vejret.

Fans fortalte en anden historie end politiets. Flere bemærkede en åbenlys mangel på politi-tilstedeværelse udenfor stadion. Én hørte politifolk bebrejde fans, at de kom for sent, og mange fortalte de tilstedeværende politifolk, at situationen var alvorlig og på vej ud af hænderne på politiet. Der var ingen, som sørgede for at filtrere menneskemængden. En fan fortalte siden hen, at han hørte en betjent sige, at der var masser af plads indenfor. De gik derfor igennem tunnelen og ned til afsnit 4.

Øjenvidneberetningerne er mange, og alle fortæller de samme historie. Der var overhovedet ikke styr på situationen. De fleste ankom til området mellem kl. 14 og kl. 14.45, sådan som man kunne forvente. Flertallet ankom ifølge disse beretninger ikke senere end normalt, sådan som politi og medier siden ville hævde. Alle var klar over, at adgang til stadion ville være alles redning, og da man så en ung tilhænger blive afleveret henover hovederne på mængden, gik det op for folk, at mennesker oppe foran ville dø, hvis ikke noget blev gjort ved situationen.

En politiinspektør råbte, at man måtte åbne udgangsportene ved siden af billetlugerne for at mindske presset. Politikommissær Marshall var skeptisk overfor at efterkomme denne anmodning, da han følte at det at give folkemængden adgang til stadion ville ophæve arbejdet for at forhindre hooliganisme indenfor. Kommunikationen mellem betjentene udenfor og i kontrolboksen var svær, da en fejl opstod i radiosystemet, netop da man havde mest brug for at det virkede. Marshall besluttede, på baggrund af den “ekstreme uro” i ansigtsudtrykket på sin inspektør, at den eneste praktiske måde at forhindre dødsfald udenfor stadion ville være at åbne udgangsportene.

- Jeg kontaktede kontrolrummet via radioen og bad om tilladelse til, at portene i Leppings Lane enden blev åbnet. Der var intet svar, fortalte kommissær Marshall senere. Da der ikke kom noget svar, regnede Marshall med at det skyldtes, at hans radio var defekt, og han fik derfor straks fat i en kollegas radio, hvorefter han gentog sin anmodning overfor den øverste ledelse, Duckenfield og Murray, i kontrolboksen. “Der var intet svar”, fortalte Marshall igen.

Kontrolboksen på Hillsborough var placeret i en hævet position over Leppings Lane tribunen i den sydvestlige ende. Den gav et fint udsyn over ståtribunen, og der var med hjælp fra overvågningskameraer mulighed for at følge udviklingen udenfor stadion. David Duckenfield kunne omkring kl. 14.30 se, at mængden blev større, og han spurgte derfor Bernard Murray til råds. Denne svarede, at med en halv time til kick off, så skulle de nok få dem alle sammen ind til tiden. En eventuel udsættelse af kampen blev også diskuteret mellem de to mænd, og man var tidligere blevet enige om, at en sådan udsættelse krævede et “identificerbart problem” såsom en alvorlig hændelse, en ulykke eller tåge på the Pennines (bjergkæde mellem Liverpool og Sheffield). Man ville ikke udsætte kampen af hensyn til mennesker, “som var ankommet til området i rimelig tid, men som havde valgt ikke at søge ind på stadion umiddelbart efter ankomsten.” En udsættelse afhang altså med andre ord utroligt nok af, om de to politichefer mente, at et pres udenfor var selvforskyldt eller ej!

Kommissær Marshalls første anmodning om at åbne portene blev modtaget i kontrolboksen kl. 14.47. Duckenfield var ikke meget for at åbne porten, idet også han tænkte, at man hermed ville opgive at udelukke fulde og billetløse fans fra stadion. Duckenfield kiggede på skærmen, som viste port C og så tilsyneladende porten blive tvunget åben. Han tænkte, “hvis portene alligevel blev tvunget åbne, hvorfor bliver jeg så spurgt?” Sandheden var, at det faktisk var politiet selv, som havde åbnet porten for at smide en fan ud! Andre fans havde dermed fået adgang til stadion, men porten blev lukket igen umiddelbart efter. Duckenfield troede på dette tidspunkt fejlagtigt, at fans havde tvunget porten åben.
Da kommissær Marshalls anden anmodning kom ind over radioen, kunne der dog ikke være nogen tvivl om, at dette ikke var tilfældet. Der var nu nærmest tale om et krav fra Marshall: “Åbn portene eller folk vil blive alvorligt skadede eller dø!” Duckenfield var tavs, men tænkte: “En mand som jeg har kendt i mange år, en mand som jeg respekterer og beundrer, krævede noget af mig, som jeg normalt ikke ville give… jeg tog det synspunkt, at Marshall fortalte mig, at medmindre jeg åbnede portene, ville det medføre alvorlig skade og mulige dødsfald…"

Kommissær Murray, Duckenfields højre hånd i kontolboksen, brød den lange tavshed og spurgte: “Mr. Duckenfield, vil du åbne porten?”

Duckenfield mumlede: “Hvis det er sandsynligt, at der vil være alvorlige skader eller dødsfald udenfor, så har jeg intet andet valg end at åbne porten.” Han så på Murray og sagde “Åbn portene”.

- Det første jeg bemærkede var, hvor stort et hul den [Leppings Lane tribunen] var. Jeg kom ind omkring 13.15 og gik rundt oppe bag tribunen – der var intet. Toiletterne var forfærdelige. Vi gik ned gennem tunnellen, og det første jeg tænkte på, var burene. Det var overhovedet ikke ligesom the Kop på Anfield.

Citatet er naturligvis fra én af de overlevende på Hillsborough, men der var mange som sagde stort set det samme om det første møde med Leppings Lane-tribunen. Den centrale del af tribunen – på Hillsborough de to bure 3 og 4 – blev naturligvis fyldt op først, ligesom på stort set alle andre stadions til alle andre fodboldkampe, idet mange fans foretrækker at have et centralt udsyn over banen. Det var bestemt ikke noget, som politiet ikke kunne have forudset, ligesom det ikke kunne have kommet som en overraskelse, at de fleste tilskuere ville dukke op ved indgangene i den sidste time inden kick-off.

Flere fans bemærkede senere, at det havde virket underligt, at de yderste bure var halvtomme, samtidig med at de centrale blev så hurtigt fyldt. Flere fans fortalte bagefter, at de med stort besvær havde kæmpet sig vej op igennem tunnelen ved omkring 14-tiden, fordi de fandt overbefolkningen decideret “ukomfortabel”, men det var ikke muligt blot at bevæge sig “sidelæns”, altså ud mod hjørnerne, på grund af inddelingen af tribunen i bure.

Tribunen var nomineret til 10.100 mennesker, og hvert af de to centrale bure skulle kunne holde 2.100 mennesker. Det eneste, der blev kontrolleret, var dog, hvor mange som kom igennem tælleapparaterne, og overbefolkning var derfor absolut muligt. Allerede omkring kl. 12 havde politiassistent Creasor spurgt Bernard Murray, politi-kommissæren, om ikke man skulle fylde ét bur ad gangen. Murray havde svaret, at alle burene skulle holdes åbent fra starten, og man skulle så lade fansene “finde deres eget niveau”. Et eksempel på den selvtilfredshed, som var blevet fremherskende i forbindelse med sikkerheden omkring afviklingen af fodboldkampe på det tidspunkt. Den øverste chef - David Duckenfield - troede fejlagtigt, at styringen af folkemængden og kontrol var Sheffield Wednesdays og dermed klubbens kontrollørers ansvarsområde. Han antog, at klubben sørgede for at styre tilskuerne, når først de var kommet indenfor, men han havde ikke haft kontakt med klubben omkring ansvarsområderne. Billeder som blev taget omkring en halv time før kick-off viser tydeligt, at bur 3 og 4 var fyldte, mens 1,2 og 5 var halvtomme. Det kunne også tydeligt ses fra kontrolboksen.

Da Duckenfield (som omtalt i forrige afsnit) gav ordre til at åbne port C, på grund af det store pres udefra (som igen skyldtes et alt for lille antal billetluger) øgede det naturligvis presset inde på stadion. Fans, som kom ind igennem porten, fortalte senere om, hvor lettede de havde været over at være sluppet for det enorme pres, og de kunne også berette om politiets tilstedeværelse umiddelbart indenfor stadion, men intet blev gjort for at filtrere menneskemængden. På samtlige Leppings Lane-billetter stod der et stort “B” – det samme som var placeret ved den port, som umiddelbart indenfor på stadion førte til de to centrale bure.

Tilhængerne, som efterhånden havde travlt, hvis de skulle nå ind til kampens start, havde ingen jordisk chance for på forhånd at vide, at der var en anden vej ind til yderburene 1,2 og 5, for der var ingen – hverken Sheffield Wednesdays kontrollører eller politifolk til at lukke adgangen til 3 og 4 af og føre dem mod de øvrige bure – som man ellers havde gjort det til semifinalen året før. Én af de allermest afgørende faktorer var, at ingen fortalte dem, at billetten også gav adgang til de stadig halvtomme bure i hjørnerne. Det var her, David Duckenfield og politiet begik en alvorlig og dyr fejl, som kom til at koste 96 mennesker hjemturen og resten af livet. Over 2.000 mennesker fik i de ganske få øjeblikke adgang til stadion, og de fleste kom igennem tunnelen nedad mod bur 3 og 4, som altså pludselig indeholdt det dobbelte af kapaciteten.

Da holdene kom på banen var publikum i de øvrige dele af stadion højlydte og sang og tiljublede spillerne, efterhånden som navnene blev læst op. I bur 3 og 4 skreg folk, mens andre mistede bevidstheden. De følgende er udsagn fra fans i de to bure:

- Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg har oplevet pres tidligere, hvor man kan lette det en smule ved at dreje sig eller finde lidt plads. Dette var anderledes. Det var et virkelig hårdt pres. Så slog det mig, at jeg ikke kunne få vejret.

- Jeg kunne ikke tro, hvad der skete. Ingen kunne flytte sig, ikke en centimeter. Folk omkring mig var forvredne i hvad end position, de var blevet mast sammen. Hoveder var låst mellem arme og skuldre, ansigterne gispede i panik.

- Jeg havde været i pressede folkemængder tidligere, men jeg vidste, at dette var anderledes. Vi havde alle haft det ubekvemt i næsten en halv time, men vi troede, at det ville løse sig selv, så snart alle var inde og kampen gik i gang. Det skete ikke. Da holdene kom på banen, syntes det at stramme yderligere. Jeg var bøjet forover ved livet med hele min vægt pressende ind på folk foran. Først var smerten i ryggen skarp, men så var det i brystet. Pludselig slog det mig, at jeg var ved at dø.

I bur 3 var det – som folk beskriver – rent kaos. Presset var så stort, at de fans som stod forrest, fik mast ansigterne ind i hegnet, som adskilte tribunen fra banen. De fleste af disse mennesker var stille, enten allerede besvimede eller ude af stand til at få vejret.

- Jeg opdagede pludseligt, at fyren ved siden af mig var død, hans øjne bulede ud og tungen stak ud af munden. Det var grufuldt. Folk havde mistet kontrollen over deres kroppe og lugen var forfærdelig.

- Jeg så en ung dreng falde ned og vidste, at det var slut for ham. Han gik ned under folks fødder, men ingen kunne gøre noget ved det. Presset var for stort. Jeg husker masser af mennesker råbe til politiet foran dem, at de skulle åbne portene, men de syntes bare lamslåede. De gjorde ingenting.

- Vi sloges for vore liv. På et tidspunkt kiggede jeg over på ham… [vidnets søn] …han så lidt bleg ud, men jeg troede, han var ok, og at jeg var på vej til at dø. Mit armbåndsur blev revet af, og en eller anden tog en bid af min skulder fordi de må have været i stor smerte…Folk råbte til ham [politibetjenten], at han skulle åbne porten eller gøre noget, og han ignorerede bare disse råb. (Denne mands søn døde).

- Jeg kom til et punkt, hvor jeg ikke kunne få mig selv op, da en eller andens hånd kom ud af det blå og trak mig op ved håret. Personens hånd mistede taget, kom så igen og trak mig op endnu en gang. Denne gang kunne han med lidt hjælp fra mig selv få mig i en hovedlås. (Efter selv at have reddet et liv, mistede redningsmanden og dennes bror begge livet).

Kampen inde på banen var nu i gang, da en stålbarriere i bur 3 – nærmest et stålrør som forhindrer kraftig bevægelse fremad ved eksempelvis scoringer – på ét af de nederste trin knækkede under vægten af de mange fans helt oppe bag fra tribunen. Folk bag den faldt ned oveni de allerede bevidstløse foran, og det hele var én stor bunke af mennesker – døde, levende og bevidstløse.

Bagerst på tribunen forsøgte folk ved hjælp oppefra at kravle op i selve West Stand, som var placeret over Leppings Lane ståtribunen. Det mest vanvittige var dog, at fans oppe foran, som forsøgte at klatre over hegnet ind mod banen for at undslippe døden, blev skubbet tilbage af politibetjentene. Under fødderne var nu døende kroppe. Eddie Spearritt var med sin 14-årige søn Adam, og begge var placeret i bur 4. Eddie fortalte:

- På dette tidspunkt var Adam besvimet, og jeg sagde ordret “min dejlige søn er ved at dø”, og jeg tiggede ham [betjenten] om at hjælpe, og han gjorde ingenting. Han stod bare der og kiggede på mig, så jeg tog fat i Adam. Han havde en træningsdragt på, og jeg tog fat i hans opslag og prøvede at løfte ham over hegnet, og hegnet er omkring tre meter højt med pigge som peger indad. Jeg kunne ikke løfte ham.

Så begyndte jeg at slå på hegnet, i håb om at kunne slå det ned… jeg havde ikke succes med det, og det eneste jeg fik ud af det, var at mine hænder blev dobbelt størrelse og fuld af huller hvor jeg havde slået på hegnet. Ingen åbnede den port. Lige i begyndelsen, da jeg tiggede betjenten om at åbne porten, hvis han havde åbnet den, så ved jeg at jeg kunne have fået Adam ud. Jeg ved det, fordi jeg var der, og jeg ved hvordan situationen var. Eddie, nu panikslagen og desperat, fulgte sin søn ind i bevidstløsheden.

Folk begyndte på dette tidspunkt at dø, fordi der på politiets ordre var blevet lukket for mange mennesker ind af yderportene på én gang, og fordi der ikke var andre synlige indgange til selve tribunen end den tunnel som førte direkte ned til bur 3 og 4. Der var intet personale eller politi til at lukke området af og lede folk til de stadig halvtomme bure i hjørnerne.

Til gengæld var der masser af politifolk nede foran tribunen, hvor det høje hegn sikrede at fansene ikke umiddelbart kunne få adgang til banen. Luften var fyldt med skrig og desperation, hvordan kunne man fra politiets side overhovedet tro at det var hooliganisme?

En politibetjent kunne se at folk blev mast op ad hegnet nede ved banen, og der blev råbt fra fansene indenfor at de skulle åbne portene. Han prøvede at få kontakt med kontrolrummet via sin radio, og spurgte om porten kunne åbnes. Han modtog intet svar. Han fortalte senere: ”Lyden var forfærdelig og folk skreg, en anderledes slags skrig og jeg åbnede porten helt. Jeg så mennesker som blev presset ind mod hegnet som var ved at blive blå i hovederne. Jeg sendte en ny radiobesked. ”Dette er alvorligt. Folk er ved at dø hernede.” Jeg forsøgte at trække folk ud igennem porten men de var fuldstændig låst fast. Kvinden [omtalt tidligere]…var ved at få en mørk farve i hovedet og jeg gestikulerede for at få folk tilbage men blev spyttet på og nogen råbte ”Fuck off, copper”.

Efter at politichefen David Duckenfield havde beordret yderporten åbnet - som tidligere omtalt - havde han ifølge eget udsagn holdt øje med bevægelser og besværligheder i menneskemængden, og fra hvor han stod ”så han ikke at der var en tæthed”. Han fortsatte: ”Jeg havde holdt øje med Leppings Lane og jeg havde ikke set nogen indikation på noget som fik mig til at tænke at der var noget unormalt i gang…tribunen syntes i orden.” En chokerende bemærkning fra en mand som stod placeret nærmest lige oven over de omtalte tribuneafsnit.

Duckenfield regnede med at der var personale indenfor til at guide fans til de tomme tribuneafsnit. Endnu et tegn på at han slet ikke var klar til så stor en begivenhed som en FA Cup semifinale, og han kunne tilsyneladende heller ikke se at de centrale afsnit var fyldt til mere end bristepunktet. Heller ikke til trods for at han selv bagefter fortalte Lord Taylor at han havde observeret folk klatre over hegnet ind til de omkringliggende afsnit. Da han kiggede ned, så han en port blive åbnet nede ved selve banen, og et par personer komme ud på arealet mellem banen og tribunen. Han troede nu at det var folk der bare udnyttede en mulighed for at komme tættere på banen. Han troede det var starten på en decideret invasion af banen, en 'pitch invasion'. Det var dette budskab som nåede frem til de øvrige politibetjente omkring Leppings Lane. De fik besked på at de skulle komme ned til banen, men de var slet ikke klar på at håndtere en katastrofe. De troede de skulle holde øje med ballade. De troede der var tale om hooliganisme.

Det var et frygteligt syn der mødte dem. I afsnit 3 var en bunke af mennesker 10-12 meter tilbage fra det forreste hegn. En af politifolkene sagde bagefter at han troede at de var faldet efter at presset var blevet lettet og at de derfor nu ville rejse sig op. Det gjorde de ikke. En anden vurderede at der var tale om godt 50 mennesker ”flettet sammen” i bunken. ”De var livløse, deres øjne uklare…andre klagede sig, andre som var fanget af legemsdele skreg efter hjælp.” Bunken syntes at være ”6 eller 7 [mennesker] høj.

Det var umuligt at komme til at få folk ud, uden at træde på de mange mennesker, og det var umuligt at se, hvem der var døde og hvem der stadig var i live og hvem der ville overleve. Det var simpelt hen et spørgsmål om held. Duckenfield var på dette tidspunkt ude af i stand til at give en præcis forklaring på, hvad der skete, udover at en mulig invasion af banen havde resulteret i at kampen var blevet stoppet (af politiet). Dette på trods af at han altså var placeret umiddelbart ovenover Leppings Lane tribunen i hjørnet. Han havde uforstyrret udsyn over hele situationen.

Ikke længe efter kl. 15.15 ankom Graham Kelly og Glen Kirton fra det engelske fodboldforbund i kontrolboksen. Også Graham Mackrell fra Sheffield Wednesdays bestyrelse var til stede. Duckenfield fortalte dem at Liverpool fans havde stormet yderport, og skabt et pres ind på stadion, ned igennem tunnelen og oveni de folk som allerede befandt sig i de centrale afsnit. De første frø til hvad der senere blev en kamp for retfærdighed blev her lagt af en løgnagtig og yderst inkompetent politichef. Hvis han på dette tidspunkt havde haft den anstændighed at fortælle sandheden om, hvad der netop var foregået, ja så kan det sagtens være at jeg ikke sad og skrev dette i dag.

Graham Kelly talte umiddelbart efter til den samlede presse og i god tro gengav han Duckenfields løgn. Indenfor få minutter blev det bragt verden over. Der havde fundet en stor katastrofe sted – og det var Liverpool fansenes skyld!

Denne version af begivenhederne skulle senere vise sig uhyre vanskelig at fjerne fra folks bevidsthed. Det er faktisk ganske nemt at argumentere for at det endnu ikke er lykkedes, især når man i forbindelse med sidste sæsons kvartfinaler mod Juventus i flere af de skrevne medier herhjemme kunne læse en opremsning af de største episoder med hooliganisme i 70'erne og 80'erne og se Hillsborough nævnt. Duckenfield fik større indflydelse på mange menneskers liv end han nok havde forestillet sig, da han takkede ja til at efterfølge Brian Mole som leder af begivenheden Liverpool-Nottingham F 15. april 1989.

Pludselig var banen forvandlet til en scene fra en krigsfilm. En slagmark med massevis af mennesker rendende frem og tilbage med døde og livløse kroppe. Mange blev placeret på banen, nogle båret på reklamebannere. David Hughes fortæller om scenerne:

- Jeg bemærkede en St. John's Ambulance-hjælper, en dreng måske omkring 12 år gammel, som stod ved siden af banen foran os, og han skreg hysterisk. Han var til kampen for at give førstehjælp til fans hvis nødvendigt, men intet i hans træning kunne forberede ham på dette. En anden af St. John's-hjælperen, en pige på omkring 17 skreg til ham ‘gør noget for at hjælpe dem'. Det er en scene, jeg aldrig vil glemme.”

Politichefen Bernard Murray, der var sendt ned på banen for at undersøge, hvad der var galt, bad straks om at få tilkaldt massevis af ambulancer. Senere blev der også anmodet om hydraulisk klippeudstyr til at klippe hegnet op, men udenfor vidste politiet ikke, hvad der foregik indenfor, og man fortalte derfor personalet med dette udstyr, at det var der ikke behov for.

En sportshal ved siden af stadion blev i hast oprettet som midlertidigt lighus, men alt var stadig kaos. Forsøg på genoplivninger foregik alle steder. En læge bekræftede siden, at han erklærede 20 dødsfald i hallen omkring klokken kvart i fire. Der blev givet ordre til, at ligene skulle blive i sportshallen indtil de var blevet fotograferet og identificeret.

Indenfor den første time ankom 88 personer til Northern General hospitalet. 11 blev erklæret døde ved ankomsten, 56 blev indlagt og 21 behandlet og udskrevet. På Hallamshire ankom 71. Én var død ved ankomsten, 25 blev indlagt, og 45 behandlet og udskrevet. Prioritering var vigtig; det handlede om at redde liv. Ligene blev returneret til sportshallen ved stadion.
En ungdomsklub tæt på Hammerton Road politistationen blev åbnet til at huse pårørende og overlevende, som stadig ventede på at høre nyt om venner og familiemedlemmer. Da embedsmanden for ligsyn ved kontroversielle dødsfald, Stefan Popper, som havde givet ordren til at benytte hallen som midlertidigt lighus ankom, autoriserede han straks, at der blev taget blodprøver af samtlige døde for at fastslå alkoholpromillen. På trods af at mange af ofrene var meget unge, fik samtlige taget prøven.

Men hvorfor? Det var aldrig sket ved tidligere katastrofesituationer i Storbritannien. Der var intet, som retfærdiggjorde denne påtrængende handling, men den antog at ofrene havde været fulde og derfor kunne have bidraget til egen og andres død. Den garanterede, at beskyldninger om fuldskab ville forblive i fokus, hvilket sårede pårørende, da de følte at offentliggørelsen af ofrenes navne udelukkende ville medvirke til at bringe skam over deres liv.

Pårørende, som ankom til hallen for at få svar på, om deres pårørende var blandt ofrene, blev interviewet – eller snarere forhørt – af politi omkring deres handlinger i løbet af dagen. Samtalerne handlede om alkohol, off-license butikker (der sælger øl) og supermarkeder, og folk blev spurgt, om de havde drukket inden kampen og om de havde set andre drikke meget eller opføre sig dårligt. Det var typisk disse områder, politiet var interesseret i, for at “opbygge et billede af hele dagen”.

Undersøgelser blandt ofrenes familier viste bagefter, at de alle følte, at den behandling, de fik i hallen, var rystende dårlig. Kun én familie ad gangen blev lukket ind i hallen, men først efter at have kigget samlingen af fotografier af uidentificerede lig igennem.

Én kvinde fortalte, at de blev ført ind i hallen, hvor hendes søn, James Delaney, lå på en vogn i en pose med nummeret 33 udenpå. De bøjede sig ned for at kysse James og snakke til ham, og da de rejste sig op, forsøgte en politibetjent at føre dem ud, helt ud af hallen. Moderen sagde, at holdningen var, at nu havde vi identificeret nummer 33, så nu kunne vi bare gå. James' forældre tryglede om at få lov til at blive hos deres søn, men det blev afslået.

Margaret Aspinall, hvis søn James var blandt ofrene, ankom sammen med sin mand næste dag til Medico-Legal Centeret, men fik kun lov at se James igennem glas. “Jeg sagde, jeg ville have ham med hjem, men de sagde, at han ikke tilhørte mig. Han tilhørte embedslægen, det var den mest forfærdelige ting at tvinge en mor igennem.”

En chef fra Sheffields ambulance-service udtalte siden kritik af proceduren omkring identifikationen af ofre. “Vi var tvunget til at stå og lytte til identifikationen af over 60 mennesker. Skrigene og gråden kunne høres overalt. Det var forfærdeligt og noget jeg aldrig vil glemme,” sagde han.

Politikommissær Addis som stod for proceduren sagde bagefter, at den efter omstændighederne var korrekt, og at den fungerede godt. Han sagde: “Klokken halv fem om morgenen var 74 af de [på det tidspunkt] 94 lig blevet identificeret. Dette var førsteklasses. ”De resterende blev flyttet til Medico-Legal Centre, hvor de kunne blive identificeret senere. En time senere var alle ligene blevet overført.

Det var en procedure, som tilgodeså politiets behov for pragmatisk og professionel håndtering. Phil Scraton skriver i sin bog Hillsborough The Truth videre, at proceduren behandlede pårørende som objekter på et samlebånd. Ved hvert stadie af processen blev de nægtet basale rettigheder og behov.

Ambulance-chefen udtalte: “Det var fuldstændig unødvendigt, at folk skulle gennemgå den lidelse, præsentationen af et lig til identifikation er et tidspunkt for de nærmeste at komme overens med et chok, det er en meget vigtig del af sørgeprocessen, ligene skulle præsenteres rene, vaskede, håret i orden, med værdighed på en menneskelig facon, ikke i en ligpose.”

Historierne er næsten lige så mange som ofrene, men alle beskriver de en horribel dag og nat for de efterladte familier, men helvede var på ingen måde overstået for familierne. I dagene derefter berettede officielle kilder om, hvordan tusindvis af Liverpool fans var ankommet fem minutter inden kick-off. Jacques Georges, UEFA's præsident, kom med stødende kommentarer, som sammenlignede Liverpools fans med vilde dyr. Adskillige aviser rapporterede, hvordan Liverpools fans havde tvunget sig adgang til stadion.

Den 18. april – tre dage efter – skrev Sheffield Star at bøller havde angrebet ambulancefolk og urineret på politifolk, som forsøgte genoplivning. Irvine Patrick, et lokalt medlem af parlamentet udtalte på ITV, at han havde talt med politifolk, som fortalte, at de var blevet angrebet, sparket og slået.

Dagen efter gik morgenaviserne i krig. The Suns forside lød “THE TRUTH: Nogle fans stjal fra lommerne af ofrene; nogle fans urinerede på modige politifolk; nogle fans tævede politibetjent under genoplivningsforsøg”. Det kom senere frem, at Kelvin Mac-Kenzie, avisens redaktør, oprindeligt ville have brugt overskriften “YOU SCUM”. Flere andre aviser havde lignende historier, men ikke så brutale som dem nævnt her. Taylor rapporten, som senere blev sat i værk for at undersøge katastrofen, tilbageviste samtlige disse beskyldninger. Ikke et eneste vidne (ud af flere tusinde) havde bekræftet beskyldningerne, og Taylor kritiserede samtidig de, som kom med dem, og de som viderebragte dem. Lord Taylor sagde, at de havde været bedre tjent med at tie stille.

Men på det tidspunkt var aviserne ligeglade. Beskyldningerne blev i det store hele stående, og det blev et kendt “faktum”, at Liverpool fans slog deres egne ihjel. En mor til et af ofrene udtalte om situationen: “Vi opdagede hurtigt, at vi ikke kun var i en kamp for retfærdighed for de, som døde, men også for at rense dem og de fans, som overlevede.”

Indkast.dk takker Liverpools danske fanklub for deres medvirker til denne artikel.



Magasin-artikler
Magasin-artikler er typisk længere og mere dybdegående artikler. Læs dem når du har god tid.
Se alle magasin-artikler her
The Young Ones – from Goodison
Everton har vist tillid til nogle meget store talenter – og fremtiden ser lys ud på Goodison Park.
Da Everton i weekenden tæskede kraftigt oprustede Manchester City med 4-0, var Evertons gennemsnitsalder næsten tre år yngre. Det lyder måske ikke af så meget – men det er det i den grad. Dette forekom selvom Everton startede med de aldrende Ashley Williams, Gareth Barry og Leighton Baines. For Everton-manager Ronald Koeman gav spilletid til de to 18-årige Tom Davies og Ademola Lookman, der begge kvitterede for tilliden med et mål.

Lookman og Davies er dog ikke de eneste talenter, der er på vej frem i Everton. Indkast.dk har kigget nærmere på truppen fra den blå del af Liverpool og fundet disse spændende fem unge spillere.


Tom Davies – defensiv midtbane
Debut: 16/4-16, da han var 17 år og 292 dage.
Søndagens mål var helt unikt og viste mange af de færdigheder, som han besidder. Davies er opvokset i Everton og har et ”stort” hjerte. Imponerede at han blot er 18 år. Han ligner en fremtidsløsning, som afløser for 35-årige Gareth Barry.


Ademola Lookman – angriber/kantspiller
Debut: 15/1-17, da han var 19 år og 69 dage
Han er kommet til Everton fra League One-klubben Charlton Athletic for en pris, der kan ende med 100 millioner kroner. Dette er afhængig af præstationerne, men et mål efter fire minutter i debuten imod Manchester City skabte en unik start.


Mason Holgate - forsvarsspiller
Debut: 13/8-16, da han var 19 år og 295 dage
Da Everton i sommer solgte John Stones til Manchester City for omkring 500 millioner kroner, endte de med at hente en kopi - som afløser. Forsvarsspilleren Holgate kom til Everton fra Barnsley, ligesom Stones havde gjort. Den 20-årige har siden spillet ni kampe under Ronald Koeman og har høstet store roser.


Kieran Dowell – Midtbanespiller
Debut: 11/12-14, da han var 17 år og 62 dage
Den tidligere Everton-manager Roberto Martinez havde store forventninger til den kreative midtbanespiller. Helt samme holdning har Koeman ikke haft til den 19-årige, som for tiden spiller mest på klubbens U-23 hold.


Dominic Calvert Lewin - Angriber
Debut: 13/12-16, da han var 19 år og 272 dage
Den unge angriber blev købt i Sheffield United for små 15 millioner kroner, og trods den unge alder og lave indkøbspris har han allerede spillet for Everton imod storklubber som Arsenal og rivalerne fra Liverpool. Han blev dog ankel-skadet, da han skulle starte sin første Everton-kamp og er ude indtil marts.


Disse unge spillere kan være med til at forme Everton i fremtiden, og glem nu ikke at Ross Barkley og Romelu Lukaku blot er 23 år samt at nyindkøbet Morgan Schneiderlin er 27 år – ligesom Enner Valencia og Yannick Bolasie.

Så Everton-fremtiden ser lys ud – men også meget engelsk ud. Klubben er klart det hold, der i denne sæson har givet spilletid i Premier League til flest engelske spillere under 21 år.


Gjorde grin med Yaya Touré
Klubben skal have ros for at give unge spillere chancen, men i den grad også for at vinde 4-0 over Manchester City. Kampen var den blot tredje Premier League-start for Tom Davies, og han har været meget i overskrifterne siden. For målet til 3-0 var et rent svendestykke, hvor han viste sig at være helt frygtløs.

Først førte han bolden frem – næsten fra egen målfelt – og midt på banen satte han ”kraftværket” Yaya Touré af med en smart hældribling. Senere kom den store afrikaner flyvende imod Davies, der dog bevarede fatningen. Han afsluttede meget fræk og selvsikkert med et elegant tjip.

Måske blev en stjerne ”født” i det sekund, men ikke blot en spiller. For Davies er nevø til Evertons mesterskabsvinder – Alan Whittle, så Davies er virkelig en af de lokale drenge, der efterhånden bliver mere og mere sjældne i internationalt fodbold.

Tidligere har Koeman sagt, at Davies, Lewin, Kieran Dowell og Jonjoe Kenny ikke var klar til Premier League-fodbold – men mon ikke at den hollandske manager har ændret holdning til nogle af spillere efter den seneste tids bedrifter.

Spillerne virker i hvert fald til at holde begge ben på jorden. Efter den imponerede sejr over City talte flere medier med Davies, som blev spurgt om, hvordan denne unikke bedrift og gennembrud skulle fejres.

- Jeg regner med at tage hjem til min far og mor for at se, hvad de laver…

Læs hele artiklen
Kina – skal man ikke grine ad…
Myten om ”El Dorado” har fået ny næring – denne gang på græs og langt væk fra Europa, hvor der virkelig bliver spillet med de økonomiske muskler.
I 2012 skiftede Nicolas Anelka og Didier Drogba til manges hovedrysten til Shanghai Shenhua, men siden skiftet for de to tidligere Premier League-angribere har mange - især sydamerikanske - spillere i europæiske klubber været fristet af de mange renminbi.

For selvom ejeren Zhu Jun havde lidt problemer i starten med at udbetale de høje lønninger til de to tidligere Chelsea-spillere, så er der kommet andre boller på suppen – helt andre. Ikke mindst fordi andre klubber i den kinesiske liga i den grad også er begyndt at true de store europæiske klubber – især med skyhøje lønninger.

Storsatsende Hebei China Fortune hentede blandt andet Gervinho, Stephane Mbia og Ezequiel Lavezzi – mens klubber som Jiansu Suning og Guangzhou Evergrade hentede henholdsvis Alex Teixeira, Ramires og Jo samt Jackson Martinez og Paulinho. Gigantiske navne men også mange spillere, som var i karrierens efterår.

Dette har dog ændret sig sidenhen, hvor de to brasilianere – Oscar og Hulk – på 25 og 29 år er solgt dyrt til Shanghia Shenhua, mens 27-årige Axel Witsel er taget til Tianjin Quanjian. Sidstnævnte klub formåede endda at overtale Luís Fabinho og Jadson til at spille for klubben, da den var i den næstbedste kinesiske række.

Netop Quanjian har også styrket sig voldsomt på trænersiden, da den italienske verdensmester Fabio Cannavaro er sportslig ansvar for holdet – men også trænernavne som Sven Göran Eriksson, Luís Felipe Scolari, Marcello Lippi, Dan Petrescu samt den tidligere brasilianske landstræner Mano Menezes har været fristet af de mange kinesiske penge. For lad os lige slå fast… disse mange store fodboldnavne kan godt være fristet af at prøve at leve i det gigantiske land, men de gør det også i den grad for pengenes skyld. Interessen for kinesisk fodbold er nemlig vokset stødt samtidigt med, at klubberne er blevet ustyrligt velhavende – og her er den moderne metropol Shanghai gået forrest og har udnyttet befolkningens hysteriske interesse.

I 2015 var der i gennemsnit 22.000 til kampene i den kinesiske Super League, hvilket næsten er det samme, som der var i Serie A og Lique1. Den italienske og franske liga vil dog i fremtiden blive overhalet, da de kinesiske stadions er topmoderne, og man må forvente, at fanskaren fortsætter med at eksplodere. I Kina har fodbold overhalet basketball som nationsport, efter landet i den grad tidligere har hyldet den 229 cm høje Yao Ming, der spiller basket i Houston – men som i øvrigt har vist en stor kærlighed for fodboldklubben Shenhua.


Ikke blot Oscar
Siden Oscar valgte at droppe Chelsea for at fortsætte hos netop Shenhua, har det været diskuteret meget om disse spillere fravalgte karrieren for at høste flere penge. Det må næsten være et faktum, da den lille brasilianer i fremtiden vil få meget svært ved at spille på et af verdens mest eftertragtede landshold, men før Oscar har der også været lignede eksempler. For før Alex Teixiera forlod Shakhtar Donetsk i sommer for at fortsætte hos Jiangsu Suning, så havde Liverpool tilbudt den lille brasilianer en meget attraktiv Premier League-kontrakt. Denne blev afvist…

Midt i denne guldregn står reglen om, at de kinesiske klubber blot må have fem udenlandske spillere på banen af gangen, og det har frembragt en voldsom efterspørgsel på de kinesiske spillere. For godt et år siden betalte Tianjin omkring 70 millioner kroner for den forholdsvis ukendte Sun Ke. Vildt mange penge – ikke mindst fordi den købende klub på daværende tidspunkt spillede i den næstbedste række.


Hvor kommer pengene fra?
Denne eksplosive udvikling kommer, efter der er kommet voldsom interesse omkring fodboldklubberne fra mange forskellige kanter. Det er både private og offentlige interesser, som ligaen er blevet bestormet af. Flest er dog store internationale firma, som har oplevet voldsom vækst som Evergrade og Greenland eller Jiangsu, der i 2015 havde over 1.000 dagligvarebutikker.

Men det er ikke kun i Kina, at disse forretningsfolk har overtaget magten i fodboldklubberne – blandt andet har store europæiske klubber som Manchester City og Atlético Madrid oplevet, at kineserne har overtaget noget af klubberne. Men også andre steder - således er halvdelen af firmaet, som tilhører superagenten Jorge Mendes, blevet opkøbt af kinesere.

Denne voldsomme hype omkring kinesisk fodbold har også fået tv-rettighederne fra den hjemlige liga til at ændre sig fra ca. 10 millioner kroner i 2015 til 1.700 millioner kroner i 2016 på en femårig aftale. En aftale som Premier League-ejerne Sky Sport har haft fingrene i, og som sender endnu flere penge til klubberne – så den udvikling, som er i gang står ikke til at blive ændret med det samme.


Tre VM-kampe = Tre nederlag
På det nationale plan trænger det kinesiske landshold også til en opblomstring. De har blot deltaget i én VM-slutrunde, hvilket var i 2002, hvor alle tre gruppekampe blev tabt. Derudover har et kinesisk hold ikke vundet det asiatiske mesterskab siden 1990, men mon ikke det bliver ændret snart…

Tilgangen af de mange store træner kapaciteter må også løfte det sportslige niveau i klubberne, og derudover har det kinesiske undervisningsministerium pålagt over 20.000 skoler at afholde fodboldskoler på mindst en uge – hver sommer for at finde nogle af den grotesk store nations talenter. Derudover er de største fodboldklubber i gang med at lave fodboldakademier, som vi kender det fra Europa. Alt dette har på det seneste ikke fyldt meget i mediebilledet. Det har handlet om noget helt andet.


Gigantiske summer
Da Lavezzi skiftede Paris ud med oprykkerne fra Hebei, fik han en ugeløn på vanvittige 4 millioner kroner – ligesom Oscar også skulle få. Det er en dagsløn på over en halv million… eller en timeløn alle døgnets timer på 23.800 kroner. Det er tal som disse, der har gjort, at de to spillere ikke længere vil spille Champions League med PSG og Chelsea, hvilket har afstedkommet mange kommentarer.

Landstræner Dunga sagde efter, at 30 brasilianske spillere var taget til den kinesiske liga, at der var kommet et nyt ”El Dorado”, som var en utopi i det 16. århundrede, der var belagt med gulvstøv. I dag bruges udtrykket mest som en metafor for steder med meget stor velstand, hvilket man vist godt kan sige om Super League.

Dette ”Guldstøv” vil mange gerne have fingrene i, hvilket den omrejste og nu 43-årige Christian Vieri forsøgte, da han i efteråret skrev på Instagram ”Stor nyhed – Jeg har besluttet, at tage til Kina for at genoptage karrieren der”.

Dette var en ”Kom og hent mig-postering”, som ingen af de kinesiske klubber dog bed på. At aldrende Vieri skulle genoptage karrieren fem år efter sit stop er næsten grinagtigt, men for tiden skal man ikke tage noget for givet, for Kina – skal man ikke grine ad…

Læs hele artiklen
Ledere
Ledere er typisk subjektive artikler hvor skribenten giver udtryk for sine egne personlige meninger.
Se alle leder-artikler her
Bravo ?
22 afslutninger = 14 mål imod målmand, der skulle være bedre i City end den engelske landsholdsmålmand.
Søndagens 0-4 lussing til Pep Guardiola og Manchester City synger stadigvæk over Goordison Park – og kigger man i de engelske aviser, er der undertoner af kritik imod City-målmanden Claudio Bravo.

For fire gange havde Everton afslutninger inden for Citys målramme, og alle fire endte i målmaskerne bag Bravo. Ingen af målene var deciderede drop, men omvendt var et par stykker af dem fra en spids vinkel, og kampens første mål kunne en klassemålmand måske have taget. Det begynder Manchester City-fansene at tvivle på, om Claudio Bravo er…

For glem nu ikke at den engelske landsholdsmålmand og meget populære Joe Hart i sommer blev droppet i klubben af manager Pep Guardiola, der efter to nederlag i Liverpool de sidste par uger er kommet under et voldsomt pres.

Kigger man længere ned i statistikker for Bravo, ser det absolut heller ikke for godt ud. Manchester City har lavet fire ”Clean Sheets” i denne sæson, hvorimod de andre tophold har lavet langt flere. Se blot her:

12: Chelsea
9: Tottenham
7: Arsenal, Manchester United og Liverpool

Så skal City tættere på de andre tophold, skal det forbedres, og meget gerne imod de andre tophold. I de to nederlag til Everton og Liverpool samt i kampen imod Arsenal kort før jul havde Bravo ikke en eneste redning på en afslutning indenfor målrammen.

Samlet set har Bravo blot haft otte redningerne i de sidste otte kampe, hvor der har været 22 afslutninger indenfor Citys målramme. Det er simpelthen for lidt, og sammenligner man de forskelige målmænd fra topholdene, har Bravo også klart haft færreste redninger i denne sæson.

Petr Čech = 60
David De Gea = 52
Thibaut Courtois = 40
Hugo Lloris = 38
Claudio Bravo = 34

I Liverpool har Simon Mignolet og Loris Karius delt spilletiden, så hvis man lægger antallet af deres redninger sammen, slår de også klart Bravo.

Kigger man nærmere på de føromtalte Clean Sheets - så har hold som Middlesbrough, Bournemouth, Burnley og Leicester ”holdt nullet” flere gange end Manchester City. Det er naturligvis ikke kun målmandens skyld, og kigger man på, hvad klubben har købt af forsvarsspillere i dette årti, så må Guardiola få endnu flere grå hår.

John Stones: 500 millioner kroner
Nicolas Otemendi: 400 millioner kroner
Elisquim Mangala: 270 millioner kroner
Matija Nastasic: 130 millioner kroner
Gaël Clichy: 70 millioner kroner
Aleksandar Kolarov: 200 millioner kroner
Joleon Lescott: 250 millioner kroner

Derudover er forsvarskæden blevet forstærket med spillere som Bacary Sagna, Maicon og Martin Demichelis – men helt godt er det aldrig blevet – og malet henover dette står den 30-årige Vincent Kompany. Hvordan var det, gået hvis den gode belgier ikke havde været så meget skadet?

Helt aktuelt så har de føromtalte 22 afslutninger givet 14 mål. Kigger man på, hvor mange mål der er gået ind i nogle af de andre målmænd på samme antal afslutninger, så kommer Bravo igen i et skidt lys.

Kasper Schmeichel: 8
Loris Karius: 7
Hugo Lloris: 6
Petr Čech: 6
Simon Mignolet: 6
Thibaut Courtois: 5
David De Gea: 4
Victor Valdes: 3

Dette er ikke mesterskabsklasse, og derfor er der et gigantisk pres på Bravo, men også på Guardiola, som tog en kontroversiel beslutning i sommer…

Læs hele lederen
Bilic vs. Payet
Dette kommer West Ham til at mangle… hvis deres og en stor Premier League-profil forlader klubben. Indkast.dk har gravet ned historien om Dimitri Payet…
Da Slaven Bilic ankom til pressemødet på West Hams træningsanlæg Rush Green forud for weekendens vigtige kamp imod Crystal Palace, forløb et interview imellem manager Bilic og en journalisterne på følgende måde:

Har du indgået en aftale med Brentford om Scott Hogan
- Nej – Scott er her ikke nu, og han skal ikke træne med os i dag

Er han tæt på et skifte ?
- Det ved jeg ikke…

Hvor mange spillere vil du gerne tilføje til truppen ?
- To eller tre. Men lad os nu skifte emne, for jeg har noget at fortælle jer. Vi har en frustrerende situation med en spiller. Det er Dimitri Payet. Han ønsker at forlade klubben…


Pludselig blev der meget stille i presserummet, og de måbende journalister skulle lige tygge på den sidste kommentar fra West Hams pressede manager.

Bilic fortalte efterfølgende, at Payet ikke ønskede at træne eller spille mere i klubben, og manageren fortsatte om sin store frustration ved profilens pludselige udmelding. Denne er sikkert kommet, som et lyn fra en klar himmel for manager Bilic – men det gjorde det i den grad også for de fremmødte journalister.

Forinden havde Bilic valgt ikke at bruge Payet i FA Cup-lussingen imod Manchester City. Payets udmelding kom også samtidigt med, at det stod klart, at holdets store profil ikke kom i kamp imod lokalrivalerne fra Crystal Palace – og klubben måske stod til at miste deres klart bedste spiller fra forrige sæson. Følgende statistikker for kalenderåret 2016 giver også et klart billede af det voldsomme afsavn, som det kan blive for West Ham.


Flest assists i Premier League
15: Payet
12: Eriksen
10: De Bruyne, Fàbregas, Milner, Lallana, Rooney og Costa.

Flest skabte chancer
144: Payet
116: Eriksen
111: Özil

Succesfyldte indlæg
120: Payet
70: Özil
69: Sigurdsson

Derudover er Payet den spiller, der har lavet flest frisparksmål, og han har været involveret i hele 21 mål – hvoraf han har scoret de seks. De 21 mål er det højeste antal for en midtbanespiller.


Har Payet hjemve ? - eller har der været ballade ?
Ifølge mange engelske aviser handler Payets ønske ikke om utilfredsheden med den manglende spilletid imod City, men derimod om et ønske om at vende tilbage til Frankrig.

Men men men... fortiden er der også en anden historie i de engelske medier. For få minutter inden det famøse pressemøde tog Bilic kontakt til West Hams presseansvarlige Max Fitzgerald og fortalte ham, at han ville fortælle om situationen omkring Payet. Forinden havde Bilic været tosset på træningsbanen, da den utilfredse spiller skulle have klaget over en skade i ryggen, og det fik fighteren Bilic op i det røde felt. På pressemødet var han stadigvæk arrig og sagde blandt andet:

- Jeg er tosset over dette. Holdet, drengene, personalet, vi gav ham alting. Vi har hjulpet ham, så selvfølgelig er jeg skuffet over dette. Jeg forstår ikke den slags spillere.

Skuffelsen fra Bilic er også til at forstå, for West Ham har i den grad været med til at forme Payets karriere, og derudover har han haft en meget uforpligtende rolle på holdet. Spillere som Mark Noble og Cheikhou Kouyate har gjort det hårde arbejde på West Ham-midtbanen, hvorefter Payet har nydt godt af dette forarbejde i sin frie rolle.

Denne rollefordeling kunne man se i sejren over Tottenham i marts, da West Ham spillede med et tremandsforsvar og flere midtbanespillere i arbejdstøj – bortset fra Payet. West Ham vandt kampen med 1-0 og var blot et point fra Manchester City på fjerdepladsen.

Men sidste år er længe siden og nu tegner alt på et brud imellem West Ham og holdets helt store profil - Dimitri Payet.
Læs hele lederen

Video

Artikel ikon "Rød krig" mellem giganter Pogba afbryder Zlatan-interview Artikel ikon Ærlige Huth Artikel ikon Alexis til Bravo: Hvem er Gündogan? Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Bo Henriksen: Fuldstændig hovedløst Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Der scores flest spanske mål – i Chelsea Artikel ikon Chamberlain: Det valgte Wenger af musik Artikel ikon Flere pudsigheder

Toplister

Artikel ikon Top 12: Farligste angribere Top 9: Værste PL-indkøb i 2016/17 Artikel ikon Top 20: United-signings siden Ferguson Artikel ikon Top 20: Mest værdifulde klubber Artikel ikon Flere toplister

Lederen

Artikel ikon Bravo ? Bilic vs. Payet Artikel ikon Derfor skulle Pardew fyres Artikel ikon Özil + Arsenal kan ikke imod tophold Artikel ikon Flere ledere

Bøger

Artikel ikon - En tikkende bombe Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Ronaldo - Ankomst til Manchester United Artikel ikon Flere bøger

Profilen

Artikel ikon Cohen Bramall – filmpotentiale Al-Habsi - fra brandmand til United Artikel ikon Diego Costa – ny stil for Trotamundos Artikel ikon Alan Dzagoev – tog bussen til træning Artikel ikon Flere profiler

Rygter

Artikel ikon Rakitic: Jeg vil blive her i mange år Chelsea bekræfter bud på Begovic Artikel ikon Aubameyang vil ikke til Liverpool Artikel ikon Avis: Marseille afgiver nyt Payet-bud Artikel ikon Flere rygter

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Gareth Southgate
Vidste du om ... Diego Maradona Artikel ikon Vidste du om ... Filippo Inzaghi Artikel ikon Vidste du om ... Pierre Emerich Aubameyang Artikel ikon Flere

Statistik

Artikel ikon Top 12: Farligste angribere LaLiga-spillere der har scoret mod flest Artikel ikon Der scores flest spanske mål – i Chelsea Artikel ikon Kan Schneiderlin vende tilbage ? Artikel ikon Flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: AGF - FC København Optakt: Viborg FF - OB Artikel ikon Optakt: SønderjyskE - FC Nordsjælland Artikel ikon Optakt: Brøndby IF - FC Midtjylland Artikel ikon Flere optakter

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: R. Sociedad - Barça Startopstillinger: Plymouth – Liverpool Artikel ikon Startopstillinger: Sevilla - Real Madrid Artikel ikon Startopstillinger: M. United- Liverpool Artikel ikon Flere startopstillinger

Kampreferater

Artikel ikon Lewandowski reddede Bayern til sidst FC Barcelona overkommer forbandelse Artikel ikon Lucas sikrede Liverpool avancement Artikel ikon Fiorentina fik skovlen under Juventus Artikel ikon Flere kampreferater