Hvad skete på Hillsborough?

Af Torsten Brix

2012-09-13
Hvad skete på Hillsborough?

Indkast.dk genposter fire tidligere artikler - i en lang artikel. Det giver et sjældent og rystende indblik i, hvad der skete i 1989. I går sagde den engelske Premierminister David Cameron undskyld, men for hvad?

Den 15. april 1989 døde 95 fans i forbindelse med en fodboldkamp. Til FA Cup semifinalen mellem Liverpool og Nottingham Forest på Sheffield Wednesdays Hillsborough var en aldeles uansvarlig politiindsats, og ikke hooliganisme, den direkte årsag til, at næsten 100 fans vendte hjem fra hvad der skulle have været en festdag i kister. Mange af dem var børn.

Grundet alt for få billetluger på et stadion, som Liverpool-tilhængerne ikke havde særlig stort kendskab til, dannede der sig før kick off en større folkemængde ude foran yderportene på Leppings Lane. Det gik simpelt hen for langsomt med at komme ind. Til sidst blev presset så stort, at de menige politifolk, som var på vagt ude foran, anmodede South Yorkshire politis øverste ledelse, David Duckenfield og Bernard Murray i kontrolboksen, om at åbne yderporten. Efter kort betænkningstid gav Duckenfield ordre om at åbne porten.

Umiddelbart indenfor på stadion blev de mange tilskuere, som nu strømmede ind, mødt af et skilt over en indgang, med et stort B. Samme B gik igen på alle billetterne, og Liverpool fansene styrede derfor direkte mod indgangen, som førte ind i tunnel som gik nedad bakke og ind på de to centrale afsnit af Leppings Lane ståtribunen. For Liverpool fansene var det den eneste synlige vej mod ståpladserne via tunnellen.

Der var ingen, hverken stewards eller politifolk indenfor til at guide fansene udenom og ind mod de to afsnit i hver ende af tribunen. Tusindvis af fans strømmede altså ind igennem en tunnel som førte til et område, der allerede var fyldt op til randen af fans. I minutterne umiddelbart inden kick off blev pladsen i de midterste afsnit hurtigt meget trang. Nogle fans besvimede, og andre forsøgte at klatre over hegnet ind til banen. Politiets respons var først at forsøge at forhindre folk i at komme ud af den dødsfælde, som Hillsborough pludselig var forvandlet til. En stålbarriere knækkede under det massive pres og menneskemængden blev med stor kraft kastet fremad.

Folk skreg på hjælp, men på trods af at politiledelsens kommandocenter var placeret i hjørnet umiddelbart ovenover Leppings Lane tribunen, bemærkede man ifølge vidneudsagn ikke, at der var noget galt, og i stedet troede man, at der var tale om hooliganisme.

Da kampen blev fløjtet af efter seks minutters spil, havde presset varet længe nok til at have forårsaget i alt 95 dødsfald. Nogle døde med det samme, andre var i live længere hen på eftermiddagen. En enkelt døde meget senere, og fik dødstallet op på 96. Samtlige 96 fik taget blodprøver, i et forsøg fra politiets side på at påvise, at dødsfaldene skyldtes overdrevent alkoholindtag i timerne op til kampen. Skulle alle børnene have været fulde?

Umiddelbart efter kampen trådte politichef David Duckenfield frem på tv og udtalte, at ulykken skyldtes at fans havde tvunget yderporten op, på trods af at han selv højst en times tid forinden, havde givet ordren om at åbne den. Den løgn skulle vise sig, at få store konsekvenser for begivenhederne efter tragedien, og i stedet blev det alment kendt, at det var fansenes egen skyld. De ankom, ifølge politiet, meget berusede og for sent. Dette blev senere afvist i Taylor rapporten. I stedet placerede han skylden hos South Yorkshire politi. Alligevel blev ingen siden stillet til ansvar for tragedien. Faktisk endte de involverede politifolk med at trække sig tilbage på lukrative pensionsordninger, mens de efterladte familier måtte kæmpe for at få råd til advokatbistand i den langvarige og fortsatte kamp for at få renset de afdøde familiemedlemmers navne, og for at opnå retfærdighed.

Fire dage efter tragedien, 19. april 1989, bragte tabloid-avisen The Sun på forsiden under overskriften ”The Truth” historien om, hvordan Liverpools fans skulle have urineret på politifolk og røvet fra de døde. Beskyldninger som ingen vidner siden kunne bekræfte overfor Lord Taylors undersøgelseskommission.

Det er snart 23 år siden, og Liverpools beboere – røde som blå – har aldrig tilgivet avisen. Fra den ene dag til den anden faldt salget af The Sun på Merseyside fra omkring 200.000 daglige kopier til omkring 20.000. Den dag i dag er tallet stadig langt under niveauet fra dengang. Man vil ikke glemme den behandling man som befolkningsgruppe fik og de beskyldninger man blev udsat for.

Siden har avisen af ren desperation forsøgt sig med halvhjertede undskyldninger med flere betingelser og slet skjulte angreb mod sine konkurrenter fra Trinity Mirror Group. Senest da man fik overtalt en af byens berømteste sønner, den daværende Everton-spiller Wayne Rooney, til at sælge sin livshistorie i en række interviews. Reaktionen fra begge sider af Stanley Park var ikke til at tage fejl af. Rooney forrådte sin by og det den stod for.

Politifolkene mødtes kl. 10.00 til briefing under ledelse af David Duckenfield, den nyligt udnævnte leder af politiets indsats i forbindelse med kampen. Ikke alle vidste hvem han var, og flere af officererne havde ventet, at det ville være Brian Mole, den tidligere chef, som var blevet overflyttet til anden tjeneste under kontroversielle omstændigheder. Først satte Duckenfield dagsordenen, og herefter gennemgik Bernard Murray, Duckenfields højre hånd, dagens opgave, og hvad der forventedes. To andre officerer forklarede lidt om efterretningerne og om nogle praktiske ting i forbindelse med pauser. Briefingen sluttede 10.18.

Billetlugerne åbnede lidt i 12, og en lind strøm af Liverpool fans begyndte at ankomme. Ifølge politifolkenes egne forklaringer efterfølgende, var de “i godt humør og opførte sig pænt”. Politifolk indenfor stadion fortalte, at de havde fået til opgave at kropsvisitere fans, også selvom de kunne se, at de netop var blevet visiteret umiddelbart udenfor stadion. Nogle fans blev visiteret tre gange, men på trods af dette tog supporterne det fint og uden problemer. Dette var i hvert fald, hvad politiofficererne fortalte bagefter. Efterhånden som klokken nærmede sig 14.00 begyndte tilstrømningen mod stadion at øges, eftersom tog og busser nu ankom i større tal. Atmosfæren var stadig opløftet, og der blev sunget. Samtidig med at menneskemængden foran billetlugerne var vokset, blev det klart for betjentene udenfor stadion, at mange fans først var ved at ankomme. Stadig var der ingen problemer med tilhængerne.

I alt var der i Leppings Lane 23 billetluger for tilskuere, som havde billet til Leppings Lane tribunen, West Stand og North Stand. Det drejede sig om 24.256 tilskuere. De øvrige 29.800 tilskuere til kampen havde adgang til stadion via næsten tre gange så mange billetluger, nemlig 60. Vi snakker altså om et gennemsnit på 1.054 mennesker pr. luge, et helt uhørt højt tal. Der var i alt seks yderporte, delt op således at de 10.100 med billet til Leppings Lane skulle igennem de tre sydligste porte ind til syv billetluger, som gav adgang til endetribunen. De tilskuere, som havde billet til West Stand eller North Stand, skulle igennem de tre nordligste porte, inden billetten skulle fremvises i én af de 16 billetluger. Området, som var på størrelse med en mindre skolegård, udenfor og indenfor yderportene, skulle altså passeres af næsten 25.000 fans, noget som det slet ikke var stort nok til. Det var allerede blevet påpeget af politiet selv i forbindelse med tidligere kampe. Liverpools fans ankom både nordfra og sydfra til en større flaskehals-situation.

På selve Leppings Lane var der ingen filtrering af tilskuerne. Dette kunne ellers have sørget for, at ikke alle tilhængerne ankom til området omkring billetlugerne på samme tid. Prioriteten burde være givet hertil, især set i lyset af det lille antal billetluger og den store ophobning af fans, som dette ville betyde.

Når Leppings Lane-fansene var kommet indenfor blev de mødt af et stort skilt, hvorpå der stod “standing” sammen med et stort “B”. På samtlige billetter var trykt et tilsvarende “B”, hvilket naturligvis fik tilhængerne til fejlagtigt at tro, at dette var den eneste indgang til selve tribunen. Førnævnte skilt var nemlig placeret over en indgang til en tunnel med en nedadgående hældningsprocent på ca. 17% – altså en yderst stejl bakke. Denne tunnel førte rigtigt nok fansene ind til selve tribunen, men kun til de centrale “pens” nummer 3 og 4. (“A3" og “A4") Dette ville Liverpool-tilhængerne naturligvis have vidst, såfremt de besøgte Hillsborough på ugentlig basis ligesom Anfield, men da mange aldrig havde været på Hillsborough før, efterlod systemet dem ingen chance. Politiet og Sheffield Wednesdays stewards skulle senere vise sig, ikke at tage højde for dette, og flertallet søgte derfor derhen, hvor deres billet gav adgang – tunnelen med det store “B”.

Efterhånden som kick off nærmede sig, blev menneskemængden stadigt større. Hele vejen rundt om var der mure og hegn, og den eneste mulighed for at komme væk var bag fansene, altså der hvor der stadig ankom flere og flere mennesker. Flugt var altså med andre ord umulig. Politifolkenes rapporter om, hvad der herefter skete, er forskellige fra, hvad Liverpool-fansene fortalte. Pludselig fokuserede politiet på, hvor meget tilskuerne angiveligt skulle have drukket. En betjent fortalte: “hovedparten af supporterne syntes at være grebet af tanken om, hurtigst muligt at skaffe sig adgang til stadion, og det nu. Hvis nogen skulle komme til skade, hvad så?... De virkede fanatiske for at komme ind… selv om jeg ikke syntes det i øjeblikket, så tror jeg nu, at fansene forsøgte at storme billetlugerne”.

Det var tydeligt, at situationen udenfor stadion, men indenfor yderportene nu var ude af politiets kontrol. Indenfor blev det noteret, at de fans, som kom igennem lugerne, så “forpinte” ud. De syntes at forsøge igen at få vejret. Nogle råbte hysterisk til politifolkene indenfor, at mennesker ville komme til skade, hvis der ikke blev taget hånd om situationen udenfor. Radioproblemer gjorde det vanskeligt for politifolkene indenfor at finde ud af, hvor alvorlig situationen udenfor rent faktisk var. Nogle fans klatrede simpelt hen over muren og ned på den anden side af billetlugerne. De blev hjulpet af betjente, som fandt ud af, at presset udenfor var umådelig stort. Børn blev sendt henover folkemængden på skuldrene af folk, så de kunne undslippe det massive pres. Dette blev også bemærket af politifolk på heste udenfor. Der var nu panik i luften, og politiet forsøgte forgæves at anmode folk om at træde tilbage. Dette var umuligt. Folk havde tydeligvis problemer med at trække vejret.

Fans fortalte en anden historie end politiets. Flere bemærkede en åbenlys mangel på politi-tilstedeværelse udenfor stadion. Én hørte politifolk bebrejde fans, at de kom for sent, og mange fortalte de tilstedeværende politifolk, at situationen var alvorlig og på vej ud af hænderne på politiet. Der var ingen, som sørgede for at filtrere menneskemængden. En fan fortalte siden hen, at han hørte en betjent sige, at der var masser af plads indenfor. De gik derfor igennem tunnelen og ned til afsnit 4.

Øjenvidneberetningerne er mange, og alle fortæller de samme historie. Der var overhovedet ikke styr på situationen. De fleste ankom til området mellem kl. 14 og kl. 14.45, sådan som man kunne forvente. Flertallet ankom ifølge disse beretninger ikke senere end normalt, sådan som politi og medier siden ville hævde. Alle var klar over, at adgang til stadion ville være alles redning, og da man så en ung tilhænger blive afleveret henover hovederne på mængden, gik det op for folk, at mennesker oppe foran ville dø, hvis ikke noget blev gjort ved situationen.

En politiinspektør råbte, at man måtte åbne udgangsportene ved siden af billetlugerne for at mindske presset. Politikommissær Marshall var skeptisk overfor at efterkomme denne anmodning, da han følte at det at give folkemængden adgang til stadion ville ophæve arbejdet for at forhindre hooliganisme indenfor. Kommunikationen mellem betjentene udenfor og i kontrolboksen var svær, da en fejl opstod i radiosystemet, netop da man havde mest brug for at det virkede. Marshall besluttede, på baggrund af den “ekstreme uro” i ansigtsudtrykket på sin inspektør, at den eneste praktiske måde at forhindre dødsfald udenfor stadion ville være at åbne udgangsportene.

- Jeg kontaktede kontrolrummet via radioen og bad om tilladelse til, at portene i Leppings Lane enden blev åbnet. Der var intet svar, fortalte kommissær Marshall senere. Da der ikke kom noget svar, regnede Marshall med at det skyldtes, at hans radio var defekt, og han fik derfor straks fat i en kollegas radio, hvorefter han gentog sin anmodning overfor den øverste ledelse, Duckenfield og Murray, i kontrolboksen. “Der var intet svar”, fortalte Marshall igen.

Kontrolboksen på Hillsborough var placeret i en hævet position over Leppings Lane tribunen i den sydvestlige ende. Den gav et fint udsyn over ståtribunen, og der var med hjælp fra overvågningskameraer mulighed for at følge udviklingen udenfor stadion. David Duckenfield kunne omkring kl. 14.30 se, at mængden blev større, og han spurgte derfor Bernard Murray til råds. Denne svarede, at med en halv time til kick off, så skulle de nok få dem alle sammen ind til tiden. En eventuel udsættelse af kampen blev også diskuteret mellem de to mænd, og man var tidligere blevet enige om, at en sådan udsættelse krævede et “identificerbart problem” såsom en alvorlig hændelse, en ulykke eller tåge på the Pennines (bjergkæde mellem Liverpool og Sheffield). Man ville ikke udsætte kampen af hensyn til mennesker, “som var ankommet til området i rimelig tid, men som havde valgt ikke at søge ind på stadion umiddelbart efter ankomsten.” En udsættelse afhang altså med andre ord utroligt nok af, om de to politichefer mente, at et pres udenfor var selvforskyldt eller ej!

Kommissær Marshalls første anmodning om at åbne portene blev modtaget i kontrolboksen kl. 14.47. Duckenfield var ikke meget for at åbne porten, idet også han tænkte, at man hermed ville opgive at udelukke fulde og billetløse fans fra stadion. Duckenfield kiggede på skærmen, som viste port C og så tilsyneladende porten blive tvunget åben. Han tænkte, “hvis portene alligevel blev tvunget åbne, hvorfor bliver jeg så spurgt?” Sandheden var, at det faktisk var politiet selv, som havde åbnet porten for at smide en fan ud! Andre fans havde dermed fået adgang til stadion, men porten blev lukket igen umiddelbart efter. Duckenfield troede på dette tidspunkt fejlagtigt, at fans havde tvunget porten åben.
Da kommissær Marshalls anden anmodning kom ind over radioen, kunne der dog ikke være nogen tvivl om, at dette ikke var tilfældet. Der var nu nærmest tale om et krav fra Marshall: “Åbn portene eller folk vil blive alvorligt skadede eller dø!” Duckenfield var tavs, men tænkte: “En mand som jeg har kendt i mange år, en mand som jeg respekterer og beundrer, krævede noget af mig, som jeg normalt ikke ville give… jeg tog det synspunkt, at Marshall fortalte mig, at medmindre jeg åbnede portene, ville det medføre alvorlig skade og mulige dødsfald…"

Kommissær Murray, Duckenfields højre hånd i kontolboksen, brød den lange tavshed og spurgte: “Mr. Duckenfield, vil du åbne porten?”

Duckenfield mumlede: “Hvis det er sandsynligt, at der vil være alvorlige skader eller dødsfald udenfor, så har jeg intet andet valg end at åbne porten.” Han så på Murray og sagde “Åbn portene”.

- Det første jeg bemærkede var, hvor stort et hul den [Leppings Lane tribunen] var. Jeg kom ind omkring 13.15 og gik rundt oppe bag tribunen – der var intet. Toiletterne var forfærdelige. Vi gik ned gennem tunnellen, og det første jeg tænkte på, var burene. Det var overhovedet ikke ligesom the Kop på Anfield.

Citatet er naturligvis fra én af de overlevende på Hillsborough, men der var mange som sagde stort set det samme om det første møde med Leppings Lane-tribunen. Den centrale del af tribunen – på Hillsborough de to bure 3 og 4 – blev naturligvis fyldt op først, ligesom på stort set alle andre stadions til alle andre fodboldkampe, idet mange fans foretrækker at have et centralt udsyn over banen. Det var bestemt ikke noget, som politiet ikke kunne have forudset, ligesom det ikke kunne have kommet som en overraskelse, at de fleste tilskuere ville dukke op ved indgangene i den sidste time inden kick-off.

Flere fans bemærkede senere, at det havde virket underligt, at de yderste bure var halvtomme, samtidig med at de centrale blev så hurtigt fyldt. Flere fans fortalte bagefter, at de med stort besvær havde kæmpet sig vej op igennem tunnelen ved omkring 14-tiden, fordi de fandt overbefolkningen decideret “ukomfortabel”, men det var ikke muligt blot at bevæge sig “sidelæns”, altså ud mod hjørnerne, på grund af inddelingen af tribunen i bure.

Tribunen var nomineret til 10.100 mennesker, og hvert af de to centrale bure skulle kunne holde 2.100 mennesker. Det eneste, der blev kontrolleret, var dog, hvor mange som kom igennem tælleapparaterne, og overbefolkning var derfor absolut muligt. Allerede omkring kl. 12 havde politiassistent Creasor spurgt Bernard Murray, politi-kommissæren, om ikke man skulle fylde ét bur ad gangen. Murray havde svaret, at alle burene skulle holdes åbent fra starten, og man skulle så lade fansene “finde deres eget niveau”. Et eksempel på den selvtilfredshed, som var blevet fremherskende i forbindelse med sikkerheden omkring afviklingen af fodboldkampe på det tidspunkt. Den øverste chef - David Duckenfield - troede fejlagtigt, at styringen af folkemængden og kontrol var Sheffield Wednesdays og dermed klubbens kontrollørers ansvarsområde. Han antog, at klubben sørgede for at styre tilskuerne, når først de var kommet indenfor, men han havde ikke haft kontakt med klubben omkring ansvarsområderne. Billeder som blev taget omkring en halv time før kick-off viser tydeligt, at bur 3 og 4 var fyldte, mens 1,2 og 5 var halvtomme. Det kunne også tydeligt ses fra kontrolboksen.

Da Duckenfield (som omtalt i forrige afsnit) gav ordre til at åbne port C, på grund af det store pres udefra (som igen skyldtes et alt for lille antal billetluger) øgede det naturligvis presset inde på stadion. Fans, som kom ind igennem porten, fortalte senere om, hvor lettede de havde været over at være sluppet for det enorme pres, og de kunne også berette om politiets tilstedeværelse umiddelbart indenfor stadion, men intet blev gjort for at filtrere menneskemængden. På samtlige Leppings Lane-billetter stod der et stort “B” – det samme som var placeret ved den port, som umiddelbart indenfor på stadion førte til de to centrale bure.

Tilhængerne, som efterhånden havde travlt, hvis de skulle nå ind til kampens start, havde ingen jordisk chance for på forhånd at vide, at der var en anden vej ind til yderburene 1,2 og 5, for der var ingen – hverken Sheffield Wednesdays kontrollører eller politifolk til at lukke adgangen til 3 og 4 af og føre dem mod de øvrige bure – som man ellers havde gjort det til semifinalen året før. Én af de allermest afgørende faktorer var, at ingen fortalte dem, at billetten også gav adgang til de stadig halvtomme bure i hjørnerne. Det var her, David Duckenfield og politiet begik en alvorlig og dyr fejl, som kom til at koste 96 mennesker hjemturen og resten af livet. Over 2.000 mennesker fik i de ganske få øjeblikke adgang til stadion, og de fleste kom igennem tunnelen nedad mod bur 3 og 4, som altså pludselig indeholdt det dobbelte af kapaciteten.

Da holdene kom på banen var publikum i de øvrige dele af stadion højlydte og sang og tiljublede spillerne, efterhånden som navnene blev læst op. I bur 3 og 4 skreg folk, mens andre mistede bevidstheden. De følgende er udsagn fra fans i de to bure:

- Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg har oplevet pres tidligere, hvor man kan lette det en smule ved at dreje sig eller finde lidt plads. Dette var anderledes. Det var et virkelig hårdt pres. Så slog det mig, at jeg ikke kunne få vejret.

- Jeg kunne ikke tro, hvad der skete. Ingen kunne flytte sig, ikke en centimeter. Folk omkring mig var forvredne i hvad end position, de var blevet mast sammen. Hoveder var låst mellem arme og skuldre, ansigterne gispede i panik.

- Jeg havde været i pressede folkemængder tidligere, men jeg vidste, at dette var anderledes. Vi havde alle haft det ubekvemt i næsten en halv time, men vi troede, at det ville løse sig selv, så snart alle var inde og kampen gik i gang. Det skete ikke. Da holdene kom på banen, syntes det at stramme yderligere. Jeg var bøjet forover ved livet med hele min vægt pressende ind på folk foran. Først var smerten i ryggen skarp, men så var det i brystet. Pludselig slog det mig, at jeg var ved at dø.

I bur 3 var det – som folk beskriver – rent kaos. Presset var så stort, at de fans som stod forrest, fik mast ansigterne ind i hegnet, som adskilte tribunen fra banen. De fleste af disse mennesker var stille, enten allerede besvimede eller ude af stand til at få vejret.

- Jeg opdagede pludseligt, at fyren ved siden af mig var død, hans øjne bulede ud og tungen stak ud af munden. Det var grufuldt. Folk havde mistet kontrollen over deres kroppe og lugen var forfærdelig.

- Jeg så en ung dreng falde ned og vidste, at det var slut for ham. Han gik ned under folks fødder, men ingen kunne gøre noget ved det. Presset var for stort. Jeg husker masser af mennesker råbe til politiet foran dem, at de skulle åbne portene, men de syntes bare lamslåede. De gjorde ingenting.

- Vi sloges for vore liv. På et tidspunkt kiggede jeg over på ham… [vidnets søn] …han så lidt bleg ud, men jeg troede, han var ok, og at jeg var på vej til at dø. Mit armbåndsur blev revet af, og en eller anden tog en bid af min skulder fordi de må have været i stor smerte…Folk råbte til ham [politibetjenten], at han skulle åbne porten eller gøre noget, og han ignorerede bare disse råb. (Denne mands søn døde).

- Jeg kom til et punkt, hvor jeg ikke kunne få mig selv op, da en eller andens hånd kom ud af det blå og trak mig op ved håret. Personens hånd mistede taget, kom så igen og trak mig op endnu en gang. Denne gang kunne han med lidt hjælp fra mig selv få mig i en hovedlås. (Efter selv at have reddet et liv, mistede redningsmanden og dennes bror begge livet).

Kampen inde på banen var nu i gang, da en stålbarriere i bur 3 – nærmest et stålrør som forhindrer kraftig bevægelse fremad ved eksempelvis scoringer – på ét af de nederste trin knækkede under vægten af de mange fans helt oppe bag fra tribunen. Folk bag den faldt ned oveni de allerede bevidstløse foran, og det hele var én stor bunke af mennesker – døde, levende og bevidstløse.

Bagerst på tribunen forsøgte folk ved hjælp oppefra at kravle op i selve West Stand, som var placeret over Leppings Lane ståtribunen. Det mest vanvittige var dog, at fans oppe foran, som forsøgte at klatre over hegnet ind mod banen for at undslippe døden, blev skubbet tilbage af politibetjentene. Under fødderne var nu døende kroppe. Eddie Spearritt var med sin 14-årige søn Adam, og begge var placeret i bur 4. Eddie fortalte:

- På dette tidspunkt var Adam besvimet, og jeg sagde ordret “min dejlige søn er ved at dø”, og jeg tiggede ham [betjenten] om at hjælpe, og han gjorde ingenting. Han stod bare der og kiggede på mig, så jeg tog fat i Adam. Han havde en træningsdragt på, og jeg tog fat i hans opslag og prøvede at løfte ham over hegnet, og hegnet er omkring tre meter højt med pigge som peger indad. Jeg kunne ikke løfte ham.

Så begyndte jeg at slå på hegnet, i håb om at kunne slå det ned… jeg havde ikke succes med det, og det eneste jeg fik ud af det, var at mine hænder blev dobbelt størrelse og fuld af huller hvor jeg havde slået på hegnet. Ingen åbnede den port. Lige i begyndelsen, da jeg tiggede betjenten om at åbne porten, hvis han havde åbnet den, så ved jeg at jeg kunne have fået Adam ud. Jeg ved det, fordi jeg var der, og jeg ved hvordan situationen var. Eddie, nu panikslagen og desperat, fulgte sin søn ind i bevidstløsheden.

Folk begyndte på dette tidspunkt at dø, fordi der på politiets ordre var blevet lukket for mange mennesker ind af yderportene på én gang, og fordi der ikke var andre synlige indgange til selve tribunen end den tunnel som førte direkte ned til bur 3 og 4. Der var intet personale eller politi til at lukke området af og lede folk til de stadig halvtomme bure i hjørnerne.

Til gengæld var der masser af politifolk nede foran tribunen, hvor det høje hegn sikrede at fansene ikke umiddelbart kunne få adgang til banen. Luften var fyldt med skrig og desperation, hvordan kunne man fra politiets side overhovedet tro at det var hooliganisme?

En politibetjent kunne se at folk blev mast op ad hegnet nede ved banen, og der blev råbt fra fansene indenfor at de skulle åbne portene. Han prøvede at få kontakt med kontrolrummet via sin radio, og spurgte om porten kunne åbnes. Han modtog intet svar. Han fortalte senere: ”Lyden var forfærdelig og folk skreg, en anderledes slags skrig og jeg åbnede porten helt. Jeg så mennesker som blev presset ind mod hegnet som var ved at blive blå i hovederne. Jeg sendte en ny radiobesked. ”Dette er alvorligt. Folk er ved at dø hernede.” Jeg forsøgte at trække folk ud igennem porten men de var fuldstændig låst fast. Kvinden [omtalt tidligere]…var ved at få en mørk farve i hovedet og jeg gestikulerede for at få folk tilbage men blev spyttet på og nogen råbte ”Fuck off, copper”.

Efter at politichefen David Duckenfield havde beordret yderporten åbnet - som tidligere omtalt - havde han ifølge eget udsagn holdt øje med bevægelser og besværligheder i menneskemængden, og fra hvor han stod ”så han ikke at der var en tæthed”. Han fortsatte: ”Jeg havde holdt øje med Leppings Lane og jeg havde ikke set nogen indikation på noget som fik mig til at tænke at der var noget unormalt i gang…tribunen syntes i orden.” En chokerende bemærkning fra en mand som stod placeret nærmest lige oven over de omtalte tribuneafsnit.

Duckenfield regnede med at der var personale indenfor til at guide fans til de tomme tribuneafsnit. Endnu et tegn på at han slet ikke var klar til så stor en begivenhed som en FA Cup semifinale, og han kunne tilsyneladende heller ikke se at de centrale afsnit var fyldt til mere end bristepunktet. Heller ikke til trods for at han selv bagefter fortalte Lord Taylor at han havde observeret folk klatre over hegnet ind til de omkringliggende afsnit. Da han kiggede ned, så han en port blive åbnet nede ved selve banen, og et par personer komme ud på arealet mellem banen og tribunen. Han troede nu at det var folk der bare udnyttede en mulighed for at komme tættere på banen. Han troede det var starten på en decideret invasion af banen, en 'pitch invasion'. Det var dette budskab som nåede frem til de øvrige politibetjente omkring Leppings Lane. De fik besked på at de skulle komme ned til banen, men de var slet ikke klar på at håndtere en katastrofe. De troede de skulle holde øje med ballade. De troede der var tale om hooliganisme.

Det var et frygteligt syn der mødte dem. I afsnit 3 var en bunke af mennesker 10-12 meter tilbage fra det forreste hegn. En af politifolkene sagde bagefter at han troede at de var faldet efter at presset var blevet lettet og at de derfor nu ville rejse sig op. Det gjorde de ikke. En anden vurderede at der var tale om godt 50 mennesker ”flettet sammen” i bunken. ”De var livløse, deres øjne uklare…andre klagede sig, andre som var fanget af legemsdele skreg efter hjælp.” Bunken syntes at være ”6 eller 7 [mennesker] høj.

Det var umuligt at komme til at få folk ud, uden at træde på de mange mennesker, og det var umuligt at se, hvem der var døde og hvem der stadig var i live og hvem der ville overleve. Det var simpelt hen et spørgsmål om held. Duckenfield var på dette tidspunkt ude af i stand til at give en præcis forklaring på, hvad der skete, udover at en mulig invasion af banen havde resulteret i at kampen var blevet stoppet (af politiet). Dette på trods af at han altså var placeret umiddelbart ovenover Leppings Lane tribunen i hjørnet. Han havde uforstyrret udsyn over hele situationen.

Ikke længe efter kl. 15.15 ankom Graham Kelly og Glen Kirton fra det engelske fodboldforbund i kontrolboksen. Også Graham Mackrell fra Sheffield Wednesdays bestyrelse var til stede. Duckenfield fortalte dem at Liverpool fans havde stormet yderport, og skabt et pres ind på stadion, ned igennem tunnelen og oveni de folk som allerede befandt sig i de centrale afsnit. De første frø til hvad der senere blev en kamp for retfærdighed blev her lagt af en løgnagtig og yderst inkompetent politichef. Hvis han på dette tidspunkt havde haft den anstændighed at fortælle sandheden om, hvad der netop var foregået, ja så kan det sagtens være at jeg ikke sad og skrev dette i dag.

Graham Kelly talte umiddelbart efter til den samlede presse og i god tro gengav han Duckenfields løgn. Indenfor få minutter blev det bragt verden over. Der havde fundet en stor katastrofe sted – og det var Liverpool fansenes skyld!

Denne version af begivenhederne skulle senere vise sig uhyre vanskelig at fjerne fra folks bevidsthed. Det er faktisk ganske nemt at argumentere for at det endnu ikke er lykkedes, især når man i forbindelse med sidste sæsons kvartfinaler mod Juventus i flere af de skrevne medier herhjemme kunne læse en opremsning af de største episoder med hooliganisme i 70'erne og 80'erne og se Hillsborough nævnt. Duckenfield fik større indflydelse på mange menneskers liv end han nok havde forestillet sig, da han takkede ja til at efterfølge Brian Mole som leder af begivenheden Liverpool-Nottingham F 15. april 1989.

Pludselig var banen forvandlet til en scene fra en krigsfilm. En slagmark med massevis af mennesker rendende frem og tilbage med døde og livløse kroppe. Mange blev placeret på banen, nogle båret på reklamebannere. David Hughes fortæller om scenerne:

- Jeg bemærkede en St. John's Ambulance-hjælper, en dreng måske omkring 12 år gammel, som stod ved siden af banen foran os, og han skreg hysterisk. Han var til kampen for at give førstehjælp til fans hvis nødvendigt, men intet i hans træning kunne forberede ham på dette. En anden af St. John's-hjælperen, en pige på omkring 17 skreg til ham ‘gør noget for at hjælpe dem'. Det er en scene, jeg aldrig vil glemme.”

Politichefen Bernard Murray, der var sendt ned på banen for at undersøge, hvad der var galt, bad straks om at få tilkaldt massevis af ambulancer. Senere blev der også anmodet om hydraulisk klippeudstyr til at klippe hegnet op, men udenfor vidste politiet ikke, hvad der foregik indenfor, og man fortalte derfor personalet med dette udstyr, at det var der ikke behov for.

En sportshal ved siden af stadion blev i hast oprettet som midlertidigt lighus, men alt var stadig kaos. Forsøg på genoplivninger foregik alle steder. En læge bekræftede siden, at han erklærede 20 dødsfald i hallen omkring klokken kvart i fire. Der blev givet ordre til, at ligene skulle blive i sportshallen indtil de var blevet fotograferet og identificeret.

Indenfor den første time ankom 88 personer til Northern General hospitalet. 11 blev erklæret døde ved ankomsten, 56 blev indlagt og 21 behandlet og udskrevet. På Hallamshire ankom 71. Én var død ved ankomsten, 25 blev indlagt, og 45 behandlet og udskrevet. Prioritering var vigtig; det handlede om at redde liv. Ligene blev returneret til sportshallen ved stadion.
En ungdomsklub tæt på Hammerton Road politistationen blev åbnet til at huse pårørende og overlevende, som stadig ventede på at høre nyt om venner og familiemedlemmer. Da embedsmanden for ligsyn ved kontroversielle dødsfald, Stefan Popper, som havde givet ordren til at benytte hallen som midlertidigt lighus ankom, autoriserede han straks, at der blev taget blodprøver af samtlige døde for at fastslå alkoholpromillen. På trods af at mange af ofrene var meget unge, fik samtlige taget prøven.

Men hvorfor? Det var aldrig sket ved tidligere katastrofesituationer i Storbritannien. Der var intet, som retfærdiggjorde denne påtrængende handling, men den antog at ofrene havde været fulde og derfor kunne have bidraget til egen og andres død. Den garanterede, at beskyldninger om fuldskab ville forblive i fokus, hvilket sårede pårørende, da de følte at offentliggørelsen af ofrenes navne udelukkende ville medvirke til at bringe skam over deres liv.

Pårørende, som ankom til hallen for at få svar på, om deres pårørende var blandt ofrene, blev interviewet – eller snarere forhørt – af politi omkring deres handlinger i løbet af dagen. Samtalerne handlede om alkohol, off-license butikker (der sælger øl) og supermarkeder, og folk blev spurgt, om de havde drukket inden kampen og om de havde set andre drikke meget eller opføre sig dårligt. Det var typisk disse områder, politiet var interesseret i, for at “opbygge et billede af hele dagen”.

Undersøgelser blandt ofrenes familier viste bagefter, at de alle følte, at den behandling, de fik i hallen, var rystende dårlig. Kun én familie ad gangen blev lukket ind i hallen, men først efter at have kigget samlingen af fotografier af uidentificerede lig igennem.

Én kvinde fortalte, at de blev ført ind i hallen, hvor hendes søn, James Delaney, lå på en vogn i en pose med nummeret 33 udenpå. De bøjede sig ned for at kysse James og snakke til ham, og da de rejste sig op, forsøgte en politibetjent at føre dem ud, helt ud af hallen. Moderen sagde, at holdningen var, at nu havde vi identificeret nummer 33, så nu kunne vi bare gå. James' forældre tryglede om at få lov til at blive hos deres søn, men det blev afslået.

Margaret Aspinall, hvis søn James var blandt ofrene, ankom sammen med sin mand næste dag til Medico-Legal Centeret, men fik kun lov at se James igennem glas. “Jeg sagde, jeg ville have ham med hjem, men de sagde, at han ikke tilhørte mig. Han tilhørte embedslægen, det var den mest forfærdelige ting at tvinge en mor igennem.”

En chef fra Sheffields ambulance-service udtalte siden kritik af proceduren omkring identifikationen af ofre. “Vi var tvunget til at stå og lytte til identifikationen af over 60 mennesker. Skrigene og gråden kunne høres overalt. Det var forfærdeligt og noget jeg aldrig vil glemme,” sagde han.

Politikommissær Addis som stod for proceduren sagde bagefter, at den efter omstændighederne var korrekt, og at den fungerede godt. Han sagde: “Klokken halv fem om morgenen var 74 af de [på det tidspunkt] 94 lig blevet identificeret. Dette var førsteklasses. ”De resterende blev flyttet til Medico-Legal Centre, hvor de kunne blive identificeret senere. En time senere var alle ligene blevet overført.

Det var en procedure, som tilgodeså politiets behov for pragmatisk og professionel håndtering. Phil Scraton skriver i sin bog Hillsborough The Truth videre, at proceduren behandlede pårørende som objekter på et samlebånd. Ved hvert stadie af processen blev de nægtet basale rettigheder og behov.

Ambulance-chefen udtalte: “Det var fuldstændig unødvendigt, at folk skulle gennemgå den lidelse, præsentationen af et lig til identifikation er et tidspunkt for de nærmeste at komme overens med et chok, det er en meget vigtig del af sørgeprocessen, ligene skulle præsenteres rene, vaskede, håret i orden, med værdighed på en menneskelig facon, ikke i en ligpose.”

Historierne er næsten lige så mange som ofrene, men alle beskriver de en horribel dag og nat for de efterladte familier, men helvede var på ingen måde overstået for familierne. I dagene derefter berettede officielle kilder om, hvordan tusindvis af Liverpool fans var ankommet fem minutter inden kick-off. Jacques Georges, UEFA's præsident, kom med stødende kommentarer, som sammenlignede Liverpools fans med vilde dyr. Adskillige aviser rapporterede, hvordan Liverpools fans havde tvunget sig adgang til stadion.

Den 18. april – tre dage efter – skrev Sheffield Star at bøller havde angrebet ambulancefolk og urineret på politifolk, som forsøgte genoplivning. Irvine Patrick, et lokalt medlem af parlamentet udtalte på ITV, at han havde talt med politifolk, som fortalte, at de var blevet angrebet, sparket og slået.

Dagen efter gik morgenaviserne i krig. The Suns forside lød “THE TRUTH: Nogle fans stjal fra lommerne af ofrene; nogle fans urinerede på modige politifolk; nogle fans tævede politibetjent under genoplivningsforsøg”. Det kom senere frem, at Kelvin Mac-Kenzie, avisens redaktør, oprindeligt ville have brugt overskriften “YOU SCUM”. Flere andre aviser havde lignende historier, men ikke så brutale som dem nævnt her. Taylor rapporten, som senere blev sat i værk for at undersøge katastrofen, tilbageviste samtlige disse beskyldninger. Ikke et eneste vidne (ud af flere tusinde) havde bekræftet beskyldningerne, og Taylor kritiserede samtidig de, som kom med dem, og de som viderebragte dem. Lord Taylor sagde, at de havde været bedre tjent med at tie stille.

Men på det tidspunkt var aviserne ligeglade. Beskyldningerne blev i det store hele stående, og det blev et kendt “faktum”, at Liverpool fans slog deres egne ihjel. En mor til et af ofrene udtalte om situationen: “Vi opdagede hurtigt, at vi ikke kun var i en kamp for retfærdighed for de, som døde, men også for at rense dem og de fans, som overlevede.”

Indkast.dk takker Liverpools danske fanklub for deres medvirker til denne artikel.



Optakter
Optakt 22/2 - 20:45
Sevilla FC - Leicester C
Optakt 22/2 - 20:45
FC Porto - Juventus
Sæsonoptakter

AaB – nyt projekt … nr. 2

AC Horsens - Ingen fodboldrevolution

AGF - Afgørende forår i Aarhus

Brøndby IF – cruiser mod andenpladsen

Esbjerg - På vej i 1. division?

FC Nordsjælland - De modne unge

FCK - Løverne har ligaen under poten

FCM – Uforløst potentiale

Lyngby BK - Vikingerne kæmper videre

OB - Fortsætter nedturen?

Overblik: Alle sæsonoptakterne

Randers FC - Op på hesten igen

Silkeborg IF - Kampen for overlevelse

SønderjyskE - Gang i svingdøren

VFF - vil være bedre i begge ender

Magasin-artikler
Champions League – de sidste 16
Indkast.dk har kigget på de kommende kampe…
Bayern München vs. Arsenal
Kommentar:
Ti gange tidligere har de to hold mødt hinanden, men blot fem gange har tyskerne vundet. Oplevelsen er sikkert en anden for Arsenal-fansene, der betragter det tyske storhold som deres værste europæiske fjende henover de seneste år.

Sådan går det:
Mon ikke Carlo Ancelotti nok en gang viser sin store erfaring fra ”cup-kampe”, sådan at Bayern München nok engang sætter en stopper for Arsenals videre deltagelse. Bayerns sidste 15 hjemme-kampe i Champions League har givet 15 sejre.

Kampene spilles: 15/2 og 7/3



Real Madrid vs. Napoli
Kommentar:
I de sidste 20 år har Real Madrid været 20 gange i ”Knockout-kampene”, og deres stærke idealopstilling ser god ud. ”Kongeklubben” er næsten i stærkeste opstilling, så der venter en stor opgave for Napoli, som pudsigt nok har to kasserede Real Madrid-spillere - Raúl Albiol og Jose Callejon - i deres idealopstilling.

Sådan går det:
De regerende mestre er klare favoritter, selvom den anden kamp spilles i Italien, hvor stemningen nok skal blive helt elektrisk. Mon ikke Real Madrid sætter tingene på plads på Santiago Bernabéu.

Kampene spilles: 15/2 og 7/3


Benfica vs. Dortmund
Kommentar:
To af Europas mest angrebsivrige hold mødes i dette opgør, men det er også to hold, som ikke klarer sig særlig godt for tiden i deres hjemmelige ligaer. Begge har dog været meget solide i deres europæiske kampe.

Sådan går det:
Dortmund går samlet videre, men kan få det svært imod Benfica, der faktisk er meget defensivt stærke. De to hold har ikke mødt hinanden i 53 år, men måske kan kampene går hen og blive historiske.

Kampene spilles:
14/2 og 8/3



Manchester City vs. Monaco
Kommentar:
Pep Guardiola er ved at få mere styr på Manchester-holdets defensiv, men det kan også blive nødvendigt, da Monaco – en smule overraskende – er et af de stærkeste offensive hold i denne sæson. Efter 25 spillerunder i den franske liga har Monaco en plus målscorer på 52 mål. En smule overraskende at den kasserede Manchester United og Chelsea-angriber Radamel Falcao gør det så godt.

Sådan går det:
Monaco har vundet deres sidste tre kampe imod engelske hold, men mon ikke Manchester City samlet går videre fra disse kampe.

Kampene spilles:
21/2 og 15/3.



Porto vs. Juventus
Kommentar:
Ingen ønsker at møde Juventus for tiden, og ”den gamle dame” betragtes som en af turneringens outsidere. Det går rigtig godt i Serie A, og derudover har klubben mange store profiler, som nyindkøbet Gonzalo Higuaín.

Sådan går det:
Porto er iblandt de sidste 16 i Champions League for syvende gang indenfor ti år, men trods dette forventer Indkast.dk, at Juventus går videre.

Kampene spilles:
22/2 og 14/3.



Bayern Leverkusen vs. Atlético Madrid
Kommentar:
Tyskerne har gjort det rigtig godt under træner Roger Schmidt, men de får problemer overfor den stærke spanske hovedstadsklub og Diego Simeone. Atlético har været i to af de sidste tre Champions League-finaler, men for tiden kniber det lidt i ligaen.

Sådan går det:
Atletico Madrid har vundet samlet de sidste fire gange, hvor de har været i ”Knockout-kampene”, og det gør de også denne gang.

Kampene spilles:
22/2 og 15/3.



PSG vs. Barcelona
Kommentar:
Dette er på papiret – i stærk konkurrence med Bayern München vs. Arsenal – det største møde. Det franske hovedstadshold vil så gerne vinde Champions League, men de kan få det meget svært overfor Barcelonas imponerende offensiv.

Sådan går det:
PSG har blot tabt en af de sidste 42 europæiske hjemmekampe, men selvom Unai Emery er lidt af en ”Cup-specialist”, så går Barcelona samlet videre.

Kampene spilles:
14/2 og 8/3.



Sevilla vs. Leicester
Kommentar:
Umiddelbart kunne det måske ligne en 50/50-kamp, men tag nu ikke fejl af Sevilla. De sidste tre år har spanierne vundet Europa League, og det går også rigtig godt i La Liga. Modsat går det rigtig dårligt for Leicester, der har startet 2017 i værste mareridtsstil.

Sådan går det:
Fire gange har Leicester mødt et spansk hold, men aldrig vundet. Omvendt har Sevilla tre gange været i ”Knockout-kampene”, men deres chancer for videre deltagelse er store i denne omgang, da Leicester er meget usikre i forhold til, hvilke spillere der skal spille samt i hvilken formation. Mesterskabsholdet er kriseramt, og det udnytter Sevilla.

Kampene spilles:
22/2 og 14/3.



Vil du se stjernerne i aktion, kan sefodbold.dk hjælpe dig. Her finder du fodbold fra hele verden inklusiv den spanske La Liga, Serie A eller du kan følge de danske drenge i Æresdivisionen.
Læs hele artiklen
Fergie-time
Indkast.dk har kigget nærmere på målene, som er faldet sent i Premier League-kampene, og der tegner sig et klart billede…
Selvom det er længe siden, at Sir Alex Ferguson forlod Manchester United, så kan klubben stadigvæk lave mål sent i kampene – som var en af klubbens varemærker, da den iltre skotte var i klubben.

For da Wayne Rooney slog Sir Bobby Charltons klubrekord med det sene overtidsmål imod Stoke, gjorde udligningen, at Manchester United blev det næstbedste hold til at sikre point i de sidste ti minutter af kampene i denne sæson.


BBC-undersøgelse beviste ikke noget
I 2012 lavede BBC en undersøgelse af begrebet ”Fergie-time”, og den viste, at Manchester United havde 4 minutter og 37 sekunders overtid i gennemsnit, når de var bagud – mens de blot havde 3 minutter og 18 sekunder, hvis de var foran. Undersøgelsen faldt dog lidt til jorden, da det også viste sig, at de andre tophold havde lignende forhold.

United har dog ikke kun vundet, men også mistet mange point i kampenes afslutninger i denne sæson. Der er faktisk scoret seks gange imod dem i de sidste ti minutter – hvilket sammenlagt har kostet syv point. Havde de haft disse point, ville de have delt andenpladsen i Premier League med deres rivaler fra Arsenal.

Så samlet set har Jose Mourinho ikke formået at sætte samme triumf på – som Sir Alex Ferguson gjorde, og slet ikke når man sammenligner med de andre storhold fra Premier League.

Straffesparksscoringen af Alexis Sanchez sent i kampen imod Burnley gjorde, at Arsenal har hentet hele ti point i kampenes sidste ti minutter indtil nu i sæsonen, og derfor er de klart Premier Leagues bedste ”afsluttere”. De har lavet hele tolv mål og har blot tabt et enkelt point efter Evertons mål til 2-1 på Goodison Park.

Netop på Goodison kom Ronald Koeman til i sommer som afløser for Roberto Martinez. Den nye hollandske manager slog straks fast, at Everton-spillerne kun var på 70% af deres maximale ydeevne, og han startede straks en hård fysisk træning, hvilket virker til at have fungeret. Som tidligere nævnt så vandt Everton over Arsenal efter en sen scoring – ligesom de også gjorde imod Crystal Palace.


Hvem er bedst ?
Mest suveræne i defensiven i de sidste ti minutter af kampene er ikke overraskende Premier Leagues tophold – Chelsea. Antonio Contes mandskab har ikke lukket mål ind i de første 22 kampe, mens de har lavet otte mål, hvilket har sikret dem fem point.

Det placerer Chelsea på andenpladsen et point foran Tottenham og Everton, der begge blot har lukket to mål ind i kampenes afslutning. Ingen af disse har kostet point for Mauricio Pochettinos mandskab.

I den anden ende af tabellen har Hull lukket 11 mål ind i de sidste ti minutter af kampene, hvilket har kostet seks point. Så tendensen er klar - og måske ikke så overraskende... nemlig at topholdene er bedst til at afslutte kampene. Her følger de seks øverste hold og deres præstationer i ”Fergie Time” – altså de sidste ti minutter.


Chelsea
Scorede mål: 8
Scorede mål imod: 0
Scorede mål i sidste sæson: 9
Scorede mål imod i sidste sæson: 11

Arsenal
Scorede mål: 12
Scorede mål imod: 3
Scorede mål i sidste sæson: 7
Scorede mål imod i sidste sæson: 6

Tottenham
Scorede mål: 8
Scorede mål imod: 2
Scorede mål i sidste sæson: 10
Scorede mål imod i sidste sæson: 8

Manchester United
Scorede mål: 8
Scorede mål imod: 6
Scorede mål i sidste sæson: 6
Scorede mål imod i sidste sæson: 12

Liverpool
Scorede mål: 5
Scorede mål imod: 4
Scorede mål i sidste sæson: 9
Scorede mål imod i sidste sæson: 12

Manchester City
Scorede mål: 10
Scorede mål imod: 3
Scorede mål i sidste sæson: 13
Scorede mål imod i sidste sæson: 4

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Ledere
Fra Champions til Championship ?
Kan Leicester ende med at lave en ”Herfølge”? Indkast.dk har kigget succeshistorien om Kasper Schmeichel & Co. efter i sømmene, og det ser ikke for godt ud…
I en periode, hvor fodbolden bliver mere og mere styret af penge, har Leicesters succes simpelthen ramt lige midt i mange fodboldelskeres hjerter…

Sådan skrev Indkast.dk i disse linjer, efter Leicester i sommer meget overraskende havde vundet det engelske fodbold-mesterskab. Mesterskabet kom i hus, efter de havde vundet syv gange med en spinkel 1-0 sejr, men samlet set blev mange af kampene virkelig vundet med ”Kansas-tøj” på – samt med en smule held. Nu er situationen helt anderledes…

Efter 24 spillerunder i Premier League er Leicester blot to point fra bundholdet Sunderland, og endnu værre er det, at mesterholdet er det PL-hold, der klart har klaret sig dårligst i 2017, så holdet er på vej imod nedrykningspladserne…

Midt i dette står Leicester-ledelsen overfor et stort dilemma, for skal de afbryde samarbejdet med den succesbelagte Claudio Ranieri inden Champions League-kampene imod Sevilla, og er det den rigtige beslutning forud for klubbens største kampe og samtidigt med, at holdet befinder sig i en sportslig krise.

Ifølge bulletinerne fra England så skulle Ranieri have haft møder med klubbens formand Vichai Srivaddhanaprabha, og her skulle den thailandske mangemillionær have vist den italienske manager tillid. Men eksisterer den også, hvis holdet kommer under nedrykningsstregen efter weekendens kamp imod bundrivalerne fra Swansea? - og hvordan er det gået så galt ?


Wonderful Copenhagen
Da Leicester gæstede FC København i starten af november, ændrede Ranieri to timer inden kampstart til en 3-4-3 formation, som så blev ændret igen i løbet af kampen, og et kaos som dette er langt fra eneste gang i denne sæson.

Op til Southampton tævede Leicester i slutningen af januar, havde den italienske manager ændret midtbaneformationen til at spille med en diamant. Dette var blot blev trænet et par gange forinden, og spillerne har flere gange virket usikre i denne sæson. Derudover er stemningen også ændret…

I mesterskabssæsonen spillede Ranieri stort set med de samme spillere hver gang, hvilket står i stor kontrast til balladen i weekenden på Old Trafford. Her blev Shinji Okazaki og Ahmed Musa hevet ud i pausen af Ranieri – i en ren impulsbeslutning, hvilket truppen skulle have ytret sin utilfredshed med efterfølgende. Så indenfor kort tid har Ranieri lavet om på formationen flere gange. Derudover er der ofte flere udskiftningerne i holdets idealopstilling. Dette lagt sammen med meget dårlige resultater, giver ofte skabelonen til en fyreseddel.

Denne uro står i skrigende kontrast til måden, som Ranieri opførte sig på i sidste sæson. 4-4-2 formationen blev leveret hver gang, og N'Golo Kante sugede boldene til sig på midtbanen. Franskmanden var den mest bolderobrende spiller i Premier League og Jamie Vardy var den mest træfsikre. Nu er Kante væk… Vardy og Riyad Mahrez er ikke til at genkende. Vardy lavede 18 mål i sidste sæson efter 24 kampe – i år har han lavet 5, men Leicester har også lavet 20 mål mindre samt lukket 15 mål mere ind – så statistikker dokumenterer også holdets placering. Som afløser for Kante blev Wilfred Ndidi indkøbt, men den 20-årige afrikaner har – bortset fra FA Cupkampen imod Derby - endnu ikke vist noget, der minder om den stærke franskmand.

Ikke siden 1938 er de regerende mestre rykket ud af den bedste engelske fodboldrække. Dengang var det Manchester City, men måske kommer Leicester til at slå rekorden – skulle det ske, vil der være mange årsager.

En af de mere unævnte handler om de forpligtelser, der er forbundet med at være engelsk mester. I stedet for at holde sommerferie blev de meget trætte Leicester-spillere sendt til Thailand efter klubejerens ønske, og sidenhen har de rejst rundt for at spille Champions League. Det giver ikke rejsefeber og fjerner heller ikke fokus, men det kan kampe i Los Angeles imod PSG, at møde Barcelona i Stockholm eller spille Community Shield imod Manchester United gøre. Dette er normalt for klubber som Arsenal, Manchester City eller Chelsea – men Leicester har ikke været gearet til dette, hvilket resultaterne har vist.


Hvorfor Moss ?
Meget kan blive ændret på søndag, når Leicester skal møde Swansea. Kampens dommer er i øvrigt Jon Moss, som ikke har dømt Leicester siden april, hvor han udviste Jamie Vardy samt gav et kontroversielt straffespark til West Ham. Det virker til, at FA's dommerpåsættere har sovet i timen.

Kampen kan give Leicester det boost, som holdet i den grad mangler. Sidste sæson levede de af selvtillid, hvilket de totalt mangler i dag. Derudover overpræsterede holdet utvivlsomt også i sidste sæson. Ranieris føromtalte idealopstilling blev fundet i en trup med masser af gratis spillere som Schwarzer, Schlupp, Fuchs og Albrighton. Derudover havde ingen af sæsonens profiler som Danny Drinkwater, Vardy og Mahrez kostet over 20 millioner kroner.

Tilsammen kostede Leicester-truppen under 500 millioner kroner, hvilket f.eks. er mindre end, hvad Manchester City betalte for Kevin De Bruyne, men trods dette vandt de det eftertragtede trofæ. I den forbindelse skal man ikke glemme, at Leicester i sæsonen op til mesterskabet overlevede meget overraskende, efter de – med Nigel Pearson – vandt syv af ni kampe.

Nu er ”Rævene” jagtet bytte og nedrykningsstregen bider klubben i halen… for det kan ende med, at de laver en ”Herfølge” – altså går fra Champions til Championship …

Læs hele lederen
The Young Ones – from Goodison
Everton har vist tillid til nogle meget store talenter – og fremtiden ser lys ud på Goodison Park.
Da Everton i weekenden tæskede kraftigt oprustede Manchester City med 4-0, var Evertons gennemsnitsalder næsten tre år yngre. Det lyder måske ikke af så meget – men det er det i den grad. Dette forekom selvom Everton startede med de aldrende Ashley Williams, Gareth Barry og Leighton Baines. For Everton-manager Ronald Koeman gav spilletid til de to 18-årige Tom Davies og Ademola Lookman, der begge kvitterede for tilliden med et mål.

Lookman og Davies er dog ikke de eneste talenter, der er på vej frem i Everton. Indkast.dk har kigget nærmere på truppen fra den blå del af Liverpool og fundet disse spændende fem unge spillere.


Tom Davies – defensiv midtbane
Debut: 16/4-16, da han var 17 år og 292 dage.
Søndagens mål var helt unikt og viste mange af de færdigheder, som han besidder. Davies er opvokset i Everton og har et ”stort” hjerte. Imponerede at han blot er 18 år. Han ligner en fremtidsløsning, som afløser for 35-årige Gareth Barry.


Ademola Lookman – angriber/kantspiller
Debut: 15/1-17, da han var 19 år og 69 dage
Han er kommet til Everton fra League One-klubben Charlton Athletic for en pris, der kan ende med 100 millioner kroner. Dette er afhængig af præstationerne, men et mål efter fire minutter i debuten imod Manchester City skabte en unik start.


Mason Holgate - forsvarsspiller
Debut: 13/8-16, da han var 19 år og 295 dage
Da Everton i sommer solgte John Stones til Manchester City for omkring 500 millioner kroner, endte de med at hente en kopi - som afløser. Forsvarsspilleren Holgate kom til Everton fra Barnsley, ligesom Stones havde gjort. Den 20-årige har siden spillet ni kampe under Ronald Koeman og har høstet store roser.


Kieran Dowell – Midtbanespiller
Debut: 11/12-14, da han var 17 år og 62 dage
Den tidligere Everton-manager Roberto Martinez havde store forventninger til den kreative midtbanespiller. Helt samme holdning har Koeman ikke haft til den 19-årige, som for tiden spiller mest på klubbens U-23 hold.


Dominic Calvert Lewin - Angriber
Debut: 13/12-16, da han var 19 år og 272 dage
Den unge angriber blev købt i Sheffield United for små 15 millioner kroner, og trods den unge alder og lave indkøbspris har han allerede spillet for Everton imod storklubber som Arsenal og rivalerne fra Liverpool. Han blev dog ankel-skadet, da han skulle starte sin første Everton-kamp og er ude indtil marts.


Disse unge spillere kan være med til at forme Everton i fremtiden, og glem nu ikke at Ross Barkley og Romelu Lukaku blot er 23 år samt at nyindkøbet Morgan Schneiderlin er 27 år – ligesom Enner Valencia og Yannick Bolasie.

Så Everton-fremtiden ser lys ud – men også meget engelsk ud. Klubben er klart det hold, der i denne sæson har givet spilletid i Premier League til flest engelske spillere under 21 år.


Gjorde grin med Yaya Touré
Klubben skal have ros for at give unge spillere chancen, men i den grad også for at vinde 4-0 over Manchester City. Kampen var den blot tredje Premier League-start for Tom Davies, og han har været meget i overskrifterne siden. For målet til 3-0 var et rent svendestykke, hvor han viste sig at være helt frygtløs.

Først førte han bolden frem – næsten fra egen målfelt – og midt på banen satte han ”kraftværket” Yaya Touré af med en smart hældribling. Senere kom den store afrikaner flyvende imod Davies, der dog bevarede fatningen. Han afsluttede meget fræk og selvsikkert med et elegant tjip.

Måske blev en stjerne ”født” i det sekund, men ikke blot en spiller. For Davies er nevø til Evertons mesterskabsvinder – Alan Whittle, så Davies er virkelig en af de lokale drenge, der efterhånden bliver mere og mere sjældne i internationalt fodbold.

Tidligere har Koeman sagt, at Davies, Lewin, Kieran Dowell og Jonjoe Kenny ikke var klar til Premier League-fodbold – men mon ikke at den hollandske manager har ændret holdning til nogle af spillere efter den seneste tids bedrifter.

Spillerne virker i hvert fald til at holde begge ben på jorden. Efter den imponerede sejr over City talte flere medier med Davies, som blev spurgt om, hvordan denne unikke bedrift og gennembrud skulle fejres.

- Jeg regner med at tage hjem til min far og mor for at se, hvad de laver…

Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Offeret: Veltman har undskyldt Sevilla med smuk hyldest til Krohn-Dehli Artikel ikon Maskeret Rivaldo mod Barca-fans Artikel ikon Riera raser efter nederlag til Sevilla Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Svensk målmaskine overgår Messi og CR7 Dømt for uetisk frisure Artikel ikon Offeret: Veltman har undskyldt Artikel ikon Zlatan udfordrer Mayweather og McGregor Artikel ikon Flere pudsigheder

Toplister

Artikel ikon Top 20: Lande med flest udlændinge Top 5: Assistkongerne i Champions League Artikel ikon Top 10: Wengers potentielle afløsere Artikel ikon Top 15: Hvem var bedst i 2016 ? Artikel ikon Flere toplister

Lederen

Artikel ikon Fra Champions til Championship ? The Young Ones – from Goodison Artikel ikon Bravo ? Artikel ikon Bilic vs. Payet Artikel ikon Flere ledere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Flere bøger

Profilen

Artikel ikon Arjen Robben – sejrsvant og ballademager Sergio Ramos – i klub 500 Artikel ikon Antonio Conte – King Conte Artikel ikon Wayne Rooney – 250 and still running Artikel ikon Flere profiler

Rygter

Artikel ikon Tidligere FCM-anfører bliver i Sverige Rygte: Chelsea og City jagter Real-midt Artikel ikon Tirsdagens engelske rygter Artikel ikon Bacca afviser kinesisk klub Artikel ikon Flere rygter

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Gareth Southgate
Vidste du om ... Diego Maradona Artikel ikon Vidste du om ... Filippo Inzaghi Artikel ikon Vidste du om ... Pierre Emerich Aubameyang Artikel ikon Flere

Statistik

Artikel ikon Facts om OB – Randers FC: 3-0 Facts om FC København – Brøndby: 0-0 Artikel ikon Facts om AGF – AaB: 1-2 Artikel ikon Facts om FC Midtjylland – Viborg: 0-0 Artikel ikon Flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: FC Porto - Juventus Optakt: Manchester City - AS Monaco Artikel ikon Optakt: Sevilla FC - Leicester FC Artikel ikon Optakt: Leverkusen - Atlético Madrid Artikel ikon Flere optakter

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Leverkusen - Atlético Startopstillinger: Man City - Monaco Artikel ikon Startopstillinger: Sutton - Arsenal Artikel ikon Startopstillinger: Málaga - Las Palmas Artikel ikon Flere startopstillinger

Kampreferater

Artikel ikon Monaco smed føring i Manchester-målfest Leverkusen blev nedlagt af Atlético Artikel ikon Tandløse Arsenal undgik FA Cup-fadæse Artikel ikon Málaga triumferede i underholdende kaos Artikel ikon Flere kampreferater