Hvad skete på Hillsborough?

Af Torsten Brix

2012-09-13
Hvad skete på Hillsborough?

Indkast.dk genposter fire tidligere artikler - i en lang artikel. Det giver et sjældent og rystende indblik i, hvad der skete i 1989. I går sagde den engelske Premierminister David Cameron undskyld, men for hvad?

Den 15. april 1989 døde 95 fans i forbindelse med en fodboldkamp. Til FA Cup semifinalen mellem Liverpool og Nottingham Forest på Sheffield Wednesdays Hillsborough var en aldeles uansvarlig politiindsats, og ikke hooliganisme, den direkte årsag til, at næsten 100 fans vendte hjem fra hvad der skulle have været en festdag i kister. Mange af dem var børn.

Grundet alt for få billetluger på et stadion, som Liverpool-tilhængerne ikke havde særlig stort kendskab til, dannede der sig før kick off en større folkemængde ude foran yderportene på Leppings Lane. Det gik simpelt hen for langsomt med at komme ind. Til sidst blev presset så stort, at de menige politifolk, som var på vagt ude foran, anmodede South Yorkshire politis øverste ledelse, David Duckenfield og Bernard Murray i kontrolboksen, om at åbne yderporten. Efter kort betænkningstid gav Duckenfield ordre om at åbne porten.

Umiddelbart indenfor på stadion blev de mange tilskuere, som nu strømmede ind, mødt af et skilt over en indgang, med et stort B. Samme B gik igen på alle billetterne, og Liverpool fansene styrede derfor direkte mod indgangen, som førte ind i tunnel som gik nedad bakke og ind på de to centrale afsnit af Leppings Lane ståtribunen. For Liverpool fansene var det den eneste synlige vej mod ståpladserne via tunnellen.

Der var ingen, hverken stewards eller politifolk indenfor til at guide fansene udenom og ind mod de to afsnit i hver ende af tribunen. Tusindvis af fans strømmede altså ind igennem en tunnel som førte til et område, der allerede var fyldt op til randen af fans. I minutterne umiddelbart inden kick off blev pladsen i de midterste afsnit hurtigt meget trang. Nogle fans besvimede, og andre forsøgte at klatre over hegnet ind til banen. Politiets respons var først at forsøge at forhindre folk i at komme ud af den dødsfælde, som Hillsborough pludselig var forvandlet til. En stålbarriere knækkede under det massive pres og menneskemængden blev med stor kraft kastet fremad.

Folk skreg på hjælp, men på trods af at politiledelsens kommandocenter var placeret i hjørnet umiddelbart ovenover Leppings Lane tribunen, bemærkede man ifølge vidneudsagn ikke, at der var noget galt, og i stedet troede man, at der var tale om hooliganisme.

Da kampen blev fløjtet af efter seks minutters spil, havde presset varet længe nok til at have forårsaget i alt 95 dødsfald. Nogle døde med det samme, andre var i live længere hen på eftermiddagen. En enkelt døde meget senere, og fik dødstallet op på 96. Samtlige 96 fik taget blodprøver, i et forsøg fra politiets side på at påvise, at dødsfaldene skyldtes overdrevent alkoholindtag i timerne op til kampen. Skulle alle børnene have været fulde?

Umiddelbart efter kampen trådte politichef David Duckenfield frem på tv og udtalte, at ulykken skyldtes at fans havde tvunget yderporten op, på trods af at han selv højst en times tid forinden, havde givet ordren om at åbne den. Den løgn skulle vise sig, at få store konsekvenser for begivenhederne efter tragedien, og i stedet blev det alment kendt, at det var fansenes egen skyld. De ankom, ifølge politiet, meget berusede og for sent. Dette blev senere afvist i Taylor rapporten. I stedet placerede han skylden hos South Yorkshire politi. Alligevel blev ingen siden stillet til ansvar for tragedien. Faktisk endte de involverede politifolk med at trække sig tilbage på lukrative pensionsordninger, mens de efterladte familier måtte kæmpe for at få råd til advokatbistand i den langvarige og fortsatte kamp for at få renset de afdøde familiemedlemmers navne, og for at opnå retfærdighed.

Fire dage efter tragedien, 19. april 1989, bragte tabloid-avisen The Sun på forsiden under overskriften ”The Truth” historien om, hvordan Liverpools fans skulle have urineret på politifolk og røvet fra de døde. Beskyldninger som ingen vidner siden kunne bekræfte overfor Lord Taylors undersøgelseskommission.

Det er snart 23 år siden, og Liverpools beboere – røde som blå – har aldrig tilgivet avisen. Fra den ene dag til den anden faldt salget af The Sun på Merseyside fra omkring 200.000 daglige kopier til omkring 20.000. Den dag i dag er tallet stadig langt under niveauet fra dengang. Man vil ikke glemme den behandling man som befolkningsgruppe fik og de beskyldninger man blev udsat for.

Siden har avisen af ren desperation forsøgt sig med halvhjertede undskyldninger med flere betingelser og slet skjulte angreb mod sine konkurrenter fra Trinity Mirror Group. Senest da man fik overtalt en af byens berømteste sønner, den daværende Everton-spiller Wayne Rooney, til at sælge sin livshistorie i en række interviews. Reaktionen fra begge sider af Stanley Park var ikke til at tage fejl af. Rooney forrådte sin by og det den stod for.

Politifolkene mødtes kl. 10.00 til briefing under ledelse af David Duckenfield, den nyligt udnævnte leder af politiets indsats i forbindelse med kampen. Ikke alle vidste hvem han var, og flere af officererne havde ventet, at det ville være Brian Mole, den tidligere chef, som var blevet overflyttet til anden tjeneste under kontroversielle omstændigheder. Først satte Duckenfield dagsordenen, og herefter gennemgik Bernard Murray, Duckenfields højre hånd, dagens opgave, og hvad der forventedes. To andre officerer forklarede lidt om efterretningerne og om nogle praktiske ting i forbindelse med pauser. Briefingen sluttede 10.18.

Billetlugerne åbnede lidt i 12, og en lind strøm af Liverpool fans begyndte at ankomme. Ifølge politifolkenes egne forklaringer efterfølgende, var de “i godt humør og opførte sig pænt”. Politifolk indenfor stadion fortalte, at de havde fået til opgave at kropsvisitere fans, også selvom de kunne se, at de netop var blevet visiteret umiddelbart udenfor stadion. Nogle fans blev visiteret tre gange, men på trods af dette tog supporterne det fint og uden problemer. Dette var i hvert fald, hvad politiofficererne fortalte bagefter. Efterhånden som klokken nærmede sig 14.00 begyndte tilstrømningen mod stadion at øges, eftersom tog og busser nu ankom i større tal. Atmosfæren var stadig opløftet, og der blev sunget. Samtidig med at menneskemængden foran billetlugerne var vokset, blev det klart for betjentene udenfor stadion, at mange fans først var ved at ankomme. Stadig var der ingen problemer med tilhængerne.

I alt var der i Leppings Lane 23 billetluger for tilskuere, som havde billet til Leppings Lane tribunen, West Stand og North Stand. Det drejede sig om 24.256 tilskuere. De øvrige 29.800 tilskuere til kampen havde adgang til stadion via næsten tre gange så mange billetluger, nemlig 60. Vi snakker altså om et gennemsnit på 1.054 mennesker pr. luge, et helt uhørt højt tal. Der var i alt seks yderporte, delt op således at de 10.100 med billet til Leppings Lane skulle igennem de tre sydligste porte ind til syv billetluger, som gav adgang til endetribunen. De tilskuere, som havde billet til West Stand eller North Stand, skulle igennem de tre nordligste porte, inden billetten skulle fremvises i én af de 16 billetluger. Området, som var på størrelse med en mindre skolegård, udenfor og indenfor yderportene, skulle altså passeres af næsten 25.000 fans, noget som det slet ikke var stort nok til. Det var allerede blevet påpeget af politiet selv i forbindelse med tidligere kampe. Liverpools fans ankom både nordfra og sydfra til en større flaskehals-situation.

På selve Leppings Lane var der ingen filtrering af tilskuerne. Dette kunne ellers have sørget for, at ikke alle tilhængerne ankom til området omkring billetlugerne på samme tid. Prioriteten burde være givet hertil, især set i lyset af det lille antal billetluger og den store ophobning af fans, som dette ville betyde.

Når Leppings Lane-fansene var kommet indenfor blev de mødt af et stort skilt, hvorpå der stod “standing” sammen med et stort “B”. På samtlige billetter var trykt et tilsvarende “B”, hvilket naturligvis fik tilhængerne til fejlagtigt at tro, at dette var den eneste indgang til selve tribunen. Førnævnte skilt var nemlig placeret over en indgang til en tunnel med en nedadgående hældningsprocent på ca. 17% – altså en yderst stejl bakke. Denne tunnel førte rigtigt nok fansene ind til selve tribunen, men kun til de centrale “pens” nummer 3 og 4. (“A3" og “A4") Dette ville Liverpool-tilhængerne naturligvis have vidst, såfremt de besøgte Hillsborough på ugentlig basis ligesom Anfield, men da mange aldrig havde været på Hillsborough før, efterlod systemet dem ingen chance. Politiet og Sheffield Wednesdays stewards skulle senere vise sig, ikke at tage højde for dette, og flertallet søgte derfor derhen, hvor deres billet gav adgang – tunnelen med det store “B”.

Efterhånden som kick off nærmede sig, blev menneskemængden stadigt større. Hele vejen rundt om var der mure og hegn, og den eneste mulighed for at komme væk var bag fansene, altså der hvor der stadig ankom flere og flere mennesker. Flugt var altså med andre ord umulig. Politifolkenes rapporter om, hvad der herefter skete, er forskellige fra, hvad Liverpool-fansene fortalte. Pludselig fokuserede politiet på, hvor meget tilskuerne angiveligt skulle have drukket. En betjent fortalte: “hovedparten af supporterne syntes at være grebet af tanken om, hurtigst muligt at skaffe sig adgang til stadion, og det nu. Hvis nogen skulle komme til skade, hvad så?... De virkede fanatiske for at komme ind… selv om jeg ikke syntes det i øjeblikket, så tror jeg nu, at fansene forsøgte at storme billetlugerne”.

Det var tydeligt, at situationen udenfor stadion, men indenfor yderportene nu var ude af politiets kontrol. Indenfor blev det noteret, at de fans, som kom igennem lugerne, så “forpinte” ud. De syntes at forsøge igen at få vejret. Nogle råbte hysterisk til politifolkene indenfor, at mennesker ville komme til skade, hvis der ikke blev taget hånd om situationen udenfor. Radioproblemer gjorde det vanskeligt for politifolkene indenfor at finde ud af, hvor alvorlig situationen udenfor rent faktisk var. Nogle fans klatrede simpelt hen over muren og ned på den anden side af billetlugerne. De blev hjulpet af betjente, som fandt ud af, at presset udenfor var umådelig stort. Børn blev sendt henover folkemængden på skuldrene af folk, så de kunne undslippe det massive pres. Dette blev også bemærket af politifolk på heste udenfor. Der var nu panik i luften, og politiet forsøgte forgæves at anmode folk om at træde tilbage. Dette var umuligt. Folk havde tydeligvis problemer med at trække vejret.

Fans fortalte en anden historie end politiets. Flere bemærkede en åbenlys mangel på politi-tilstedeværelse udenfor stadion. Én hørte politifolk bebrejde fans, at de kom for sent, og mange fortalte de tilstedeværende politifolk, at situationen var alvorlig og på vej ud af hænderne på politiet. Der var ingen, som sørgede for at filtrere menneskemængden. En fan fortalte siden hen, at han hørte en betjent sige, at der var masser af plads indenfor. De gik derfor igennem tunnelen og ned til afsnit 4.

Øjenvidneberetningerne er mange, og alle fortæller de samme historie. Der var overhovedet ikke styr på situationen. De fleste ankom til området mellem kl. 14 og kl. 14.45, sådan som man kunne forvente. Flertallet ankom ifølge disse beretninger ikke senere end normalt, sådan som politi og medier siden ville hævde. Alle var klar over, at adgang til stadion ville være alles redning, og da man så en ung tilhænger blive afleveret henover hovederne på mængden, gik det op for folk, at mennesker oppe foran ville dø, hvis ikke noget blev gjort ved situationen.

En politiinspektør råbte, at man måtte åbne udgangsportene ved siden af billetlugerne for at mindske presset. Politikommissær Marshall var skeptisk overfor at efterkomme denne anmodning, da han følte at det at give folkemængden adgang til stadion ville ophæve arbejdet for at forhindre hooliganisme indenfor. Kommunikationen mellem betjentene udenfor og i kontrolboksen var svær, da en fejl opstod i radiosystemet, netop da man havde mest brug for at det virkede. Marshall besluttede, på baggrund af den “ekstreme uro” i ansigtsudtrykket på sin inspektør, at den eneste praktiske måde at forhindre dødsfald udenfor stadion ville være at åbne udgangsportene.

- Jeg kontaktede kontrolrummet via radioen og bad om tilladelse til, at portene i Leppings Lane enden blev åbnet. Der var intet svar, fortalte kommissær Marshall senere. Da der ikke kom noget svar, regnede Marshall med at det skyldtes, at hans radio var defekt, og han fik derfor straks fat i en kollegas radio, hvorefter han gentog sin anmodning overfor den øverste ledelse, Duckenfield og Murray, i kontrolboksen. “Der var intet svar”, fortalte Marshall igen.

Kontrolboksen på Hillsborough var placeret i en hævet position over Leppings Lane tribunen i den sydvestlige ende. Den gav et fint udsyn over ståtribunen, og der var med hjælp fra overvågningskameraer mulighed for at følge udviklingen udenfor stadion. David Duckenfield kunne omkring kl. 14.30 se, at mængden blev større, og han spurgte derfor Bernard Murray til råds. Denne svarede, at med en halv time til kick off, så skulle de nok få dem alle sammen ind til tiden. En eventuel udsættelse af kampen blev også diskuteret mellem de to mænd, og man var tidligere blevet enige om, at en sådan udsættelse krævede et “identificerbart problem” såsom en alvorlig hændelse, en ulykke eller tåge på the Pennines (bjergkæde mellem Liverpool og Sheffield). Man ville ikke udsætte kampen af hensyn til mennesker, “som var ankommet til området i rimelig tid, men som havde valgt ikke at søge ind på stadion umiddelbart efter ankomsten.” En udsættelse afhang altså med andre ord utroligt nok af, om de to politichefer mente, at et pres udenfor var selvforskyldt eller ej!

Kommissær Marshalls første anmodning om at åbne portene blev modtaget i kontrolboksen kl. 14.47. Duckenfield var ikke meget for at åbne porten, idet også han tænkte, at man hermed ville opgive at udelukke fulde og billetløse fans fra stadion. Duckenfield kiggede på skærmen, som viste port C og så tilsyneladende porten blive tvunget åben. Han tænkte, “hvis portene alligevel blev tvunget åbne, hvorfor bliver jeg så spurgt?” Sandheden var, at det faktisk var politiet selv, som havde åbnet porten for at smide en fan ud! Andre fans havde dermed fået adgang til stadion, men porten blev lukket igen umiddelbart efter. Duckenfield troede på dette tidspunkt fejlagtigt, at fans havde tvunget porten åben.
Da kommissær Marshalls anden anmodning kom ind over radioen, kunne der dog ikke være nogen tvivl om, at dette ikke var tilfældet. Der var nu nærmest tale om et krav fra Marshall: “Åbn portene eller folk vil blive alvorligt skadede eller dø!” Duckenfield var tavs, men tænkte: “En mand som jeg har kendt i mange år, en mand som jeg respekterer og beundrer, krævede noget af mig, som jeg normalt ikke ville give… jeg tog det synspunkt, at Marshall fortalte mig, at medmindre jeg åbnede portene, ville det medføre alvorlig skade og mulige dødsfald…"

Kommissær Murray, Duckenfields højre hånd i kontolboksen, brød den lange tavshed og spurgte: “Mr. Duckenfield, vil du åbne porten?”

Duckenfield mumlede: “Hvis det er sandsynligt, at der vil være alvorlige skader eller dødsfald udenfor, så har jeg intet andet valg end at åbne porten.” Han så på Murray og sagde “Åbn portene”.

- Det første jeg bemærkede var, hvor stort et hul den [Leppings Lane tribunen] var. Jeg kom ind omkring 13.15 og gik rundt oppe bag tribunen – der var intet. Toiletterne var forfærdelige. Vi gik ned gennem tunnellen, og det første jeg tænkte på, var burene. Det var overhovedet ikke ligesom the Kop på Anfield.

Citatet er naturligvis fra én af de overlevende på Hillsborough, men der var mange som sagde stort set det samme om det første møde med Leppings Lane-tribunen. Den centrale del af tribunen – på Hillsborough de to bure 3 og 4 – blev naturligvis fyldt op først, ligesom på stort set alle andre stadions til alle andre fodboldkampe, idet mange fans foretrækker at have et centralt udsyn over banen. Det var bestemt ikke noget, som politiet ikke kunne have forudset, ligesom det ikke kunne have kommet som en overraskelse, at de fleste tilskuere ville dukke op ved indgangene i den sidste time inden kick-off.

Flere fans bemærkede senere, at det havde virket underligt, at de yderste bure var halvtomme, samtidig med at de centrale blev så hurtigt fyldt. Flere fans fortalte bagefter, at de med stort besvær havde kæmpet sig vej op igennem tunnelen ved omkring 14-tiden, fordi de fandt overbefolkningen decideret “ukomfortabel”, men det var ikke muligt blot at bevæge sig “sidelæns”, altså ud mod hjørnerne, på grund af inddelingen af tribunen i bure.

Tribunen var nomineret til 10.100 mennesker, og hvert af de to centrale bure skulle kunne holde 2.100 mennesker. Det eneste, der blev kontrolleret, var dog, hvor mange som kom igennem tælleapparaterne, og overbefolkning var derfor absolut muligt. Allerede omkring kl. 12 havde politiassistent Creasor spurgt Bernard Murray, politi-kommissæren, om ikke man skulle fylde ét bur ad gangen. Murray havde svaret, at alle burene skulle holdes åbent fra starten, og man skulle så lade fansene “finde deres eget niveau”. Et eksempel på den selvtilfredshed, som var blevet fremherskende i forbindelse med sikkerheden omkring afviklingen af fodboldkampe på det tidspunkt. Den øverste chef - David Duckenfield - troede fejlagtigt, at styringen af folkemængden og kontrol var Sheffield Wednesdays og dermed klubbens kontrollørers ansvarsområde. Han antog, at klubben sørgede for at styre tilskuerne, når først de var kommet indenfor, men han havde ikke haft kontakt med klubben omkring ansvarsområderne. Billeder som blev taget omkring en halv time før kick-off viser tydeligt, at bur 3 og 4 var fyldte, mens 1,2 og 5 var halvtomme. Det kunne også tydeligt ses fra kontrolboksen.

Da Duckenfield (som omtalt i forrige afsnit) gav ordre til at åbne port C, på grund af det store pres udefra (som igen skyldtes et alt for lille antal billetluger) øgede det naturligvis presset inde på stadion. Fans, som kom ind igennem porten, fortalte senere om, hvor lettede de havde været over at være sluppet for det enorme pres, og de kunne også berette om politiets tilstedeværelse umiddelbart indenfor stadion, men intet blev gjort for at filtrere menneskemængden. På samtlige Leppings Lane-billetter stod der et stort “B” – det samme som var placeret ved den port, som umiddelbart indenfor på stadion førte til de to centrale bure.

Tilhængerne, som efterhånden havde travlt, hvis de skulle nå ind til kampens start, havde ingen jordisk chance for på forhånd at vide, at der var en anden vej ind til yderburene 1,2 og 5, for der var ingen – hverken Sheffield Wednesdays kontrollører eller politifolk til at lukke adgangen til 3 og 4 af og føre dem mod de øvrige bure – som man ellers havde gjort det til semifinalen året før. Én af de allermest afgørende faktorer var, at ingen fortalte dem, at billetten også gav adgang til de stadig halvtomme bure i hjørnerne. Det var her, David Duckenfield og politiet begik en alvorlig og dyr fejl, som kom til at koste 96 mennesker hjemturen og resten af livet. Over 2.000 mennesker fik i de ganske få øjeblikke adgang til stadion, og de fleste kom igennem tunnelen nedad mod bur 3 og 4, som altså pludselig indeholdt det dobbelte af kapaciteten.

Da holdene kom på banen var publikum i de øvrige dele af stadion højlydte og sang og tiljublede spillerne, efterhånden som navnene blev læst op. I bur 3 og 4 skreg folk, mens andre mistede bevidstheden. De følgende er udsagn fra fans i de to bure:

- Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg har oplevet pres tidligere, hvor man kan lette det en smule ved at dreje sig eller finde lidt plads. Dette var anderledes. Det var et virkelig hårdt pres. Så slog det mig, at jeg ikke kunne få vejret.

- Jeg kunne ikke tro, hvad der skete. Ingen kunne flytte sig, ikke en centimeter. Folk omkring mig var forvredne i hvad end position, de var blevet mast sammen. Hoveder var låst mellem arme og skuldre, ansigterne gispede i panik.

- Jeg havde været i pressede folkemængder tidligere, men jeg vidste, at dette var anderledes. Vi havde alle haft det ubekvemt i næsten en halv time, men vi troede, at det ville løse sig selv, så snart alle var inde og kampen gik i gang. Det skete ikke. Da holdene kom på banen, syntes det at stramme yderligere. Jeg var bøjet forover ved livet med hele min vægt pressende ind på folk foran. Først var smerten i ryggen skarp, men så var det i brystet. Pludselig slog det mig, at jeg var ved at dø.

I bur 3 var det – som folk beskriver – rent kaos. Presset var så stort, at de fans som stod forrest, fik mast ansigterne ind i hegnet, som adskilte tribunen fra banen. De fleste af disse mennesker var stille, enten allerede besvimede eller ude af stand til at få vejret.

- Jeg opdagede pludseligt, at fyren ved siden af mig var død, hans øjne bulede ud og tungen stak ud af munden. Det var grufuldt. Folk havde mistet kontrollen over deres kroppe og lugen var forfærdelig.

- Jeg så en ung dreng falde ned og vidste, at det var slut for ham. Han gik ned under folks fødder, men ingen kunne gøre noget ved det. Presset var for stort. Jeg husker masser af mennesker råbe til politiet foran dem, at de skulle åbne portene, men de syntes bare lamslåede. De gjorde ingenting.

- Vi sloges for vore liv. På et tidspunkt kiggede jeg over på ham… [vidnets søn] …han så lidt bleg ud, men jeg troede, han var ok, og at jeg var på vej til at dø. Mit armbåndsur blev revet af, og en eller anden tog en bid af min skulder fordi de må have været i stor smerte…Folk råbte til ham [politibetjenten], at han skulle åbne porten eller gøre noget, og han ignorerede bare disse råb. (Denne mands søn døde).

- Jeg kom til et punkt, hvor jeg ikke kunne få mig selv op, da en eller andens hånd kom ud af det blå og trak mig op ved håret. Personens hånd mistede taget, kom så igen og trak mig op endnu en gang. Denne gang kunne han med lidt hjælp fra mig selv få mig i en hovedlås. (Efter selv at have reddet et liv, mistede redningsmanden og dennes bror begge livet).

Kampen inde på banen var nu i gang, da en stålbarriere i bur 3 – nærmest et stålrør som forhindrer kraftig bevægelse fremad ved eksempelvis scoringer – på ét af de nederste trin knækkede under vægten af de mange fans helt oppe bag fra tribunen. Folk bag den faldt ned oveni de allerede bevidstløse foran, og det hele var én stor bunke af mennesker – døde, levende og bevidstløse.

Bagerst på tribunen forsøgte folk ved hjælp oppefra at kravle op i selve West Stand, som var placeret over Leppings Lane ståtribunen. Det mest vanvittige var dog, at fans oppe foran, som forsøgte at klatre over hegnet ind mod banen for at undslippe døden, blev skubbet tilbage af politibetjentene. Under fødderne var nu døende kroppe. Eddie Spearritt var med sin 14-årige søn Adam, og begge var placeret i bur 4. Eddie fortalte:

- På dette tidspunkt var Adam besvimet, og jeg sagde ordret “min dejlige søn er ved at dø”, og jeg tiggede ham [betjenten] om at hjælpe, og han gjorde ingenting. Han stod bare der og kiggede på mig, så jeg tog fat i Adam. Han havde en træningsdragt på, og jeg tog fat i hans opslag og prøvede at løfte ham over hegnet, og hegnet er omkring tre meter højt med pigge som peger indad. Jeg kunne ikke løfte ham.

Så begyndte jeg at slå på hegnet, i håb om at kunne slå det ned… jeg havde ikke succes med det, og det eneste jeg fik ud af det, var at mine hænder blev dobbelt størrelse og fuld af huller hvor jeg havde slået på hegnet. Ingen åbnede den port. Lige i begyndelsen, da jeg tiggede betjenten om at åbne porten, hvis han havde åbnet den, så ved jeg at jeg kunne have fået Adam ud. Jeg ved det, fordi jeg var der, og jeg ved hvordan situationen var. Eddie, nu panikslagen og desperat, fulgte sin søn ind i bevidstløsheden.

Folk begyndte på dette tidspunkt at dø, fordi der på politiets ordre var blevet lukket for mange mennesker ind af yderportene på én gang, og fordi der ikke var andre synlige indgange til selve tribunen end den tunnel som førte direkte ned til bur 3 og 4. Der var intet personale eller politi til at lukke området af og lede folk til de stadig halvtomme bure i hjørnerne.

Til gengæld var der masser af politifolk nede foran tribunen, hvor det høje hegn sikrede at fansene ikke umiddelbart kunne få adgang til banen. Luften var fyldt med skrig og desperation, hvordan kunne man fra politiets side overhovedet tro at det var hooliganisme?

En politibetjent kunne se at folk blev mast op ad hegnet nede ved banen, og der blev råbt fra fansene indenfor at de skulle åbne portene. Han prøvede at få kontakt med kontrolrummet via sin radio, og spurgte om porten kunne åbnes. Han modtog intet svar. Han fortalte senere: ”Lyden var forfærdelig og folk skreg, en anderledes slags skrig og jeg åbnede porten helt. Jeg så mennesker som blev presset ind mod hegnet som var ved at blive blå i hovederne. Jeg sendte en ny radiobesked. ”Dette er alvorligt. Folk er ved at dø hernede.” Jeg forsøgte at trække folk ud igennem porten men de var fuldstændig låst fast. Kvinden [omtalt tidligere]…var ved at få en mørk farve i hovedet og jeg gestikulerede for at få folk tilbage men blev spyttet på og nogen råbte ”Fuck off, copper”.

Efter at politichefen David Duckenfield havde beordret yderporten åbnet - som tidligere omtalt - havde han ifølge eget udsagn holdt øje med bevægelser og besværligheder i menneskemængden, og fra hvor han stod ”så han ikke at der var en tæthed”. Han fortsatte: ”Jeg havde holdt øje med Leppings Lane og jeg havde ikke set nogen indikation på noget som fik mig til at tænke at der var noget unormalt i gang…tribunen syntes i orden.” En chokerende bemærkning fra en mand som stod placeret nærmest lige oven over de omtalte tribuneafsnit.

Duckenfield regnede med at der var personale indenfor til at guide fans til de tomme tribuneafsnit. Endnu et tegn på at han slet ikke var klar til så stor en begivenhed som en FA Cup semifinale, og han kunne tilsyneladende heller ikke se at de centrale afsnit var fyldt til mere end bristepunktet. Heller ikke til trods for at han selv bagefter fortalte Lord Taylor at han havde observeret folk klatre over hegnet ind til de omkringliggende afsnit. Da han kiggede ned, så han en port blive åbnet nede ved selve banen, og et par personer komme ud på arealet mellem banen og tribunen. Han troede nu at det var folk der bare udnyttede en mulighed for at komme tættere på banen. Han troede det var starten på en decideret invasion af banen, en 'pitch invasion'. Det var dette budskab som nåede frem til de øvrige politibetjente omkring Leppings Lane. De fik besked på at de skulle komme ned til banen, men de var slet ikke klar på at håndtere en katastrofe. De troede de skulle holde øje med ballade. De troede der var tale om hooliganisme.

Det var et frygteligt syn der mødte dem. I afsnit 3 var en bunke af mennesker 10-12 meter tilbage fra det forreste hegn. En af politifolkene sagde bagefter at han troede at de var faldet efter at presset var blevet lettet og at de derfor nu ville rejse sig op. Det gjorde de ikke. En anden vurderede at der var tale om godt 50 mennesker ”flettet sammen” i bunken. ”De var livløse, deres øjne uklare…andre klagede sig, andre som var fanget af legemsdele skreg efter hjælp.” Bunken syntes at være ”6 eller 7 [mennesker] høj.

Det var umuligt at komme til at få folk ud, uden at træde på de mange mennesker, og det var umuligt at se, hvem der var døde og hvem der stadig var i live og hvem der ville overleve. Det var simpelt hen et spørgsmål om held. Duckenfield var på dette tidspunkt ude af i stand til at give en præcis forklaring på, hvad der skete, udover at en mulig invasion af banen havde resulteret i at kampen var blevet stoppet (af politiet). Dette på trods af at han altså var placeret umiddelbart ovenover Leppings Lane tribunen i hjørnet. Han havde uforstyrret udsyn over hele situationen.

Ikke længe efter kl. 15.15 ankom Graham Kelly og Glen Kirton fra det engelske fodboldforbund i kontrolboksen. Også Graham Mackrell fra Sheffield Wednesdays bestyrelse var til stede. Duckenfield fortalte dem at Liverpool fans havde stormet yderport, og skabt et pres ind på stadion, ned igennem tunnelen og oveni de folk som allerede befandt sig i de centrale afsnit. De første frø til hvad der senere blev en kamp for retfærdighed blev her lagt af en løgnagtig og yderst inkompetent politichef. Hvis han på dette tidspunkt havde haft den anstændighed at fortælle sandheden om, hvad der netop var foregået, ja så kan det sagtens være at jeg ikke sad og skrev dette i dag.

Graham Kelly talte umiddelbart efter til den samlede presse og i god tro gengav han Duckenfields løgn. Indenfor få minutter blev det bragt verden over. Der havde fundet en stor katastrofe sted – og det var Liverpool fansenes skyld!

Denne version af begivenhederne skulle senere vise sig uhyre vanskelig at fjerne fra folks bevidsthed. Det er faktisk ganske nemt at argumentere for at det endnu ikke er lykkedes, især når man i forbindelse med sidste sæsons kvartfinaler mod Juventus i flere af de skrevne medier herhjemme kunne læse en opremsning af de største episoder med hooliganisme i 70'erne og 80'erne og se Hillsborough nævnt. Duckenfield fik større indflydelse på mange menneskers liv end han nok havde forestillet sig, da han takkede ja til at efterfølge Brian Mole som leder af begivenheden Liverpool-Nottingham F 15. april 1989.

Pludselig var banen forvandlet til en scene fra en krigsfilm. En slagmark med massevis af mennesker rendende frem og tilbage med døde og livløse kroppe. Mange blev placeret på banen, nogle båret på reklamebannere. David Hughes fortæller om scenerne:

- Jeg bemærkede en St. John's Ambulance-hjælper, en dreng måske omkring 12 år gammel, som stod ved siden af banen foran os, og han skreg hysterisk. Han var til kampen for at give førstehjælp til fans hvis nødvendigt, men intet i hans træning kunne forberede ham på dette. En anden af St. John's-hjælperen, en pige på omkring 17 skreg til ham ‘gør noget for at hjælpe dem'. Det er en scene, jeg aldrig vil glemme.”

Politichefen Bernard Murray, der var sendt ned på banen for at undersøge, hvad der var galt, bad straks om at få tilkaldt massevis af ambulancer. Senere blev der også anmodet om hydraulisk klippeudstyr til at klippe hegnet op, men udenfor vidste politiet ikke, hvad der foregik indenfor, og man fortalte derfor personalet med dette udstyr, at det var der ikke behov for.

En sportshal ved siden af stadion blev i hast oprettet som midlertidigt lighus, men alt var stadig kaos. Forsøg på genoplivninger foregik alle steder. En læge bekræftede siden, at han erklærede 20 dødsfald i hallen omkring klokken kvart i fire. Der blev givet ordre til, at ligene skulle blive i sportshallen indtil de var blevet fotograferet og identificeret.

Indenfor den første time ankom 88 personer til Northern General hospitalet. 11 blev erklæret døde ved ankomsten, 56 blev indlagt og 21 behandlet og udskrevet. På Hallamshire ankom 71. Én var død ved ankomsten, 25 blev indlagt, og 45 behandlet og udskrevet. Prioritering var vigtig; det handlede om at redde liv. Ligene blev returneret til sportshallen ved stadion.
En ungdomsklub tæt på Hammerton Road politistationen blev åbnet til at huse pårørende og overlevende, som stadig ventede på at høre nyt om venner og familiemedlemmer. Da embedsmanden for ligsyn ved kontroversielle dødsfald, Stefan Popper, som havde givet ordren til at benytte hallen som midlertidigt lighus ankom, autoriserede han straks, at der blev taget blodprøver af samtlige døde for at fastslå alkoholpromillen. På trods af at mange af ofrene var meget unge, fik samtlige taget prøven.

Men hvorfor? Det var aldrig sket ved tidligere katastrofesituationer i Storbritannien. Der var intet, som retfærdiggjorde denne påtrængende handling, men den antog at ofrene havde været fulde og derfor kunne have bidraget til egen og andres død. Den garanterede, at beskyldninger om fuldskab ville forblive i fokus, hvilket sårede pårørende, da de følte at offentliggørelsen af ofrenes navne udelukkende ville medvirke til at bringe skam over deres liv.

Pårørende, som ankom til hallen for at få svar på, om deres pårørende var blandt ofrene, blev interviewet – eller snarere forhørt – af politi omkring deres handlinger i løbet af dagen. Samtalerne handlede om alkohol, off-license butikker (der sælger øl) og supermarkeder, og folk blev spurgt, om de havde drukket inden kampen og om de havde set andre drikke meget eller opføre sig dårligt. Det var typisk disse områder, politiet var interesseret i, for at “opbygge et billede af hele dagen”.

Undersøgelser blandt ofrenes familier viste bagefter, at de alle følte, at den behandling, de fik i hallen, var rystende dårlig. Kun én familie ad gangen blev lukket ind i hallen, men først efter at have kigget samlingen af fotografier af uidentificerede lig igennem.

Én kvinde fortalte, at de blev ført ind i hallen, hvor hendes søn, James Delaney, lå på en vogn i en pose med nummeret 33 udenpå. De bøjede sig ned for at kysse James og snakke til ham, og da de rejste sig op, forsøgte en politibetjent at føre dem ud, helt ud af hallen. Moderen sagde, at holdningen var, at nu havde vi identificeret nummer 33, så nu kunne vi bare gå. James' forældre tryglede om at få lov til at blive hos deres søn, men det blev afslået.

Margaret Aspinall, hvis søn James var blandt ofrene, ankom sammen med sin mand næste dag til Medico-Legal Centeret, men fik kun lov at se James igennem glas. “Jeg sagde, jeg ville have ham med hjem, men de sagde, at han ikke tilhørte mig. Han tilhørte embedslægen, det var den mest forfærdelige ting at tvinge en mor igennem.”

En chef fra Sheffields ambulance-service udtalte siden kritik af proceduren omkring identifikationen af ofre. “Vi var tvunget til at stå og lytte til identifikationen af over 60 mennesker. Skrigene og gråden kunne høres overalt. Det var forfærdeligt og noget jeg aldrig vil glemme,” sagde han.

Politikommissær Addis som stod for proceduren sagde bagefter, at den efter omstændighederne var korrekt, og at den fungerede godt. Han sagde: “Klokken halv fem om morgenen var 74 af de [på det tidspunkt] 94 lig blevet identificeret. Dette var førsteklasses. ”De resterende blev flyttet til Medico-Legal Centre, hvor de kunne blive identificeret senere. En time senere var alle ligene blevet overført.

Det var en procedure, som tilgodeså politiets behov for pragmatisk og professionel håndtering. Phil Scraton skriver i sin bog Hillsborough The Truth videre, at proceduren behandlede pårørende som objekter på et samlebånd. Ved hvert stadie af processen blev de nægtet basale rettigheder og behov.

Ambulance-chefen udtalte: “Det var fuldstændig unødvendigt, at folk skulle gennemgå den lidelse, præsentationen af et lig til identifikation er et tidspunkt for de nærmeste at komme overens med et chok, det er en meget vigtig del af sørgeprocessen, ligene skulle præsenteres rene, vaskede, håret i orden, med værdighed på en menneskelig facon, ikke i en ligpose.”

Historierne er næsten lige så mange som ofrene, men alle beskriver de en horribel dag og nat for de efterladte familier, men helvede var på ingen måde overstået for familierne. I dagene derefter berettede officielle kilder om, hvordan tusindvis af Liverpool fans var ankommet fem minutter inden kick-off. Jacques Georges, UEFA's præsident, kom med stødende kommentarer, som sammenlignede Liverpools fans med vilde dyr. Adskillige aviser rapporterede, hvordan Liverpools fans havde tvunget sig adgang til stadion.

Den 18. april – tre dage efter – skrev Sheffield Star at bøller havde angrebet ambulancefolk og urineret på politifolk, som forsøgte genoplivning. Irvine Patrick, et lokalt medlem af parlamentet udtalte på ITV, at han havde talt med politifolk, som fortalte, at de var blevet angrebet, sparket og slået.

Dagen efter gik morgenaviserne i krig. The Suns forside lød “THE TRUTH: Nogle fans stjal fra lommerne af ofrene; nogle fans urinerede på modige politifolk; nogle fans tævede politibetjent under genoplivningsforsøg”. Det kom senere frem, at Kelvin Mac-Kenzie, avisens redaktør, oprindeligt ville have brugt overskriften “YOU SCUM”. Flere andre aviser havde lignende historier, men ikke så brutale som dem nævnt her. Taylor rapporten, som senere blev sat i værk for at undersøge katastrofen, tilbageviste samtlige disse beskyldninger. Ikke et eneste vidne (ud af flere tusinde) havde bekræftet beskyldningerne, og Taylor kritiserede samtidig de, som kom med dem, og de som viderebragte dem. Lord Taylor sagde, at de havde været bedre tjent med at tie stille.

Men på det tidspunkt var aviserne ligeglade. Beskyldningerne blev i det store hele stående, og det blev et kendt “faktum”, at Liverpool fans slog deres egne ihjel. En mor til et af ofrene udtalte om situationen: “Vi opdagede hurtigt, at vi ikke kun var i en kamp for retfærdighed for de, som døde, men også for at rense dem og de fans, som overlevede.”

Indkast.dk takker Liverpools danske fanklub for deres medvirker til denne artikel.



Magasin-artikler
Huddersfield – Premier Leagues Hobro
Tre danskere befinder sig i Yorkshire – midt i en fodboldrøm…
Da Huddersfields Aaron Mooy i weekenden dansede igennem Newcastle-forsvaret og sparkede bolden flot ind, blev australieren den første spiller i 45 år, der scorer et hjemmebane-mål for Huddersfield i den bedste engelske fodboldrække. Et eventyr som bare ikke vil stoppe, og pudsigt nok så var den 26-årige også manden, der startede det.

Mooy var den sidste målscorer for Huddersfield i straffesparkskonkurrencen imod Sheffield Wednesday. Forsøgene fra 11-meterpletten blev startskuddet til playoff-kampen imod Reading, som Huddersfield også vandt i straffesparskonkurrence. Dermed rykkede de op i Premier League, hvor sæsonen er startet med to sejre. Helt unik bedrift, som giver eventyrlige tanker a la Hobros oprykning til Superligaen med meget få midler.

En anden af målscorerne fra straffesparkskonkurrencen imod Sheffield Wednesday var Michael Hefele, og hans jubel efterfølgende er næsten blev legendarisk, da den tyske forsvarsspiller satte sig ned og lod, som om han skød med en pil. Efterfølgende sagde han til den begejstrede engelske presse:

- Robin Hood tager fra de rige og giver til de fattige. Når man ser på Sheffield, er de en gigantisk klub sammenlignet med os… vi er en meget lille klub!

Denne Hefele er blevet et synonym for Huddersfields succes, og han er blevet lidt af en kultfigur – ligesom han var i Dynamo Dresden. Ifølge bulletinerne fra England skulle fansene fra den tyske klub stadigvæk rejse til England for at se Hefele spille – og det gjorde de også, da klubben spillede på mindre stadions i Championship.


Urealistisk udvikling
Lønbudgettet i sidste sæson for Huddersfield var på lidt over 100 millioner kroner, hvilket skal sættes i forhold til, at klubben med Premier League-oprykningen fik 1.700 millioner kroner. Helt unik udvikling som næsten ikke kan forstås, og kigger man på klubbens træningsanlæg – The Canalside – kan det ikke sammenlignes med de andre Premier League-hold. Stemningen er også anderledes. Således er træningerne åbne for tilskuere.

Netop de mange penge har ændret på klubben, for Hefele er røget ud af idealopstillingen, da han har mistet pladsen i det centrale forsvar til Mathias ”Zanka” Jørgensen. Her spiller danskeren ved siden af Chris Schindler, som indtil oprykningen var klubbens dyreste spiller, da han inden sidste sæson kom fra 1860 München for omkring 20 millioner kroner. Det er ikke indkøbsrekorden mere…

Føromtalte Mooy er købt i Manchester City, og han er sammen med Steve Mounie, Tom Ince, Laurent Depoitre, Scott Malone og Zanka indkøbt dyrere end den tidligere klubrekord. Trods dette… så har Huddersfield ikke brugt ret mange penge – sammenlignet med de andre hold. I alt er truppen – som jo har tre danskere - blot blevet forstærket for omkring 400 millioner kroner, hvilket er ret meget mere, end Crystal Palace gav for Christian Benteke. Alligevel vandt Huddersfield med hele 3-0, da de gæstede Selhurst Park.


Helt alene i svenske skove
I stedet for at bruge en masse penge i sommerpausen valgte Huddersfield-manager David Wagner at tage de spillere, der var rykket op, med langt op i de svenske skove. Ingen sengetøj, mobiltelefoner og blot kanoer til transport var opvarmningen inden Premier League-sæsonen for ”The Terriers”.

Sådan blev truppen trimmet til deres første møde med den bedste engelske fodboldrække siden 1972, og forsvarsspilleren Tommy Smith sagde blandt andet:

- Jeg var elendig til at fiske, men manageren sagde, at det var vigtigt, at vi sammen prøvede at komme ud af vores komfort-zone, for det ville vi også komme til senere.

I sæsonstarten til Premier League har Huddersfield været udenfor deres komfort-zone, men har bestået på fornemste vis, og der eksistere nærmest eufori omkring holdet. Forud for hjemmekampen imod Newcastle var det udsolgt af trøjer i shoppen, og sejren gør næppe interessen omkring John Smiths Stadium mindre. Det lille stadion er henover sommeren – ligesom da Hobro rykkede op i Superligaen - på rekordtid blevet gjort klar til Premier League. På blot otte uger er tribunen blevet ombygget, der er blevet lavet bedre plads til sponsorer samt flere tilskuere.

Herfra kunne fansene i weekendens se en hjemmesejr i den bedste engelske række. I 1972 slog de i denne række de efterfølgende mestre - Derby - i november, men vandt efterfølgende ikke en hjemmekamp, så sidste hjemmesejr i den bedste række er fra november 1972… altså indtil kampen imod Newcastle. Så fodboldstemningen er elektrisk i Yorkshire hos Premier Leagues Hobro.
Læs hele artiklen
Overblik - Serie A
Indkast.dk har kigget nærmere på de nye Serie A-spillere, og hvilken betydning de har for idealopstillingerne. Især Milan har mange nye ansigter.
Atalanta (3-4-3)
Berisha
Toloi, Caldara, Masiello
Castagne, De Roon, Freuler, Spinazzola
Ilicic, Petagna, Gomez


Benevento (4-4-2)
Belec
Letizia, Lucioni, Costa, Di Chiara
Chibsah, Cataldi, Viola, D' Allesandro
Ceravolo, Coda


Bologna (4-2-3-1)
Mirante
Torosidis, Gonzalez, De Maio, Masina
Taider, Poli
Palacio, Di Francesco, Verdi
Destro


Cagliari (4-3-1-2)
Cragno
Padoin, Pisacane, Andreolli, Miangue
Barella, Cigarini, Ionita
Joao Pedro
Sau, Farias


Chievo (4-3-1-2)
Sorrentino
Depaoli, Dainelli, Cesar, Gobbi
Castro, Radovanovic, Hetemaj
Birsa
Pucciarelli, Inglese


Crotone (4-4-2)
Cordaz
Faraoni, Ceccherini, Cabrera, Martella
Rohden, Izco, Mandragora, Nalini
Trotta, Budimir


Fiorentina (4-2-3-1)
Sportiello
Gaspar, Vitor Hugo, Astori, Olivera
Badelj, Veretout
Chiesa, Eysseric, Benassi
Simeone



Genoa (3-4-1-2)
Perin
Biraschi, Zukanovic, Zukanovic
Lazovic, Veloso, Bertolacci, Laxalt
Pandev, Lapadula, Centurion


Inter (4-2-3-1)
Handanovic
Cancelo, Skriniar, Miranda, Dalbert
Gagliardini, Vecino
Candreva, Valero, Perisic
Icardi


Juventus (4-3-3)
Buffon
De Sciglio, Benatia, Chiellini, Alex Sandro
Khedira, Pjanic, Matuidi
D. Costa, Higuaín, Dybala,


Lazio (3-5-2)
Strakosha
Radu, De Vrij, Wallace
Basta, Milinkovic, L. Leiva, Parolo, Lulic
Immobile, Anderson


Milan (3-5-2)
Donnarumma
Musacchio, Bonucci, Romagnoli
Conti, Kessie, Biglia, Calhanoglu, R. Rodriguez
Kalinic, A. Silva


Napoli (4-3-3)
Reina
Hysaj, Albiol, Koulibaly, Ghoulam
Allan, Jorginho, Hamsik
Callejon, Mertens, Insigne


Roma (4-3-3)
Alisson
Peres, Manolas, Moreno, Korarov
Nainggolan, De Rossi, Strootman
Defrel, Džeko, Perotti


Sampdoria (4-3-1-2)
Puggioni
Sala, Silvestre, Regini, Murru
Barreto, Torreira, Linetty
Ramirez
Caprari, Quagliarella


Sassuolo (4-3-3)
Consigli
Lirola, Acerbi, Cannervaro, Peluso
Duncan, Magnanelli, Missiroli
Berardi, Falcinelli, Politano


Spal (3-5-2)
Meret
Oikonomou, Vicari, Felipe
Lazzari, Grassi, Viviani, Mora, Konate
Paloschi, Floccari


Torino (4-2-3-1)
Sirigu
Zappacosta, Lyanco, N'Koulou, Barreca
Rincon, Baselli
Jago Falque, Ljajic, Berenguer
Belotti


Udinese (4-4-2)
Scuffet
Widmer, Danilo, Samir, Pezzella
De Paul, Behrami, Fofana, Jankto
Bajic, Lasagna


Verona (4-3-3)
Nicolas
Romulo, Heurtaux, Caceres, Souprayen
B. Zuculini, Fossati, Bessa
Cerci, Pazzini, Verde
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
James Rodríguez – se lo Curra
Indkast.dk har kigget nærmere på ”den næste Valderrama”, der blev kasseret i Real Madrid – og nu skal han spille for Bayern München.
Efter Real Madrids Champions League-kamp imod Basel i efteråret 2014 havde forsiden af den spanske sportsavis “AS” et billede af den nye Real Madrid-spiller James Rodríguez med overskriften “James – se lo Curra”, som betyder “Arbejdsmanden James”. Forsiden kom efter Real Madrid havde vundet med 5-1 over Basel og James i den kamp var meget arbejdsvillig, hvilket avisen blandt andet brugte antal meter som Real Madrid-spillerne bevægede sig – som dokumentation for. Se listen her:

1. Kroos – 11.411 meter
2. James Rodríguez – 11.283 meter
3. Pepe – 10.623 meter
4. Bale – 10.622 meter
5. Nacho – 10.620 meter
6. Marcelo – 10.040 meter
7. Ronaldo – 9.155 meter

Rodriguez fik dermed sendt et klar signal til Real Madrid-fansene… nemlig, at han godt kunne spille fodbold i ”Kansas”, hvilket nok var tiltrængt, da kongeklubben ikke havde fået den ønskede start på sæsonen, og dette ofte går ud over klubbens nyeste spillere. Dette var sikkert helt bevist af James David Rodríguez Rubio – eller bare James Rodríguez – der ellers har haft travlt med at slå fast, at han ikke er blevet opkaldt efter superhelten; James Bond, men måske i stedet en arbejdshelt.

Real Madrid ”10'eren” kom til den spanske hovedstad efter en VM-slutrunde, hvor han i Colombias første fire kampe havde lavet hele fem mål, hvilket var nok til at sende det kokain- og kaffe-fyldte land i VM-slutrundens kvartfinale – for første gang nogensinde. Den bedrift blev sikret, da Rodríguez elegant brysttæmmede bolden og i samme bevægelse flugtede bolden imod Uruguay – meget flot ind. Det var målet til 1-0, men kampen sluttede 2-0 efter nok et mål af… Rodríguez.

Dermed blev det krystalklart, hvorfor Monaco sendte så mange penge til Porto for den elegante offensive midtbanespiller. I Porto havde Rodríguez lavet 25 mål i 63 kampe, hvilket havde åbnet for skiftet til den nyrige klub fra Monaco, hvor den daværende træner – Claudio Ranieri – ikke var bleg for at foretage det store indkøb, men da Real Madrid først viste deres interesse kunne end ikke Monaco holder på deres guldfugl.


Hæder – og landsholdskarriere
Rodriguez startede karrieren hos Envigado, hvor han spillede både som ungdomsspiller og i de første seniorår. I 2008 skiftede han til Banfield i Argentina, hvor han det første år vandt det argentinske mesterskab. I Portugal blev det også til masser af hæder, for i 2012 blev Rodríguez kåret til ”Årets spiller” i den portugisiske liga, og to sæsoner i træk blev han udtaget til ”Årets hold i Portugal”.

Den 11. oktober 2011 fik Rodríguez debut på landsholdet i et opgør mod Bolivia, og siden er det gået stærkt på landsholdet. I Commebol-kvalifikationen til VM2014 var Rodríguez den spiller, der producerede flest chancer – hele 43. Det er præstationer som disse, der har frembragt stor ros fra landets fodbold-legende Carlos Valderrama, der besidder landskampsrekorden på 111 kampe. Den står måske for forfald, for da Rodríguez var 22 år havde han allerede spillet 24 landskampe for Colombia, og den hårrige Valderrama kom med følgende beskrivelse af fodbold-talentet.

- Længe har Colombia ledt efter den næste Carlos Valderrama… det har de nu langt om længe fundet. Rodríguez bliver Colombias næste stjerne… ikke kun lige nu, men også de næste ti år, sagde selvsamme Valderrama, mens hovedpersonen tog det hele med sindsro:

- Jeg er ikke meget for sammenligninger… jeg er mig selv, og det samme var Valderrama som fodboldspiller.

Inden VM-slutrunden gik der et sus igennem fodbold-verdenen, da colombianske Falcao måtte melde fra, men ”den næste Valderrama” tog over for den fodboldglade nation. Den store VM-rolle gav Rodríguez en gigantisk kontrakt i Real Madrid, men det blev aldrig godt i ”Kongeklubben” for arbejdsmanden. Rodríguez nåede at spille 111 kampe, score 36 mål og levere 41 assists i sine tre sæsoner i Madrid – men det er ikke godt nok for en ny angriber i denne klub. Derfor blev den 26-årige colombianer overraskende nok sendt til stjernespækkede Bayern München på en to-årig lejeaftale eller måske var det ikke så overraskende?


Skilsmisse bag klubskifte?
James Rodríguez blev i 2011 gift med volleyballspilleren og den gudesmukke Daniela Ospina, som i øvrigt er søster til Arsenals målmand - David Ospina. Men nu skal de skilles, og den officielle begrundelse er, at det har vist sig svært at forene ægteskabet og to sportslige karrierer, især efter Rodríguez skal flytte til Bayern. Ifølge Marca er den reelle årsag dog, at James har haft en lang affære med den russiske fitness-model Helga Lovekaty og derfor nærmest flygter fra Madrid. Hovedpersonen havde også fundet de rosende ord frem, da han skulle beskrive klubskiftet:

- Bayern München er ligeså stor en klub som Real Madrid, hvis ikke større. Jeg har altid haft stor respekt for Bayern, og da jeg overvejede mit skifte til München, kiggede jeg på truppen og tænkte, at der er ligeså mange stjerne her, som der er i Real (Madrid, red.), og kvaliteten er nøjagtig den samme, sagde James og fortsatte om Bayerns italienske træner Carlo Ancelotti:

- Vi har ikke arbejdet sammen i de sidste par år, men vi har selvfølgelig holdt kontakten ved lige. Det hjalp mig meget (med at tage beslutningen, red.), og jeg savnede 'Mister' (Ancelotti, red.) som træner. Vi har et fantastisk forhold, det er sjovt at arbejde med Carlo, og jeg er glad for, at vi er genforenet.

Tyskerne har muligheden for at udnytte en købsoption i lejeaftalen, hvis Ancelotti bliver tilfreds med James. Sidst de to arbejdede sammen i Real Madrid, blev det til 17 mål og 18 assists i 46 kampe – er det nok i Bayern ? I Real Madrid fik colombianeren aldrig rigtig en fast plads i idealopstillingen. Om det lykkes i Tyskland, må fremtiden vise for arbejdsmanden ”se lo Curra”…
Læs hele artiklen
Romelu Lukaku - Mourinhos bæst
Som knægt skulle den belgiske angriber medbringe pas til kampene, da modstanderne ikke troede på hans alder. Sidenhen har han vist, at talentet bød på mere end fysikken, og nu venter Old Trafford samt Jose Mourinho, som tidligere har kasseret ham.
- Vi taler altid om Everton-holdene fra 1980'erne og 1970'erne, og det var godt, men vi vil have fansene til at tale om nu. Sagt med al respekt, men du vil også gerne huskes. Man vil ikke bare huskes for at score mål, men også for at vinde trofæer. Du skal tænke på, hvordan denne klub er vokset og har forbedret sig, men hvilke spillere vil den hente, så du kan kæmpe med om de store trofæer?

Sådan lød den overraskende udmelding fra Romelu Lukaku kort tid inden han skiftede til Manchester United. Den store belgiske angriber ville væk fra Everton for at tage til en større klub. Skuffelsen og arrigheden lyste på det efterfølgende pressemøde ud af manager Ronald Koeman, der skulle forholde sig til, at Everton-profilen såede tvivl om klubbens ambitionsniveau. Lukaku sagde blandt andet også:

- Everton er en fodboldklub med en stor historie. Men i stedet for at leve i fortiden må du tænke fremad. Nogle gange snakker jeg med Vincent Kompany, som var i Manchester City, da det hele skete (nye, rige ejere kom til, red.). Han sagde: ”Rom, en sommer skete det bare og boom, boom, boom, boom.. Robinho kom til, en anden kom til, en tredje kom til.” Derefter kritiserede alle dem, men til sidst vandt de liga-titler, FA-cups og Liga-cups. Jeg kender ikke til bestyrelsens plan, men der er nogle spillere, jeg ved, at klubben kunne have fået fat i, men det gjorde de ikke, og disse spillere er i denne liga. Jeg nævner ingen navne, men de gør det alle godt.

De hårde udmeldinger fra Lukaku skal ses i lyset af, at angriberen ønsker at blive verdens bedste fodboldspiller, hvilket vil kræve et klubskifte – og det åbnede for skiftet til Manchester United, som sendte den kasserede Wayne Rooney den anden vej – på næsten samme tid, men hvordan kom skiftet egentlig i hus ?


Afløser for Rooney og Ibrahimović
Midt på New York's Fifth Avenue mens hans hænder var fyldt med indkøbsposer ringede Lukakus mobiltelefon og i den anden ende blev der sagt ”Det er Jose Mourinho”. Det var midt i juni 2017 og efter den kontroversielle manager har talt lidt skulle den store belgiske angriber have sagt med tør stemme ”OK, boss”.

Et opkald var nok, så var 24-årige Lukaku overbevist og dermed afviste han Chelsea, som mange ellers havde forventet han ville skifte til. I stedet endte han med at afløse Rooney og Zlatan Ibrahimović på Old Trafford, men forinden var der sket en masse i den unge mands liv.


Fra udskældt til La Gazzetta og tidlige 50 mål
I slutningen af november 2015 kunne Lukaku åbne den store italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport og se, at han var kommet på ugens bedste europæiske hold. Den store belgier skulle danne angrebet med offensive spillere som Neymar og rivalen fra Liverpool – den formstærke Coutinho. Noget af en omvæltning for Lukaku, der tidligere havde været voldsomt udskældt og kritiseret, men to mål imod Aston Villa gav den flotte anerkendelse. Målene gjorde også, at Lukaku rundende 50 Premier League-mål i en alder af blot 22 år, seks måneder og otte dage.

Disse 50 mål i den engelske fodboldrække var dermed kommet i en yngre alder end spillere som Cristiano Ronaldo, Andy Cole, Chris Sutton, Robbie Keane og Alan Shearer – men ikke nok med, at Lukaku har lavet disse mange mål i en ung alder – og han havde også spillet på et ungt Everton-hold, hvor mange af profilerne bliver solgt.

Et af de føromtalt mål imod Villa kom, efter fire Everton-spillere satte det op flot. Tilsammen havde de blot en gennemsnitsalder på 21 år - nemlig John Stones, Gerard Deulofeu og Ross Barkley inden Lukaku afsluttede, hvilket gav et tydeligt billede af en gylden fremtid på Goodison Park, men samtidigt også deres største problem. For både Stones og Deulofeu er ikke længere i klubben – ligesom Lukaku. Everton har stadigvæk et ungt og meget talentfyldt hold, men de kommer til at sælge nogle af deres bedste spillere. Det er Evertons problem og blev dermed også Lukakus.


Græd på Stamford Bridge
Romelu Menama Lukakus talent kunne allerede ses fra barnsben. Som U/13-spiller formåede han at score hele 76 mål på en enkelt sæson, hvilket Anderlecht opdagede, og dermed var skiftet til storklubben banet. I Anderlecht gik der ikke mange år, før Lukaku viste, hvilket unikt talent han var. Som blot 16-årig blev han en fast del af førsteholdet og scorede hele 15 mål i sin første sæson, hvilket rakte til at blive topscorer i den bedste belgiske række. Året efter fulgte han flot op og scorede 16 mål i ligaen.

De flotte præstationer betød, at flere storklubber ville hente den unge og meget stærke målmaskine, men det blev Chelsea, der løb med Lukaku, hvilket passede angriberen perfekt. Chelsea var nemlig Lukakus drømmeklub, og på en skolevideo kan man se en meget ung Lukaku med tårer i øjnene på Stamford Bridge love, at næste gang, hvor man ville se ham græde, var, når han selv spillede på dette stadion. Lukakus barndomsønske blev en realitet, da han skiftede til Chelsea i 2011 - bare 18 år gammel.

Chelsea gav Lukaku en femårig kontrakt, men opholdet i London-klubben blev aldrig en succes. Den 10. august 2012 blev han udlejet til West Bromwich, hvor han lavede flotte 17 mål i 35 kampe, hvilket genskabte interessen for ham – bare ikke hos Chelsea - og den daværende manager Jose Mourinho.


Kloning af van Persie, Rooney, Defoe, Drogba og Henry
Efter et par kampe i starten af sæsonen 2013/14 blev Lukaku igen udlejet – denne gang til Everton. Ligesom i WBA blev lejeopholdet en succes. I sommeren 2014 blev Lukaku solgt permanent fra Chelsea til Everton for en pris svarende til omkring en kvart milliard kroner. En høj købspris men markedsprisen er sidenhen steget for angriberen, der tidligere har udtalt, at han gerne ville være en kloning mellem spillere som Robin van Persie, Rooney, Defoe, Drogba og endelig Thierry Henry.

Lukaku drømmer om at tage alt det bedste fra de angribere og putte i sin egen krop, som van Persies placeringsevne, Rooneys allround-spil, Defoes afslutninger, Drogbas spil som target-man og endelig den frygt forsvaret udviser, når de ser Henry løbe med bolden.

I sommeren 2017 skiftede Lukaku til Manchester United for 625 millioner kroner, og dermed kom angriberen tættere på drømmen om at blive den perfekte angriber. ”Bæstet”, som Lukaku blev kaldt som knægt, fik dermed vist, at det fysiske overskud fra ungdomsårene ikke kun var årsagen til de mange mål. Han havde mange andre talenter. Det hele startede på en stille villavej i Wintam, der ligger tæt på Antwerp. Herfra blev Lukaku kørt til Rupel Boom for at spille fodbold, men det gjorde forældrene kun i fire år, indtil familiens bil gik i stykker, hvorefter han var nødt til at vende tilbage og spille i Wintam.

Da han var seks år, spillede han i størrelse 39, og hans ungdomstræner og postbuddet Erwin Wosky har tidligere fortalt, at deres modstandere beskyldte dem for at snyde med Lukakus alder, hvorfor de måtte medbringe hans pas til holdets kampe. Da Lukaku debuterede på det belgiske landshold, genkendte angriberen i øvrigt ungdomstræneren på tilskuerpladserne – og han gav efter kampen kamptrøjen til Wosky, for Lukaku har ikke glemt sine rødder.

Anderlechts tekniske direktør Jean Kindermans har tidligere beskrevet, hvordan de i klubben opdagede, at Lukakus største evne ikke var hans unikke fysiske overskud eller at han kunne afslutte med begge ben. Derimod var hans gigantiske ønske om at blive bedre – noget helt unikt.

Det var også Kindermans, der gav Lukaku sin første professionelle kontrakt. Han havde indgået aftalen med angriberens far, som faktisk også selv havde været professionel fodboldspiller. Efter de var nået til enighed, havde faren kun et ønske, hvilket var, at sønnen ikke så, hvad der stod i kontrakten. Så Lukaku skrev under uden at ane, hvad han skrev under på. Senere vendte han i øvrigt tilbage til Anderlecht og gav gode råd til deres ungdomsspillere.

Lukaku kunne tale med mange af de unge spillere på den internationalt anerkendte skole – der blandt andet også har uddannet Adnan Januzaj og Youri Tielemans - da han taler seks sprog, og spillerne kan virkelig se op ham. I en sæson lavede Lukaku 186 mål, selvom han spillede med drenge, der var to år ældre end ham.

Nu gælder det Manchester United for Lukaku… men angriberen har vist, at han kan lave Premier League-mål. Nu skal ”Bæstet” lave målene for Manchester United og Jose Mourinho, som tidligere har kasseret ham.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
46 ting - som Indkast.dk håber på
På redaktionen har Indkast.dk diskuteret den kommende sæson, og hvad vi gerne vil have, der sker. Læs mere her:
1. John Terry får en god sæson i Aston Villa.

2. At David Luiz bliver klippet.

3. Isco får en endnu større rolle i Real Madrid.

4. Jürgen Klopp og Liverpool vinder et stort trofæ.

5. At det sportslige niveau stiger endnu mere i fransk fodbold.

6. At et af de engelske hold vinder Champions League igen.

7. FCN fortsætter deres talentudvikling.

8. Hårdprøvede Leeds vender tilbage til Premier League.

9. Flere tilskuere til Superliga-kampene.

10. Gianluigi Buffon lukker fodboldkarrieren ned… med et bang.

11. Viborg ikke falder helt sammen.

12. Bo Henriksen og David Nielsen ikke ændrer deres medlevende trænerstil og verbale udbrud.

13. At Pep Guardiola gør alle de offensive kort tilfredse og holdet kommer til at imponere alle i år.

14. Tottenham kan holde på deres spillere og blive en fast del af Premier League-toppen.

15. Det kunne være godt, hvis Atlético Madrid ikke skal møde Real Madrid i Champions League.

16. Glasgow Rangers og Celtic kommer tættere på hinanden sportsligt.

17. Newcastle kommer tilbage til Premier League i flot stil.

18. At det danske landshold får noget tiltrængt succes, og naturligvis kvalificere sig til VM-slutrunden.

19. Gary Lineker fortsætter med sine unikke tweets.

20. Spændingen i mesterskabskampene forbliver længere f.eks. sådan at Bayern München, Juventus og FCK ikke er mestre mange runder før afslutningen.

21. Kasper Dolberg fortsætter sin unikke udvikling.

22. Galehuset AGF fortsætter.

23. At der bliver opført en statue af Lynge Jakobsen midt i Aalborg.

24. Christian Eriksen kommer til at spille på samme niveau på landsholdet, som han har gjort de sidste sæsoner i Tottenham.

25. Valverde og Barcelona bliver en god cocktail.

26. At de rigeste klubber ikke nødvendigvis vinder alle pokalerne.

27. Vejle vender tilbage til Superligaen.

28. AGF endelig kvalificerer sig til Europa.

29. Hooligans der kommer for at slås bliver hjemme.

30. Paul Onuachu bliver dansk statsborger.

31. De resterende "New Firms" vil blive husket for spillet på banen.

32. Helsingør laver en "Hobro".

33. At vi får en dansk topscorer i Æresdivisionen.

34. AC Milan kommer tilbage til fordumsstyrke.

35. De spanske hold får lidt tiltrængt konkurrence i Europa.

36. Kenneth Zohore fortsætter den gode stil, så vi endelig får en dansk målsluger i Premier League.

37. La Liga-danskerne fortsætter med at bane vejen for flere gennem gode præstationer.

38. Neymar får en stor sæson i PSG.

39. Bendtner får flere minutter på banen end på bænken.

40. Traditionsklubben Valencia "vender tilbage".

41. Michael Krohn-Dehli bliver Pichichi.

42. Dommerne slår hårdere ned på film i alle ligaer.

43. Brentford rykker i Premier League.

44. Troels Bech deler mere ud af sine talegaver.

45. At de danske fans får øjnene op for noget andet end Premier League.

46. Kent Nielsen tager bukser på.
Læs hele lederen
Mourinhos mønster gentager sig…
Holder dette, bliver Manchester United mester i den kommende sæson.
Indkast.dk har kigget dybt ned i Jose Mourinhos karriere, og historien fra de sidste 15 år gentager sig – på en næsten skræmmende måde. Med indkøbet af Nemanja Matić fortsætter Mourinho en stil, som ikke afviger ret meget… Se blot her:


Overtager en klub på vej i krise eller midt i en mindre krise
Porto fra 2002-04:
Da han kom til klubben i januar, var de lige blevet slået ud af pokalturneringen, og holdet var blot på femtepladsen i ligaen.

Chelsea fra 2004-07:
Mourinho afløste Claudio Ranieri, efter klubben var sluttet på andenpladsen, men også efter den skuffende Champions League-exit til Monaco.

Inter fra 2008-10:
Roberto Mancini havde sikret klubben mesterskabet, men de led også et trist overraskende Champions League-stop.

Real Madrid fra 2010-13:
Sæsonen forinden sluttede ”Konge-klubben” blot på andenpladsen og var end ikke blandt de sidste 16 i Champions League – derudover havde Real Madrid også lige tabt til lilleputholdet Alcorcon i den spanske pokalturnering.

Chelsea fra 2013-15
Forinden var London-holdet sluttet på tredjepladsen, men igen kom han til en klub, der havde skuffet forinden i Champions League.

Manchester United fra 2016:
Sluttede sæsonen før på en femteplads med Louis van Gaal som manager.



Forbedrer straks klubbens resultater
Porto fra 2002-04:
Mourinho vandt 11 af de første 15 ligakampe.

Chelsea fra 2004-07:
Første sæson vandt holdet mesterskabet med 95 point.

Inter fra 2008-10:
Mourinho vandt i første sæson det italienske mesterskab og kom i Champions League-kvartfinalen.

Real Madrid fra 2010-13:
Sluttede kun på andenpladsen i La Liga, men vandt den spanske pokaltitel og kom i Champions League semifinalen.

Chelsea fra 2013-15
Sluttede på tredjepladsen, men kom også i Champions League-semifinalen.

Manchester United fra 2016:
Havde en skuffende sæson i Premier League, men vandt Europa League, og den triumf gav en plads i Champions League.



Bruger mange penge på en angriber
Porto fra 2002-04:
Den succesbelagte Derlei kom til klubben fra Uniao de Leiria.

Chelsea fra 2004-07:
Didier Drogba kom fra Marseille

Inter fra 2008-10:
Diego Milito og Samuel Eto'o blev hentet til klubben.

Real Madrid fra 2010-13:
Hentede Mesut Özil i Werder Bremen.

Chelsea fra 2013-15
Købte Diego Costa i Atlético Madrid.

Manchester United fra 2016:
Romelu Lukaku blev hentet i Everton.



Henter spillere, som han tidligere har arbejdet med
Porto fra 2002-04:
Føromtalte Derlei og Nuno Valente havde Mourinho trænet i Leiria. Derudover ankom Maniche og Edgaras Jankaukas fra Mourinhos tidligere klub - Benfica.

Chelsea fra 2004-07:
Ricardo Carvalho og Paulo Ferreira kom fra Porto – samt Maniche på lån fra Dynamo Moskva

Inter fra 2008-10:
Hernan Crespo blev hentet i Chelsea.

Real Madrid fra 2010-13:
Carvalho kom fra Chelsea, hvor Michael Essien blev lånt.

Chelsea fra 2013-15
Eto'o kom fra Anzhi og Drogba fra Galatasaray.

Manchester United fra 2016:
Zlatan Ibrahimović og Nemaja Matić kom begge til Mourinhos hold.



Vinder mesterskabet i anden sæson
Porto fra 2002-04:
Vandt med 86 point… hele 11 mere end rivalerne fra Benfica.

Chelsea fra 2004-07:
Vandt med 91 point… hele otte points afstand.

Inter fra 2008-10:
Vandt den historiske ”Treble” i sin anden sæson i klubben.

Real Madrid fra 2010-13:
Vandt La Liga efter fire års pause.

Chelsea fra 2013-15
Vandt med tre spillerunder igen.

Manchester United fra 2016:
?



Kort tid efter mesterskabet begynder det at ulme lidt
Porto fra 2002-04:
Mourinho begyndte at tale om større klubber, og at han havde store ambitioner.

Chelsea fra 2004-07:
Ifølge rygterne var der intern ballade mellem Mourinho og Frank Arnesen.

Inter fra 2008-10:
Talte offentligt om et muligt skifte til Real Madrid.

Real Madrid fra 2010-13:
Mourinho blev uvenner med klublegenderne Sergio Ramos og Iker Casillas.

Chelsea fra 2013-15
Pludselig blev Eva Carneiro gjort til verdens mest kendte fysioterapeut, da hun tilså en Chelsea-spiller på et upassende tidspunkt for Mourinho.

Manchester United fra 2016:
?



Forlader klubben efter ballade
Porto fra 2002-04:
Vandt Champions League med klubben, men Porto protesterede over Chelseas ulovlige kontakt til Mourinho.

Chelsea fra 2004-07:
Forlod London i september 2007 efter uenighed med klubben, selvom de vandt FA og Liga-cuppen sæsonen før.

Inter fra 2008-10:
Forlod Inter og de fik en rekordstor kompensation af Real Madrid.

Real Madrid fra 2010-13:
Mourinho forlod Real Madrid efter tre år i klubben, som han selv beskrev som den værste periode i sit liv.

Chelsea fra 2013-15
Forlod klubben, efter han havde sagt, at spillerne havde ”forrådt” ham.

Manchester United fra 2016:
?
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Vanvittige Shelvey Klinsmann junior fra angriber til keeper Artikel ikon Ny Horsens-keeper har mål i støvlerne Artikel ikon Vanvittigt frispark Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Serie A – runde 1 Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Usain Bolt skal spille for United! Artikel ikon XI: West Hams bedste siden 2000 Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 15: Spillere som La Liga vil savne Top 5: Yngste Liverpool-målscorere Artikel ikon Top 10: Dyreste Barca-indkøb Artikel ikon Top 10: Mest målfarlige i PL Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Vind mere - på betting Bookmaker: Dette hold vinder PL Artikel ikon Spil: Hvem vinder finalen? Artikel ikon Spil: United vinder med et enkelt mål Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon XI: De dyreste Manchester United-indkøb Barcelona Legends vs. United Legends Artikel ikon Hvad skete der med 2009-holdene? Artikel ikon Et lille mirakel – i miraklet Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Newcastle håber stadig på Inter-spiller Forest forhøjer sit bud på Rønnow Artikel ikon Coutinho vil bruge ekstreme midler Artikel ikon Milan vil hente spiller i Barcelona Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Peter Crouch Artikel ikon Vidste du om ... Jamie Vardy Artikel ikon Vidste du om ... Lucas Moura Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Flest ændringer i Caraboa-Cuppen White Hart Lane vs. Wembley Artikel ikon Brasilianske landsholdsspillere i Barça Artikel ikon Super-serber Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: FC København – Qarabag FK Optakt: FC Nordsjælland - FC Helsingør Artikel ikon Optakt: Hobro IK - Lyngby BK Artikel ikon Optakt: FC København – SønderjyskE Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: LFC – Hoffenheim Startopstillinger: FCK – Qarabag FK Artikel ikon Startopstillinger: Nice - Napoli Artikel ikon Startopstillinger: Barça - Real Betis Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon FCK er færdige i Champions League Can strålede på Anfield i Liverpool-sejr Artikel ikon Napoli sikkert videre til gruppespillet Artikel ikon Celtic undgik kæmpe fiasko Artikel ikon Se flere