Hvad skete på Hillsborough?

Af Torsten Brix

2012-09-13
Hvad skete på Hillsborough?

Indkast.dk genposter fire tidligere artikler - i en lang artikel. Det giver et sjældent og rystende indblik i, hvad der skete i 1989. I går sagde den engelske Premierminister David Cameron undskyld, men for hvad?

Den 15. april 1989 døde 95 fans i forbindelse med en fodboldkamp. Til FA Cup semifinalen mellem Liverpool og Nottingham Forest på Sheffield Wednesdays Hillsborough var en aldeles uansvarlig politiindsats, og ikke hooliganisme, den direkte årsag til, at næsten 100 fans vendte hjem fra hvad der skulle have været en festdag i kister. Mange af dem var børn.

Grundet alt for få billetluger på et stadion, som Liverpool-tilhængerne ikke havde særlig stort kendskab til, dannede der sig før kick off en større folkemængde ude foran yderportene på Leppings Lane. Det gik simpelt hen for langsomt med at komme ind. Til sidst blev presset så stort, at de menige politifolk, som var på vagt ude foran, anmodede South Yorkshire politis øverste ledelse, David Duckenfield og Bernard Murray i kontrolboksen, om at åbne yderporten. Efter kort betænkningstid gav Duckenfield ordre om at åbne porten.

Umiddelbart indenfor på stadion blev de mange tilskuere, som nu strømmede ind, mødt af et skilt over en indgang, med et stort B. Samme B gik igen på alle billetterne, og Liverpool fansene styrede derfor direkte mod indgangen, som førte ind i tunnel som gik nedad bakke og ind på de to centrale afsnit af Leppings Lane ståtribunen. For Liverpool fansene var det den eneste synlige vej mod ståpladserne via tunnellen.

Der var ingen, hverken stewards eller politifolk indenfor til at guide fansene udenom og ind mod de to afsnit i hver ende af tribunen. Tusindvis af fans strømmede altså ind igennem en tunnel som førte til et område, der allerede var fyldt op til randen af fans. I minutterne umiddelbart inden kick off blev pladsen i de midterste afsnit hurtigt meget trang. Nogle fans besvimede, og andre forsøgte at klatre over hegnet ind til banen. Politiets respons var først at forsøge at forhindre folk i at komme ud af den dødsfælde, som Hillsborough pludselig var forvandlet til. En stålbarriere knækkede under det massive pres og menneskemængden blev med stor kraft kastet fremad.

Folk skreg på hjælp, men på trods af at politiledelsens kommandocenter var placeret i hjørnet umiddelbart ovenover Leppings Lane tribunen, bemærkede man ifølge vidneudsagn ikke, at der var noget galt, og i stedet troede man, at der var tale om hooliganisme.

Da kampen blev fløjtet af efter seks minutters spil, havde presset varet længe nok til at have forårsaget i alt 95 dødsfald. Nogle døde med det samme, andre var i live længere hen på eftermiddagen. En enkelt døde meget senere, og fik dødstallet op på 96. Samtlige 96 fik taget blodprøver, i et forsøg fra politiets side på at påvise, at dødsfaldene skyldtes overdrevent alkoholindtag i timerne op til kampen. Skulle alle børnene have været fulde?

Umiddelbart efter kampen trådte politichef David Duckenfield frem på tv og udtalte, at ulykken skyldtes at fans havde tvunget yderporten op, på trods af at han selv højst en times tid forinden, havde givet ordren om at åbne den. Den løgn skulle vise sig, at få store konsekvenser for begivenhederne efter tragedien, og i stedet blev det alment kendt, at det var fansenes egen skyld. De ankom, ifølge politiet, meget berusede og for sent. Dette blev senere afvist i Taylor rapporten. I stedet placerede han skylden hos South Yorkshire politi. Alligevel blev ingen siden stillet til ansvar for tragedien. Faktisk endte de involverede politifolk med at trække sig tilbage på lukrative pensionsordninger, mens de efterladte familier måtte kæmpe for at få råd til advokatbistand i den langvarige og fortsatte kamp for at få renset de afdøde familiemedlemmers navne, og for at opnå retfærdighed.

Fire dage efter tragedien, 19. april 1989, bragte tabloid-avisen The Sun på forsiden under overskriften ”The Truth” historien om, hvordan Liverpools fans skulle have urineret på politifolk og røvet fra de døde. Beskyldninger som ingen vidner siden kunne bekræfte overfor Lord Taylors undersøgelseskommission.

Det er snart 23 år siden, og Liverpools beboere – røde som blå – har aldrig tilgivet avisen. Fra den ene dag til den anden faldt salget af The Sun på Merseyside fra omkring 200.000 daglige kopier til omkring 20.000. Den dag i dag er tallet stadig langt under niveauet fra dengang. Man vil ikke glemme den behandling man som befolkningsgruppe fik og de beskyldninger man blev udsat for.

Siden har avisen af ren desperation forsøgt sig med halvhjertede undskyldninger med flere betingelser og slet skjulte angreb mod sine konkurrenter fra Trinity Mirror Group. Senest da man fik overtalt en af byens berømteste sønner, den daværende Everton-spiller Wayne Rooney, til at sælge sin livshistorie i en række interviews. Reaktionen fra begge sider af Stanley Park var ikke til at tage fejl af. Rooney forrådte sin by og det den stod for.

Politifolkene mødtes kl. 10.00 til briefing under ledelse af David Duckenfield, den nyligt udnævnte leder af politiets indsats i forbindelse med kampen. Ikke alle vidste hvem han var, og flere af officererne havde ventet, at det ville være Brian Mole, den tidligere chef, som var blevet overflyttet til anden tjeneste under kontroversielle omstændigheder. Først satte Duckenfield dagsordenen, og herefter gennemgik Bernard Murray, Duckenfields højre hånd, dagens opgave, og hvad der forventedes. To andre officerer forklarede lidt om efterretningerne og om nogle praktiske ting i forbindelse med pauser. Briefingen sluttede 10.18.

Billetlugerne åbnede lidt i 12, og en lind strøm af Liverpool fans begyndte at ankomme. Ifølge politifolkenes egne forklaringer efterfølgende, var de “i godt humør og opførte sig pænt”. Politifolk indenfor stadion fortalte, at de havde fået til opgave at kropsvisitere fans, også selvom de kunne se, at de netop var blevet visiteret umiddelbart udenfor stadion. Nogle fans blev visiteret tre gange, men på trods af dette tog supporterne det fint og uden problemer. Dette var i hvert fald, hvad politiofficererne fortalte bagefter. Efterhånden som klokken nærmede sig 14.00 begyndte tilstrømningen mod stadion at øges, eftersom tog og busser nu ankom i større tal. Atmosfæren var stadig opløftet, og der blev sunget. Samtidig med at menneskemængden foran billetlugerne var vokset, blev det klart for betjentene udenfor stadion, at mange fans først var ved at ankomme. Stadig var der ingen problemer med tilhængerne.

I alt var der i Leppings Lane 23 billetluger for tilskuere, som havde billet til Leppings Lane tribunen, West Stand og North Stand. Det drejede sig om 24.256 tilskuere. De øvrige 29.800 tilskuere til kampen havde adgang til stadion via næsten tre gange så mange billetluger, nemlig 60. Vi snakker altså om et gennemsnit på 1.054 mennesker pr. luge, et helt uhørt højt tal. Der var i alt seks yderporte, delt op således at de 10.100 med billet til Leppings Lane skulle igennem de tre sydligste porte ind til syv billetluger, som gav adgang til endetribunen. De tilskuere, som havde billet til West Stand eller North Stand, skulle igennem de tre nordligste porte, inden billetten skulle fremvises i én af de 16 billetluger. Området, som var på størrelse med en mindre skolegård, udenfor og indenfor yderportene, skulle altså passeres af næsten 25.000 fans, noget som det slet ikke var stort nok til. Det var allerede blevet påpeget af politiet selv i forbindelse med tidligere kampe. Liverpools fans ankom både nordfra og sydfra til en større flaskehals-situation.

På selve Leppings Lane var der ingen filtrering af tilskuerne. Dette kunne ellers have sørget for, at ikke alle tilhængerne ankom til området omkring billetlugerne på samme tid. Prioriteten burde være givet hertil, især set i lyset af det lille antal billetluger og den store ophobning af fans, som dette ville betyde.

Når Leppings Lane-fansene var kommet indenfor blev de mødt af et stort skilt, hvorpå der stod “standing” sammen med et stort “B”. På samtlige billetter var trykt et tilsvarende “B”, hvilket naturligvis fik tilhængerne til fejlagtigt at tro, at dette var den eneste indgang til selve tribunen. Førnævnte skilt var nemlig placeret over en indgang til en tunnel med en nedadgående hældningsprocent på ca. 17% – altså en yderst stejl bakke. Denne tunnel førte rigtigt nok fansene ind til selve tribunen, men kun til de centrale “pens” nummer 3 og 4. (“A3" og “A4") Dette ville Liverpool-tilhængerne naturligvis have vidst, såfremt de besøgte Hillsborough på ugentlig basis ligesom Anfield, men da mange aldrig havde været på Hillsborough før, efterlod systemet dem ingen chance. Politiet og Sheffield Wednesdays stewards skulle senere vise sig, ikke at tage højde for dette, og flertallet søgte derfor derhen, hvor deres billet gav adgang – tunnelen med det store “B”.

Efterhånden som kick off nærmede sig, blev menneskemængden stadigt større. Hele vejen rundt om var der mure og hegn, og den eneste mulighed for at komme væk var bag fansene, altså der hvor der stadig ankom flere og flere mennesker. Flugt var altså med andre ord umulig. Politifolkenes rapporter om, hvad der herefter skete, er forskellige fra, hvad Liverpool-fansene fortalte. Pludselig fokuserede politiet på, hvor meget tilskuerne angiveligt skulle have drukket. En betjent fortalte: “hovedparten af supporterne syntes at være grebet af tanken om, hurtigst muligt at skaffe sig adgang til stadion, og det nu. Hvis nogen skulle komme til skade, hvad så?... De virkede fanatiske for at komme ind… selv om jeg ikke syntes det i øjeblikket, så tror jeg nu, at fansene forsøgte at storme billetlugerne”.

Det var tydeligt, at situationen udenfor stadion, men indenfor yderportene nu var ude af politiets kontrol. Indenfor blev det noteret, at de fans, som kom igennem lugerne, så “forpinte” ud. De syntes at forsøge igen at få vejret. Nogle råbte hysterisk til politifolkene indenfor, at mennesker ville komme til skade, hvis der ikke blev taget hånd om situationen udenfor. Radioproblemer gjorde det vanskeligt for politifolkene indenfor at finde ud af, hvor alvorlig situationen udenfor rent faktisk var. Nogle fans klatrede simpelt hen over muren og ned på den anden side af billetlugerne. De blev hjulpet af betjente, som fandt ud af, at presset udenfor var umådelig stort. Børn blev sendt henover folkemængden på skuldrene af folk, så de kunne undslippe det massive pres. Dette blev også bemærket af politifolk på heste udenfor. Der var nu panik i luften, og politiet forsøgte forgæves at anmode folk om at træde tilbage. Dette var umuligt. Folk havde tydeligvis problemer med at trække vejret.

Fans fortalte en anden historie end politiets. Flere bemærkede en åbenlys mangel på politi-tilstedeværelse udenfor stadion. Én hørte politifolk bebrejde fans, at de kom for sent, og mange fortalte de tilstedeværende politifolk, at situationen var alvorlig og på vej ud af hænderne på politiet. Der var ingen, som sørgede for at filtrere menneskemængden. En fan fortalte siden hen, at han hørte en betjent sige, at der var masser af plads indenfor. De gik derfor igennem tunnelen og ned til afsnit 4.

Øjenvidneberetningerne er mange, og alle fortæller de samme historie. Der var overhovedet ikke styr på situationen. De fleste ankom til området mellem kl. 14 og kl. 14.45, sådan som man kunne forvente. Flertallet ankom ifølge disse beretninger ikke senere end normalt, sådan som politi og medier siden ville hævde. Alle var klar over, at adgang til stadion ville være alles redning, og da man så en ung tilhænger blive afleveret henover hovederne på mængden, gik det op for folk, at mennesker oppe foran ville dø, hvis ikke noget blev gjort ved situationen.

En politiinspektør råbte, at man måtte åbne udgangsportene ved siden af billetlugerne for at mindske presset. Politikommissær Marshall var skeptisk overfor at efterkomme denne anmodning, da han følte at det at give folkemængden adgang til stadion ville ophæve arbejdet for at forhindre hooliganisme indenfor. Kommunikationen mellem betjentene udenfor og i kontrolboksen var svær, da en fejl opstod i radiosystemet, netop da man havde mest brug for at det virkede. Marshall besluttede, på baggrund af den “ekstreme uro” i ansigtsudtrykket på sin inspektør, at den eneste praktiske måde at forhindre dødsfald udenfor stadion ville være at åbne udgangsportene.

- Jeg kontaktede kontrolrummet via radioen og bad om tilladelse til, at portene i Leppings Lane enden blev åbnet. Der var intet svar, fortalte kommissær Marshall senere. Da der ikke kom noget svar, regnede Marshall med at det skyldtes, at hans radio var defekt, og han fik derfor straks fat i en kollegas radio, hvorefter han gentog sin anmodning overfor den øverste ledelse, Duckenfield og Murray, i kontrolboksen. “Der var intet svar”, fortalte Marshall igen.

Kontrolboksen på Hillsborough var placeret i en hævet position over Leppings Lane tribunen i den sydvestlige ende. Den gav et fint udsyn over ståtribunen, og der var med hjælp fra overvågningskameraer mulighed for at følge udviklingen udenfor stadion. David Duckenfield kunne omkring kl. 14.30 se, at mængden blev større, og han spurgte derfor Bernard Murray til råds. Denne svarede, at med en halv time til kick off, så skulle de nok få dem alle sammen ind til tiden. En eventuel udsættelse af kampen blev også diskuteret mellem de to mænd, og man var tidligere blevet enige om, at en sådan udsættelse krævede et “identificerbart problem” såsom en alvorlig hændelse, en ulykke eller tåge på the Pennines (bjergkæde mellem Liverpool og Sheffield). Man ville ikke udsætte kampen af hensyn til mennesker, “som var ankommet til området i rimelig tid, men som havde valgt ikke at søge ind på stadion umiddelbart efter ankomsten.” En udsættelse afhang altså med andre ord utroligt nok af, om de to politichefer mente, at et pres udenfor var selvforskyldt eller ej!

Kommissær Marshalls første anmodning om at åbne portene blev modtaget i kontrolboksen kl. 14.47. Duckenfield var ikke meget for at åbne porten, idet også han tænkte, at man hermed ville opgive at udelukke fulde og billetløse fans fra stadion. Duckenfield kiggede på skærmen, som viste port C og så tilsyneladende porten blive tvunget åben. Han tænkte, “hvis portene alligevel blev tvunget åbne, hvorfor bliver jeg så spurgt?” Sandheden var, at det faktisk var politiet selv, som havde åbnet porten for at smide en fan ud! Andre fans havde dermed fået adgang til stadion, men porten blev lukket igen umiddelbart efter. Duckenfield troede på dette tidspunkt fejlagtigt, at fans havde tvunget porten åben.
Da kommissær Marshalls anden anmodning kom ind over radioen, kunne der dog ikke være nogen tvivl om, at dette ikke var tilfældet. Der var nu nærmest tale om et krav fra Marshall: “Åbn portene eller folk vil blive alvorligt skadede eller dø!” Duckenfield var tavs, men tænkte: “En mand som jeg har kendt i mange år, en mand som jeg respekterer og beundrer, krævede noget af mig, som jeg normalt ikke ville give… jeg tog det synspunkt, at Marshall fortalte mig, at medmindre jeg åbnede portene, ville det medføre alvorlig skade og mulige dødsfald…"

Kommissær Murray, Duckenfields højre hånd i kontolboksen, brød den lange tavshed og spurgte: “Mr. Duckenfield, vil du åbne porten?”

Duckenfield mumlede: “Hvis det er sandsynligt, at der vil være alvorlige skader eller dødsfald udenfor, så har jeg intet andet valg end at åbne porten.” Han så på Murray og sagde “Åbn portene”.

- Det første jeg bemærkede var, hvor stort et hul den [Leppings Lane tribunen] var. Jeg kom ind omkring 13.15 og gik rundt oppe bag tribunen – der var intet. Toiletterne var forfærdelige. Vi gik ned gennem tunnellen, og det første jeg tænkte på, var burene. Det var overhovedet ikke ligesom the Kop på Anfield.

Citatet er naturligvis fra én af de overlevende på Hillsborough, men der var mange som sagde stort set det samme om det første møde med Leppings Lane-tribunen. Den centrale del af tribunen – på Hillsborough de to bure 3 og 4 – blev naturligvis fyldt op først, ligesom på stort set alle andre stadions til alle andre fodboldkampe, idet mange fans foretrækker at have et centralt udsyn over banen. Det var bestemt ikke noget, som politiet ikke kunne have forudset, ligesom det ikke kunne have kommet som en overraskelse, at de fleste tilskuere ville dukke op ved indgangene i den sidste time inden kick-off.

Flere fans bemærkede senere, at det havde virket underligt, at de yderste bure var halvtomme, samtidig med at de centrale blev så hurtigt fyldt. Flere fans fortalte bagefter, at de med stort besvær havde kæmpet sig vej op igennem tunnelen ved omkring 14-tiden, fordi de fandt overbefolkningen decideret “ukomfortabel”, men det var ikke muligt blot at bevæge sig “sidelæns”, altså ud mod hjørnerne, på grund af inddelingen af tribunen i bure.

Tribunen var nomineret til 10.100 mennesker, og hvert af de to centrale bure skulle kunne holde 2.100 mennesker. Det eneste, der blev kontrolleret, var dog, hvor mange som kom igennem tælleapparaterne, og overbefolkning var derfor absolut muligt. Allerede omkring kl. 12 havde politiassistent Creasor spurgt Bernard Murray, politi-kommissæren, om ikke man skulle fylde ét bur ad gangen. Murray havde svaret, at alle burene skulle holdes åbent fra starten, og man skulle så lade fansene “finde deres eget niveau”. Et eksempel på den selvtilfredshed, som var blevet fremherskende i forbindelse med sikkerheden omkring afviklingen af fodboldkampe på det tidspunkt. Den øverste chef - David Duckenfield - troede fejlagtigt, at styringen af folkemængden og kontrol var Sheffield Wednesdays og dermed klubbens kontrollørers ansvarsområde. Han antog, at klubben sørgede for at styre tilskuerne, når først de var kommet indenfor, men han havde ikke haft kontakt med klubben omkring ansvarsområderne. Billeder som blev taget omkring en halv time før kick-off viser tydeligt, at bur 3 og 4 var fyldte, mens 1,2 og 5 var halvtomme. Det kunne også tydeligt ses fra kontrolboksen.

Da Duckenfield (som omtalt i forrige afsnit) gav ordre til at åbne port C, på grund af det store pres udefra (som igen skyldtes et alt for lille antal billetluger) øgede det naturligvis presset inde på stadion. Fans, som kom ind igennem porten, fortalte senere om, hvor lettede de havde været over at være sluppet for det enorme pres, og de kunne også berette om politiets tilstedeværelse umiddelbart indenfor stadion, men intet blev gjort for at filtrere menneskemængden. På samtlige Leppings Lane-billetter stod der et stort “B” – det samme som var placeret ved den port, som umiddelbart indenfor på stadion førte til de to centrale bure.

Tilhængerne, som efterhånden havde travlt, hvis de skulle nå ind til kampens start, havde ingen jordisk chance for på forhånd at vide, at der var en anden vej ind til yderburene 1,2 og 5, for der var ingen – hverken Sheffield Wednesdays kontrollører eller politifolk til at lukke adgangen til 3 og 4 af og føre dem mod de øvrige bure – som man ellers havde gjort det til semifinalen året før. Én af de allermest afgørende faktorer var, at ingen fortalte dem, at billetten også gav adgang til de stadig halvtomme bure i hjørnerne. Det var her, David Duckenfield og politiet begik en alvorlig og dyr fejl, som kom til at koste 96 mennesker hjemturen og resten af livet. Over 2.000 mennesker fik i de ganske få øjeblikke adgang til stadion, og de fleste kom igennem tunnelen nedad mod bur 3 og 4, som altså pludselig indeholdt det dobbelte af kapaciteten.

Da holdene kom på banen var publikum i de øvrige dele af stadion højlydte og sang og tiljublede spillerne, efterhånden som navnene blev læst op. I bur 3 og 4 skreg folk, mens andre mistede bevidstheden. De følgende er udsagn fra fans i de to bure:

- Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg har oplevet pres tidligere, hvor man kan lette det en smule ved at dreje sig eller finde lidt plads. Dette var anderledes. Det var et virkelig hårdt pres. Så slog det mig, at jeg ikke kunne få vejret.

- Jeg kunne ikke tro, hvad der skete. Ingen kunne flytte sig, ikke en centimeter. Folk omkring mig var forvredne i hvad end position, de var blevet mast sammen. Hoveder var låst mellem arme og skuldre, ansigterne gispede i panik.

- Jeg havde været i pressede folkemængder tidligere, men jeg vidste, at dette var anderledes. Vi havde alle haft det ubekvemt i næsten en halv time, men vi troede, at det ville løse sig selv, så snart alle var inde og kampen gik i gang. Det skete ikke. Da holdene kom på banen, syntes det at stramme yderligere. Jeg var bøjet forover ved livet med hele min vægt pressende ind på folk foran. Først var smerten i ryggen skarp, men så var det i brystet. Pludselig slog det mig, at jeg var ved at dø.

I bur 3 var det – som folk beskriver – rent kaos. Presset var så stort, at de fans som stod forrest, fik mast ansigterne ind i hegnet, som adskilte tribunen fra banen. De fleste af disse mennesker var stille, enten allerede besvimede eller ude af stand til at få vejret.

- Jeg opdagede pludseligt, at fyren ved siden af mig var død, hans øjne bulede ud og tungen stak ud af munden. Det var grufuldt. Folk havde mistet kontrollen over deres kroppe og lugen var forfærdelig.

- Jeg så en ung dreng falde ned og vidste, at det var slut for ham. Han gik ned under folks fødder, men ingen kunne gøre noget ved det. Presset var for stort. Jeg husker masser af mennesker råbe til politiet foran dem, at de skulle åbne portene, men de syntes bare lamslåede. De gjorde ingenting.

- Vi sloges for vore liv. På et tidspunkt kiggede jeg over på ham… [vidnets søn] …han så lidt bleg ud, men jeg troede, han var ok, og at jeg var på vej til at dø. Mit armbåndsur blev revet af, og en eller anden tog en bid af min skulder fordi de må have været i stor smerte…Folk råbte til ham [politibetjenten], at han skulle åbne porten eller gøre noget, og han ignorerede bare disse råb. (Denne mands søn døde).

- Jeg kom til et punkt, hvor jeg ikke kunne få mig selv op, da en eller andens hånd kom ud af det blå og trak mig op ved håret. Personens hånd mistede taget, kom så igen og trak mig op endnu en gang. Denne gang kunne han med lidt hjælp fra mig selv få mig i en hovedlås. (Efter selv at have reddet et liv, mistede redningsmanden og dennes bror begge livet).

Kampen inde på banen var nu i gang, da en stålbarriere i bur 3 – nærmest et stålrør som forhindrer kraftig bevægelse fremad ved eksempelvis scoringer – på ét af de nederste trin knækkede under vægten af de mange fans helt oppe bag fra tribunen. Folk bag den faldt ned oveni de allerede bevidstløse foran, og det hele var én stor bunke af mennesker – døde, levende og bevidstløse.

Bagerst på tribunen forsøgte folk ved hjælp oppefra at kravle op i selve West Stand, som var placeret over Leppings Lane ståtribunen. Det mest vanvittige var dog, at fans oppe foran, som forsøgte at klatre over hegnet ind mod banen for at undslippe døden, blev skubbet tilbage af politibetjentene. Under fødderne var nu døende kroppe. Eddie Spearritt var med sin 14-årige søn Adam, og begge var placeret i bur 4. Eddie fortalte:

- På dette tidspunkt var Adam besvimet, og jeg sagde ordret “min dejlige søn er ved at dø”, og jeg tiggede ham [betjenten] om at hjælpe, og han gjorde ingenting. Han stod bare der og kiggede på mig, så jeg tog fat i Adam. Han havde en træningsdragt på, og jeg tog fat i hans opslag og prøvede at løfte ham over hegnet, og hegnet er omkring tre meter højt med pigge som peger indad. Jeg kunne ikke løfte ham.

Så begyndte jeg at slå på hegnet, i håb om at kunne slå det ned… jeg havde ikke succes med det, og det eneste jeg fik ud af det, var at mine hænder blev dobbelt størrelse og fuld af huller hvor jeg havde slået på hegnet. Ingen åbnede den port. Lige i begyndelsen, da jeg tiggede betjenten om at åbne porten, hvis han havde åbnet den, så ved jeg at jeg kunne have fået Adam ud. Jeg ved det, fordi jeg var der, og jeg ved hvordan situationen var. Eddie, nu panikslagen og desperat, fulgte sin søn ind i bevidstløsheden.

Folk begyndte på dette tidspunkt at dø, fordi der på politiets ordre var blevet lukket for mange mennesker ind af yderportene på én gang, og fordi der ikke var andre synlige indgange til selve tribunen end den tunnel som førte direkte ned til bur 3 og 4. Der var intet personale eller politi til at lukke området af og lede folk til de stadig halvtomme bure i hjørnerne.

Til gengæld var der masser af politifolk nede foran tribunen, hvor det høje hegn sikrede at fansene ikke umiddelbart kunne få adgang til banen. Luften var fyldt med skrig og desperation, hvordan kunne man fra politiets side overhovedet tro at det var hooliganisme?

En politibetjent kunne se at folk blev mast op ad hegnet nede ved banen, og der blev råbt fra fansene indenfor at de skulle åbne portene. Han prøvede at få kontakt med kontrolrummet via sin radio, og spurgte om porten kunne åbnes. Han modtog intet svar. Han fortalte senere: ”Lyden var forfærdelig og folk skreg, en anderledes slags skrig og jeg åbnede porten helt. Jeg så mennesker som blev presset ind mod hegnet som var ved at blive blå i hovederne. Jeg sendte en ny radiobesked. ”Dette er alvorligt. Folk er ved at dø hernede.” Jeg forsøgte at trække folk ud igennem porten men de var fuldstændig låst fast. Kvinden [omtalt tidligere]…var ved at få en mørk farve i hovedet og jeg gestikulerede for at få folk tilbage men blev spyttet på og nogen råbte ”Fuck off, copper”.

Efter at politichefen David Duckenfield havde beordret yderporten åbnet - som tidligere omtalt - havde han ifølge eget udsagn holdt øje med bevægelser og besværligheder i menneskemængden, og fra hvor han stod ”så han ikke at der var en tæthed”. Han fortsatte: ”Jeg havde holdt øje med Leppings Lane og jeg havde ikke set nogen indikation på noget som fik mig til at tænke at der var noget unormalt i gang…tribunen syntes i orden.” En chokerende bemærkning fra en mand som stod placeret nærmest lige oven over de omtalte tribuneafsnit.

Duckenfield regnede med at der var personale indenfor til at guide fans til de tomme tribuneafsnit. Endnu et tegn på at han slet ikke var klar til så stor en begivenhed som en FA Cup semifinale, og han kunne tilsyneladende heller ikke se at de centrale afsnit var fyldt til mere end bristepunktet. Heller ikke til trods for at han selv bagefter fortalte Lord Taylor at han havde observeret folk klatre over hegnet ind til de omkringliggende afsnit. Da han kiggede ned, så han en port blive åbnet nede ved selve banen, og et par personer komme ud på arealet mellem banen og tribunen. Han troede nu at det var folk der bare udnyttede en mulighed for at komme tættere på banen. Han troede det var starten på en decideret invasion af banen, en 'pitch invasion'. Det var dette budskab som nåede frem til de øvrige politibetjente omkring Leppings Lane. De fik besked på at de skulle komme ned til banen, men de var slet ikke klar på at håndtere en katastrofe. De troede de skulle holde øje med ballade. De troede der var tale om hooliganisme.

Det var et frygteligt syn der mødte dem. I afsnit 3 var en bunke af mennesker 10-12 meter tilbage fra det forreste hegn. En af politifolkene sagde bagefter at han troede at de var faldet efter at presset var blevet lettet og at de derfor nu ville rejse sig op. Det gjorde de ikke. En anden vurderede at der var tale om godt 50 mennesker ”flettet sammen” i bunken. ”De var livløse, deres øjne uklare…andre klagede sig, andre som var fanget af legemsdele skreg efter hjælp.” Bunken syntes at være ”6 eller 7 [mennesker] høj.

Det var umuligt at komme til at få folk ud, uden at træde på de mange mennesker, og det var umuligt at se, hvem der var døde og hvem der stadig var i live og hvem der ville overleve. Det var simpelt hen et spørgsmål om held. Duckenfield var på dette tidspunkt ude af i stand til at give en præcis forklaring på, hvad der skete, udover at en mulig invasion af banen havde resulteret i at kampen var blevet stoppet (af politiet). Dette på trods af at han altså var placeret umiddelbart ovenover Leppings Lane tribunen i hjørnet. Han havde uforstyrret udsyn over hele situationen.

Ikke længe efter kl. 15.15 ankom Graham Kelly og Glen Kirton fra det engelske fodboldforbund i kontrolboksen. Også Graham Mackrell fra Sheffield Wednesdays bestyrelse var til stede. Duckenfield fortalte dem at Liverpool fans havde stormet yderport, og skabt et pres ind på stadion, ned igennem tunnelen og oveni de folk som allerede befandt sig i de centrale afsnit. De første frø til hvad der senere blev en kamp for retfærdighed blev her lagt af en løgnagtig og yderst inkompetent politichef. Hvis han på dette tidspunkt havde haft den anstændighed at fortælle sandheden om, hvad der netop var foregået, ja så kan det sagtens være at jeg ikke sad og skrev dette i dag.

Graham Kelly talte umiddelbart efter til den samlede presse og i god tro gengav han Duckenfields løgn. Indenfor få minutter blev det bragt verden over. Der havde fundet en stor katastrofe sted – og det var Liverpool fansenes skyld!

Denne version af begivenhederne skulle senere vise sig uhyre vanskelig at fjerne fra folks bevidsthed. Det er faktisk ganske nemt at argumentere for at det endnu ikke er lykkedes, især når man i forbindelse med sidste sæsons kvartfinaler mod Juventus i flere af de skrevne medier herhjemme kunne læse en opremsning af de største episoder med hooliganisme i 70'erne og 80'erne og se Hillsborough nævnt. Duckenfield fik større indflydelse på mange menneskers liv end han nok havde forestillet sig, da han takkede ja til at efterfølge Brian Mole som leder af begivenheden Liverpool-Nottingham F 15. april 1989.

Pludselig var banen forvandlet til en scene fra en krigsfilm. En slagmark med massevis af mennesker rendende frem og tilbage med døde og livløse kroppe. Mange blev placeret på banen, nogle båret på reklamebannere. David Hughes fortæller om scenerne:

- Jeg bemærkede en St. John's Ambulance-hjælper, en dreng måske omkring 12 år gammel, som stod ved siden af banen foran os, og han skreg hysterisk. Han var til kampen for at give førstehjælp til fans hvis nødvendigt, men intet i hans træning kunne forberede ham på dette. En anden af St. John's-hjælperen, en pige på omkring 17 skreg til ham ‘gør noget for at hjælpe dem'. Det er en scene, jeg aldrig vil glemme.”

Politichefen Bernard Murray, der var sendt ned på banen for at undersøge, hvad der var galt, bad straks om at få tilkaldt massevis af ambulancer. Senere blev der også anmodet om hydraulisk klippeudstyr til at klippe hegnet op, men udenfor vidste politiet ikke, hvad der foregik indenfor, og man fortalte derfor personalet med dette udstyr, at det var der ikke behov for.

En sportshal ved siden af stadion blev i hast oprettet som midlertidigt lighus, men alt var stadig kaos. Forsøg på genoplivninger foregik alle steder. En læge bekræftede siden, at han erklærede 20 dødsfald i hallen omkring klokken kvart i fire. Der blev givet ordre til, at ligene skulle blive i sportshallen indtil de var blevet fotograferet og identificeret.

Indenfor den første time ankom 88 personer til Northern General hospitalet. 11 blev erklæret døde ved ankomsten, 56 blev indlagt og 21 behandlet og udskrevet. På Hallamshire ankom 71. Én var død ved ankomsten, 25 blev indlagt, og 45 behandlet og udskrevet. Prioritering var vigtig; det handlede om at redde liv. Ligene blev returneret til sportshallen ved stadion.
En ungdomsklub tæt på Hammerton Road politistationen blev åbnet til at huse pårørende og overlevende, som stadig ventede på at høre nyt om venner og familiemedlemmer. Da embedsmanden for ligsyn ved kontroversielle dødsfald, Stefan Popper, som havde givet ordren til at benytte hallen som midlertidigt lighus ankom, autoriserede han straks, at der blev taget blodprøver af samtlige døde for at fastslå alkoholpromillen. På trods af at mange af ofrene var meget unge, fik samtlige taget prøven.

Men hvorfor? Det var aldrig sket ved tidligere katastrofesituationer i Storbritannien. Der var intet, som retfærdiggjorde denne påtrængende handling, men den antog at ofrene havde været fulde og derfor kunne have bidraget til egen og andres død. Den garanterede, at beskyldninger om fuldskab ville forblive i fokus, hvilket sårede pårørende, da de følte at offentliggørelsen af ofrenes navne udelukkende ville medvirke til at bringe skam over deres liv.

Pårørende, som ankom til hallen for at få svar på, om deres pårørende var blandt ofrene, blev interviewet – eller snarere forhørt – af politi omkring deres handlinger i løbet af dagen. Samtalerne handlede om alkohol, off-license butikker (der sælger øl) og supermarkeder, og folk blev spurgt, om de havde drukket inden kampen og om de havde set andre drikke meget eller opføre sig dårligt. Det var typisk disse områder, politiet var interesseret i, for at “opbygge et billede af hele dagen”.

Undersøgelser blandt ofrenes familier viste bagefter, at de alle følte, at den behandling, de fik i hallen, var rystende dårlig. Kun én familie ad gangen blev lukket ind i hallen, men først efter at have kigget samlingen af fotografier af uidentificerede lig igennem.

Én kvinde fortalte, at de blev ført ind i hallen, hvor hendes søn, James Delaney, lå på en vogn i en pose med nummeret 33 udenpå. De bøjede sig ned for at kysse James og snakke til ham, og da de rejste sig op, forsøgte en politibetjent at føre dem ud, helt ud af hallen. Moderen sagde, at holdningen var, at nu havde vi identificeret nummer 33, så nu kunne vi bare gå. James' forældre tryglede om at få lov til at blive hos deres søn, men det blev afslået.

Margaret Aspinall, hvis søn James var blandt ofrene, ankom sammen med sin mand næste dag til Medico-Legal Centeret, men fik kun lov at se James igennem glas. “Jeg sagde, jeg ville have ham med hjem, men de sagde, at han ikke tilhørte mig. Han tilhørte embedslægen, det var den mest forfærdelige ting at tvinge en mor igennem.”

En chef fra Sheffields ambulance-service udtalte siden kritik af proceduren omkring identifikationen af ofre. “Vi var tvunget til at stå og lytte til identifikationen af over 60 mennesker. Skrigene og gråden kunne høres overalt. Det var forfærdeligt og noget jeg aldrig vil glemme,” sagde han.

Politikommissær Addis som stod for proceduren sagde bagefter, at den efter omstændighederne var korrekt, og at den fungerede godt. Han sagde: “Klokken halv fem om morgenen var 74 af de [på det tidspunkt] 94 lig blevet identificeret. Dette var førsteklasses. ”De resterende blev flyttet til Medico-Legal Centre, hvor de kunne blive identificeret senere. En time senere var alle ligene blevet overført.

Det var en procedure, som tilgodeså politiets behov for pragmatisk og professionel håndtering. Phil Scraton skriver i sin bog Hillsborough The Truth videre, at proceduren behandlede pårørende som objekter på et samlebånd. Ved hvert stadie af processen blev de nægtet basale rettigheder og behov.

Ambulance-chefen udtalte: “Det var fuldstændig unødvendigt, at folk skulle gennemgå den lidelse, præsentationen af et lig til identifikation er et tidspunkt for de nærmeste at komme overens med et chok, det er en meget vigtig del af sørgeprocessen, ligene skulle præsenteres rene, vaskede, håret i orden, med værdighed på en menneskelig facon, ikke i en ligpose.”

Historierne er næsten lige så mange som ofrene, men alle beskriver de en horribel dag og nat for de efterladte familier, men helvede var på ingen måde overstået for familierne. I dagene derefter berettede officielle kilder om, hvordan tusindvis af Liverpool fans var ankommet fem minutter inden kick-off. Jacques Georges, UEFA's præsident, kom med stødende kommentarer, som sammenlignede Liverpools fans med vilde dyr. Adskillige aviser rapporterede, hvordan Liverpools fans havde tvunget sig adgang til stadion.

Den 18. april – tre dage efter – skrev Sheffield Star at bøller havde angrebet ambulancefolk og urineret på politifolk, som forsøgte genoplivning. Irvine Patrick, et lokalt medlem af parlamentet udtalte på ITV, at han havde talt med politifolk, som fortalte, at de var blevet angrebet, sparket og slået.

Dagen efter gik morgenaviserne i krig. The Suns forside lød “THE TRUTH: Nogle fans stjal fra lommerne af ofrene; nogle fans urinerede på modige politifolk; nogle fans tævede politibetjent under genoplivningsforsøg”. Det kom senere frem, at Kelvin Mac-Kenzie, avisens redaktør, oprindeligt ville have brugt overskriften “YOU SCUM”. Flere andre aviser havde lignende historier, men ikke så brutale som dem nævnt her. Taylor rapporten, som senere blev sat i værk for at undersøge katastrofen, tilbageviste samtlige disse beskyldninger. Ikke et eneste vidne (ud af flere tusinde) havde bekræftet beskyldningerne, og Taylor kritiserede samtidig de, som kom med dem, og de som viderebragte dem. Lord Taylor sagde, at de havde været bedre tjent med at tie stille.

Men på det tidspunkt var aviserne ligeglade. Beskyldningerne blev i det store hele stående, og det blev et kendt “faktum”, at Liverpool fans slog deres egne ihjel. En mor til et af ofrene udtalte om situationen: “Vi opdagede hurtigt, at vi ikke kun var i en kamp for retfærdighed for de, som døde, men også for at rense dem og de fans, som overlevede.”

Indkast.dk takker Liverpools danske fanklub for deres medvirker til denne artikel.



Optakter
Optakt 28/4 - 20:45
Atalanta - Juventus
Magasin-artikler
Magic Magpies back in Premier League
Indkast.dk har kigget tilbage på sidste sæson, hvor Newcastle købte stort ind, men rykkede ud af Premier League – nu er de tilbage. Hvad er sket ?
Siden Mike Ashley købte Newcastle i sommeren 2007, har det været ualmindelig hektisk i den store nordengelske fodboldklub. Flere store managere som Sam Allardyce, Kevin Keegan, Joe Kinnear, Alan Shearer, Chris Hughton, Alan Pardew, John Carver, Steve McClaren og Rafa Benitez har været i klubben i den tiårige periode – og mandag aften skrev klubben nok et kapitel til den dramatiske periode.

For Newcastle spillede sig tilbage i Premier League, og dermed blev spillerne de helte, som Benitez havde udråbt dem til at ville blive i starten af februar, hvis de rykkede op – og dengang sendte manageren også en klar hilsen til klubejer Ashley om de manglende indkøb i januars transfer-vindue.

Det helt store indkøbsønske var Andros Townsend, men indkøbet til lidt mere end 100 millioner kroner blev ikke til noget, og sidenhen har Townsend gjort det godt for Crystal Palace. Blandt andet er det blevet til mål eller assists i tre af de sidste fire Premier League-kampe, selvom modstanderne har været så stærke som Liverpool, formstærke Leicester, Arsenal og Southampton.

Skuffelsen fra Benitez kom efter, at Newcastle havde solgt spillere som Moussa Sissoko, Georginio Wijnaldum, føromtalte Townsend, Daryl Janmaat, Remy Cabella og Papiss Demba Cisse for samlet 800 millioner kroner. Til trods for dette har de sikret sig afgang til Premier League, hvilket skulle sikre klubben vanvittige 1,5 milliard kroner. Gigantiske beløb!

Benitez har dog også fået lov til at styrke truppen, hvilket han har gjort med gode indkøb af spillere som Issac Hayton, Ciaran Clark, DeAndre Yedlin, Hanley og Daryl Murphy samt målmaskinerne Dwight Gayle og Matt Ritchie. Mere tvivlsomme har Achraf Lazaar, Mohammed Diame, Matz Sels og Jesus Gamez – men også målscorer i oprykningskampen imod Presten North End… Christian Atsu – været. Disse tolv spillere er alle købt af Benitez – med hjælp fra chefscouten Graham Carr, så selvom manageren manglende indkøb i januar, så har Ashley åbnet noget for pengekassen.

I forrige sæson indkøbte Newcastle faktisk seks spillere: Wijnaldum, Aleksandar Mitrovic, Florian Thauvin, Jonjo Shelvey, Townsend og Chancel Mbenba. Alle kostede et godt stykke over et trecifret millionbeløb, men alligevel rykkede Newcastle ned.

Sejren over Presten North End gjorde dog, at Newcastle vendte tilbage til Premier League efter blot en enkelt sæson i Championship. Mange andre storhold som Leeds, Aston Villa, Birmingham, Blackburn og Bolton har døjet meget med at vende tilbage til det fornemme selskab, men Newcastle rystede ikke på hånden, og dermed vender den tidligere Chelsea og Liverpool-manager Benitez tilbage til Premier League efter perioder hos selveste Napoli og Real Madrid. Et flot CV for den 57 årige spanier.


500 millioner kroner blev brugt – men forkert
Newcastle sluttede i 2011/12 på en femteplads i Premier League, men ellers har klubben, siden Ashley overtog den, ofte sluttet tæt på nedrykningsstregen. Således var placeringerne 15, 10 og 16 inden nedrykningen i sidste sæson. Samlet set var den værste periode vel med Steve McClaren som manager. Den tidligere Manchester United-manager lavede en treårig kontrakt med Newcastle, som kunne blive forlænget til i alt otte år, men sådan gik det slet ikke.

McClaren forlod Newcastle på første arbejdsdag i en gigantisk Audi med privatchauffør, hvilket stod i grotesk kontrast til arbejderklubbens dyder. Ikke en populær handling, og forinden var han blevet fotograferet med bryllupsparret Rikki og Emma Donaldson på St. James' græsplæne sammen med klubbens tredjedyreste indkøb nogensinde – Wijnaldum.

Det spontane – og meget anderledes bryllupsbillede – gik verden rundt på de sociale medier, og Newcastle-fansene havde dermed blandede følelser for McClaren, men 73 dage senere var balladen i gang. Da Newcastle på hjemmebanen blev slået ud af Carling Cuppen af Sheffield Wednesday, havde holdet blot hentet to point i de første seks Premier League-kampe. Dette skete, selvom klubben op til sæsonstarten havde brugt omkring 500 millioner kroner på nye spillere, hvilket kun blev overgået af Manchester City i Premier League, og det duede ikke…

Da klublegenden Alan Shearer så spillerne ankomme til den efterfølgende kamp på hjemmebane imod Chelsea, slog han knastørt fast, at spillerne lignede nogen, der var på vej til et bryllup ikke en fodboldkamp – med henvisning til det føromtalte billede, men han anfægtede også, at noget var galt i klubben.


Ikke Austin eller Remy – men Cisse og Mitrovic
Den dårlige sæsonstart blev begyndelsen til nedrykning. McClaren havde indkøbt unge talenter til truppen, men det viste sig at blive kostbart. De ny-tilkommende Wijnaldum, Mitrovic, Mbemba og Thauvin var alle i starten af tyverne og dermed slet ikke klar til en brutalt nedrykningskamp, som McClaren også forsømte at købe en ordentlig målmand til.

Internt var der også ballade i Newcastle… for McClaren ville have klubben til at købe Charlie Austin, men bestyrelsen var bekymret for den skadede angriber. I stedet blev pengene brugt på Mitrovic og Cisse. Få kampe inde i sæsonen var Cisse skadet og Mitrovic havde fået et rødt kort imod Arsenal og flere dages karantæne. Newcastle lavede blot 13 Premier League-mål i de første 21 kampe. Førstevalget var Siem De Jong, der siden ankomsten fra Ajax brugte 16 måneder på at lave to mål. Sæsonen før havde Newcastle lejet Loic Remy i Chelsea, og han lavede 14 mål, selvom han blot startede 24 kampe, men heller ikke ham fik Ashley købt.

I samme periode spillede Austin 16 kampe for QPR og lavede ti mål. Hvad var der sket, hvis McClaren havde fået sin vilje og Austin var blevet indkøbt? Eller Ashley var lykkedes med at hente målmanden Luigi Sepe i Napoli eller Ever Banega i Sevilla – som blot var nogle af de spillere, der stod på McClarens ønskeseddel. Enten ville Ashley ikke rette sig efter den, ellers kunne han simpelthen ikke opfylde ønskerne.

Det er usikkert, men sikkert er det, at i marts 2016 blev McClaren fyret og Benitez ansat, hvilket ikke var så underligt. For i en periode i 2015 fik de blot 15 point ud af 75 mulige, og de tabte 16 af 25 Premier League-kampe, selvom de havde købt stort ind. McClaren talte ved jobovertagelsen om at slutte blandt de øverste otte i Premier League og sågar vinde et trofæ. Newcastle vandt i denne periode fire kampe ud af 28, hvilket var imod Hull, Aston Villa, West Ham og Northampton.

Denne plet skal nu vaskes væk, men det bliver ikke let. For det er ikke blevet lettere at rykke op i Premier League og blive. Så Newcastle skal virkelig oppe sig for at vende tilbage – og stabilisere sig.

Benitez har dog vist, at han kan lave succesfulde indkøb samt har masser af erfaring. Så måske kan han komme til at sidde en længere periode i Newcastle, hvilket tidligere managere har haft så svært ved hos "The Magic Magpies".
Læs hele artiklen
Champions League – de sidste fire
Indkast.dk har kigget nærmere på Juventus, Monaco, Atlético og Real Madrid.
Juventus

Ideal-opstilling (4-2-3-1)
Buffon
Sandro, Chiellini, Bonucci, Alves
Khedira, Pjanic
Mandzukic, Dybala, Cuadrado
Higuain


Stadion
Juventus Stadium – plads til 45.666 tilskuere


Træner
Massimiliano Allegri – Italien - 49 år


Nuværende position i ligaen
Nr. 1


Stilling fra Champions League-gruppespillet
1. Juventus – 14 point
2. Sevilla – 11 point
3. Lyon – 8 point
4. Dynamo Zagreb – 0 point


Profil i Champions League
Dybala – fire mål i otte kamp


De sidste fem år i Champions League
2011/12: Gruppespillet
2012/13: Kvartfinale
2013/14: Gruppespillet
2014/15: Finale
2015/16: Ottedendelsfinale


Årets ti Champions League-kampe
Juventus – Sevilla: 0-0
Dynama Zagreb – Juventus: 0-4
Lyon – Juventus: 0-1
Juventus – Lyon: 1-1
Sevilla – Juventus: 1-3
Juventus – Dynama Zagreb: 2-0
Porto – Juventus: 0-2
Juventus – Porto: 1-0
Juventus – Barcelona: 3-0
Barcelona – Juventus: 0-0






Atlético Madrid
Ideal-opstilling (4-4-2)
Oblak
Luis, Godin, Savic, Gimenez
Carrasco, Koke, Gabi, Saul
Gameiro, Griezmann


Stadion
Vicente Calderon – plads til 54.907 tilskuere


Træner
Diego Simeone


Nuværende position i ligaen
Nr. 3


Stilling fra Champions League-gruppespillet
1. Atletico Madrid: 15 point
2. Bayern München: 12 point
3. Rostov: 5 point
4. PSV: 2 point


Profil i Champions League
Antonio Griezmann – 5 mål i 10 kampe


De sidste fem år i Champions League
2011/12: Deltog ikke
2012/13: Gruppespillet
2013/14: Finale
2014/15: Kvartfinale
2015/16: Finale


Årets ti Champions League-kampe
PSV - Atlético Madrid: 0-1
Atletico Madrid – Bayern München: 1-0
Rostov - Atlético Madrid: 0-1
Atletico Madrid – Rostov: 2-1
Atletico Madrid – PSV: 2-0
Bayern München - Atlético Madrid: 1-0
Leverkusen - Atlético Madrid: 2-4
Atletico Madrid – Leverkusen: 0-0
Atletico Madrid – Leicester: 1-0
Leicester - Atlético Madrid: 1-1






Monaco
Ideal-opstilling (4-4-2)
Subasic
Mendy, Jemerson, Glik, Sidibe
Lemar, Bakayoko, Fabinho, Silva
Mbappe, Falcao


Stadion
Stadion Luís ll – plads til 55.097 tilskuere


Træner
Leonarde Jardim – 42 år


Nuværende position i ligaen
Nr. 1


Stilling fra Champions League-gruppespillet
1. Monaco: 11 point
2. Leverkusen: 10 point
3. Tottenham: 7 point
4. CSKA Moskva: 3 point


Profil i Champions League
Mbappe – fem mål i syv kampe


De sidste fem år i Champions League
2011/12: Deltog ikke
2012/13: Deltog ikke
2013/14: Gruppespillet
2014/15: Kvartfinale
2015/16: Gruppespillet


Årets 12 Champions League-kampe
Villarreal – Monaco: 1-2
Monaco – Villarreal: 1-0
Tottenham – Monaco: 1-2
Monaco – Leverkusen: 1-1
CSKA – Monaco: 1-1
Monaco – CSKA: 3-0
Monaco – Tottenham: 2-1
Leverkusen – Monaco: 3-0
Manchester City – Monaco: 5-3
Monaco – Manchester City: 3-1
Dortmund – Monaco: 2-3
Monaco – Dortmund: 3-1






Real Madrid
Ideal-opstilling (4-3-3)
Navas
Marcelo, Ramos, Nacho, Carvajal
Kroos, Casemiro, Modric
Ronaldo, Benzema, Bale


Stadion
Santiago Bernabéu – plads til 81.044 tilskuere


Træner
Zinedine Zidane – 44 år


Nuværende position i ligaen
Nr. 1


Stilling fra Champions League-gruppespillet
1. Dortmund: 14 point
2. Real Madrid: 12 point
3. Legia W.: 4 point
4. Sporting: 3 point


Profil i Champions League
Ronaldo – syv mål i ti kampe.


De sidste fem år i Champions League
2011/12: Semifinale
2012/13: Semifinale
2013/14: Mestre
2014/15: Semifinale
2015/16: Mestre


Årets ti Champions League-kampe
Real Madrid – Sporting: 2-1
Dortmund - Real Madrid: 2-2
Real Madrid – Legia: 5-1
Legia - Real Madrid: 3-3
Sporting - Real Madrid: 1-2
Real Madrid – Dortmund: 2-2
Real Madrid – Napoli: 3-1
Napoli - Real Madrid: 1-3
Bayern München - Real Madrid: 1-2
Real Madrid – Bayern München: 4-2

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Manuel Neuer - Fra hadet til elsket
Manuel Neuer var længe uønsket af Bayerns fans, men hvorfor?
De tusindvis af A4-ark med skriften ”KOAN NEUER” (Ingen Neuer, red.) talte sit tydelige sprog dengang. De mest inkarnerede Bayern-fans ville ikke under nogen omstændigheder se et køb af den voldsomt talentfulde Schalke-keeper Manuel Neuer.

Det havde ellers været en offentlig hemmelighed i lang tid, at Bayern München ville hente en ny mand til målet, og at det skulle være Neuer. Men det var langt fra populært blandt fansene på Südkurve, og det ledte blandt andet til de mange A4-ark, der gjorde den normalt røde endetribune på Allianz Arena helt kridhvid forud for pokalsemifinalen mod netop Schalke tilbage i 2011.

Men hvorfor ville Bayern-fansene ikke have en keeper, der utvivlsomt besad et kæmpe talent, og meget vel kunne blive den nye Oliver Kahn – og objektivt set var længder bedre end Thomas Kraft, der vogtede buret for Bayern på det tidspunkt?

En ægte Schalke-dreng

Manuel Peter Neuer er født den 27. marts 1986 i Gelsenkirchen-Buer. Han begyndte at spille fodbold i Schalke allerede som 5-årig, og efter Neuer havde imponeret for Schalkes A-juniorhold, hvor han holdt målet rent i 19 ud af 30 kampe fik han i en alder af 20 år lov til at snuse til A-holdet, dog uden at komme i aktion. Dengang vogtede Frank Rost med stor succes målet i Schalke, mens Christian Poulsen og Ebbe Sand løb rundt ude i marken.

Sæsonen efter – i 2006/07 – fik Neuer chancen og fra spillerunde 10 stod den unge keeper resten af kampene i sæsonen, og lige siden var der ingen tvivl om, hvem der var førstevalg mellem stængerne hos ”Die Königsblauen.”

I de efterfølgende sæsoner hjalp Neuer sin klub mod toppen, og Schalke 04 var en stensikker top tre-klub. I Neuers første sæson blev holdet nummer to, mens de sæsonen efter var at finde på tredjepladsen efter 34. runder. Schalke havde tilmed en af de bedste forsvar i ligaen – ikke mindst takket være den sikre sidste skanse.

I 2009/10-sæsonen bar den 23-årige keeper anførerbindet i Schalke for første gang, og sæsonen efter var han øverst i hierarkiet. Særlig én kamp den sæson bliver Neuer stadigvæk husket for den dag i dag.

Vanvidspræstationen mod Manchester United

Schalke var på utrolig vis nået hele vejen til Champions League-semifinalen, hvor Manchester United ventede. Tyskerne havde slået Valencia og Inter ud på vejen. I kampen mod Inter, hvor Schalke vandt 5-2 på udebane havde Neuer allerede vist sine kvaliteter som sweeper, hvor han læste spillet på utrolig vis.

Schalke var naturligvis stærkt undertippede mod et Manchester United-hold, som året inden måtte give fortabt mod Bayern München i kvartfinalen, men som ellers havde været i to finaler i træk – i 2008 og 2009. Der var derfor ikke mange, der levnede de kongeblå tyskere mange chancer, men alle var enige om, at hvis der var én, der kunne drille englænderne, så var det manden med handskerne. Manuel Neuer.

Schalke tabte kampen med 0-2 på hjemmebane, men den unge tyske keeper pillede gang på gang glansen af Uniteds angribere, og der skulle gå næsten 70 minutter – og et hav af kæmpe chancer med fantastiske redninger til følge – før de fik passeret Neuer i kassen. Schalke-profilen var på dette tidspunkt meldt tæt på Bayern München men med Manchester United som tæt konkurrent, og medierne svømmende over af lovord til den unge tysker, mens Uniteds magtdemonstration knapt var et emne.

”Manu vs. ManU 0-2 – Hvor var resten af Schalke-holdet?” skrev Bild.

Westdeutsche Allgemeine Zeitung understregede ”Neuer er for god til Schalke. Han modbeviser kritikkerne, skiftet til Bayern giver mening.”

Den franske avis L'Equipe hyldede Neuer med ordene ”Det var 1 mod 11. Manuel Neuer mod Manchester United.”

Manuel Neuer afslørede kort tid efter, at han ville forlade Schalke 04 efter sæsonen, og selvom United angiveligt var interesserede i keeperen, som afløser for Edwin van der Sar, så afværgede han et skifte til England.

- United-scouts har været i Tyskland for at se mig, og jeg er meget smigret, men et skifte til England var ikke og er ikke en mulighed på nuværende tidspunkt. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, hvor jeg er næste sæson, men jeg regner ikke med, at det bliver England,” sagde Neuer den 4. maj 2011 til Daily Mail.

Et skifte til Bayern München lå dermed i kortene, og sydtyskerne selv hentydede da også til, at Neuer inden længe ville være at finde i München.

- Jeg kender Neuers beslutning, sagde Hoeness til Bild med et bredt smil, og da han efterfølgende blev spurgt, om han var tilfreds med beslutningen svarede han:

- Se på mig.

Hadet i München: Neuer må aldrig...

Få uger efter monsterpræstationen mod Manchester United bliver det da også offentliggjort. Manuel Neuer er ny Bayern-keeper fra 1. juli 2011.

Så hvorfor er Bayern-fansene så hamrende utilfredse med, at en keeper med så tydelig en klasse skulle stå for deres hjerteklub? Den præcise årsag er svær at svare på, men en af svarene var, at fansene var fint tilfredse med den daværende keeper Thomas Kraft – ham skulle en Schalke-spiller ikke tage pladsen fra. Ifølge de inkarnerede på Südkurve var der ingen grund til at skifte Kraft ud, og mange så ham som den 'næste Oliver Kahn.' Det lyder næsten tåbeligt i dag, men det var sådan fansene havde det. Neuer havde også tidligere – i 2009 – efter en Schalke-scoring i München løbet ud til hjørneflaget, revet det op ad jorden og jublet med det. Præcis det samme, som Oliver Kahn engang havde gjort, og som efterfølgende blev billedet på den tyske målmandslegende og hans engagement. Det havde også provokeret Bayern-fansene.

Efter semifinalen mod Schalke i 2011 – som gæsterne desuden vandt 1-0 og spillede sig i finalen – var Bayern-direktør, Karl-Heinz Rummenigge, ude at undskylde:

- Jeg synes ikke det er ok. Knægten har absolut intet gjort. Han har hverken sagt noget grimt eller negativt om Bayern. Jeg bryder mig ikke om fansenes opførsel her til aften. Jeg undskylder overfor Manuel Neuer på klubbens vegne, sagde Rummenigge ifølge Sky efter nederlaget.

Det virkede dog ikke til at stoppe fansene. Forud for sæsonen opstillede de fem Bayern-fangrupper „Schickeria München,“ „Inferno Bavaria '01,“ Munichmaniacs '96,“ „alarMstufe rot“ og „Munich's Red Pride,“ fem regler overfor Neuer:

1. Neuer må aldrig overtage med fan-megafonen
2. Neuer må aldrig lede ”Humba-”sangen (en velset jubelsang som Müller ofte styrer, red.)
3. Neuer må ikke nærme sig Südkurve (her står de inkarnerede fans, red.)
4. Neuer må aldrig kaste sin trøje op til publikum
5. Neuer må aldrig kysse Bayern-logoet

En fuldstændig grotesk liste som Bayern nye nummer 1 på en eller anden måde måtte forholde sig til. Efter sejren i München i 2011 sagde Neuer, at han ikke så ”KOAN NEUER”-skiltene på tribunen, men han har efterfølgende afsløret, at sådan forholdt det sig ikke:

- At skulle forlade Schalke for at gå igennem dette var ikke nemt. Men mine landsholdskollegaer Bastian Schweinsteiger, Philipp Lahm, Mario Gomez og Miroslav Klose fortalte mig, at klubben støttede mig. Det var vigtigt, at det gik godt internt, og at klubben støttede mig offentligt. Derfor kunne jeg lukke noget ude, som ellers ikke ville have været nemt. Det har udviklet mig som person, at jeg overkom det, sagde Neuer tilbage i 2016 til t-online.de.

Den tidligere Schalke-anfører var altså under gevaldigt pres fra start, da Bayern også havde spillet en sæson uden hverken mesterskab eller pokaltitel. I Neuers første år blev det til endnu en skuffende sæson for Bayern. Dortmund vandt mesterskabet for anden sæson i træk, men det var ikke engang det største nederlag for Bayern.

Holdet nåede egentlig både pokalfinalen og Champions League-finalen, men på syv dage midt i maj kollapsede alt for de ellers så sejrsvante tyskere. I pokalfinalen tabte Neuer og co. med hele 2-5 til Borussia Dortmund efter en magtdemonstration af Robert Lewandowski, der scorede hele tre gange.

Ugen efter skulle Bayern spille den længe ventede Champions League-finale, endda hjemme i München, mod et defensivt indstillet Chelsea-mandskab. Det blev en kamp, hvor Neuer havde usædvanligt lidt at lave, og ti minutter før tid brød Allianz Arena ud i jubel, da Thomas Müller endelig bragte Bayern foran. Kort før tid udlignede Didier Drogba på et flot hovedstødsmål, og da den forlængede spilletid heller ikke bød på mål, skulle holdene ud i straffesparkskonkurrence.

Stemningen vender trods frygtelig sæson

Manuel Neuer havde i semifinalen snuppet spark fra både Cristiano Ronaldo og Kaká, da Bayern slog Real Madrid ud efter straffe, og efter netop den kamp begyndte stemningen at vende i fangrupperingerne i forhold til Neuer. De medrejste fans sang Neuers navn efter sejren på Bernabéu, og han blev også inviteret til at synge med megafonen, men keeperen overlod det til Schweinsteiger. Neuer havde på mindre end ét år fået vendt had til kærlighed. Bayern-ledelsen var da heller ikke sene til at rose den nye målmand:

- Jeg elsker Neuer, sagde Rummenigge efter kampen, mens Bayern-præsident Uli Hoeness sagde: ”Jeg håber, folk kan se, at det var derfor vi købte Neuer. Han er en verdensklasse målmand.”

Hoeness sagde desuden, at han ikke tolererede mere piften mod Neuer, og at der ville komme konsekvenser. Men Neuer havde endegyldigt fået vendt stemningen mod ham. Thomas Kraft var samtidig skiftet til Hertha Berlin, der rykkede ned samme år.

Straffesparkskonkurrencen mod Chelsea gik ikke som håbet. Den tyske keeper pillede Juan Matas forsøg, men det var ikke nok, da Petr Čech kiggede mange af Bayerns skytter ud – selvom Neuer selv scorede på sit forsøg overfor tjekken. Chelsea kunne derfor løfte det prestigefyldte trofæ på Bayerns egen bane.

En skrækkelig sæsonafslutning for Bayern, men Neuer kunne selv være tilfreds med sit første år i klubben. I Bundesligaen lukkede han blot 22 mål ind – rekord – og det blev til hele 27 clean-sheets i 52 kampe.

Rekord-Neuer og sweeper-keeper

Siden første sæson er det kun gået én vej for Neuer. I 2012/13-sæsonen tog Bayern revanche, og vandt alt, hvad der var at vinde. Bundesligaen blev vundet rekordtidligt – i marts – og Neuer slog igen rekord for færrest mål indkasseret, kun 18 styks. Bayern tabte også kun én enkelt kamp i ligaen.

Pokalturneringen blev vundet mod Stuttgart – og Champions League blev tilmed også vundet – og især den flotte semifinalesejr over FC Barcelona, der blev basket samlet 7-0 bliver husket længe. I finalen vandt Bayern 2-1 over Dortmund, og Manuel Neuer kunne dermed notere sig for sit første Bundesliga- samt Champions League-trofæ. Den store keeper spillede en stor rolle på Bayern-holdet, og hans sweeperkvaliteter og ro i forsvaret var med til at gøre Bayern skræmmende stærke. Neuer selv var da også klar over sine kvaliteter i marken:

- Jeg kunne måske spille i Regionalligaen (4. bedste række, red.) i Tyskland. Der kunne jeg i hvert fald realistisk se mig selv spille som markspiller, har Neuer udtalt til FIFA.com.

Under Pep Guardiola tog Neuer sit målmandsspil til et ekstra niveau, hvor han kom endnu længere ud på banen qua Bayerns megen boldbesiddelse. Hans spil med fødderne var – og er stadig – fænomenalt, og til VM i Brasilien i 2014 var Neuer det store samtaleemne.

Han kom gang på gang ud og afværgede farlige situationer, og Neuers storspil var da også med til at gøre tyskerne til verdensmestre. Nogle fantastiske år for den store målmand, der bare blev bedre og bedre – og vandt alt.

I 2015 var året, hvor Neuer som den første målmand nogensinde kæmpede med om at vinde FIFA Ballon d'Or, men han måtte se sig slået af Cristiano Ronaldo og Lionel Messi i en tæt afstemning. Neuer mangler dog ikke personlig hæder. I december 2016 blev han kåret til verdens bedste målmand for fjerde år i træk.

I årene under Guardiola vandt Neuer og resten af Bayern-mandskabet tre mesterskaber og to pokaltitler, mens semifinalen i alle tre år under Pep blev endestationen i Champions League.

I de seneste to sæsoner har Neuer lukket mindre end 20 mål ind pr. sæson i Bundesligaen, og inden de sidste fire runder i denne sæson skal Sven Ulreich i Neuers skadesfravær forsøge at fortsætte den stime. Indtil videre er der røget 17 bolde i nettet – det samme antal som hele sidste sæson. I hele Neuers Bayern-karriere har han holdt målet rent i 155 ud af 294 kampe – der er ikke noget at sige til, at Karl-Heinz Rummenigge elsker ham, og hvis Bayerns fans siger noget andet, så lyver de. Og Thomas Kraft… ja han er længe blevet glemt på Allianz Arenas Südkurve.
Læs hele artiklen
M'Baye Niang – taler 23 timer med træner
Franskmand er venner med Pogba og Balotelli, men spiller altså for Watford – hvor det går godt!
Da Watford med sejren over West Brom tog et afgørende skridt væk fra Premier Leagues nedrykningsstreg, skyldtes det ikke mindst franskmanden – M'Baye Niang. Et mål og en assists blev det til i sejren på 2-0. Efterfølgende sagde Watford-manageren Walter Mazzarri:

- Ud af de 24 timer i døgnet taler jeg med Niang i de 23, så han må jo lytte lidt til mig.

Den 22-årige udlejede angriber fra AC Milan er opmærksomhedskrævende og har også været centrum for meget ballade. Hans ven fra ungdomsårene er Paul Pogba, og han har også tilbragt meget tid sammen med den kontroversielle Mario Balotelli – så Niang er bekendt med fodboldspillere med ”kant”, men også gigantiske talenter.


Masser af rekorder
Niang har også været et helt unikt talent. Da han blot var 16 år og 114 dage, blev han den yngste senior-spiller nogensinde til at spille for Caen, og derudover er han stadigvæk den tredje yngste spiller til at score i Lique1. Inden præstationerne for Caen var Niang kommet til klubbens akademi som 13-årig fra Les Mureaux, som er en tarvelig forstad til Paris med masser af industri og generelt et ikke særligt charmende sted.

Senere kom han til prøvetræning hos Arsenal og Everton, men Arsène Wenger og David Moyes blev udkonkurreret af AC Milans Adriano Galliani. Vicepræsidenten fik arrangeret et privatfly til Niang og hans familie, hvilket fik dem til at vælge Milano-klubben blandt flere bejlere.

Inden Niang var blevet 18 år, havde han fået debut på det italienske storhold samt var blev udtaget til det franske U/21-landshold, og dermed havde han overhalet tre årgange af fransk talentmasse. Tiden i AC Milan blev dog ikke så succesbelagt, da Niang forholdsvis hurtigt blev udlejet til Montpellier, Genoa - og nu Watford.


Klarede kampen imod Premier League-løverne
I Premier League er det dog gået så godt, at Watford har forsøgt at gøre handlen permanent til sommer, hvilket sker, efter Niang blev smidt direkte for Premier League ”løverne”. Efter blot et par dage hos Watford sendte Mazzarri den unge angriber i kamp imod selveste Arsenal, og med hurtighed, masser af energi og en stor arbejdsradius har Niang gjort det rigtig godt. Om skiftet til Premier League siger den selvsikre franskmand:

- Flere har spurgt, om de høje forventninger til mig aldrig blev for meget, men jeg har aldrig været bange for pres. Jeg har styrken til at spille i en storklub og liga, da jeg ikke er bekymret for presset.

Tiden hos Montpellier, Genoa og især AC Milan var dog meget kaotisk for Niang. Siden hans ankomst i 2012 har Milano-klubben haft seks forskellige trænere, som ikke har vist meget tillid til angriberen. Blot 67 kampe herover fem sæsoner er det blevet til, og det har kastet blot otte Serie A-mål af sig.

I samme periode fik Niang en stor bøde i Milan for at lægge en video op på Instagram, hvor han hopper ud fra en hotel-balkon. Endvidere har han fået et års karantæne fra det franske landshold, efter han havde besøgt en natklub. Noget af en omvæltning af knægten der er opvokset under fattige kår med senegalesiske forældre i Les Mureaux til de hotteste diskoteker i Paris med Antonio Griezmann… nu er han endt i Watford og taler 23 timer i døgnet med sin træner… og fortsættelsen følger sikkert – både på og udenfor banen.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Første VM siden 1970 – uden Argentina?
Nederlaget til Bolivia og karantænen til talismanen Lionel Messi sender sorte skyer ind over den fodboldglade nation, der har store problemer med korruption og økonomisk kaos i den nationale liga.
Kigger man på den aktuelle stilling i Commebol, så kan Argentina ende op med en Play off-kamp imod nationer som New Zealand eller Tahiti – ikke et skræk eksempel, men det kan vel gå værre end det?

Efter nederlaget på 0-2 til det højtliggende Bolivia har Argentina blot hentet 22 point i 14 kampe, og de indtager femtepladsen i Commebol, så det kan gå helt galt for den fodboldtossede nation. Næste landskamp er nemlig på udebane imod Uruguay i den meget tætte stilling – bortset fra Brasilien, der er det suveræne tophold. Udover det faktum, at Argentina – om vanvittige 155 dage - skal en tur på Estadio Centenario for at møde Uruguay, så er det også sikkert, at rejsen bliver uden deres talisman Lionel Messi.

Den lille boldkunstner fik fire dages karantæne for et upassende sprogbrug overfor en linjevogter, og det er ikke, hvem som helst de skal undvære. I kvalifikationen til VM 2018 har Argentina hentet 15 ud af 18 point – med Messi på holdet, mens det blot er blevet til 7 ud af 24 point uden den lille argentiner.

Disse statistikker giver skræmmende billeder i Argentina, da Messi vil være ude af tre af Argentinas sidste fire kvalifikationskampe. Selvom Messi er en af verdens bedste fodboldspillere forekommer det næsten besynderligt, at Argentina har så store problemer uden den 170 cm høje angriber. For udover Messi så har Argentina jo blandt andet offensive spillere som Angel Di Maria, Ezequiel Lavezzi, Sergio Agüero, Paulo Dybala og Gonzalo Higuaín.


Messi – uden de helt store landsholdstriumfer
De mange store navne på det argentinske landshold kan – og har måske også været - et problem, for Argentina har udviklet sig til et dårligt VM slutrunde-hold. Siden triumfen i 1986 og finalen i 1990 har resultaterne være dårlige – bortset fra finalepladsen i 2014.

I 1998, 2006 og 2010 blev det blot til kvartfinaler, og i 2002 kom de end ikke videre fra gruppespillet. Skulle det ikke lykkes at komme til VM2018, vil den nuværende 29-årige Messi næppe komme til at blive husket for ret meget godt – med landsholdet. Han vil blive et synonym på en skidt periode for det argentinske landshold.

Disse scenarier fik ”La Nacion” til i denne uge at skrive, at end ikke under tiden med Diego Maradona er det gået så skidt for landsholdet. For præcis otte år siden – altså i 2009 – tabte Argentina med 1-6 til Bolivia, hvilket var deres største nederlag i 60 år. Det efterlod dem med blot 19 point efter 12 kampe, men trods dette kvalificerede de sig til den efterfølgende VM-slutrunde.

Kampene hos højtbeliggende Bolivia er altid blevet debatteret meget – for er det sportsligt rimeligt at spille i højderne, hvor modstanderne har problemer med iltoptagelsen? I den forbindelse må man ikke glemme, at Argentinas rivaler i toppen af stillingen - Peru, Colombia og Uruguay – alle har vundet i Bolivia. Men Argentinas nederlag i Bolivia har sendt sorte skyer indover argentinsk fodbold, der i forvejen er en smule ramt.


Korruption og finansielt kaos
Udover landsholdet så står den nationale liga også i ”l…” til halsen. De allerstørste af de nuværende problemer med argentinsk fodbold startede i 2015, da Mauricio Macris regering stoppede den såkaldte ”Futbol Para Todos” (FPT), som blev iværksat af Cristina Kirchner. FPT var kraftigt forbundet med en tidligere regering, som forvaltede tv-aftalen for den argentinske liga igennem tv-selskabet TSC. Sammen skulle de sikre, at tv-pengene kom til klubberne, som i mange tilfælde har en katastrofal økonomi – det kom de aldrig.

Kirchner var naturligvis ikke tilfreds med ændringen og de mange nye ”live-kampe”, og det har udviklet et kaos, som den engelske avis The Guardian forleden sammenlignede med ”Juntaen i 1976”.

Den 24. februar 2017 fremlagde FPT, hvad de mente at have til gode, alt imens spillerforeningen – som repræsenterer de mange medlemmer, der ikke har fået løn længe – varslede strejke som en forlængelse af sæsonstarten, der allerede er forskudt flere gange. Rent kaos! Midt i dette står landstræner Edgardo Bauza, som for en uge siden sagde:

- Det bliver helt fundamentalt, at vi slår Chile. Vi skal vinde… ellers bliver der ballade.

Et straffesparksmål af Lionel Messi sikrede sejren, men fire dage senere fik Messi sin karantænedom. Der kom også et uventet nederlag til Bolivia – og så kom balladen.

For i kampen imod Chile ”talte” Messi lidt med linjevogteren, og den ellers så stille Barcelona-stjerne skulle have sagt ”La Concha de tu Madre”, som skulle være nogle knap så pæne ord om linjevogter Emerson Augusto do Carvalhos mor.

Dermed en lille skyggeside hos den femdobbelte Ballor d'Or-vinder, som ellers har fået et omdømme af at være ”enhver svigermors drøm”. Selv om han har levet et liv under voldsomt pres – blandt nogle af verdens største stjerner - har han sjældent trådt ved siden af.


Tørstige Messi
En af mine personlige favorit-historier om Messi udspillede sig, da Pep Guardiola havde sin første sæson som træner i Barcelona. Messi afbrød et taktikmøde, da han var tørstig og forlod omklædningsrummet for at finde en sodavand. Da han kom tilbage, sagde Pep, at Messi ikke skulle drikke sukkervandet inden kampen. Da der blev stille i omklædningsrummet igen, kunne alle høre en dåse blive åbnet og en superstjerne drak – fordi det passende ham…

Messis liv har været omfattet af regler og pres, som man slet ikke kan sætte sig ind i… Skulle Argentina ikke komme til VM2018, vil skylden blive påhæftet en person – hvilket er helt urimeligt, da resultaterne, som tidligere nævnt, kun har været dårlige, når Messi ikke har deltaget. Nederlaget tirsdag nat er blot et eksempel på dette.

På Estadio Hernando Siles… 3600 meter over havets overflade fik Argentina deres fjerde nederlag i 14 kampe. Den kamp har givet ballade – gad vide, hvad der sker, hvis Argentina og Messi ikke kommer til VM2018?
Læs hele lederen
Verdens dårligste landshold
Syv lande deler den flatterende placering som nummer 205 på FIFA/Coca-Cola World Ranking-listen, og dem har Indkast valgt at se nærmere på.
Landsholdspausen er for mange fodboldfans et forstyrrende element i en fodboldgal hverdag – ingen mandagskampe i de hjemlige ligaer, ingen Champions League eller Europa League og ingen midtuge-runde. Man farer forvirret rundt i tv-guiden og leder desperat efter en fodboldkamp, men alle stationer er tørlagte, og det bedste alternativ er en kamp i 2. Bundesliga mellem Würzburger Kickers og Sandhausen – så den ser man.

Efter et par dage i sand desperation begynder landskampene at trille ind over skærmen, og humøret stiger gradvist som dagene skrider frem. Man glæder sig som et lille barn til, at ens yndlingslandshold skal spille, og man håber som altid på en sejr.

Hvor det danske landshold efterhånden står med kniven for struben, hvis de vil kvalificere sig til VM i Rusland i 2018, er det ikke nær så slemt som i visse andre lande. Danmark falder gradvist på FIFAs rangliste og indtager i øjeblikket en plads som nummer 48 (den dårligste placering længe, red.), men vi kan altid glæde os over, at vi ikke ligger nummer 205, som er den laveste placering på listen.

Syv landshold deler den tvivlsomme glæde ved at være ”verdens dårligste landshold”, og dem har vi tænkt os at se nærmere på i dag. På den måde kan Indkast være med til at bringe lidt glæde ind hos de mange fodboldfans, der forgæves har zappet efter en vigtig fodboldkamp de seneste tre aftener.

Lad os komme i gang…

Anguilla
Siger Ryan Liddie dig noget? Klinger navnet Adonijah Richardson? Hvad med den talentfulde Kayini Brooks?
Nej?

Disse tre herrer er fremtrædende spillere på en af verdens dårligste landshold, Anguilla, som er en lille gruppe af øer i det caribiske hav. Befolkningstallet er på lidt over 13.000, og når størstedelen af dem er glade for vandsport, efterlader det ikke meget til udviklingen af fodboldlandsholdet.

Den klejne fodboldnation, med delfiner i logoet, har ikke vundet en kamp siden 2010, hvor de besejrede de franske naboer fra Saint-Martin med 2-1 i de caribiske mesterskaber. Anguilla er selv en gammel britisk koloni, så der tales engelsk på gader og stræder, og når snakken kommer til landsholdet, er det nok ikke de pæneste gloser, der kommer ud af folks munde. Eller måske er det?

Ambitionsniveauet kan ikke være skyhøjt for en af verdens dårligste landshold, som i 2016 tabte de to kampe, de var med i. Begge var kvalifikationskampe til Gold Cup, og efter nederlag på 0-7 til Guyana og 0-4 til Puerto Rico kvalificerer de sig nok ikke til den turnering.

Bahamas
Nordvest for Anguilla finder vi et andet landshold, der heller aldrig rigtig har fundet rytmen. Bahamas er væsentlig større end mange af de andre caribiske øer, men på trods af at være en østat bestående af 700 øer, spiller fodbold ingen væsentlig rolle i dagligdagen. Nationalsporten er cricket, og interessen for fodbold synes at være noget nær ikkeeksisterende.

Det største problem ved Bahamas' fodboldlandshold er nok, at de sjældent spiller fodboldkampe. De har ikke spillet siden 2015, hvor de tabte to opgør mod Bermuda med henholdsvis 0-5 og 0-3, og de deltager ikke i andet end kvalifikation til verdensmesterskaberne. Andre turneringer har ganske enkelt ikke deres interesse.

Og det forstår man vel egentlig godt – de har ikke scoret siden 2008, hvor de spillede 2-2 mod de Britiske Jomfruøer.

Djibouti
Vi forlader Caribien for denne omgang, og tager et smut til det østlige Afrika, hvor vi finder en landetrio, der tilmeld er naboer, som også roder rundt som nummer 205 på listen.

Det første af dem er Djibouti, som var i ilden i går. Her mødte de Sydsudan i den første kvalifikationsrunde til næste års afrikanske mesterskaber, og generelt er det et landshold, der altid starter fra bunden. Kampen vandt de med 2-0, så måske kan de vaske prædikatet af sig, når FIFA næste gang offentliggør verdensranglisten.

I 1977 blev Djibouti en selvstændig stat, og de har aldrig prøvet at spille et mesterskab – af den ene eller anden slags. Med et befolkningstal på omkring 850.000 har landet dog et væsentlig potentiale, da fodbolden også karakteres som nationalsport i landet.

Med det rette sats på talentudvikling og lidt mere held i resultaterne ser vi dem måske kravle op som nummer 200 i 2017. Modsat Bahamas spiller de kampe hvert år, men eftersom de tabte fire ud af fire i 2016, kan vi stadig tillade os at kalde dem for ”verdens værste landshold”.

Eritrea
Lidt nord for Djibouti finder vi Eritrea, som er den fjerde repræsentant på listen – og de kæmper med helt andre problemer end de ovenstående. På trods af et højt befolkningstal på over seks millioner leverer de sjældent på banen. I enkelte tilfælde frembringer de en sejr – som i 2009 mod Somalia (næste land på listen), hvor de vandt 3-1, men der er langt mellem snapsene.

Det største problem er dog landets sociale tilstand. Menneskerettighederne er blandt de ringeste i verden, så en betydelig del af befolkningen ønsker at forlade landet – deriblandt landsholdsspillere. Når landsholdet rejser på udebane, flygter mange af spillerne og søger asyl i det land, de skal spille i. Den seneste sag er fra 2015/2016, hvor ti spillere forsvandt i Botswana, men også i 2013 flygtede ni spillere og landstræneren i Kenya. I kan forestille jer de mildest talt besværlige arbejdsforhold for fodboldforbundet.

Somalia
Det sidste afrikanske land på listen er Somalia, der ligger syd for Djibouti og Eritrea, og problemet i Somalia er såre simpelt. Det østafrikanske land har været i kontinuerlig borgerkrig siden starten af 1990'erne, og det har sat sine aftryk på flere niveauer. Problemerne mellem forskellige klaner og manglende styre har efterladt landet i ruiner, og på trods af at der kan spottes lys for enden af tunnelen, er det imponerende, at Somalia overhovedet har haft tid og overskud til at spille fodbold.

De spiller heller ikke mange kampe, og dem de stiller op til, skal alle sammen spilles i udlandet. De er blot registreret for to kampe i de seneste tre år, og de har ikke vundet en kamp siden 2008.

På den lange bane er der potentiale i Somalia, da befolkningstallet er på over tolv millioner, men det kommer til at tage lang tid i et land, der kæmper en evigtvarende borgerkrig, og desuden har store problemer med pirateri.

Gibraltar
Herhjemme er Gibraltar lidt mere velkendt end de andre lande i bunden af FIFAs rangliste. Flere af os har måske endda besøgt det lille engelsktalende land i det sydlige Spanien og fået stjålet en ting eller to af aberne på det bjerg, der udgør en stor del af det samlede areal i Gibraltar.

I 2015 blev staten godkendt af både UEFA og FIFA til at spille kvalifikationsturneringer, og dermed kunne eventyret starte. Førhen var de hyppige deltagere ved ø-mesterskaberne, hvor modstanderne var lande som Jersey-øerne, Rhodos, Shetlandsøerne, Isle of Man og Isle of Wight. Gibraltar vandt turneringen i 2007, men hverdagen er en anden nu, hvor de er oppe imod Europas giganter hvert år.

De debuterede i kvalifikationen til EM 2016, og her slog de rekorden for at lukke flest mål ind. I ti kampe indkasserede de 56 mål, hvilket var tre mål mere end den hidtidige rekord, der var blevet sat af San Marino.

På trods af de mange store nederlag, går det fremad for Gibraltar, der lykkes med at score et mål i ny og næ. De har ligeledes spillet et par venskabskampe uafgjort, og kan de med små skridt begynde at hente resultater i betydningsfulde kampe, kan de vaske titlen som ”verdens dårligste landshold” af sig.

Tonga
Vi slutter listen af hos det oceaniske land Tonga, der består af 177 mindre øer, hvor kun en femtedel af dem er beboede. Tongas problem kan sammenlignes med Bahamas – de interesserer sig ikke rigtig for fodbold – og landet kan i højere grad karakteriseres som en rugby-nation.

De spillede ingen kampe i 2016, men året forinden præsterede de alligevel at spille hele fire kampe. De endte selvfølgelig i nederlag til fremragende fodboldnationer (ironi kan forekomme) som Fiji, Amerikansk Samoa og Samoa. I kampen mod Amerikansk Samoa lykkedes det dem at score et mål.

Deres største nederlag nogensinde stammer fra 2001, hvor de tabte med hele 0-22 til Australien. Det ligner et land, der ikke rigtig gider fodbold, så derfor kan man godt regne med, at de kommer til at være sidst på listen i mange år fremover.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Arsenal-spillere imod legender Spektakulær scoring fra midten Artikel ikon Magi i Barcelona Artikel ikon Årets afbrænder fra Argentina Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon PL og de forbandede korsbåndsskader Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Top 10: Var de virkelig på årets hold? Artikel ikon Årets hold – fra Championship Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 5: Bedste PL-hold på udebane Top 20: Berlusconi-æraens største Artikel ikon Top 8: Bedste PL-driblere Artikel ikon Top 10: Flest Serie A-kampe Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: City stopper en klud i kanonen Spil: Viola holder Inter stangen Artikel ikon Spil: Sevilla vinder stort Artikel ikon Spil: De røde djævle fortsætter Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon De største fodboldlegender – Zidane De orange danskere Artikel ikon Hillsborough - Katastrofen - del 2 Artikel ikon Hillsborough - Katastrofen Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Sevilla vil leje brasilianer i Inter Napoli er interesseret i Lyon-spiller Artikel ikon Onsdagens engelske rygter Artikel ikon Medie: City vil have PSG-back Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Jamie Vardy
Vidste du om ... Lucas Moura Artikel ikon Vidste du om ... Dirk Kuyt Artikel ikon Vidste du om ... Vitolo Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Real Madrid vs. FC Barcelona i tal Ronaldo – og de 46 hattrick Artikel ikon Kane jagter Shearer Artikel ikon Hazard + Mourinho < Hazard + Conte Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Atalanta - Juventus Optakt: Real Madrid - FC Barcelona Artikel ikon Optakt: Randers FC - OB Artikel ikon Optakt: AC Horsens - Esbjerg FB Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Arsenal - Leicester Startopstillinger: Bayern - Dortmund Artikel ikon Startopstillinger: Chelsea - Saints Artikel ikon Startopstillinger: Gladbach - Frankfurt Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Real Madrid vandt sikkert Ragnarok-kamp Eriksen afgør London-derby Artikel ikon Fantastiske Dembele sendte Bayern ud Artikel ikon Monreal redder Arsenals 7-up Artikel ikon Se flere