Hvad skete på Hillsborough?

Af Torsten Brix

2012-09-13
Hvad skete på Hillsborough?

Indkast.dk genposter fire tidligere artikler - i en lang artikel. Det giver et sjældent og rystende indblik i, hvad der skete i 1989. I går sagde den engelske Premierminister David Cameron undskyld, men for hvad?

Den 15. april 1989 døde 95 fans i forbindelse med en fodboldkamp. Til FA Cup semifinalen mellem Liverpool og Nottingham Forest på Sheffield Wednesdays Hillsborough var en aldeles uansvarlig politiindsats, og ikke hooliganisme, den direkte årsag til, at næsten 100 fans vendte hjem fra hvad der skulle have været en festdag i kister. Mange af dem var børn.

Grundet alt for få billetluger på et stadion, som Liverpool-tilhængerne ikke havde særlig stort kendskab til, dannede der sig før kick off en større folkemængde ude foran yderportene på Leppings Lane. Det gik simpelt hen for langsomt med at komme ind. Til sidst blev presset så stort, at de menige politifolk, som var på vagt ude foran, anmodede South Yorkshire politis øverste ledelse, David Duckenfield og Bernard Murray i kontrolboksen, om at åbne yderporten. Efter kort betænkningstid gav Duckenfield ordre om at åbne porten.

Umiddelbart indenfor på stadion blev de mange tilskuere, som nu strømmede ind, mødt af et skilt over en indgang, med et stort B. Samme B gik igen på alle billetterne, og Liverpool fansene styrede derfor direkte mod indgangen, som førte ind i tunnel som gik nedad bakke og ind på de to centrale afsnit af Leppings Lane ståtribunen. For Liverpool fansene var det den eneste synlige vej mod ståpladserne via tunnellen.

Der var ingen, hverken stewards eller politifolk indenfor til at guide fansene udenom og ind mod de to afsnit i hver ende af tribunen. Tusindvis af fans strømmede altså ind igennem en tunnel som førte til et område, der allerede var fyldt op til randen af fans. I minutterne umiddelbart inden kick off blev pladsen i de midterste afsnit hurtigt meget trang. Nogle fans besvimede, og andre forsøgte at klatre over hegnet ind til banen. Politiets respons var først at forsøge at forhindre folk i at komme ud af den dødsfælde, som Hillsborough pludselig var forvandlet til. En stålbarriere knækkede under det massive pres og menneskemængden blev med stor kraft kastet fremad.

Folk skreg på hjælp, men på trods af at politiledelsens kommandocenter var placeret i hjørnet umiddelbart ovenover Leppings Lane tribunen, bemærkede man ifølge vidneudsagn ikke, at der var noget galt, og i stedet troede man, at der var tale om hooliganisme.

Da kampen blev fløjtet af efter seks minutters spil, havde presset varet længe nok til at have forårsaget i alt 95 dødsfald. Nogle døde med det samme, andre var i live længere hen på eftermiddagen. En enkelt døde meget senere, og fik dødstallet op på 96. Samtlige 96 fik taget blodprøver, i et forsøg fra politiets side på at påvise, at dødsfaldene skyldtes overdrevent alkoholindtag i timerne op til kampen. Skulle alle børnene have været fulde?

Umiddelbart efter kampen trådte politichef David Duckenfield frem på tv og udtalte, at ulykken skyldtes at fans havde tvunget yderporten op, på trods af at han selv højst en times tid forinden, havde givet ordren om at åbne den. Den løgn skulle vise sig, at få store konsekvenser for begivenhederne efter tragedien, og i stedet blev det alment kendt, at det var fansenes egen skyld. De ankom, ifølge politiet, meget berusede og for sent. Dette blev senere afvist i Taylor rapporten. I stedet placerede han skylden hos South Yorkshire politi. Alligevel blev ingen siden stillet til ansvar for tragedien. Faktisk endte de involverede politifolk med at trække sig tilbage på lukrative pensionsordninger, mens de efterladte familier måtte kæmpe for at få råd til advokatbistand i den langvarige og fortsatte kamp for at få renset de afdøde familiemedlemmers navne, og for at opnå retfærdighed.

Fire dage efter tragedien, 19. april 1989, bragte tabloid-avisen The Sun på forsiden under overskriften ”The Truth” historien om, hvordan Liverpools fans skulle have urineret på politifolk og røvet fra de døde. Beskyldninger som ingen vidner siden kunne bekræfte overfor Lord Taylors undersøgelseskommission.

Det er snart 23 år siden, og Liverpools beboere – røde som blå – har aldrig tilgivet avisen. Fra den ene dag til den anden faldt salget af The Sun på Merseyside fra omkring 200.000 daglige kopier til omkring 20.000. Den dag i dag er tallet stadig langt under niveauet fra dengang. Man vil ikke glemme den behandling man som befolkningsgruppe fik og de beskyldninger man blev udsat for.

Siden har avisen af ren desperation forsøgt sig med halvhjertede undskyldninger med flere betingelser og slet skjulte angreb mod sine konkurrenter fra Trinity Mirror Group. Senest da man fik overtalt en af byens berømteste sønner, den daværende Everton-spiller Wayne Rooney, til at sælge sin livshistorie i en række interviews. Reaktionen fra begge sider af Stanley Park var ikke til at tage fejl af. Rooney forrådte sin by og det den stod for.

Politifolkene mødtes kl. 10.00 til briefing under ledelse af David Duckenfield, den nyligt udnævnte leder af politiets indsats i forbindelse med kampen. Ikke alle vidste hvem han var, og flere af officererne havde ventet, at det ville være Brian Mole, den tidligere chef, som var blevet overflyttet til anden tjeneste under kontroversielle omstændigheder. Først satte Duckenfield dagsordenen, og herefter gennemgik Bernard Murray, Duckenfields højre hånd, dagens opgave, og hvad der forventedes. To andre officerer forklarede lidt om efterretningerne og om nogle praktiske ting i forbindelse med pauser. Briefingen sluttede 10.18.

Billetlugerne åbnede lidt i 12, og en lind strøm af Liverpool fans begyndte at ankomme. Ifølge politifolkenes egne forklaringer efterfølgende, var de “i godt humør og opførte sig pænt”. Politifolk indenfor stadion fortalte, at de havde fået til opgave at kropsvisitere fans, også selvom de kunne se, at de netop var blevet visiteret umiddelbart udenfor stadion. Nogle fans blev visiteret tre gange, men på trods af dette tog supporterne det fint og uden problemer. Dette var i hvert fald, hvad politiofficererne fortalte bagefter. Efterhånden som klokken nærmede sig 14.00 begyndte tilstrømningen mod stadion at øges, eftersom tog og busser nu ankom i større tal. Atmosfæren var stadig opløftet, og der blev sunget. Samtidig med at menneskemængden foran billetlugerne var vokset, blev det klart for betjentene udenfor stadion, at mange fans først var ved at ankomme. Stadig var der ingen problemer med tilhængerne.

I alt var der i Leppings Lane 23 billetluger for tilskuere, som havde billet til Leppings Lane tribunen, West Stand og North Stand. Det drejede sig om 24.256 tilskuere. De øvrige 29.800 tilskuere til kampen havde adgang til stadion via næsten tre gange så mange billetluger, nemlig 60. Vi snakker altså om et gennemsnit på 1.054 mennesker pr. luge, et helt uhørt højt tal. Der var i alt seks yderporte, delt op således at de 10.100 med billet til Leppings Lane skulle igennem de tre sydligste porte ind til syv billetluger, som gav adgang til endetribunen. De tilskuere, som havde billet til West Stand eller North Stand, skulle igennem de tre nordligste porte, inden billetten skulle fremvises i én af de 16 billetluger. Området, som var på størrelse med en mindre skolegård, udenfor og indenfor yderportene, skulle altså passeres af næsten 25.000 fans, noget som det slet ikke var stort nok til. Det var allerede blevet påpeget af politiet selv i forbindelse med tidligere kampe. Liverpools fans ankom både nordfra og sydfra til en større flaskehals-situation.

På selve Leppings Lane var der ingen filtrering af tilskuerne. Dette kunne ellers have sørget for, at ikke alle tilhængerne ankom til området omkring billetlugerne på samme tid. Prioriteten burde være givet hertil, især set i lyset af det lille antal billetluger og den store ophobning af fans, som dette ville betyde.

Når Leppings Lane-fansene var kommet indenfor blev de mødt af et stort skilt, hvorpå der stod “standing” sammen med et stort “B”. På samtlige billetter var trykt et tilsvarende “B”, hvilket naturligvis fik tilhængerne til fejlagtigt at tro, at dette var den eneste indgang til selve tribunen. Førnævnte skilt var nemlig placeret over en indgang til en tunnel med en nedadgående hældningsprocent på ca. 17% – altså en yderst stejl bakke. Denne tunnel førte rigtigt nok fansene ind til selve tribunen, men kun til de centrale “pens” nummer 3 og 4. (“A3" og “A4") Dette ville Liverpool-tilhængerne naturligvis have vidst, såfremt de besøgte Hillsborough på ugentlig basis ligesom Anfield, men da mange aldrig havde været på Hillsborough før, efterlod systemet dem ingen chance. Politiet og Sheffield Wednesdays stewards skulle senere vise sig, ikke at tage højde for dette, og flertallet søgte derfor derhen, hvor deres billet gav adgang – tunnelen med det store “B”.

Efterhånden som kick off nærmede sig, blev menneskemængden stadigt større. Hele vejen rundt om var der mure og hegn, og den eneste mulighed for at komme væk var bag fansene, altså der hvor der stadig ankom flere og flere mennesker. Flugt var altså med andre ord umulig. Politifolkenes rapporter om, hvad der herefter skete, er forskellige fra, hvad Liverpool-fansene fortalte. Pludselig fokuserede politiet på, hvor meget tilskuerne angiveligt skulle have drukket. En betjent fortalte: “hovedparten af supporterne syntes at være grebet af tanken om, hurtigst muligt at skaffe sig adgang til stadion, og det nu. Hvis nogen skulle komme til skade, hvad så?... De virkede fanatiske for at komme ind… selv om jeg ikke syntes det i øjeblikket, så tror jeg nu, at fansene forsøgte at storme billetlugerne”.

Det var tydeligt, at situationen udenfor stadion, men indenfor yderportene nu var ude af politiets kontrol. Indenfor blev det noteret, at de fans, som kom igennem lugerne, så “forpinte” ud. De syntes at forsøge igen at få vejret. Nogle råbte hysterisk til politifolkene indenfor, at mennesker ville komme til skade, hvis der ikke blev taget hånd om situationen udenfor. Radioproblemer gjorde det vanskeligt for politifolkene indenfor at finde ud af, hvor alvorlig situationen udenfor rent faktisk var. Nogle fans klatrede simpelt hen over muren og ned på den anden side af billetlugerne. De blev hjulpet af betjente, som fandt ud af, at presset udenfor var umådelig stort. Børn blev sendt henover folkemængden på skuldrene af folk, så de kunne undslippe det massive pres. Dette blev også bemærket af politifolk på heste udenfor. Der var nu panik i luften, og politiet forsøgte forgæves at anmode folk om at træde tilbage. Dette var umuligt. Folk havde tydeligvis problemer med at trække vejret.

Fans fortalte en anden historie end politiets. Flere bemærkede en åbenlys mangel på politi-tilstedeværelse udenfor stadion. Én hørte politifolk bebrejde fans, at de kom for sent, og mange fortalte de tilstedeværende politifolk, at situationen var alvorlig og på vej ud af hænderne på politiet. Der var ingen, som sørgede for at filtrere menneskemængden. En fan fortalte siden hen, at han hørte en betjent sige, at der var masser af plads indenfor. De gik derfor igennem tunnelen og ned til afsnit 4.

Øjenvidneberetningerne er mange, og alle fortæller de samme historie. Der var overhovedet ikke styr på situationen. De fleste ankom til området mellem kl. 14 og kl. 14.45, sådan som man kunne forvente. Flertallet ankom ifølge disse beretninger ikke senere end normalt, sådan som politi og medier siden ville hævde. Alle var klar over, at adgang til stadion ville være alles redning, og da man så en ung tilhænger blive afleveret henover hovederne på mængden, gik det op for folk, at mennesker oppe foran ville dø, hvis ikke noget blev gjort ved situationen.

En politiinspektør råbte, at man måtte åbne udgangsportene ved siden af billetlugerne for at mindske presset. Politikommissær Marshall var skeptisk overfor at efterkomme denne anmodning, da han følte at det at give folkemængden adgang til stadion ville ophæve arbejdet for at forhindre hooliganisme indenfor. Kommunikationen mellem betjentene udenfor og i kontrolboksen var svær, da en fejl opstod i radiosystemet, netop da man havde mest brug for at det virkede. Marshall besluttede, på baggrund af den “ekstreme uro” i ansigtsudtrykket på sin inspektør, at den eneste praktiske måde at forhindre dødsfald udenfor stadion ville være at åbne udgangsportene.

- Jeg kontaktede kontrolrummet via radioen og bad om tilladelse til, at portene i Leppings Lane enden blev åbnet. Der var intet svar, fortalte kommissær Marshall senere. Da der ikke kom noget svar, regnede Marshall med at det skyldtes, at hans radio var defekt, og han fik derfor straks fat i en kollegas radio, hvorefter han gentog sin anmodning overfor den øverste ledelse, Duckenfield og Murray, i kontrolboksen. “Der var intet svar”, fortalte Marshall igen.

Kontrolboksen på Hillsborough var placeret i en hævet position over Leppings Lane tribunen i den sydvestlige ende. Den gav et fint udsyn over ståtribunen, og der var med hjælp fra overvågningskameraer mulighed for at følge udviklingen udenfor stadion. David Duckenfield kunne omkring kl. 14.30 se, at mængden blev større, og han spurgte derfor Bernard Murray til råds. Denne svarede, at med en halv time til kick off, så skulle de nok få dem alle sammen ind til tiden. En eventuel udsættelse af kampen blev også diskuteret mellem de to mænd, og man var tidligere blevet enige om, at en sådan udsættelse krævede et “identificerbart problem” såsom en alvorlig hændelse, en ulykke eller tåge på the Pennines (bjergkæde mellem Liverpool og Sheffield). Man ville ikke udsætte kampen af hensyn til mennesker, “som var ankommet til området i rimelig tid, men som havde valgt ikke at søge ind på stadion umiddelbart efter ankomsten.” En udsættelse afhang altså med andre ord utroligt nok af, om de to politichefer mente, at et pres udenfor var selvforskyldt eller ej!

Kommissær Marshalls første anmodning om at åbne portene blev modtaget i kontrolboksen kl. 14.47. Duckenfield var ikke meget for at åbne porten, idet også han tænkte, at man hermed ville opgive at udelukke fulde og billetløse fans fra stadion. Duckenfield kiggede på skærmen, som viste port C og så tilsyneladende porten blive tvunget åben. Han tænkte, “hvis portene alligevel blev tvunget åbne, hvorfor bliver jeg så spurgt?” Sandheden var, at det faktisk var politiet selv, som havde åbnet porten for at smide en fan ud! Andre fans havde dermed fået adgang til stadion, men porten blev lukket igen umiddelbart efter. Duckenfield troede på dette tidspunkt fejlagtigt, at fans havde tvunget porten åben.
Da kommissær Marshalls anden anmodning kom ind over radioen, kunne der dog ikke være nogen tvivl om, at dette ikke var tilfældet. Der var nu nærmest tale om et krav fra Marshall: “Åbn portene eller folk vil blive alvorligt skadede eller dø!” Duckenfield var tavs, men tænkte: “En mand som jeg har kendt i mange år, en mand som jeg respekterer og beundrer, krævede noget af mig, som jeg normalt ikke ville give… jeg tog det synspunkt, at Marshall fortalte mig, at medmindre jeg åbnede portene, ville det medføre alvorlig skade og mulige dødsfald…"

Kommissær Murray, Duckenfields højre hånd i kontolboksen, brød den lange tavshed og spurgte: “Mr. Duckenfield, vil du åbne porten?”

Duckenfield mumlede: “Hvis det er sandsynligt, at der vil være alvorlige skader eller dødsfald udenfor, så har jeg intet andet valg end at åbne porten.” Han så på Murray og sagde “Åbn portene”.

- Det første jeg bemærkede var, hvor stort et hul den [Leppings Lane tribunen] var. Jeg kom ind omkring 13.15 og gik rundt oppe bag tribunen – der var intet. Toiletterne var forfærdelige. Vi gik ned gennem tunnellen, og det første jeg tænkte på, var burene. Det var overhovedet ikke ligesom the Kop på Anfield.

Citatet er naturligvis fra én af de overlevende på Hillsborough, men der var mange som sagde stort set det samme om det første møde med Leppings Lane-tribunen. Den centrale del af tribunen – på Hillsborough de to bure 3 og 4 – blev naturligvis fyldt op først, ligesom på stort set alle andre stadions til alle andre fodboldkampe, idet mange fans foretrækker at have et centralt udsyn over banen. Det var bestemt ikke noget, som politiet ikke kunne have forudset, ligesom det ikke kunne have kommet som en overraskelse, at de fleste tilskuere ville dukke op ved indgangene i den sidste time inden kick-off.

Flere fans bemærkede senere, at det havde virket underligt, at de yderste bure var halvtomme, samtidig med at de centrale blev så hurtigt fyldt. Flere fans fortalte bagefter, at de med stort besvær havde kæmpet sig vej op igennem tunnelen ved omkring 14-tiden, fordi de fandt overbefolkningen decideret “ukomfortabel”, men det var ikke muligt blot at bevæge sig “sidelæns”, altså ud mod hjørnerne, på grund af inddelingen af tribunen i bure.

Tribunen var nomineret til 10.100 mennesker, og hvert af de to centrale bure skulle kunne holde 2.100 mennesker. Det eneste, der blev kontrolleret, var dog, hvor mange som kom igennem tælleapparaterne, og overbefolkning var derfor absolut muligt. Allerede omkring kl. 12 havde politiassistent Creasor spurgt Bernard Murray, politi-kommissæren, om ikke man skulle fylde ét bur ad gangen. Murray havde svaret, at alle burene skulle holdes åbent fra starten, og man skulle så lade fansene “finde deres eget niveau”. Et eksempel på den selvtilfredshed, som var blevet fremherskende i forbindelse med sikkerheden omkring afviklingen af fodboldkampe på det tidspunkt. Den øverste chef - David Duckenfield - troede fejlagtigt, at styringen af folkemængden og kontrol var Sheffield Wednesdays og dermed klubbens kontrollørers ansvarsområde. Han antog, at klubben sørgede for at styre tilskuerne, når først de var kommet indenfor, men han havde ikke haft kontakt med klubben omkring ansvarsområderne. Billeder som blev taget omkring en halv time før kick-off viser tydeligt, at bur 3 og 4 var fyldte, mens 1,2 og 5 var halvtomme. Det kunne også tydeligt ses fra kontrolboksen.

Da Duckenfield (som omtalt i forrige afsnit) gav ordre til at åbne port C, på grund af det store pres udefra (som igen skyldtes et alt for lille antal billetluger) øgede det naturligvis presset inde på stadion. Fans, som kom ind igennem porten, fortalte senere om, hvor lettede de havde været over at være sluppet for det enorme pres, og de kunne også berette om politiets tilstedeværelse umiddelbart indenfor stadion, men intet blev gjort for at filtrere menneskemængden. På samtlige Leppings Lane-billetter stod der et stort “B” – det samme som var placeret ved den port, som umiddelbart indenfor på stadion førte til de to centrale bure.

Tilhængerne, som efterhånden havde travlt, hvis de skulle nå ind til kampens start, havde ingen jordisk chance for på forhånd at vide, at der var en anden vej ind til yderburene 1,2 og 5, for der var ingen – hverken Sheffield Wednesdays kontrollører eller politifolk til at lukke adgangen til 3 og 4 af og føre dem mod de øvrige bure – som man ellers havde gjort det til semifinalen året før. Én af de allermest afgørende faktorer var, at ingen fortalte dem, at billetten også gav adgang til de stadig halvtomme bure i hjørnerne. Det var her, David Duckenfield og politiet begik en alvorlig og dyr fejl, som kom til at koste 96 mennesker hjemturen og resten af livet. Over 2.000 mennesker fik i de ganske få øjeblikke adgang til stadion, og de fleste kom igennem tunnelen nedad mod bur 3 og 4, som altså pludselig indeholdt det dobbelte af kapaciteten.

Da holdene kom på banen var publikum i de øvrige dele af stadion højlydte og sang og tiljublede spillerne, efterhånden som navnene blev læst op. I bur 3 og 4 skreg folk, mens andre mistede bevidstheden. De følgende er udsagn fra fans i de to bure:

- Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg har oplevet pres tidligere, hvor man kan lette det en smule ved at dreje sig eller finde lidt plads. Dette var anderledes. Det var et virkelig hårdt pres. Så slog det mig, at jeg ikke kunne få vejret.

- Jeg kunne ikke tro, hvad der skete. Ingen kunne flytte sig, ikke en centimeter. Folk omkring mig var forvredne i hvad end position, de var blevet mast sammen. Hoveder var låst mellem arme og skuldre, ansigterne gispede i panik.

- Jeg havde været i pressede folkemængder tidligere, men jeg vidste, at dette var anderledes. Vi havde alle haft det ubekvemt i næsten en halv time, men vi troede, at det ville løse sig selv, så snart alle var inde og kampen gik i gang. Det skete ikke. Da holdene kom på banen, syntes det at stramme yderligere. Jeg var bøjet forover ved livet med hele min vægt pressende ind på folk foran. Først var smerten i ryggen skarp, men så var det i brystet. Pludselig slog det mig, at jeg var ved at dø.

I bur 3 var det – som folk beskriver – rent kaos. Presset var så stort, at de fans som stod forrest, fik mast ansigterne ind i hegnet, som adskilte tribunen fra banen. De fleste af disse mennesker var stille, enten allerede besvimede eller ude af stand til at få vejret.

- Jeg opdagede pludseligt, at fyren ved siden af mig var død, hans øjne bulede ud og tungen stak ud af munden. Det var grufuldt. Folk havde mistet kontrollen over deres kroppe og lugen var forfærdelig.

- Jeg så en ung dreng falde ned og vidste, at det var slut for ham. Han gik ned under folks fødder, men ingen kunne gøre noget ved det. Presset var for stort. Jeg husker masser af mennesker råbe til politiet foran dem, at de skulle åbne portene, men de syntes bare lamslåede. De gjorde ingenting.

- Vi sloges for vore liv. På et tidspunkt kiggede jeg over på ham… [vidnets søn] …han så lidt bleg ud, men jeg troede, han var ok, og at jeg var på vej til at dø. Mit armbåndsur blev revet af, og en eller anden tog en bid af min skulder fordi de må have været i stor smerte…Folk råbte til ham [politibetjenten], at han skulle åbne porten eller gøre noget, og han ignorerede bare disse råb. (Denne mands søn døde).

- Jeg kom til et punkt, hvor jeg ikke kunne få mig selv op, da en eller andens hånd kom ud af det blå og trak mig op ved håret. Personens hånd mistede taget, kom så igen og trak mig op endnu en gang. Denne gang kunne han med lidt hjælp fra mig selv få mig i en hovedlås. (Efter selv at have reddet et liv, mistede redningsmanden og dennes bror begge livet).

Kampen inde på banen var nu i gang, da en stålbarriere i bur 3 – nærmest et stålrør som forhindrer kraftig bevægelse fremad ved eksempelvis scoringer – på ét af de nederste trin knækkede under vægten af de mange fans helt oppe bag fra tribunen. Folk bag den faldt ned oveni de allerede bevidstløse foran, og det hele var én stor bunke af mennesker – døde, levende og bevidstløse.

Bagerst på tribunen forsøgte folk ved hjælp oppefra at kravle op i selve West Stand, som var placeret over Leppings Lane ståtribunen. Det mest vanvittige var dog, at fans oppe foran, som forsøgte at klatre over hegnet ind mod banen for at undslippe døden, blev skubbet tilbage af politibetjentene. Under fødderne var nu døende kroppe. Eddie Spearritt var med sin 14-årige søn Adam, og begge var placeret i bur 4. Eddie fortalte:

- På dette tidspunkt var Adam besvimet, og jeg sagde ordret “min dejlige søn er ved at dø”, og jeg tiggede ham [betjenten] om at hjælpe, og han gjorde ingenting. Han stod bare der og kiggede på mig, så jeg tog fat i Adam. Han havde en træningsdragt på, og jeg tog fat i hans opslag og prøvede at løfte ham over hegnet, og hegnet er omkring tre meter højt med pigge som peger indad. Jeg kunne ikke løfte ham.

Så begyndte jeg at slå på hegnet, i håb om at kunne slå det ned… jeg havde ikke succes med det, og det eneste jeg fik ud af det, var at mine hænder blev dobbelt størrelse og fuld af huller hvor jeg havde slået på hegnet. Ingen åbnede den port. Lige i begyndelsen, da jeg tiggede betjenten om at åbne porten, hvis han havde åbnet den, så ved jeg at jeg kunne have fået Adam ud. Jeg ved det, fordi jeg var der, og jeg ved hvordan situationen var. Eddie, nu panikslagen og desperat, fulgte sin søn ind i bevidstløsheden.

Folk begyndte på dette tidspunkt at dø, fordi der på politiets ordre var blevet lukket for mange mennesker ind af yderportene på én gang, og fordi der ikke var andre synlige indgange til selve tribunen end den tunnel som førte direkte ned til bur 3 og 4. Der var intet personale eller politi til at lukke området af og lede folk til de stadig halvtomme bure i hjørnerne.

Til gengæld var der masser af politifolk nede foran tribunen, hvor det høje hegn sikrede at fansene ikke umiddelbart kunne få adgang til banen. Luften var fyldt med skrig og desperation, hvordan kunne man fra politiets side overhovedet tro at det var hooliganisme?

En politibetjent kunne se at folk blev mast op ad hegnet nede ved banen, og der blev råbt fra fansene indenfor at de skulle åbne portene. Han prøvede at få kontakt med kontrolrummet via sin radio, og spurgte om porten kunne åbnes. Han modtog intet svar. Han fortalte senere: ”Lyden var forfærdelig og folk skreg, en anderledes slags skrig og jeg åbnede porten helt. Jeg så mennesker som blev presset ind mod hegnet som var ved at blive blå i hovederne. Jeg sendte en ny radiobesked. ”Dette er alvorligt. Folk er ved at dø hernede.” Jeg forsøgte at trække folk ud igennem porten men de var fuldstændig låst fast. Kvinden [omtalt tidligere]…var ved at få en mørk farve i hovedet og jeg gestikulerede for at få folk tilbage men blev spyttet på og nogen råbte ”Fuck off, copper”.

Efter at politichefen David Duckenfield havde beordret yderporten åbnet - som tidligere omtalt - havde han ifølge eget udsagn holdt øje med bevægelser og besværligheder i menneskemængden, og fra hvor han stod ”så han ikke at der var en tæthed”. Han fortsatte: ”Jeg havde holdt øje med Leppings Lane og jeg havde ikke set nogen indikation på noget som fik mig til at tænke at der var noget unormalt i gang…tribunen syntes i orden.” En chokerende bemærkning fra en mand som stod placeret nærmest lige oven over de omtalte tribuneafsnit.

Duckenfield regnede med at der var personale indenfor til at guide fans til de tomme tribuneafsnit. Endnu et tegn på at han slet ikke var klar til så stor en begivenhed som en FA Cup semifinale, og han kunne tilsyneladende heller ikke se at de centrale afsnit var fyldt til mere end bristepunktet. Heller ikke til trods for at han selv bagefter fortalte Lord Taylor at han havde observeret folk klatre over hegnet ind til de omkringliggende afsnit. Da han kiggede ned, så han en port blive åbnet nede ved selve banen, og et par personer komme ud på arealet mellem banen og tribunen. Han troede nu at det var folk der bare udnyttede en mulighed for at komme tættere på banen. Han troede det var starten på en decideret invasion af banen, en 'pitch invasion'. Det var dette budskab som nåede frem til de øvrige politibetjente omkring Leppings Lane. De fik besked på at de skulle komme ned til banen, men de var slet ikke klar på at håndtere en katastrofe. De troede de skulle holde øje med ballade. De troede der var tale om hooliganisme.

Det var et frygteligt syn der mødte dem. I afsnit 3 var en bunke af mennesker 10-12 meter tilbage fra det forreste hegn. En af politifolkene sagde bagefter at han troede at de var faldet efter at presset var blevet lettet og at de derfor nu ville rejse sig op. Det gjorde de ikke. En anden vurderede at der var tale om godt 50 mennesker ”flettet sammen” i bunken. ”De var livløse, deres øjne uklare…andre klagede sig, andre som var fanget af legemsdele skreg efter hjælp.” Bunken syntes at være ”6 eller 7 [mennesker] høj.

Det var umuligt at komme til at få folk ud, uden at træde på de mange mennesker, og det var umuligt at se, hvem der var døde og hvem der stadig var i live og hvem der ville overleve. Det var simpelt hen et spørgsmål om held. Duckenfield var på dette tidspunkt ude af i stand til at give en præcis forklaring på, hvad der skete, udover at en mulig invasion af banen havde resulteret i at kampen var blevet stoppet (af politiet). Dette på trods af at han altså var placeret umiddelbart ovenover Leppings Lane tribunen i hjørnet. Han havde uforstyrret udsyn over hele situationen.

Ikke længe efter kl. 15.15 ankom Graham Kelly og Glen Kirton fra det engelske fodboldforbund i kontrolboksen. Også Graham Mackrell fra Sheffield Wednesdays bestyrelse var til stede. Duckenfield fortalte dem at Liverpool fans havde stormet yderport, og skabt et pres ind på stadion, ned igennem tunnelen og oveni de folk som allerede befandt sig i de centrale afsnit. De første frø til hvad der senere blev en kamp for retfærdighed blev her lagt af en løgnagtig og yderst inkompetent politichef. Hvis han på dette tidspunkt havde haft den anstændighed at fortælle sandheden om, hvad der netop var foregået, ja så kan det sagtens være at jeg ikke sad og skrev dette i dag.

Graham Kelly talte umiddelbart efter til den samlede presse og i god tro gengav han Duckenfields løgn. Indenfor få minutter blev det bragt verden over. Der havde fundet en stor katastrofe sted – og det var Liverpool fansenes skyld!

Denne version af begivenhederne skulle senere vise sig uhyre vanskelig at fjerne fra folks bevidsthed. Det er faktisk ganske nemt at argumentere for at det endnu ikke er lykkedes, især når man i forbindelse med sidste sæsons kvartfinaler mod Juventus i flere af de skrevne medier herhjemme kunne læse en opremsning af de største episoder med hooliganisme i 70'erne og 80'erne og se Hillsborough nævnt. Duckenfield fik større indflydelse på mange menneskers liv end han nok havde forestillet sig, da han takkede ja til at efterfølge Brian Mole som leder af begivenheden Liverpool-Nottingham F 15. april 1989.

Pludselig var banen forvandlet til en scene fra en krigsfilm. En slagmark med massevis af mennesker rendende frem og tilbage med døde og livløse kroppe. Mange blev placeret på banen, nogle båret på reklamebannere. David Hughes fortæller om scenerne:

- Jeg bemærkede en St. John's Ambulance-hjælper, en dreng måske omkring 12 år gammel, som stod ved siden af banen foran os, og han skreg hysterisk. Han var til kampen for at give førstehjælp til fans hvis nødvendigt, men intet i hans træning kunne forberede ham på dette. En anden af St. John's-hjælperen, en pige på omkring 17 skreg til ham ‘gør noget for at hjælpe dem'. Det er en scene, jeg aldrig vil glemme.”

Politichefen Bernard Murray, der var sendt ned på banen for at undersøge, hvad der var galt, bad straks om at få tilkaldt massevis af ambulancer. Senere blev der også anmodet om hydraulisk klippeudstyr til at klippe hegnet op, men udenfor vidste politiet ikke, hvad der foregik indenfor, og man fortalte derfor personalet med dette udstyr, at det var der ikke behov for.

En sportshal ved siden af stadion blev i hast oprettet som midlertidigt lighus, men alt var stadig kaos. Forsøg på genoplivninger foregik alle steder. En læge bekræftede siden, at han erklærede 20 dødsfald i hallen omkring klokken kvart i fire. Der blev givet ordre til, at ligene skulle blive i sportshallen indtil de var blevet fotograferet og identificeret.

Indenfor den første time ankom 88 personer til Northern General hospitalet. 11 blev erklæret døde ved ankomsten, 56 blev indlagt og 21 behandlet og udskrevet. På Hallamshire ankom 71. Én var død ved ankomsten, 25 blev indlagt, og 45 behandlet og udskrevet. Prioritering var vigtig; det handlede om at redde liv. Ligene blev returneret til sportshallen ved stadion.
En ungdomsklub tæt på Hammerton Road politistationen blev åbnet til at huse pårørende og overlevende, som stadig ventede på at høre nyt om venner og familiemedlemmer. Da embedsmanden for ligsyn ved kontroversielle dødsfald, Stefan Popper, som havde givet ordren til at benytte hallen som midlertidigt lighus ankom, autoriserede han straks, at der blev taget blodprøver af samtlige døde for at fastslå alkoholpromillen. På trods af at mange af ofrene var meget unge, fik samtlige taget prøven.

Men hvorfor? Det var aldrig sket ved tidligere katastrofesituationer i Storbritannien. Der var intet, som retfærdiggjorde denne påtrængende handling, men den antog at ofrene havde været fulde og derfor kunne have bidraget til egen og andres død. Den garanterede, at beskyldninger om fuldskab ville forblive i fokus, hvilket sårede pårørende, da de følte at offentliggørelsen af ofrenes navne udelukkende ville medvirke til at bringe skam over deres liv.

Pårørende, som ankom til hallen for at få svar på, om deres pårørende var blandt ofrene, blev interviewet – eller snarere forhørt – af politi omkring deres handlinger i løbet af dagen. Samtalerne handlede om alkohol, off-license butikker (der sælger øl) og supermarkeder, og folk blev spurgt, om de havde drukket inden kampen og om de havde set andre drikke meget eller opføre sig dårligt. Det var typisk disse områder, politiet var interesseret i, for at “opbygge et billede af hele dagen”.

Undersøgelser blandt ofrenes familier viste bagefter, at de alle følte, at den behandling, de fik i hallen, var rystende dårlig. Kun én familie ad gangen blev lukket ind i hallen, men først efter at have kigget samlingen af fotografier af uidentificerede lig igennem.

Én kvinde fortalte, at de blev ført ind i hallen, hvor hendes søn, James Delaney, lå på en vogn i en pose med nummeret 33 udenpå. De bøjede sig ned for at kysse James og snakke til ham, og da de rejste sig op, forsøgte en politibetjent at føre dem ud, helt ud af hallen. Moderen sagde, at holdningen var, at nu havde vi identificeret nummer 33, så nu kunne vi bare gå. James' forældre tryglede om at få lov til at blive hos deres søn, men det blev afslået.

Margaret Aspinall, hvis søn James var blandt ofrene, ankom sammen med sin mand næste dag til Medico-Legal Centeret, men fik kun lov at se James igennem glas. “Jeg sagde, jeg ville have ham med hjem, men de sagde, at han ikke tilhørte mig. Han tilhørte embedslægen, det var den mest forfærdelige ting at tvinge en mor igennem.”

En chef fra Sheffields ambulance-service udtalte siden kritik af proceduren omkring identifikationen af ofre. “Vi var tvunget til at stå og lytte til identifikationen af over 60 mennesker. Skrigene og gråden kunne høres overalt. Det var forfærdeligt og noget jeg aldrig vil glemme,” sagde han.

Politikommissær Addis som stod for proceduren sagde bagefter, at den efter omstændighederne var korrekt, og at den fungerede godt. Han sagde: “Klokken halv fem om morgenen var 74 af de [på det tidspunkt] 94 lig blevet identificeret. Dette var førsteklasses. ”De resterende blev flyttet til Medico-Legal Centre, hvor de kunne blive identificeret senere. En time senere var alle ligene blevet overført.

Det var en procedure, som tilgodeså politiets behov for pragmatisk og professionel håndtering. Phil Scraton skriver i sin bog Hillsborough The Truth videre, at proceduren behandlede pårørende som objekter på et samlebånd. Ved hvert stadie af processen blev de nægtet basale rettigheder og behov.

Ambulance-chefen udtalte: “Det var fuldstændig unødvendigt, at folk skulle gennemgå den lidelse, præsentationen af et lig til identifikation er et tidspunkt for de nærmeste at komme overens med et chok, det er en meget vigtig del af sørgeprocessen, ligene skulle præsenteres rene, vaskede, håret i orden, med værdighed på en menneskelig facon, ikke i en ligpose.”

Historierne er næsten lige så mange som ofrene, men alle beskriver de en horribel dag og nat for de efterladte familier, men helvede var på ingen måde overstået for familierne. I dagene derefter berettede officielle kilder om, hvordan tusindvis af Liverpool fans var ankommet fem minutter inden kick-off. Jacques Georges, UEFA's præsident, kom med stødende kommentarer, som sammenlignede Liverpools fans med vilde dyr. Adskillige aviser rapporterede, hvordan Liverpools fans havde tvunget sig adgang til stadion.

Den 18. april – tre dage efter – skrev Sheffield Star at bøller havde angrebet ambulancefolk og urineret på politifolk, som forsøgte genoplivning. Irvine Patrick, et lokalt medlem af parlamentet udtalte på ITV, at han havde talt med politifolk, som fortalte, at de var blevet angrebet, sparket og slået.

Dagen efter gik morgenaviserne i krig. The Suns forside lød “THE TRUTH: Nogle fans stjal fra lommerne af ofrene; nogle fans urinerede på modige politifolk; nogle fans tævede politibetjent under genoplivningsforsøg”. Det kom senere frem, at Kelvin Mac-Kenzie, avisens redaktør, oprindeligt ville have brugt overskriften “YOU SCUM”. Flere andre aviser havde lignende historier, men ikke så brutale som dem nævnt her. Taylor rapporten, som senere blev sat i værk for at undersøge katastrofen, tilbageviste samtlige disse beskyldninger. Ikke et eneste vidne (ud af flere tusinde) havde bekræftet beskyldningerne, og Taylor kritiserede samtidig de, som kom med dem, og de som viderebragte dem. Lord Taylor sagde, at de havde været bedre tjent med at tie stille.

Men på det tidspunkt var aviserne ligeglade. Beskyldningerne blev i det store hele stående, og det blev et kendt “faktum”, at Liverpool fans slog deres egne ihjel. En mor til et af ofrene udtalte om situationen: “Vi opdagede hurtigt, at vi ikke kun var i en kamp for retfærdighed for de, som døde, men også for at rense dem og de fans, som overlevede.”

Indkast.dk takker Liverpools danske fanklub for deres medvirker til denne artikel.



Optakter
Lørdag d. 21/10, kl. 15:30
Silkeborg - SønderjyskE
Lørdag d. 21/10, kl. 16:00
Man. City - Burnley
Søndag d. 22/10, kl. 12:00
Hobro - Nordsjælland
Søndag d. 22/10, kl. 14:00
Lyngby - OB
Søndag d. 22/10, kl. 16:00
Helsingør - Brøndby
Søndag d. 22/10, kl. 18:00
FC København - AGF
Mandag d. 23/10, kl. 19:00
Randers - AaB
Magasin-artikler
Premier League - Tilbageblik af Indkast
Redaktionen har kigget tilbage på nogle af de største øjeblikke i den store fodboldturnering – synes du, at vi mangler nogle?
- Balotelli med trøjeskriften ”Why Always me”.

- Rooneys mål imod Manchester City.

- Patrick Vieira og Roy Keanes mangeårige feud.

- United vs. Arsenal: 8-2.

- Badebolden foran Pepe Reina.

- Yeboahs vanvittige mål for Leeds.

- Da Gerrard gled.

- Kannibalen Suárez.

- Beckhams mål fra egen banehalvdel.

- Manglende håndtryk fra Anton Ferdinand og Patrice Evra.

- Henrys solo-mål imod Tottenham.

- Philippe Alberts geniale tjip.

- Da Di Canio skubbede til dommeren.

- Roy Keanes stempling som kostede Hålands karriere.

- Keegans udbrud som Newcastle-manager.

- The special one.

- Leeds op… og nedtur.

- Bergkamps mål imod Newcastle.

- Cantonas Kong Fu-spark imod en tilskuer.

- The Invicibles.

- Leicester og Blackburns mesterskaber.

- Agüerooooooo!

- Da de to holdkammerater fra Newcastle…Lee Bowyer og Kieron Dyer… begyndte at slås under en kamp.

- Indskiftede Kanus hattrick imod Chelsea, hvor det sidste mål nærmest var umuligt.

- Thomas Sørensen reddede Alan Shearers straffe i Tyne-Wear Derbys 82. minut i 2000 og sikrede Sunderland en 2-1-sejr på St. James Park.

- Da Hull var nede 0-4 mod City ved pausen, og Hull-manager Phil Brown i pausen valgte at skælde spillerne ud midt på banen foran tilskuerne.

- Peter Crouchs vanvidsmål mod Manchester City, hvor han loppede bolden op til sig selv og helflugtede bolden op i krydset

- Newcastles comeback imod Arsenal. Kampen sluttede 4-4, efter London-holdet havde ført 4-0.

- Van Persies vanvidsmål af et langskud, der sikrede United det historiske 20. mesterskab.

- Cantonas arrogante jubelscene efter han havde tjippet bolden over målmanden.

- Da Chelsea i 2010 på imponerende vis formåede at score hele 103 mål og blot lukkede 32 mål ind.

- Brian Deanes hovedstødsmål mod Manchester United den 15. august 1992, hvilket var det første mål i Premier League.
Læs hele artiklen
Shakhtar – olie og brasiliansk kærlighed
I Champions League gruppe F skal Manchester Citys klubejer Sheikh Mansour bin Zayed al-Nahyan op imod en anden oliegigant - Rinat Akhmetov.
Olie har startet krige, skabt misundelse og dumheder – som da en halvstiv dansk statsminister forærede Norge store mængder - eller givet fodboldklubber et voldsomt løft, som det er tilfældet med ukrainske Shakhtar Donetsk. Her har olie-kongen Rinat Akhmetov brugt en formue på at skabe et storhold, hvilket er lykkedes ret godt – men de senere er det gået lidt ned af bakken.

Når der i denne Champions League-sæson skal spilles fodbold på Shakhtar Donetsks hjemmebane bliver det på et dyrt renoverede stadion, der tidligere har fået tildelt fem stjerner af UEFA, og som blandt andet havde et ungdomsakademi med plads til over 3.000 børn som blot en del af et imponerende træningsanlæg.

Samtidigt med denne voldsomme stadionudvidelse for den ukrainske klub, så væltede der ind med især brasilianske spiller i klubbens trup. Første brasilianer kom til klubben i 2002, og det har sidenhen startet en stærk forbindelse mellem den sydamerikanske fodboldverden og den østlige del af Ukraine.

Omtalen af de brasilianske talenter i Shakhtar Donetsk blev først rigtig synlig for fodboldeuropa, da den daværende italienske landsholdshold-angriber Cristiano Lucarelli skiftede til den ukrainske storklub, og efterfølgende vandt holdet mesterskabet to år i træk og fjernede dermed selveste Dynamo Kiev fra den fodboldtrone, som de ellers havde siddet på gennem mange år.


Fra John Hughes til Akhmetov
Shakhtar Donetsk blev dannet i 1869 af den walisiske forretningsmand John Hughes, der dengang byggede masser af stålværker i området, og det er ikke langt fra den måde, som den nuværende pengemand Akhmetov har tjent sine enorme formuer. Således er Akhmetov af Forbes Magazine blevet kåret til verdens 214. rigeste mand. Nu lyder det måske ikke af meget, men det er det – og Akhmetov er også klart Ukraines rigeste mand.

Den kun 51-årige Akhmetov er som mange andre rigmænd på de kanter blevet beskyldt for at deltage i organiseret kriminalitet, men han er ikke dømt for noget. Meget på denne egn handler om penge, og det har også været bevæggrundene for de mange spillere, der er taget den lange rejse til Ukraine. Allerede da den italienske angriber Lucarelli i 2007 skiftede til klubben, blev det gjort klart, at her var der økonomiske midler, der ikke rimede på noget fra den ukrainske befolkning. Således fik Lucarelli stillet et privatfly til rådighed, hvis hans kone skulle få for meget hjemve og gerne ville en sviptur til Italien. Udover denne luksus er forholdene også i orden – bortset fra vejret, men det kan Akhmetovs penge næppe ændre for klubben.


Pengene har givet resultater
Siden 2002 er det blevet til ni nationale mesterskaber, fem pokaltitler og et enkelt Europa League-trofæ, så investeringerne har båret frugt. Klubben kan dog godt beskyldes for at føre en besynderlig forretningsmodel.

Holdets defensiv består af østeuropæiske spillere, mens offensiven er tegnet af mange sydamerikanere - med underlige kontraktforhold. De fleste af de sidstnævnte spillere ejer klubben nemlig ikke, men i stedet ejer investorerne store dele af rettighederne over disse spillere, og kritikere mener også at vide, at disse pengemænd ofte har indflydelse på, hvilke spillere der får spilletid på holdet. Dette hævdes at være årsagen til, at holdet i senere år ikke har præsteret som tidligere i den hjemlige turnering. De vandt blandt andet ikke det ukrainske mesterskab i 2014/15 og 2015/16-sæsonerne, hvilket er meget uvant på de breddegrader. De fem sæsoner før det blev de mestre og forklaringen er måske ligetil.

For modsat tidligere så har det ukrainske storhold forholdt sig meget roligt i sommerens transfervindue og har kun hentet nogle unge spillere på lejeaftaler, men på trods af dette har de stadigvæk hele otte brasilianske spillere i deres Champions League-trup – samt et par kroater og argentinere. Så samlet set så mangler Donetsk-holdet ikke det store. Men spillerne har ikke det niveau som klubben tidligere har haft med brasilianske spillere som Willian, Luiz Adriano og Fernandinho. Nutidens stjerner er anføreren og veteranen Darijo Srna samt den argentinske angriber – Facundo Ferreyra, så der er sket en udvikling for det brasiliansk-inspirerede "olie-hold" fra Ukraine.

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Edinson Cavani – bevaret hemmelighed
Sydamerikaner var træt af Ibrahimović' skygge og nu er han kommet i en og to nye skygger – eller hva'?
Da Edinson Cavani i 2007 skiftede til Palermo, beskrev den italienske avis, La Gazzetta dello Sport, den uruguayanske landsholdsspiller som ”Sydamerikas bedstbevarede hemmelighed”. Via en unik periode i Napoli havnede den langhårede angriber i Paris, hvor han først var lidt i “skyggen” af superstjernen Zlatan Ibrahimović og nu kommer til at stå i Neymars skygge, men hvem er denne Cavani?

Edinson Roberto Cavani Gómez er født og opvokset i den uruguayanske by Salto, som er landets næststørste by med godt 105.000 indbyggere. Byen ligger klods op ad Argentina, og det er kun floden Rio Uruguay, der adskiller Salto fra den argentinske by Concordia, som er godt og vel 1,2 kilometers svømmetur væk. Kuriøst nok er Luís Suárez fra selvsamme by, og de to dygtige angribere danner i dag en farlig frontduo på ”La Celeste”-holdet.

Ligesom Suárez har Cavanis karriere også været lidt blandet samt præget af lidt kontroverser. For tiden bliver Cavani sat i forbindelse med mange klubber, da han er ikke helt fungere sammen med den nytilkomne Neymar. Der er åbenlyse kontroverser mellem de to dyrtindkøbte angribere – ligesom det var imellem Ibrahimović og Cavani. Datidens træner Laurent Blanc benægtede dette. Selv den ellers så lidt “sladderagtige” L'Équipe har beskrevet forholdet mellem de to angribere som meget køligt, og de to profiler spiller simpelthen ikke hinanden på banen. I en kamp imod Evian i januar 2015 var de to offensive spillere sammen om et mål, hvor Cavani scorede på Ibrahimović' oplæg, men efterfølgende var der ingen fælles jubelscene – jo fra hele holdet bortset fra den svenske primadonna. Inden den første CL-kvartfinale imod Chelsea tog Cavani dog bladet fra munden og fortalte om de frustrationer, som han havde været igennem siden skiftet fra Napoli, men som tidligere nævnt var det ikke første gang, at Cavani var hovedperson i uheldige episoder.


Var ”Cosa Nostra”-mafiaen bag klubskiftet til rivalerne?
Cavani kom i 2007 til Palermo efter en enkelt sæson for barndomsklubben, Danubio, i den hjemlige liga. Det var ikke blot i ligaen, at han satte sit aftryk med ni scoringer, men også på U20-landsholdet scorede han 10 mål i 14 optrædener. På trods af massiv interesse fra klubber som Juventus og AC Milan var det i sidste ende den sicilianske Serie A-klub Palermo, der løb med angriberens signatur, men hvorfor pokker valgte Palermo at sende Cavani til rivalerne fra Napoli – og så endda på en lejeaftale. Mange medier har antydet, at denne beslutning blev taget af ”Cosa Nostra”-mafiaen.

For fem år før Cavani kom til Napoli, var klubben i Italiens tredjebedste række - Serie C, og efter opturen til Serie A gav Cavani klubben endnu et løft. Det har givet den målfarlige angriber kultstatus blandt Napolis tilhængere, og flere af dem sammenlignede målmageren med den argentinske legende, Diego Maradona, der spillede i klubben fra 1984 til 1991. Sammenligningen skyldes ikke, at ”El Matadors” spillestil minder om Maradonas, men fordi han var ved at blive en lige så stor helt.

- Det er jeg beæret over. Napolis historie er i høj grad bygget op omkring perioden med Maradona. Det har ikke været nemt at være Napoli-fan de seneste 20 år. Men nu er denne klub, der har så stærke rødder i italiensk fodbold tilbage på toppen, hvor den hører til. Napoli har oplevet mange negative ting som by - som kriminalitet og fattigdom - og jeg vil elske at give byen en mulighed for at være glad og have noget virkelig at kunne være stolt af. Den gode ting ved fodbold er, at den forener mennesker og skaber en masse gode følelser, sagde Cavani, imens han var i Napoli, og samtidig begrundende han Palermos beslutning om at udleje ham:

- Jeg ved ikke, om der gik noget galt, men da Napoli kom med tilbuddet, så blev jeg stolt, fordi det er en klub med stort potentiale. Palermo ville først ikke lade mig gå, men jeg tror, at de blev nødt til det på grund af de økonomiske udsigter, og fordi jeg gerne ville. Jeg havde mange gode år i Palermo, hvor jeg lærte at spille i Serie A, så jeg skylder dem meget, men nu er jeg her, og det er der, mit fokus er…

På samme tid lavede Cavani pudsigt nok flere mål i Serie A, end Zlatan Ibrahimović gjorde, så der er nogle lighedspunkter mellem de to angribere. De er begge meget interesserede i jagt, og går begge på riffeljagt i deres hjemland, som dog ligger på hver sin side af jorden. Af forskelligheder er Cavani meget religiøs, hvilket man vist ikke kan sige om Ibrahimović.


Jesus loves me
"El Matador" blev hurtigt venner med målmanden Rubinho, da den brasilianske keeper kom til ”Rosanero” i 2009/2010. Cavani har tidligere sagt, at de havde en ”kemi fra starten”, og at de ”læste biblen sammen”. Cavani har altid været religiøs, men angriberen beretter, at mødet med Rubinho gjorde ham endnu mere troende. Man ser ofte den nu 30-årige løfte sine fingre mod himlen, når han scorer, og han har fortalt, at han ikke tror, at han ville have været en stor fodboldspiller i dag, hvis ikke han var venlig over for folk og holdt fast i sin personlighed.

- Jeg har altid følt, at det vigtigste er, at man er sig selv - en ægte person - og først efter det kriterium er opfyldt, kan du blive en god fodboldspiller. Hvis ikke jeg havde min tro, og jeg ikke havde mine værdier til at vise respekt over for andre, ville jeg aldrig have været en topprofessionel fodboldspiller, har Cavani tidligere udtalt til World Soccer.

Edinson Cavani er medlem af den brasilianske gruppe ”Athletes For Christ”, hvor man blandt andet også finder Kaká og Hernanes. Det er heller ikke et sjældent syn, at ”El Matador” hiver op i sin trøje efter en målscoring for at vise påskriften ”Jesus loves me”.

I den første sæson hos ”Rosanero” var der dog ikke mange jubelscener, men det kom, da Amauri skiftede til Juventus i den efterfølgende sæson - sæsonen 2008/2009. Salget af brasilianeren gjorde, at Cavani spillede i angrebet sammen med Fabrizio Miccoli. I de to sæsoner 2008/2009 og 2009/2010 formåede Cavani at score 30 mål i 74 kampe. Det åbnede op for skiftet til Napoli, hvor han lavede vanvittige 107 mål i 138 kampe, inden han i sommeren 2013 skiftede fra Syditaliens største hold til PSG for 481 millioner kroner, hvilket var den største transfersum nogensinde, som et fransk hold havde betalt for en spiller.


Balladen med Neymar
Perioden i Paris har været blandet – men samlet set flot, men tidens overskrifter handler om balladen med Neymar og om hvem der skal tage PSG's frispark og straffespark. Sammenstødet mellem de to stjerner fik yderligere krydderi, da flere troværdige spanske medier hævdede, at Neymar havde krævet, at Cavani skulle sælges.

Voldsom ballade omkring et hold, som ellers var i voldsom sportslig fremgang, men kun en af stjernerne kan få deres vilje – altså tage de omtalte dødbolde. Udover ballade med Neymar har Cavani været med i masser af ballade – også i Paris. Som da han fik et rødt kort efter en jubelscene i en kamp imod Lens.

Cavani har målmaskinen – Gabriel Batistuta som sit helt store idol. Han var verdenskendt, hvilket Cavani også er blevet, efter han har været ”Sydamerikas bedst bevarede hemmelighed”.
Læs hele artiklen
Francesco Totti – 41 år
Romas Stadio Olimpico er arkitektonisk inspireret af Colosseum – og her fandt holdets tidligere gladiator - Totti - mod og inspiration til et langt fodboldliv … i samme klub. En helt unik bedrift af Totti, som fylder 41 år i dag.
Efter 24 år i Roma-trøjen bestemte Francesco Totti sig for, at han i sommer stoppede karrieren. 18 forskellige trænere havde Totti haft i Roma, og siden 1994/95 havde han scoret i alle sæsoner. Det er blevet til over 250 Serie A-mål og 92 assists. Som 22-årig blev han den yngste anfører i Serie A's historie, så det var en loyal legende - men også en stor familiefar - der stoppede i sommer.

Da Totti scorede sit mål nr. 300 i alle turneringer for Roma, fejrede han det på flotteste vis. For da han scorede imod Sassuolo, løb han straks hen imod sin familie og gav en klar hilsen med tre fingre for at markere de 300 Roma-mål, som han havde lavet. Efter målet var de to børn Christian - der er optaget på Romas fodboldakademi - og datteren Chanel hurtigt blevet iført hvide t-shirts med skiften ”Grazie Papa”.

Imellem det omtalte mål og angriberens første Roma-mål gik der 7.686 dage og dermed nok et krystalklart billede af Tottis klubloyalitet, som ellers er en stor mangelvarer i moderne fodbold. På hylden over spillere med ekstrem loyalitet findes Xavi og Ryan Giggs – men til forskel fra Totti har de to tilbragt de mange år hos storvindende klubber. Det har Totti ikke gjort, hvilket gør hans bedrifter endnu mere unik.

Totti har været i verdensklasse, men ikke vundet ret meget med sit klubhold. Kærligheden til klubben har været i særklasse, og når sådan en klublegende eksempelvis kysser klublogoet på brystet, giver det respekt blandt alle – blandt andet den daværende Roma-træneren Rudi Garcia.

- 300 mål for samme klub er et utroligt antal, men det er også ualmindelig hårdt at spille som 39-årig, har Roma-træneren tidligere sagt.

23 år tidligere fik den blot 16-årige Totti sin Roma-debut efter man allerede fra barnsben kunne man se talentet hos angriberen, og i konkurrence med Milan fik Roma den unge Totti til at underskrive en kontrakt som 13-årig - Efter sigende efter hans mor Fiorella hellere så sin dreng spille for familiens favoritklub - AS Roma. Sådan blev det, og igennem mange af disse år har Totti endda båret anførerbindet.

Karrieren tog for alvor fart i midten af 90'erne, hvor han blandt andet var med til at vinde EM for U-21, og fra 97/98-sæsonen og indtil 2011/12 var der blot en sæson, hvor Totti ikke mindst lavede ti Serie A-mål. Pudsigt nok har han lavet flest imod sin gode kammerat – Juventus-keeperen Gigi Buffon, og dermed også lavet mange mål i afgørende kampe. Juventus og Roma har været mesterskabsrivaler i mange år, men Romas problem blev, at deres spillemæssige bedste periode faldt i en periode, hvor ”Den gamle Dame” havde en skræmmende styrke og blandt andet var i tre Champion League-finaler i træk.

Tottis høje niveau gjorde, at Real Madrid – og den indkøbslystne Fiorentino Pérez – i 2004 stenhårdt forsøgte at hente Roma-angriberen som den næste ”Galacatico”, efter Luís Figo, Zinedine Zidane, Ronaldo og David Beckham var kommet til. Totti ønskede dog ikke at skifte klub, selvom han afslørerede, at han var smigret. Han slog samtidigt fast, at det ville være større for ham at vinde et mesterskab med Roma end at vinde ti med Juventus eller Real Madrid.


Lamaen – der blev til ballademager
Midt i alle de flotte præstationer må man ikke glemme, at Totti også havde en skyggeside – f.eks. fik han over ti røde kort i Serie A, hvilket er mere end midtbaneslideren Daniele De Rossi og glem nu ikke, at det var ”Lama'en Totti”, der sendte en spytklat i hovedet på Christian Poulsen til EM 2004, og kort tid efter stemplede han brutalt en liggende Carsten Remelow i brystet. En handling som Leverkusen-træner Augenthaler kaldte for et ”mordforsøg”. Senere i samme sæson fik han en lang karantænedom for at slå og sparke en Siena-spiller samt efter en udvisning mod Livorno – og derudover skubbede an sin personlige træner og nære ven - Scala. Disse handlinger forsvandt dog ikke med alderen, for i næstsidste spillerunde i 2013 sendte han en albue i hovedet på sin tidligere holdkammerat Philippe Mexes.

Udover disse mange dårlige historier har Totti også et andet kedeligt omdømme i Italien for at være en smule underbegavet – altså en uintelligent kunstner. Således er der f.eks. udgivet en bog med vittigheder om Roma-spilleren, hvori mange af vittighederne handler om angriberens dumhed. Hovedpersonen gav midlertidig lov til, at bogen skulle trykkes såfremt, at hele overskuddet gik til Unicef. Sådan blev det, og bogen blev en stor succes – for udenfor banen er Totti også en megastjerne. Tottis bryllup blev transmitteret fire timer direkte i tv og hans biografi solgte 150.000 eksemplarer indenfor de første par dage.


Nutidens gladiator
Mod slutningen af karrieren var han stadigvæk – trods sin fremskredne alder – en stor stjerne på Roma-holdet, selvom stjernen lyser mindre. Men han har været med til at sætte nye standarder, for han blev den første ”falske 9'er”, da Spalletti ville have den italienske hovedstadsklub til at spille 4-6-0, og derudover har han scoret på nogle meget spektakulære straffespark. Mange fodboldinteresserede forbinder sikkert Totti med hans tjip med bolden under straffesparkskonkurrencen i semifinale til EM2000… en sådan bedrift kommer fra fodboldspillere, som kan være kølige i selv de mest pressede situationer – ligesom datidens romerske gladiatorer.

Langt inde i Roms gamle bydel kan man finde Piazza del Fico og også den glimrende restaurant Da Francesco. Når man træder derind, er man ikke i tvivl om kærligheden til mad – men også til AS Roma og FRANCESCO Totti – den nulevende gladiator. Ikke langt derfra finder man et af verdens syv vidundere – Colosseum – hvor gladiatorerne helt tilbage før Kristi fødsel kæmpede nogle dødelige kampe. Nordvest derfra er Romas Stadio Olimpico, som er arkitektonisk inspireret af Colosseum, hvor Totti igennem et helt fodboldliv slog sine folder med en tatovering på højre arm, som gav ham mod og inspiration til hårdt arbejde… tatoveringen er et billede - af en gladiator.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Irland – godt eller skidt?
Det danske landsholds VM-skæbne bliver afgjort på ”den grønne ø”, hvor Åge Hareides tropper vil møde en modstander og stemning, som de næppe har stået overfor mange gange før.
- Det er fuldstændig lige meget, hvilket hold vi trækker op af hatten. I playoff-kampe er alle hold gode. Vi har hverken en ønskemodstander eller et hold, vi ikke vil trække…

Sådan sagde assistent-træner Jon Dahl Tomasson op til tirsdagens lodtrækning til Playoff-kampene, hvor Danmark trak Irland og ikke Nordirland eller de frygtede Sverige, men er det så en god lodtrækning for det danske hold?

Det kan umiddelbart være oplagt at sige, at det er en super lodtrækning – for kan Danmark ikke slå et hold som Irland, så er vi heller ikke gode nok til en VM-slutrunde… dette kunne være en holdning, som mange har, men pas nu på. For Irland er en farlig størrelse. Deres idealopstilling kunne meget vel være:

Randolph
Coleman, Duffy, Clark, Ward
Hendrick, Meyler, Arter
Brady, Long, McClean

Det er ikke de store fodboldnavne eller klubber, som de repræsenterer, men pas nu igen på – for den største modstand, som det danske hold vil møde – skal ikke findes i fodboldevner, men derimod i indstilling, og her er det irske hold måske blandt verdens bedste, og når Åge Hareides tropper slutter i Dublin, vil det blive ekstremt. Her dækker udtrykket med ”sidste blodsdråbe” end ikke… og må jeg lige minde om, at Irland blot tabte én af deres ti kvalifikationskampe og sluttede med at vinde over EM-overraskelsen fra Wales.

Irland spiller klassisk 4-4-2, men i den grad også klassisk britisk – på den hårde måde. De er givetvis noget bedre end Nordirland og har et hold stort set kun med spillere fra Premier League. Det er godt nok fra mindre hold som Burnley og Bournemouth, men netop her spiller de… jah klassisk britisk!

Op til lodtrækningen slog Premier League-eksperten Morten Bruun også fast, at han var lidt bekymret i forhold til netop modstanderen fra Irland. Ifølge B.T. så mener Bruun:

- Umiddelbart vil de fleste danskere nok foretrække at få en modstander fra de britiske øer, og det er en holdning, jeg deler. Samtidig med at jeg dog godt vil advare om, at det næppe bliver nemt. Jeg følger en del af de irske og nordirske landsholdsspillere i deres hverdag i Premier League, og jeg vil godt slå fast, at der er tale om nogle krigere, der kender deres strategi på slagmarken og deres våben ned til mindste detalje. Der er mange ligheder mellem holdene, for de er begge to båret af en enorm vilje og en bevidsthed om, at kollektivet er deres trumf. Hvis man skal karakterisere de to holds spillemåde, ligger deres stil også tæt op ad hinanden. Man kunne faktisk kalde det West Bromwich eller Burnley hældt på 'landsholds-flasker', for det er præcis som at se disse to hold spille. Ingen af de irske hold bekymrer sig om at have bolden mest, de spiller meget direkte, de er stærke i hovedspillet, og de er besat med løbestærke spillere, der kæmper for sagen. Hele vejen rundt. Der er ikke antydningen af en luksusspiller på nogen af de to hold. Faktisk kommer halvdelen af de Premier League-spillere, der var i kamp for Irland mod Wales og for Nordirland mod Norge, netop fra enten West Bromwich eller Burnley. Og det er ikke en tilfældighed, for de to landes managere lægger vægt på præcis de samme dyder som Tony Pulis i West Bromwich og Sean Dyche i Burnley.

Modsat Bruun så har en anden ekspert – DR's Andreas Kraul - beskrevet kampe imod Irland med Danmark som store favoritter.

- Jeg er umiddelbart glad. Irland er et ærligt fodboldhold, der knokler for sagen. Men hvis man kigger på deres spillere, så er det ikke topniveau i forhold til, hvad vi kunne have trukket. Så mulighederne er rigtig gode. Danmark bør være forholdsvis store favoritter til at gå videre.

Indkast.dk vil også mene, at Danmark er favoritter, men nok heller ikke mere end det, og indkast.dk vil gerne advare imod at slutte imod de fysisk stærke Premier League-krigere i Dublin i en kamp, hvor de grønblusede irere vil fighte på en måde, som slet ikke ligger i det danske hold – eller som den danske trup har noget modsvar til.

Men lad os for alt i verden håbe, at der torsdag den 14. november omkring kl. 22.30 vil være fest i det danske omklædningsrum, hvor spillerne vil fejre, at de skal til VM i stedet for at slikke deres fodboldsår efter en kamp imod en meget fysisk hård modstander.
Læs hele lederen
Mes que un club
Indkast.dk er taget til Spanien – eller rettere – til Catalonien for at finde ”fodboldsvar” på den konflikt, som egnen er ramt af i øjeblikket, og inden weekendens kamp imod Atlético Madrid…
- Jeg kan ikke tale om det… det er alt for tæt på!

Sådan siger receptionisten, da vores snak helt naturligt falder på det catalonske valg om mulig uafhængighed fra Spanien. Følelserne i hele det skønne Catalonien er påvirket af, hvordan den spanske regering har nedtonet og bekæmpet valget. Men hvad handler det hele om, og kan det få nogle konsekvenser for en af verdens største fodboldklubber – FC Barcelona. Indkast.dk er taget til Spanien for et finde svar på konflikten med de andre mange følelser, men også politiske undertoner samt relationer til fodbold…


Historien bag historien i historisk perspektiv
Da den spanske konge Felipe VI forleden kom med en klar politisk tale, sendte han ikke bare en klar kritik imod Catalonien og han satte samtidigt også sin egen krone – endnu mere yderligt og satsede voldsomt. For monarkiet i Spanien har det historisk svært, hvilket ikke mindst skyldes, at landet er fyldt med områder, der ønsker alt andet end en spansk konge. Så Felipe satsede med at komme med klare udmeldinger, men det er langt fra første gang, at han har gjort dette siden kroningen i 2014.

Dette er jo helt modsat end i f.eks. Danmark, hvor monarkerne skal forholde sig politisk neutrale, men måske er Felipe bramfri grundet sagens alvor. For i talen tirsdag aften på direkte tv rettede han voldsomme angreb imod den catalanske regerings ledere, og han fordømte også deres planer om løsrivelse. Ifølge kongen havde de udvist ”en helt uacceptabel mangel på loyalitet”, og spillede hasard med landets økonomi. Men denne manglende loyalitet vil catalonierne blæse på – størstedelen af dem, som stemte, ønskede ikke at have en forbindelse til Spanien – overhovedet.

Spanske medier hævder, at Kong Felipe var i lokalet, da hans far i 1978 ringede rundt til landets garnisoner for at få opbakning og dermed forhindre og lykkes med at stoppe det militærkup, som ulmede.

Den lille knægt var dengang – og skulle stadigvæk være det – en glødende fodboldfan, og han er blandt andet æresmedlem hos Atlético Madrid. Netop relationerne imellem de spanske hovedstadshold og de catalonske fodboldhold har fået enorm betydning i krisen, og derfor er det hele aktuelt på et fodboldsite som Indkast.dk, hvis læseren skulle undre sig over spaltepladsen i disse linjer.

For konflikten kan ramme FC Barcelona, der sidste søndag – på valgdagen - måtte spille deres La Liga-kamp uden tilskuere. Ikke mange kan forestille sig, at selvom Catalonien skulle blive erklæret for selvstændig, at det skulle gøre, at den store fodboldklub ikke fortsat skulle spille i La Liga. Skulle dette ske, ville Barcelona kunne fortsætte i La Liga ligesom walisiske hold spiller i Premier League eller fyrstedømmet Monaco deltager i Lique1.

Også al snak om et catalonsk landshold med mange tidligere spanske landsholdsspillere til officielle kampe eller kvalifikationer er næppe realistisk i nærmeste fremtid. Så det spanske landshold vil f.eks. i fremtiden bestå af et centralt forsvar med Gerard Piqué og Sergio Ramos, selvom de begge er meget aktive i konflikten. Piqué skrev inden valget på Twitter:

- Jeg er og føler mig som en catalonier, og i dag er jeg stolt af det catalanske folk. Vi er ikke en minoritet. Vi er ikke de onde, vi ønsker bare en afstemning…

Det fik Real Madrid-forsvarsspilleren Sergio Ramos til under den spanske landsholdssamling til kampen imod Albanien at sige om kollegaen Piqué.

– Piqués tweet var ikke den bedste ting at gøre, hvis han ikke vil buhes ad. Alle er frie til at sige, hvad de vil, selv om jeg som anfører altid er optaget af atmosfæren i truppen, og Piqué vidste, hvad han gjorde. Måske var det ikke det rigtige tidspunkt at gøre det på, og det hjælper ikke særlig meget…


Mere ballade til kommende opgør
Det mangeårige had op til ”El Clasico” har og vil utvivlsomt blive en stor del af konflikten fremafrettet – så her kommer fodboldvinklen ind… nok engang. Under tirsdagens store generalstrejke deltog flere af FC Barcelona-spillerne samt flere fodboldklubber i Catalonien, men især Barcelona har gigantisk betydning i krisen. Opgørene imod Real Madrid betragter mange catalonierne som et direkte angreb imod den spanske konge, og det vil næppe blive mindre i de næste opgør.

I forhold til de forventelige store udbrud af uroligheder er der heldigvis længe til næste ”El Clasico”, men på trods af dette bliver der næppe julefred, når opgøret skal spilles lillejuleaften. Dog må man ikke glemme, at Barcelonas næste kamp er imod Atlético Madrid. Balladen vil formentlig blive mindre, da kampen spilles i den spanske hovedstad.

Som tidligere nævnt er mange af dem, som ønsker uafhængigheden, også store fans af FC Barcelona, og det piner dem, at Real Madrid er ved at overhale dem i den indbyrdes kamp, som catalonierne i de senere år ellers har ført.

Real Madrids triumfer i Champions League piner dem i Barcelona, men også udviklingen der sker. For efter Zinedine Zidanes ankomst har ”Konge-klubben” ikke købt så voldsomt ind, men i stedet lykkedes med unge spanske spillere – noget som har været Barcelonas varemærke i størstedelen af dette årtusinde.

De senere år har Real Madrids transferregnskab således næsten ballanceret – blandt andet efter salg af spillere som Jese, Álvaro Morata og Danilo. Sommeren 2014 var sidste gang, at de indkøbte stort, da James Rodrigues kom fra Monaco, men han er end ikke længere i klubben, da han som bekendt i sommer blev sendt til Bayern München på en lang lejeaftale.

I perioden, hvor Real Madrid har været passive, har Barcelona indkøbt meget dyre spillere som Luis Suárez og Ousmane Dembélé, hvilket piner den catalonske selvopfattelse, forklarer den meget fodboldkyndige receptionist. Så linjerne er trukket op til ballade – både på og udenfor banen.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Giroud de specielle måls mester? 100 Arsenal-mål for Giroud – Se dem her Artikel ikon Vanvittigt mål af Sigurdsson Artikel ikon Vanvittige Shelvey Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 8 Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Stærk trup – af ikke VM-deltagere Artikel ikon Peter Crouch får Guiness Verdensrekord Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 50: Bedste klubber i verden Top 10: Topscorere i denne sæson Artikel ikon Top 10: Bedst betalte managere i PL Artikel ikon Top 10: Hurtigste i Premier League Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Kneben United-sejr på Anfield Spil: Qarabag - AS Roma Artikel ikon Spil på fodbold vokser Artikel ikon Vind mere - på betting Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Robert Enke: Et alt for kort liv Hjem til Fodbold Artikel ikon - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon 'En rigtig Jesper Olsen' Premier League - Tilbageblik af Indkast Artikel ikon PL-klubbernes all-time topscorere Artikel ikon Efter 1.399 klub-kampe er det slut Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Valverde vil sende disse spillere videre Fredagens engelske rygter Artikel ikon Torsdagens engelske rygter Artikel ikon Onsdagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Vinicus Junior
Vidste du om ... Kasper Dolberg Artikel ikon Vidste du om ... Rafael Artikel ikon Vidste du om ... Kylian Mbappé Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Formstærke Manchester City Derfor blev Shakespeare fyret Artikel ikon Champions League-statistik Artikel ikon Parkerer Mourinho bussen mod Top 6-hold? Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Helsingør - Brøndby Optakt: Randers - AaB Artikel ikon Optakt: Man. City - Burnley Artikel ikon Optakt: Silkeborg - SønderjyskE Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstilling: Chelsea - Watford Startopstillinger: Red Star - Arsenal Artikel ikon Startopstillinger: CSKA Moskva - Basel Artikel ikon Startopstillinger: Benfica - Man. Utd Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Midtjylland vinder i målrig fredagskamp FCK fik vigtigt point i uskønt opgør Artikel ikon Flot Giroud-mål sænker Røde Stjerne Artikel ikon Juventus kom sig over chokstart Artikel ikon Se flere