Hvad skete på Hillsborough?

Af Torsten Brix

2012-09-13
Hvad skete på Hillsborough?

Indkast.dk genposter fire tidligere artikler - i en lang artikel. Det giver et sjældent og rystende indblik i, hvad der skete i 1989. I går sagde den engelske Premierminister David Cameron undskyld, men for hvad?

Den 15. april 1989 døde 95 fans i forbindelse med en fodboldkamp. Til FA Cup semifinalen mellem Liverpool og Nottingham Forest på Sheffield Wednesdays Hillsborough var en aldeles uansvarlig politiindsats, og ikke hooliganisme, den direkte årsag til, at næsten 100 fans vendte hjem fra hvad der skulle have været en festdag i kister. Mange af dem var børn.

Grundet alt for få billetluger på et stadion, som Liverpool-tilhængerne ikke havde særlig stort kendskab til, dannede der sig før kick off en større folkemængde ude foran yderportene på Leppings Lane. Det gik simpelt hen for langsomt med at komme ind. Til sidst blev presset så stort, at de menige politifolk, som var på vagt ude foran, anmodede South Yorkshire politis øverste ledelse, David Duckenfield og Bernard Murray i kontrolboksen, om at åbne yderporten. Efter kort betænkningstid gav Duckenfield ordre om at åbne porten.

Umiddelbart indenfor på stadion blev de mange tilskuere, som nu strømmede ind, mødt af et skilt over en indgang, med et stort B. Samme B gik igen på alle billetterne, og Liverpool fansene styrede derfor direkte mod indgangen, som førte ind i tunnel som gik nedad bakke og ind på de to centrale afsnit af Leppings Lane ståtribunen. For Liverpool fansene var det den eneste synlige vej mod ståpladserne via tunnellen.

Der var ingen, hverken stewards eller politifolk indenfor til at guide fansene udenom og ind mod de to afsnit i hver ende af tribunen. Tusindvis af fans strømmede altså ind igennem en tunnel som førte til et område, der allerede var fyldt op til randen af fans. I minutterne umiddelbart inden kick off blev pladsen i de midterste afsnit hurtigt meget trang. Nogle fans besvimede, og andre forsøgte at klatre over hegnet ind til banen. Politiets respons var først at forsøge at forhindre folk i at komme ud af den dødsfælde, som Hillsborough pludselig var forvandlet til. En stålbarriere knækkede under det massive pres og menneskemængden blev med stor kraft kastet fremad.

Folk skreg på hjælp, men på trods af at politiledelsens kommandocenter var placeret i hjørnet umiddelbart ovenover Leppings Lane tribunen, bemærkede man ifølge vidneudsagn ikke, at der var noget galt, og i stedet troede man, at der var tale om hooliganisme.

Da kampen blev fløjtet af efter seks minutters spil, havde presset varet længe nok til at have forårsaget i alt 95 dødsfald. Nogle døde med det samme, andre var i live længere hen på eftermiddagen. En enkelt døde meget senere, og fik dødstallet op på 96. Samtlige 96 fik taget blodprøver, i et forsøg fra politiets side på at påvise, at dødsfaldene skyldtes overdrevent alkoholindtag i timerne op til kampen. Skulle alle børnene have været fulde?

Umiddelbart efter kampen trådte politichef David Duckenfield frem på tv og udtalte, at ulykken skyldtes at fans havde tvunget yderporten op, på trods af at han selv højst en times tid forinden, havde givet ordren om at åbne den. Den løgn skulle vise sig, at få store konsekvenser for begivenhederne efter tragedien, og i stedet blev det alment kendt, at det var fansenes egen skyld. De ankom, ifølge politiet, meget berusede og for sent. Dette blev senere afvist i Taylor rapporten. I stedet placerede han skylden hos South Yorkshire politi. Alligevel blev ingen siden stillet til ansvar for tragedien. Faktisk endte de involverede politifolk med at trække sig tilbage på lukrative pensionsordninger, mens de efterladte familier måtte kæmpe for at få råd til advokatbistand i den langvarige og fortsatte kamp for at få renset de afdøde familiemedlemmers navne, og for at opnå retfærdighed.

Fire dage efter tragedien, 19. april 1989, bragte tabloid-avisen The Sun på forsiden under overskriften ”The Truth” historien om, hvordan Liverpools fans skulle have urineret på politifolk og røvet fra de døde. Beskyldninger som ingen vidner siden kunne bekræfte overfor Lord Taylors undersøgelseskommission.

Det er snart 23 år siden, og Liverpools beboere – røde som blå – har aldrig tilgivet avisen. Fra den ene dag til den anden faldt salget af The Sun på Merseyside fra omkring 200.000 daglige kopier til omkring 20.000. Den dag i dag er tallet stadig langt under niveauet fra dengang. Man vil ikke glemme den behandling man som befolkningsgruppe fik og de beskyldninger man blev udsat for.

Siden har avisen af ren desperation forsøgt sig med halvhjertede undskyldninger med flere betingelser og slet skjulte angreb mod sine konkurrenter fra Trinity Mirror Group. Senest da man fik overtalt en af byens berømteste sønner, den daværende Everton-spiller Wayne Rooney, til at sælge sin livshistorie i en række interviews. Reaktionen fra begge sider af Stanley Park var ikke til at tage fejl af. Rooney forrådte sin by og det den stod for.

Politifolkene mødtes kl. 10.00 til briefing under ledelse af David Duckenfield, den nyligt udnævnte leder af politiets indsats i forbindelse med kampen. Ikke alle vidste hvem han var, og flere af officererne havde ventet, at det ville være Brian Mole, den tidligere chef, som var blevet overflyttet til anden tjeneste under kontroversielle omstændigheder. Først satte Duckenfield dagsordenen, og herefter gennemgik Bernard Murray, Duckenfields højre hånd, dagens opgave, og hvad der forventedes. To andre officerer forklarede lidt om efterretningerne og om nogle praktiske ting i forbindelse med pauser. Briefingen sluttede 10.18.

Billetlugerne åbnede lidt i 12, og en lind strøm af Liverpool fans begyndte at ankomme. Ifølge politifolkenes egne forklaringer efterfølgende, var de “i godt humør og opførte sig pænt”. Politifolk indenfor stadion fortalte, at de havde fået til opgave at kropsvisitere fans, også selvom de kunne se, at de netop var blevet visiteret umiddelbart udenfor stadion. Nogle fans blev visiteret tre gange, men på trods af dette tog supporterne det fint og uden problemer. Dette var i hvert fald, hvad politiofficererne fortalte bagefter. Efterhånden som klokken nærmede sig 14.00 begyndte tilstrømningen mod stadion at øges, eftersom tog og busser nu ankom i større tal. Atmosfæren var stadig opløftet, og der blev sunget. Samtidig med at menneskemængden foran billetlugerne var vokset, blev det klart for betjentene udenfor stadion, at mange fans først var ved at ankomme. Stadig var der ingen problemer med tilhængerne.

I alt var der i Leppings Lane 23 billetluger for tilskuere, som havde billet til Leppings Lane tribunen, West Stand og North Stand. Det drejede sig om 24.256 tilskuere. De øvrige 29.800 tilskuere til kampen havde adgang til stadion via næsten tre gange så mange billetluger, nemlig 60. Vi snakker altså om et gennemsnit på 1.054 mennesker pr. luge, et helt uhørt højt tal. Der var i alt seks yderporte, delt op således at de 10.100 med billet til Leppings Lane skulle igennem de tre sydligste porte ind til syv billetluger, som gav adgang til endetribunen. De tilskuere, som havde billet til West Stand eller North Stand, skulle igennem de tre nordligste porte, inden billetten skulle fremvises i én af de 16 billetluger. Området, som var på størrelse med en mindre skolegård, udenfor og indenfor yderportene, skulle altså passeres af næsten 25.000 fans, noget som det slet ikke var stort nok til. Det var allerede blevet påpeget af politiet selv i forbindelse med tidligere kampe. Liverpools fans ankom både nordfra og sydfra til en større flaskehals-situation.

På selve Leppings Lane var der ingen filtrering af tilskuerne. Dette kunne ellers have sørget for, at ikke alle tilhængerne ankom til området omkring billetlugerne på samme tid. Prioriteten burde være givet hertil, især set i lyset af det lille antal billetluger og den store ophobning af fans, som dette ville betyde.

Når Leppings Lane-fansene var kommet indenfor blev de mødt af et stort skilt, hvorpå der stod “standing” sammen med et stort “B”. På samtlige billetter var trykt et tilsvarende “B”, hvilket naturligvis fik tilhængerne til fejlagtigt at tro, at dette var den eneste indgang til selve tribunen. Førnævnte skilt var nemlig placeret over en indgang til en tunnel med en nedadgående hældningsprocent på ca. 17% – altså en yderst stejl bakke. Denne tunnel førte rigtigt nok fansene ind til selve tribunen, men kun til de centrale “pens” nummer 3 og 4. (“A3" og “A4") Dette ville Liverpool-tilhængerne naturligvis have vidst, såfremt de besøgte Hillsborough på ugentlig basis ligesom Anfield, men da mange aldrig havde været på Hillsborough før, efterlod systemet dem ingen chance. Politiet og Sheffield Wednesdays stewards skulle senere vise sig, ikke at tage højde for dette, og flertallet søgte derfor derhen, hvor deres billet gav adgang – tunnelen med det store “B”.

Efterhånden som kick off nærmede sig, blev menneskemængden stadigt større. Hele vejen rundt om var der mure og hegn, og den eneste mulighed for at komme væk var bag fansene, altså der hvor der stadig ankom flere og flere mennesker. Flugt var altså med andre ord umulig. Politifolkenes rapporter om, hvad der herefter skete, er forskellige fra, hvad Liverpool-fansene fortalte. Pludselig fokuserede politiet på, hvor meget tilskuerne angiveligt skulle have drukket. En betjent fortalte: “hovedparten af supporterne syntes at være grebet af tanken om, hurtigst muligt at skaffe sig adgang til stadion, og det nu. Hvis nogen skulle komme til skade, hvad så?... De virkede fanatiske for at komme ind… selv om jeg ikke syntes det i øjeblikket, så tror jeg nu, at fansene forsøgte at storme billetlugerne”.

Det var tydeligt, at situationen udenfor stadion, men indenfor yderportene nu var ude af politiets kontrol. Indenfor blev det noteret, at de fans, som kom igennem lugerne, så “forpinte” ud. De syntes at forsøge igen at få vejret. Nogle råbte hysterisk til politifolkene indenfor, at mennesker ville komme til skade, hvis der ikke blev taget hånd om situationen udenfor. Radioproblemer gjorde det vanskeligt for politifolkene indenfor at finde ud af, hvor alvorlig situationen udenfor rent faktisk var. Nogle fans klatrede simpelt hen over muren og ned på den anden side af billetlugerne. De blev hjulpet af betjente, som fandt ud af, at presset udenfor var umådelig stort. Børn blev sendt henover folkemængden på skuldrene af folk, så de kunne undslippe det massive pres. Dette blev også bemærket af politifolk på heste udenfor. Der var nu panik i luften, og politiet forsøgte forgæves at anmode folk om at træde tilbage. Dette var umuligt. Folk havde tydeligvis problemer med at trække vejret.

Fans fortalte en anden historie end politiets. Flere bemærkede en åbenlys mangel på politi-tilstedeværelse udenfor stadion. Én hørte politifolk bebrejde fans, at de kom for sent, og mange fortalte de tilstedeværende politifolk, at situationen var alvorlig og på vej ud af hænderne på politiet. Der var ingen, som sørgede for at filtrere menneskemængden. En fan fortalte siden hen, at han hørte en betjent sige, at der var masser af plads indenfor. De gik derfor igennem tunnelen og ned til afsnit 4.

Øjenvidneberetningerne er mange, og alle fortæller de samme historie. Der var overhovedet ikke styr på situationen. De fleste ankom til området mellem kl. 14 og kl. 14.45, sådan som man kunne forvente. Flertallet ankom ifølge disse beretninger ikke senere end normalt, sådan som politi og medier siden ville hævde. Alle var klar over, at adgang til stadion ville være alles redning, og da man så en ung tilhænger blive afleveret henover hovederne på mængden, gik det op for folk, at mennesker oppe foran ville dø, hvis ikke noget blev gjort ved situationen.

En politiinspektør råbte, at man måtte åbne udgangsportene ved siden af billetlugerne for at mindske presset. Politikommissær Marshall var skeptisk overfor at efterkomme denne anmodning, da han følte at det at give folkemængden adgang til stadion ville ophæve arbejdet for at forhindre hooliganisme indenfor. Kommunikationen mellem betjentene udenfor og i kontrolboksen var svær, da en fejl opstod i radiosystemet, netop da man havde mest brug for at det virkede. Marshall besluttede, på baggrund af den “ekstreme uro” i ansigtsudtrykket på sin inspektør, at den eneste praktiske måde at forhindre dødsfald udenfor stadion ville være at åbne udgangsportene.

- Jeg kontaktede kontrolrummet via radioen og bad om tilladelse til, at portene i Leppings Lane enden blev åbnet. Der var intet svar, fortalte kommissær Marshall senere. Da der ikke kom noget svar, regnede Marshall med at det skyldtes, at hans radio var defekt, og han fik derfor straks fat i en kollegas radio, hvorefter han gentog sin anmodning overfor den øverste ledelse, Duckenfield og Murray, i kontrolboksen. “Der var intet svar”, fortalte Marshall igen.

Kontrolboksen på Hillsborough var placeret i en hævet position over Leppings Lane tribunen i den sydvestlige ende. Den gav et fint udsyn over ståtribunen, og der var med hjælp fra overvågningskameraer mulighed for at følge udviklingen udenfor stadion. David Duckenfield kunne omkring kl. 14.30 se, at mængden blev større, og han spurgte derfor Bernard Murray til råds. Denne svarede, at med en halv time til kick off, så skulle de nok få dem alle sammen ind til tiden. En eventuel udsættelse af kampen blev også diskuteret mellem de to mænd, og man var tidligere blevet enige om, at en sådan udsættelse krævede et “identificerbart problem” såsom en alvorlig hændelse, en ulykke eller tåge på the Pennines (bjergkæde mellem Liverpool og Sheffield). Man ville ikke udsætte kampen af hensyn til mennesker, “som var ankommet til området i rimelig tid, men som havde valgt ikke at søge ind på stadion umiddelbart efter ankomsten.” En udsættelse afhang altså med andre ord utroligt nok af, om de to politichefer mente, at et pres udenfor var selvforskyldt eller ej!

Kommissær Marshalls første anmodning om at åbne portene blev modtaget i kontrolboksen kl. 14.47. Duckenfield var ikke meget for at åbne porten, idet også han tænkte, at man hermed ville opgive at udelukke fulde og billetløse fans fra stadion. Duckenfield kiggede på skærmen, som viste port C og så tilsyneladende porten blive tvunget åben. Han tænkte, “hvis portene alligevel blev tvunget åbne, hvorfor bliver jeg så spurgt?” Sandheden var, at det faktisk var politiet selv, som havde åbnet porten for at smide en fan ud! Andre fans havde dermed fået adgang til stadion, men porten blev lukket igen umiddelbart efter. Duckenfield troede på dette tidspunkt fejlagtigt, at fans havde tvunget porten åben.
Da kommissær Marshalls anden anmodning kom ind over radioen, kunne der dog ikke være nogen tvivl om, at dette ikke var tilfældet. Der var nu nærmest tale om et krav fra Marshall: “Åbn portene eller folk vil blive alvorligt skadede eller dø!” Duckenfield var tavs, men tænkte: “En mand som jeg har kendt i mange år, en mand som jeg respekterer og beundrer, krævede noget af mig, som jeg normalt ikke ville give… jeg tog det synspunkt, at Marshall fortalte mig, at medmindre jeg åbnede portene, ville det medføre alvorlig skade og mulige dødsfald…"

Kommissær Murray, Duckenfields højre hånd i kontolboksen, brød den lange tavshed og spurgte: “Mr. Duckenfield, vil du åbne porten?”

Duckenfield mumlede: “Hvis det er sandsynligt, at der vil være alvorlige skader eller dødsfald udenfor, så har jeg intet andet valg end at åbne porten.” Han så på Murray og sagde “Åbn portene”.

- Det første jeg bemærkede var, hvor stort et hul den [Leppings Lane tribunen] var. Jeg kom ind omkring 13.15 og gik rundt oppe bag tribunen – der var intet. Toiletterne var forfærdelige. Vi gik ned gennem tunnellen, og det første jeg tænkte på, var burene. Det var overhovedet ikke ligesom the Kop på Anfield.

Citatet er naturligvis fra én af de overlevende på Hillsborough, men der var mange som sagde stort set det samme om det første møde med Leppings Lane-tribunen. Den centrale del af tribunen – på Hillsborough de to bure 3 og 4 – blev naturligvis fyldt op først, ligesom på stort set alle andre stadions til alle andre fodboldkampe, idet mange fans foretrækker at have et centralt udsyn over banen. Det var bestemt ikke noget, som politiet ikke kunne have forudset, ligesom det ikke kunne have kommet som en overraskelse, at de fleste tilskuere ville dukke op ved indgangene i den sidste time inden kick-off.

Flere fans bemærkede senere, at det havde virket underligt, at de yderste bure var halvtomme, samtidig med at de centrale blev så hurtigt fyldt. Flere fans fortalte bagefter, at de med stort besvær havde kæmpet sig vej op igennem tunnelen ved omkring 14-tiden, fordi de fandt overbefolkningen decideret “ukomfortabel”, men det var ikke muligt blot at bevæge sig “sidelæns”, altså ud mod hjørnerne, på grund af inddelingen af tribunen i bure.

Tribunen var nomineret til 10.100 mennesker, og hvert af de to centrale bure skulle kunne holde 2.100 mennesker. Det eneste, der blev kontrolleret, var dog, hvor mange som kom igennem tælleapparaterne, og overbefolkning var derfor absolut muligt. Allerede omkring kl. 12 havde politiassistent Creasor spurgt Bernard Murray, politi-kommissæren, om ikke man skulle fylde ét bur ad gangen. Murray havde svaret, at alle burene skulle holdes åbent fra starten, og man skulle så lade fansene “finde deres eget niveau”. Et eksempel på den selvtilfredshed, som var blevet fremherskende i forbindelse med sikkerheden omkring afviklingen af fodboldkampe på det tidspunkt. Den øverste chef - David Duckenfield - troede fejlagtigt, at styringen af folkemængden og kontrol var Sheffield Wednesdays og dermed klubbens kontrollørers ansvarsområde. Han antog, at klubben sørgede for at styre tilskuerne, når først de var kommet indenfor, men han havde ikke haft kontakt med klubben omkring ansvarsområderne. Billeder som blev taget omkring en halv time før kick-off viser tydeligt, at bur 3 og 4 var fyldte, mens 1,2 og 5 var halvtomme. Det kunne også tydeligt ses fra kontrolboksen.

Da Duckenfield (som omtalt i forrige afsnit) gav ordre til at åbne port C, på grund af det store pres udefra (som igen skyldtes et alt for lille antal billetluger) øgede det naturligvis presset inde på stadion. Fans, som kom ind igennem porten, fortalte senere om, hvor lettede de havde været over at være sluppet for det enorme pres, og de kunne også berette om politiets tilstedeværelse umiddelbart indenfor stadion, men intet blev gjort for at filtrere menneskemængden. På samtlige Leppings Lane-billetter stod der et stort “B” – det samme som var placeret ved den port, som umiddelbart indenfor på stadion førte til de to centrale bure.

Tilhængerne, som efterhånden havde travlt, hvis de skulle nå ind til kampens start, havde ingen jordisk chance for på forhånd at vide, at der var en anden vej ind til yderburene 1,2 og 5, for der var ingen – hverken Sheffield Wednesdays kontrollører eller politifolk til at lukke adgangen til 3 og 4 af og føre dem mod de øvrige bure – som man ellers havde gjort det til semifinalen året før. Én af de allermest afgørende faktorer var, at ingen fortalte dem, at billetten også gav adgang til de stadig halvtomme bure i hjørnerne. Det var her, David Duckenfield og politiet begik en alvorlig og dyr fejl, som kom til at koste 96 mennesker hjemturen og resten af livet. Over 2.000 mennesker fik i de ganske få øjeblikke adgang til stadion, og de fleste kom igennem tunnelen nedad mod bur 3 og 4, som altså pludselig indeholdt det dobbelte af kapaciteten.

Da holdene kom på banen var publikum i de øvrige dele af stadion højlydte og sang og tiljublede spillerne, efterhånden som navnene blev læst op. I bur 3 og 4 skreg folk, mens andre mistede bevidstheden. De følgende er udsagn fra fans i de to bure:

- Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg har oplevet pres tidligere, hvor man kan lette det en smule ved at dreje sig eller finde lidt plads. Dette var anderledes. Det var et virkelig hårdt pres. Så slog det mig, at jeg ikke kunne få vejret.

- Jeg kunne ikke tro, hvad der skete. Ingen kunne flytte sig, ikke en centimeter. Folk omkring mig var forvredne i hvad end position, de var blevet mast sammen. Hoveder var låst mellem arme og skuldre, ansigterne gispede i panik.

- Jeg havde været i pressede folkemængder tidligere, men jeg vidste, at dette var anderledes. Vi havde alle haft det ubekvemt i næsten en halv time, men vi troede, at det ville løse sig selv, så snart alle var inde og kampen gik i gang. Det skete ikke. Da holdene kom på banen, syntes det at stramme yderligere. Jeg var bøjet forover ved livet med hele min vægt pressende ind på folk foran. Først var smerten i ryggen skarp, men så var det i brystet. Pludselig slog det mig, at jeg var ved at dø.

I bur 3 var det – som folk beskriver – rent kaos. Presset var så stort, at de fans som stod forrest, fik mast ansigterne ind i hegnet, som adskilte tribunen fra banen. De fleste af disse mennesker var stille, enten allerede besvimede eller ude af stand til at få vejret.

- Jeg opdagede pludseligt, at fyren ved siden af mig var død, hans øjne bulede ud og tungen stak ud af munden. Det var grufuldt. Folk havde mistet kontrollen over deres kroppe og lugen var forfærdelig.

- Jeg så en ung dreng falde ned og vidste, at det var slut for ham. Han gik ned under folks fødder, men ingen kunne gøre noget ved det. Presset var for stort. Jeg husker masser af mennesker råbe til politiet foran dem, at de skulle åbne portene, men de syntes bare lamslåede. De gjorde ingenting.

- Vi sloges for vore liv. På et tidspunkt kiggede jeg over på ham… [vidnets søn] …han så lidt bleg ud, men jeg troede, han var ok, og at jeg var på vej til at dø. Mit armbåndsur blev revet af, og en eller anden tog en bid af min skulder fordi de må have været i stor smerte…Folk råbte til ham [politibetjenten], at han skulle åbne porten eller gøre noget, og han ignorerede bare disse råb. (Denne mands søn døde).

- Jeg kom til et punkt, hvor jeg ikke kunne få mig selv op, da en eller andens hånd kom ud af det blå og trak mig op ved håret. Personens hånd mistede taget, kom så igen og trak mig op endnu en gang. Denne gang kunne han med lidt hjælp fra mig selv få mig i en hovedlås. (Efter selv at have reddet et liv, mistede redningsmanden og dennes bror begge livet).

Kampen inde på banen var nu i gang, da en stålbarriere i bur 3 – nærmest et stålrør som forhindrer kraftig bevægelse fremad ved eksempelvis scoringer – på ét af de nederste trin knækkede under vægten af de mange fans helt oppe bag fra tribunen. Folk bag den faldt ned oveni de allerede bevidstløse foran, og det hele var én stor bunke af mennesker – døde, levende og bevidstløse.

Bagerst på tribunen forsøgte folk ved hjælp oppefra at kravle op i selve West Stand, som var placeret over Leppings Lane ståtribunen. Det mest vanvittige var dog, at fans oppe foran, som forsøgte at klatre over hegnet ind mod banen for at undslippe døden, blev skubbet tilbage af politibetjentene. Under fødderne var nu døende kroppe. Eddie Spearritt var med sin 14-årige søn Adam, og begge var placeret i bur 4. Eddie fortalte:

- På dette tidspunkt var Adam besvimet, og jeg sagde ordret “min dejlige søn er ved at dø”, og jeg tiggede ham [betjenten] om at hjælpe, og han gjorde ingenting. Han stod bare der og kiggede på mig, så jeg tog fat i Adam. Han havde en træningsdragt på, og jeg tog fat i hans opslag og prøvede at løfte ham over hegnet, og hegnet er omkring tre meter højt med pigge som peger indad. Jeg kunne ikke løfte ham.

Så begyndte jeg at slå på hegnet, i håb om at kunne slå det ned… jeg havde ikke succes med det, og det eneste jeg fik ud af det, var at mine hænder blev dobbelt størrelse og fuld af huller hvor jeg havde slået på hegnet. Ingen åbnede den port. Lige i begyndelsen, da jeg tiggede betjenten om at åbne porten, hvis han havde åbnet den, så ved jeg at jeg kunne have fået Adam ud. Jeg ved det, fordi jeg var der, og jeg ved hvordan situationen var. Eddie, nu panikslagen og desperat, fulgte sin søn ind i bevidstløsheden.

Folk begyndte på dette tidspunkt at dø, fordi der på politiets ordre var blevet lukket for mange mennesker ind af yderportene på én gang, og fordi der ikke var andre synlige indgange til selve tribunen end den tunnel som førte direkte ned til bur 3 og 4. Der var intet personale eller politi til at lukke området af og lede folk til de stadig halvtomme bure i hjørnerne.

Til gengæld var der masser af politifolk nede foran tribunen, hvor det høje hegn sikrede at fansene ikke umiddelbart kunne få adgang til banen. Luften var fyldt med skrig og desperation, hvordan kunne man fra politiets side overhovedet tro at det var hooliganisme?

En politibetjent kunne se at folk blev mast op ad hegnet nede ved banen, og der blev råbt fra fansene indenfor at de skulle åbne portene. Han prøvede at få kontakt med kontrolrummet via sin radio, og spurgte om porten kunne åbnes. Han modtog intet svar. Han fortalte senere: ”Lyden var forfærdelig og folk skreg, en anderledes slags skrig og jeg åbnede porten helt. Jeg så mennesker som blev presset ind mod hegnet som var ved at blive blå i hovederne. Jeg sendte en ny radiobesked. ”Dette er alvorligt. Folk er ved at dø hernede.” Jeg forsøgte at trække folk ud igennem porten men de var fuldstændig låst fast. Kvinden [omtalt tidligere]…var ved at få en mørk farve i hovedet og jeg gestikulerede for at få folk tilbage men blev spyttet på og nogen råbte ”Fuck off, copper”.

Efter at politichefen David Duckenfield havde beordret yderporten åbnet - som tidligere omtalt - havde han ifølge eget udsagn holdt øje med bevægelser og besværligheder i menneskemængden, og fra hvor han stod ”så han ikke at der var en tæthed”. Han fortsatte: ”Jeg havde holdt øje med Leppings Lane og jeg havde ikke set nogen indikation på noget som fik mig til at tænke at der var noget unormalt i gang…tribunen syntes i orden.” En chokerende bemærkning fra en mand som stod placeret nærmest lige oven over de omtalte tribuneafsnit.

Duckenfield regnede med at der var personale indenfor til at guide fans til de tomme tribuneafsnit. Endnu et tegn på at han slet ikke var klar til så stor en begivenhed som en FA Cup semifinale, og han kunne tilsyneladende heller ikke se at de centrale afsnit var fyldt til mere end bristepunktet. Heller ikke til trods for at han selv bagefter fortalte Lord Taylor at han havde observeret folk klatre over hegnet ind til de omkringliggende afsnit. Da han kiggede ned, så han en port blive åbnet nede ved selve banen, og et par personer komme ud på arealet mellem banen og tribunen. Han troede nu at det var folk der bare udnyttede en mulighed for at komme tættere på banen. Han troede det var starten på en decideret invasion af banen, en 'pitch invasion'. Det var dette budskab som nåede frem til de øvrige politibetjente omkring Leppings Lane. De fik besked på at de skulle komme ned til banen, men de var slet ikke klar på at håndtere en katastrofe. De troede de skulle holde øje med ballade. De troede der var tale om hooliganisme.

Det var et frygteligt syn der mødte dem. I afsnit 3 var en bunke af mennesker 10-12 meter tilbage fra det forreste hegn. En af politifolkene sagde bagefter at han troede at de var faldet efter at presset var blevet lettet og at de derfor nu ville rejse sig op. Det gjorde de ikke. En anden vurderede at der var tale om godt 50 mennesker ”flettet sammen” i bunken. ”De var livløse, deres øjne uklare…andre klagede sig, andre som var fanget af legemsdele skreg efter hjælp.” Bunken syntes at være ”6 eller 7 [mennesker] høj.

Det var umuligt at komme til at få folk ud, uden at træde på de mange mennesker, og det var umuligt at se, hvem der var døde og hvem der stadig var i live og hvem der ville overleve. Det var simpelt hen et spørgsmål om held. Duckenfield var på dette tidspunkt ude af i stand til at give en præcis forklaring på, hvad der skete, udover at en mulig invasion af banen havde resulteret i at kampen var blevet stoppet (af politiet). Dette på trods af at han altså var placeret umiddelbart ovenover Leppings Lane tribunen i hjørnet. Han havde uforstyrret udsyn over hele situationen.

Ikke længe efter kl. 15.15 ankom Graham Kelly og Glen Kirton fra det engelske fodboldforbund i kontrolboksen. Også Graham Mackrell fra Sheffield Wednesdays bestyrelse var til stede. Duckenfield fortalte dem at Liverpool fans havde stormet yderport, og skabt et pres ind på stadion, ned igennem tunnelen og oveni de folk som allerede befandt sig i de centrale afsnit. De første frø til hvad der senere blev en kamp for retfærdighed blev her lagt af en løgnagtig og yderst inkompetent politichef. Hvis han på dette tidspunkt havde haft den anstændighed at fortælle sandheden om, hvad der netop var foregået, ja så kan det sagtens være at jeg ikke sad og skrev dette i dag.

Graham Kelly talte umiddelbart efter til den samlede presse og i god tro gengav han Duckenfields løgn. Indenfor få minutter blev det bragt verden over. Der havde fundet en stor katastrofe sted – og det var Liverpool fansenes skyld!

Denne version af begivenhederne skulle senere vise sig uhyre vanskelig at fjerne fra folks bevidsthed. Det er faktisk ganske nemt at argumentere for at det endnu ikke er lykkedes, især når man i forbindelse med sidste sæsons kvartfinaler mod Juventus i flere af de skrevne medier herhjemme kunne læse en opremsning af de største episoder med hooliganisme i 70'erne og 80'erne og se Hillsborough nævnt. Duckenfield fik større indflydelse på mange menneskers liv end han nok havde forestillet sig, da han takkede ja til at efterfølge Brian Mole som leder af begivenheden Liverpool-Nottingham F 15. april 1989.

Pludselig var banen forvandlet til en scene fra en krigsfilm. En slagmark med massevis af mennesker rendende frem og tilbage med døde og livløse kroppe. Mange blev placeret på banen, nogle båret på reklamebannere. David Hughes fortæller om scenerne:

- Jeg bemærkede en St. John's Ambulance-hjælper, en dreng måske omkring 12 år gammel, som stod ved siden af banen foran os, og han skreg hysterisk. Han var til kampen for at give førstehjælp til fans hvis nødvendigt, men intet i hans træning kunne forberede ham på dette. En anden af St. John's-hjælperen, en pige på omkring 17 skreg til ham ‘gør noget for at hjælpe dem'. Det er en scene, jeg aldrig vil glemme.”

Politichefen Bernard Murray, der var sendt ned på banen for at undersøge, hvad der var galt, bad straks om at få tilkaldt massevis af ambulancer. Senere blev der også anmodet om hydraulisk klippeudstyr til at klippe hegnet op, men udenfor vidste politiet ikke, hvad der foregik indenfor, og man fortalte derfor personalet med dette udstyr, at det var der ikke behov for.

En sportshal ved siden af stadion blev i hast oprettet som midlertidigt lighus, men alt var stadig kaos. Forsøg på genoplivninger foregik alle steder. En læge bekræftede siden, at han erklærede 20 dødsfald i hallen omkring klokken kvart i fire. Der blev givet ordre til, at ligene skulle blive i sportshallen indtil de var blevet fotograferet og identificeret.

Indenfor den første time ankom 88 personer til Northern General hospitalet. 11 blev erklæret døde ved ankomsten, 56 blev indlagt og 21 behandlet og udskrevet. På Hallamshire ankom 71. Én var død ved ankomsten, 25 blev indlagt, og 45 behandlet og udskrevet. Prioritering var vigtig; det handlede om at redde liv. Ligene blev returneret til sportshallen ved stadion.
En ungdomsklub tæt på Hammerton Road politistationen blev åbnet til at huse pårørende og overlevende, som stadig ventede på at høre nyt om venner og familiemedlemmer. Da embedsmanden for ligsyn ved kontroversielle dødsfald, Stefan Popper, som havde givet ordren til at benytte hallen som midlertidigt lighus ankom, autoriserede han straks, at der blev taget blodprøver af samtlige døde for at fastslå alkoholpromillen. På trods af at mange af ofrene var meget unge, fik samtlige taget prøven.

Men hvorfor? Det var aldrig sket ved tidligere katastrofesituationer i Storbritannien. Der var intet, som retfærdiggjorde denne påtrængende handling, men den antog at ofrene havde været fulde og derfor kunne have bidraget til egen og andres død. Den garanterede, at beskyldninger om fuldskab ville forblive i fokus, hvilket sårede pårørende, da de følte at offentliggørelsen af ofrenes navne udelukkende ville medvirke til at bringe skam over deres liv.

Pårørende, som ankom til hallen for at få svar på, om deres pårørende var blandt ofrene, blev interviewet – eller snarere forhørt – af politi omkring deres handlinger i løbet af dagen. Samtalerne handlede om alkohol, off-license butikker (der sælger øl) og supermarkeder, og folk blev spurgt, om de havde drukket inden kampen og om de havde set andre drikke meget eller opføre sig dårligt. Det var typisk disse områder, politiet var interesseret i, for at “opbygge et billede af hele dagen”.

Undersøgelser blandt ofrenes familier viste bagefter, at de alle følte, at den behandling, de fik i hallen, var rystende dårlig. Kun én familie ad gangen blev lukket ind i hallen, men først efter at have kigget samlingen af fotografier af uidentificerede lig igennem.

Én kvinde fortalte, at de blev ført ind i hallen, hvor hendes søn, James Delaney, lå på en vogn i en pose med nummeret 33 udenpå. De bøjede sig ned for at kysse James og snakke til ham, og da de rejste sig op, forsøgte en politibetjent at føre dem ud, helt ud af hallen. Moderen sagde, at holdningen var, at nu havde vi identificeret nummer 33, så nu kunne vi bare gå. James' forældre tryglede om at få lov til at blive hos deres søn, men det blev afslået.

Margaret Aspinall, hvis søn James var blandt ofrene, ankom sammen med sin mand næste dag til Medico-Legal Centeret, men fik kun lov at se James igennem glas. “Jeg sagde, jeg ville have ham med hjem, men de sagde, at han ikke tilhørte mig. Han tilhørte embedslægen, det var den mest forfærdelige ting at tvinge en mor igennem.”

En chef fra Sheffields ambulance-service udtalte siden kritik af proceduren omkring identifikationen af ofre. “Vi var tvunget til at stå og lytte til identifikationen af over 60 mennesker. Skrigene og gråden kunne høres overalt. Det var forfærdeligt og noget jeg aldrig vil glemme,” sagde han.

Politikommissær Addis som stod for proceduren sagde bagefter, at den efter omstændighederne var korrekt, og at den fungerede godt. Han sagde: “Klokken halv fem om morgenen var 74 af de [på det tidspunkt] 94 lig blevet identificeret. Dette var førsteklasses. ”De resterende blev flyttet til Medico-Legal Centre, hvor de kunne blive identificeret senere. En time senere var alle ligene blevet overført.

Det var en procedure, som tilgodeså politiets behov for pragmatisk og professionel håndtering. Phil Scraton skriver i sin bog Hillsborough The Truth videre, at proceduren behandlede pårørende som objekter på et samlebånd. Ved hvert stadie af processen blev de nægtet basale rettigheder og behov.

Ambulance-chefen udtalte: “Det var fuldstændig unødvendigt, at folk skulle gennemgå den lidelse, præsentationen af et lig til identifikation er et tidspunkt for de nærmeste at komme overens med et chok, det er en meget vigtig del af sørgeprocessen, ligene skulle præsenteres rene, vaskede, håret i orden, med værdighed på en menneskelig facon, ikke i en ligpose.”

Historierne er næsten lige så mange som ofrene, men alle beskriver de en horribel dag og nat for de efterladte familier, men helvede var på ingen måde overstået for familierne. I dagene derefter berettede officielle kilder om, hvordan tusindvis af Liverpool fans var ankommet fem minutter inden kick-off. Jacques Georges, UEFA's præsident, kom med stødende kommentarer, som sammenlignede Liverpools fans med vilde dyr. Adskillige aviser rapporterede, hvordan Liverpools fans havde tvunget sig adgang til stadion.

Den 18. april – tre dage efter – skrev Sheffield Star at bøller havde angrebet ambulancefolk og urineret på politifolk, som forsøgte genoplivning. Irvine Patrick, et lokalt medlem af parlamentet udtalte på ITV, at han havde talt med politifolk, som fortalte, at de var blevet angrebet, sparket og slået.

Dagen efter gik morgenaviserne i krig. The Suns forside lød “THE TRUTH: Nogle fans stjal fra lommerne af ofrene; nogle fans urinerede på modige politifolk; nogle fans tævede politibetjent under genoplivningsforsøg”. Det kom senere frem, at Kelvin Mac-Kenzie, avisens redaktør, oprindeligt ville have brugt overskriften “YOU SCUM”. Flere andre aviser havde lignende historier, men ikke så brutale som dem nævnt her. Taylor rapporten, som senere blev sat i værk for at undersøge katastrofen, tilbageviste samtlige disse beskyldninger. Ikke et eneste vidne (ud af flere tusinde) havde bekræftet beskyldningerne, og Taylor kritiserede samtidig de, som kom med dem, og de som viderebragte dem. Lord Taylor sagde, at de havde været bedre tjent med at tie stille.

Men på det tidspunkt var aviserne ligeglade. Beskyldningerne blev i det store hele stående, og det blev et kendt “faktum”, at Liverpool fans slog deres egne ihjel. En mor til et af ofrene udtalte om situationen: “Vi opdagede hurtigt, at vi ikke kun var i en kamp for retfærdighed for de, som døde, men også for at rense dem og de fans, som overlevede.”

Indkast.dk takker Liverpools danske fanklub for deres medvirker til denne artikel.



Magasin-artikler
Det kasserede franske landshold
En trup helt uden Varane, Martial, Coman, Lacazette og Benzema.
Dette er den trup, som den franske landstræner Didier Deschamps har udtaget til de to kommende landskampe imod Luxembourg og Spanien.

Målmænd:
Hugo Lloris (Tottenham)
Benoît Costil (Rennes)
Alphonse Areola (PSG)

Forsvar:
Layvin Kurzawa (PSG)
Benjamin Mendy (AS Monaco)
Laurent Koscielny (Arsenal)
Adil Rami (Sevilla)
Samuel Umtiti (FC Barcelona)
Presnel Kimpembe (PSG)
Bacary Sagna (Manchester City)
Djibril Sidibé (AS Monaco)

Midtbane:
Blaise Matuidi (PSG)
N'Golo Kanté (Chelsea FC)
Adrien Rabiot (PSG)
Paul Pogba (Manchester United)
Dimitri Payet (Marseille)
Corentin Tolisso (Lyon)

Angreb:
Olivier Giroud (Arsenal)
Ousmane Dembélé (Dortmund)
Antoine Griezmann (Atletico Madrid)
Thomas Lemar (AS Monaco)
Kevin Gameiro (Atletico Madrid)
Kylian Mbappé (AS Monaco)
Florian Thauvin (Marseille)


Umiddelbart en meget stærk trup, men niveauet bliver helt grotesk, når man ser på, hvilket hold man kunne lave af spillere, som ikke er udtaget – se blot her:

Målmand:
Steve Mandanda (Crystal Palace)

Forsvar:
Lucas Digne (Barcelona)
Mamadou Sakho (Crystal Palace)
Raphael Varane (Real Madrid)
Sebastien Corchia (Lille)

Midtbane:
Anthony Martial (Manchester United)
Morgen Schneiderlin (Everton)
Steven N'Zonzi (Sevilla)
Kingsley Coman (Bayern München)

Angreb:
Alexandre Lacazette (Lyon)
Karim Benzema (Real Madrid)


På bænken kunne være Yohan Cabaye, Andre-Pierre Gignac, Geofffrey Kondogbia, Aymeric Laporte, Tiemoeu Bakayoko, Patrice Evra, Eliaquim Mangala, Moussa Sissoko og Nabil Fekir.

Gad vide, hvor mange af disse spillere der ville være på holdet i Luxembourg, som er Frankrig næste modstander. Flere af spillerne er skadet eller har formnedgang, men den samlede tilstandsrapport af det franske landshold er uhyggelig stærk.
Læs hele artiklen
FCK spiller for Danmarks koefficient
Når FC København i morgen, torsdag, tager imod Ajax Amsterdam i Europa League, er det ikke kun for egen vindings skyld. Hele fodbolddanmark kan få gavn af mere succes til hovedstadsholdet.
Foruden videre avancement til kvartfinalerne i Europa League står der også ære, penge og hæder på spil i morgen, når hollandske Ajax Amsterdam skal forsøge at gøre livet surt for FC København i Telia Parken. Og så står der også yderst vigtige koefficientliste-point på spil.

Danmark havde fra begyndelsen af sæsonen fire hold med i kvalifikationsrunderne til henholdsvis Europa- og Champions League. Her nåede SønderjyskE, Brøndby og FC Midtjylland alle til den afgørende runde i Europa League inden gruppespillet. Fælles for de tre klubber var, at de måtte strække våben lige inden målstregen og glemme drømmen om et europæisk gruppespil i denne sæson.

Særligt sønderjyderne var dog tæt på at klare skærene, da de efter at have spillet 0-0 hjemme kom foran med 2-0 i Tjekkiet mod Sparta Prag. Desværre for SønderjyskE og dansk klubfodbold præsterede tjekkerne et stort comeback og vandt med 3-2 på et mål i de døende minutter.

De mange sejre og uafgjorte resultater, inden holdene blev slået ud, var dog ikke helt forgæves. De var med til, at Danmark i begyndelsen af sæsonen indtog 1.-pladsen på UEFA's koefficientrangliste for indeværende sæson. Den placering blev selvfølgelig også hjulpet på vej af FC Københavns vellykkede kvalifikation til Champions League.

Danmark er dog ikke overraskende siden dumpet ned fra duksepladsen, men man skal faktisk ikke langt ned ad listen for at finde flaget med de røde og hvide farver. Således har dansk klubfodbold skrabet nok point sammen til en foreløbig 10.-plads for sæsonen.

Foran Danmark ligger store nationer som Spanien, Tyskland, England, Italien, Frankrig, Belgien, Rusland, Tyrkiet og Portugal. Under Danmark ligger der også store nationer samt lande, som vi godt kan sammenligne os med: Østrig (11), Holland (12), Grækenland (14), Tjekkiet (16), Ukraine (17), Kroatien (18), Skotland (19), Schweiz (20), Rumænien (24), Sverige (27) og Norge (38).

For dem, der gerne vil have et dansk hold direkte med i Champions League, er det gode nyheder. For at være sikker på et hold i den fornemmeste turnering kræver det en placering som minimum nummer 12, og Danmark ligger p.t. nummer 18 på den samlede rangliste, som tæller indeværende sæson plus de fire foregående. De gode nyheder udspiller sig i, at Danmark lige nu skraber flere point sammen end mange af de lande, vi skal overhale på vejen til 12.-pladsen.

Her er det lande som Rumænien, Kroatien, Østrig, Grækenland, Holland og Schweiz, vi skal holde øje med. De ligger som nævnt alle under os i indeværende sæson, og det bliver heller ikke dårligere af, at holdene fra Rumænien, Kroatien, Østrig og Schweiz har udspillet deres rolle i denne sæsons europæiske turneringer.

De to sidste lande, Grækenland og Holland, har ligesom Danmark et enkelt hold tilbage. Den sidste græske repræsentant er Olympiakos, der er oppe imod Besiktas i Europa Leagues ottendedelsfinale. Og så ville skæbnen altså, at Hollands og Danmarks to sidste deltagere – FCK og Ajax – trak hinanden.

Går FCK samlet videre mod Ajax, samtidig med at tyrkerne ekspederer grækerne ud, så kan FCK og Danmark tage yderligere store skridt i kampen om at nå den eftertragtede 12.-plads.

Danmark har lige nu 23.500 point på den samlede 18.-plads, mens Schweiz, der sidder på 12.-pladsen, har 32.075 point. Der er dermed næppe tale om, at Danmark kan komme i betragtning til 12.-pladsen efter denne sæson, men vi kan tage et godt skridt på vejen.

Point-systemet for koefficientlisten
2 point for en sejr
1 point for en uafgjort
(Pointene bliver dog halveret i kvalifikationsrunden)

Herudover er der point for at nå til knockout-faserne af de to europæiske turneringer – og efterfølgende et point for hver gang, et hold går videre.

Slutteligt er der også fire point at hente ved kvalifikation til Champions League-gruppespillet plus fire yderligere point, når et hold når til 1/8-finalen.

Det er desuden landets samlede koefficient i de seneste fem sæsoner, der er gældende for, hvilken placering det ligger på. Her tæller især 14/15-sæsonen ned for dansk fodbold, da det kun blev til 2.900 point. Til sammenligning har de danske klubber skrabet 8.000 point sammen i denne sæson, og det kan gå hen at blive til meget mere, hvis FCK formår at knække Ajax.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Ledere
Verdens dårligste landshold
Syv lande deler den flatterende placering som nummer 205 på FIFA/Coca-Cola World Ranking-listen, og dem har Indkast valgt at se nærmere på.
Landsholdspausen er for mange fodboldfans et forstyrrende element i en fodboldgal hverdag – ingen mandagskampe i de hjemlige ligaer, ingen Champions League eller Europa League og ingen midtuge-runde. Man farer forvirret rundt i tv-guiden og leder desperat efter en fodboldkamp, men alle stationer er tørlagte, og det bedste alternativ er en kamp i 2. Bundesliga mellem Würzburger Kickers og Sandhausen – så den ser man.

Efter et par dage i sand desperation begynder landskampene at trille ind over skærmen, og humøret stiger gradvist som dagene skrider frem. Man glæder sig som et lille barn til, at ens yndlingslandshold skal spille, og man håber som altid på en sejr.

Hvor det danske landshold efterhånden står med kniven for struben, hvis de vil kvalificere sig til VM i Rusland i 2018, er det ikke nær så slemt som i visse andre lande. Danmark falder gradvist på FIFAs rangliste og indtager i øjeblikket en plads som nummer 48 (den dårligste placering længe, red.), men vi kan altid glæde os over, at vi ikke ligger nummer 205, som er den laveste placering på listen.

Syv landshold deler den tvivlsomme glæde ved at være ”verdens dårligste landshold”, og dem har vi tænkt os at se nærmere på i dag. På den måde kan Indkast være med til at bringe lidt glæde ind hos de mange fodboldfans, der forgæves har zappet efter en vigtig fodboldkamp de seneste tre aftener.

Lad os komme i gang…

Anguilla
Siger Ryan Liddie dig noget? Klinger navnet Adonijah Richardson? Hvad med den talentfulde Kayini Brooks?
Nej?

Disse tre herrer er fremtrædende spillere på en af verdens dårligste landshold, Anguilla, som er en lille gruppe af øer i det caribiske hav. Befolkningstallet er på lidt over 13.000, og når størstedelen af dem er glade for vandsport, efterlader det ikke meget til udviklingen af fodboldlandsholdet.

Den klejne fodboldnation, med delfiner i logoet, har ikke vundet en kamp siden 2010, hvor de besejrede de franske naboer fra Saint-Martin med 2-1 i de caribiske mesterskaber. Anguilla er selv en gammel britisk koloni, så der tales engelsk på gader og stræder, og når snakken kommer til landsholdet, er det nok ikke de pæneste gloser, der kommer ud af folks munde. Eller måske er det?

Ambitionsniveauet kan ikke være skyhøjt for en af verdens dårligste landshold, som i 2016 tabte de to kampe, de var med i. Begge var kvalifikationskampe til Gold Cup, og efter nederlag på 0-7 til Guyana og 0-4 til Puerto Rico kvalificerer de sig nok ikke til den turnering.

Bahamas
Nordvest for Anguilla finder vi et andet landshold, der heller aldrig rigtig har fundet rytmen. Bahamas er væsentlig større end mange af de andre caribiske øer, men på trods af at være en østat bestående af 700 øer, spiller fodbold ingen væsentlig rolle i dagligdagen. Nationalsporten er cricket, og interessen for fodbold synes at være noget nær ikkeeksisterende.

Det største problem ved Bahamas' fodboldlandshold er nok, at de sjældent spiller fodboldkampe. De har ikke spillet siden 2015, hvor de tabte to opgør mod Bermuda med henholdsvis 0-5 og 0-3, og de deltager ikke i andet end kvalifikation til verdensmesterskaberne. Andre turneringer har ganske enkelt ikke deres interesse.

Og det forstår man vel egentlig godt – de har ikke scoret siden 2008, hvor de spillede 2-2 mod de Britiske Jomfruøer.

Djibouti
Vi forlader Caribien for denne omgang, og tager et smut til det østlige Afrika, hvor vi finder en landetrio, der tilmeld er naboer, som også roder rundt som nummer 205 på listen.

Det første af dem er Djibouti, som var i ilden i går. Her mødte de Sydsudan i den første kvalifikationsrunde til næste års afrikanske mesterskaber, og generelt er det et landshold, der altid starter fra bunden. Kampen vandt de med 2-0, så måske kan de vaske prædikatet af sig, når FIFA næste gang offentliggør verdensranglisten.

I 1977 blev Djibouti en selvstændig stat, og de har aldrig prøvet at spille et mesterskab – af den ene eller anden slags. Med et befolkningstal på omkring 850.000 har landet dog et væsentlig potentiale, da fodbolden også karakteres som nationalsport i landet.

Med det rette sats på talentudvikling og lidt mere held i resultaterne ser vi dem måske kravle op som nummer 200 i 2017. Modsat Bahamas spiller de kampe hvert år, men eftersom de tabte fire ud af fire i 2016, kan vi stadig tillade os at kalde dem for ”verdens værste landshold”.

Eritrea
Lidt nord for Djibouti finder vi Eritrea, som er den fjerde repræsentant på listen – og de kæmper med helt andre problemer end de ovenstående. På trods af et højt befolkningstal på over seks millioner leverer de sjældent på banen. I enkelte tilfælde frembringer de en sejr – som i 2009 mod Somalia (næste land på listen), hvor de vandt 3-1, men der er langt mellem snapsene.

Det største problem er dog landets sociale tilstand. Menneskerettighederne er blandt de ringeste i verden, så en betydelig del af befolkningen ønsker at forlade landet – deriblandt landsholdsspillere. Når landsholdet rejser på udebane, flygter mange af spillerne og søger asyl i det land, de skal spille i. Den seneste sag er fra 2015/2016, hvor ti spillere forsvandt i Botswana, men også i 2013 flygtede ni spillere og landstræneren i Kenya. I kan forestille jer de mildest talt besværlige arbejdsforhold for fodboldforbundet.

Somalia
Det sidste afrikanske land på listen er Somalia, der ligger syd for Djibouti og Eritrea, og problemet i Somalia er såre simpelt. Det østafrikanske land har været i kontinuerlig borgerkrig siden starten af 1990'erne, og det har sat sine aftryk på flere niveauer. Problemerne mellem forskellige klaner og manglende styre har efterladt landet i ruiner, og på trods af at der kan spottes lys for enden af tunnelen, er det imponerende, at Somalia overhovedet har haft tid og overskud til at spille fodbold.

De spiller heller ikke mange kampe, og dem de stiller op til, skal alle sammen spilles i udlandet. De er blot registreret for to kampe i de seneste tre år, og de har ikke vundet en kamp siden 2008.

På den lange bane er der potentiale i Somalia, da befolkningstallet er på over tolv millioner, men det kommer til at tage lang tid i et land, der kæmper en evigtvarende borgerkrig, og desuden har store problemer med pirateri.

Gibraltar
Herhjemme er Gibraltar lidt mere velkendt end de andre lande i bunden af FIFAs rangliste. Flere af os har måske endda besøgt det lille engelsktalende land i det sydlige Spanien og fået stjålet en ting eller to af aberne på det bjerg, der udgør en stor del af det samlede areal i Gibraltar.

I 2015 blev staten godkendt af både UEFA og FIFA til at spille kvalifikationsturneringer, og dermed kunne eventyret starte. Førhen var de hyppige deltagere ved ø-mesterskaberne, hvor modstanderne var lande som Jersey-øerne, Rhodos, Shetlandsøerne, Isle of Man og Isle of Wight. Gibraltar vandt turneringen i 2007, men hverdagen er en anden nu, hvor de er oppe imod Europas giganter hvert år.

De debuterede i kvalifikationen til EM 2016, og her slog de rekorden for at lukke flest mål ind. I ti kampe indkasserede de 56 mål, hvilket var tre mål mere end den hidtidige rekord, der var blevet sat af San Marino.

På trods af de mange store nederlag, går det fremad for Gibraltar, der lykkes med at score et mål i ny og næ. De har ligeledes spillet et par venskabskampe uafgjort, og kan de med små skridt begynde at hente resultater i betydningsfulde kampe, kan de vaske titlen som ”verdens dårligste landshold” af sig.

Tonga
Vi slutter listen af hos det oceaniske land Tonga, der består af 177 mindre øer, hvor kun en femtedel af dem er beboede. Tongas problem kan sammenlignes med Bahamas – de interesserer sig ikke rigtig for fodbold – og landet kan i højere grad karakteriseres som en rugby-nation.

De spillede ingen kampe i 2016, men året forinden præsterede de alligevel at spille hele fire kampe. De endte selvfølgelig i nederlag til fremragende fodboldnationer (ironi kan forekomme) som Fiji, Amerikansk Samoa og Samoa. I kampen mod Amerikansk Samoa lykkedes det dem at score et mål.

Deres største nederlag nogensinde stammer fra 2001, hvor de tabte med hele 0-22 til Australien. Det ligner et land, der ikke rigtig gider fodbold, så derfor kan man godt regne med, at de kommer til at være sidst på listen i mange år fremover.
Læs hele lederen
Luís Enriques sidste genistreg ?
Luís Enrique meddelte allerede i går, at han takker af som Barca-træner til sommer. Måske for at tænde en sidste ild i sit hold.
Så skete det. Det uundgåelige, det forventede. Efter gårsdagens 6-1-udradering af Sporting Gijón rygtedes det, at Luís Enrique havde meddelt sine spillere, at han stopper som træner i FC Barcelona til sommer. På pressemødet efter kampen bekræftede han så selv rygtet. Han trækker stikket til sommer, umiddelbart for at tage et sabbatår.

Det kommer på ingen måde som en overraskelse, at Luís Enrique stopper som træner for FC Barcelona. Det har ligget i kortene længe, også længe inden 4-0-nederlaget til PSG, der selvfølgelig fik jungletrommerne til at rumle. Men sandheden er, at Luís Enrique er træt. Barcelona-jobbet slider på én, som de færreste, undertegnede inklusiv, kan forestille sig. Man har aldrig ro, og man kan ikke tillade sig selv de mindste fejl, inden man bliver beskudt fra alle sider. Der skal hele tiden være fremgang. Det var også ordene fra Pep Guardiola, inden han med samme forklaring trak stikket efter fire sæsoner. Det var måske én sæson for sent, og Luís Enrique når da også ”kun” tre år i sædet.

Tidligere blev Frank Rijkaard også for længe på Camp Nou. Han bragte Barcelona tilbage på landkortet med Champions League-triumfen i 2006 og flere spanske mesterskaber, efter Barcelona i første halvdel af 00'erne havde famlet i blinde. Men han trak den en tand for længe med Deco og Ronaldinho, og til sidst måtte en ung Guardiola træde til og ruske op i truppen.

Så nej. Det er på ingen måde en overraskelse, at Luís Enrique trækker stikket nu. Han er en mand, der overvejer tingene meget grundigt, og som dybest set ikke har behovet for at være i rampelyset. Det, der derimod har overrasket medier og eksperter, er timingen i offentliggørelsen. Midt i sæsonen. Efter en 6-1-sejr, lige mens Barça er ved at have fat i førstepladsen i ligaen, efter at have været sakket agterud bag Real Madrid i en lang periode.

Så hvorfor kommer Luís Enrique med meldingen nu?

Præsidenten Josep Bartemeu er kommet med den sædvanlige parole om, at ”Luis Enrique skal have ro til at styre holdet resten af sæsonen, så derfor giver vi en afklaring nu”. Det er uden tvivl en del af sandheden, men jeg tror næppe, det er hverken hele sandheden eller den vigtigste del af den.

Noget andet ligger bag. Intentionen om at forlade skuden i tide, i modsætning til nogle af hans navnkyndige og ligeledes succesfulde forgængere, er én af dem. En anden er forholdet til truppen såvel som medierne.

På det seneste har stemningen om Luís Enrique været ganske ophedet i de spanske medier, og selvom Gerard Piqué i sidste måned var ude med en fuld støtteerklæring til sin træner, har spillerne været bemærkelsesværdigt stille omkring hans afgang siden offentliggørelsen i går. Alt i alt er der klare indikationer på, at Luís Enrique ikke har det allerbedste forhold til truppen.

Spillerne har ifølge de spanske medier været forundrede over visse af hans beslutninger, blandt andet beslutningen om at holde fast i Sergi Roberto på højre back, ligesom hans manglende kommunikation med de spillere, som har befundet sig langt væk fra spilletid i længere perioder, har skabt en negativ stemning i omklædningsrummet. Og der er jo som bekendt sjældent røg uden ild, selvom det ikke behøver at være et oprørsk flammehav.

Og jeg mener netop, det må være dette, der er hovedårsagen bag hans tidlige, i nogles øjne for tidlige, udmelding. Og vi skal ikke længere tilbage end sidste sæson for at finde en eventuel inspirationskilde.

Her sad Manuel Pellegrini stadig i trænersædet i Manchester City. Her var der også forlydender om, at truppen havde mistet tilliden til chileneren, samtidig med at jungletrommerne rumlede løs om Guardiolas nært forestående ansættelse. Også den blev meldt tidligt. Og fra det tidspunkt synes sympatien at vende. Spillerne så pludselig ud til at kæmpe for træneren, og det ledte Manchester City til den bedste europæiske præstation i klubbens historie med en semifinaleplads i Champions League.

Men ikke kun spillernes syn på Pellegrini så ud til at ændre sig. Også mediernes. Pludselig havde man travlt med at huske på, hvad Pellegrini faktisk havde opnået i City. Man havde sympati for den forsmåede chilener, der var ved at blive kørt ud på et sidespor til fordel for et af fodboldens største trænernavne.

Og mens den primære reaktion fra de spanske medier har været spekulationer om, hvem der er den kommende træner, har netop denne forudsigelige nekrolog-om-den-levende-mekanisme også vist sig allerede i dag. I en klumme i dagens udgave af Mundo Deportivo hylder avisens direktør Santi Nolla nemlig Luís Enrique som én af de største trænere i fodbolden:

- Dårlige nyheder for Barça. Luís Enrique er en excellent træner, en af de største, og at han forlader truppen, svækker klubben. Træneren har været ærlig, han har kommunikeret i tilstrækkelig god tid til at klubben kan planlægge et nyt projekt med den samme base. Luís Enrique har aldrig bedraget nogen, han har altid været sammenhængende med en stærk personlighed og en direkte stil. Man må forstå det. Han er også udtømt, lyder det i indledningen af Nollas klumme under overskriften ”En af de store”.

Det var ikke ligefrem sådan det lød, da Barcelona for blot et par uger siden blev tromlet over af PSG.

Luis Enriques timing, beslutningen om at sige farvel, inden det sidste kapitel er skrevet, kan vise sig at blive en sidste (lile) genistreg fra Luís Enrique. Fremprovokerer det en lignende reaktion hos Barca-spillerne som hos City-spillerne i sidste sæson? I så fald kan holdet vinde La Liga og Copa del Rey. Og hvem ved… om to uger står PSG på menuen, når 4-0-nederlaget skal vendes på Camp Nou. Chancerne er små, de er minimale, men kommer Barcelona i absolut topform, ved vi også, at det på den ene eller anden måde kan lade sig gøre. Uanset hvad, vil det efter forløbet i denne sæson være en kæmpe bedrift, kan han hente den spanske double hjem.

Og det er netop i det lys, jeg mener, vi skal se Luís Enriques tilbagetræden. Det er ikke blot af respekt over for ledelsen, så de kan bruge det næste halve år på at tænke sig grundigt om i forhold til den kommende træner. Det er ikke bare for at få arbejdsro, for det får han selvfølgelig aldrig i FC Barcelona, uanset hvad præsidenten siger. Det er derimod et forsøg på at tænde en sidste ild i sit hold, i sit projekt, og det er et forsøg på at samle holdet omkring sig til en sidste kraftanstrengelse, så de også i hans tredje og sidste sæson kan levere store bedrifter. Så han i stedet for at efterlade en hullet skude, overlader en velfungerende, flydende skonnert til Sampaoli, Valverde, Wenger, Morten Olsen – eller hvem end der kommer til at føre arbejdet videre i den catalanske storklub.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Top-10: De bedste mål fra Cruyff Depay laver en ”Beckham” Artikel ikon Skidt målmandsspil koster Ajax Artikel ikon frækt flop af Payet Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Fans sendte anti-Roma breve til Anderson Nederlag = En tur på malerfabrik Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Fra Porsche til Bodega Artikel ikon Flere pudsigheder

Toplister

Artikel ikon Top 10: Udsolgte stadions i denne sæson Top 15: PL-topscorere med hovedet Artikel ikon Top 10: Målfarlige midtbanespillere i PL Artikel ikon Top 6 blandt PL-tophold Artikel ikon Flere toplister

Lederen

Artikel ikon Verdens dårligste landshold Luís Enriques sidste genistreg ? Artikel ikon Fra Champions til Championship ? Artikel ikon The Young Ones – from Goodison Artikel ikon Flere ledere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Flere bøger

Profilen

Artikel ikon Romelu Lukaku – ny Karim eller Costa? Donnarumma - Det største målmandstalent Artikel ikon Steven N'Zonzi - som Vieira og Busquets Artikel ikon Saido Berahino – Den utrolige historie Artikel ikon Flere profiler

Rygter

Artikel ikon Avis: Conte blokerer for Neymar-køb Medie: PL-giganter jagter Juve-midt Artikel ikon Ben Arfa smutter, hvis Emery fortsætter Artikel ikon Atlético vil hente 20-årig i Hoffenheim Artikel ikon Flere rygter

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Lucas Moura
Vidste du om ... Dirk Kuyt Artikel ikon Vidste du om ... Vitolo Artikel ikon Vidste du om ... Neymar Jr. Artikel ikon Flere

Statistik

Artikel ikon 5 angribere der scorer mindre end Ramos Kedelig rekord rammer Osasuna-spiller Artikel ikon Kan Tottenham undvære Kane ? Artikel ikon Top 15: PL-topscorere med hovedet Artikel ikon Flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Italien - Albanien Optakt: Viborg FF - AaB Artikel ikon Optakt: Silkeborg IF - FC København Artikel ikon Optakt: FC Midtjylland - FC Nordsjælland Artikel ikon Flere optakter

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Spanien - Israel Startopstillinger: Tyskland – England Artikel ikon Startopstillinger: Silkeborg - FCK Artikel ikon Startopstillinger: M'boro - Man. United Artikel ikon Flere startopstillinger

Kampreferater

Artikel ikon Italien sejrede i afbrudt kamp Dramatisk opgør i Irland endte uden mål Artikel ikon Spanien kombinerede sig til sejr Artikel ikon Besiktas-topscorer bag tyrkisk sejr Artikel ikon Flere kampreferater