Hvad skete på Hillsborough?

Af Torsten Brix

2012-09-13
Hvad skete på Hillsborough?

Indkast.dk genposter fire tidligere artikler - i en lang artikel. Det giver et sjældent og rystende indblik i, hvad der skete i 1989. I går sagde den engelske Premierminister David Cameron undskyld, men for hvad?

Den 15. april 1989 døde 95 fans i forbindelse med en fodboldkamp. Til FA Cup semifinalen mellem Liverpool og Nottingham Forest på Sheffield Wednesdays Hillsborough var en aldeles uansvarlig politiindsats, og ikke hooliganisme, den direkte årsag til, at næsten 100 fans vendte hjem fra hvad der skulle have været en festdag i kister. Mange af dem var børn.

Grundet alt for få billetluger på et stadion, som Liverpool-tilhængerne ikke havde særlig stort kendskab til, dannede der sig før kick off en større folkemængde ude foran yderportene på Leppings Lane. Det gik simpelt hen for langsomt med at komme ind. Til sidst blev presset så stort, at de menige politifolk, som var på vagt ude foran, anmodede South Yorkshire politis øverste ledelse, David Duckenfield og Bernard Murray i kontrolboksen, om at åbne yderporten. Efter kort betænkningstid gav Duckenfield ordre om at åbne porten.

Umiddelbart indenfor på stadion blev de mange tilskuere, som nu strømmede ind, mødt af et skilt over en indgang, med et stort B. Samme B gik igen på alle billetterne, og Liverpool fansene styrede derfor direkte mod indgangen, som førte ind i tunnel som gik nedad bakke og ind på de to centrale afsnit af Leppings Lane ståtribunen. For Liverpool fansene var det den eneste synlige vej mod ståpladserne via tunnellen.

Der var ingen, hverken stewards eller politifolk indenfor til at guide fansene udenom og ind mod de to afsnit i hver ende af tribunen. Tusindvis af fans strømmede altså ind igennem en tunnel som førte til et område, der allerede var fyldt op til randen af fans. I minutterne umiddelbart inden kick off blev pladsen i de midterste afsnit hurtigt meget trang. Nogle fans besvimede, og andre forsøgte at klatre over hegnet ind til banen. Politiets respons var først at forsøge at forhindre folk i at komme ud af den dødsfælde, som Hillsborough pludselig var forvandlet til. En stålbarriere knækkede under det massive pres og menneskemængden blev med stor kraft kastet fremad.

Folk skreg på hjælp, men på trods af at politiledelsens kommandocenter var placeret i hjørnet umiddelbart ovenover Leppings Lane tribunen, bemærkede man ifølge vidneudsagn ikke, at der var noget galt, og i stedet troede man, at der var tale om hooliganisme.

Da kampen blev fløjtet af efter seks minutters spil, havde presset varet længe nok til at have forårsaget i alt 95 dødsfald. Nogle døde med det samme, andre var i live længere hen på eftermiddagen. En enkelt døde meget senere, og fik dødstallet op på 96. Samtlige 96 fik taget blodprøver, i et forsøg fra politiets side på at påvise, at dødsfaldene skyldtes overdrevent alkoholindtag i timerne op til kampen. Skulle alle børnene have været fulde?

Umiddelbart efter kampen trådte politichef David Duckenfield frem på tv og udtalte, at ulykken skyldtes at fans havde tvunget yderporten op, på trods af at han selv højst en times tid forinden, havde givet ordren om at åbne den. Den løgn skulle vise sig, at få store konsekvenser for begivenhederne efter tragedien, og i stedet blev det alment kendt, at det var fansenes egen skyld. De ankom, ifølge politiet, meget berusede og for sent. Dette blev senere afvist i Taylor rapporten. I stedet placerede han skylden hos South Yorkshire politi. Alligevel blev ingen siden stillet til ansvar for tragedien. Faktisk endte de involverede politifolk med at trække sig tilbage på lukrative pensionsordninger, mens de efterladte familier måtte kæmpe for at få råd til advokatbistand i den langvarige og fortsatte kamp for at få renset de afdøde familiemedlemmers navne, og for at opnå retfærdighed.

Fire dage efter tragedien, 19. april 1989, bragte tabloid-avisen The Sun på forsiden under overskriften ”The Truth” historien om, hvordan Liverpools fans skulle have urineret på politifolk og røvet fra de døde. Beskyldninger som ingen vidner siden kunne bekræfte overfor Lord Taylors undersøgelseskommission.

Det er snart 23 år siden, og Liverpools beboere – røde som blå – har aldrig tilgivet avisen. Fra den ene dag til den anden faldt salget af The Sun på Merseyside fra omkring 200.000 daglige kopier til omkring 20.000. Den dag i dag er tallet stadig langt under niveauet fra dengang. Man vil ikke glemme den behandling man som befolkningsgruppe fik og de beskyldninger man blev udsat for.

Siden har avisen af ren desperation forsøgt sig med halvhjertede undskyldninger med flere betingelser og slet skjulte angreb mod sine konkurrenter fra Trinity Mirror Group. Senest da man fik overtalt en af byens berømteste sønner, den daværende Everton-spiller Wayne Rooney, til at sælge sin livshistorie i en række interviews. Reaktionen fra begge sider af Stanley Park var ikke til at tage fejl af. Rooney forrådte sin by og det den stod for.

Politifolkene mødtes kl. 10.00 til briefing under ledelse af David Duckenfield, den nyligt udnævnte leder af politiets indsats i forbindelse med kampen. Ikke alle vidste hvem han var, og flere af officererne havde ventet, at det ville være Brian Mole, den tidligere chef, som var blevet overflyttet til anden tjeneste under kontroversielle omstændigheder. Først satte Duckenfield dagsordenen, og herefter gennemgik Bernard Murray, Duckenfields højre hånd, dagens opgave, og hvad der forventedes. To andre officerer forklarede lidt om efterretningerne og om nogle praktiske ting i forbindelse med pauser. Briefingen sluttede 10.18.

Billetlugerne åbnede lidt i 12, og en lind strøm af Liverpool fans begyndte at ankomme. Ifølge politifolkenes egne forklaringer efterfølgende, var de “i godt humør og opførte sig pænt”. Politifolk indenfor stadion fortalte, at de havde fået til opgave at kropsvisitere fans, også selvom de kunne se, at de netop var blevet visiteret umiddelbart udenfor stadion. Nogle fans blev visiteret tre gange, men på trods af dette tog supporterne det fint og uden problemer. Dette var i hvert fald, hvad politiofficererne fortalte bagefter. Efterhånden som klokken nærmede sig 14.00 begyndte tilstrømningen mod stadion at øges, eftersom tog og busser nu ankom i større tal. Atmosfæren var stadig opløftet, og der blev sunget. Samtidig med at menneskemængden foran billetlugerne var vokset, blev det klart for betjentene udenfor stadion, at mange fans først var ved at ankomme. Stadig var der ingen problemer med tilhængerne.

I alt var der i Leppings Lane 23 billetluger for tilskuere, som havde billet til Leppings Lane tribunen, West Stand og North Stand. Det drejede sig om 24.256 tilskuere. De øvrige 29.800 tilskuere til kampen havde adgang til stadion via næsten tre gange så mange billetluger, nemlig 60. Vi snakker altså om et gennemsnit på 1.054 mennesker pr. luge, et helt uhørt højt tal. Der var i alt seks yderporte, delt op således at de 10.100 med billet til Leppings Lane skulle igennem de tre sydligste porte ind til syv billetluger, som gav adgang til endetribunen. De tilskuere, som havde billet til West Stand eller North Stand, skulle igennem de tre nordligste porte, inden billetten skulle fremvises i én af de 16 billetluger. Området, som var på størrelse med en mindre skolegård, udenfor og indenfor yderportene, skulle altså passeres af næsten 25.000 fans, noget som det slet ikke var stort nok til. Det var allerede blevet påpeget af politiet selv i forbindelse med tidligere kampe. Liverpools fans ankom både nordfra og sydfra til en større flaskehals-situation.

På selve Leppings Lane var der ingen filtrering af tilskuerne. Dette kunne ellers have sørget for, at ikke alle tilhængerne ankom til området omkring billetlugerne på samme tid. Prioriteten burde være givet hertil, især set i lyset af det lille antal billetluger og den store ophobning af fans, som dette ville betyde.

Når Leppings Lane-fansene var kommet indenfor blev de mødt af et stort skilt, hvorpå der stod “standing” sammen med et stort “B”. På samtlige billetter var trykt et tilsvarende “B”, hvilket naturligvis fik tilhængerne til fejlagtigt at tro, at dette var den eneste indgang til selve tribunen. Førnævnte skilt var nemlig placeret over en indgang til en tunnel med en nedadgående hældningsprocent på ca. 17% – altså en yderst stejl bakke. Denne tunnel førte rigtigt nok fansene ind til selve tribunen, men kun til de centrale “pens” nummer 3 og 4. (“A3" og “A4") Dette ville Liverpool-tilhængerne naturligvis have vidst, såfremt de besøgte Hillsborough på ugentlig basis ligesom Anfield, men da mange aldrig havde været på Hillsborough før, efterlod systemet dem ingen chance. Politiet og Sheffield Wednesdays stewards skulle senere vise sig, ikke at tage højde for dette, og flertallet søgte derfor derhen, hvor deres billet gav adgang – tunnelen med det store “B”.

Efterhånden som kick off nærmede sig, blev menneskemængden stadigt større. Hele vejen rundt om var der mure og hegn, og den eneste mulighed for at komme væk var bag fansene, altså der hvor der stadig ankom flere og flere mennesker. Flugt var altså med andre ord umulig. Politifolkenes rapporter om, hvad der herefter skete, er forskellige fra, hvad Liverpool-fansene fortalte. Pludselig fokuserede politiet på, hvor meget tilskuerne angiveligt skulle have drukket. En betjent fortalte: “hovedparten af supporterne syntes at være grebet af tanken om, hurtigst muligt at skaffe sig adgang til stadion, og det nu. Hvis nogen skulle komme til skade, hvad så?... De virkede fanatiske for at komme ind… selv om jeg ikke syntes det i øjeblikket, så tror jeg nu, at fansene forsøgte at storme billetlugerne”.

Det var tydeligt, at situationen udenfor stadion, men indenfor yderportene nu var ude af politiets kontrol. Indenfor blev det noteret, at de fans, som kom igennem lugerne, så “forpinte” ud. De syntes at forsøge igen at få vejret. Nogle råbte hysterisk til politifolkene indenfor, at mennesker ville komme til skade, hvis der ikke blev taget hånd om situationen udenfor. Radioproblemer gjorde det vanskeligt for politifolkene indenfor at finde ud af, hvor alvorlig situationen udenfor rent faktisk var. Nogle fans klatrede simpelt hen over muren og ned på den anden side af billetlugerne. De blev hjulpet af betjente, som fandt ud af, at presset udenfor var umådelig stort. Børn blev sendt henover folkemængden på skuldrene af folk, så de kunne undslippe det massive pres. Dette blev også bemærket af politifolk på heste udenfor. Der var nu panik i luften, og politiet forsøgte forgæves at anmode folk om at træde tilbage. Dette var umuligt. Folk havde tydeligvis problemer med at trække vejret.

Fans fortalte en anden historie end politiets. Flere bemærkede en åbenlys mangel på politi-tilstedeværelse udenfor stadion. Én hørte politifolk bebrejde fans, at de kom for sent, og mange fortalte de tilstedeværende politifolk, at situationen var alvorlig og på vej ud af hænderne på politiet. Der var ingen, som sørgede for at filtrere menneskemængden. En fan fortalte siden hen, at han hørte en betjent sige, at der var masser af plads indenfor. De gik derfor igennem tunnelen og ned til afsnit 4.

Øjenvidneberetningerne er mange, og alle fortæller de samme historie. Der var overhovedet ikke styr på situationen. De fleste ankom til området mellem kl. 14 og kl. 14.45, sådan som man kunne forvente. Flertallet ankom ifølge disse beretninger ikke senere end normalt, sådan som politi og medier siden ville hævde. Alle var klar over, at adgang til stadion ville være alles redning, og da man så en ung tilhænger blive afleveret henover hovederne på mængden, gik det op for folk, at mennesker oppe foran ville dø, hvis ikke noget blev gjort ved situationen.

En politiinspektør råbte, at man måtte åbne udgangsportene ved siden af billetlugerne for at mindske presset. Politikommissær Marshall var skeptisk overfor at efterkomme denne anmodning, da han følte at det at give folkemængden adgang til stadion ville ophæve arbejdet for at forhindre hooliganisme indenfor. Kommunikationen mellem betjentene udenfor og i kontrolboksen var svær, da en fejl opstod i radiosystemet, netop da man havde mest brug for at det virkede. Marshall besluttede, på baggrund af den “ekstreme uro” i ansigtsudtrykket på sin inspektør, at den eneste praktiske måde at forhindre dødsfald udenfor stadion ville være at åbne udgangsportene.

- Jeg kontaktede kontrolrummet via radioen og bad om tilladelse til, at portene i Leppings Lane enden blev åbnet. Der var intet svar, fortalte kommissær Marshall senere. Da der ikke kom noget svar, regnede Marshall med at det skyldtes, at hans radio var defekt, og han fik derfor straks fat i en kollegas radio, hvorefter han gentog sin anmodning overfor den øverste ledelse, Duckenfield og Murray, i kontrolboksen. “Der var intet svar”, fortalte Marshall igen.

Kontrolboksen på Hillsborough var placeret i en hævet position over Leppings Lane tribunen i den sydvestlige ende. Den gav et fint udsyn over ståtribunen, og der var med hjælp fra overvågningskameraer mulighed for at følge udviklingen udenfor stadion. David Duckenfield kunne omkring kl. 14.30 se, at mængden blev større, og han spurgte derfor Bernard Murray til råds. Denne svarede, at med en halv time til kick off, så skulle de nok få dem alle sammen ind til tiden. En eventuel udsættelse af kampen blev også diskuteret mellem de to mænd, og man var tidligere blevet enige om, at en sådan udsættelse krævede et “identificerbart problem” såsom en alvorlig hændelse, en ulykke eller tåge på the Pennines (bjergkæde mellem Liverpool og Sheffield). Man ville ikke udsætte kampen af hensyn til mennesker, “som var ankommet til området i rimelig tid, men som havde valgt ikke at søge ind på stadion umiddelbart efter ankomsten.” En udsættelse afhang altså med andre ord utroligt nok af, om de to politichefer mente, at et pres udenfor var selvforskyldt eller ej!

Kommissær Marshalls første anmodning om at åbne portene blev modtaget i kontrolboksen kl. 14.47. Duckenfield var ikke meget for at åbne porten, idet også han tænkte, at man hermed ville opgive at udelukke fulde og billetløse fans fra stadion. Duckenfield kiggede på skærmen, som viste port C og så tilsyneladende porten blive tvunget åben. Han tænkte, “hvis portene alligevel blev tvunget åbne, hvorfor bliver jeg så spurgt?” Sandheden var, at det faktisk var politiet selv, som havde åbnet porten for at smide en fan ud! Andre fans havde dermed fået adgang til stadion, men porten blev lukket igen umiddelbart efter. Duckenfield troede på dette tidspunkt fejlagtigt, at fans havde tvunget porten åben.
Da kommissær Marshalls anden anmodning kom ind over radioen, kunne der dog ikke være nogen tvivl om, at dette ikke var tilfældet. Der var nu nærmest tale om et krav fra Marshall: “Åbn portene eller folk vil blive alvorligt skadede eller dø!” Duckenfield var tavs, men tænkte: “En mand som jeg har kendt i mange år, en mand som jeg respekterer og beundrer, krævede noget af mig, som jeg normalt ikke ville give… jeg tog det synspunkt, at Marshall fortalte mig, at medmindre jeg åbnede portene, ville det medføre alvorlig skade og mulige dødsfald…"

Kommissær Murray, Duckenfields højre hånd i kontolboksen, brød den lange tavshed og spurgte: “Mr. Duckenfield, vil du åbne porten?”

Duckenfield mumlede: “Hvis det er sandsynligt, at der vil være alvorlige skader eller dødsfald udenfor, så har jeg intet andet valg end at åbne porten.” Han så på Murray og sagde “Åbn portene”.

- Det første jeg bemærkede var, hvor stort et hul den [Leppings Lane tribunen] var. Jeg kom ind omkring 13.15 og gik rundt oppe bag tribunen – der var intet. Toiletterne var forfærdelige. Vi gik ned gennem tunnellen, og det første jeg tænkte på, var burene. Det var overhovedet ikke ligesom the Kop på Anfield.

Citatet er naturligvis fra én af de overlevende på Hillsborough, men der var mange som sagde stort set det samme om det første møde med Leppings Lane-tribunen. Den centrale del af tribunen – på Hillsborough de to bure 3 og 4 – blev naturligvis fyldt op først, ligesom på stort set alle andre stadions til alle andre fodboldkampe, idet mange fans foretrækker at have et centralt udsyn over banen. Det var bestemt ikke noget, som politiet ikke kunne have forudset, ligesom det ikke kunne have kommet som en overraskelse, at de fleste tilskuere ville dukke op ved indgangene i den sidste time inden kick-off.

Flere fans bemærkede senere, at det havde virket underligt, at de yderste bure var halvtomme, samtidig med at de centrale blev så hurtigt fyldt. Flere fans fortalte bagefter, at de med stort besvær havde kæmpet sig vej op igennem tunnelen ved omkring 14-tiden, fordi de fandt overbefolkningen decideret “ukomfortabel”, men det var ikke muligt blot at bevæge sig “sidelæns”, altså ud mod hjørnerne, på grund af inddelingen af tribunen i bure.

Tribunen var nomineret til 10.100 mennesker, og hvert af de to centrale bure skulle kunne holde 2.100 mennesker. Det eneste, der blev kontrolleret, var dog, hvor mange som kom igennem tælleapparaterne, og overbefolkning var derfor absolut muligt. Allerede omkring kl. 12 havde politiassistent Creasor spurgt Bernard Murray, politi-kommissæren, om ikke man skulle fylde ét bur ad gangen. Murray havde svaret, at alle burene skulle holdes åbent fra starten, og man skulle så lade fansene “finde deres eget niveau”. Et eksempel på den selvtilfredshed, som var blevet fremherskende i forbindelse med sikkerheden omkring afviklingen af fodboldkampe på det tidspunkt. Den øverste chef - David Duckenfield - troede fejlagtigt, at styringen af folkemængden og kontrol var Sheffield Wednesdays og dermed klubbens kontrollørers ansvarsområde. Han antog, at klubben sørgede for at styre tilskuerne, når først de var kommet indenfor, men han havde ikke haft kontakt med klubben omkring ansvarsområderne. Billeder som blev taget omkring en halv time før kick-off viser tydeligt, at bur 3 og 4 var fyldte, mens 1,2 og 5 var halvtomme. Det kunne også tydeligt ses fra kontrolboksen.

Da Duckenfield (som omtalt i forrige afsnit) gav ordre til at åbne port C, på grund af det store pres udefra (som igen skyldtes et alt for lille antal billetluger) øgede det naturligvis presset inde på stadion. Fans, som kom ind igennem porten, fortalte senere om, hvor lettede de havde været over at være sluppet for det enorme pres, og de kunne også berette om politiets tilstedeværelse umiddelbart indenfor stadion, men intet blev gjort for at filtrere menneskemængden. På samtlige Leppings Lane-billetter stod der et stort “B” – det samme som var placeret ved den port, som umiddelbart indenfor på stadion førte til de to centrale bure.

Tilhængerne, som efterhånden havde travlt, hvis de skulle nå ind til kampens start, havde ingen jordisk chance for på forhånd at vide, at der var en anden vej ind til yderburene 1,2 og 5, for der var ingen – hverken Sheffield Wednesdays kontrollører eller politifolk til at lukke adgangen til 3 og 4 af og føre dem mod de øvrige bure – som man ellers havde gjort det til semifinalen året før. Én af de allermest afgørende faktorer var, at ingen fortalte dem, at billetten også gav adgang til de stadig halvtomme bure i hjørnerne. Det var her, David Duckenfield og politiet begik en alvorlig og dyr fejl, som kom til at koste 96 mennesker hjemturen og resten af livet. Over 2.000 mennesker fik i de ganske få øjeblikke adgang til stadion, og de fleste kom igennem tunnelen nedad mod bur 3 og 4, som altså pludselig indeholdt det dobbelte af kapaciteten.

Da holdene kom på banen var publikum i de øvrige dele af stadion højlydte og sang og tiljublede spillerne, efterhånden som navnene blev læst op. I bur 3 og 4 skreg folk, mens andre mistede bevidstheden. De følgende er udsagn fra fans i de to bure:

- Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg har oplevet pres tidligere, hvor man kan lette det en smule ved at dreje sig eller finde lidt plads. Dette var anderledes. Det var et virkelig hårdt pres. Så slog det mig, at jeg ikke kunne få vejret.

- Jeg kunne ikke tro, hvad der skete. Ingen kunne flytte sig, ikke en centimeter. Folk omkring mig var forvredne i hvad end position, de var blevet mast sammen. Hoveder var låst mellem arme og skuldre, ansigterne gispede i panik.

- Jeg havde været i pressede folkemængder tidligere, men jeg vidste, at dette var anderledes. Vi havde alle haft det ubekvemt i næsten en halv time, men vi troede, at det ville løse sig selv, så snart alle var inde og kampen gik i gang. Det skete ikke. Da holdene kom på banen, syntes det at stramme yderligere. Jeg var bøjet forover ved livet med hele min vægt pressende ind på folk foran. Først var smerten i ryggen skarp, men så var det i brystet. Pludselig slog det mig, at jeg var ved at dø.

I bur 3 var det – som folk beskriver – rent kaos. Presset var så stort, at de fans som stod forrest, fik mast ansigterne ind i hegnet, som adskilte tribunen fra banen. De fleste af disse mennesker var stille, enten allerede besvimede eller ude af stand til at få vejret.

- Jeg opdagede pludseligt, at fyren ved siden af mig var død, hans øjne bulede ud og tungen stak ud af munden. Det var grufuldt. Folk havde mistet kontrollen over deres kroppe og lugen var forfærdelig.

- Jeg så en ung dreng falde ned og vidste, at det var slut for ham. Han gik ned under folks fødder, men ingen kunne gøre noget ved det. Presset var for stort. Jeg husker masser af mennesker råbe til politiet foran dem, at de skulle åbne portene, men de syntes bare lamslåede. De gjorde ingenting.

- Vi sloges for vore liv. På et tidspunkt kiggede jeg over på ham… [vidnets søn] …han så lidt bleg ud, men jeg troede, han var ok, og at jeg var på vej til at dø. Mit armbåndsur blev revet af, og en eller anden tog en bid af min skulder fordi de må have været i stor smerte…Folk råbte til ham [politibetjenten], at han skulle åbne porten eller gøre noget, og han ignorerede bare disse råb. (Denne mands søn døde).

- Jeg kom til et punkt, hvor jeg ikke kunne få mig selv op, da en eller andens hånd kom ud af det blå og trak mig op ved håret. Personens hånd mistede taget, kom så igen og trak mig op endnu en gang. Denne gang kunne han med lidt hjælp fra mig selv få mig i en hovedlås. (Efter selv at have reddet et liv, mistede redningsmanden og dennes bror begge livet).

Kampen inde på banen var nu i gang, da en stålbarriere i bur 3 – nærmest et stålrør som forhindrer kraftig bevægelse fremad ved eksempelvis scoringer – på ét af de nederste trin knækkede under vægten af de mange fans helt oppe bag fra tribunen. Folk bag den faldt ned oveni de allerede bevidstløse foran, og det hele var én stor bunke af mennesker – døde, levende og bevidstløse.

Bagerst på tribunen forsøgte folk ved hjælp oppefra at kravle op i selve West Stand, som var placeret over Leppings Lane ståtribunen. Det mest vanvittige var dog, at fans oppe foran, som forsøgte at klatre over hegnet ind mod banen for at undslippe døden, blev skubbet tilbage af politibetjentene. Under fødderne var nu døende kroppe. Eddie Spearritt var med sin 14-årige søn Adam, og begge var placeret i bur 4. Eddie fortalte:

- På dette tidspunkt var Adam besvimet, og jeg sagde ordret “min dejlige søn er ved at dø”, og jeg tiggede ham [betjenten] om at hjælpe, og han gjorde ingenting. Han stod bare der og kiggede på mig, så jeg tog fat i Adam. Han havde en træningsdragt på, og jeg tog fat i hans opslag og prøvede at løfte ham over hegnet, og hegnet er omkring tre meter højt med pigge som peger indad. Jeg kunne ikke løfte ham.

Så begyndte jeg at slå på hegnet, i håb om at kunne slå det ned… jeg havde ikke succes med det, og det eneste jeg fik ud af det, var at mine hænder blev dobbelt størrelse og fuld af huller hvor jeg havde slået på hegnet. Ingen åbnede den port. Lige i begyndelsen, da jeg tiggede betjenten om at åbne porten, hvis han havde åbnet den, så ved jeg at jeg kunne have fået Adam ud. Jeg ved det, fordi jeg var der, og jeg ved hvordan situationen var. Eddie, nu panikslagen og desperat, fulgte sin søn ind i bevidstløsheden.

Folk begyndte på dette tidspunkt at dø, fordi der på politiets ordre var blevet lukket for mange mennesker ind af yderportene på én gang, og fordi der ikke var andre synlige indgange til selve tribunen end den tunnel som førte direkte ned til bur 3 og 4. Der var intet personale eller politi til at lukke området af og lede folk til de stadig halvtomme bure i hjørnerne.

Til gengæld var der masser af politifolk nede foran tribunen, hvor det høje hegn sikrede at fansene ikke umiddelbart kunne få adgang til banen. Luften var fyldt med skrig og desperation, hvordan kunne man fra politiets side overhovedet tro at det var hooliganisme?

En politibetjent kunne se at folk blev mast op ad hegnet nede ved banen, og der blev råbt fra fansene indenfor at de skulle åbne portene. Han prøvede at få kontakt med kontrolrummet via sin radio, og spurgte om porten kunne åbnes. Han modtog intet svar. Han fortalte senere: ”Lyden var forfærdelig og folk skreg, en anderledes slags skrig og jeg åbnede porten helt. Jeg så mennesker som blev presset ind mod hegnet som var ved at blive blå i hovederne. Jeg sendte en ny radiobesked. ”Dette er alvorligt. Folk er ved at dø hernede.” Jeg forsøgte at trække folk ud igennem porten men de var fuldstændig låst fast. Kvinden [omtalt tidligere]…var ved at få en mørk farve i hovedet og jeg gestikulerede for at få folk tilbage men blev spyttet på og nogen råbte ”Fuck off, copper”.

Efter at politichefen David Duckenfield havde beordret yderporten åbnet - som tidligere omtalt - havde han ifølge eget udsagn holdt øje med bevægelser og besværligheder i menneskemængden, og fra hvor han stod ”så han ikke at der var en tæthed”. Han fortsatte: ”Jeg havde holdt øje med Leppings Lane og jeg havde ikke set nogen indikation på noget som fik mig til at tænke at der var noget unormalt i gang…tribunen syntes i orden.” En chokerende bemærkning fra en mand som stod placeret nærmest lige oven over de omtalte tribuneafsnit.

Duckenfield regnede med at der var personale indenfor til at guide fans til de tomme tribuneafsnit. Endnu et tegn på at han slet ikke var klar til så stor en begivenhed som en FA Cup semifinale, og han kunne tilsyneladende heller ikke se at de centrale afsnit var fyldt til mere end bristepunktet. Heller ikke til trods for at han selv bagefter fortalte Lord Taylor at han havde observeret folk klatre over hegnet ind til de omkringliggende afsnit. Da han kiggede ned, så han en port blive åbnet nede ved selve banen, og et par personer komme ud på arealet mellem banen og tribunen. Han troede nu at det var folk der bare udnyttede en mulighed for at komme tættere på banen. Han troede det var starten på en decideret invasion af banen, en 'pitch invasion'. Det var dette budskab som nåede frem til de øvrige politibetjente omkring Leppings Lane. De fik besked på at de skulle komme ned til banen, men de var slet ikke klar på at håndtere en katastrofe. De troede de skulle holde øje med ballade. De troede der var tale om hooliganisme.

Det var et frygteligt syn der mødte dem. I afsnit 3 var en bunke af mennesker 10-12 meter tilbage fra det forreste hegn. En af politifolkene sagde bagefter at han troede at de var faldet efter at presset var blevet lettet og at de derfor nu ville rejse sig op. Det gjorde de ikke. En anden vurderede at der var tale om godt 50 mennesker ”flettet sammen” i bunken. ”De var livløse, deres øjne uklare…andre klagede sig, andre som var fanget af legemsdele skreg efter hjælp.” Bunken syntes at være ”6 eller 7 [mennesker] høj.

Det var umuligt at komme til at få folk ud, uden at træde på de mange mennesker, og det var umuligt at se, hvem der var døde og hvem der stadig var i live og hvem der ville overleve. Det var simpelt hen et spørgsmål om held. Duckenfield var på dette tidspunkt ude af i stand til at give en præcis forklaring på, hvad der skete, udover at en mulig invasion af banen havde resulteret i at kampen var blevet stoppet (af politiet). Dette på trods af at han altså var placeret umiddelbart ovenover Leppings Lane tribunen i hjørnet. Han havde uforstyrret udsyn over hele situationen.

Ikke længe efter kl. 15.15 ankom Graham Kelly og Glen Kirton fra det engelske fodboldforbund i kontrolboksen. Også Graham Mackrell fra Sheffield Wednesdays bestyrelse var til stede. Duckenfield fortalte dem at Liverpool fans havde stormet yderport, og skabt et pres ind på stadion, ned igennem tunnelen og oveni de folk som allerede befandt sig i de centrale afsnit. De første frø til hvad der senere blev en kamp for retfærdighed blev her lagt af en løgnagtig og yderst inkompetent politichef. Hvis han på dette tidspunkt havde haft den anstændighed at fortælle sandheden om, hvad der netop var foregået, ja så kan det sagtens være at jeg ikke sad og skrev dette i dag.

Graham Kelly talte umiddelbart efter til den samlede presse og i god tro gengav han Duckenfields løgn. Indenfor få minutter blev det bragt verden over. Der havde fundet en stor katastrofe sted – og det var Liverpool fansenes skyld!

Denne version af begivenhederne skulle senere vise sig uhyre vanskelig at fjerne fra folks bevidsthed. Det er faktisk ganske nemt at argumentere for at det endnu ikke er lykkedes, især når man i forbindelse med sidste sæsons kvartfinaler mod Juventus i flere af de skrevne medier herhjemme kunne læse en opremsning af de største episoder med hooliganisme i 70'erne og 80'erne og se Hillsborough nævnt. Duckenfield fik større indflydelse på mange menneskers liv end han nok havde forestillet sig, da han takkede ja til at efterfølge Brian Mole som leder af begivenheden Liverpool-Nottingham F 15. april 1989.

Pludselig var banen forvandlet til en scene fra en krigsfilm. En slagmark med massevis af mennesker rendende frem og tilbage med døde og livløse kroppe. Mange blev placeret på banen, nogle båret på reklamebannere. David Hughes fortæller om scenerne:

- Jeg bemærkede en St. John's Ambulance-hjælper, en dreng måske omkring 12 år gammel, som stod ved siden af banen foran os, og han skreg hysterisk. Han var til kampen for at give førstehjælp til fans hvis nødvendigt, men intet i hans træning kunne forberede ham på dette. En anden af St. John's-hjælperen, en pige på omkring 17 skreg til ham ‘gør noget for at hjælpe dem'. Det er en scene, jeg aldrig vil glemme.”

Politichefen Bernard Murray, der var sendt ned på banen for at undersøge, hvad der var galt, bad straks om at få tilkaldt massevis af ambulancer. Senere blev der også anmodet om hydraulisk klippeudstyr til at klippe hegnet op, men udenfor vidste politiet ikke, hvad der foregik indenfor, og man fortalte derfor personalet med dette udstyr, at det var der ikke behov for.

En sportshal ved siden af stadion blev i hast oprettet som midlertidigt lighus, men alt var stadig kaos. Forsøg på genoplivninger foregik alle steder. En læge bekræftede siden, at han erklærede 20 dødsfald i hallen omkring klokken kvart i fire. Der blev givet ordre til, at ligene skulle blive i sportshallen indtil de var blevet fotograferet og identificeret.

Indenfor den første time ankom 88 personer til Northern General hospitalet. 11 blev erklæret døde ved ankomsten, 56 blev indlagt og 21 behandlet og udskrevet. På Hallamshire ankom 71. Én var død ved ankomsten, 25 blev indlagt, og 45 behandlet og udskrevet. Prioritering var vigtig; det handlede om at redde liv. Ligene blev returneret til sportshallen ved stadion.
En ungdomsklub tæt på Hammerton Road politistationen blev åbnet til at huse pårørende og overlevende, som stadig ventede på at høre nyt om venner og familiemedlemmer. Da embedsmanden for ligsyn ved kontroversielle dødsfald, Stefan Popper, som havde givet ordren til at benytte hallen som midlertidigt lighus ankom, autoriserede han straks, at der blev taget blodprøver af samtlige døde for at fastslå alkoholpromillen. På trods af at mange af ofrene var meget unge, fik samtlige taget prøven.

Men hvorfor? Det var aldrig sket ved tidligere katastrofesituationer i Storbritannien. Der var intet, som retfærdiggjorde denne påtrængende handling, men den antog at ofrene havde været fulde og derfor kunne have bidraget til egen og andres død. Den garanterede, at beskyldninger om fuldskab ville forblive i fokus, hvilket sårede pårørende, da de følte at offentliggørelsen af ofrenes navne udelukkende ville medvirke til at bringe skam over deres liv.

Pårørende, som ankom til hallen for at få svar på, om deres pårørende var blandt ofrene, blev interviewet – eller snarere forhørt – af politi omkring deres handlinger i løbet af dagen. Samtalerne handlede om alkohol, off-license butikker (der sælger øl) og supermarkeder, og folk blev spurgt, om de havde drukket inden kampen og om de havde set andre drikke meget eller opføre sig dårligt. Det var typisk disse områder, politiet var interesseret i, for at “opbygge et billede af hele dagen”.

Undersøgelser blandt ofrenes familier viste bagefter, at de alle følte, at den behandling, de fik i hallen, var rystende dårlig. Kun én familie ad gangen blev lukket ind i hallen, men først efter at have kigget samlingen af fotografier af uidentificerede lig igennem.

Én kvinde fortalte, at de blev ført ind i hallen, hvor hendes søn, James Delaney, lå på en vogn i en pose med nummeret 33 udenpå. De bøjede sig ned for at kysse James og snakke til ham, og da de rejste sig op, forsøgte en politibetjent at føre dem ud, helt ud af hallen. Moderen sagde, at holdningen var, at nu havde vi identificeret nummer 33, så nu kunne vi bare gå. James' forældre tryglede om at få lov til at blive hos deres søn, men det blev afslået.

Margaret Aspinall, hvis søn James var blandt ofrene, ankom sammen med sin mand næste dag til Medico-Legal Centeret, men fik kun lov at se James igennem glas. “Jeg sagde, jeg ville have ham med hjem, men de sagde, at han ikke tilhørte mig. Han tilhørte embedslægen, det var den mest forfærdelige ting at tvinge en mor igennem.”

En chef fra Sheffields ambulance-service udtalte siden kritik af proceduren omkring identifikationen af ofre. “Vi var tvunget til at stå og lytte til identifikationen af over 60 mennesker. Skrigene og gråden kunne høres overalt. Det var forfærdeligt og noget jeg aldrig vil glemme,” sagde han.

Politikommissær Addis som stod for proceduren sagde bagefter, at den efter omstændighederne var korrekt, og at den fungerede godt. Han sagde: “Klokken halv fem om morgenen var 74 af de [på det tidspunkt] 94 lig blevet identificeret. Dette var førsteklasses. ”De resterende blev flyttet til Medico-Legal Centre, hvor de kunne blive identificeret senere. En time senere var alle ligene blevet overført.

Det var en procedure, som tilgodeså politiets behov for pragmatisk og professionel håndtering. Phil Scraton skriver i sin bog Hillsborough The Truth videre, at proceduren behandlede pårørende som objekter på et samlebånd. Ved hvert stadie af processen blev de nægtet basale rettigheder og behov.

Ambulance-chefen udtalte: “Det var fuldstændig unødvendigt, at folk skulle gennemgå den lidelse, præsentationen af et lig til identifikation er et tidspunkt for de nærmeste at komme overens med et chok, det er en meget vigtig del af sørgeprocessen, ligene skulle præsenteres rene, vaskede, håret i orden, med værdighed på en menneskelig facon, ikke i en ligpose.”

Historierne er næsten lige så mange som ofrene, men alle beskriver de en horribel dag og nat for de efterladte familier, men helvede var på ingen måde overstået for familierne. I dagene derefter berettede officielle kilder om, hvordan tusindvis af Liverpool fans var ankommet fem minutter inden kick-off. Jacques Georges, UEFA's præsident, kom med stødende kommentarer, som sammenlignede Liverpools fans med vilde dyr. Adskillige aviser rapporterede, hvordan Liverpools fans havde tvunget sig adgang til stadion.

Den 18. april – tre dage efter – skrev Sheffield Star at bøller havde angrebet ambulancefolk og urineret på politifolk, som forsøgte genoplivning. Irvine Patrick, et lokalt medlem af parlamentet udtalte på ITV, at han havde talt med politifolk, som fortalte, at de var blevet angrebet, sparket og slået.

Dagen efter gik morgenaviserne i krig. The Suns forside lød “THE TRUTH: Nogle fans stjal fra lommerne af ofrene; nogle fans urinerede på modige politifolk; nogle fans tævede politibetjent under genoplivningsforsøg”. Det kom senere frem, at Kelvin Mac-Kenzie, avisens redaktør, oprindeligt ville have brugt overskriften “YOU SCUM”. Flere andre aviser havde lignende historier, men ikke så brutale som dem nævnt her. Taylor rapporten, som senere blev sat i værk for at undersøge katastrofen, tilbageviste samtlige disse beskyldninger. Ikke et eneste vidne (ud af flere tusinde) havde bekræftet beskyldningerne, og Taylor kritiserede samtidig de, som kom med dem, og de som viderebragte dem. Lord Taylor sagde, at de havde været bedre tjent med at tie stille.

Men på det tidspunkt var aviserne ligeglade. Beskyldningerne blev i det store hele stående, og det blev et kendt “faktum”, at Liverpool fans slog deres egne ihjel. En mor til et af ofrene udtalte om situationen: “Vi opdagede hurtigt, at vi ikke kun var i en kamp for retfærdighed for de, som døde, men også for at rense dem og de fans, som overlevede.”

Indkast.dk takker Liverpools danske fanklub for deres medvirker til denne artikel.



Optakter
Mandag d. 11/12, kl. 19:00
Randers - Midtjylland
Kalendergaven
1. december
Firing Koeman to Fireman Sam
2. december
Historier om trøje-numre
3. december
Indisk vokseværk
4. december
Zé Roberto – 24 år på grønsværen
5. december
Drengedrømmen lever!
6. december
Davinson Sánchez – Monster eller Baresi
7. december
Shakhtar – olie og brasiliansk kærlighed
8. december
Ivan Rakitić - I Prosinečkis fodspor
9. december
Kevin De Bruyne – kasseret af Mourinho
10. december
Ilden José og isen Pep mødes – igen
11. december
Napoli – tilbage til toppen
United vs. City - den 10/12-17

- En sejr over United vil være stort

- Mourinho over Guardiola

Derfor kom Perišić ikke til United

Ekspert tvivler på City i Europa

Guardiola med fornemt jubilæum

Ilden José og isen Pep mødes – igen

Manchester City-stime af sejre

Optakt: Man. United - Man. City

Pep vs. Mourinho - i citater

United vs. City

Magasin-artikler
Shakhtar – olie og brasiliansk kærlighed
I Champions League gruppe F kom en solid overraskelse, da nyrige ukrainere vandt over formstærke Manchester City og fik tolv point i den hårde gruppe. Indkast.dk har kigget nærmere på det ukrainske storhold.
Olie har startet krige, skabt misundelse og dumheder – som da en halvstiv dansk udenrigsminister forærede Norge store mængder - eller givet fodboldklubber et voldsomt løft, som det er tilfældet med ukrainske Shakhtar Donetsk. Her har olie-kongen Rinat Akhmetov brugt en formue på at skabe et storhold, hvilket er lykkedes ret godt – hvilket de seneste resultater i Champions League bevidner.

For da ukrainerne besejrede historisk stærke Manchester City med 2-1 sikrede de sig videre deltagelse fra den stærke pulje med Napoli og Feyenoord. Også blev kampen end ikke spillet på det imponerende Metalist stadium, som har været ude for en meget dyr renovering. Dette har tidligere fået tildelt fem stjerner af UEFA, og har blandt andet et ungdomsakademi med plads til over 3.000 børn som blot en del af et imponerende træningsanlæg.

Samtidigt med denne voldsomme stadionudvidelse for den ukrainske klub, så væltede der ind med især brasilianske spiller i klubbens trup. Første brasilianer kom til klubben i 2002, og det har sidenhen startet en stærk forbindelse mellem den sydamerikanske fodboldverden og den østlige del af Ukraine.

Omtalen af de brasilianske talenter i Shakhtar Donetsk blev først rigtig synlig for fodboldeuropa, da den daværende italienske landsholdshold-angriber Cristiano Lucarelli skiftede til den ukrainske storklub, og efterfølgende vandt holdet mesterskabet to år i træk og fjernede dermed selveste Dynamo Kiev fra den fodboldtrone, som de ellers havde siddet på gennem mange år.


Fra John Hughes til Akhmetov
Shakhtar Donetsk blev dannet i 1869 af den walisiske forretningsmand John Hughes, der dengang byggede masser af stålværker i området, og det er ikke langt fra den måde, som den nuværende pengemand Akhmetov har tjent sine enorme formuer. Således er Akhmetov af Forbes Magazine blevet kåret til verdens 214. rigeste mand. Nu lyder det måske ikke af meget, men det er det – og Akhmetov er også klart Ukraines rigeste mand.

Den kun 51-årige Akhmetov er som mange andre rigmænd på de kanter blevet beskyldt for at deltage i organiseret kriminalitet, men han er ikke dømt for noget. Meget på denne egn handler om penge, og det har også været bevæggrundene for de mange spillere, der er taget den lange rejse til Ukraine. Allerede da den italienske angriber Lucarelli i 2007 skiftede til klubben, blev det gjort klart, at her var der økonomiske midler, der ikke rimede på noget fra den ukrainske befolkning. Således fik Lucarelli stillet et privatfly til rådighed, hvis hans kone skulle få for meget hjemve og gerne ville en sviptur til Italien. Udover denne luksus er forholdene også i orden – bortset fra vejret, men det kan Akhmetovs penge næppe ændre for klubben.



Pengene har givet resultater
Siden 2002 er det blevet til ni nationale mesterskaber, fem pokaltitler og et enkelt Europa League-trofæ, så investeringerne har båret frugt. Klubben kan dog godt beskyldes for at føre en besynderlig forretningsmodel.

Holdets defensiv består af østeuropæiske spillere, mens offensiven er tegnet af mange sydamerikanere - med underlige kontraktforhold. De fleste af de sidstnævnte spillere ejer klubben nemlig ikke, men i stedet ejer investorerne store dele af rettighederne over disse spillere, og kritikere mener også at vide, at disse pengemænd ofte har indflydelse på, hvilke spillere der får spilletid på holdet. Dette hævdes at være årsagen til, at holdet i senere år ikke har præsteret som tidligere i den hjemlige turnering. De vandt blandt andet ikke det ukrainske mesterskab i 2014/15 og 2015/16-sæsonerne, hvilket er meget uvant på de breddegrader. De fem sæsoner før det blev de mestre og forklaringen er måske ligetil.

For modsat tidligere så har det ukrainske storhold forholdt sig meget roligt i sommerens transfervindue og har kun hentet nogle unge spillere på lejeaftaler, men på trods af dette har de stadigvæk hele otte brasilianske spillere i deres Champions League-trup – samt et par kroater og argentinere. Så samlet set så mangler Donetsk-holdet ikke det store. Men spillerne har ikke det niveau som klubben tidligere har haft med brasilianske spillere som Willian, Luiz Adriano og Fernandinho. Nutidens stjerner er anføreren og veteranen Darijo Srna samt den argentinske angriber – Facundo Ferreyra, så der er sket en udvikling for det brasiliansk-inspirerede "olie-hold" fra Ukraine.

Læs hele artiklen
Firing Koeman to Fireman Sam
Eksperten i Premier League-overlevelser – Sam Allardyce – er kommet til kriseramte Everton, og måske finder han ”Love in a hopeless place”.
Fra Ronald Koemans fyring den 23. oktober og så indtil Sam Allardyce blev ansat onsdag middag, havde Everton forfremmet U/21-træner David Unsworth. Men de syv kampe gav ikke den ønskede effekt - blot en sejr og samlet 8-20. Onsdag aften kunne ”Big Sam” fra tribunen klappe i sine forfrosne hænder, da hans nye hold - Everton - vandt stensikkert med 4-0 over West Ham.

Netop West Ham var Allardyce jo manager for fra 2011-15 og dermed en af de Premier League-klubber, hvor han har været sportslig ansvarlig mange gange. Hele 489 Premier League-kampe har Sam Allardyce været ansvarlig for syv forskellige PL-klubber. Han har været manager for i alt ni hold – Blackpool, Notts County, Bolton, Newcastle, Blackburn, West Ham, Sunderland, Crystal Palace og nu Everton.


Pludselig stop i Palace – efter ”Big Sam” havde reddet dem
I sommer troede mange, at den lange karriere var slut pga. personlige omstændigheder, efter ”Big Sam” blot var manager i Crystal Palace i 151 dage. Perioden gav 24 kampe, hvor halvdelen blev tabt og ni blev vundne. Den korte periode i London-klubben sluttede brat, og det skulle ikke have handlet om uenigheder med formanden Steve Parish om manglende indkøb eller lignende, men derimod om at få noget mere tid med hans familie. Allardyce har selv givet følgende forklaring til sit pludselige stop:

- På nogle måder har dette været en svær beslutning, men på andre har det været den letteste beslutning i hele verden. Jeg vil gerne takke Steve Parish for at give mig chancen for at forbedre mit renomme efter, hvad der skete, da jeg var Englands landstræner.

Hvad disse personlige årsager, som lå til grund for, at Allardyce stoppede i Crystal Palace, er fortsat lidt uklare, men den iltre manager har slået fast, at han gerne vil tilbringe noget mere tid med familien – og især sine børnebørn. 62-årige Allardyce frasagde sig ved opsigelsen en lukrativ fratrædelsesordning, men han fik dog 20 millioner kroner for at sikre Crystal Palaces forblivelse i Premier League, hvilket Allardyce er en sand mester til.

Allardyce er aldrig rykket ud af Premier League, selvom han mange gange har trænet mindre hold med små budgetter. I Palace havde de haft syv managere på syv år, og nok engang viste Allardyce, at han er lavet af noget specielt.

Sam Allardyce – 24 kampe: 37,5 % vundne kampe
Alan Pardew – 35 kampe: 40,3 % vundne kampe
Neil Warnock – 17 kampe: 17,5 % vundne kampe
Tony Pulis – 28 kampe: 42,6 % vundne kampe
Ian Holloway – 46 kampe: 30,3 % vundne kampe
Dongle Freedman – 90 kampe: 35,5 % vundne kampe
George Burley – 25 kampe: 28,0 % vundne kampe

Ifølge bulletinerne fra London skulle Allardyce betale mange penge til Palace, såfremt manageren fandt et andet job indenfor de næste to år, og det gjorde han – men han får også mange penge for Everton-jobbet. Hele 55 millioner kroner skulle årslønnen være på, hvilket f.eks. er mere end, hvad Pochettino får i Tottenham eller hele 50 % mere end den meget eksponerede Benitez får i Newcastle.


”Talk about finding love in a hopeless place”
Allardyce har lavet en aftale på 18 måneder med Everton, og han blev tidligere på ugen fløjet direkte fra ferien i Dubai til Evertons træning – Finch Farm sammen med sin store stab af assistenter. Liverpool-legenden Sammy Lee er blevet tilknyttet trænerstaben sammen med Craig Shakespeare, målmandstræneren Martyn Margetson samt fitness-træneren Ryland Morgans. De bliver tilknyttet en trænerstab, der i forvejen tæller klublegenden Duncan Ferguson og U/21-træneren Unsworth.

Så store rokader i den kriseramte klub og det er ikke blevet gjort uden bemærkninger og ballade. Farhad Moshiri, der ejer en del aktier i klubber, valgte at poste nyheden på Twitter, før klubben gjorde det, og bookmakeren Paddy Power udgav nogle af de negative kommentarer, som Allardyce har sagt om klubben – for to uger siden. Derudover og på den lidt mere komiske side valgte Evertons trøjesponsor SportPeas at udsende et tweet med den meget omdelte video af Allardyce i festligt lag i Marbella med skriften: ”Talk about finding love in a hopeless place” med direkte henvisning til det Rihanna-nummer, som en fuld Allardyce sang og dansede til.



Kan Allardyce starte med tre sejre?
På den korte bane venter der Everton et par overkommelige opgaver, da formsvage Huddersfield skal gæste Everton inden opgøret imod Limassol i Europa League. Yderligere to sejre - efter sejren over West Ham - til Everton kan måske få det unge hold til at vokse inden december, som byder på mange og langt hårdere opgaver, som kampe imod rivalerne fra Liverpool og mødet med mestrene fra Chelsea.

Onsdag aften så Allardyce sejren over West Ham sammen med føromtalte Moshiri. Everton-bossen havde brugt 37 dage fra fyringen af Koeman til, at han hentede Big Sam eller rettere gik fra, at ”Firing Koeman to Fireman Sam”.

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Kevin De Bruyne – kasseret af Mourinho
Masser af ros til De Bruyne som Jose Mourinho ikke kunne bruge i Chelsea – det var en fejl…
- Kevin er klart Premier Leagues bedste lige nu. Manchester City er Premier Leagues bedste hold, og Kevin er en vigtig spiller i Guardiolas system…

Sådan sagde en anden af Premier Leagues største profiler – Eden Hazard – i efteråret 2017, efter Pep Guardiolas mandskab havde startet Premier League-sæsonen rekordgodt. Men hvem er den stille belgier, som bare vokser, når han går ind på en fodboldbane?

Da den anerkendte engelske journalist Sam Wallace i 2015 besøgte Manchester City-træningsanlægget Jean-Claude van Damme, var det en meget genert ung mand, der mødte op, og han var end ikke den mest kendte belgier i presserummet. Det var Vincent Kompany – sådan er det ikke længere.

Inden De Bruyne var kommet til Manchester City for omkring 500 millioner kroner, var han blevet kåret til årets spiller i Tyskland. Den gode form overførte han straks til Premier League, og dermed steg hans markedsværdi også. Efter blot to år i Premier League var De Bruynes værdi steget til det dobbelt – ifølge CIES Football Observatory – og han blev vurderet til at koste over en milliard kroner.


Hellere Willian og Andre Schürrle
Det sker efter, at Chelsea og Jose Mourinho kasserede ham i januar 2014. I stedet startede den succesbelagte periode med masser af ros og anerkendelse hos tyske Wolfsburg. Før dette returnerede han i sommeren 2013 tilbage til London efter en låneperiode hos Werder Bremen, og på det tidspunkt bød den daværende Dortmund-træner Jürgen Klopp på De Bruyne. Den nuværende Liverpool-manager ville have, at De Bruyne skulle afløse Mario Götze, som var blevet solgt til Bayern München, men sådan gik det som bekendt ikke.

De Bruyne kom tilbage til Chelsea samtidig med, at klubben havde styrket sig på den offensive midtbane med Willian og Andre Schürrle. De blev de foretrukne fremfor De Bruyne, hvilket sidenhen må betragtes som en stor fejl af Mourinho. Seks måneder og blot ni kampe senere rejste De Bruyne væk fra London, men uden at smække med døren. Han har sidenhen sagt, at kasseringen af Mourinho har været med til at forme ham til den spiller, han er i dag.


Guardiola er stolt
Som 14-årig forlod De Bruyne barndomshjemmet i Drongen for at udvikle sig hos Ghent, og tiden var ligeså ensom, som da han boede i London og kæresten Michele gjorde studiet færdig hjemme i Belgien - men tiden i London formede ham til den spiller han er i dag.

Fra 2012 og tre år frem lavede De Bruyne 35 assists og 23 mål i Bundesligaen, og det åbnede op for det store skifte til Premier League – og Manchester City, men også til Pep Guardiola. Den tidligere Barcelona-træner har fået sat skik på belgieren, og han har været med til at forme ham til en af verdens bedste midtbanespillere på en unik midtbane, som eksperten Morten Bruun mener, er helt unik og kan sammenlignes med midtbanen i selveste Barcelona.

- Xavi, Iniesta og Sergio Busquets. To af verdens mest sublime teknikere og en mere fysisk type, der i øvrigt også kunne spille fodbold. I dag har City det samme med Fernandinho på den bagerste midtbane og med duoen David Silva og Kevin de Bruyne lige foran. Jeg vil kalde det verdens p.t. bedste midtbane i skarp konkurrence med Real Madrids.

I efteråret var der også statistikker, der bakker op om Morten Bruuns påstand. For siden ankomsten til Manchester City er der ikke nogen, der har lavet ligeså mange assists som ham i de fem største ligaer. I de første 72 Premier League-kampe lavede han 33 assists, og det fik manager Guardiola til at sige til Marca:

- De Bruyne er en af de bedste spillere, jeg har set i mit liv, for han kan gøre absolut hvad som helst. Han er en topspiller af allerhøjeste kvalitet. Han er en stabil gut med og meget professionel. Han elsker at spille fodbold, det er det, han lever for. Vi er meget stolte af og glade for at have ham hos os.
Læs hele artiklen
Ivan Rakitić - I Prosinečkis fodspor
Født og opvokset i Schweiz, men i dag en stjerne på det kroatiske landshold og for sin catalanske klub FC Barcelona.
- Jeg har altid drømt om det her som barn, og nu får jeg ikke bare lov til at drømme om det men faktisk udleve min drøm...

Sådan udtalte den dengang 26-årige Ivan Rakitić sig til et interview med Marca før sit første El Clásico i oktober 2014.

I dag, tre år senere er han en vigtig og profileret spiller i FC Barcelona, som han har optrådt 181 gange for siden sit skifte til Catalonien tilbage i sommeren 2014.

Ungdomsårene i det nordlige Schweiz
Karrieren startede dog i en lille by i det nordlige Schweiz på grænsen til Tyskland. Her startede en fireårig Ivan sin fodboldkarriere i klubben Möhlin-Riburg. Som syvårig blev han hentet til den schweiziske storklub FC Basel. Det var også her, at han som 17-årig debuterede som professionel fodboldspiller. På det her tidspunkt i hans karriere var han jagtet af flere storklubber rundt om i Europa.

Efter en imponerende 2006-07-sæson, valgte han at drage nordpå til Tyskland, hvor Schalke 04 hentede ham til Gelsenkirchen. Det var særligt i hans tid i Schalke, at verden blev gjort opmærksom på den kroatiske midtbanespillers store kvaliteter. Her blev han for alvor, til den spiller han er i dag. En spiller som vidste, hvor han skulle aflevere bolden før at have modtaget den. En spiller, som var dødsensfarlig i modstanderens målfelt, men som stadig kunne løbe retur for sit hold hver eneste gang. En sand boks-til-boksspiller.

Ja tak til Bilić
Det var også i starten af hans Schalke-karriere, at Rakitić valgte at tørne ud for det kroatiske landshold, hvor han ville spille sammen med blandt andet Luka Modrić, og gå i fodsporene på store kroatiske spillere, som Robert Prosinečki og Zvonimir Boban.

Rakitić havde også muligheden for at tørne ud for Schweiz, eftersom at han blev født i landet, der lagde grund til EM i 2008 sammen med Østrig. Trods kampe på de schweiziske ungdomslandshold valgte den daværende 19-årige Schalke-spiller at takke pænt nej tak til EM på hjemmebane, og i stedet takke ja til den daværende kroatiske landstræner Slaven Bilić til at optræde for sine forældres fødeland.

Midtbaneprofil i Spanien
I januar 2011 gjorde han et overraskende skifte til den spanske storklub Sevilla, efter at flere medier havde rygtet ham til nogen af de allerstørste klubber i Europa. I Sevilla gik han dog direkte ind på holdet og spillede i flere år en kæmpe rolle på et hold, hvor han som holdkaptajn i maj 2014 kunne løfte Europa League-trofæet på Juventus Stadium i Torino.

Drømmeskiftet
16. juni 2014 var dagen, hvor Ivan Rakitić efter flere års håb og drømme kunne kalde sig spiller af drømmeklubben FC Barcelona. Her blev han af mange udset til at blive manden til at udfylde Barca-ikonet Xavis sko. Han blev hurtigt en stor profil på holdet, hvor han i den grad også spillede en vigtig rolle i FC Barcelonas treblesæson, hvor catalanerne gjorde rent bord i alle deltagede turneringer. Ivan Rakitić scorede blandt andet det første mål i Barcas 3-1-finalesejr over Juventus på det olympiske stadion i Berlin. Dermed skrev han sit navn i både "Blaugranas" og fodboldens historiebøger.

Den nu 29-årige kroat var en vigtig brik i puslespillet, der skulle få MSN-trioen til at gå op i en højere endhed.

- Hvis jeg skal løbe 10 kilometer for dem, så gør jeg det, og jeg gør det med et smil på læben, udtalte Rakitić til Henry Winter fra The Times tilbage i oktober 2016.

Med sine 29 år har han stadig flere gode år foran sig, med et eftermæle som Robert Prosinečki og Zvonimir Bobans at jagte.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Ilden José og isen Pep mødes – igen
Fodboldens svar på John McEnroe og Bjørn Borg står for den sportslige fodboldfremtid i Manchester – Indkast.dk har gravet ned i deres historik, som er ganske underholdende.
Lørdag den 10. september 2016 blev et skelsættende tidspunkt i international fodbold, for nok et kapitel blev skrevet til had/kærlighedsforholdet imellem Jose Mourinho og Pep Guardiola. Her stod de to tidligere venner overfor hinanden, som træner for hver sin Manchester-klub. Tyve år forinden var de begge i Barcelona som assistent-træner og midtbanestyrmand. Denne periode betragtes som en af klubbens bedste, og der var stærke bånd i et solidt venskab, men sidenhen er der løbet meget vand i åen.

Mourinho-tiden med store armbevægelser i Real Madrid overfor den meget kontrollerede og mere rolige Guardiola i Barcelona viste al andet end næstekærlighed, og nu kommer nok et kapitel. For de to succesbelagte trænere er landet i hver sin Manchester-klub, og dermed står de igen overfor hinanden i et opgør imellem to meget rivaliserende klubber – hvilket næppe bliver kønt.

Mourinho har tidligere haft for vane at køre et grimt, men underholdende medie-stunt, mens Guardiola har kæmpet voldsomt med ikke at lade sig rive med - på de mange provokationer fra Mourinho, som fx i august 2013 hvor den daværende Chelsea-manager sagde følgende efter UEFA's Super Cup:

- Hver gang jeg spiller imod Pep, ender vi med at være 10 mand på banen. Er det en regel, som UEFA har lavet?

Tilbage i april 2011 slog Mourinho fast, at Guardiola blot havde vundet et Champions League-trofæ og understregede, at det skete efter, hvad han selv kaldte ”Skandalen på Stamford Bridge”, hvor Pepe blev udvist. Samtidig mente portugiseren, at den spanske træner – igen – havde fået dommerhjælp, og at Guardiola endda havde kritiseret dommeren for de korrekte beslutninger, som han havde truffet.

Til dette svarede den daværende Barcelona-træner, at Mourinho var bossen i presserummet på Bernabéu, og fortsatte det sådan, ville det ændre deres venskab, som ville udvikle sig til blot et bekendtskab.


McEnroe vs. Borg
Udefra set virker det til, at venskabet er slut imellem de to store forskelligheder, som kan sammenlignes med John McEnroe og Bjørn Borg. Imellem 1978 og 1981 mødtes de to tennislegender 14 gange, men det var mere end blot tenniskampe. Det var et opgør imellem to vidt forskellige mennesketyper – som dengang blev beskrevet som ”Ild og Is”. I nutidens fodboldopgør er Mourinho ilden, mens Guardiola er isen.

Den internationalt anerkendte fodboldjournalist Sid Lowe har i sin bog om rivaliseringen imellem Barcelona og Real Madrid beskrevet opgøret imellem de to trænere. Heri hævder den veloplyste Lowe, at Mourinho indså, at hans største chance for at slå Barcelona var ved at komme ind under huden på Guardiola samt skabe en krig imellem dem – hvor alle våben var tilladt. En krig mellem to typer trænere, men også mellem to forskellige klubber, hvor Barcelona var den talentskabende og Real Madrid den dyrtindkøbene.

Denne ”krig” kulminerede i august 2011, hvor Mourinho prikkede Guardiola-assistenten Tito Vilanova i øjet, efter Marcelo havde sparket Barcelona-spilleren Cesc Fàbregas midt over lige foran udskiftningsbænkene. Dette skete i en periode, hvor Barça var sportslige overlegne i forhold til ”Konge-klubben”, og hvor Mourinho var desperat for at gøre alt for at slå Barcelonas flotte spil i stykker.

Efterfølgende vandt Barcelona med 6-2 på Bernabéu, hvilket nok engang frembragte en hård kommentar fra Mourinho, da han mente, at Guardiola måske ”en dag” ville vinde det spanske mesterskab på ærlig vis. Samtidigt slog Mourinho fast, at han mindede meget om Guardiola, hvortil den spanske træner tørt svarede igen:

- Hvis det er rigtigt, så vil jeg lave om på min adfærd.

Det er langt fra den eneste gang, at udtalelserne har været skarpe imellem de to rivaler. I september 2014 sagde Mourinho til El Confidencial om Guardiolas hårpagt:

- Når man elsker, hvad man laver, så mister man ikke sit hår. Guardiola er skaldet. Han elsker ikke fodbold…

Eller i maj 2015 hvor Mourinho, som nyslået engelsk mester med Chelsea, sendte en klar hilsen til Guardiola i Bayern München.

- Jeg er nok ikke den smarteste, når jeg skal vælge klubber og turneringer, som disse klubber spiller i. Jeg kunne let have valgt nogle klubber, hvor det var meget lettere at blive national mester.


Masser af gnister
Samlet set har forholdet imellem de to trænere ikke været pænt, men meget underholdende og ofte med Mourinho i skurkerollen. Derudover virker det også til, at Mourinho har følt sig undertrykt af Guardiola – måske med en anelse af misundelse!

På Mourinhos daværende kontor ved Real Madrid-træningsbanen Valdebebas havde han en papfigur af sig selv, hvor han jubler. Måske ikke så underligt, men vel en smule pudsigt, at situationen var fra hans tid i Inter. Situationen var fra 2010 efter Champions League-semifinalen. Ikke fra tiden i Real Madrid eller triumfen i finalen… men fra semifinalen, hvor Inter slog – jah… gæt engang - Guardiolas Barcelona.

De to kamphaner mødte hinanden 11 gange i ”El Classico”, hvilket gav fem sejre til Guardiola og blot to til Mourinho – samt fire uafgjorte. Alene i 2010/11-sæsonen var der fire ”El Classico”, og i samtlige kampe fik Real Madrid udvist en spiller – så der har været dramatiske kampe.

Næsten samtidigt med dette blev Zlatan Ibrahimović kasseret af Guardiola i Barcelona. Nu er han også i Manchester og sikkert meget klar til mødet med City og hans bøddel, men fokus i kampen vil være mødet mellem Mourinho og Guardiola… to tidligere venner!

I maj 1997 vandt Barcelona den europæiske cup-finale over PSG. Efter sejren og midt i jublen stod to mænd på midten af banen og omfavnende hinanden – hjælpetræneren Jose Mourinho og styrmanden Pep Guardiola. Da den spanske tv-station Cadena Ser mange år senere viste dette billede til Mourinho, erkendte han:

- Jeg har selv et billede af vores omfavnelse… vi var tætte venner!

I 2000 forlod Mourinho det smukke Catalonien og Barcelona, men otte år senere mødtes han med Barca-bosserne Txiki Begiristain og Marc Ingla i Lissabon. På det møde skulle Mourinho have sagt, at hvis han skulle være træner i Barcelona, ville han gøre B-holdstræneren Guardiola til sin assistent, men Mourinho endte aldrig hos det catalonske storhold. I stedet blev Guardiola - til manges overraskelse - forfremmet til cheftræner.

I Graham Hunters bog ”Barca – skabelse af verdens bedste fodboldhold” siger Ingia, at Mourinho blev rasende, da han blev fravalgt til fordel for Guardiola – hvilket måske kan være starten på den dårlige kemi imellem de to venner.

Om balladen mellem de to trænere har den store italienske træner Arrigo Sacchi sagt, at det kan være svært at have ”to Piccasso'er” i samme tidsalder. Nu skal de krydse klinger – eller pensler - i Manchester!
Læs hele lederen
Indisk vokseværk
Mange profiler slutter karrieren i Indien, hvor udviklingen minder om Kina med voldsom fremgang i interessen, rige klubejere og sjove fodboldnavne.
Da Indian Super League (ISL) åbnede for sæsonen for et par uger siden, blev det starten på yderligere en opgradering af den storvoksende turnering. Turneringen var blevet udvidet fra otte til ti hold samt blevet ændret til, at turneringen varede i fem måneder imod de ti uger, som var den vanvittige turneringsform sidste sæson.

Derudover bliver ISL ikke længere betragtet som en ”side-turnering med stor underholdningsværdi” i forhold til den oprindelige bedste række i landet I-League, og der er allerede nu forslag om, at turneringen skal udvides til 18 hold. Udviklingen sker, da der er kommet et globalt fokus på turneringen, efter den er blevet beriget med stenrige klubejere, tidligere fodboldprofiler og kulørte trænernavne.

Danske Mads Junker og Morten Skoubo har været i indisk fodbold sammen med en masse andre kendte navne som blandt andet den tidligere verdensmester Joan Capdevilla, franskmændene Robert Pires og David Trezeguet eller Luís Garcia, Frederik Ljungberg og den tidligere AC Milan-spiller Alessandro Nesta – der blev genforenet med sin tidligere landsholdskollega Marco Materazzi, som var spillende træner i Chennaiyin FC.

Alene Chennaiyin FC har haft spillere som Elano, Mikael Silvestre og Eric Djemba-Djemba – men samlet set er det spillere, som skal presse den sidste økonomiske gevinst ud af karrieren, og der har været og er mange penge i klubberne.


Vil over 1.200.000.000 se fodbold?
I-League havde i gennemsnit under 5000 tilskuere til deres kampe, mens ISL har haft over 20.000, og klubberne er blevet forgyldt af den meget gunstige tv-aftale, som er blevet lavet i den folkerige nation – og med den mulige udvidelse af turneringen kan det blive endnu bedre.

Men det betyder ikke nødvendigvis mange flere udenlandske spillere. Klubberne må nemlig kun have otte udenlandske spillere i truppen, og de skal altid have seks nationale spillere på banen – hvilket naturligvis har skabt en voldsom kamp om at sikre sig de bedste indiske spillere.


Hvem vinder slaget om Indien?
Den netop startede sæson er den fjerde for ISL, og af de tre mesterskaber har den spansk-inspirerede Atlético De Kolkata vundet de to. I sommer solgte den spanske hovedstadsklub Atlético Madrid 25 % af deres ejerskab, og Manchester United-legenden Terry Sheringham blev hentet til klubben. Derudover blev Ashley Westwood assistent-træner, og han har et helt unikt kendskab til indisk fodbold, da han var ansvarlig for Bengaluru, der vandt I-League i 2014 og 2016. Nu forsøger klubben sig med et meget engelsk præg blandt andet med de tidligere Premier League-spillere Robbie Keane og Jussi Jaaseklainen.

Længere mod syd i det store land har klubben Kerala lavet et mindre scoop ved at få Dimitar Berbatov til klubben, der har plads til 50.000 tilskuere på deres stadion. Bulgareren bliver dermed genforenet med sin tidligere holdkammerat Wes Brown og træner Rene Meulensteen med fortid i Manchester United – og Brøndby.

Indien er et gigantisk land med over en milliard indbyggere, men også med over 100 forskellige sprog, og arealmæssigt er det verdens syvende største land. Interessen for fodbold har vokseværk – gad vide, hvordan det slutter.

Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Teaser: Afgørende dag i Manchester Giroud de specielle måls mester? Artikel ikon 100 Arsenal-mål for Giroud – Se dem her Artikel ikon Vanvittigt mål af Sigurdsson Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Ronaldo sætter endnu en rekord i CL Artikel ikon Guardiola med fornemt jubilæum Artikel ikon My perfect Xl - Alan Smith Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Overblik: Top 29 til Ballon d'Or Ugens hold fra Bundesligaen - runde 14 Artikel ikon Top 10 - skjulte VM-talenter Artikel ikon Top 15: Europas offside-konger Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Manchester-derby Spil: Valencia - Celta Vigo Artikel ikon Spil: Juventus - Inter Artikel ikon Spil: VfB Stuttgart - Bayer Leverkusen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Carlo Ancelotti - mit spil Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon - En tikkende bombe Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Dansk fodboldlegende er død Fire klubber – fem britiske managere Artikel ikon Liverpool vs. Chelsea = drama Artikel ikon Tidligere VM-vindere som ikke kom med Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon AC Milan vil udleje spillere til januar Napoli kigger på Deulofeu Artikel ikon Lørdagens engelske rygter Artikel ikon Medie: Emre Can er tæt på Juventus Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Alexandre Lacazette
Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Vidste du om ... Vinicus Junior Artikel ikon Vidste du om ... Kasper Dolberg Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon United vs. City David De Gea - i Premier League Artikel ikon Champions League-statistik Artikel ikon Wayne's World Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Randers - Midtjylland Optakt: OB - Silkeborg Artikel ikon Optakt: Brøndby - AGF Artikel ikon Optakt: AaB - FC København Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Man. Utd - Man. City Startopstillinger: Liverpool - Everton Artikel ikon Startopstillinger: FCN - Hobro Artikel ikon Startopstillinger: Southampton - Arsenal Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Flot AGF-comeback i Brøndby City tog massivt skridt mod mesterskabet Artikel ikon Tidligere AaB- og FCK-spillere deler Artikel ikon Kloop ”tabte” Merseyside-derby med 1-1 Artikel ikon Se flere