Hvad skete på Hillsborough?

Af Torsten Brix

2012-09-13
Hvad skete på Hillsborough?

Indkast.dk genposter fire tidligere artikler - i en lang artikel. Det giver et sjældent og rystende indblik i, hvad der skete i 1989. I går sagde den engelske Premierminister David Cameron undskyld, men for hvad?

Den 15. april 1989 døde 95 fans i forbindelse med en fodboldkamp. Til FA Cup semifinalen mellem Liverpool og Nottingham Forest på Sheffield Wednesdays Hillsborough var en aldeles uansvarlig politiindsats, og ikke hooliganisme, den direkte årsag til, at næsten 100 fans vendte hjem fra hvad der skulle have været en festdag i kister. Mange af dem var børn.

Grundet alt for få billetluger på et stadion, som Liverpool-tilhængerne ikke havde særlig stort kendskab til, dannede der sig før kick off en større folkemængde ude foran yderportene på Leppings Lane. Det gik simpelt hen for langsomt med at komme ind. Til sidst blev presset så stort, at de menige politifolk, som var på vagt ude foran, anmodede South Yorkshire politis øverste ledelse, David Duckenfield og Bernard Murray i kontrolboksen, om at åbne yderporten. Efter kort betænkningstid gav Duckenfield ordre om at åbne porten.

Umiddelbart indenfor på stadion blev de mange tilskuere, som nu strømmede ind, mødt af et skilt over en indgang, med et stort B. Samme B gik igen på alle billetterne, og Liverpool fansene styrede derfor direkte mod indgangen, som førte ind i tunnel som gik nedad bakke og ind på de to centrale afsnit af Leppings Lane ståtribunen. For Liverpool fansene var det den eneste synlige vej mod ståpladserne via tunnellen.

Der var ingen, hverken stewards eller politifolk indenfor til at guide fansene udenom og ind mod de to afsnit i hver ende af tribunen. Tusindvis af fans strømmede altså ind igennem en tunnel som førte til et område, der allerede var fyldt op til randen af fans. I minutterne umiddelbart inden kick off blev pladsen i de midterste afsnit hurtigt meget trang. Nogle fans besvimede, og andre forsøgte at klatre over hegnet ind til banen. Politiets respons var først at forsøge at forhindre folk i at komme ud af den dødsfælde, som Hillsborough pludselig var forvandlet til. En stålbarriere knækkede under det massive pres og menneskemængden blev med stor kraft kastet fremad.

Folk skreg på hjælp, men på trods af at politiledelsens kommandocenter var placeret i hjørnet umiddelbart ovenover Leppings Lane tribunen, bemærkede man ifølge vidneudsagn ikke, at der var noget galt, og i stedet troede man, at der var tale om hooliganisme.

Da kampen blev fløjtet af efter seks minutters spil, havde presset varet længe nok til at have forårsaget i alt 95 dødsfald. Nogle døde med det samme, andre var i live længere hen på eftermiddagen. En enkelt døde meget senere, og fik dødstallet op på 96. Samtlige 96 fik taget blodprøver, i et forsøg fra politiets side på at påvise, at dødsfaldene skyldtes overdrevent alkoholindtag i timerne op til kampen. Skulle alle børnene have været fulde?

Umiddelbart efter kampen trådte politichef David Duckenfield frem på tv og udtalte, at ulykken skyldtes at fans havde tvunget yderporten op, på trods af at han selv højst en times tid forinden, havde givet ordren om at åbne den. Den løgn skulle vise sig, at få store konsekvenser for begivenhederne efter tragedien, og i stedet blev det alment kendt, at det var fansenes egen skyld. De ankom, ifølge politiet, meget berusede og for sent. Dette blev senere afvist i Taylor rapporten. I stedet placerede han skylden hos South Yorkshire politi. Alligevel blev ingen siden stillet til ansvar for tragedien. Faktisk endte de involverede politifolk med at trække sig tilbage på lukrative pensionsordninger, mens de efterladte familier måtte kæmpe for at få råd til advokatbistand i den langvarige og fortsatte kamp for at få renset de afdøde familiemedlemmers navne, og for at opnå retfærdighed.

Fire dage efter tragedien, 19. april 1989, bragte tabloid-avisen The Sun på forsiden under overskriften ”The Truth” historien om, hvordan Liverpools fans skulle have urineret på politifolk og røvet fra de døde. Beskyldninger som ingen vidner siden kunne bekræfte overfor Lord Taylors undersøgelseskommission.

Det er snart 23 år siden, og Liverpools beboere – røde som blå – har aldrig tilgivet avisen. Fra den ene dag til den anden faldt salget af The Sun på Merseyside fra omkring 200.000 daglige kopier til omkring 20.000. Den dag i dag er tallet stadig langt under niveauet fra dengang. Man vil ikke glemme den behandling man som befolkningsgruppe fik og de beskyldninger man blev udsat for.

Siden har avisen af ren desperation forsøgt sig med halvhjertede undskyldninger med flere betingelser og slet skjulte angreb mod sine konkurrenter fra Trinity Mirror Group. Senest da man fik overtalt en af byens berømteste sønner, den daværende Everton-spiller Wayne Rooney, til at sælge sin livshistorie i en række interviews. Reaktionen fra begge sider af Stanley Park var ikke til at tage fejl af. Rooney forrådte sin by og det den stod for.

Politifolkene mødtes kl. 10.00 til briefing under ledelse af David Duckenfield, den nyligt udnævnte leder af politiets indsats i forbindelse med kampen. Ikke alle vidste hvem han var, og flere af officererne havde ventet, at det ville være Brian Mole, den tidligere chef, som var blevet overflyttet til anden tjeneste under kontroversielle omstændigheder. Først satte Duckenfield dagsordenen, og herefter gennemgik Bernard Murray, Duckenfields højre hånd, dagens opgave, og hvad der forventedes. To andre officerer forklarede lidt om efterretningerne og om nogle praktiske ting i forbindelse med pauser. Briefingen sluttede 10.18.

Billetlugerne åbnede lidt i 12, og en lind strøm af Liverpool fans begyndte at ankomme. Ifølge politifolkenes egne forklaringer efterfølgende, var de “i godt humør og opførte sig pænt”. Politifolk indenfor stadion fortalte, at de havde fået til opgave at kropsvisitere fans, også selvom de kunne se, at de netop var blevet visiteret umiddelbart udenfor stadion. Nogle fans blev visiteret tre gange, men på trods af dette tog supporterne det fint og uden problemer. Dette var i hvert fald, hvad politiofficererne fortalte bagefter. Efterhånden som klokken nærmede sig 14.00 begyndte tilstrømningen mod stadion at øges, eftersom tog og busser nu ankom i større tal. Atmosfæren var stadig opløftet, og der blev sunget. Samtidig med at menneskemængden foran billetlugerne var vokset, blev det klart for betjentene udenfor stadion, at mange fans først var ved at ankomme. Stadig var der ingen problemer med tilhængerne.

I alt var der i Leppings Lane 23 billetluger for tilskuere, som havde billet til Leppings Lane tribunen, West Stand og North Stand. Det drejede sig om 24.256 tilskuere. De øvrige 29.800 tilskuere til kampen havde adgang til stadion via næsten tre gange så mange billetluger, nemlig 60. Vi snakker altså om et gennemsnit på 1.054 mennesker pr. luge, et helt uhørt højt tal. Der var i alt seks yderporte, delt op således at de 10.100 med billet til Leppings Lane skulle igennem de tre sydligste porte ind til syv billetluger, som gav adgang til endetribunen. De tilskuere, som havde billet til West Stand eller North Stand, skulle igennem de tre nordligste porte, inden billetten skulle fremvises i én af de 16 billetluger. Området, som var på størrelse med en mindre skolegård, udenfor og indenfor yderportene, skulle altså passeres af næsten 25.000 fans, noget som det slet ikke var stort nok til. Det var allerede blevet påpeget af politiet selv i forbindelse med tidligere kampe. Liverpools fans ankom både nordfra og sydfra til en større flaskehals-situation.

På selve Leppings Lane var der ingen filtrering af tilskuerne. Dette kunne ellers have sørget for, at ikke alle tilhængerne ankom til området omkring billetlugerne på samme tid. Prioriteten burde være givet hertil, især set i lyset af det lille antal billetluger og den store ophobning af fans, som dette ville betyde.

Når Leppings Lane-fansene var kommet indenfor blev de mødt af et stort skilt, hvorpå der stod “standing” sammen med et stort “B”. På samtlige billetter var trykt et tilsvarende “B”, hvilket naturligvis fik tilhængerne til fejlagtigt at tro, at dette var den eneste indgang til selve tribunen. Førnævnte skilt var nemlig placeret over en indgang til en tunnel med en nedadgående hældningsprocent på ca. 17% – altså en yderst stejl bakke. Denne tunnel førte rigtigt nok fansene ind til selve tribunen, men kun til de centrale “pens” nummer 3 og 4. (“A3" og “A4") Dette ville Liverpool-tilhængerne naturligvis have vidst, såfremt de besøgte Hillsborough på ugentlig basis ligesom Anfield, men da mange aldrig havde været på Hillsborough før, efterlod systemet dem ingen chance. Politiet og Sheffield Wednesdays stewards skulle senere vise sig, ikke at tage højde for dette, og flertallet søgte derfor derhen, hvor deres billet gav adgang – tunnelen med det store “B”.

Efterhånden som kick off nærmede sig, blev menneskemængden stadigt større. Hele vejen rundt om var der mure og hegn, og den eneste mulighed for at komme væk var bag fansene, altså der hvor der stadig ankom flere og flere mennesker. Flugt var altså med andre ord umulig. Politifolkenes rapporter om, hvad der herefter skete, er forskellige fra, hvad Liverpool-fansene fortalte. Pludselig fokuserede politiet på, hvor meget tilskuerne angiveligt skulle have drukket. En betjent fortalte: “hovedparten af supporterne syntes at være grebet af tanken om, hurtigst muligt at skaffe sig adgang til stadion, og det nu. Hvis nogen skulle komme til skade, hvad så?... De virkede fanatiske for at komme ind… selv om jeg ikke syntes det i øjeblikket, så tror jeg nu, at fansene forsøgte at storme billetlugerne”.

Det var tydeligt, at situationen udenfor stadion, men indenfor yderportene nu var ude af politiets kontrol. Indenfor blev det noteret, at de fans, som kom igennem lugerne, så “forpinte” ud. De syntes at forsøge igen at få vejret. Nogle råbte hysterisk til politifolkene indenfor, at mennesker ville komme til skade, hvis der ikke blev taget hånd om situationen udenfor. Radioproblemer gjorde det vanskeligt for politifolkene indenfor at finde ud af, hvor alvorlig situationen udenfor rent faktisk var. Nogle fans klatrede simpelt hen over muren og ned på den anden side af billetlugerne. De blev hjulpet af betjente, som fandt ud af, at presset udenfor var umådelig stort. Børn blev sendt henover folkemængden på skuldrene af folk, så de kunne undslippe det massive pres. Dette blev også bemærket af politifolk på heste udenfor. Der var nu panik i luften, og politiet forsøgte forgæves at anmode folk om at træde tilbage. Dette var umuligt. Folk havde tydeligvis problemer med at trække vejret.

Fans fortalte en anden historie end politiets. Flere bemærkede en åbenlys mangel på politi-tilstedeværelse udenfor stadion. Én hørte politifolk bebrejde fans, at de kom for sent, og mange fortalte de tilstedeværende politifolk, at situationen var alvorlig og på vej ud af hænderne på politiet. Der var ingen, som sørgede for at filtrere menneskemængden. En fan fortalte siden hen, at han hørte en betjent sige, at der var masser af plads indenfor. De gik derfor igennem tunnelen og ned til afsnit 4.

Øjenvidneberetningerne er mange, og alle fortæller de samme historie. Der var overhovedet ikke styr på situationen. De fleste ankom til området mellem kl. 14 og kl. 14.45, sådan som man kunne forvente. Flertallet ankom ifølge disse beretninger ikke senere end normalt, sådan som politi og medier siden ville hævde. Alle var klar over, at adgang til stadion ville være alles redning, og da man så en ung tilhænger blive afleveret henover hovederne på mængden, gik det op for folk, at mennesker oppe foran ville dø, hvis ikke noget blev gjort ved situationen.

En politiinspektør råbte, at man måtte åbne udgangsportene ved siden af billetlugerne for at mindske presset. Politikommissær Marshall var skeptisk overfor at efterkomme denne anmodning, da han følte at det at give folkemængden adgang til stadion ville ophæve arbejdet for at forhindre hooliganisme indenfor. Kommunikationen mellem betjentene udenfor og i kontrolboksen var svær, da en fejl opstod i radiosystemet, netop da man havde mest brug for at det virkede. Marshall besluttede, på baggrund af den “ekstreme uro” i ansigtsudtrykket på sin inspektør, at den eneste praktiske måde at forhindre dødsfald udenfor stadion ville være at åbne udgangsportene.

- Jeg kontaktede kontrolrummet via radioen og bad om tilladelse til, at portene i Leppings Lane enden blev åbnet. Der var intet svar, fortalte kommissær Marshall senere. Da der ikke kom noget svar, regnede Marshall med at det skyldtes, at hans radio var defekt, og han fik derfor straks fat i en kollegas radio, hvorefter han gentog sin anmodning overfor den øverste ledelse, Duckenfield og Murray, i kontrolboksen. “Der var intet svar”, fortalte Marshall igen.

Kontrolboksen på Hillsborough var placeret i en hævet position over Leppings Lane tribunen i den sydvestlige ende. Den gav et fint udsyn over ståtribunen, og der var med hjælp fra overvågningskameraer mulighed for at følge udviklingen udenfor stadion. David Duckenfield kunne omkring kl. 14.30 se, at mængden blev større, og han spurgte derfor Bernard Murray til råds. Denne svarede, at med en halv time til kick off, så skulle de nok få dem alle sammen ind til tiden. En eventuel udsættelse af kampen blev også diskuteret mellem de to mænd, og man var tidligere blevet enige om, at en sådan udsættelse krævede et “identificerbart problem” såsom en alvorlig hændelse, en ulykke eller tåge på the Pennines (bjergkæde mellem Liverpool og Sheffield). Man ville ikke udsætte kampen af hensyn til mennesker, “som var ankommet til området i rimelig tid, men som havde valgt ikke at søge ind på stadion umiddelbart efter ankomsten.” En udsættelse afhang altså med andre ord utroligt nok af, om de to politichefer mente, at et pres udenfor var selvforskyldt eller ej!

Kommissær Marshalls første anmodning om at åbne portene blev modtaget i kontrolboksen kl. 14.47. Duckenfield var ikke meget for at åbne porten, idet også han tænkte, at man hermed ville opgive at udelukke fulde og billetløse fans fra stadion. Duckenfield kiggede på skærmen, som viste port C og så tilsyneladende porten blive tvunget åben. Han tænkte, “hvis portene alligevel blev tvunget åbne, hvorfor bliver jeg så spurgt?” Sandheden var, at det faktisk var politiet selv, som havde åbnet porten for at smide en fan ud! Andre fans havde dermed fået adgang til stadion, men porten blev lukket igen umiddelbart efter. Duckenfield troede på dette tidspunkt fejlagtigt, at fans havde tvunget porten åben.
Da kommissær Marshalls anden anmodning kom ind over radioen, kunne der dog ikke være nogen tvivl om, at dette ikke var tilfældet. Der var nu nærmest tale om et krav fra Marshall: “Åbn portene eller folk vil blive alvorligt skadede eller dø!” Duckenfield var tavs, men tænkte: “En mand som jeg har kendt i mange år, en mand som jeg respekterer og beundrer, krævede noget af mig, som jeg normalt ikke ville give… jeg tog det synspunkt, at Marshall fortalte mig, at medmindre jeg åbnede portene, ville det medføre alvorlig skade og mulige dødsfald…"

Kommissær Murray, Duckenfields højre hånd i kontolboksen, brød den lange tavshed og spurgte: “Mr. Duckenfield, vil du åbne porten?”

Duckenfield mumlede: “Hvis det er sandsynligt, at der vil være alvorlige skader eller dødsfald udenfor, så har jeg intet andet valg end at åbne porten.” Han så på Murray og sagde “Åbn portene”.

- Det første jeg bemærkede var, hvor stort et hul den [Leppings Lane tribunen] var. Jeg kom ind omkring 13.15 og gik rundt oppe bag tribunen – der var intet. Toiletterne var forfærdelige. Vi gik ned gennem tunnellen, og det første jeg tænkte på, var burene. Det var overhovedet ikke ligesom the Kop på Anfield.

Citatet er naturligvis fra én af de overlevende på Hillsborough, men der var mange som sagde stort set det samme om det første møde med Leppings Lane-tribunen. Den centrale del af tribunen – på Hillsborough de to bure 3 og 4 – blev naturligvis fyldt op først, ligesom på stort set alle andre stadions til alle andre fodboldkampe, idet mange fans foretrækker at have et centralt udsyn over banen. Det var bestemt ikke noget, som politiet ikke kunne have forudset, ligesom det ikke kunne have kommet som en overraskelse, at de fleste tilskuere ville dukke op ved indgangene i den sidste time inden kick-off.

Flere fans bemærkede senere, at det havde virket underligt, at de yderste bure var halvtomme, samtidig med at de centrale blev så hurtigt fyldt. Flere fans fortalte bagefter, at de med stort besvær havde kæmpet sig vej op igennem tunnelen ved omkring 14-tiden, fordi de fandt overbefolkningen decideret “ukomfortabel”, men det var ikke muligt blot at bevæge sig “sidelæns”, altså ud mod hjørnerne, på grund af inddelingen af tribunen i bure.

Tribunen var nomineret til 10.100 mennesker, og hvert af de to centrale bure skulle kunne holde 2.100 mennesker. Det eneste, der blev kontrolleret, var dog, hvor mange som kom igennem tælleapparaterne, og overbefolkning var derfor absolut muligt. Allerede omkring kl. 12 havde politiassistent Creasor spurgt Bernard Murray, politi-kommissæren, om ikke man skulle fylde ét bur ad gangen. Murray havde svaret, at alle burene skulle holdes åbent fra starten, og man skulle så lade fansene “finde deres eget niveau”. Et eksempel på den selvtilfredshed, som var blevet fremherskende i forbindelse med sikkerheden omkring afviklingen af fodboldkampe på det tidspunkt. Den øverste chef - David Duckenfield - troede fejlagtigt, at styringen af folkemængden og kontrol var Sheffield Wednesdays og dermed klubbens kontrollørers ansvarsområde. Han antog, at klubben sørgede for at styre tilskuerne, når først de var kommet indenfor, men han havde ikke haft kontakt med klubben omkring ansvarsområderne. Billeder som blev taget omkring en halv time før kick-off viser tydeligt, at bur 3 og 4 var fyldte, mens 1,2 og 5 var halvtomme. Det kunne også tydeligt ses fra kontrolboksen.

Da Duckenfield (som omtalt i forrige afsnit) gav ordre til at åbne port C, på grund af det store pres udefra (som igen skyldtes et alt for lille antal billetluger) øgede det naturligvis presset inde på stadion. Fans, som kom ind igennem porten, fortalte senere om, hvor lettede de havde været over at være sluppet for det enorme pres, og de kunne også berette om politiets tilstedeværelse umiddelbart indenfor stadion, men intet blev gjort for at filtrere menneskemængden. På samtlige Leppings Lane-billetter stod der et stort “B” – det samme som var placeret ved den port, som umiddelbart indenfor på stadion førte til de to centrale bure.

Tilhængerne, som efterhånden havde travlt, hvis de skulle nå ind til kampens start, havde ingen jordisk chance for på forhånd at vide, at der var en anden vej ind til yderburene 1,2 og 5, for der var ingen – hverken Sheffield Wednesdays kontrollører eller politifolk til at lukke adgangen til 3 og 4 af og føre dem mod de øvrige bure – som man ellers havde gjort det til semifinalen året før. Én af de allermest afgørende faktorer var, at ingen fortalte dem, at billetten også gav adgang til de stadig halvtomme bure i hjørnerne. Det var her, David Duckenfield og politiet begik en alvorlig og dyr fejl, som kom til at koste 96 mennesker hjemturen og resten af livet. Over 2.000 mennesker fik i de ganske få øjeblikke adgang til stadion, og de fleste kom igennem tunnelen nedad mod bur 3 og 4, som altså pludselig indeholdt det dobbelte af kapaciteten.

Da holdene kom på banen var publikum i de øvrige dele af stadion højlydte og sang og tiljublede spillerne, efterhånden som navnene blev læst op. I bur 3 og 4 skreg folk, mens andre mistede bevidstheden. De følgende er udsagn fra fans i de to bure:

- Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg har oplevet pres tidligere, hvor man kan lette det en smule ved at dreje sig eller finde lidt plads. Dette var anderledes. Det var et virkelig hårdt pres. Så slog det mig, at jeg ikke kunne få vejret.

- Jeg kunne ikke tro, hvad der skete. Ingen kunne flytte sig, ikke en centimeter. Folk omkring mig var forvredne i hvad end position, de var blevet mast sammen. Hoveder var låst mellem arme og skuldre, ansigterne gispede i panik.

- Jeg havde været i pressede folkemængder tidligere, men jeg vidste, at dette var anderledes. Vi havde alle haft det ubekvemt i næsten en halv time, men vi troede, at det ville løse sig selv, så snart alle var inde og kampen gik i gang. Det skete ikke. Da holdene kom på banen, syntes det at stramme yderligere. Jeg var bøjet forover ved livet med hele min vægt pressende ind på folk foran. Først var smerten i ryggen skarp, men så var det i brystet. Pludselig slog det mig, at jeg var ved at dø.

I bur 3 var det – som folk beskriver – rent kaos. Presset var så stort, at de fans som stod forrest, fik mast ansigterne ind i hegnet, som adskilte tribunen fra banen. De fleste af disse mennesker var stille, enten allerede besvimede eller ude af stand til at få vejret.

- Jeg opdagede pludseligt, at fyren ved siden af mig var død, hans øjne bulede ud og tungen stak ud af munden. Det var grufuldt. Folk havde mistet kontrollen over deres kroppe og lugen var forfærdelig.

- Jeg så en ung dreng falde ned og vidste, at det var slut for ham. Han gik ned under folks fødder, men ingen kunne gøre noget ved det. Presset var for stort. Jeg husker masser af mennesker råbe til politiet foran dem, at de skulle åbne portene, men de syntes bare lamslåede. De gjorde ingenting.

- Vi sloges for vore liv. På et tidspunkt kiggede jeg over på ham… [vidnets søn] …han så lidt bleg ud, men jeg troede, han var ok, og at jeg var på vej til at dø. Mit armbåndsur blev revet af, og en eller anden tog en bid af min skulder fordi de må have været i stor smerte…Folk råbte til ham [politibetjenten], at han skulle åbne porten eller gøre noget, og han ignorerede bare disse råb. (Denne mands søn døde).

- Jeg kom til et punkt, hvor jeg ikke kunne få mig selv op, da en eller andens hånd kom ud af det blå og trak mig op ved håret. Personens hånd mistede taget, kom så igen og trak mig op endnu en gang. Denne gang kunne han med lidt hjælp fra mig selv få mig i en hovedlås. (Efter selv at have reddet et liv, mistede redningsmanden og dennes bror begge livet).

Kampen inde på banen var nu i gang, da en stålbarriere i bur 3 – nærmest et stålrør som forhindrer kraftig bevægelse fremad ved eksempelvis scoringer – på ét af de nederste trin knækkede under vægten af de mange fans helt oppe bag fra tribunen. Folk bag den faldt ned oveni de allerede bevidstløse foran, og det hele var én stor bunke af mennesker – døde, levende og bevidstløse.

Bagerst på tribunen forsøgte folk ved hjælp oppefra at kravle op i selve West Stand, som var placeret over Leppings Lane ståtribunen. Det mest vanvittige var dog, at fans oppe foran, som forsøgte at klatre over hegnet ind mod banen for at undslippe døden, blev skubbet tilbage af politibetjentene. Under fødderne var nu døende kroppe. Eddie Spearritt var med sin 14-årige søn Adam, og begge var placeret i bur 4. Eddie fortalte:

- På dette tidspunkt var Adam besvimet, og jeg sagde ordret “min dejlige søn er ved at dø”, og jeg tiggede ham [betjenten] om at hjælpe, og han gjorde ingenting. Han stod bare der og kiggede på mig, så jeg tog fat i Adam. Han havde en træningsdragt på, og jeg tog fat i hans opslag og prøvede at løfte ham over hegnet, og hegnet er omkring tre meter højt med pigge som peger indad. Jeg kunne ikke løfte ham.

Så begyndte jeg at slå på hegnet, i håb om at kunne slå det ned… jeg havde ikke succes med det, og det eneste jeg fik ud af det, var at mine hænder blev dobbelt størrelse og fuld af huller hvor jeg havde slået på hegnet. Ingen åbnede den port. Lige i begyndelsen, da jeg tiggede betjenten om at åbne porten, hvis han havde åbnet den, så ved jeg at jeg kunne have fået Adam ud. Jeg ved det, fordi jeg var der, og jeg ved hvordan situationen var. Eddie, nu panikslagen og desperat, fulgte sin søn ind i bevidstløsheden.

Folk begyndte på dette tidspunkt at dø, fordi der på politiets ordre var blevet lukket for mange mennesker ind af yderportene på én gang, og fordi der ikke var andre synlige indgange til selve tribunen end den tunnel som førte direkte ned til bur 3 og 4. Der var intet personale eller politi til at lukke området af og lede folk til de stadig halvtomme bure i hjørnerne.

Til gengæld var der masser af politifolk nede foran tribunen, hvor det høje hegn sikrede at fansene ikke umiddelbart kunne få adgang til banen. Luften var fyldt med skrig og desperation, hvordan kunne man fra politiets side overhovedet tro at det var hooliganisme?

En politibetjent kunne se at folk blev mast op ad hegnet nede ved banen, og der blev råbt fra fansene indenfor at de skulle åbne portene. Han prøvede at få kontakt med kontrolrummet via sin radio, og spurgte om porten kunne åbnes. Han modtog intet svar. Han fortalte senere: ”Lyden var forfærdelig og folk skreg, en anderledes slags skrig og jeg åbnede porten helt. Jeg så mennesker som blev presset ind mod hegnet som var ved at blive blå i hovederne. Jeg sendte en ny radiobesked. ”Dette er alvorligt. Folk er ved at dø hernede.” Jeg forsøgte at trække folk ud igennem porten men de var fuldstændig låst fast. Kvinden [omtalt tidligere]…var ved at få en mørk farve i hovedet og jeg gestikulerede for at få folk tilbage men blev spyttet på og nogen råbte ”Fuck off, copper”.

Efter at politichefen David Duckenfield havde beordret yderporten åbnet - som tidligere omtalt - havde han ifølge eget udsagn holdt øje med bevægelser og besværligheder i menneskemængden, og fra hvor han stod ”så han ikke at der var en tæthed”. Han fortsatte: ”Jeg havde holdt øje med Leppings Lane og jeg havde ikke set nogen indikation på noget som fik mig til at tænke at der var noget unormalt i gang…tribunen syntes i orden.” En chokerende bemærkning fra en mand som stod placeret nærmest lige oven over de omtalte tribuneafsnit.

Duckenfield regnede med at der var personale indenfor til at guide fans til de tomme tribuneafsnit. Endnu et tegn på at han slet ikke var klar til så stor en begivenhed som en FA Cup semifinale, og han kunne tilsyneladende heller ikke se at de centrale afsnit var fyldt til mere end bristepunktet. Heller ikke til trods for at han selv bagefter fortalte Lord Taylor at han havde observeret folk klatre over hegnet ind til de omkringliggende afsnit. Da han kiggede ned, så han en port blive åbnet nede ved selve banen, og et par personer komme ud på arealet mellem banen og tribunen. Han troede nu at det var folk der bare udnyttede en mulighed for at komme tættere på banen. Han troede det var starten på en decideret invasion af banen, en 'pitch invasion'. Det var dette budskab som nåede frem til de øvrige politibetjente omkring Leppings Lane. De fik besked på at de skulle komme ned til banen, men de var slet ikke klar på at håndtere en katastrofe. De troede de skulle holde øje med ballade. De troede der var tale om hooliganisme.

Det var et frygteligt syn der mødte dem. I afsnit 3 var en bunke af mennesker 10-12 meter tilbage fra det forreste hegn. En af politifolkene sagde bagefter at han troede at de var faldet efter at presset var blevet lettet og at de derfor nu ville rejse sig op. Det gjorde de ikke. En anden vurderede at der var tale om godt 50 mennesker ”flettet sammen” i bunken. ”De var livløse, deres øjne uklare…andre klagede sig, andre som var fanget af legemsdele skreg efter hjælp.” Bunken syntes at være ”6 eller 7 [mennesker] høj.

Det var umuligt at komme til at få folk ud, uden at træde på de mange mennesker, og det var umuligt at se, hvem der var døde og hvem der stadig var i live og hvem der ville overleve. Det var simpelt hen et spørgsmål om held. Duckenfield var på dette tidspunkt ude af i stand til at give en præcis forklaring på, hvad der skete, udover at en mulig invasion af banen havde resulteret i at kampen var blevet stoppet (af politiet). Dette på trods af at han altså var placeret umiddelbart ovenover Leppings Lane tribunen i hjørnet. Han havde uforstyrret udsyn over hele situationen.

Ikke længe efter kl. 15.15 ankom Graham Kelly og Glen Kirton fra det engelske fodboldforbund i kontrolboksen. Også Graham Mackrell fra Sheffield Wednesdays bestyrelse var til stede. Duckenfield fortalte dem at Liverpool fans havde stormet yderport, og skabt et pres ind på stadion, ned igennem tunnelen og oveni de folk som allerede befandt sig i de centrale afsnit. De første frø til hvad der senere blev en kamp for retfærdighed blev her lagt af en løgnagtig og yderst inkompetent politichef. Hvis han på dette tidspunkt havde haft den anstændighed at fortælle sandheden om, hvad der netop var foregået, ja så kan det sagtens være at jeg ikke sad og skrev dette i dag.

Graham Kelly talte umiddelbart efter til den samlede presse og i god tro gengav han Duckenfields løgn. Indenfor få minutter blev det bragt verden over. Der havde fundet en stor katastrofe sted – og det var Liverpool fansenes skyld!

Denne version af begivenhederne skulle senere vise sig uhyre vanskelig at fjerne fra folks bevidsthed. Det er faktisk ganske nemt at argumentere for at det endnu ikke er lykkedes, især når man i forbindelse med sidste sæsons kvartfinaler mod Juventus i flere af de skrevne medier herhjemme kunne læse en opremsning af de største episoder med hooliganisme i 70'erne og 80'erne og se Hillsborough nævnt. Duckenfield fik større indflydelse på mange menneskers liv end han nok havde forestillet sig, da han takkede ja til at efterfølge Brian Mole som leder af begivenheden Liverpool-Nottingham F 15. april 1989.

Pludselig var banen forvandlet til en scene fra en krigsfilm. En slagmark med massevis af mennesker rendende frem og tilbage med døde og livløse kroppe. Mange blev placeret på banen, nogle båret på reklamebannere. David Hughes fortæller om scenerne:

- Jeg bemærkede en St. John's Ambulance-hjælper, en dreng måske omkring 12 år gammel, som stod ved siden af banen foran os, og han skreg hysterisk. Han var til kampen for at give førstehjælp til fans hvis nødvendigt, men intet i hans træning kunne forberede ham på dette. En anden af St. John's-hjælperen, en pige på omkring 17 skreg til ham ‘gør noget for at hjælpe dem'. Det er en scene, jeg aldrig vil glemme.”

Politichefen Bernard Murray, der var sendt ned på banen for at undersøge, hvad der var galt, bad straks om at få tilkaldt massevis af ambulancer. Senere blev der også anmodet om hydraulisk klippeudstyr til at klippe hegnet op, men udenfor vidste politiet ikke, hvad der foregik indenfor, og man fortalte derfor personalet med dette udstyr, at det var der ikke behov for.

En sportshal ved siden af stadion blev i hast oprettet som midlertidigt lighus, men alt var stadig kaos. Forsøg på genoplivninger foregik alle steder. En læge bekræftede siden, at han erklærede 20 dødsfald i hallen omkring klokken kvart i fire. Der blev givet ordre til, at ligene skulle blive i sportshallen indtil de var blevet fotograferet og identificeret.

Indenfor den første time ankom 88 personer til Northern General hospitalet. 11 blev erklæret døde ved ankomsten, 56 blev indlagt og 21 behandlet og udskrevet. På Hallamshire ankom 71. Én var død ved ankomsten, 25 blev indlagt, og 45 behandlet og udskrevet. Prioritering var vigtig; det handlede om at redde liv. Ligene blev returneret til sportshallen ved stadion.
En ungdomsklub tæt på Hammerton Road politistationen blev åbnet til at huse pårørende og overlevende, som stadig ventede på at høre nyt om venner og familiemedlemmer. Da embedsmanden for ligsyn ved kontroversielle dødsfald, Stefan Popper, som havde givet ordren til at benytte hallen som midlertidigt lighus ankom, autoriserede han straks, at der blev taget blodprøver af samtlige døde for at fastslå alkoholpromillen. På trods af at mange af ofrene var meget unge, fik samtlige taget prøven.

Men hvorfor? Det var aldrig sket ved tidligere katastrofesituationer i Storbritannien. Der var intet, som retfærdiggjorde denne påtrængende handling, men den antog at ofrene havde været fulde og derfor kunne have bidraget til egen og andres død. Den garanterede, at beskyldninger om fuldskab ville forblive i fokus, hvilket sårede pårørende, da de følte at offentliggørelsen af ofrenes navne udelukkende ville medvirke til at bringe skam over deres liv.

Pårørende, som ankom til hallen for at få svar på, om deres pårørende var blandt ofrene, blev interviewet – eller snarere forhørt – af politi omkring deres handlinger i løbet af dagen. Samtalerne handlede om alkohol, off-license butikker (der sælger øl) og supermarkeder, og folk blev spurgt, om de havde drukket inden kampen og om de havde set andre drikke meget eller opføre sig dårligt. Det var typisk disse områder, politiet var interesseret i, for at “opbygge et billede af hele dagen”.

Undersøgelser blandt ofrenes familier viste bagefter, at de alle følte, at den behandling, de fik i hallen, var rystende dårlig. Kun én familie ad gangen blev lukket ind i hallen, men først efter at have kigget samlingen af fotografier af uidentificerede lig igennem.

Én kvinde fortalte, at de blev ført ind i hallen, hvor hendes søn, James Delaney, lå på en vogn i en pose med nummeret 33 udenpå. De bøjede sig ned for at kysse James og snakke til ham, og da de rejste sig op, forsøgte en politibetjent at føre dem ud, helt ud af hallen. Moderen sagde, at holdningen var, at nu havde vi identificeret nummer 33, så nu kunne vi bare gå. James' forældre tryglede om at få lov til at blive hos deres søn, men det blev afslået.

Margaret Aspinall, hvis søn James var blandt ofrene, ankom sammen med sin mand næste dag til Medico-Legal Centeret, men fik kun lov at se James igennem glas. “Jeg sagde, jeg ville have ham med hjem, men de sagde, at han ikke tilhørte mig. Han tilhørte embedslægen, det var den mest forfærdelige ting at tvinge en mor igennem.”

En chef fra Sheffields ambulance-service udtalte siden kritik af proceduren omkring identifikationen af ofre. “Vi var tvunget til at stå og lytte til identifikationen af over 60 mennesker. Skrigene og gråden kunne høres overalt. Det var forfærdeligt og noget jeg aldrig vil glemme,” sagde han.

Politikommissær Addis som stod for proceduren sagde bagefter, at den efter omstændighederne var korrekt, og at den fungerede godt. Han sagde: “Klokken halv fem om morgenen var 74 af de [på det tidspunkt] 94 lig blevet identificeret. Dette var førsteklasses. ”De resterende blev flyttet til Medico-Legal Centre, hvor de kunne blive identificeret senere. En time senere var alle ligene blevet overført.

Det var en procedure, som tilgodeså politiets behov for pragmatisk og professionel håndtering. Phil Scraton skriver i sin bog Hillsborough The Truth videre, at proceduren behandlede pårørende som objekter på et samlebånd. Ved hvert stadie af processen blev de nægtet basale rettigheder og behov.

Ambulance-chefen udtalte: “Det var fuldstændig unødvendigt, at folk skulle gennemgå den lidelse, præsentationen af et lig til identifikation er et tidspunkt for de nærmeste at komme overens med et chok, det er en meget vigtig del af sørgeprocessen, ligene skulle præsenteres rene, vaskede, håret i orden, med værdighed på en menneskelig facon, ikke i en ligpose.”

Historierne er næsten lige så mange som ofrene, men alle beskriver de en horribel dag og nat for de efterladte familier, men helvede var på ingen måde overstået for familierne. I dagene derefter berettede officielle kilder om, hvordan tusindvis af Liverpool fans var ankommet fem minutter inden kick-off. Jacques Georges, UEFA's præsident, kom med stødende kommentarer, som sammenlignede Liverpools fans med vilde dyr. Adskillige aviser rapporterede, hvordan Liverpools fans havde tvunget sig adgang til stadion.

Den 18. april – tre dage efter – skrev Sheffield Star at bøller havde angrebet ambulancefolk og urineret på politifolk, som forsøgte genoplivning. Irvine Patrick, et lokalt medlem af parlamentet udtalte på ITV, at han havde talt med politifolk, som fortalte, at de var blevet angrebet, sparket og slået.

Dagen efter gik morgenaviserne i krig. The Suns forside lød “THE TRUTH: Nogle fans stjal fra lommerne af ofrene; nogle fans urinerede på modige politifolk; nogle fans tævede politibetjent under genoplivningsforsøg”. Det kom senere frem, at Kelvin Mac-Kenzie, avisens redaktør, oprindeligt ville have brugt overskriften “YOU SCUM”. Flere andre aviser havde lignende historier, men ikke så brutale som dem nævnt her. Taylor rapporten, som senere blev sat i værk for at undersøge katastrofen, tilbageviste samtlige disse beskyldninger. Ikke et eneste vidne (ud af flere tusinde) havde bekræftet beskyldningerne, og Taylor kritiserede samtidig de, som kom med dem, og de som viderebragte dem. Lord Taylor sagde, at de havde været bedre tjent med at tie stille.

Men på det tidspunkt var aviserne ligeglade. Beskyldningerne blev i det store hele stående, og det blev et kendt “faktum”, at Liverpool fans slog deres egne ihjel. En mor til et af ofrene udtalte om situationen: “Vi opdagede hurtigt, at vi ikke kun var i en kamp for retfærdighed for de, som døde, men også for at rense dem og de fans, som overlevede.”

Indkast.dk takker Liverpools danske fanklub for deres medvirker til denne artikel.



Optakter
Optakt 4/12 - 14:00
FC Nordsjælland - OB
Optakt 4/12 - 16:00
Esbjerg FB - Brøndby IF
Optakt 4/12 - 18:00
FC Midtjylland - AGF
Optakt 5/12 - 18:00
Silkeborg IF - SønderjyskE
Optakt 5/12 - 20:00
AaB - Lyngby BK
Magasin-artikler
Magasin-artikler er typisk længere og mere dybdegående artikler. Læs dem når du har god tid.
Se alle magasin-artikler her
Brasilianske eventyr endte i tragedie
En stor fodboldklub er næsten blevet udslettet fra verdenskortet, men klubbens præsident har slået fast, at det ikke kun var en fodboldklub – det var en familie.
”Estamos todds juntos com voce - Chapecoense”… sådan stod der på et stort banner til tirsdagens Superliga-kamp i Telia Parken, hvor FCK spillede imod Viborg.

Teksten kan oversættes med ”Vi står alle sammen med jer – Chapecoense” og var en direkte hilsen til den brasilianske fodboldklub, som dagen før havde oplevet det umenneskelige i, at klubbens chartrede fly var styrtet ned, og mindst 71 af de 77 skæbner om bord var omkommet.

Chapecoense er siden blevet beskrevet som ”Leicester” efter deres eventyrlige sportslige fremgang, der kulminerede med en oprykning til den bedste fodboldrække i Brasilien i 2014. Og det stoppede ikke der, for holdet var på vej til at møde colombianske Atlético Nacional i den første af to ”Copa Sudamericana-finaler”, hvilket er det sydamerikanske svar på den europæiske Europa League.


Støtte fra alle sider
Efter flystyrtet har fodboldverdenen stået sammen om at støtte den brasilianske klub. Atlético Nacional meldte straks ud, at Copa Sudamericana-titlen skulle tildeles Chapecoense, og fodboldledere fra Corinthians, Coritiba, Palmeiras, Portuguesa, Santos og Sao Paulo ville gerne sikre, at Chapecoense ikke kunne rykke ud den bedste brasilianske fodboldrække de næste tre år. Derudover ville klubberne gerne udlåne spillere til den ødelagte klub.

Det brasilianske fodboldforbund aflyste straks weekendens kampe, og landets præsident Michel Temer erklærede tre dages national sørgedage. Ulykken skete i et frygtelig uvejr, og da det havde lagt sig, mødte tusindvis af fans op udenfor klubbens stadion – Arena Conda – i den sydvestlige del af Santa Catarina, og meget rørende scener opstod.

På dagens forsiden af den spanske sportsavis AS er et billede af en lille dreng iført klubbens spilletrøje. Han sidder meget foroverbøjet og kigger på klubbens logo.

Derudover kom der også nogle meget rørende billeder frem på de sociale medier fra klubbens omklædningsrum af nogle af de spillere, som ikke havde været med på rejsen – samt en del videoer fra de jubelscener, der var optaget af holdet, da de havde opnået den store sportslige triumf ved finaledeltagelsen.

Ganske rørende ligesom historien om målmanden Danilo. Han overlevede styrtet, men døde efterfølgende på hospitalet - forinden nåede han dog at sende en kærlig SMS til sin kone og lille dreng. Desuden er der kommet flere hjerteskærende historier frem, som at holdets træner Caio Junior ikke fik sin søn med om bord på flyveren, da han havde glemt sit pas. Så sønnen Matheus overlevede, men det gjorde faderen ikke eller historien om reservemålmanden Marcelo Boeck, der blev fritaget for vitale rejse pga. en fødselsdag og dermed overlevede.


Det var en stor familie – vores familie!
Midt i sorgen er det strømmet ind med hilsner fra mange forskellige kanter til den kriseramte klub. Den brasilianske legende Pelé sendte – ligesom Lionel Messi - hilsner til de efterladte, men mest hjerteskærende var beskeden fra Chelsea-spilleren David Luís. Den brasilianske forsvarspiller var god ven med den omkommende Arthur Maia, som han beskrev som en sød lillebror.

I aften skulle Maia sammen med sine holdkammerater have spillet Chapecoenses vigtigste kamp nogensinde, men dette satte flyturen med Avro RJ85 en brutal stopper for – og i den kommende tid vil fodboldklubber verden over ære de døde, ligesom den lille dreng udenfor klubbens stadion gjorde. AS-overskriften blev meget rammende ”Un Minuto de Silencio”.

Således vil Chapecoense blive æret inden verdens største fodboldkamp på lørdag imellem Real Madrid og Barcelona, og klubbens præsident Plinio David de Nes Filho skulle være tilstede til kampen. Kort efter ulykken kom han med følgende meget rammende udtalelse:

- Vi er stærke mennesker, så vi skal komme over det. MEN det er livslange venner, der er døde… Dette var ikke blot en gruppe blandede mennesker. Det var en stor familie – vores familie!


Læs hele artiklen
Mourinho – og al balladen
Så er den gal igen… Indkast.dk har kigget nærmere på Jose Mourinho, og alt den tumult som han har været en del af. Det handler blandt andet om Anders Frisk, ”intellektuelle prostituerede”, et Real Madrid-flystyrt, Rafas diet og moderen til David Luiz.
Stor frustration over en dårlig start på weekendens kamp - samt en advarsel til Paul Pogba for ”film” - fik Jose Mourinho til at sparke til en vandflaske på Old Trafford-sidelinjen.

Dommer Jonathan Moss havde ikke andet valg end at bortvise Manchester United-manageren, og efterfølgende har den erfarne Premier League-dommer Graham Poll opfordret FA til at give Mourinho en lang karantænedom for ”at give ham en lærestreg”. For der har været meget ballade omkring Jose Mourinho i hans trænerkarriere. Indkast.dk har lavet denne gennemgang fra dette årtusinde.


November 2000
Efter blot syv kampe som træner for Benfica modtog Mourinho kritik fra midtbanespilleren Sabry, og på det efterfølgende pressemøde kaldte den portugisiske træner egypteren for ”Mr. Off-side”.


December 2000
Da ledelsen i Benfica overvejede at genansætte deres tidligere træner Toni, gav Mourinho klubben et ultimatum. De skulle forlænge hans kontrakt ellers stoppede han. Det gjorde klubben ikke, så Mourinho stoppede.


Januar 2002
Jose blev tilbudt at komme tilbage til Benfica med Ferreira som hjælpetræner. Mourinho svarede, at han ville have mere succes i Benfica på tre år end Ferreira ville have i 30 år. Han sagde samtidigt: ”Dette er historien om et gammelt æsel, som arbejdede i 30 år, men aldrig blev en hest”.


September 2002
Kort efter han blev træner i Porto, droppede han klublegenden Baia og suspenderede ham fra træningsbanen. Efterfølgende sagde målmanden, at Mourinho ønskede at lave ”et statement”.


Februar 2004
Efter en kamp nægtede Sir Alex Ferguson at give hånden til Mourinho, hvilket frembragte denne reaktion: ”Jeg kan godt forstå ham. Jeg ville også blive skuffet, hvis mit hold fik tæsk af et hold, der havde 10 % af deres budget”.


Februar 2005
Mourinho fejrede et mål i Carling Cup-finalen med en presset finger imod munden overfor Liverpools fan, der blev rasende.


Marts 2005
Mourinho hævdede, at Barcelona-træner Frank Rijkaard opsøgte dommer Anders Frisk i pausen af Champions League-kampen, så derfor var Chelsea-manageren heller ikke overrasket, da Didier Drogba blev udvist.


Oktober 2005
Han kalder Arsène Wenger for en ”Voyeur”, fordi franskmanden talte alt for meget om Chelsea.


August 2006
Mourinho mente, at Claude Makélélé blev behandlet som en slave af det franske fodboldforbund, hvilket naturligvis frembragte en hård reaktion fra landstræner Raymond Domenech.


April 2007
Jose sagde, at Ronaldo løg, hvis han påstod, at Manchester United ikke blev forfordelt af dommerne.


August 2008
Som ny Inter-træner kaldte Mourinho Juventus-træneren Claudio Ranieri for en ”gammel mand, der aldrig har vundet noget” og for en ”taber”.


Marts 2009
Han beskyldte de italienske journalister for at være ”intellektuelle prostituerede” for deres vinkel på Inter-spilleren Mario Balotellis forsøg på at filme sig til et straffespark. Samtidigt slog Mourinho fast, at Roma og AC Milan ville slutte sæsonen uden trofæer. Sidstnævnte frembragte voldsomme reaktioner i Italien, da mange mente, at Mourinho var respektløs.


August 2009
Røg uklart med muslimske ledere, da Mourinho kritiserede Sulley Muntaris form under fasteperioden - Ramadanen.


September 2010
Mourinho sagde til Pedro Leon, at selvom han var den eneste Real Madrid-spiller, der ville overleve et flystyrt, så ville han alligevel ikke komme til at spille.


Januar 2011
Droppede Real Madrids eneste ikke skadede angriber – Karim Benzema – og sagde: ”Hvis man ikke kan gå på jagt med en hund, så må man gøre det med en kat”.


April 2011
Blev bortvist i Champions League-semifinalen og sagde efterfølgende: ”En dag kommer Josep Guardiola måske til at vinde denne turnering – uden svindel”.


August 2011
Prikkede Barcelona-assistenten Tito Vilanova i øjet under den spanske Supercup-finale.


Maj 2013
Casillas talte med Xavi forud for ”El Clasico” om at formindske balladen i kampen. Mourinho mente, at målmanden havde forrådt holdet og satte ham af. Samtidigt sagde Mourinho, at han fortrød ikke at have købt Diego Lopez noget før, hvilket Pepe svarede igen på. Jose sagde herefter: ”Pepes problem har et navn – Raphael Varane”.


Februar 2014
Portugiseren kaldte Arsène Wenger for en ”Specialist i fiaskoer”.


Maj 2014
Eden Hazard var ikke tilfreds med Chelsea-taktikken, og Mourinho svarede igen med, at belgieren ikke ydede 100% for holdet.


November 2014
Mourinho slog fast, at Sergio Ramos ikke var doktor, da den spanske forsvarsspiller ikke kunne forstå, hvorfor Cesc Fàbregas og Diego Costa trak sig fra landsholdet.


Marts 2015
Da David Luiz blev solgt til PSG, slog Mourinho fast, at forsvarsspilleren ikke ville blive savnet i Chelsea. Et mål af Luiz sendte efterfølgende Chelsea ud af Champions League, og Luiz' mor skrev hånlige kommentarer på de sociale medier.


Juli 2015
Da Rafa Benitez blev ansat som træner for Real Madrid, sagde hans kone, at den spanske træner skulle rydde op efter Mourinho, der svarede: ”Måske skal hun bare holde lidt mere øje med Rafas diet”.


Oktober 2016
I den målløse kamp imod Burnley på hjemmebane blev Mourinho sendt på tribunen. Portugiseren havde forinden været meget utilfreds med udvisningen af Ander Herrera.


November 2016
Efter fire uafgjorte PL-hjemmekampe i træk fik Manchester United den værste sæsonstart siden 1990/91, selvom de havde brugt 1,5 milliard kroner på nye spillere. I frustration sparkede Mourinho til en vandflaske og blev bortvist. Han står til flere kampes karantæne, da han måneden forinden også blev udvist.


Fortsætter følger!
Læs hele artiklen
Ledere
Ledere er typisk subjektive artikler hvor skribenten giver udtryk for sine egne personlige meninger.
Se alle leder-artikler her
Barcas La Masia vs. Real Madrid-penge
Er der kulturforskel på de to klubber?
På torsdagens forside af AS gav den store spanske sportsavis deres bud på, hvordan startopstillingen ville være til lørdagens ”El Clasico” opgør. Avisen forventede disse to opstillinger og deres indkøbspriser for de spanske storklubber:

Barcelona
Ter Stegen - købt for 110 millioner kroner
Pique - købt for 45 millioner kroner
Mascherano - købt 220 for millioner kroner
Alba - købt 130 for millioner kroner
Sergi Roberto – egen avl
Busquets – egen avl
Rakitic - købt for 170 millioner kroner
Iniesta – egen avl
Neymar - købt for 180 millioner kroner
Messi – egen avl
Suarez - 700
Samlet indkøb: 1.555 millioner kroner


Real Madrid
Keylor – købt for 90 millioner kroner
Ramos - købt for 250 millioner kroner
Carvajal - købt for 50 millioner kroner
Pepe - købt for 260 millioner kroner
Marcelo - købt for 50 millioner kroner
Kroos - købt for 270 millioner kroner
Casemiro - købt for 50 millioner kroner
Modric - købt for 260 millioner kroner
Ronaldo - købt for 700 millioner kroner
Bale - købt for 750 millioner kroner
Benzema - købt for 300 millioner kroner
Samlet indkøbt for: 3.030 millioner kroner


Til opgøret er der godt nok tvivl, om Kroos og Bale kommer med fra start, men skulle de gøre det, vil Real Madrids startopstilling være næsten dobbelt så dyr om Barcelonas.

Derudover er det fortsat meget uklart, hvad Barcelona egentligt har betalt for Neymar, hvilket de seneste skatteundersøgelser jo også har vist. Men AS's bud på små 200 millioner kroner må være i underkanten, selvom brasilianerens forældre skulle have fået en masse penge – under bordet.

Fakta er dog, at seks Barcelona-spillere (Roberto, Piqué, Alba, Busquets, Iniesta og Messi) har fået størstedelen af deres fodboldopdragelse på La Masia – mens det forholder sig helt anderledes på Real Madrid-holdet.

I hovedstadsklubben har præsident Florentino Perez været nødt til at indkøbe mange dyre spillere for at stå imod det unikke arbejde, som Barcelona har lavet på ”fabrikken”. Derudover er Barcelonas – hvis man ser bort fra Neymar og rekordindkøbet Suarez – dyreste spiller i startopstillingen Mascherano, der kom til Barcelona for seks år siden.

På Real Madrid-holdet har seks spillere kostet mere end Mascherano, hvilket også kunne have været syv spillere, hvis det var lykkedes Real Madrid at hente David De Gea i stedet for Keylor Navas.

Siden årtusindeskiftet har stilen hos Real Madrid båret frugt, da de har vundet 25 trofæer – blandt andet har de blandt andet vundet fem liga-titler og Champions League fire gange senest i 2014 og 2016.


Barcelona vs. Real Madrid - hvem er bedst i statistikkerne
Lørdag aften står den så på ”El Clasico”, og det er 232. gang, at de to hold mødes i officielle kampe. De har næsten ens statistik, da Real Madrid har vundet 93 gange og Barcelona 91 – blot 48 gange er det sluttet uafgjort.

Kigger man blot på liga-opgørene, har Real Madrid også et lille overtag, og det sidste møde vandt ”Konge-klubben” også. Det var i begyndelsen af april, at Real Madrid vandt 2-1 på mål af Benzema og Ronaldo.

Opgøret brugte Barcelona til at hylde Johan Cruyff, der var død få dage forinden. Netop Cruyff – og hans ideer og udvikling - gjorde, at La Masia blev oprettet og derfor årsagen til, at Barcelona på nutidens hold har langt flere selvproducerede talenter end Real Madrid.
Læs hele lederen
DBU – en del… skadet
Lederen skriver: Det er her, at DBU-kæden helt hopper af… for imens de forsøger at komme tættere på de danske fodboldfans – man fristes til at skrive ”igen” – så bliver de presset til at sende ”småskadede” spillere tilbage til klubberne og dermed spille totalt ligegyldige kampe… for ellers kommer der færre landskampe og dermed penge til det økonomisk trængte DBU.
Tidligere på efteråret lancerede DBU deres kampagne ”DBU – en del af noget større”, som blev trykt på A-landsholdets trøjer til kampen imod Tyrkiet. Budskabet handlede om ”den nye stil” i DBU og skulle sende klare signaler til de danske fodboldfans samt det danske samfund.

DBU ville tage ansvar og bidrage mere til det samfund, hvori så mange har interesse for det danske landshold. De ønskede at hylde bredden og dermed komme tættere på folket igen, men meget af dette blegner, når det danske A-landshold tirsdag aften skal spille venskabskamp imod Tjekkiet. Her har afbudsregnen samt de næsten komiske udmeldinger efterfølgende ikke ligefrem skabt en særlig stor følelse af ”Fælleskab”, som ellers har været hensigten med kampagnen ”DBU - en del af noget større”, der har været siden efteråret 2013, hvor hele ideen blev skabt.

Seks spillere – Andreas Cornelius, William Kvist, Yussuf Poulsen, Martin Braithwaite, Pierre Emile Højbjerg og Christian Eriksen – er ikke rejst med til Prag, da de alle skulle været “små-skadede”, og da det danske pressekorps spurgte ind til årsagerne til dette pludselige fravær, blev landstræner Åge Hareide – ifølge Ekstra Bladet – sur og vrissede tilbage:

- I (journalisterne, red.) er så mistænksomme. Skal jeg hente lægen, så I kan se lægejournalen på spillerne…

Du virker lidt ophidset over vi spørger til de seks, der er rejst hjem?

- Nej, jeg er irriteret på negativiteten. Vi forsøger at være positive og få noget godt ud af den landskamp, vi skal spille. Men vi har også et ansvar overfor klubberne og spillernes helbred. Vi skal passe på med ikke at ødelægge spillerne. Christian Eriksen, William Kvist og Andreas Cornelius var småskadet, inden de kom hjem. Christian har problemer med hoftebøjeren. Vi var ved at skifte Cornelius ud i pausen, fordi han har problemer med bagsiden af låret. Han måtte holde sig i gang og cykle i pausen, fordi vi havde brug for ham i starten af anden halvleg. Pierre Emile Højbjerg havde fået et spark i ballen og Yussuf Poulsen skal spille allerede på fredag. Det samme skal FCK, der også skal spille igen tirsdag. De danske drenge giver alt for holdet. Du må acceptere du får afbud, når de er skadet…

Der var umiddelbart ikke den store forståelse fra de danske journalister i forhold til den holdning, som er kommet omkring kampen. Dette skyldes ikke mindst, at DBU lægger en træningskamp forud for den næste landskamp, som er … i slutningen af marts, hvor Hareides trup rejser til Rumænien. Det næsten komiske i dette kunne også være årsagen til, at Hareide slet ikke ønskede denne træningskamp og sagde følgende til Ekstra Bladet:

- Jeg havde helst set vi ikke havde spillet den landskamp. Jeg ved, hvor problematisk en periode vi befinder os i lige nu, hvor Champions League går ind i den afgørende gruppefase. Men DBU kunne ikke sige nej, da Tjekkiet spurgte os. Situationen er jo den, at hvis du ikke bruger de officielle landskampdatoer, får du bare færre i fremtiden…

Dette hævdede Hareide så på det efterfølgende pressemøde, at han aldrig havde sagt, og sagde blandt andet:

- Jeg har bare nogle betragtninger om pressen. Fordi jeg vil præcisere en ting. Det kommer frem i pressen, at jeg var modstander af at spille mod Tjekkiet. Det er jeg ikke. Det var en refleksion, fordi vi blev enige om det i sommer, at vi skulle spille denne kamp, fordi vi har behov for en udekamp før mødet med Rumænien. Jeg sagde, at det var en ugunstig dato, da spillerne har haft meget pres på sig og spillet mange kampe. Jeg sagde ikke, at vi ikke ville spille kampen, og jeg er slet ikke modstander af kampen.

Det er her, at DBU-kæden begynder at hoppe af… for imens de forsøger at komme tættere på de danske fodboldfans – man fristes til at skrive ”igen” – så bliver de presset til at sende ”småskadede” spillere tilbage til klubberne og dermed spille totalt ligegyldige kampe… for ellers kommer der færre landskampe og dermed penge til det økonomisk trængte DBU. Måske at fodboldlederne på DBU's hovedkontor i Brøndby hellere skulle overveje, om det ikke var bedre at få færre kampe med bedre spillere og dermed højne deres produkt.

Indtil videre har de fire VM-kvalifikationskampe givet seks point, selvom modstanderne har været Armenien, Polen, Montenegro og Kasakhstan. Så selvom profilerne er trætte – undskyld ”små-skadede” - så havde det danske A-landshold vist haft godt af at træne lidt sammen. I stedet har kampen i Tjekkiet udviklet sig til en kamp, hvor mange af spillerne næppe får mange spilleminutter i den restende del af kvalifikationen.

Til kampen imod Kasakhstan havde Hareide fem nye spillere i startopstillingen, så den manglende kontinuitet er til at få øje på, og der kommer også mindst en håndfuld nye spillere i startopstillingen til kampen i Prag. Fra startopstillingen fra kampen imod Kasakhstan er Andreas Cornelius, William Kvist, Yussuf Poulsen og Christian Eriksen slet ikke rejst med til Tjekkiet.

Årsagen er altså ”småskader”, men kigger man på kampprogrammet, kunne man ligeså godt kalde en spade for en spade og kalde det ”træthed”, for tre ud af de fire spillere har lige en turneringskamp, inden der venter et Champions League-opgør i næste uge. Det kan være trættende – men står der ikke i jobbeskrivelsen for fodboldspillere, at de skal kunne spille to kampe om ugen?

Derudover ville de klæde ”det nye DBU” – som gerne vil være mere folkelig – at være mere ærlig overfor pressen og dermed deres fans. For årsagen til Eriksens afbud til Tjekkiet er ikke en mindre skade, som Hareide afslørede overfor DR, da han sagde om brugen af den danske profil i træningskampen.

- Så får vi et dårligt forhold til Tottenham, og det gør Eriksen også, og vi får brug for ham senere…

Såfremt, at det er storklubberne, der – næsten – dikterer hvilke spillere, der skal spille disse nationale træningskampe, så kan de vist ligeså godt afskaffes, hvilket Andreas Kraul tørt konstaterede:

- Efterhånden er det tilfældet, at disse træningskampe har overlevet sig selv. Når selv træneren begynder at sige, at den er mere eller mindre værdiløs, så er der ikke noget tilbage. Man må bare konstatere, at med alle de vigtige kampe, der er i Champions League og klubkampe i de nationale ligaer og VM-kvalifikationskampe om point, så betyder en træningskamp midt i en sæson ikke meget for spillerne, og det betyder ikke meget for de klubber, der har ansat spillerne…

Det er svært at være uenig… gad vide, hvad DBU egentlig mener? Det kunne være rart, hvis de kom med klare udmeldinger – nu, hvor de er blevet ”En del af noget større”… På det tidligere omtalte pressemøde skulle Hareide også have sagt:

- Jeg håber, at de fleste kan spille for deres klubber i weekenden, men jeg tvivler på det…

Det kan fremtiden kun vise. En mulighed kunne være, at Martin Braithwaite spiller for Toulouse fredag aften – ligesom Yussuf Poulsen gør for Leipzig imod Leverkusen, mens Ståle Solbakken kunne skåne nogle spillere – som William Kvist og Andreas Cornelius – når de også fredag skal møde formsvage AaB. Christian Eriksen spiller sikkert lørdagens London-opgør imod West Ham ligesom Højbjerg kommer i kamp for Stoke.

Altså fire småskadede spillere kan komme i kamp fredag aften og to lørdag eftermiddag - efter de ikke kunne spille tirsdag aften i Tjekkiet – i stedet har truppen nye navne som Mike Jensen, Christian Gytkjær, Jonas Knudsen og Lucas Andersen fra henholdsvis Rosenborg, Ipswich og Grasshoppers – som kommer til en trup med Jonas Lössl, Jens Stryger og Lasse Nielsen… Disse navne lader vi lige stå...

Afslutningsvist kunne man lave et lille tankeeksperiment… gad vide om ”tyskeren” Morten Olsen havde haft så mange ”småskadede” spillere - hvis han havde været landstræner idag?


Læs hele lederen

Video

Artikel ikon Målmand udligner på saksespark Før vi sender skal vi ordne Porto Artikel ikon Teaser: Man. Utd - Arsenal Artikel ikon Neymar skubber Vezo ned af trappe Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Corini ottende træner i Palermo - i 2016 Abelardo raser mod MARCA Artikel ikon Et minuts stilhed til forkert person Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Flere pudsigheder

Toplister

Artikel ikon Top 8: Bedste målmænd i 2016 Top 11: Bedste afskrevne spillere Artikel ikon Top 20: Bedste handler Artikel ikon Top 10: mest formstærke PL-angriber Artikel ikon Flere toplister

Lederen

Artikel ikon Barcas La Masia vs. Real Madrid-penge DBU – en del… skadet Artikel ikon - Gud af Manchester Artikel ikon Bør Mourinho genoverveje Schweinsteiger? Artikel ikon Flere ledere

Bøger

Artikel ikon Ronaldo - Ankomst til Manchester United Mads Timm: Rød Djævel Artikel ikon De største fodboldlegender – Zidane Artikel ikon Leicester – det store gennembrud Artikel ikon Flere bøger

Profilen

Artikel ikon Nani – 30 år Joshua Kimmich - I 'Schweinis' fodspor Artikel ikon Lucas Perez – den ukendte angriber Artikel ikon Diego Costa – Trotamundos with BALLS Artikel ikon Flere profiler

Rygter

Artikel ikon Lørdagens engelske rygter Schmeichel + Cantona ville til Liverpool Artikel ikon Fredagens engelske rygter Artikel ikon Torsdagens engelske rygter Artikel ikon Flere rygter

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Diego Maradona
Vidste du om ... Filippo Inzaghi Artikel ikon Vidste du om ... Pierre Emerich Aubameyang Artikel ikon Vidste du om ... Michy Batshuayi Artikel ikon Flere

Statistik

Artikel ikon Facts om FC København – Randers: 1-0 Facts om AC Horsens – Viborg: 1-2 Artikel ikon Facts om OB – Esbjerg: 0-1 Artikel ikon Facts om Silkeborg – FC Midtjylland: 2-1 Artikel ikon Flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: FC Nordsjælland - OB Optakt: Esbjerg FB - Brøndby IF Artikel ikon Optakt: Silkeborg IF - SønderjyskE Artikel ikon Optakt: AaB - Lyngby BK Artikel ikon Flere optakter

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: El Clasico Startopstillinger: Man. City - Chelsea Artikel ikon Startopstillinger: Granada - Sevilla Artikel ikon Startopstillinger: OB - Esbjerg Artikel ikon Flere startopstillinger

Kampreferater

Artikel ikon Juventus brød Atalantas stime Arsenal hamrer West Ham i London-derby Artikel ikon Ramos reddede Real Madrid til sidst Artikel ikon Skarpheden til forskel på Etihad Artikel ikon Flere kampreferater