Man. United lurer på en gratis Llorente
Af Lau Lehrmann3. aug 2012 kl. 14:31
I januar kan Manchester United kapre en gratis basker, og det vil de udnytte, ifølge medie.
Den baskiske angriber Fernando Llorentes fremtid synes for hver dag, der går, tættere og tættere på engelsk fodbold og især Manchester United.
United har allerede haft samtaler med Athletic Club-spillerens repræsentanter, men nu har de engelske vicemestre valgt at udskyde en transfer nogle måneder, skriver Sport.
Manchester Uniteds plan er, at Fernando Llorente afviser Athletic Clubs kontraktudspil og lader sin kontrakt udløbe i juni 2013, oplyser Sport.
"The Red Devils" vil da tilbyde 27-årige Llorente en ugeløn på 1,3 mio. kr. plus en sign-on bonus. Kunsten bliver, at overbevise den stolte basker om at forlade Athletic Club.
Denne sommer har Athletic Club meldt ud, de ikke vil sælge deres profil Fernando Llorente for under 330 mio. kr. Skulle Llorente overraskende vælge ikke at forlænge sin kontrakt, vil Manchester United være i deres gode ret til at forhandle med angriberen allerede fra januar af.
Fernando Llorente har altid spillet i Baskerlandet. Han har opnået 236 kampe for Athletic Clubs bedste hold og 20 landskampe for "La Roja" med 7 mål til følge.
