1. aug 2012 kl. 16:09  

- Her er en fyr, der aldrig spiller dårligt og altid træffer den rigtige beslutning. Der er mange spillere, der bliver fornærmede, når de mister trænerens tiltro. De føler, at de er universets centrum, og de forstår ikke, når træneren bænker dem for holdets skyld. Men en af de mest vidunderlige ting i disse fire år, er at have mødt en som ham.

Sådan udtalte tidligere Barcelona-træner Pep Guardiola om sin malisiske midtbanespiller Seydou Keita på et pressemøde i starten af marts. Og udtalelsen står bestemt ikke alene. Keita og Guardiola blev begge hentet til Barcas førstehold i sommeren 2008, og siden har midtbanespilleren måttet vende sig til en jævn regn af roser, som aldrig er blevet omsat til mere spilletid. Keita formåede aldrig at tilkæmpe sig en stamplads på holdet, men han var alligevel en af de mest roste spillere i truppen.

I Barcelona er alle venner, og holdet er vigtigere end den enkelte spiller. Ingen kritiserer hinanden, og da Keita uden tvivl er en gentleman af den gamle skole, har han altid returneret komplementerne i overbevisende stil. Men Keitas tid som Barca-spiller er ovre, og fra sin nye arbejdsplads i den kinesiske millionby Dalian tillader han sig nu at tilføre det catalanske glansbillede nogle ridser:

- Jeg har hørt det sagt mange gange, at Guardiola virkelig syntes om mig. Folk fik den idé, fordi han sagde gode ting om mig, de troede, at alt var ok. Men så spillede jeg ikke.

- Min eneste fortrydelse i dag vedrører de ord, han brugte om mig. Vi talte sammen mand til mand, for det virkede ikke retfærdigt, at han roste mig offentligt, og så ikke satte mig på holdet.

- At spille i én kamp og så være udskifter de to næste bekymrede mig meget i Barcelona. Det er et fysisk handicap. I Kina har du ikke det problem.

Seydou Keitas kritik er naturligvis berettiget, og den rejser nogle spørgsmål om den fodboldkultur, man har opfostret i den catalanske hovedstad.

Det er nemt nok at bruge hvert eneste pressemøde på at fortælle journalisterne - der efterhånden kan skrive artiklen hjemmefra - at holdet er vigtigere end den enkelte spiller, når man hedder Xavi, Iniesta eller Messi. Men er det ikke hykleri, når de mindre prominente fodboldnavne, der uge efter uge sidder på stadions bedste pladser og håber på ti minutters tiki-taka mod kampens slutning, får at vide, at de er lige så vigtige som dem, der løber rundt på banen? Og er det ikke problematisk, at reservespillerne oven i købet føler sig tvunget til at udtrykke deres uindskrænkede ekstase ved blot at være en del af holdet? Og giver det ikke anledning til blot en smule tåkrumning og næveknytning, når verdens bedste fodboldspiller afdribler ugens udvalgte La Liga-forsvar på egen hånd for derefter at proklamere, at den enkelte spiller ikke betyder noget?

Barcelonas kollektiv er en fodbold-sensation, som for længst har bevist sit værd og omsat knus og kram til hæder og sølvtøj. Men når Keita som en anden undsluppet nordkoreaner endelig får mulighed for at kritisere sin tidligere klub, så afslører han samtidig bagsiden af den medalje, som blandt andet Morten Olsen har kaldt det bedste fodboldhold nogensinde.

Det er et historisk såvel som sportsligt faktum, at man kan udrette store ting, når individet ofrer sig for kollektivet. Men om det er sundt – særligt for de individer, det går ud over – det er en helt anden sag.