Lindegaard vil være nr. 1
Af Mikkel Mandrup20. juli 2012 kl. 16:04
Den danske Manchester United målmand har ikke i sinde, at overgive sig i kampen om at stå fast for De Røde Djævle.
Efter at have tilspillet sig en forholdsvis fast plads i United-målet, fik Anders Lindegaard en bitter ankelskade sidst i januar, som skulle holde ham ude resten af sæsonen. I den periode har David De Gea overtaget pladsen og spillet bedre og bedre, samt smidt nogle af de begyndervanskeligheder væk, som spanieren havde i starten af opholdet på Old Trafford. Derfor virker det også som en svær opgave for Lindegaard at tage pladsen tilbage, men danskeren har ikke tænkt sig at smide håndklædet i ringen.
- Jeg vil være nr. 1, fordi jeg er bedst. Det skal ikke være fordi han (De Gea, red.) er skadet eller væk, udtaler han til Sky Sports.
- Jeg er klar over, at han har lille forspring, fordi han gjorde det godt i sidste sæson, så jeg må benytte hver en chance jeg får til at overbevise om, at jeg er nr. 1., fortsætter han.
Anders Lindegaard som heller ikke fik spilletid under Euro 2012, valgte at tage en kortere ferie for at tage med United-holdet til deres pre-sæson tour i Sydafrika. Der er gode chancer for at Lindegaard får masser af spilletid, da De Gea er med det spanske OL-hold.
