- Jeg tænker på det…. hver dag
Af Torsten Brix4. juli 2012 kl. 19:04
Ikke gode nyheder for Ashley Cole og Young. Ærlig og pudsig fortælling fra Gareth Southgate.
Nok engang røg England ud af en slutrunde efter en straffesparkskonkurrence. Synderne denne gang var Ashley Cole og Young. I semifinalen i 1996 blev Gareth Southgate synderen, og selvom det er 16 år siden, er det misbrugte straffespark ikke glemt.
- Jeg har aldrig været en regulær straffesparksskytte. Det var simpelthen ikke min styrke. Kort tid efter jeg brændte forsøget, tænkte jeg på mine holdkammerater, som kunne have vundet europamesterskabet, siger Southgate til FourFourTwo og fortsætter:
- Siden dengang har det påvirket mig meget, og der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på det. Jeg kan ikke gå en tur ned af gaden uden at blive konfronteret med det, selvom jeg var fodboldspiller i over 20 år, så er straffesparket det eneste, som folk forbinder min karriere med.