Nicklas Bendtner er igen eftertragtet
Af Rune Nørgaard Sørensen16. juni 2012 kl. 12:53
Interessen for Nicklas Bendtner er steget efter de to flotte mål imod Portugal.
Danmark led i onsdags et bittert 2-3-nederlag til Portugal. Trods nederlaget var der dog flere lyspunkter – specielt Nicklas Bendtner der med to flotte hovedstødsmål holdt Danmark inde i kampen.
Det har fået nye klubber til at se hans vej. Ifølge BT er Galatasaray og Benfica ude efter den langlemmede dansker, og de skal begge være villige til at give en pris imellem 35-40 millioner kroner.
Angriberen har ofte ytret, at han vil til en klub der kæmper med om mesterskabet samt spiller i Champions League. Det ønske kan begge klubber opfylde - mere tvivlsomt er det dog, om danskeren ønsker at flytte til enten Portugal eller Tyrkiet.
Interesse er der i hvert fald for danskeren. Freelance-journalisten Jose Rodriguez, der skriver for A Bola, forventer, der kommer mindst ét bud fra Portugal. Til BT siger han.
- Nicklas Bendtner har et rigtig godt navn i Portugal. De ser ham som en stærk angriber, og jeg vil blive overrasket, hvis ikke mindst én af de store klubber lægger et bud på ham.