Det var op ad bakke for irerne
Af Rasmus Stegmann10. juni 2012 kl. 22:40
Kroatien gav ikke meget væk, da de besejrede Irland her til aften.
Irland havde ikke ligefrem favoritrollen fra starten af i den svære gruppe C, og efter i aften er de ikke kommet den nærmere. Kroaterne var organiserede, velspillende, tilpas kyniske og skarpe til, at der ikke bliver jublet rundt omkring på pubberne i aften.
Fra start af havde man nok dømt Irland lidt ude, og modsat Danmark kunne de ikke overraske mod det stærkere hold. Kroatien lagde ud med et lidt spøjst mål allerede efter 3 minutter. Mandzukic mister balancen, men kommer lige akkurat op og får hovedet på – et godt stykke fra målmanden. Bolden går i mål, og det mål skulle kendetegne det kroatiske spil resten af kampen.
Irerne slog dog igen, og efter 19 minutter fik de et mål. Et frispark blev slået perfekt ind i feltet, og Ledger fik hovedet på lige foran mål. Pletikosa var uden chance for at redde bolden.
Det skulle dog ikke få kroaterne til at ryste i bukserne, og efter 43 minutter modtog Jelavic bolden fra en irsk forsvarsspiller, og selvom han stod tættest på mål, blev der, korrekt, ikke dømt offside, og han kunne vise lidt af sin klasse, og smække bolden i mål. Han har gode odds for at blive en spiller man skal holde øje med til dette EM, hvilket hans plads i startelleveren i dag, dog også vidner om.
Stillingen var 1-2 da holdene gik til pause, og umiddelbart efter pausen kunne Mandzukic gøre sin egen kunst efter, og lave et mål der tilsyneladende lignte det første. Han er derfor noteret for to scoringer, og deler topscorerpladsen med Dzagoev fra Rusland, der nettede to gange mod Tjekkiet.
Irerne så bare ikke ud til at have klassen, hvilket manglen på profiler også vidner om. Holdets fire største stjerner er hhv. 31, 32, 33 og 36 år gamle. Her tænkes på Robbie Keane, Richard Dunne, Damien Duff og Shay Given. Alle sammen navne som man husker har spillet i store klubber, men som nu må indse, at alderen har indhentet dem. Holdets gennemsnitsalder ligger på 28 år, og det kan ses på deres spil.
Nu venter Spanien og Italien for begge hold, og en fornuftig vurdering vil være, at Kroatien har det bedste udgangspunkt efter i aften. Både pointmæssigt med i særdeleshed også spillemæssigt.
Irland – Kroatien: 1-3 (1-2)
0-1: Mandzukic 3'
1-1: Ledger 19'
1-2: Jelavic 43'
1-3: Mandzukic 48'
Dommer: Bjorn Kuipers
