Karim Benzema - Beduinbomberens revanche
Af Magnus Ankerstjerne28. maj 2012 kl. 20:00
Indkast.dk tegner et portræt af Frankrigs angrebses, der skal levere målene for 'Les Bleus' til sommer.
Når man vokser op med otte andre søskende, er man vant til, at der er kamp om de privilegerede pladser. Specielt når man har fem ældre af slagsen.
Så når man møder lidt modgang, tager man det med oprejst pande og klør på.
Hvis man mister startpladsen i klubben til en angrebskonkurrent, så giver man ikke op og forlanger en transfer. Hvis man ikke bliver udtaget til VM, selvom man er sin nations største profil, så sørger man for at gøre det ekstra godt på klubplan, så hele omverden kan se, at fraværet af en selv i VM-truppen var en kolossal fejltagelse.
Det er sagaen om Karim Benzema, der netop har overstået en helt fantastisk sæson hos Real Madrid, og som nu skal levere varen for Frankrig ved sommerens EM.
Algerisk arbejderklassevilje
Karim Benzema voksede op i byen Bron, der er en forstad til millionbyen Lyon. Både Benzemas mor og far stammer fra Algeriet, og der var kun lige nok til dagen og vejen for Benzema og hans mange søskende.
Benzema trådte sine første fodboldskridt i klubben Bron Terraillon SC, men det stod hurtigt klart, at han talent rakte til mere end weekendbold i Lyons ghettoområder. Som 9-årig blev han spottet af Olympique Lyonnais' talentspejdere.
På ungdomsholdene i Lyon gjorde Benzema kometkarriere, og han var snart at finde på førsteholdet, hvor han fik sin debut som 17-årig. Fem dage efter sin debut skrev han under på sin første professionelle kontrakt.
Det er tradition, at nye spillere på Lyons førstehold skal rejse sig og tale til sine holdkammerater, der på det tidspunkt talte Sylvain Wiltord, Elber og Florent Malouda. Da Benzema skulle gøre det, var han genstand for jokes og latter. Det brød den unge spiller sig ikke om.
- Stop med at grine! Jeg er her for at erobre jeres pladser, tordnende den dengang 17-årige stålsatte angriber.
Gennembrud og millionkontrakter
Det varede ikke længe, før den stålsatte teenager fik succes på et ellers stjernespækket Lyon-mandskab. Som tiden gik fik Benzema mere og mere spilletid, og i sæsonen 2007-2008 slog den fysisk betonede angriber for alvor til.
Med 20 ligascoringer og 31 kasser i alt cementerede Benzema sig som et kæmpetalent. Talentet havde på det tidspunkt allerede kastet de første landskampe af sig. Det skete i november 2006, hvor han desværre ikke nåede i kamp på grund af en skade. Debuten kom i stedet i marts 2007, hvor han tilmed blev matchvinder.
Benzemas fine 2007-2008 sæson kastede selvfølgelig en EM-billet af sig, hvor Benzema var tiltænkt som starter i Domenechs trup. Han startede to ud af tre kampe i Frankrigs rædselsturnering, hvor man blev elimeret i gruppespillet. Benzema fik efterfølgende hård kritik fra den franske presse for sine præstationer for 'Les Bleus'.
Det dårlige EM lod dog ikke til at hindre Benzemas spil, for i den følgende sæson var angriberen på ny i storform. Med 17 sæsonkasser stod det klart, at det franske stortalent kunne være på vej mod en ny og større klub.
Og det kom han. I sommeren 2009 skiftede han til giganterne fra Real Madrid, der betalte 260 millioner kroner for den franske bomber, der gav ham en seksårig guldrandet kontrakt.
Hård konkurrence og nedturen
Efter en stærk start i den madrilenske kongeklub mistede Benzema efterhånden sin startplads til konkurrenten Gonzalo Higuaín, der scorede mål på samlebånd. Den spanske avis Marca nåede endda at erklære Benzema for ”den nye Anelka”, hvilket refererede til den franske angriber med afrikanske aner, der havde haft en turbulent tid i klubben, før han blev skibet videre.
Karim Benzema tilbragte det meste af sæsonen som indskifter for Higuaín, og det fik konsekvenser for deltagelsen på det franske landshold. Forud for VM-slutrunden i Sydafrika var Benzema end ikke udtaget til bruttotruppen af landstræner Domenech, selvom han stadig var et af de hotteste navne i fransk fodbold.
Før listen blev offentliggjort var Benzema blevet spurgt til, hvordan han ville reagere, hvis han ikke kom med. Hans svar havde været, at han ville støtte Frankrig uanset hvad.
At Karim Benzema så også var indblandet i den store sexskandale, der var før VM-turneringen, sammen med tre andre holdkammerater, behøver dette portræt ikke melde noget om.
Formen genfundet
På klubbasis sikrede Real Madrid sig 'The Speciel One' forud for 2010-2011 sæsonen, og Karim Benzema skiftede også trøjenummer til det legendariske nummer 9. Fra start af havde Benzema svært ved at bide sig fast i startopstillingen, hvor Higuaín og Cristiano Ronaldo var Mourinhos foretrukne spydspidser, men som tiden gik, fandt den franske bomber efterhånden ud af, hvor målet stod, hvilket han især viste i slutningen af sæsonen, hvor målene kom på samlebånd.
I mellemtiden havde Frankrig fået ny træner ovenpå Domenechs to horrible slutrunder med 'Les Bleus'. Manden med ansvaret var nu Laurent Blanc, og her var der ingen tvivl: Benzema var den foretrukne startangriber. Benzema har spillet nærmest alle kampe, siden Blanc overtog roret.
Tilbage i Madrid stod det med den lange angribers stærke afslutning på 2010-2011 sæsonen klart, at José Mourinho agtede at bruge Benzema som sin stjerneangriber i den kommende sæson. Angriberen takkede siden for tilliden og har bombet løs for de spanske mestre i denne sæson.
Forud for sommerens EM peger alt på, at Karim Benzema er manden, der skal levere varen for de franske haner. Hovedpersonen selv har bevist, at han kan rejse sig efter nedture.
Spørgsmålet er så, om han og Frankrigs landshold kan rejse sig efter to forfærdelige slutrunder. Meget hviler i hvert fald på den 24-årige angribers skuldre.
