Legende: Juve mangler en CL-angriber
Af Kristian Nielsen27. maj 2012 kl. 15:18
Dino Zoff anbefaler Juventus at købe en målfarlig angriber til Champions League.
Juventus skal have anskaffet sig en rigtig angriber inden næste sæsons Champions League. Det siger Dino Zoff, der er en legende hos både Juventus og det italienske landshold.
- Juventus bliver nødt til at købe en vigtig angriber til Champions League, så de kan gå ind til turneringen med rigtige ambitioner, siger Zoff til TuttoJuve.
Juventus blev italienske mestre og gik igennem Serie A som ubesejrede, men deres topscorer var Alessandro Matri med kun ti mål.
Den eneste kamp, Juventus tabte i sæsonen, var Coppa Italia-finalen mod Napoli. Dino Zoff mener dog stadig, at sæsonen har været helt igennem fantastisk for sin gamle klub.