- Vi har ikke snakket med Real-duo
Af Kristian Nielsen12. maj 2012 kl. 12:36
PSG-sportsdirektør Leonardo afviser, at klubbens præsident har snakket med Higuaín og Kaká fra Real Madrid.
Præsidenten i Paris Saint-Germain, Nasser Al-Khelaifi, har ikke snakket med Real Madrid-spillerne Gonzalo Higuaín og Kaká. Så kontant er udmeldingen nu fra den franske klubs sportsdirektør.
- Nasser har aldrig mødt hverken Higuaín eller Kaká. Det er blevet skrevet som fakta, men Nasser har altså aldrig mødt spillerne, siger Leonardo til AFP.
Især Gonzalo Higuaín er på det seneste blevet kædet sammen med den nyrige franske klub, der skal spille med i Champions League til efteråret. Leonardo erkender dog, at PSG vil være interesserede i at skrive med Higuaín, hvis de får muligheden.
- Lige nu snakker vi bare – ikke kun med ham, men med hele markedet. Vi kan snakke med 15.000 spillere og gøre intet, men i det mindste er vi involverede.
- Hvis Real Madrid ikke vil sælge ham, er han ikke engang på markedet. Han har en frikøbsklausul på 1,1 milliarder kroner. Hvad skal vi gøre? Bare betale det beløb?
Også Milans Pato er blevet kædet sammen med ambitiøse Paris Saint-Germain.