Gattuso om alderdom, Juve og ny kontrakt
Af Rene Lyng Ryom7. maj 2012 kl. 22:34
AC Milans Gennaro Gattuso lykønsker Juventus med mesterskabet og tænker fremad.
Da AC Milan tabte til Inter og Juventus i samme omgang vandt over Cagliari, må Milan overlade mesterskabstitlen til rivalerne fra Torino, og ifølge milansernes midtbaneslider Gennaro Gattuso skyldes det flere ting.
- Vi må ønske Juventus tillykke, for de har haft en fantastisk sæson, og de voksede søndag efter søndag. Vi må virkelig tage hatten af for dem, siger Milan-veteranen ifølge football-italia.
Udover Juventus gode form, kigger Gattuso også indad, når han skal finde forklaringer på, det er Juventus, der slutter på toppen.
- Vi blev straffet af mange skader, jeg ikke kan finde en forklaring på, og vi havde ikke den samme mentalitet som dem. Dette Milan-hold er lidt gammelt, og forstærkninger er altid nødvendigt, selv når du vinder.
På det personlige plan har det været en hård sæson for den iltre italiener, der selv har døjet meget med skader. 34-årige Gattusos kontrakt udløber ved udgangen af denne sæson, og der er stadig ikke udsigt til en forlængelse.
- Jeg vil tale med vicepresident Adriano Galliani om min fremtid. Det har været en mærkelig sæson for mig, men jeg vil stadig spille. Hvis det ikke er muligt, vil jeg blive hjemme ved mine børn og være en far, siger Gattuso.
