Navas – en succes i fiaskoen
Af Rene Lyng Ryom7. maj 2012 kl. 20:49
Den hurtige kant har haft en fremragende sæson i Sevilla, selvom holdet har været alt andet end overbevisende.
Sevilla har været en af Primera Divisions største skuffelser denne sæson. De seneste sæsoner har holdet ellers været nærmest fast inventar i den spanske top, men i år har holdet fra det sydlige Spanien ikke fået det til at fungere.
Alligevel har fløjspilleren Jesus Navas spillet en af sine bedste sæsoner for klubben, han har repræsenteret hele sin seniorkarriere. Navas har gennem mange år givet prøver på sit enorme talent, der også har bragt ham ind i landsholdsvarmen, men i år overgår spilleren sig selv.
5 mål og 13 oplæg er det blevet til inden sidste spillerunde. På målfronten er det en tangering af den personlige rekord fra 2007/2008, og med imponerende fire assists i lørdagens kamp mod Rayo Vallecano assisterende Navas sig op på ligaens fjerdeplads over flest målgivende afleveringer – kun overgået af Özil, Di Maria og Messi.
Den elegante kant har tidligere været rygtet til flere af Europas absolutte topklubber, og det bliver spændende af følge ham både under sommerens EM-slutrunde og transfersvinduet.
