Medie: Guardiola stopper i Barcelona
Af Stefan Weichert26. apr 2012 kl. 19:08
Ifølge Reuters så har Josep Guardiola meddelt, at han stopper i FC Barcelona efter denne sæson.
Han vandt alt i sin første sæson i Barcelona, og lige siden er pokalskabet blevet fyldt til bristepunktet. Det er dog ikke blevet til så meget i denne sæson, hvor holdet er røget ud af Champions League, og nok smed muligheden for ligatitlen efter nederlaget i El Clásico.
Der har været snak om, at Guardiola ville takke af efter denne sæson, og det har taget til efter skuffelserne imod Real Madrid og Chelsea. Nu skulle det så være en realitet. Det melder nyhedsbureauet Reuters, som bringer, at han i torsdags skulle have meddelt klubpræsident Sandro Rossell, at han forlader klubben efter denne sæson.
Ifølge spanske medier skulle Guardiola og klubpræsidenten i torsdags have holdt et tre timer langt møde. Barcelona-ledelsen har dog ikke kommenteret på de mange spekulationer og afviser, at der er planlagt et pressemøde i morgen.
Josep Guardiola har i sin tid i Barcelona hentet 13 trofæer. Han kan nå at få sin 14 inden han evt. stopper, da Barcelona stadig har en pokalfinale imod Athletic Bilbao.
