Bayern køber brasser
Af Michael Thykier 26. apr 2012 kl. 12:37
Borussia Mönchengladbach har i dag offentliggjort at Bayern München har købt en af Gladbachs største profiler.
Den 28-årige brasilianer Dante har i længere tid været rygtet til Bayern München, og så skriver hans klub Mönchengladbach at skiftet er en realitet:
- Selvom vi forstår hans (Dante, red.) beslutning, er vi kede af at han rejser. Vi opgav ikke håbet om at beholde ham, og vi håbede at han ville blive her og skrive historie.
- Han har været hos os i tre et halvt år, hvilket er lang tid for en udenlandsk spiller. At han nu skifter til et større klub er resultatet af gode præstationer i denne sæson.
Bayern München har endnu ikke selv kommenteret skiftet, men selv siger Dante:
- Bayern München er en af de største klubber i verden. Jeg har nu chancen for at spille på højeste niveau og for at vinde titler.
Dantes kontrakt med Mönchengladbach løb oprindeligt indtil sommeren 2014, men indebar en købsklausul på ca. 35 mio. kr.