Köln godkender Podolski-transfer
Af Magnus Ankerstjerne23. apr 2012 kl. 20:56
Lukas Podolskis skifte til Arsenal virker nu meget tæt på, efter at FC Köln skulle have blåstemplet profilens afgang fra klubben.
Tyske medier mener at vide, at FC Köln nu skulle have sagt god for Lukas Podolskis skifte væk fra klubben til sommer. Det skriver engelske Metro.
På rygtebørsen har den tyske landsholdsbomber længe været kædet sammen med et skifte til England og Arsenal. Transfersummen menes at være på omkring 90 millioner kroner med klausuler efter spillerens og klubbens præstationer.
Podolski var i første omgang rygtet til klubben allerede i januar, men det skifte blev dog ikke til noget, da Podolski ikke ville sætte sin plads i den tyske EM-trup i spil. Flere medier har siden rapporteret, at den 26-årige Podolski allerede har været til et indledende lægetjek i Arsenal.
Til at starte med var manager Arsène Wenger noget nedtonende omkring Podolski, men i sidste måned tog den franske chef så bladet fra munden.
- Ja (vi vil have Podolski, red.). Vi vil gerne tilføje en offensiv angriber, fordi folk fortæller os ofte, at vi afhænger for meget af Van Persie, hvilket er rigtigt. Hvis vi kan finde en verdensklasseangriber, så kan vi være titeludfordrere, udtalte Wenger ifølge Metro.
