- Juve har Italiens stærkeste midtbane
Af Magnus Ankerstjerne23. apr 2012 kl. 19:43
Juventus' chilenske Arturo Vidal proklamerer, at holdet har ligaens bedste midtbane.
Det går godt for tiden hos Den Gamle Dame fra Torino. De har ikke tabt en eneste ligakamp i denne sæson, og de har vundet de seneste fem kampe. Med en 4-0 sejr over AS Roma har de nu også lagt sig i pole position til det italienske mesterskab.
Sejren kom i hus på mål af klubbens tre centrale midtbanespillere. Andrea Pirlo og Claudio Marchiso stod for en træffer hver, mens Arturo Vidal tegnede sig for to kasser. Sidstnævnte er da heller ikke i tvivl om midtbanens styrke.
- Det er nemt at spille godt med holdkammerater som mine. Vi er den stærkeste midtbane i Italien. Jeg er henrykt over at være i Juventus. Det er en spektakulær klub, og fansene er fantastiske – meget passionerede. Præcis som jeg kan lide det, siger Arturo Vidal til La Gazzetta dello Sport.